af Erwin Maria Jöhnk Forlaget Sjælero

Jeg sidder her i sengen og lysvågen kl.02.30 om natten
og jeg skal tidligt op.
Jeg er snart træt af at skrive, fordi jeg kredser rundt om
de samme ting og kan ikke komme videre.
Hvorfor mener jeg at jeg er lesbisk?
Og siden hvornår er jeg lesbisk? Hvorfor?
Jeg elsker at se en kvindes krop som er fast, ikke
spinkel, ej heller ikke fortyk i den forstand. Jeg elsker
kvinder på deres måde, at være på. På deres sprog,
deres viden, dem føler jeg, at jeg kan tale bedt med. Jeg
afskyr mænd mere eller mindre, jeg kan især ikke
fordrage dem der ude på at have samleje med mig. Dem
afskyr jeg mest. Andre mænd som jeg afskyr mindst er
mænd jeg kan snakke med på ligefod, uden at jeg føler
på et eller andet tidspunkt, forsøger de at gøre
tilnærmelser af seksuel art."
Jeg måtte videre i mit liv. Jeg prøvede, at være lidt aktiv
i de lokale kvindegrupper i Vojens for at komme i
kontakt med nogle, som følte sig på samme måde som
mig, men lesbiske var der ikke nogen af i de grupper.
Men ikke nok med det, jeg røg ind på sygehuset igen.
Atter engang problemer med understellet. Denne gang
lå jeg på stue med tre lattermilde damer. På afdelingen
var der kommet en ny sur sygeplejerske.
Ja, jeg ved ikke, hvad der gik af os, men der kom den
ene vigtighed efter den hinanden. Vi lå og grinede så
højt en dag, at en sygehjælper kom forbi døren og
kiggede ind. Hun påstod, at man kunne høre hos helt
nede i den anden ende af gangen. Vi forsøgte at kvæle
latteren lidt. Men det gik helt galt, da sygehjælperen
med sin alvorligste stemme på det mest sønderjyske
sagde; "Jamen picher dog, mangler i luft?" Vi kiggede på
hende og tænkte, hvad mener hun? Så kom det lige så
54