45846 Fokus 2_04.indd - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade
Tema: Læring
11. årgang
Nummer 2
Juni 2004

2
FOKUS
Nyhedsblad fra
Videnscenter for Hjerneskade
11. årgang nr. 2, juni 2004
Udkommer fire gange om året.
Oplag: 3500
ISSN 1601-8257
Trykt på 90 gram Alpa Sol
Typografi: Meta
Forsiden:
Mette Trier, PhotoDisc m.fl.
Videnscenter for Hjerneskade:
Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger
Sanatorievej 32, 7140 Stouby
Tlf.: 75 89 78 77
Fax: 75 89 78 79
Email: info@vfhj.dk
Internet: www.vfhj.dk
Redaktion:
Sekretariatschef Brita Øhlenschlæger,
informationsmedarbejder Mette Trier,
faglig medarbejder Hanne Pallesen og
sekretær Birgit Münch – alle fra
Videnscenter for Hjerneskade.
Design, produktion og tryk:
Datagraf Auning AS
11. årgang
Nummer 2
Juni 2004
3 Leder:
Der står viden bag en kvalificeret indsats.
Af Lars Engberg.
Tema: Læring
4 Al rehabilitering er kognitiv rehabilitering
Kognition er ikke alene knyttet til hjernen,
men til hele personen og dennes relationer
til omverdenen.
Af Kjeld Fredens.
6 Motorisk genoptræning efter en hjerneskade
– Om motoriske læreprocesser med
problemløsning som omdrejningspunkt.
Af Peter Thybo.
8 ’Kit’ i sprækkerne
I Viborg Amt forsøger man at kitte tilværelsen
sammen for hjerneskadede med nyt indhold i
fritiden, når arbejdslivet må opgives.
Af Birthe Bjørslev.
10 Lugten af hest!
På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade
træner klienten i alle de vågne timer.
Af Agnes Pilgaard.
12 Indretning med afsæt i ICF
Hammel Neurocenter har hentet
indretningsmæssig inspirationen i ICF
klassifikationen.
Af Lena Bjørn og Lena Aadal.
14 Rehabilitering set med brugerøjne
Hjerneskaderamte kan stadig fortælle om
utilsigtede krænkelser, systembarrierer
og ubehagelige oplevelser i
rehabiliteringsforløbet.
Af Hanne Pallesen.
16 Troen på egen formåen
At have tillid til egne færdigheder kan få afgørende,
positiv indflydelse på rehabiliteringsforløbet.
Af Karin Hellström.
18 Hukommelsestræning er meget mere end memoryspil
I skoleregi er det en stor udfordring at finde metoder
til at udfordre og styrke barnets hukommelse.
Af Lene Daugaard.
20 Midt i et vadested
Der har de seneste 30 år på handicapområdet været
en målsætning om ’et liv så tæt på det normale som
muligt.’ Men normal bør erstattes med meningsfuld.
Kommentar af Rasmus Aagaard.
Øvrige artikler
22 Kan han ikke ringe tilbage, når afasien er ovre?
HjerneSagens analyse af tre års henvendelser viser,
at den offentlige sektor med god ret kan gøre sig
mere umage. Af Birgitte Tjørnebjerg.
24 Akkreditering – at leve op til egne standarder og løfter
Vejlefjord Neurorehabilitering er blevet internationalt
blåstemplet af organisationen CARF.
Af Grethe Damgaard og Asbjørn Kurup.
26 Mål til forhandling
Referat fra en temadag med den engelske
neuropsykolog, Barbara Wilson.
Af Charlotte Ringmose.
Boganmeldelser
27 Søvn af Poul Jennum
28 Børn der er anderledes af Anne-Marie Beck-Nielsen
29 Livet med en hjerneskadet af Pia Løvschal Nielsen
30 Nyt fra Videnscenteret
31 Nyt fra børneområdet
Indsendt stof:
Videnscenter for Hjerneskade modtager
gerne artikler, eller forslag til artikler.
Du kan læse en vejledning til manuskripter
på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp.
Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne
i indlæg i FOKUS. Redaktionen
forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller
redigere indsendte indlæg.
Debatindlæg, der forholder sig til navngivne
personer, vil forinden optagelsen blive
forelagt disse til eventuelle kommentarer.
Eftertryk med kildeangivelse tilladt
Deadline for stof til næste nummer:
9. august 2004
Målgruppen for Fokus:
Fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende
tidsskrift. Det henvender sig
først og fremmest til professionelle inden
for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger,
institutioner, sygehuse, skoler og beslutningstagere
mv., men også til de skadede selv,
deres pårørende og til brugerorganisationerne.
Fokus omhandler personer med erhvervet
hjerneskade fra to år og opefter af dansk
eller anden etnisk oprindelse.
Det tilstræbes, at hvert nummer af Fokus
har et overordnet tema, som belyses ud fra
forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som
internationale erfaringer og viden formidles
upartisk i bladet.

Der står viden bag
en kvalificeret indsats
Dette nummer af Fokus udsendes til ca.
3.000 abonnenter og er en del af vidensformidlingen
fra Videnscenter for Hjerneskade.
En tværfaglig kreds af fagpersoner
lige fra hospitalerne til ansatte ved tilbud
eller rådgivning for hjerneskadede i amter
og kommuner samt pårørende og skadede
henter igennem Fokus ny viden og inspiration til
den videre indsats på hjerneskadeområdet.
Hvis regeringens udspil i forbindelse med strukturreformen
gennemføres, vil ansvaret for indsatsen
for de handicappede, og dermed også for personer
med erhvervet hjerneskade, overgå til kommunerne.
Mange af de udviklingsprojekter om forbedring
af indsatsen overfor de hjerneskadede, som har
kørt i landets amter og kommuner i de senere
år, har påvist, at kommunerne mangler viden om
hjerneskader. Sociale problemstillinger som sygedagpenge,
genoptræning eller stillingtagen til placering
på arbejdsmarkedet behandles i øjeblikket
i separate sagsforløb i kommunerne. Sagsbehandleren
er ofte ikke klar over, at den fælles årsag til
problemerne er en hjerneskade, der som bekendt
ofte både rammer fysiske funktioner, intellektuelle
funktioner som hukommelse og overblik, og kan
resultere i personlighedsændringer og udtrætning.
Videnscenteret har sammen med de amtslige
specialrådgivninger og mange af satspuljeprojekterne
gjort vigtige erfaringer med hensyn til,
hvordan kommunale vidensnetværk kan opbygges
og vedligeholdes. Det betyder, at vi råder
over de nødvendige redskaber, hvis Videnscenter
for Hjerneskade sammen med specialrådgivningen
stilles overfor den store udfordring at opbygge og
vedligeholde vidensnetværk til nøglepersoner i
landets nye storkommuner.
Mennesker med erhvervet hjerneskade er en speciel
handicapgruppe. En normal opvækst, udvikling og
livserfaring afbrydes pludseligt af en hjerneskade.
Forløbet starter med indlæggelse og genoptræning
på sygehus og skal følges op med en ofte langvarig
indsats i amt og kommune. Erfaringerne fra bl.a.
satspuljeprojekterne viser, at ydes der – som anbefalet
i Sundhedsstyrelsens redegørelse: Behandling
af traumatiske hjerneskader og tilgrænsende lidelser
(1997) en intensiv, sammenhængende indsats fra
hospital og til den kommunale indsats på tværs af
sektorerne, kan hjerneskadede meget ofte reetableres
i en velfungerende aktiv hverdag, om end på
andre præmisser end før skaden.
Amtsrådsforeningen har netop udsendt en række
anbefalinger om de landsdækkende vidensfunktioner
på handicapområdet til høring hos amterne, KL,
videnscentrene, DSI, Social- og undervisningsministerierne
og Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Heri anbefales bl.a. at tage udgangspunkt i de
nuværende 11 videnscentre, og at der etableres et
landsdækkende ressourcecenter som paraplyorganisation
over de fremtidige vidensfunktioner, hvor
ressourcecenteret har det overordnede økonomiske,
administrative og faglige ansvar.
Det er vigtigt, at videnscentrene afsætter kræfter
til tværgående indsatsområder og indgår i fleksible
opgaveløsninger af de fremtidige vidensfunktioner.
Men det er også vigtigt, at hjerneskadeområdet i
den nye struktur fortsat sikres handlefrihed, initiativ
og mulighed for at træffe hurtige beslutninger.
Videnscenter for Hjerneskade bør derfor fortsat
sikres selvstændighed, fx ved egen bestyrelse, der
sidder inde med engagement og viden på området
og via eget budget hurtigt kan sætte ind på de
områder, hvor der er behov for det. Derved sikres
også direkte brugerindflydelse via områdets egne
brugerorganisationer, som ved hvor skoen trykker
og kan være med til at sikre, at udviklingen
fortsætter i indsatsen for personer med erhvervet
hjerneskade.
Lars Engberg
Formandens spidse pen
LEDER
3

4
AF KJELD FREDENS,
LÆGE, HJERNEFORSKER.
LÆRING
Al rehabilitering er
kognitiv rehabilitering
Al rehabilitering er kognitiv rehabilitering, som tager udgangspunkt i individets handlinger.
Kognition er ikke knyttet til hjernen men til hele personen og dennes relationer til en omverden.
Men begrebet kognition har to meget forskellige betydninger, som let kan skabe forvirring. I de
kognitive videnskaber er kognition et udtryk for alle de processer, der er aktive, når vi erkender
noget, altså sansning, handling, perception, følelser, opmærksomhed, hukommelse og højere
kognitive funktioner som sprog og tænkning. Kognition dækker altså både over ubevidste og
bevidste processer. Det er denne betydning af kognition, som vil blive anvendt i denne artikel,
men med den udvidelse, at kognitionen strækker sig ind i kulturen. Men der kan opstå forvirring,
fordi man i nogle filosofiske retninger betragter kognition som en bevidst rationel tænkning.
Mange filosoffer vil ikke betragte den ubevidste kognition som kognition overhovedet.
Det er altså en helt central antagelse, at udvikling,
omgivelser/kultur og læring ikke kan adskilles. Dette
synspunkt danner udgangspunkt for terapeutens
iagttagelse af eleven. Det betyder, at når man observerer,
hvordan en person fungerer, så er denne
observation for det første afhængig af situationen
og de samspil, den finder sted i, og for det andet af
den observerede persons forståelse af situationen.
Denne form for observation – som er en deltagende
observation – adskiller sig fra almindelige tests,
funktionsanalyser eller hjerneskanninger, fordi den
medtænker situationen og den observeredes egen
oplevelse af det, der sker. Observatøren er selv
en del af observationen, fordi enhver iagttagelse
også er en forandring og en konstruktion af det,
man iagttager.
Samspillet mellem kultur og menneskets natur
er et både-og. Mennesket er hverken frit af sine
arveanlæg eller sin kultur. Begge byder sig til med
muligheder, og udviklingen dukker op der, hvor
de finder sammen. Vi udvikler en del af de mange
medfødte muligheder, vi rummer, og vi tager nogle
af de tilbud, kulturen byder os.
At socio-kulturelle strukturer skaber og er
skabt af vor tænke- og handlemåder betyder, at
vi må ændre vort syn på kognition. Kognition er
ikke udelukkende en personlig tænkeevne; sociale
konstruktioner har også deres kognitive strukturer.
En bold er ikke bare en ting, men en genstand
der “vil” gribes. En gruppe mennesker har andre
kognitive egenskaber end dem, der kan udledes
af hvert enkelt medlem af gruppen. Antropologen
Edwin Hutchins (2000) har i bogen Cognition in the
Wild vist, at menneskets kognition altid befinder
sig i en kompleks socio-kulturel verden, som er
medskaber af vore personlige tænke- og handleevner.
Det betyder, at kognition – og kognitiv rehabilitering
– befinder sig i en dynamisk socio-kulturel
sammenhæng, hvoraf den personlige kognition er
en del.
Vi bør derfor overveje at skifte billedet af den
isolerede hjerne, vi kan se på neurologens billeder,
ud med en hjerne, der er koblet til andre hjerner,
deres fælles kultur og til tingene i kulturen. Hjerner
vokser i fællesskaber og forvitrer i ensomhed. Man
ser det dagligt, når den hjerneskadede efter endt
behandling køres hjem og sættes foran fjernsynet.
De får hjemmehjælp, mens de skulle have hjælp
til at komme ud.
Når vi taler om kognitiv rehabilitering og dermed
om kognition, forbinder vi ofte kognition med hjernefunktioner,
mens vi burde overveje at vende bøtten
og tænke over, i hvilken udstrækning kognition
allerede er til stede i de sociale samspil, inden den
bliver internaliseret.
Den personlige udvikling sker i forhold til andre,
fordi den personlige udvikling er afhængig af og har
konsekvenser for andre. Men samtidig med at den
hjerneskadede elev ofte befinder sig i en eksistentiel
krise, dukker de eksistentielle overvejelser om

