F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

mening & debat
Fra lokal til global forfatter
– erfaringer med at nå læsere via de nye medier
Niels Peter Rygaard
er klinisk psykolog
med egen praksis.
Han har arbejdet i
30 år med udsatte børn og har desuden
undervist inden for sit felt. niels Peter
rygaard har udviklet flere e-læringsprogrammer
rettet mod børnehjem,
plejefamilier og andre børneorganisationer.www.tilknytningsforstyrrelse.dk
Jeg er psykolog med speciale
i omsorgssvigt, og min brug
af medier til at nå læserne
har skiftet meget over årene.
’Selvorganisering hos svært
belastede børn’ kom på
Munksgård i 1991 som klassisk
lærebogsudgivelse. Jeg foreslog
redaktionen at få den ud
på engelsk, men det var helt
uhørt dengang, så der røg en
oplagt international mulighed.
Jeg blev træt af den lille
andel, forfatteren får hos de
etablerede, så den næste bog,
’Tilknytningsproblemer og
tilknytningsforstyrrelse’, kom
ud på det lille Forfatterforlaget
og har vel solgt 7-8000
stykker, væsentligst fordi udgivelsen
blev kombineret med
kursusvirksomhed. Her var der
en langt mere generøs andel
til forfatteren og en særdeles
hyggelig og omhyggelig forlagsredaktør.
I 2005 skrev jeg ’Severe Attachment
Disorder’ på engelsk
for at slippe for bøvlet med at
overtale et forlag til at oversætte
den og solgte rettighederne
til DeBoeck Université
i Belgien – desværre uden at
have en advokat med til kontraktskrivningen.
Så selvom
bogen kom på otte sprog via
udlicitering til andre forlag og
lige er kommet på rumænsk,
har afkastet været beskedent,
12-15.000 kr. årligt.
Her er et andet problem
i, at anerkendte forlag tager
meget høje priser, hvilket
12 FORFATTEREN·8·2011
ofte hindrer, at brugere kan
anskaffe bøgerne – i hvert fald
de socialarbejdere, min bog
var rettet imod.
I den forbindelse anlagde
jeg en strategi, hvor jeg fik
bogen annonceret på en hjemmeside(www.attachmentdisorder.net
) og koblet til
Amazon, og yderligere brugte
jeg en del midler på at annoncere
siden på GoogleAds,
hvor en annonce med link til
hjemmesiden popper op, hver
gang du bruger bestemte søgeord
på nettet. Den strategi
slog mærkeligt nok fejl: Over
“
Hvordan når
man så sine
læsere, når man
ønsker at formidleomsorgsuddannelse
til
børnehjem og
plejefamilier og
andre, der tager
sig af verdens
143.000.000
forældreløse og
forladte børn?
250.000 brugere var inde på
hjemmesiden, men stort set
ingen købte bogen ad den
kanal, så det var dyre lærepenge.
Hvordan når man så sine
læsere, når man ønsker at formidle
omsorgsuddannelse til
børnehjem og plejefamilier og
andre, der tager sig af verdens
143.000.000 forældreløse og
forladte børn? Jeg besluttede
nu at samle mine erfaringer i
et 15 sessioners undervisningsforløb
i, hvordan man tager sig
af anbragte børn, og lægge
det ud på nettet gratis og på
så mange sprog som muligt.
Ideen var, at en leder på en
hvilken som helst institution
i Guatemala eller Bagindien
skulle kunne gå på nettet og
via en projektor gennemføre
uddannelsen med sin personalegruppe.
Det var lidt af et fritidsprojekt,
men heldigvis mødte jeg
gode mennesker på Århus
Social- og Sundhedsskoles
mediaafdeling Sosumedia, så
vupti blev det forvandlet til et
to-årigt EU udviklingsprojekt,
hvor børnehjems- og familieplejeledere
i fem lande kom
til Danmark og blev trænet i
uddannelsen, som de så gennemførte
på deres respektive
institutioner eller plejefamilieorganisationer.
Deltagerne
dannede også lokale fokusgrupper
for professionelle.
Erfaringerne blev omsat i
www.fairstart.net/training ,
hvor uddannelsen ligger til fri
afbenyttelse, foreløbig på otte
sprog. Den er en kombination
af tekster (som jeg skrev på
baggrund af en forskningsundersøgelse
og et møjsommeligt
opbygget forskernetværk)
og billed/videomateriale, som
deltagerne selv producerer
som led i uddannelsen, idet
der ligger et diskussionsdesign,
hvor deltagerne selv finder
frem til praksisformer, der
passer til den lokale kultur.
