af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

jeg lærte ham at kende, havde han ikke brug for
kørestol. Men det kom ret hurtig. Han havde også
hjemmehjælp, hvis de da gad komme. Det kneb lidt i
starten, men så var der to hjemmehjælpere, som kom
mere stabilt. Mens Jes røg ind og ud af sygehuset, var
debatten og hysteriet om AIDS i højsædet herhjemme.
På et tidspunkt mente man, at Jes var HIV-positiv. Ved
en nærmere undersøgelse senere viste det sig, at han
ikke var det.
Hjemmehjælperne ville ikke hjælpe ham. De skiftede
senge tøj med gummihandsker og maske på. Jeg kan til
nød forstå, de brugte det, når de tog det beskidte af,
men for at tage rent senge tøj! Ja, ja uvidenhed skader
meget. De tog masker på lige før, de gik ind til ham.
Men det værste, jeg har oplevet med Jes, var, da han en
af de mange gange blev kørt på skadestuen. Han blev
lagt ind i et undersøgelsesrum, fik sat elektroder på for
at følge hans hjerte. Alt sammen normal rutine, som en
læge gør i den situation. Stille, roligt og rutineret. Den
rutine forsvandt som dug for solen og panisk rædsel
lyste ud af lægens øjne. Hun krøb så langt væk fra Jes,
som det kunne lade sig gøre i det lille rum,
ansigtsmasken blev strammet ekstra godt, så hun
(lægen) nærmest blev blå i hovedet.. Mens det stod på,
fik Jes hjertestop. Og jeg fik et hysterisk anfald og
skældte hende ud. Årsagen var tre små ord på hendes
skræm "mistanke om hiv".
Jeg har oplevet meget mere af den slags både fra
hjemmeplejens og hospitalets side. Men det, som jeg har
fortalt her, er vist rigeligt. Jes og jeg havde også mange
gode oplevelser sammen. Vi snakkede meget om, at vi
var trætte af jagtmarkedet i PAN. Hvad kunne vi gøre?
Han havde plads til at arrangere en fælles spisning for
homoer.
92