Verden set gennem et teleskop.
Hvem styrer hvem?
mening, mål og værdier i livet op. Læringen i neuropædagogikken
(Fredens, 2004) skal være med til at
kaste lys over disse eksistentielle spørgsmål, fordi
der for mange elever vil blive tale om en nyvurdering
af tilværelsen. Det kalder på en eksistentiel
læring, og det betyder, at eleven kan omforme de
eksisterende rammer for at finde nye og realistiske
mål. Hvor man tidligere fx fandt mening og identitet
på arbejdet, skal den nu genskabes i forhold til ens
nære, og det skal søges i nye aktiviteter.
Den eksistentielle læring er et udtryk for det Colaizzi
(1978) kalder for genuin læring (Hermansen,
1998, s. 185). I den eksistentielle læring handler det
om de ægte varer, det der har værdi og betydning
for eleven, det han føler for, det han kan forholde
sig både praktisk og reflekterende til, og det som
øger hans deltagelse i en sociokulturel sammenhæng,
som har betydning for eleven og dennes
nære relationer.
Eksistentiel læring er en meget kompliceret form
for læring, som rummer en høj grad af uforudsigelighed.
Den kan derfor komme i konflikt med den traditionelle
læringsforståelse, som handler om informationsforarbejdning,
og som er mål-middelstyret. Jeg
afviser ikke, at sidstnævnte kan tages i brug, men
jeg siger, at den kan komme til at stå i vejen.
Terapeuten skal mestre et bredt repertoire af
læringsstrategier afhængig af situationen, læringsstrategier
der kan skifte fra det ene øjeblik til det
næste. Denne undervisning eksisterer i spændingsfeltet
mellem instruktion og konstruktion, mellem
viden der er overført, og viden der er konstrueret.
Der vil være tilfælde, hvor terapeuten skal kunne
påtage sig en autoritet og instruere. Det vil især
gælde de områder, hvor eleven ikke selv mestrer
at tage styringen, og her kan informationsforarbejdning
komme på tale. Men der skal også være
åbenhed for konstruktion, hvor eleven er medskaber
af og aktør i sin egen udvikling.
Konstruktion betyder, at det er eleven, der bogstaveligt
talt tager tingene i egen hånd og på et
psykisk plan tager roret, så eleven bliver medansvarlig
for læringsprocessen. Denne proces er mindre
målrettet og mere mulighedssøgende, men når
mulighederne er indkredset, så bør man arbejde
målrettet. I denne mulighedssøgende læringsproces
er terapeuten et enzym i elevens læringsproces,
og hun arbejder i zonen for den nærmeste udvikling
med stilladsering (Hansen og Nielsen, 1999, s.138).
Et mere omfattende begreb end stilladsering er Rogoffs
vejledende deltagelse (1990, 2003): Effektiv
vejledning indebærer, at ansvaret overføres fra
vejleder til eleven, og det kan kun lade sig gøre,
hvis eleven får indblik i sin egen læringsproces og
lærer selv at reflektere over den.
Terapeuten er brobygger mellem elevens eksisterende
viden og færdigheder og den nye opgaves
krav. Eleven er begynderen, som terapeuten
»låner« sin ekspertise med det sigte, at eleven
overtager den senere. Men det er vigtigt at tilføje,
at i modsætning til målrettet instruktion, så er
denne vejledte deltagelse ikke altid tilsigtet, og
den er ikke et ensidigt forsøg på at undervise og
skabe læring. Den vejledende deltagelse er også
en inspirerende samværsform, hvor nye muligheder
får en chance for at dukke op, og hvor legen har
en central placering. Det åbner for udvikling, men
det gør det samtidigt svært at evaluere, fordi der
til stadighed dukker nye mål op. Derfor skal terapeuten
have et kompas med på rejsen. Det er den
didaktiske relationstænkning (Fredens, 2004) – og
det er en anden historie.
Litteratur
Collaizzi P.F.: Learning and existence. I RD Valle og
M. King (red.): Existential – Phenomenological alternatives
for psychology. Oxford University Press,
1978.
Fredens K.: Mennesket i hjernen – en grundbog i
neuropædagogik. Systime, (juni) 2004.
Hansen J.T. og Nielsen K. (red.): Stilladsering – en
pædagogisk metafor. Klim. 1999.
Hermansen M. (red): Fra læringens horizont en
antologi. Klim, 1998.
Hutchins E: Cognition in the wild. The MIT Press,
Cambridge, Mass, 2000.
Lakoff G. og Johnson M.: Philosophy in flesh.
The embodied mind and its challenge to western
thought. Basic Books,1999.
Rogoff B.: Apprenticeship in thinking: cognitive
development in social context. Oxford University
Press. Oxford, 1990.
Rogoff B.: The cultural nature of human development.
Oxford University Press, 2003.
LÆRING 5

6
LÆRING
AF PETER THYBO,
FYSIOTERAPEUT, PD. ALM. PÆD.
Motorisk genoptræning
efter en hjerneskade
– om motoriske læreprocesser med problemløsning som omdrejningspunkt
En hjerneskade giver ofte problemer med motorikken.
Det er med genoptræning heldigvis muligt i
mange tilfælde at hæve funktionsniveauet igen.
Men hvordan skal træningen tilrettelægges, så den
bliver mest effektiv? Svarene skal findes i motorisk
teori, hvor man i de senere år har fået megen ny
viden om, hvordan man lærer med kroppen.
Viden er noget, man både har i hovedet og kroppen.
I hovedet lagres en viden, hvorom man kan
tale med andre. Kroppen derimod har en viden om,
hvordan man gør praktiske ting. Kroppens viden
kaldes for tavs, da den er svær at beskrive for andre.
Prøv f.eks. at forklare, hvordan du cykler eller
binder et snørebånd. Kroppen har derimod ingen
problemer med at demonstrere sin viden, når man
binder sine snørebånd på få sekunder.
En skade i hjernen kan ændre forudsætningerne
for bevægelse radikalt. F.eks. lammelse, spasticitet,
nedsat balance og koordineringsevne gør, at kroppen
ikke længere spontant kan trække på sin oparbejdede
tavse viden om, hvordan man gør ting.
Kroppens viden må derfor igennem en justering, så
personen med hjerneskade igen bliver selvhjulpen,
så langt som det er fysisk muligt. Det kræver træning,
men hvilke principper tilrettelægger fysio- og
ergoterapeuter deres træning efter? For at nærme
sig et svar, må man dykke ned i teorier om motorik
som bl.a. handler om, hvordan mennesket lærer
bevægelser.
Bevægelse er en problemløsningsproces
Kroppens tavse viden opbygges først og fremmest
gennem erfaringer med bevægelse. Det begynder
allerede med “fostergymnastik”, men erfaringerne
tager dog for alvor fart efter fødslen, hvor stimulation
og barnets nysgerrighed driver det ud i det
ene bevægelseseksperiment efter det andet. Det
er netop igennem eksperimenter, man lærer nye
bevægelser, hvilket er et princip der gælder livet
igennem. Et andet princip er, at man lærer at mestre
en færdighed ved at gentage og gentage.
I nyere motorisk teori opfattes alle bevægelser
som en form for problemløsning: At tage jakken på,
lave kaffe eller fodre guldfisken er alle eksempler
på »problemer« der skal løses. Samtidig fremgår
det, at der ligger et motiv foran bevægelsen; man
vil altid noget med sine bevægelser. Hvis man er
i en situation, man ikke har prøvet før, eller hvis
forudsætningerne for bevægelse er blevet ændret
efter en hjerneskade, må man prøve sig frem for
derigennem at løse “problemet”.
Et lærende samspil mellem
feedforward og feedback
Afprøvningen sker ikke uden omtanke, for man forsøger
efter bedste evne at planlægge bevægelsen
ud fra nogle forventninger, man har til bevægelsen.
Forberedelsen til bevægelse kaldes også feedforward.
Bevægelsen, der udføres, udløser straks sanseimpulser
tilbage til hjernen, især fra synet som
har travlt med at kontrollere bevægelser. Resultatet
af den aktuelle bevægelse bliver sammenlignet
med de forventninger, man sekundet før havde til
selv samme bevægelse. Feedforward sammenlignes
altså med feedback – og det er et vigtigt omdrejningspunkt
i den motoriske læring.
Fejler man, f.eks. ved at tage den tomme mælkekarton
i stedet for den fulde, eller snuble op
ad trappen, registreres det som en forskel mellem
forventninger og resultat. I eksemplet med trappen
kunne det dreje sig om, at man åbenbart ikke løfter
det lammede ben så højt, som man troede, og man
må prøve at gøre det anderledes, næste gang man
møder trappen. Derfor er fejl vigtige, for det er dem
man lærer igennem, så kroppen bliver klogere på
sig selv og omverdenen. Det er også her fysio- og
ergoterapeuter kommer ind i billedet.
Motoriske læreprocesser
Det er imidlertid ikke muligt for terapeuter at træne
eller behandle nye motoriske mønstre ind i patienter,
det er noget patienten selv må klare. Her er
aktivitet og problemløsning en nødvendighed for
at fremme de motoriske læreprocesser. Det er igen
dynamikken mellem forventningen til bevægelsen
og resultatet af bevægelsen, der opbygger nye motoriske
mønstre. På den måde justeres kroppens
tavse viden, så man atter bliver i stand til at gå op
ad trappen uden at snuble, forudsat at man har de
fysiske forudsætninger i orden.

Terapeutens arbejde er at tilrettelægge motoriske
opgaver med indbygget problemløsning. Opgaverne
skal passe til patientens niveau, og terapeuterne
er blevet mere opmærksomme på værdien
af at træne med aktiviteter, der giver mening for
patienten. Man kalder det at være semantisk orienteret,
hvilket betyder, at formålet med bevægelsen
bør være tydeliggjort af situationen selv, og ikke
gennem terapeutens instruktion. Ofte drejer det sig
om træning, der har med dagligdagen at gøre, og
gerne træning i patientens eget hjem. Det har to
fordele: For det første får patienten nemmere ved
at planlægge bevægelsen, dvs. give et fornuftigt
feedforward, fordi problemløsningen tager afsæt
i tidligere erfaringer med tilsvarende opgaver. For
det andet motiverer meningsfuldheden patienten
til at yde en ekstra indsats under træningen, idet
motivation er den vigtige forudsætning for at lære
noget.
Den der arbejder, lærer
Det er bedst, hvis terapeuten ikke blander sig for
meget i patientens bevægelsesstrategier, imens
problemløsningen står på. Efter et vist antal forsøg
med en motorisk opgave, kan terapeuten derimod
gå i dialog med patienten om, hvordan udførelsen
evt. kan gøres mere hensigtsmæssig. Refleksion er
ligeledes vigtig i alle læreprocesser.
Det generelle princip bag læring er nådesløst enkelt:
“Det er den, der arbejder, der lærer noget, og
den der har lært noget er et forandret menneske”
siger Steen Larsen, professor i pædagogik. Forandring
gælder også i et neurologisk perspektiv, for
læring af nye færdigheder (både intellektuelle og
motoriske) er dels knyttet til en vækst af hjernecellernes
udløbere kaldet dendritter og axoner samt
nye forbindelser mellem cellerne. I visse tilfælde
sker der også en neurogenese, dvs. dannelse af
nye hjerneceller, noget forskere troede var en umulighed
for blot få år tilbage 1) .
Det er hjernens villighed til læring og fantastiske
tilpasningsevne til nye situationer, der gør det
muligt, at der kan ske fremskridt i genoptræningen.
Samtidig har hjernen et indbygget princip om, at
ville udføre bevægelseshandlinger så effektivt som
“Kun gennem handling vinder livet i betydning” sagde
H.C. Andersen. Den gamle digter vidste formodentlig ikke
meget om motorik og hjerneforskning, men han havde
fat i en afgørende pointe i forhold til genoptræning af
personer med hjerneskade: Man lærer netop bedst igennem
problemløsning og selvstændige handlinger.
overhovedet muligt uanset omstændighederne. Det
er netop de mekanismer, man forsøger at udnytte
optimalt i genoptræningen, men det koster kræfter.
For personen med hjerneskade er genoptræningen
derfor en stor udfordring, der foregår i spændingsfeltet
mellem vilje og vilkår, men belønningen og
målet for anstrengelserne er at genvinde verden
som mulighed.
Litteraturhenvisning
Fredens K. & Thybo P. Bevægelsesvidenskab på
fysioterapiens præmisser. Danske Fysioterapeuter,
1997, nr. 16; 4 – 11.
Gentile A. Skill Acquisition: Action, Movement and
Neuromotor Processes. Ch. 3 in: Movement Science
– Foundations for Physical Rehabilitation. Carr J. &
Sherpherd R.B. (eds.). Butterworth & Heinemann,
1987.
Mulder T. A process-Oriented Model of Human Motor
Behavior: Toward a Theory-Based Rehabilitation
Approach. Physical Therapy, vol. 71, no. 2, 1991;
157 – 164.
Mulder T. & Hochstenbach J. Motor control and learning:
Implications for neurological rehabilitation. Ch.
11 in: Handbook of Neurological Rehabilitation, 2.
ed. Psychology Press, New York, 2003.
Mulder T., Zijlstra W. & Geurts A. Assesment of Motor
Recovery and Decline. Gait and Posture, 16, Elsevier
Science, 2002; 198 – 210.
Thybo P. Kroppen i livet og livet i kroppen. Danske
Fysioterapeuter, 1996, nr. 21; 4 – 9.
Thybo P. & Fredens K. Den terapeutiske tanke – Nye
roller i den fysioterapeutiske praksis. Danske Fysioterapeuter,
1998, nr. 21; 4 – 10.
Kontakt
Peter Thybo
Sundhedscentret Frisenborgparken
Frisenborgparken 26
7430 Ikast
Tlf. 99 60 01 06
E-mail: peter-thybo@post.tele.dk
www.peterthybo.dk
1 Gazzaniga M.S. Ivry R.B.
Mangun G.R.: Cognitive
Neuroscience – The biology
of mind (2. ed.).
W.W. Norton & Company,
New York, 2002.
LÆRING 7

