af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

Man skal ikke lade sig slå af pinden!
På et tidspunkt fik jeg et lille sjovt computerspil,
Quatris. Jeg læste lidt om, at spillet blev brugt til at få
hjerneskadede i gang igen. Jeg spekulerede på, hvordan
man kunne det. Man skulle styre nogle klodser og
samle dem i rækker og helst i den samme farve, da det
gav flest points. Det var kun i 3 niveauer. Et ret sjovt
spil, som jeg spillede ind imellem. Det minder meget om
de mange Tetris spil, der findes i dag. Dette lille spil fik
stor betydning for mig. I sommeren 1992 var jeg ude
med aviser i et stille fredeligt kvarter inde i Århus. Jeg
mødte to unge gutter, og jeg lurede lidt på den måde, de
gik på, og som de kiggede på min knallert. Nå pyt med
dem, hvis de ville rende med den, ville de ikke komme
langt, der var en lille sikring på den.
Ganske rigtigt, da jeg kom ud af opgangen, var min
knallert med aviser væk. Nå, det tænkte jeg nok, men
ret langt kunne de ikke være nået. Ganske rigtig rundt
om hjørnet ved en sidevej lå den. De havde smidt den
midt i gaden. Jeg listede rundt om hjørnet, kiggede mig
godt omkring for at se, om de var i nærheden. For en
sikkerheds skyld gik jeg igen og ventede et par
minutter, inden jeg gik hen til min knallert. Jeg kunne
fortsat ikke se nogen, så jeg skyndte mig hen til
knallerten og fik sikringen slået fra og prøvede at starte
den, så jeg kunne komme hurtigst muligt væk. Mens jeg
sad på knallerten, fik jeg pludselig et gok i nøden. De to
gutter fra før havde gemt sig og brugte nu mit hoved
som boksebold. Jeg prøvede at slippe væk, men de
fulgte efter, så jeg smed knallerten igen. Vi stod og
sloges midt ude på gaden. Det vil sige, de bankede løs,
og jeg prøvede at bremse slagene så godt som muligt.
Den ene blev hurtig træt af det og sagde til den anden,
130