F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

eolens bedste
For sidste gang præsenterer et medlem af Dansk Forfatterforening
de bøger, som har sat dybe faglige spor og aldrig skal kasseres.
Fra næste nummer vil bagsiden bringe ’Bogpoesibogen’, som
indkredser en enkelt forfatters litterære idiosynkrasier.
Thomas Munkholt har arbejdet som forlagsredaktør, oversætter
og med læringsspil og storytelling, inden han sprang
ud som børnebogsforfatter i 2011. Udgav i 2011 ungdomsbøgerne
’gemini 1: Forbyttede børn’ og ’gemini 2: Veje mellem
verdener’, begge på gyldendal.
Jeg har ikke noget sentimentalt
forhold til bøger. Ikke desto mindre
er der aldrig plads på hylderne. Vi
har ikke ‘gæsteværelse’, men et ‘bibliotek’.
Og gildesalen er indrettet med Ikea-reoler
for at få plads til den fælles bogsamling.
Heldigvis hjalp sommerens skybrud på
problemet, da vi, efter at have fået tømt
kælderen for vand, var små 800 titler
fattigere. Det var egentlig ikke specielt
smertefuldt.
Men faktisk er jeg begyndt at genanskaffe
mig en serie fra min tidlige ungdom:
Morgan Kane. Født et sted på Santa
Fé-sporet, med ulvegrå øjne og et stjerneformet
ar på højre hånd. Kane blev skabt
som kiosklitteratur af Kjell Hallbing under
pseudonymet Louis Masterson og var forhadt
i sin samtid som et vaskeægte barn af
smudslitteraturen: Vold og sex, klicheer og
forråelse. Med andre ord: Den perfekte, opbyggelige
ungdomsroman for en påvirkelig
teenager. Dengang kostede bøgerne 7-12 kr.
i Læsehesten, og det er nok tegn på, at man
er blevet gammel, når man med glæde
betaler det tidobbelte for en nyudgivelse af
serien … på norsk. Hallbing blev efterhånden
anerkendt for sit forfatterskab, men
serien bevarede sine pulpkvaliteter hele
vejen igennem. Det er først og fremmest
underholdende, og det har en genremæssig
renhed, jeg respekterer.
20 FORFATTEREN·8·2011
Snarere end enkelte titler eller litterære
klassikere er det en anden samling, der
præger hylderne, nemlig mine tegneserier.
Jeg er muligvis ung nok til at have fået
min koncentration spoleret af hurtige medier,
i hvert fald har jeg altid været fascineret
af samspillet mellem tekst og billede.
Legen med genrer og myter, scope og fortælleformer
er mere fri i tegneserien end i
mange romaner, og jeg elsker den sprudlende
fantasifuldhed i fx ’Hellboy’. Men
det er umuligt at vælge: Grant Morrisons
serier ’We3’, ’Invisibles’, ’The Filth’, ja,
sågar hans ’Superman’. Og Neil Gaiman.
Ham kender mange for hans fine børne- og
voksenbøger i den fantastiske genre, men
det var hans tegneserier, jeg lærte ham at
kende igennem: ’Punch and Judy’, ’Violent
Cases’ og ikke mindst ’Sandman’. Mange,
mange flere.
Og der kommer nye til, ikke mindst fra
den nye bølge af graphic novels. Jeg glæder
mig over de skæve emnevalg, de mange
dygtige kunstnere og ikke mindst, at de
når ud til et bredere dansk bogpublikum
– på dansk. Forhåbentlig vil der også være
titler her, jeg aldrig får lyst til at skille mig
af med, men de skal lige bevise deres værd.
Det er en simpel test: Får jeg lyst til at tage
dem frem og nyde dem uden nødvendigvis
at læse dem?
Ellers er der jo god plads i kælderen nu. ·
Foto morten HoltUm