af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

hamrende god skuespiller. Det var inden hun kom på
skuespiller skolen, men hvor var hun røv irriterende at
høre på i pauserne. En tomhjernet gås rent ud sagt.
Men hun var og er en rigtig god skuespiller.
De andre uddannede skuespillere, som var med i
filmen, var efter min mening noget hovskisnovski. Vi
andre, som ikke var uddannede skuespillere, var ikke
rigtig værd at tale med. Dette gjaldt også for en af
skuespillerne, som var nødt til at tage et andet job end
skuespillerfaget for at have noget at lave. Det var heller
ikke velset i de kredse Jens Okking - den stakkels
mand, fik jeg gjort mundlam i flere minutter og måske
også lidt rystet. Til stor morskab for folkene bagved
produktionen. Jeg kan stadigvæk se hans ansigtsudtryk
foran mig. Der skete følgende.
Ingen af skuespillerne viste, hvem jeg var.
Midt i en scene hvor Jens sad ved bordet, og jeg sad og
strikkede, skulle der lige rettes lidt lys. Det tog lidt tid.
Vi skulle blive på vores pladser. Jens snakker helst hele
tiden. Han spurgte om, hvordan jeg kom i kontakt med
den her film. Jeg fortalte, at jeg var i gang med at lave
en udsendelse på DR Tv-båndværkstedet.
Jens: Hvad drejer det sig så om?
Mig: Om kønsskifte.
Jens: Nå det lyder interessant. Er du journalist?
Mig: Nej, jeg er selv ved at skifte køn.
Jens: Øh hvordan det da?
Mig: Jeg skifter køn fra kvinde til mand!
Dyb tavshed. Jens sad med åben mund og øjnene vidt
åben. Han lignede en fisk, som snappede efter vejret.
Han var dybt tavs og rystet i sine grundvolde, så det ud
til. Det stod på, indtil der blev givet signal om, at vi
skulle videre i filmen. Mens den korte samtale fandt
sted, kørte et kamera og optog det hele. Jeg så det, da vi
146