F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

interview
debutanten
Eva Gro Andersens debutbog ’Laila, Leo, Lolita m.fl.’ beskrives som en prosalyrisk
tekstsamling om mennesker på kant med samfundet og med sig selv. Eva
Gro Andersen, født 1975, arbejder også som billedkunstner og studerer dansk og
nordisk litteratur på Københavns Universitet. Hun har udgivet skønlitterære
tekster og akademiske artikler og har desuden arbejdet i forlagsbranchen.
af anna Bridgwater
I september 2011 udkom Eva Gro Ander-
sens debutbog ’Laila, Leo, Lolita m.fl.’
på forlaget Jorinde&Joringel.
Du har valgt en utraditionel
form til din bog ’Laila, Leo,
Lolita m.fl.’ Kan du fortælle
om formen?
Bogen består af 42 korte fortællinger, og
hver fortælling portrætterer en person.
Derfor har jeg forsynet bogen med
undertitlen ’Et persongalleri’. Men der
er også en jeg-fortæller i bogen. Jegfortælleren
er den, der præsenterer de
mange personer for læseren og så at
sige ”maler” portrætterne af personerne.
At jeg har valgt at lade fortælleren
være en slags ”portrætmaler”, hænger
måske sammen med, at jeg foruden at
være forfatter også er billedkunstner.
På den måde er der et visuelt aspekt
i bogen. Men den er også meget lydlig.
Jeg arbejdede meget bevidst med
sprogets lyde, da jeg skrev teksterne. Jeg
læste dem højt for mig selv og arbejdede
med hver tekst, indtil den havde den
rette ”melodi”. Derfor egner teksterne
sig godt til oplæsning, og jeg har flere
gange læst op af dem med stor succes.
10 FORFATTEREN·8·2011
Det melodiske kommer også af, at alle
teksterne er skrevet med en parataktisk
sætningsopbygning, hvor næsten alle
sætninger forbindes med et ”og”. Der
er ingen punktummer i bogen, og hver
tekst hænger sammen med den næste
med et ”og” som indgang til alle tekster
på nær den første. Derfor er bogen på en
måde én lang tekst uden punktum.
Og hvad er der med bogstavet L?
Jeg bruger mange bogstavrim i bogen,
og det syntes jeg skulle kunne
ses allerede i titlen ’Laila, Leo, Lolita
m.fl.’ Bogstavrimene er også med til
at give bogen en musikalitet og til at
understrege bogens humoristiske tone.
Men alle teksterne handler om mennesker,
som har svært ved at finde sig til
rette i samfundet. Derfor er det også en
alvorlig bog. Mange af personerne har
uopfyldte kunstnerdrømme, og for at
kunne fortælle om de personer blev jeg
nødt til at bruge noget humor. Derfor
valgte jeg at bruge bogstavrim ligesom
i sjove remser for børn. Jeg tror, at det
barnligt-humoristiske kan understrege
det alvorlige, fordi det står i kontrast til
alvoren.
Du har udgivet bogen på et mindre
forlag, Jorinde&Joringel. Hvad førte
dig til lige det forlag?
Jeg har kendt til forlaget helt siden
min barndom, hvor mange af forlagets
bøger stod i mine forældres bogreol.
Forlaget blev grundlagt af forfatteren
Henning Mortensen i 1971, og senere
blev det overtaget af Kurt Harrits, der
også driver det i dag. At det lige blev
Jorinde&Joringel, jeg kom til at debutere
på, kan jeg takke ham for. Han så
mulighederne i mine tekster og turde
satse på mit talent. Selvom det er et lille
forlag, har det stor litterær betydning.
Både F.P. Jac, Vibeke Grønfeldt og Jens
Smærup Sørensen debuterede på J & J.
Hvad har drevet dig frem i skabelsen
af denne bog?