8
AF PROJEKTMEDARBEJDER
LÆRING
BIRTHE BJØRSLEV.
Viborg Amt kører i øjeblikket et tre-årigt satspuljeprojekt, der ligger i slip-
strømmen af projekt “Hjerneskade og hverdagsliv 1) .” Det hedder “KIT” – og
skal forstås som det materiale, der skal være med til at kitte tilværelsen sam-
men for de hjerneskaderamte, når arbejdslivet pga. skaden må opgives.
’Kit’ i sprækkerne
KIT-projektet er et projekt, som forsøger at udfylde
sprækkerne i de hjerneskaderamtes tilværelse. Og
sprækker er der mange af. Der er f.eks. en stor
sprække mellem udslusning fra Voksenspecialskolerne
og arbejde/beskæftigelse. Der er sprækker
mellem de forskellige faser fra sygehuset og til
livet efter.
De hjerneskadede savner både redskaber og
vejledninger i at operere i fritidsområdet. De skal
ikke bare have hjælp én gang eller to gange, ofte
skal de have livslang vejledning.
At hjælpe den skadede med at få et indhold
i fritiden er en primærkommunal opgave, som
mange kommuner vægrer sig ved at påtage sig.
Og hvis man ikke kender de hjerneskadedes problematikker,
så er de lette at afvise med, at de
selv må henvende sig, selv spørge efter ydelserne,
selv tage initiativ.
At velfærdssamfundets ydelser tildeles efter
anmodning – ofte mange gange endda – er et
centralt begreb i den kommunale tænkning. Netop
her kommer mange hjerneskadede i klemme. De
har ikke initiativ eller indsigt, de kan ikke huske
deres rettigheder, eller de har glemt vejen hen til
den kommunale sagsbehandler. De hviler sig, når
kommunen har telefontid, de kan ikke finde nummeret
på sagsbehandleren, de kan ikke formulere
deres ønsker. En så lang frustrationskæde betyder
tilbagetrækning, og det har som konsekvens, at de
hjerneskadede ofte bliver passive.
Hvis de hører til den gruppe, som magter kontakten
til sagsbehandleren, kan de være lette at
afvise, for ofte kan det hverken ses eller høres,
at der er tale om en hjerneskade. Handicappet er
skjult. Så bliver de let mødt med en attitude som
“tag dig nu lige sammen, kan du ikke se, hvor
meget andet jeg har at lave.”
Der er hjerneskadede mennesker, som har sagt,
at de ville ønske, at de havde et ben i gibs, for så
var deres handicap synligt, og der ville blive taget
hensyn til dem.
Kit-projektet
Det er kit-projektets intention at få noget iværksat,
som kan spille sammen med de hjerneskadedes ønsker
for fritiden. Noget spændende og indholdsrigt,
som samtidig åbner mulighed for et socialt samvær.
Helst så nær bopælen som muligt, så der ikke bliver
uoverstigelige transportproblemer.
I Viborg Amt har et tidligere satspuljeprojekt 2)
udnævnt en hjerneskadekoordinator i alle kommunerne.
Det er ikke en officiel titel, og den giver ingen
ekstra løn, så der er ingen trængsel om posten.
Alligevel er der medarbejdere, som har påtaget sig
opgaven, og som har gjort et stort stykke arbejde.
Kun de færreste kommuner anser det for at være
en kommunal opgave at udfylde de hjerneskadedes
fritid. “Det kan ikke være en kommunal opgave at
hjælpe folk ud at rejse,” er et typisk svar, som afspejler,
at fritidsområdet traditionelt tænkes som hørende
til privatsfæren. Men når man ikke er i arbejde, så har
man heller ikke en fritid. Så er hele livet fri tid.
Aktiviteter skal planlægges. Der skal sendes
informationer ud til folk, meldes til eller fra, arrangeres
kørsel, sørges for kaffe og brød – alt
sammen ting, som de hjerneskadede ikke magter
uden hjælp og støtte.
Når en skadet selv skal sørge for at planlægge
sådanne aktiviteter, så svarer det til, at man beder
en blind om at se sig for. Det er der vist ingen, der
kunne finde på.
At kende sine nye kompetencer
I aktiveringen af den skadedes ressourcer omkring
planlægning af fritiden er det vigtigt, at den enkelte
kender sine egne styrkesider og har viden om de
kompetencer, der stadig er intakte. Og ikke klamrer
sig til en urealistisk selvopfattelse.

Det nytter ikke, at man påtager sig at organisere
f.eks. en dag med en sejltur, fordi man før
skaden var god til at sejle. Nu handler det om,
hvilke kompetencer man besidder efter skaden. Det
er en selvindsigt, som er svær at erhverve sig på
skolebænken eller på hospitalet. Det er en indsigt,
som langsomt vokser frem gennem afprøvninger
i det virkelige liv. I den praktiske hverdag. Det
handler om gennem erfaring at erhverve sig en
realistisk selvindsigt.
Det er lettest at være aktiv i de større byer, hvor
der bor flest. Men mennesker får også hjerneskader
langt ude på landet. Her gør begrænsede transportmuligheder
for deltagelse i fritidslivet det til en kompliceret
affære. Trætheden er en tung byrde for de
fleste, så en lang kørsel med offentlige transportmidler
tærer på kræfterne. De fleste opgiver at deltage i
noget som helst. Nogle er afhængige af, at ægtefæller
eller familiemedlemmer vil køre. Men statistikken taler
sit eget sprog, og mange ægteskaber opløses. Den
hjerneskadede familie er hårdt belastet.
Så der skal virkelig tænkes kreativt, hvis den
skadede skal tilbydes blot nogle få fritidsarrangementer
og samtidigt kunne blive boende langt ude
på landet.
Opgaven med at beskæftige mennesker med
en hjerneskade og medvirke til at give indhold i
fritiden kan ikke løses via de frivillige organisationer
alene. Det skal ske i samarbejde med de
professionelle, som skal kunne se og inddrage de
intakte kompetencer hos den hjerneskadede i et
meningsfuldt samspil med de frivillige organisationer,
især Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen.
Et professionelt og erfarent menneske, som kan
udfylde de huller og skabe den tryghed, der skal
til, for at tilværelsen igen fungerer for den skadede
og dennes eventuelle familie.
Når der ikke er et arbejde, så skal fritiden fylde
livet ud med udfordringer, nærvær og sociale kon-
takter. Sådan er det for alle mennesker. Sådan er
det for de hjerneskadede.
De frivillige organisationers begrænsning
Det er dejligt – for nogle – men ikke for alle at
være sammen med ligestillede. Alder, køn, uddannelse
og bosted betyder også noget. Interesser og
tidligere beskæftigelse og skadens omfang er andre
parametre.
Kommunerne må ikke regne med, at de frivillige
organisationer alene kan løse opgaven: at give de
hjerneskadede et fritidsliv med indhold. De frivillige
organisationer er netop frivillige, og det er deres
styrke, at de er båret frem af et personligt overskud.
Begrænsningen ligger i, at man ikke kan forlange
noget af dem. Som frivillig kan du til enhver tid
standse din indsats. Når det går så godt, som tilfældet
er, skyldes det i høj grad, at mange frivillige
tilhører en generation styret af solidaritetsprincipper
og pligtetik.
En professionalisering af frivillighedsarbejdet
lyder som et paradoks. Og er det også. Alligevel
ville et mere formaliseret arbejde mellem de kommunale
sagsbehandlere og de frivillige organisationer
være en fordel. De frivillige ved, hvad der
rører sig blandt de skadede. De kunne give de
professionelle et virkeligt løft og være med til at
skabe den sammenhæng i tilværelsen, som mange
skadede efterspørger.
Være den ekstra følgesvend, som mange skadede
savner.
Kit-projektet løber indtil udgangen af 2005. Se
mere om projektet på: www.vfhj.dk/projekter/
detaljer/M10.asp
Artiklen er forkortet af redaktionen. Den uforkortede
udgave kan læses på www.vfhj.dk/fokus/2004/2/bjoerslev_ufork.asp
KIT-projektet er et projekt, som forsøger
at udfylde sprækkerne i de skaderamtes
tilværelse. Og sprækker er der mange af.
1 KIT-projektet er en udløber
Viborg Amts undersøgelse af
de senhjerneskadedes fritids-
og kulturinteresser i 2003.
Et projekt som blev afviklet i
samarbejde med Videnscenter
for Hjerneskade og Ålborg
Universitet – finansieret af
satspuljemidler. Det resulterede
i rapporten og bogen:
“Hjerneskade og hverdagsliv”
af Dorthe Kildedal Nielsen,
Ålborg Universitetsforlag
(2003). Rapporten kan hentes
på: www.vfhj.dk/projekter/
detaljer/m8.asp
2 Videreudvikling af indsatsen
for senhjerneskadede i Viborg
Amt. Rapporten findes
på: http://vfhj.dk/projekter/
detaljer/filer/M7/status_og_
slut.pdf?OpenDocument
LÆRING 9

10
LÆRING
Lugten af hest!
På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade
AGNES PILGAARD,
CENTERLEDER, NORDJYSK CENTER
FOR ERHVERVET HJERNESKADE,
SINDAL, NORDJYLLANDS AMT.
træner klienten i alle de vågne timer. Efter
indarbejdning skal de opnåede færdigheder
også afprøves i ukendte rammer, hvor uforudsete
ting eller forstyrrelser kan opstå, som
træningssituationen ikke kan tage højde for.
Ude i vaskerummet lugter det af hest og narvsværte.
På en træbuk hænger der seletøj. Hans
er ude og se på, hvad han skal lave i dag. Han
vælger hovedtøjet, placerer det på sit rullebord og
tager det med ind i stuen på spisebordet, hvor en
spånplade er lagt ovenpå for at beskytte bordet.
Han skal også huske at skifte bluse. Han skal
have arbejdstrøjen på, den der allerede er plettet
af sværten. Han tænker på, hvor let det er blevet
at skifte bluse, og at det også nu er meget nemmere
for ham at håndtere seletøjet med sin venstre
hånd. Hans synes faktisk, at det går ret godt, og
han elsker lugten af sine heste.
Eksemplet ovenfor beskriver en træningsaktivitet,
således som den foregår på Nordjysk Center
for Erhvervet Hjerneskade i Sindal.
På centret er man ikke længere patient, men
klient eller beboer. Man er ikke mere syg, men skal
til at arbejde på at få så mange færdigheder tilbage
som muligt og lære at klare sig på trods af sine
handicaps. Klienten, de pårørende og personalet
skal i fællesskab finde frem til alle de ressourcer,
som er bevaret hos klienten, vælge en samarbejdsform
og se på, hvilke mål der skal arbejdes hen
imod. I den forbindelse lægges der stor vægt på,
at der både er plads til seriøst arbejde og »sjov i
gaden«. Der er nok at græde over, så derfor er det
fantastisk vigtigt at finde det frem, som man kan
grine af. Det gør det hårde arbejde meget lettere at
overkomme for klienten og samtidigt meget lettere
for de pårørende at deltage i.
Livshistorie
Hvordan finder vi så i fællesskab frem til, hvilke
aktiviteter der “tænder” klienterne?
I en lang periode arbejder pædagogen sammen
med klient og pårørende omkring udarbejdelse af
klientens livshistorie. Mange kan på grund af hjerneskaden
have besvær med at huske rækkefølgen
i det, der er sket i det hidtidige liv, men alle har
stor glæde af at fortælle om, hvordan livet så ud,
før hjerneskaden opstod. For personalet på centret
er det altafgørende, at man får en fornemmelse
af, hvilket menneske man skal arbejde sammen
med. Hvilke typer aktiviteter har vedkommende
tidligere kunnet lide at beskæftige sig med? Har
han samarbejdet med andre eller arbejdet alene?
Hvilke roller har han haft i hjemmet, hvordan var og
er netværket? Hvad har glædet, og hvad har været
skidt for klienten? Er der sociale og følelsesmæssige
ressourcer hos klienten osv.? Ingen af de fem
klienter på centret er ens, så derfor skal de også
behandles og trænes forskelligt.
På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade
trænes der i alle vågne timer og igennem alle de
aktiviteter, som indgår i en dagligdag. Dette kan
være at vågne om morgenen, komme ud af sengen,
tage bad, tage tøj på, finde sin morgenmad, spise,
træne gangfunktion, gøre indkøb i Brugsen, ringe
hjem, sende en e-mail, snakke med andre, synge,
danse, male malerier, læse og skrive, huske sine
aftaler, tage til ridning eller sejlads, planlægge ture,
styrketræne, køre på tre-hjulede køretøjer, have
børn og familie på besøg, tage køretimer og lære
om ens egen hjerneskade. Alle mulige aktiviteter
tages i brug ud fra den enkeltes behov, og ud fra
hvad han eller hun har lyst til. Der er ingen, der
udvikler sig ved at lave noget, man ikke har lyst
til og ikke kan se en mening med.
Personalet benytter sig af teori og metode fra