Så kom der skred i tingene:
Jeg fik henvendelser fra professionelle
over hele verden,
der også gerne ville lave lokale
tredjeverdens-sprogversioner
– så lige nu er der yderligere
16 sprogversioner under oversættelse.
Byttehandelen er, at
deltagerne får egen sprogversion
mod at oversætte
materialet, der så vil blive lagt
ind på hjemmesiden.
Undervejs stødte jeg også
på en fantastisk forening,
Oversættere uden Grænser
(Translators without Borders).
Den består af oversættere,
som brænder for socialt hjælpearbejde,
der går ind på en
fælles hjemmeside, når de har
tid, og oversætter et stykke
materiale til det ønskede
sprog. Luciano di Blasio er
nøgleperson i organisationen,
og de er i gang med at oversætte
til en hel række sprog:
thai, arabisk, traditionelt kinesisk,
forenklet mandarin-kinesisk
etc., som så bliver til flere
versioner på hjemmesiden.
Psykologforeningen og den
europæiske psykologforening
støtter projektet moralsk, og
Grundfos gav mig 200.000 til
videre udbredelse af projektet
(som skattefar dog lige mente,
at han skulle have de 140.000
af!).
Operationen lykkedes –
patienten døde næsten. Da
det jo er et fritidsprojekt,
tjener jeg ingen penge på det
– til gengæld er livet blevet
ret sjovt: I december skal jeg
til Indonesien for at træne
trænere, fordi den indonesiske
version af programmet er
blevet regeringsstandard på
samtlige børnehjem – og dem
har de 8000 af med 12 medarbejdere
på hvert børnehjem,
så man må da sige, jeg har
nået min læserskare med den
strategi. I tilgift har jeg fået et
globalt netværk af praktikere
og forskere.
PS. Mht. til en god indtægt: En
af min søns klassekammerater
har en mor, hvis børn har haft
diverse sanse/læsevanskeligheder.
Hun omsatte sine
erfaringer i en blog med materiale,
og da der er reklamer
på siden, tjener hun i øjeblikket
300 kroner dagligt på sin
blog, fordi så mange forældre
går ind på den. Den mulighed
vil jeg undersøge nærmere,
når jeg får tid, det er åbenbart
en nem vej til at få afkastet
selv i stedet for at aflevere det
til et forlag. ·
BaggrUnDSFoto Helle ViBeKe JenSen
Kæphesten
1
Rosmary Waldrop: Sekonkfloden
mistede sin form, flød over,
formede sit eget hav via et eksperiment.
Du troede, at hvis vi holdt op
med at skabe billeder, ville ordet ”jeg”
blive forfærdende af vaghed, og en
massiv stilhed ville spredes gennem
algerne og de ødelagte afgrøder. Vi
ville forsumpe i pytter uden elegance
eller variation, før vi tørrede ind i tynd
søvn. Intet kunne slukke sin tørst i
vore manglende sætninger, for hvis en
flod ikke har nogen bevægelse, efterlades
ingen fortællinger drømmende
i den …(oversat af Anne Marie Dinesen,
Solvej Balle og Christian Dorph,
Husets Forlag, 1987).
Jeg stillede mig i floden.
Når de store metafysiske fortællinger
vakler, giver det en generel rystelse,
og vel osse en individuel rystelse,
altså at fx troens død i det moderne
medfører rystelse for hin enkelte. Men
tabet af en ydre styring sætter samtidig
fri. Og i den frisættelse er der vel
et forstærket individuelt ønske om en
eller anden fast grund under fødderne.
Nu er digtet her ikke en drøftelse af et
religiøst sammenbrud, men er bl.a. en
erkendelsesmæssig pegen på grundvilkåret
til alle tider: Har jeget en sikker
grund, en vished om noget som helst?
Det første spørgsmål om vished:
vished om væren. Væren-til. Der er
visheden om sansningen. Jeg sanser,
ergo er jeg. Og sansningen er, hvor
sulten er. Dér hvor sulten er, er munden.
Hvor smerten er og siger ”jeg”,
dér er jeg. Jeg er den, der siger ”jeg”.
”Jeg fryser.” Man har det sansede
nærvær. Og så er resten lidt overladt
til den usikre mark af projektioner
og hypoteser – med naturnødvendige
masser af pragmatisk raison i det, for
at vi overhovedet kan tale og færdes
sammen. Og den kan vi så passende
udfylde med spørgsmål og spektakel
igen og igen. Digte, spille fløjte og
danse. Hvad skal jeg osse med vished:
Man er en fordømt avekat, der bliver
slået hjem igen og igen. Det er dér i det
jomfruelige spil, digtet befinder sig.