Da jeg skrev bogen, var jeg drevet af en
social indignation, og mange af teksterne
rummer også en slags socialrealisme,
men fordi jeg har bestræbt mig på at
arbejde meget med sprogets musikalitet,
synes jeg også, at teksternes form
og æstetiske udtryk fortæller noget i sig
selv.
Hvad vil du fortælle eller formidle til
læseren med din bog?
Jeg har villet fortælle om nogle skæbner,
man ellers ikke hører så meget om.
Og jeg har villet vise, at selvom de fleste
af personerne i bogen ikke kender hinanden,
er de fælles om nogle problemstillinger.
Det er også derfor, omslaget
forestiller et broderi. Bogen præsenterer
et broderi af skæbner.
De mennesker, du portrætterer i din
bog – hvem er de?
Mange af bogens personer er inspireret
af mennesker, jeg har kendt eller bare
mødt kortvarigt. Men de fleste af personerne
er trådt direkte ud af min fantasi.
Du er billedkunstner også. Kommer
der flere fiktionsbøger fra din hånd?
Det er rigtigt, at jeg både er billedkunstner
og forfatter, men for mig er de to fag
ikke modsætninger, snarere tværtimod.
Jeg bliver cand.mag. i dansk litteratur
i december 2011, så jeg er også litterært
skolet. Jeg arbejder allerede nu på min
næste skønlitterære bog.·
Foto malene teilmann aalUnD
Det stygge dyr Plot. Et eventyr.
Morten Leth Jacobsen er forfatter og
arbejder i det daglige i kommunikationsbranchen.
Hans forfatterskab
omfatter romanerne mens Vi Venter
(2011), mindset (2010) og tornmark
(2009). Han er desuden klummeskribent i Jydske
Vestkysten. mortenleth.wordpress.com.
Bump! Bang!
Krash, knas, kvas, lød det inde i den mørke
og dybe skov.
Hvad er det, der siger sådan, spørger
du? Det lyder mægtig farligt.
Jo, nu skal du høre historien om det
store dyr, der hed Plot. Er du klar?
Inde i den mørke og dybe skov var der
noget, der kom trampende.
Noget stort og tungt og meget, meget
stærkt. Det rev træerne op med rode, og
det trampede buske flade med sine store
fødder.
Hvis du nu var lidt modig og lod være med
at gemme dig, så kunne du måske få øje
på det, der kom masende gennem skoven.
Det var et stort bæst med seks tykke ben,
og for enden af hvert af de tykke ben
havde det fødder så store som din onkels
folkevogn, hvis du kan se det for dig.
Væsenet havde også arme, men det var
arme ligesom på en blæksprutte, hvis du
kan se det for dig. Det brugte armene til at
rive træer op med rode og proppe dem ind
i sin kæmpestore mund, der sad lige oven
på dets hoved, lidt ligesom en skraldespand,
hvis du kan se det for dig.
Mens det åd, udstødte det en gryntende
og smaskende lyd, lidt ligesom hvis der var
en hel gymnastiksal fuld af grise, der var
ved at æde noget rigtig ulækkert morgenmad.
Hvis du kan forestille dig det, og det
kan du nok godt.
Det stygge dyr Plot kom vadende gennem
skoven. Og det åd alt på sin vej, træer, sten
og buske. Også huse og biler og lygtepæle
og pølsevogne med alt indholdet lige fra
agurk til æblemost.
Når Plot havde bestemt sig for, at det skulle
fra det ene sted til det andet, så var der
intet, der kunne få det til at skifte mening.
Lad os sige, at det skulle ovre fra Brugsen
illUS: nina HenriKSen
og hen til der, hvor din farmor bor. Så ville
det gå den lige vej. Når det var fremme,
ville du kunne se, at det havde pløjet sig
gennem alting og lavet et bredt, lige spor
tværs gennem huse, skove, marker, fabrikker
og måske gennem din skole, hvis du
var heldig.