neuropædagogikken. Det betyder, at for at finde
frem til, hvordan den enkelte lærer bedst, må
personalet have nøje kendskab til såvel klientens
livshistorie, samt hvilken betydning hjerneskaden
har for læringsevnen. Rigtig mange færdigheder i
dagligdagen skal nu udføres på en anden måde,
når man f.eks. ikke kan gå, ikke kan bruge højre
hånd, ikke kan tale, ikke kan koncentrere sig og
ikke huske. Metoderne til læring er forskellige,
ud fra om man er skadet i højre eller venstre
hjernehalvdel, i baghovedet eller foran i hjernen.
Udover at kende til hjernens funktion, og hvilke
dysfunktioner der kan opstå ved forskellige skader,
skal man ud og afprøve grænser sammen med
klienten. Færdighederne skal afprøves i hverdagen,
hvor der er forstyrrelser, hvor uforudsete ting kan
ske. Herefter går man tilbage i det lukkede “værksted”,
hvor man sammen evaluerer og evt. laver
ny taktik, nye planer, nye aftaler for derefter igen
at afprøve i dagligdagen. Det er altafgørende, at
klienten får ansvaret for sin egen udvikling og sit
eget liv tilbage.
Overføring af det lærte
Når klienten har genlært færdigheder, er det store
spørgsmål, om han også kan udføre denne aktivitet
i hjemmet. For hjerneskaden giver meget
ofte problemer med at overføre det lærte fra én
situation til en anden. De aktiviteter, som udføres
uden problemer på centret, kan ofte ikke udføres
derhjemme, fordi redskaber og indretning her er
anderledes.
Jo længere man kommer i et forløb på centret,
jo oftere flyttes træningen til hjemadressen. Personalet
skal hele tiden sikre sig, at de fremskridt
som ses på centret, også overføres til hjemmet, og
derfor må træningen også indimellem foregå dér.
Ofte handler det om at give pårørende indsigt i, at
det godt må tage tid for familiemedlemmet at gøre
tingene selv, og at der ikke altid skal gives hjælp.
Personalet kan ligeledes støtte ægtefællerne i den
ændrede rollefordeling i hjemmet.
På Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade
tages alle mulige aktiviteter i brug. Her er Hans
i gang med at narv-sværte seletøjet.
På nuværende tidspunkt er der på centret etableret
to pårørendegrupper, som med støtte fra to
pædagoger udveksler erfaringer og råder og støtter
hinanden. De pårørende giver udtryk for stor glæde
og fortæller, at de har stor nytte af at mødes med
andre i samme situation.
Udover pårørendegrupperne, er der i flere tilfælde
afholdt familieråd/undervisning af familie og
venner med henblik på at give viden og forståelse
hos pårørende omkring den skadedes vanskeligheder
og mistede og bevarede ressourcer og vigtigheden
af at opnå accept af de ændrede roller i
familien.
Fakta
• Centret er en selvejende institution med
driftsoverenskomst med Nordjyllands Amt.
• Det er et fase tre rehabiliteringstilbud.
• Centret har plads til fire døgnklienter og en
dagklient.
• Målgruppen er personer fra 15 år og opefter
med moderat til svær hjerneskade som følge af
hjernetraumer eller apopleksi.
• I praksis er der siden starten udelukkende visiteret
klienter i alderen 38-63 år.
• Der visiteres fortrinsvis personer med nyere skader.
• Opholdets længde er fra et halvt til et helt år.
• På centret er der ansat 15 medarbejdere bestående
af: fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter,
ergoterapeuter, pædagoger, husassistent
og centerleder.
• Herudover er der på konsulentbasis tilknyttet
talepædagog, lægekonsulent, neuropsykolog og
konsulent fra Hjørring seminarium.
• Adresse: Østerlund 2A, Sindal, tlf. 98934320,
e-mail: hjerneskadecenter@inst.dk
www.hjerneskadecenter.dk
LÆRING 11

UDVIKLINGS- OG UDDANNELSESANSVARLIG,
12
Indretning med afsæt i ICF
CAND. CUR. LENA AADAL OG
FORSKNINGSSEKRETÆR LENA BJØRN. 2)
1 Schiøler & Dahl 2003: 17
2 Artiklen er skrevet med
afsæt i en rundbordssamtale
af en times varighed
blandt overfysioterapeut
Winnie Aborg Hingelberg,
afdelingssygeplejerske
Jytta Brun, neuropsykolog
Eva Lind, fysioterapeut
Jette Kildahl Hansen,
ledende ergoterapeut
Merete Greve, oversygeplejerske
Vibeke Prenter,
ledende terapeut, MPM
Lis Kleinstrup.
LÆRING
Hammel Neurocenter har som følge af tildelingen af landsdelsfunktion i 1998
været under kraftig udvidelse, ombygning og renovering. Denne proces har
givet mulighed for at indtænke de fysiske rammer som en aktiv del af rehabi-
literingskonceptet. Inspirationen hertil er hentet fra ICF klassifikationen, som
netop understreger, at “funktionsevne og funktionsnedsættelse skal opfattes
som et dynamisk samspil mellem helbredstilstand og kontekstuelle faktorer
hos personen og i omgivelserne. 1) ”
Et grundlæggende læringsprincip under rehabiliteringen
på H.N. (Hammel Neurocenter) er, at
genindlæring af færdigheder skal ske med den
enkelte patients hverdagsliv, vaner og behov som
fundament. Rehabiliteringen hviler på antagelsen
om, at mennesket har et evigt udviklingspotentiale.
Opgaven bliver efterfølgende at skabe naturlige læringsmiljøer,
da patientens motivation afhænger af,
om rehabiliteringen opleves meningsfuld. (Knoop
2001). Vore udgangspunkter er først og fremmest:
Hvordan er patientens situation lige nu? Hvad er
nærmeste udviklingszone? Hvilke ønsker og forventninger
har patient og pårørende?
Vi har naturligvis fokus på læring i forhold til vore
patienter – forstået som, hvordan den mest optimale
læringssituation kan opnås; men læring skal også
ses i et organisatorisk perspektiv. Her er det vigtigt
at understrege, at behandlingen på H.N. sker med
udgangspunkt i den enkelte patient, at den omfatter
deltagelse fra en lang række forskellige faggrupper,
og at den trækker på elementer fra såvel humanistiske,
samfundsfaglige som naturvidenskabelige
tilgange. For at løse denne komplekse opgave og
skabe en helhedsorienteret behandling arbejdes der
i tværfaglige teams. På H.N. tror vi efter mange års
erfaring på, at mange forskellige fagprofiler tilsammen
kan tilbyde patienterne mere.
Tværfaglig organisering
Der findes forskellige opfattelser af begrebet tværfaglig
organisering. I vores forståelse er det patientens
aktuelle situation og nærmeste udviklingszone,
der afgør hvilken fagperson, der spiller hovedrollen,
og hvornår personen skal træde tilbage for at give
plads til indsatsen fra andre teammedlemmer. Det
patientcentrerede afsæt og teamorganiseringen
fordrer solid forankring i egen monofaglighed,
samt stor indlæringsparathed hos medarbejderne
i forhold til gruppedynamiske processer. Men
skaber det tætte samarbejde også betingelser
for faglig udvikling og læring i overensstemmelse
med principperne for den lærende organisation?
(Illeriis 3) – 2002). På Hammel Neurocenter er både
behandlerteamene og ledergruppen funderet i
tværfaglighed, og den tværfaglige konference er
af afgørende betydning for at sikre den konstante
vidensudveksling og for at undgå selvtilstrækkelighed
i teamets beslutningsprocesser.
Teamorganiseringen medfører, at den enkelte
medarbejder har et stort ansvar for rehabiliteringsforløbet.
Ansvaret skaber betingelser for vækst,
men det stiller også store krav til lederskabet. Lederen
skal give teamene rum for selvstændighed ved
at uddelegere ansvar, men samtidig skabe fornøden
tryghed i læreprocessen ved at sparre eller træde
i karakter, når det er påkrævet. Også dette kræver
læring – ikke mindst på lederplan.
De fysiske rammer
For at skabe betingelser for aktivitet og deltagelse
tilpasses de fysiske rammer på Hammel Neurocenter
så vidt muligt den enkelte patients aktuelle
funktionsniveau. Alle patienter på afsnit for meget
svært skadede har eneværelse, hvor meget afdæmpede
farver og enkel, klassisk indretning er
valgt med udgangspunkt i patientgruppens behov,
ligesom vi opfordrer pårørende til at medbringe
patientens eget tøj og evt. billeder eller ejendele
med særlig betydning. Der skal endvidere både
være ro og små hvilepauser og plads til udfoldelse

af gruppeaktiviteter. På Hammel Neurocenter har vi
etableret rolige nicher på gangene i de afsnit, hvor
det har været muligt, ligesom vi har en stor multisal
til fælles arrangementer, foredrag, idrætsudøvelse
og gruppeaktiviteter.
Det har været en stor indretningsmæssig udfordring
at få de fysiske rammer til at stemme
overens med behandlingskonceptet. Vi er meget
opmærksomme på, at rammerne først og fremmest
er et rehabiliteringscenter – et hospital, men vi skal
samtidig huske, at vi for en kortere eller længere
periode er et surrogat for patientens hjem, hvor
de forskellige rum “inviterer” til bestemte typer
aktiviteter og deltagelse. Vi har taget udfordringen
op, og det er delvist lykkedes at skabe de ønskede
rammer, men der er stadig lang vej igen. Af de
seneste tiltag kan nævnes, at vi er i gang med at
nyanlægge og forbedre de udendørs faciliteter med
en sansehave, mobilitybane 4) , børnelegeplads og
et væksthus.
Ud over lokaliteten Hammel Neurocenter, har
vi udvidet de fysiske rammer omkring rehabiliteringen
til at omfatte hele Hammel by. Med sine
godt 10.500 indbyggere har Hammel en passende
størrelse til, at patienterne kan orientere sig og
færdes sikkert. I forbindelse med en ombygning
af den lokale biograf var medarbejdere fra H.N.
repræsenteret i en brugergruppe, og biografen er
nu indrettet handicapvenligt. Vores patienter er
aktive brugere både af den og af byens butikker
og svømmehal.
Læringssituationer
Som tidligere nævnt er der for patienten tale om
flere læringsformer, der kræver forskellige læ-
ringsrum: Genindlæring af tidligere færdigheder,
indlæring af nye rutiner i forhold til det liv, patienten
forventes at skulle leve efter udskrivelsen,
opøvelse af nye sociale færdigheder og endelig en
vis krisebearbejdning. Nogle patienter har brugt
størstedelen af livet på deres arbejdsplads, men
mange kommer ikke tilbage på arbejdsmarkedet
og får nu mange ledige timer, som skal udfyldes
meningsfuldt. Det er derfor givtigt, hvis træningssituationerne
kan lægge op til aktiviteter, patienten
kan bruge i det nye liv; men det er vigtigt at have
for øje, at behandlerne skal være inspirerende og
motiverende – ikke bedrevidende (du bør/du skal).
Rehabiliteringen bør desuden stile mod at give
patienten indsigt i egne ressourcer.
For vore patienter betyder hjerneskaden ofte en
ændring af vilkår, der kræver en gradvis ændring
af selvbilledet – en om-identifikation. Det gælder
specielt på børneafsnittet, både for de indlagte
børn og deres forældre. Her er det ikke blot børnene,
som skal om-identificere sig – det er mindst
lige så væsentligt, at forældrene indstiller sig på
familiens ændrede situation. For alle vore patienter
gælder det, at processen afhænger af samspillet
med omgivelserne, og at vi forsøger at lægge kimen
til læring og videreudvikling, så den enkelte
patients ressourcer gradvist kan vokse frem. Her
skal behandlerne på neurocentret kunne inspirere
og katalysere.
Artiklen er forkortet af redaktionen. Den kan læses
i sin fulde længde på www.vfhj.dk/fokus/2004/
2/bjoern_ufork.asp, ligesom referencer også kan
hentes her.
Et kig udover den
nyanlagte mobility-bane
på Hammel Neurocenter.
3 En organisation, hvor
alle til stadighed øger
deres evne til at skabe
resultater, som de virkelig
ønsker at opnå
– hvor organisationen
opmuntrer til nye måder
at tænke på, hvor den
kollektive vision om at
skabe det bedste er sat
på fri fod, og hvor alle
til stadighed lærer, hvordan
man lærer sammen.
4 Mobilitybanen er et sted,
hvor patienterne går på
forskellige underlag, fx.
flade kampesten, grus og
træstammer, for at styrke
balancen og de motoriske
færdigheder.
LÆRING 13

