af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

skadestuen fik jeg at vide, at jeg nok havde fået hjerne
rystelse ellers ikke noget. Jeg skulle bare tage den med
ro i et par dage, ak ja, hvor tog de dog fejl!
Hen til Politigården igen. Der fik jeg at vide, at jeg skulle
komme igen hen på aftenen, når holdet fra aftenen før,
var på vagt igen! Nu blev jeg gal! Denne kosten frem og
tilbage ville jeg ikke finde mig! Jeg blev der, indtil der
var en der havde tid til at modtage min anmeldelse. Der
gik knap en time. Der kom flere og spurgte, hvad jeg
ville. Jeg sagde det, og de gik. Jeg tænkte, hvad sker der
her?
Den vagthavende ved skranken sad og læste avis. Jeg
gik hen til skranken lænede mig op ad den og ventede,
mens jeg læste med i hans avis. Om det blev for meget
for ham, ved jeg ikke, men nu dukkede der en betjent
op, som bad mig om at følge med ham. Vi gik hen ad en
lang gang og ind i et lille kontor. Så sagde betjenten
noget til mig, som jeg blev edderrasende over! Han
påstod, at jeg ikke havde taget skade, jeg blødte ikke,
kunne jo gå, godt nok trak jeg lidt på det ene ben, og jeg
kunne alligevel ikke få nogen erstatning noget sted fra!
Desuden var det alt for megen papirarbejde for
ingenting!
Tak spids! Dette skulle man høre fra en ordensmagt!
Jeg holdt fast på, at der skulle skrives en anmeldelse.
Han måtte i gang med skrivemaskinen. Mit adrenalin
kørte på højeste gear, det tog et godt stykke tid, inden
jeg faldt ned igen.
Hvad der de næste par dage skete, husker jeg ikke
mere, det er pist borte.
Jeg ved, at jeg skulle skrive med store bogstaver og
helst på farvet A4 papir og sætte det op, så jeg kunne se
det, ellers glemte jeg aftaler, eller det jeg skulle købe
132