af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

da Jes sprang.
Det var hårdt. En af dem jeg snakkede så meget og
intens med, var pludselig borte, eller var han det?
Jeg gik og lukkede mig selv ind i mig selv i megen lang
tid og nærede en form for had mod den person, der
forsøgte at hjælpe Jes på gaden. Jeg var gået total i sort.
Poul
I forbindelse med mit bestyrelsesarbejde i LBL Århus,
sad jeg sammen med Poul. Ham snakkede jeg også en
del med, men ikke så meget som med Jes.
Poul og jeg kom noget tættere ind på hinanden i
forbindelse med en kedelig sag i bestyrelsen. Der var
forsvundet nogle penge, og G var mistænkt for at have
tage dem, da han havde ført regnskaberne. Poul var i
syv sind om, hvordan jeg ville reagere på denne sag. Det
var ikke nemt, men når det drejer sig om penge og
beskyldninger, så må man komme til bunds i sagen. Jeg
tager ikke parti for nogen, før jeg ved eller har hørt
sagen fra alle sider, der er involveret.
Poul og jeg kom hinanden meget nærmere, medens vi
gennemgik regnskaberne og bilagene et for et. Der var
flere fejl og uregelmæssigheder. Vi brugte mange dage
på at rede det hele ud. Det lykkedes da, men de penge,
der var forsvundet, fandt vi ikke. Senere fandt, man ud
af, at det ikke var G, men en helt anden, der havde
taget dem. G havde kun lavet rod i regnskaberne.
Poul arvede engang en gammel flaske genever. Den var
lidt over 100 år gammel. Vi blev enige om at smage på
den. En aften delte vi noget af geneveren og fik noget
godt at spise. Poul var god til at lave mad. Det var Jes
96