14
AF HANNE PALLESEN,
FYSIOTERAPEUT, CAND, SCIENT. SAN,
VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE.
LÆRING
Rehabilitering set
En række nyere undersøgelser viser, at der, til
trods for øget brugertilfredshed med de generelle
rehabiliteringsforløb, fortsat er et stykke vej
til toppen. Hjerneskaderamte kan således
stadig fortælle om, utilsigtede krænkelser,
systembarrierer og ubehagelige oplevelser som
magtesløshed, underlegenhed, meningsløs ventetid
og manglende tilbud i rehabiliteringsforløbet.
Der er i de senere år blevet udgivet flere bøger med
personlige beretninger om, hvordan mennesker der
pludseligt har fået en hjerneskade, har oplevet rehabiliteringen
(Bauby 1997, Brink 2002, Leif 1999).
I bogen “Min blodprop var en oplevelse” af Anders
Leif (Leif 1999) beretter han om sine oplevelser
fra et genoptræningsophold i Danmark efter en
blodprop i hjernen. Han beskriver sine oplevelser
af personalet, og hvordan de behandlingsmæssige
rutiner (kontrol af fødeindtagelse, vægtkontrol,
gentagne undersøgelser af skulderens manglende
styrke og bevægelighed...) har betydning for patienternes
oplevelse af autonomi. Disse oplevelser
gav anledning til mange konflikter og problemstillinger.
Sådanne kritiske og ofte også humoristiske
beretninger giver på forskellig vis læseren og
dermed også det professionelle personale indblik
i brugerens erfaringsverden. De kan også bidrage
til gode debatter om menneskesyn, pædagogik og
praksisrutiner og kan på den måde få betydning
for videreudvikling af rehabiliteringen.
Tilfredshedsundersøgelser
Det er efterhånden almindeligt, at man på sygehuse
spørger til patientens tilfredshed med opholdet
med den hensigt at forbedre kvaliteten af
behandlingen.
Viden om patientens oplevelse af sundhedsvæsenets
ydelser har stor betydning for den profes-
sionelle, idet det i sidste ende er disse oplevelser,
der bestemmer, om sundhedsvæsenets indsats kan
karakteriseres som vellykket.
Der findes også i litteraturen en del systematiske
undersøgelser, som tager patientens perspektiv,
men de begrænser sig ofte til at vurdere patientens
generelle tilfredshed med behandlingen (Bjerg
1993, Jensen et al. 1993). De vigtigste temaer i
disse undersøgelser er tilfredshed med behandlingen,
personalet, informationsniveauet og udbyttet
af behandlingen.
APO – MTV rapporten (APO-98) fra Vejle Amt er
et eksempel på dette. Her lavede man en sammenlignende
registrering af behandlingsresultaterne fra
de fire apopleksiafsnit i amtet og en evaluering i
et MTV-perspektiv 1) . I forhold til patientperspektivet
konkluderede undersøgelsen, at langt de fleste patienter
var tilfredse med forløbet. En del patienter
følte sig dog ikke godt nok observeret og undersøgt
i modtagelsen. Der var endvidere utilfredshed
med ventetid, flytning og pladsmangel.
Patienttilfredshedsundersøgelser af den art
kan give anledning til, at afdelingerne ændrer
uhensigtsmæssige rutiner og forbedrer serviceniveauet,
men giver ikke nødvendigvis redskaber
til at forbedre kvaliteten af behandlingen. En af
årsagerne til dette er, at de undersøger det generelle
frem for det specifikke. Generelle vurderinger
af tilfredsheden giver ikke tilstrækkelige retningslinier
til grundig forandring af praksis. Ligeledes

med brugerøjne
afslører de ikke, at patienter kan have forskellige
niveauer for tilfredshed med forskellige aspekter
af rehabiliteringen, eller hvordan patienternes udviklingsmuligheder
påvirkes af institutionens eller
tilbuddets læringssyn.
Betydningsfulde udenlandske undersøgelser
Pössl & Cramon (1996) interviewede 130 patienter
ved udskrivelsen fra en neuropsykologisk rehabiliteringsinstitution
i Tyskland. Undersøgelsen peger
på, at trods overvejende tilfredshed med forløbet
giver mange udtryk for ubehagelige oplevelser af
negativ feedback i forbindelse med undersøgelse
og behandling. Dette til stadighed i træningen at
blive konfronteret med sine fejl og mangler, medfører
en voksende underlegenhedsfølelse.
I Britt Lillestøs (1998) studier fra 1998 vurderes
den betydning, oplevelser i sundhedssektoren kan
have på patientens selvopfattelse.
Hun foretog interviews med 16 funktionshæmmede
mennesker for at afdække, hvordan de oplevede
sig mødt af de omsorgspersoner fra sundhedsvæsenet,
der ydede plejeopgaver i hjemmet.
Og det kom frem, at de interviewede havde oplevelser
af respektløs behandling, afmagt og ydmygelse,
som avlede enten resignation, underkastelse eller
vrede og aggression – og kun undtagelsesvist var
der eksempler på en ligeværdig dialog.
Sådanne undersøgelser er med til at sætte
frontpersonalets møde med den handicappede i
eget hjem til debat.
Nyere danske undersøgelser
I de senere år har der været langt større fokus på
patientperspektivet og dermed på en ny forståelse
af, hvordan rehabilitering i hele forløbet har betydning
for det liv, der skal leves både under og efter
afsluttet behandling.
Tove Borg (2002) fulgte otte apopleksipatienter
op til to et halvt år efter skaden. Hun peger på, at
en central faktor i et rehabiliteringsforløb er, hvordan
de professionelle møder patienten og forsøger
at forstå, hvordan patienten ser sin egen situation
og i alle sammenhænge medtænker patienten som
deltager.
Erfaringer fra Dorthe Kildedal Nielsens (2003)
brugerundersøgelse af senhjerneskadedes fritids-
og kulturaktiviteter præsenterer forskellige former
for barrierer, som har indvirkning på senhjerneskadedes
oplevelser af muligheder og begrænsninger
for at genetablere et aktivt og socialt liv. Mange af
de interviewede fortæller om depressioner, følelse
af afmagt og utilstrækkelighed, så hverdagen efter
endt behandling og optræning ledsages af isolation
og passivitet.
Interviewpersonerne peger på kontinuitet i
indsatsen som en vigtig faktor. Overgangen fra
sundhedssektoren til socialsektoren trækkes frem
som problematisk, ligesom perioden efter fase tre,
der opfattes som et ingenmandsland uden tilbud,
samtidig med at kontakten til kommunens sagsbehandler
og hjælpesystemer er ebbet ud.
I satspuljeprojektet “Hverdagen efter genoptræning”
fra Roskilde (Hollænder 2004) er de adspurgte
hjerneskaderamte tilfredse med de centrale
dele af genoptræningstilbuddet (dvs. fysioterapi,
ergoterapi og taleundervisning). Samtidig mener
lidt under halvdelen af de interviewede, at de ikke
har fået de tilbud, de har brug for til at vedligeholde
deres funktionsniveau.
Men kvaliteten af tilbudet har også indflydelse
på tilfredsheden. Her trækkes atmosfæren, som
behandlingen har foregået i, frem. Men også faktorer,
som at der er intensitet og kontinuitet, samt
at den ramte kan se en mening med træningen,
har betydning. Hvordan hjerneskadefølgerne udvikler
sig over tid, behandlerskift og forskelle på
behandlingsstederne har også indflydelse på den
oplevede tilfredshed.
De nævnte undersøgelser viser alle tegn på, at
der i et rehabiliteringsforløb kan være ubehagelige
oplevelser, utilsigtede krænkelser, manglende tilbud
og støttemuligheder og barrierer i systemet,
der får konsekvenser for den hjerneskadedes opfattelse
af sig selv og på hans eller hendes muligheder
for at genetablere et meningsfuldt liv.
Bringer man brugerens perspektiv frem i lyset,
får man gennem deres erfaringer øje på den grad af
kompleksitet, som er forbundet med feltet. Netop
derfor er et af de vigtigste læringsperspektiver forståelsen
af kompleksitet i planlægningen af den
sociale indsats. Et pionerarbejde, der stadig er på
begynderstadiet, og hvor brugerens egne erfaringer
er uundværlige.
Referencer kan læses på:
1 MTV – Medicinsk teknologi
vurdering går ud på at
foretage en analyse af de
fire hovedområder: Teknologi,
patient, organisation
og økonomi. MTV’s formål
er at hjælpe administratorer,
politikere og behandlere
med at tage beslutning om
nye patientbehandlinger, så
sundhedsvæsenets ressourcer
udnyttes hensigtsmæssigt.
LÆRING 15

16
LÆRING
Troen på egen
KARIN HELLSTRÖM,
FYSIOTERAPEUT, DR. MED.,
ENHETEN FÖR SJUKGYMNASTIK,
AKADENMISKA SJUKHUSET,
ING 15, 751 85 UPPSALA, SVERIGE
1 På dansk bliver dette
begreb ofte oversat
som ’oplevet handlekompetence’
At have tillid til egne færdigheder kan få afgørende,
positiv indflydelse på rehabiliteringsforløbet.
En hjerneblødning eller en blodprop i hjernen
medfører for mange patienter nedsat balance og
øget faldrisiko. Dermed stiger også risikoen for at
udvikle frygten for at falde. En frygt som er normal
hos ældre mennesker – både de, der har prøvet at
falde og de, der ikke har.
“Self-efficacy 1) ” i relation til fald defineres som
en persons tro på at kunne klare dagligdags aktiviteter
uden at være bange for at falde.(1)
“Self-efficacy” er et centralt begreb i Banduras
Social Cognitive Theory(2) om sammenhængen
mellem kognition og handlinger og defineres som
hvor kompetent personen føler sig i forhold til at
udføre specifikke aktiviteter eller handlinger.
Self-efficacy er således et mål for, hvor stor tillid
personen har til egen formåen; og ikke en vurdering
af de aktuelle færdigheder eller den aktuelle
udførelse.
Self-efficacy i geriatrisk apopleksibehandling
Mennesker, der har en høj tro på egen formåen
i en given situation, er bedre til at tackle mere
krævende situationer, de anstrenger sig mere og
er mere standhaftige i modgang.
Omvendt har mennesker med lav self-efficacy
en tendens til at give op, føle sig mislykkede og
opleve større uro og nedtrykthed.
Troen på egen formåen er situationsbetinget.
Den gælder altså for specifikke aktiviteter eller
handlinger i bestemte omgivelser, og kan ikke
nødvendigvis overføres til andre aktiviteter eller
fremgangsmåder.
Ifølge social kognitive teorier påvirker en stor
tiltro til at kunne klare personlige fornødenheder
sandsynligheden for, at disse aktiviteter faktisk
gennemføres i virkeligheden. Lav self-efficacy bør
altså kunne forudsige fremtidige begrænsninger i
aktiviteter. For at forudse dette hos ældre apopleksipatienter
er det derfor en fordel, hvis de
begrænsende faktorer kan identificeres.
Denne hypotese bekræftedes af en undersøgelse
af 37 førstegangs apopleksipatienter, hvis
self efficacy sammen med balancen og graden af
selvhjulpenhed blev vurderet ud fra skalaer tidligt
i forløbet, ved udskrivelsen og 10 måneder efter
apopleksiens opståen. Patienterne blev opdelt i
en gruppe med høj og en med lav tro på egen
formåen. De to grupper adskilte sig ikke markant
fra hinanden, hvad angår alder, køn, diagnose, tid
fra indlæggelsestidspunkt, motorisk funktionsevne
og ADL ved indlæggelsestidspunktet. Gruppen
med lav tro på egen formåen havde dog dårligere
balanceevne og evne til at gå, da de blev indlagt.
Ved udskrivelsen var forskellen mellem grupperne
blevet større, og gruppen med lav tro på egen
formåen havde lavere værdier i balanceevnen og
i ADL. Ved opfølgningen viste denne gruppe også
nedsat motorisk funktions- og balanceevne, mens

