af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

det dårligt, men arbejdet skulle jo gøres. Jeg mugede
ud med kun en arm i brug, hvordan jeg fik flyttet
trillebøren er mig en gåde den dag i dag. Jeg tror at jeg
må have skubbet den fremad. Jeg brugte min venstre
arm så lidt som muligt.
Landmanden ville ikke køre mig på skadestuen, for,
som han sagde det, så endte det jo bare med, at de
beholdt mig på sygehuset, og det gik jo ikke. Jeg turde
ikke protestere. Han kørte mig til en klog mand i en lille
by længere nordpå. Han konstanterne, at der var
smuttet nogle led ud rundt omkring, og at jeg i hvert
fald skulle være sygemeldt i mindst tre dage. Stor
opstandelse. Det havde han dog ikke ventet - den sure
bonde. Den kloge mand fik sat mine forskubbede led på
plads, men det gjorde godt nok ondt. Jeg blev kørt hjem
til min mor.
Efter tre dage kom jeg tilbage på arbejde. Her fik jeg at
vide, at jeg ikke fik syge løn og mine friweekender var
inddraget for de dage, jeg lå syg. Jeg gik og passede mit
arbejde, så godt jeg kunne uden protester. Men til sidst
blev det bare for meget. Jeg kvittede!
Jeg havde mit hyr med at få min løn, og jeg fik ikke en
anden plads ved landbruget igen. Det sørgede det gamle
sure par for. Jeg troede kun, det var noget, de sagde af
galskab, men nej - det holdt stik. De gjorde det. Hver
gang jeg søgte en stilling og de bare lige skulle høre de
to andre som jeg havde tjent ved om mig. Fint nok det
hele var næsten på plads. Jeg skulle ringe et par dage
senere, det gjorde jeg, der fik jeg den besked at
stillingen var besat til anden side eller pludselig var de
ikke interesseret i en pigekarl. Kort tid efter søgte de
igen medhjælpere. Jeg holdt op med at søge job i
landbruget. Det var min korte arbejdsperiode i
landbruget som pigekarl.
36