SOGNE BLAD - Trige-Ølsted fællesråd

More documents

Recommendations

Info

I bladet fi nder du: Og han, som vokse ............................... Walther Nielsen-Refs Er naturen naturlig? ... Steffen Lindfors Af jord skal du igen opstå .............................................. C.P. Honoré The missing age .................. C.P. Honoré Kirkelige handlinger Hvad sker der i <strong>Trige</strong>, Spørring og <strong>Ølsted</strong> Aktiviteter i sognene Kontaktadresser Sogne- og kirkevejviser Bladet Gudstjensteliste Og han, som vokse … Og han, som vokse lod på jord de gyldne aks og vipper, han bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper. På min erindrings nethinde lever den gode høsttid fra dengang, da jeg var dreng. Solen stod om dagen, stor og rød og rund, den sendte sine velsignede stråler ned over de gyldne aks. Og kornet var så højt dengang, at man sagtens kunne gemme sig i det og ligge dér stille og kigge op på den blå himmel og de drivende skyer. Og månen lyste aftenen og natten op, gul og kæmpestor, og så tæt på én, at man næsten kunne røre den. Jeg har hjulpet til mange gange om høsten ude på gårde i Thy, med udsigt til Limfjorden og Mors. Det var hårdt arbejde såmænd, men det var skønt at være med. For vi var mange om det, og vi havde et fællesskab omkring det, som gjorde alt lettere. 2 Sikke megen mad, der stod på bordet, når der blev holdt spisepause, og sikke en appetit man havde. Fadene blev ryddet i et større tempo end markerne, for dem tog det jo sin tid med! Men man nåede det alligevel altid. Og vi festede bagefter, lykkelige over, at høsten var kommet i hus. Gårdmændene, husmændene og alle karlene og pigerne og medhjælperne. Selvfølgelig klagede man sig også ofte dengang, men glæden over høsten kunne ikke overskygges. Der er sket meget ude på landet siden min drengetid, mon ikke? Der er sket meget med det danske samfund i det hele taget. Men det er ikke altid blevet til det bedre. Som sagt, så kunne man også førhen høre bønderne klage, det hører jo nærmest med til et så udsat erhverv; bekymringer er der jo nok af. Men den afgørende forskel mellem dengang og nu, tror jeg, er, at man i dag er blevet meget mere ensom med alting, også med sin klage, også med sine bekymringer. Og det er en meget dårlig udvikling. Vi fjerner os mere og mere fra Jesu brug af billedet med himmelens fugle og markens liljer, som tager imod livets tilskikkelser uden at kny og bliver så rigeligt belønnet. Vi kommer derimod mere og mere til at fi nde sandheden om os selv i billedet af det menneske, som hverken under sig selv eller andre rist og ro til at tage imod livets store gaver. “Giv os i dag vort daglige brød”, hedder det i Fadervor, ”forlad os vor skyld, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”. Dér har du fællesskabet. Alle de andre er også altid med. Vi har i kirken en skat at øse af, en kilde som kan føre os bort fra ensomheden og de store bekymringers kvælende favntag, ja, den har kraft i sig til at ændre dig og mig, så livet bliver nyt for os. Walther Nielsen-Refs
Er naturen naturlig? Umiddelbart lyder det som et ualmindelig tåbeligt spørgsmål. Det er det måske også, måske ikke. En tåbe kan jo som bekendt spørge om mere, end ti vise kan svare på. Eftersom det nu er mig selv, der både spørger tåbeligt og skal forsøge at svare vist, må jeg forsøge at ryste min identitetskrise af mig og give mig ud i udfordringerne på god moderne dansk vis. Altså, er naturen naturlig? Tja, det kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med natur og naturlighed. Er natur det, vi ustandselig bliver bombarderet med i fjernsynets