formåen
gruppen med høj tro på egen formåen i samme
tidsforløb havde forbedret deres motoriske funktions-
og balanceevne yderligere.
Det ser derfor ud til at have betydning for geriatrisk
apopleksibehandling, at der foretages undersøgelse
og behandlinger af oplevet tro på egen
formåen, hvis man skal forhindre begrænsninger i
handlinger og fremgangsmåder.
De patienter, som ved udskrivelsen har en høj
tro på egen formåen, har sandsynligvis mindre behov
for støtte, end patienter med lav tro på egen
formåen i forhold til at kunne fastholde og forbedre
de opnåede resultater i rehabiliteringsprocessen.
Eftersom oplevelsen af self-efficacy kan påvirkes,
er det også noget, der kan behandles.
Menneskers tro på egen formåen formes og
påvirkes af:
1) tidligere erfarede, succesfulde handlinger,
2) observation af andre i samme situation med
succes
3) gennem verbal overtalelse, hvor de får troen
på, at de godt kan mestre de krævede opgaver
i bestemte situationer
4) og egne psykologiske og følelsesmæssige reaktioner
på deres handlinger.
5) Samtlige disse påvirkningsmuligheder kan
anvendes i træningsmæssige behandlingsstrategier
ved at give apopleksipatienterne succesoplevelser,
når de træner aktiviteterne.
For at opnå dette kan det være fordelagtigt at nedbryde
komplekse aktiviteter i færre delmomenter,
som er lettere at beherske for derefter gradvist at
bygge op til mestring af hele aktiviteten.
Endvidere har modelindlæring vist sig at være
effektiv – særligt det at se andre i samme situation,
som man kan udnytte ved gruppetræning. Personlig
og positiv feedback understøtter troen på egen
formåen, specielt den mere krævende motoriske
indlæring.
Oversat fra svensk af Mette Trier
Artiklen er forkortet af redaktionen.
Hele artiklen kan læses på
www.vfhj/fokus/2004/2/hellstroem2.asp
Referencer:
1. Tinetti ME; Mendes de Leon CF, Doucete JT, Baker
DJ. Fear of falling and fear related efficacy in relationship
to functioning among community-living
elders. J Gerontol 1994;49: M140-147.
2. Bandura A. Self-efficacy: the exercise of control.
Ned York: WH Freeman and Co; 1997.
LÆRING 17

18
Hukommelsestræning er
meget mere end memoryspil
Hukommelsesproblemer følger ofte i kølvandet på en
erhvervet hjerneskade. I skoleregi er det derfor en af
de store udfordringer at finde metoder til at udfordre
og styrke barnets hukommelse. Det sker gennem
meget mere end memoryspil.
AF LENE DAUGAARD,
LÆRING
NEUROPÆDAGOG,
ANSAT I SATSPULJEPROJEKTET
OPTIMERING AF FASE 3
TILBUD TIL BØRN MED
ERHVERVEDE HJERNESKADER,
VIBORG AMT.
1 Styringsfunktioner (eng.
executive functions). Samlebegreb
for planlægning
og kontrol af adfærd og
handlinger, dømmekraft,
fleksibilitet i tankegang
og opnåelse af mål, evne
til at bruge feedback til
at ændre strategier samt
selv-monitorering. “Hjerneprocesser.
Kognition og
neurovidenskab.”, Gade
A., Frydenlund 1998.
2 Se Fokus nr. 3 2003: Mateer
bød op til DaNS eller
netartiklen: www.vfhj.dk/
fokus/arkiv/artikler/2003/
3/herbst.asp
3 Wifstad er mag.art. på
Institutt for samfunnsmedisin
på Universitetet i
Tromsø. Artiklen “Møtet
med Den Andre” er bragt
i “Tidsskrift Norsk Lægeforening”
nr. 30, 1994:
114: 3578 -80.
Børn og unge med erhvervede hjerneskader har
ofte vanskeligheder med hukommelse, opmærksomhed,
koncentration og eksekutive funktioner 1) ,
og det giver i de fleste tilfælde indlæringsmæssige
problemer.
Men den alvorligste konsekvens af en erhvervet
hjerneskade er en ofte mangelfuld udvikling af de
sociale kompetencer, da hukommelsen også er involveret
i udvikling af disse. For barnet har svært
ved at huske, forstå og følge de sociale spilleregler,
der gælder i en børne- eller ungekultur.
I det følgende sættes der fokus på hukommelsen,
som Cathrine Mateer 2) på en konference i 2003
var tæt på at sige, kunne trænes som en muskel.
Græsk eller jødisk tilgang
Den pædagogiske debat sætter ofte fokus på den
øgede diagnosticering af børn. Og børn placeres
i vid udstrækning i forskellige skoletilbud efter,
hvilken diagnose de får stillet. Barnets muligheder
for at få indflydelse på eget liv begrænses, fordi
det ikke ses som et helt menneske, men først og
fremmest forstås ud fra en diagnose.
Åge Wifstad 3) ridser denne problematik op
og skelner mellem det, han kalder den antikke
græske tradition og den antikke jødiske tradition.
Han mener, at disse traditioner afspejler sig i den
måde, vi er sammen med vore medmennesker på.
Og dermed også i forholdet mellem teori og praksis
og mellem lærer og elev.
I den græske tilgang møder man eleven som en
diagnose, som en speciel tilstand, der kræver en
særlig pædagogik eller behandling. Den diagnostiserende
undervisning bliver den centrale metode
i tilgangen til eleven, og eleven træner mod at
kunne klare den næste test bedre. Eksempelvis
trænes eleven, der har hukommelsesproblemer
med ’memoryspil’ og lignende opgaver, for en del
hukommelsestests indeholder disse elementer.
Den jødiske tilgang består i at møde eleven som
et unikt individ. Relationen til barnet er det centrale
i samværet. Det er mødet med “den anden”, der er
udfordringen, og ikke mødet med en diagnose med
en tilhørende metode. Undervisningen er knyttet til
erfaringsdannelse, hvilket giver eleven livskompetence,
medbestemmelse og øget selvstændighed.
Eksempelvis arbejder eleven med hukommelsen
via almindelige dagligdags opgaver som indkøb,
madlavning og skoleopgaver på linje med de andre
elever, blot med nødvendig guidning og støtte.
Støvsugepædagogik
Når undervisningen tilrettelægges, bør man tage
udgangspunkt i elevens stærke sider og interesser,
og herudfra styrke de svage sider. Det forudsætter
et grundigt kendskab til barnet, viden om hvordan
det fungerer, og hvilke støttemuligheder barnet
har i sine omgivelser. Det kan foregå på følgende
måde:
1. Læreren udvælger en aktivitet – for den enkelte
eller for hele klassen.
2. Aktiviteten støvsuges for muligheder. Dvs. at
man finder frem til, hvilke stærke sider der
via aktiviteten kan styrke elevens svage sider.
Eksempelvis er eleven visuelt stærk, og læreren
kan derfor bruge visuel støtte og tegning af
handlingen til at støtte elevens hukommelse.
Kunsten er at finde balancen mellem at støtte
for lidt og for meget, da eleven ellers kan blive
tillært hjælpeløs eller opgivende.
3. Der kan sættes fokus på:
• opmærksomhed – ud fra Mel Levines definition
4)
• sprog og kommunikation.
• hukommelse.
• rumlige, sekventielle elementer.
• eksekutive funktioner, fx planlægning, problemløsning,
feedback og feedforward og
evaluering.
4. Kan sociale elementer, så som samarbejde/møde
med andre mennesker, indgå?
5. Kan de sociale spilleregler for god opførsel inddrages?

Stærke sider Svage sider
Tillidsfuld og positiv. Hukommelse.
Vil gerne kommunikere. Abstrakt tænkning.
Læse- og skrive færdigheder. Problemløsning.
Læringsvillig, hvis emnet er interessant. Sociale relationer.
Glad for at lave mad og
for fysiske aktiviteter.
Det følgende er et eksempel på, hvordan elevens
hukommelse kan støttes.
Tilrettelæggelse af et forløb
Eleverne i klassen skal lave et projekt til fremlæggelse
for forældrene. På selve aftenen skal nogle
af eleverne lave mad og skilte til salgsboden, mens
andre skal servere og rydde op.
Der udarbejdes et skema med oversigt over
elevens stærke og svage sider:
Med udgangspunkt i skemaet (se ovenfor):
• udvælger læreren i samarbejde med eleven et
delemne, der har elevens interesse, og sammen
laver de en “køreplan” for projektet, som
nedskrives detaljeret i punktform. Der laves en
rubrik til afkrydsning af eleven, når opgaven er
udført, så han selv kan være med til at kontrollere
sin indsats
• projektet skal omfatte så konkrete elementer
som muligt
• ved læsning udleveres der skemaer, som eleven
kan skrive i til støtte for hukommelsen 5)
• fremlæggelsen kan foregå via PowerPoint, så
både billeder, tekst, elevens egne indtastede
tekster, overgange, musik mv. kan støtte hukommelsen.
Eleven skal have så mange ’knager’
som muligt at hænge hukommelsen på
• der laves en opstilling – et maleri eller noget
andet konkret – der viser problemområderne i
projektet. Med støtte i disse vil eleven kunne
huske, hvad det er, han skal fortælle
• lærerne igangsætter, støtter og guider eleven
gennem hele forløbet.
Den daglige dosis
Hukommelsestræning bør indgå i de almindelige
dagligdags aktiviteter. Undervisningen skaber dermed
erfaringsdannelse, som giver eleven livskompetence,
mulighed for medbestemmelse og en øget
selvstændighed.
Dagbog med optegnelser over det, der er
Planlægge – starte og afslutte en aktivitet,
uden voksen styring.
Fungerer godt med ligestillede og en fast struktur. Forestille sig, hvad ting/emner kan blive til.
God til at lære via hånden og øjet. Vedholdende energi/opmærksomhed. Trætbarhed.
God til at lære og udnytte kompensationsstrategier. Osv.
Osv.
sket, og det der skal ske, indgår som et naturligt
element i den daglige samtale omkring elevens
hverdagsliv.
Digitale fotos er uundværlige og giver eleven
endnu flere knage at hænge hukommelsen op på.
Jeg underviste en elev, som havde været i Legoland
med klassen. Turen havde været supergod,
men eleven havde glemt alt om turen, da den var
slut.
Sammen lavede vi derfor et lille hæfte med tekst
og billeder, og hver gang vi tog det frem, frydede
og glædede drengen sig over turen. Efter mange
gentagelser kunne han nu via samtaler huske, at
han havde været med og dermed selv deltage i
samtaler om turen til Legoland.
Fremadrettet hukommelse
Også den fremadrettede hukommelse kan trænes
via et hæfte med tekst og fotos
af de mennesker, der arbejder
det sted, hvor eleven fx skal i
praktik. Ved jævnlig gennemlæsning
og samtale omkring hæftet
får eleven billeder af stedet og
personerne allerede inden praktikstart.
Her bør “Fejlfri læring6) Fejlfri læring
Lene Daugaard Le- - Daug --- d L--- D-------
” benyttes, da hjerne- hjerneskadede
ofte husker det forkerte lige så godt som
det rigtige.
Man kan desuden gøre miljøet, hvor eleven
færdes, kommunikativt med billeder eller sedler
på skabe, skuffer, døre mv., så eleven ved, hvor
tingene er. Det kaldes for ekstern hukommelsesstøtte.
Hukommelsestræning er andet og mere end
memoryspil.
Artiklen er forkortet af redaktionen.
Den fulde artikel kan læses i netudgaven på:
www.vfhj.dk/fokus/2004/2/daugaard2.asp
4 Her opfattes opmærksomheden
som en orkesterdirigent,
som har kontrollen over de
enkelte udøvende musikere,
som frembringer de konkrete
melodier. I den forståelse har
opmærksomheden kontrollen
over et umådeligt antal
“tanke-udøvere” nemlig de
enkelte processer i hjernen,
som har afgørende betydning
for indlæring, adfærd og
forholden sig til andre mennesker.
Beskrevet i bogen:
Med barnet i centrum af Mel
Levine, Dansk psykologisk
forlag,1998
5 Ideer til skemaer kan hentes
i: “Læseforståelse – hvorfor
og hvordan?” af Merete Brudholm,
Alinea 2002.
6 Se Fokus nr. 3 2003: Man lærer
af sine fejl eller? af Randi
Starrfelt. Eller se netudgaven
på: www.vfhj.dk/fokus/arkiv/
artikler/2003/3/starrfelt.asp
LÆRING 19

