af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

sgu!". Tom kunne ikke nå ham. Telefonen stod i den
anden ende af stuen. Det var for sent. Jeg styrtede ud af
døren og hen til porten. Jes boede på 4. sal over porten.
Han lå der på ryggen nede på fortovet. En eller anden
må havde ringet 112, for ambulance og politiet var ret
hurtig til stede.
Jeg nåede at være alene med Jes og tage afsked med
ham i nogle få sekunder. Han var ikke helt død, da han
lå der. Jeg håbede bare, at han snart ville få fred. Jeg
lagde min hånd på hans brystkasse.. Den føltes
smadret. Han forsøgte at sige noget, men jeg forstod
ham, selvom han ikke fik det sagt. Jeg kunne ikke
hjælpe mere. En af mine gæster var kommet til og
begyndte at hjælpe ham. Lagde ham i aflåst sideleje og
prøvede at standse blødningerne. Hun gjorde det rent
professionelt korrekt, men alligevel følte jeg et raseri
ulme i mig overfor hende. Jes var døende. Hvorfor skulle
han pines endnu mere de sidste få minutter, der var
tilbage. Jeg holdt mit raseri inde i mig selv.
Politiet afhørte mig omkring telefonsamtalen og spurgte
mig om, hvor meget jeg havde fået at drikke. Jeg fortalt,
som det var, at jeg havde fået min. 2 flasker vin. Det
troede han ikke på, jeg virkede meget ædruelig og som
om, jeg havde helt kontrol over, hvad der skete.
Ja, det havde jeg. Jeg følte mig også særdeles ædru!
Jeg var rystet, lettere chokeret og rasende på samme
tid.
Jes døde i ambulancen. Tom nåede at være sammen
med Jes i ambulancen, mens han døde. Da jeg havde
sundet mig lidt, gik det op for mig, at Tom var blevet
mistænkt for at have skubbet Jes ud af vinduet og ned
på gaden. Det var rent fysisk ikke muligt med
placeringen af telefonen, og at Tom snakkede med mig,
95