Nyt fra Arkivet nr.27 - Glostrup Bibliotek

En lykkelig mand
Det blev en højst ejendommelig jul! Både den første og
den sidste.
Den 23. december om formiddagen kom en krigsfange op
til mig. Han hørte til dem, der havde fået en »propusk«,
en tilladelse til at gå til byen nogle timer. Han bad mig om
snarest at komme ud til lejrens lazaret, hvor en krigsfange
gerne ville tale med mig. Men jeg skulle skynde mig, da
han ikke havde langt igen.
Jeg fik straks fat i en slæde og kørte derud. Da jeg kom ind
i den store barak, der udgjorde lazarettet, fik jeg straks øje
på manden, som jeg havde talt med nogle gange. Han lå
på en briks henne ved væggen, eller rettere – han sad op,
vuggende frem og tilbage med overkroppen. Han klagede
sig stærkt og højlydt. Men det var der ingen i det store
rum, der tog sig af. Lige idet jeg trådte hen til ham, lagde
han sig tilbage på det hårde leje og var med ét ganske
stille. Hans øjne var rettede imod mig. Men øjnenes lys var
slukket. Han var død. Jeg var kommet for sent.
Et øjeblik blev jeg stående ved siden af ham – så kom en
af de krigsfangne læger. Han så et øjeblik på ham. Så sagde
han stille: Schluss! – Glücklicher Mann (Færdig! – lykkelige
mand!).
Manden ved siden af den døde fortalte mig, at samme
dags morgen havde et par af krigsfangerne istemt salmen:
»Harre, meine Seele, harre den Herrn« (Bi, min sjæl, bi på
Herren), og han, der nu lå død og stille, var den, der havde
sunget højst og inderligst. Efter sangen havde han sendt
bud efter mig – men det var altså for sent.
13