20
AF RASMUS AAGAARD,
ERGOTERAPEUT, LEDER AF
AKTIVITETSCENTERET,
ET DAGTILBUD TIL YNGRE
SENHJERNESKADEDE
UNDER ÅRHUS AMT.
1 “Kanten af Kaos”
Hundevadt,
JP forlag 2004.
LÆRING
Midt i et vadested
“På handicapområdet har der de seneste cirka 30 år hersket en
overordnet målsætning: Et liv så tæt på det normale som muligt
fostret i et opgør med udstødning, marginalisering og uværdige
forhold ikke mindst i institutionsverdenen. Oprindeligt var det en
hensigtserklæring om inklusion, i dag et krav om noget, der allige-
vel aldrig kan opnås – og som måske netop forhindrer, at man kan
“være sig selv”. Kommentar af ergoterapeut Rasmus Aagaard.
“Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men
at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske,
naar han vil det.” Søren Kierkegaard 1) .
I mit arbejde gennem otte år med voksne
senhjerneskadede på et dagtilbud under Århus
Amt har det ofte slået mig, hvor svært det er som
hjerneskadet at blive set, hørt og forstået – ikke
som hjerneskadet, men som den man er. (Læs
også Dorthe Kildedal Nielsen, Fokus nr. 3/2003 om
identitet og roller.)
Trods hensigter om individuelt tilpassede tilbud
fyger det i luften af og til med udsagn om, hvad
hjerneskadede kan og vil – og ikke mindst hvad
de ikke kan. Det er, som om vi står i et vadested,
hvor faglige traditioner, holdninger og ny viden om
det gode liv brydes.
Mit ærinde er ikke at kritisere de mange gode tiltag,
der gør Danmark til et rigtigt godt land at være
handicappet i, men at formulere det, jeg fornemmer
er ved at ske på området, nemlig, at målet om et
“næsten-normalt-liv” har flere uheldige konsekvenser:
Det skaber usikkerhed, udvendighed i form af
stræben efter materielle værdier og giver alligevel
ikke den skadede mulighed for selvrealisering.
For det første er normalitet ikke en følelsesmæssig
tilstand, der kan mærkes på samme måde som glæde,
vrede, håb og kærlighed. Derfor kan man aldrig vide,
hvornår målsætningen – normalitet – er opfyldt.
For det andet køber de implicerede handicappede,
pårørende og professionelle en ide om, at
det næstbedste er det højst opnåelige; det normale
er jo toppen.
For det tredje medfører målsætningen om et livså-tæt-på-det-normale-som-muligt
en række delmål,
der går på ’villa, volvo og vovse’. Kravet om normalitet
medfører let en tendens til at måle resultatet
ud fra disse udvendige værdier, og de bliver derfor
let udnævnt til delmål for rehabiliteringen. Og det
er påvist, at sådanne parametre ikke i sig selv fortæller
noget om den oplevede livskvalitet.
At være sig selv
Mit bud på en ny, overordnet målsætning for den
fælles indsats på handicapområdet kunne derfor
lyde: Jeg vil leve et liv i overensstemmelse med
mine drømme, muligheder og omstændigheder.
Kort sagt: Jeg vil være mig selv!
Denne målsætning udelukker ikke, at normalitetsparametre
som bolig, transport, døvetolkning
m.v. kan fylde så meget, at de stjæler billedet,
men det kræver, at man samtidig bygger nogle
andre delmål ovenpå, nemlig erkendelse, arbejde
med værdier, selvindsigt, relationskompetencer,
opmærksomhed, kreativitet, hjælpsomhed og
mange andre.
Jacob – et eksempel fra hverdagen
Jacobs historie kan fortælles på to måder:
Jakob blev slået til lirekassemand i et værtshusslagsmål.
I dag sidder han i kørestol og er svært
hjerneskadet. Han vil ikke andet end at ryge og spille
computerspil. Hvis nogen stiller krav til ham eller ikke
forstår, hvad han siger, slår han eller nikker skaller.
Han er usoigneret, har ikke fornemmelse for andres
behov eller indre tilstande, og han viser aldrig tegn på
andre følelser end vrede, utilfredshed og håbløshed.
Vi synes, at Jakob skulle bo et andet sted end her,
for ingen af os har glæde af hinanden.

Set gennem en anden optik ser situationen
anderledes ud:
Jakob har altid været en enspænder. Efter hjerneskaden
er Jacob blevet meget skrøbelig. Han
spørger ofte “Hvorfor er jeg her?” og beder om
en cigaret, selv om han har en tændt i munden.
Han har ikke fornemmelse for sekvenser, hverken i
forhold til sin egen historie eller i de små, nutidige
forhold. Og så bliver det jo vanskeligt at tænke
fremad.
Han knytter sig til mennesker, som han godt kan
lide, og som godt kan lide ham, og i forbindelse
med flytning eller skift af medarbejdere bliver han
ked af det og indelukket. Han sørger over tabet
af nærhed og gode relationer. Hvis han ikke føler
sig set, hørt eller forstået, reagerer han på den
eneste måde, han kan: kropsligt. Han viser vrede.
Men også glæde og smil, når han mærker, at man
holder af ham.
Vi synes, at Jakob skal bo her hos os, for han
kan lære os noget om det vigtigste i livet.
Forskellen er, at den sidste fortælling lægger
vægt på Jacobs behov og ressourcer. Og jeg forsøger
i min faglige tilgang til opgaven i dagtilbudet
altid at indlede med spørgsmålene “Hvad kan du,
og hvad vil du?”
Den første fortælling indebærer, at jeg, som det
er tradition, legitimerer mit fag gennem at lægge
vægt på alle problemerne. Det betyder, at jeg bliver
god til én ting: at fortælle om problemer. I den
anden, værdsættende fortælling ligger derimod
det fremadrettede, som kan føre til målsætninger
om at være med til at realisere brugerens behov
– nemlig, ved at fokusere på brugerens ressourcer.
At realisere sig selv som menneske er universelt og
almenmenneskeligt, og det har ikke specielt meget
at gøre med at være handicappet.
Den nuværende danske velfærdsmodel handler
i høj grad om, at brugeren skal opgive sine
oprindelige behov for selvudfoldelse, fællesskab
og nærende relationer til fordel for at få opfyldt
materielle goder som villa, volvo og vovse. Men vi
fortjener bedre!
Indvendige parametre
Det er som om vi står i et vadested,
hvor faglige traditioner og ny viden
om det gode liv brydes.
At flytte opmærksomheden fra udvendige til
indvendige parametre, vil stille andre krav til os
professionelle, som er en del af det miljø, der
skal være »fremkaldervæske« for den handicappedes
potentialer. Vi skal skærpe vores faglighed
i retning af en målsætning om at skabe sociale
og personlige kompetencer, klare værdier, tydelige
formål koblet med personlige forpligtelser, evnen
til at se, høre og forstå den handicappede. Alt sammen
i overensstemmelse med det, Nils Hoffmeyer
kalder den etiske medarbejder – den nye frispiller
på arbejdsmarkedet, der kræver overensstemmelse
mellem mål, metoder, værdier og handlinger.
Værdsættende samtale, værdiledelse og nye
intelligensbegreber: Meget peger i retning af, at
en ny målsætning med respekten for samspillet
mellem individ og fællesskab på de indre linier er
ved at komme i højsædet.
Måske er det i vores travle verden slet ikke så
normalt at være sig selv – og nogle gange heller
ikke så let at skabe rum til det. Men med lidt øvelse
går det fremad, og det er meget sjovere, når det
lykkes. Med eller uden handicap.
LÆRING 21

22
Barbara A. Wilson
AF CHARLOTTE RINGSMOSE
LEKTOR, PHD,
INSTITUT FOR
PÆDAGOGISK PSYKOLOGI,
DPU, KØBENHAVN.
Se Barbara Wilsons
præsentation på:
www.vfhj.dk/materialer/
barbara_wilson/default.asp
TEMADAG
Mål til forhandling
På temadagen arrangeret af
Videnscenter for Hjerneskade og
Dansk Neuropædagogisk Selskab
(DaNS) i april gennemgik neuro-
psykolog Barbara A. Wilson fra The
Oliver Zangwill Centre, Cambridge,
de seneste udviklinger inden for
neuropsykologien.
Tidligere var det læger, psykologer og terapeuter,
der besluttede hvad patienten skulle opnå eller
arbejde med i rehabiliteringen. “Now we negotiate
goals” forklarede Barbara Wilson på temadagen og
fortalte, hvordan der arbejdes med de kognitive og
psyko-sociale vanskeligheder efter en hjerneskade
på Oliver Zangwill Centret. Man forhandler sig
frem til nogle meget præcise mål, som arbejdet i
træningen sigter mod. Ud fra basislinjeprincippet
(baseline) udarbejdes personens præstationer ved
udgangspunktet og udviklingen følges herefter.
Principperne i målfastsættelsen er, at patienten
involveres, at der opstilles realistiske mål, at
patientens adfærd beskrives, og at der fastsættes
en deadline. Det skal være klart og tydeligt for
enhver, der læser planen, hvilke mål der er sat,
og hvad det er, der skal gøres. Det kan være mål,
der involverer mange forskellige aktiviteter – også
personens fritidsliv.
Holistisk tilgang
På Centret arbejder man endvidere ud fra en
erkendelse af, at kognition, emotion og adfærd
hænger sammen (holistisk tilgang). Alle patienter
får gruppeundervisning om konsekvenser og følger
af hjerneskaden.
Barbara Wilson gav eksempler på nogle af de
følelser og stemninger, der kan følge efter en
skade. Et af dem handlede om en ung kvinde, der
i en alder af 24 år blev hjerneskadet som følge af
infektion i hjernestammen. Efter seks måneders bevidstløshed
genvandt hun bevidstheden, men var
meget fysisk handicappet og sad nu i kørestol. Den
unge kvinde var på daværende tidspunkt særdeles
vred og frustreret over den behandling, hun fik og
endte med at skrige og bide. Efterfølgende viste en
test, at hun på det mentale område scorede inden
for normalområdet. Senere har hun givet udtryk for
den kolossale betydning, det fik for hende, at hun
var igennem en neuropsykologisk indsats. En indsats,
der fik afgørende betydning for omgivelserne
forståelse af hende.
Rehabilitering på intensiv afdelingen
En anden udvikling inden for rehabilitering er betydningen
af, at man skal gå i gang med rehabliteringen
allerede på intensivafdelingen. På Oliver
Zangwill Centret har man udviklet undersøgelsesmetoder,
der afdækker funktionsniveau hos personer
med selv svære skader. Disse mennesker viser
kun meget små forandringer, og der er reaktioner,
som måske ikke opfanges, fordi de kun opstår hver
fjerde time. Hvis man ikke leder efter eller undersøger
for disse reaktioner, sker det, at ingen opdager
dem, og at sygeplejerskerne konkluderer, at tilstanden
er uforandret, selvom der er sket ændringer.
Ligeledes har selv små forandringer stor betydning
for motivationen hos alle de involverede omkring
den skadede og for det videre forløb.
Tiltagende brug af teknologiske hjælpemidler
Barbara Wilson beskrev også, hvordan mulighederne
i den nye teknologi integreres mere og mere
i behandlingen af hjerneskadede. Hun gjorde dog
samtidigt opmærksom på, at de personer, der ofte
har mest brug for hjælp til hukommelsesrehabilitering,
er dem, der har sværest ved at huske at bruge
den nye teknologi.
Behov for bred teoretisk basering
Den primære ændring i løbet af de sidste 20 år er,
ifølge Barbara Wilson, at mennesker med kognitive
vanskeligheder som følge af en skade på hjernen
sandsynligvis har flere kognitive problemer, end
man tidligere registrerede. Fx opmærksomhed, hukommelse,
eksekutive funktioner osv. I tilknytning
hertil er der også problemer som ængstelse, depression,
sociale vanskeligheder mv. Det er derfor
ikke sandsynligt, at én model, teori eller forståelsesramme
kan imødekomme alle vanskeligheder på
én gang. Alle der mener at have fundet en bestemt
rehabiliteringsmetode bør være bevidste om alle de
andre måder, der findes.
Samlet konkluderede Barbara Wilson, at rehabilitering
kan hjælpe mennesker med at kompensere
og klare sig mere effektivt i deres liv. Rehab’s worth
doing, som hun sagde.