Plot var ligesom en mejetærsker, hvor der
ikke sad nogen oppe i styrehuset til at køre
uden om de ting, der stod i vejen. Hvis du
kan se det for dig.
Sådan gik Plot den lige vej fra det ene sted
til det andet, mens det åd alting.
En dag skete der noget mærkeligt. Eller
mærkeligt, det var det vel ikke. Det er bare
sådan, man skriver, når der skal til at ske
noget.
Plot mødte et andet dyr, som hed Plotnot.
Plotnot lavede også et spor, men det
spor så helt anderledes ud. Plotnots spor
lignede et krøllet garnnøgle. Det gik hid
og did og rundt og rundt og op og ned.
Plotnot var ikke sådan et dyr, der maste sig
vej gennem alt muligt for at komme frem
til målet. Ja, faktisk vidste det dårligt nok,
hvor det skulle hen. Det syntes bare, det
var sjovt at gå.
Så det nærmest hoppede derudad som en
seksbenet kænguru. Hvis du altså kan se
det for dig. Til gengæld var det nødt til at
gå rigtig meget i ring for at komme derhen,
hvor det endte med at ende til sidst.
Plotnot var meget tit meget forvirret, men
det havde det skægt.
”Hvad er du for én?” spurgte Plot.
”Jeg er ligesom dig, bare helt anderle-
mening & debat
des,” sagde Plotnot.
”Jeg synes, du slingrer noget af sted,”
sagde Plot.
”Jeg går bare den vej, jeg synes er sjovest,”
sagde Plotnot.
”Det lyder altså ret hippieagtigt,” sagde
Plot.
”Synes du det? Tja. Jeg synes, det lyder
alt for Anders Fogh-agtigt, at man bare
går ligeud efter næsen og efter en plan.
Hvad nu, hvis der sker noget spændende
undervejs?”
”Hvordan sådan, spændende?” sagde
Plot.
”Sådan ligesom livet,” sagde Plotnot.
”Lidt her og lidt der og lidt planløst. Det er
altså sjovest på den måde.”
”Tjoh,” sagde Plot. ”Men sig mig, farer
du ikke vild hele tiden?”
Jo, det måtte Plotnot nok indrømme:
”Men ham, der skriver mig, kan bedst li’ det
sådan. Han er en planløs type. Kan godt
lide at sidde og skrive i de bare underbukser.
Hvad med dig?”
”Jo altså, ” sagde Plot. ”Ham, der skriver
mig, han kan bedst lide at have alting lagt i
skema. Han er journalist, at du ved det. For
ham er jeg et arbejde.”
”Nå,” sagde Plotnot. ”Min skriver for sjov
og helst om natten under påvirkning af
kaffe og rødvin.”
”Min forfatter har masser af ideer,”
sagde Plot.
”Min forfatter har ikke den fjerneste idé.
Han har kun mig og så en masse ord i en
stor bunke. Til gengæld synes han, det er
skægt at se mig hoppe rundt i landskabet.
Tag den,” sagde Plotnot.
De to dyr stod og så lidt på hinanden.
”Skal vi lægge arm?” spurgte Plot.
”Det tror jeg ikke,” sagde Plotnot. ”Hvad
med at vi ser, hvem der kan binde den flotteste
krans af markens og engens de milde
blomster?”
”Det tror jeg så nok ikke, vi skal,” sagde
Plot.
Så de to dyr stod der og så på hinanden
lidt mere. De kunne ikke blive enige
om, hvem der var stærkest.
Til sidst gik de op på rådhuset og indgik
i et homoseksuelt registreret partnerskab,
og deres forfattere blev enige om, at lidt
fra den ene og lidt fra den anden, det var
nok alligevel det bedste.
Og de blev skrevet lykkeligt til ende, og
så startede de forfra.
Sådan var historien om Plot og Plotnot. Så
vidt jeg kan huske. ·
FORFATTEREN·8·2011 11