naturprogrammer? Selvfølgelig er det ikke løgn, det der vises, men det er i hvert fald ligeså meget underholdning, som det er kendsgerninger. Der er intet i vejen med det, men det er tilrettelagt og sammenklippet natur. Ingen kan bare gå ud og opleve det samme. Vores billede af naturen kan ikke undgå at fjerne sig fra den “virkelige” natur. Går vi så selv ud i naturen, oplever vi så naturen? Nej, det gør vi ikke, for der fi ndes stort set ikke natur i Danmark. Hver kvadratkilometer er planlagt et eller andet sted fra. Alligevel er naturen truet, siger vi. Det fi ndes der måske ligefrem en naturlig forklaring på, men den synes ikke at være god nok. Man skulle vel ellers tro, at alt det, man kan give en naturlig forklaring på, også må være naturligt. En mand stikker sin kone ned på åben gade for øjnene af sine tre børn. Bortset fra det er ret forbudt, så er jeg overbevist om, at handlingen ved tilstrækkelig dybsindig psykologisk analyse kan fi nde en naturlig forklaring. Pointen er selvfølgelig, at selv om vi kan give en naturlig forklaring, så er det ikke alt naturligt, vi kan acceptere, selv om naturen tilsyneladende og principielt opfattes som det absolut gode og al tings målestok. For nogle er det f. eks. et gode at få et barn i 50-års alderen, men det er til gengæld ikke godt nok til at være naturligt, og derfor skal det selvfølgelig 3 forbydes, også selv om man kan give en naturlig forklaring på, hvordan det kan lade sig praktisere. Nej, naturlige forklaringer er ikke gode nok, det er anderledes ophøjede ting, vi står overfor, når vi henviser til Naturen. Men hvilke? Vi ser f.eks. hen til og op til de såkaldte naturfolk og deres pragtfulde leven i pagt med og af naturen. Har de et natursyn? Det har de måske nok, men de ved det ikke selv. For at have et natursyn må man også have et alternativ til at leve i og med naturen. På akkurat samme måde kan vi anskue naturfolks religion. Vi kan godt se, at deres dagligdag er styret af mange religiøse hensyn, men spørger man dem selv, så har de ingen religion. Deres adfærd er nu engang den måde, man lever på, og der er ikke andre måder. Deres religion er ganske simpelt en del af deres dagligliv og ikke som hos os noget, man tager sig af om søndagen og har et specielt navn for. Det sjove og måske mest interessante ved det hele er, at man aldrig har fundet noget naturfolk uden religion. Det lader faktisk til, at religion på det nærmeste hører naturen til, i hvert fald når vi er på menneskeligt niveau. Om hunde og katte har religion skal jeg ikke udtale mig om, men ritualer for gensidig omgang har de i hvert fald. Skal man sige det på et pænt og unaturligt sprog, så lever naturfolk i et udiffentieret socialt fællesskab, dvs. alle kan stort set det samme. Lad mig prøve at give et oplysende eksempel fra litteraturen. Vores efterhånden verdenskendte landsmandsinde, Smilla, udtaler sig om sin egen opvækst i det grønlandske fangersamfund (hun er på dette tidspunkt ca. 5 år): “Vi var kommet nordfra, hvor vi havde fi sket narhval fra små, dieseldrevne kuttere. En dag havde vi fået otte dyr. Dels fordi isen havde lukket dem inde i et begrænset område. Dels fordi de tre både mistede kontakten
Page 1: August - September 2009 29. årg nr
Page 5 and 6: turen, hvad bliver religionen så t
Page 7 and 8: Blicher og Spentrup Kirke I maj var
Page 9 and 10: 15. s. e. Trin. 11.00 9.30 Ingen In
Page 11 and 12: Ølsted kirke Høstgudstjeneste Sø
Page 13 and 14: Kirkelige handlinger siden sidst 1.
Page 15 and 16: Kirkesanger: Thomas Warncke Nørgaa

SOGNE BLAD - Trige-Ølsted fællesråd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?