Jeg kalkulerer, jeg foruddiskonterer.
På trods af at det fremtidige er
lukket land (til det åbner sig). Men
ved at planlægge får det provisoriske
vægt HER OG NU. Og det potentielle
får vægt og ord. Vi kan være i alskens
grublen og samtidig snakke om det.
Og med dette METAblik har vi mulighed
for at kommentere, at noget sker,
mens det sker. Og netop skrive som
sansende, kommenterende nærværet.
Og tilmed redigere forestillingen om
det passerede, fx teenageårene.
Og det er så dér, man kan gerere sig
og gøre sig forestillinger. Og digte op
i og imod den modstand. Manøvrere
i skidtet og så slå panden mod det
meningsløse. Man rejser sig, virrer
med hovedet og går videre. For man
kan ikke andet. Man har det sansede
nærvær, hvor der kan formes, kreeres
og blæses på horn og kommenteres
med sideblik på, hvad der sker, når det
sker, og hvad vi mente, der skete.
Maner anfægtet – fordi mandatet til
at tale på de store fortællingers vegne
er væk.
Og det medfører, at et velordnet jeg
(fx i poesien et centrallyrisk jeg), der
taler uanfægtet og generelt på vegne af
det velordnede, er umuligt. Det kræver
et mandat, der ikke er der. Som talte
man på alle tankesystemers og himles
vegne – og endda uden at anfægte
det i teksten. Hvis du taler på egne
vegne, så er det dét, og man frigiver
ordene, som så kastes ud til læserens
testning og uforudsigelige kontrol. Dit
eget sprogs autoritet skal jo kunne
anfægtes. For skriftens vej styrer
du ikke alene selv, og dertil det hele
maskineri af politiske og økonomiske
magtforhold, borgerskabslighed, et sæt
kontekstuelle konventioner, som du og
sproget er indfældet i, hvor meget du
end spræller.
mening & debat
Digt til floden – poetologiske bevægelser
Kæphesten er i dette nummer skrevet af lyrikeren Knud Steffen nielsen
og er et argument for at læse lyrik.
Tilfældet fik mig til at vakle. Men
ordene fortsatte, nærmest i distraktion.
Jeg sprællede, men forgæves:
1.Jeg skylder penge flere steder/2.
Var der i pokerfjæset en vis lighed med
Mr. Bartleby //3.måske invitation til
dans// 4.Går den, så går den// 5.Romantikken
døde med Øhlenschlæger,
troede jeg./ Men i nittenfirserskrift blev
guldhornene lissom genstøbt.//6.Der er
ikke pr. princip mere smerte i poesi end
i en telefonbog//7.At gestikulere kraftigt
eller hente en flok fugle ned hjælper ikke
nødvendigvis et digt i nød./8.Pga. kravet
om 4200 anslag i denne artikel, som jeg
kalder et digt, fortier jeg den fugleflok,
der passerede mit vindue lige før, og som
jeg ikke har set magen til, siden den bette
Pigro i Martin A’s Løgneren fyldtes med
snepper i alle åbninger og døde af fjer//
21.Årsagssammenhæng og korrelation
forveksles sommetider: Jeg syntes, jeg
så en flok måger skubbe en traktor frem
på pløjemarken./22.Er det mere kausalt
at skrive: Fuglene var der, fordi der
var orm i den traktoroppløjede jord/23.
selvom det ligner./25.At skrive”fordi”
beviser ikke nødvendigvis årsagssammenhæng./33.Om
aflivning af visse
dogmer – ganske vist med en slags ny, se
CharlesBernstein:http://www.youtube.
com/watch?v=auhINfzRcyY//
//Ups, vi kom uden for rammen.
//42. ”… det var ganske tilfældigt, at
han med sine første ord anslog en heroisk
tone, han kunne lige så godt have
anslået en skeptisk eller lyrisk tone
...” (Gombrowicz, i Ferdydurke, Arena
67).(har ikke turdet indsætte ml.rum
i digtet ovenfor – se tidl. parentesbemærkning)·
Knud Steffen Nielsen (l).
Debuterede i 1984. Seneste
udgivelse er ’ordinér nye
kroppe’, edition after Hand
2011. Hans tre seneste bøger
er alle nomineret til Betprisen,
Weekendavisen.
FORFATTEREN·8·2011 13