Kan han ikke ringe tilbage,
når afasien er ovre?
HjerneSagen har set nærmere på
de henvendelser, som foreningens
telefonrådgivning har modtaget.
Og der tegner sig et billede af,
at apopleksiramte og pårørende
mangler basal rådgivning og støtte,
og at den offentlige sektor med god
ret kan gøre sig mere umage.
“...så ringede kommunens ergoterapeut og spurgte
efter min mand. Jeg forklarede hende, at han ikke
kunne komme til telefonen, fordi har han en svær
afasi. Så sagde hun: Nå! Men kan du så ikke bede
ham om at ringe tilbage, når det er ovre?”
Citatet stammer fra en kvinde, der ringede til
HjerneSagen for at diskutere sin mands sag og er et
af de mere groteske eksempler, som HjerneSagen
er blevet præsenteret for.
Mange af opkaldene til HjerneSagen viser, at
en del af de kommunale sagsbehandlere ikke har
en grundlæggende indsigt i apopleksi og de deraf
følgende særlige behov og vanskeligheder. Det
betyder, at mange ikke får den nødvendige hjælp.
Undersøgelsen viser også, at amterne svigter en del
patienter, som desværre lidt for ofte bliver udskrevet
uden en plan for genoptræning.
Især tre områder har fyldt i samtalerne:
Genoptræning
Omkring hver syvende har oplevet problemer i
forbindelse med genoptræning. Omfanget af genoptræningen
opleves som utilstrækkelig, og de
fleste peger på, at varigheden af genoptræningen
er for kort.
Mere end en tredjedel fortæller, at sygehuset
ikke har en plan for optræning efter udskrivelsen.
Midt i undersøgelsesperioden kom der ny
lovgivning, som fastslog sygehusenes pligt til at
udfærdige genoptræningsplaner for alle med behov
efter udskrivning. Men mængden af henvendelser
fra ramte og pårørende, som efterlyser genoptræningsplaner,
er ikke faldet i omfang efter lovens
ikrafttræden. Noget tyder på, at loven endnu ikke
virker efter hensigten.
Taleundervisning
Godt 13 procent af samtalerne har handlet om pro-
blemer i forbindelse med taleundervisningen. Hver
femte udskrives uden tilbud om undervisning og
uden oplysning om, hvor man kan henvende sig.
Andre oplyser, at de ikke fik tilbudt undervisning,
fordi der ifølge afdelingens personale ikke er ressourcer
til det. Ligesom med genoptræning afvises
en del mennesker med begrundelsen, at de ikke
er motiverede.
Det sociale område
Den resterende tredjedel af henvendelserne har
i store træk handlet om manglende tillid til den
kommunale rådgivning og om frustrationer over
manglende forståelse og viden om apopleksi hos
de kommunale sagsbehandlere.
Undersøgelsen viser en tydelig tendens til, at
mange apopleksiramte og pårørende kun får den nødvendige
støtte, når de selv gør en indsats for den.
På et mere overordnet plan virker det påfaldende,
at indsatsen ikke er mere stringent.
Apopleksi regnes for Danmarks dyreste sygdom,
når udgifterne i sundhedsvæsenet og den sociale
sektor lægges sammen. Meget taler for, at en mere
markant indsats på optræningsområdet vil betyde,
at færre mennesker bliver bragt i en situation, hvor
de har behov for sociale ydelser.
Fakta
Denne artikel er forkortet redaktionen. Hele artiklen
kan læses i HjerneSagens blad: HjerneSagen 11.
årgang nr. 2.
AF BIRGITTE TJØRNEBJERG,
SOCIALRÅDGIVER, HJERNESAGEN.
• Projekt “Vidensindsamling og analyse af henvendelser til HjerneSagens
telefonrådgivning” er foregået fra 1. september 2000 til 31. august 2003. I
den periode er alle henvendelser til HjerneSagens telefonrådgivning blevet
registreret og analyseret.
• Undersøgelsen omfatter 1148 rådgivningssamtaler. Alle samtaler er noteret
i anonym form. Der er ikke registreret navne og adresser på de personer,
som har henvendt sig. Hovedformålet har været at undersøge henvendelsesårsagerne.
• Undersøgelsens resultater er beskrevet i en rapport, som kan læses på:
www.hjernesagen.dk Eller på www.vfhj.dk/projekter/detaljer/filer/P4/Sidste
rapport.pdf?OpenDocument
• Projektet er støttet af Socialministeriets satspuljemidler.
Opgørelse over indholdet
i henvendelserne
Taleundervisning 13,3%
Støttende samtaler 7,4%
Rdg. sociale forhold 26,5%
Opl. sociale forhold 13,0%
Oplysning Apopleksi 16,1%
Fysisk træning 14,6%
Behandlerfagligt 4,5%
Andet 4,5%
RÅDGIVNING
23

24
AF GRETHE DAMGAARD,
Akkreditering
– at leve op til egne standarder og løfter
CHEFPSYKOLOG OG
ASBJØRN KURUP,
KURSUSCHEF, VEJLEFJORD
NEUROREHABILITERING.
Vejlefjord Neurorehabilitering er netop blevet
akkrediteret af den internationale organisation CARF 1) .
De tre programmer, der udgør Vejlefjord Neurorehabi-
litering: Fjordbo neurorehabilitering – unge, Vejlefjord
neurorehabilitering – voksne og Hjerneskadeteamet
AKKREDITERING
– Vejle Amt, har som de første i Danmark opnået
denne internationale blåstempling. En lærerig
udviklingsproces, hvor noget så selvfølgeligt,
som at leve op til egne standarder og løfter blev
gjort til genstand for ekstern bedømmelse.
På Vejlefjord Neurorehabilitering er vi af den overbevisning,
at en moderne dansk rehabiliteringsvirksomhed
skal honorere og være på forkant med en
lang række krav og forventninger fra de forskellige
grupper, der har særlig interesse i virksomhedens
resultater. I sundhedsdebatten huserer begreber
som reelle valgmuligheder mellem flere behandlingsalternativer,
dokumentation af behandlingseffekt og
patienten i centrum. Vi tror, begreberne i stigende
grad vil manifestere sig i form af krav både fra
brugere, pårørende og deres organisationer, øvrige
samarbejdspartnere og fra medarbejdere. Derfor
var det heller ikke svært at træffe beslutning om
at gå efter en CARF-akkreditering.
Et væsentligste argument var, at vi kunne se, at
forberedelsesfasen forud for CARF-akkrediteringen
ville være et kvantespring for os. Samtidig med
at vi ville opnå en international anerkendelse af
programmerne, kunne vi anvende processen som
værktøj til at geare organisationen til at imødekomme
interessentgruppernes forskellige krav – også
krav, som ikke er stillet endnu!
Centrale temaer og værdier hos CARF
Brugeren skal vide, hvilke resultater hun kan forvente
at opnå ved at deltage i programmet! Brugeren
skal have indflydelse på sit eget program!
Et CARF-akkrediteret program skal tydeligt redegøre
for dets generelle succeskriterier. Kriterierne
skal være målbare, og programmet skal systematisk
indsamle relevante data på om kriterierne indfries.
På denne måde sker der en løbende evaluering,
og resultaterne indgår som en vigtig del af det
informationsgrundlag, den potentielle bruger skal
have til sin rådighed, når hun foretager sit valg af
rehabiliteringstilbud.
“Det frie valg” er stadig en fremtidsvision, men
det er et skridt på vejen at udvikle “varedeklarationer”,
så den potentielle bruger får et mere
kvalificeret grundlag for at vælge netop det tilbud,
der passer bedst. En anden væsentlig fordel er, at
man over tid opbygger systematisk information,
som skal anvendes i den fortsatte styring og udvikling
af tilbuddet.
Et CARF-akkrediteret program inddrager brugeren
i planlægningen af hendes individuelle behandlingsforløb.
For CARF er det helt grundlæggende,
at brugeren opfattes som en samarbejdspartner,
hvilket er i tråd med den opfattelse, som i forvejen
praktiseres på Vejlefjord. CARF har via interviews
med tidligere og nuværende brugere fundet dokumentation
for, at det er tilfældet i Vejlefjords programmer.
Programmerne er fremover forpligtet til at
følge op på brugernes tilfredshed på dette punkt.
Øvrige samarbejdspartnere har krav på viden om
programmernes indhold, behandlingseffekt og pris!
Brugerens behov og programmets indhold skal
matche hinanden. Derfor skal samarbejdspartnere,
som henviser brugere, have en grundig viden om
indholdet, som ikke kun baseres på, hvad Vejlefjord
“tror” samarbejdsparterne gerne vil vide. Vi vil
systematisk følge op med at spørge vores samarbejdspartnere
om, hvad de har behov for at vide.
Behandlingseffekt er et væsentligt udvælgelseskriterium
for samarbejdspartnere. I en tid hvor der
stadig kommer nye tilbud, er det vigtigt at kunne
vælge det tilbud, som sandsynliggør den største
effekt.
Ressourceudnyttelse
Prisen spiller en stor rolle for dem, der betaler
for ydelsen. CARF kræver, at ressourcerne udnyttes
mest hensigtsmæssigt i den betydning, at
omkostninger og opnåede resultater løbende sam-

menholdes og underkastes en kritisk vurdering,
som fx om man kunne have opnået tilsvarende
resultater ved brug af færre ressourcer? Skal der
ske en omprioritering for at kunne imødekomme
andre behov etc.
Foruden krav om faktuel viden har samarbejdspartnerne
også krav på at blive hørt. CARF stiller i
langt højere grad, end vi er vant til i Danmark, krav
om, at man skal inddrage samarbejdspartnerne i en
evaluering via løbende tilfredshedsundersøgelser.
Formålet er at give samarbejdspartnerne indflydelse
på programmerne, og måden vi formidler
resultaterne på.
Programmernes politikker og procedurer skal
være på plads, og personalet skal kende forventninger
og krav og vide, hvordan de skal leve op
til disse!
CARF lægger stor vægt på, at medarbejderne har
den nødvendige information og uddannelse, for at
de kan udføre deres jobfunktioner tilfredsstillende.
Det inkluderer fx, at koncept, procedurer, politikker
og stillingsbeskrivelser skal være ajourførte, velbeskrevne
og tilgængelige. Kort sagt stiller CARF krav
om, at organisationen kan leve op til at være en
moderne arbejdsplads med rum for personlig og
faglig kompetenceudvikling.
Gør akkreditering en forskel?
Den afgørende forskel består i systematikken. Hvor
vi i en dansk kontekst måske traditionelt mere lader
normer og sædvaner råde frem for nedskrevne
politikker, så er CARF anderledes direkte med
krav om nedskrevne politikker og procedurer på
væsentlige områder. Det har ikke ført til et “procedurehelvede”.
Tværtimod kan vi konstatere, at en
masse irriterende og tilbagevendende spørgsmål
og emner, som før dukkede op med jævne mellemrum,
nu er afklaret én gang for alle – alene dét
har næsten været hele processen værd!
Vi fik ryddet op i den daglige praksis. Der fordres
nemlig en beskrivelse af træningstilbuddet
- helt ned i detaljen, og undervejs i arbejdet med
beskrivelser blev der uundgåeligt ryddet op i “vi
plejer da....”, og “hvornår er det blevet besluttet
at...”. Den store øvelse gik i øvrigt ud på at holde
sig til at beskrive og systematisere det, der allerede
eksisterede og holde sig fra at søsætte nogle af de
mange nye ideer, som opstod – det kommer først
senere. Sikkerhed og miljø for medarbejdere og
brugere har aldrig været bedre på Vejlefjord end
nu. CARF går ikke på kompromis med disse emner
– så enkelt er dét!
Akkrediteringen tildeles tidsbegrænset – Vejlefjord
Neurorehabilitering har opnået en tre-årig
akkreditering – og for at fastholde kvaliteten på
samme høje niveau skal der udvikles, opdateres og
justeres i praksis og i beskrivelsen af praksis. Det
er en fortløbende proces med jævnligt tilbagevendende
udefra kommende kollegiale evalueringer.
Vi er overbeviste om, at det er til gavn for alle
parter at lade sig evaluere af andre aktivt udøvende
kolleger. Det er en investering i et internationalt
progressivt og udviklende samarbejde på mange
planer, og det vil fremover være et vigtigt værktøj
for Vejlefjord Neurorehabilitering. Vi håber, at andre
vil lade sig inspirere til at følge efter.
Vejlefjord.
1 The Commission on Accreditation
of Rehabilitation
Facilities (CARF)
er en privat nonprofit
organisation, hvis formål
er at udvikle og
vedligeholde praksisorienterede,brugerfokuserede
standarder med
det formål at hjælpe
rehabiliteringsenheder
i arbejdet med at måle
og forbedre kvaliteten,
værdien og resultaterne
af arbejdet. CARF har
siden 1997 akkrediteret
over 22.000 programmer,
heraf omkring
1000 programmer inden
for rehabilitering af senhjerneskadede.Yderligere
oplysninger findes
på www.carf.org.
AKKREDITERING
25

Boganmeldelse
26
AF PIA LØVSCHAL NIELSEN,
ANTROPOLOG, MAG.ART.
BOGANMELDELSE
Livet med en hjerneskadet
– ti beretninger om at være pårørende
Dette er en bog om pårørende,
af pårørende og for pårørende
skriver forfatteren Julie Lindegaard.
Hun er selv pårørende
og har bedt ti personer fortælle,
hvilke tanker og erfaringer
de hver især har gjort sig ved
at være pårørende til en
person med hjerneskade.
Fortællerne er alle ægtefæller
eller kærester til en
person med hjerneskade,
syv kvinder og tre mænd
fra 35 til 65 år. Det er
disse beretninger, som
er bogens kerne.
Ud over de ti beretninger
har bogen
et forord og et efter-
skrift, hvor Julie Lindegaard
kort nævner, hvordan hun selv blev pårørende,
og at hun har samlet disse ti beretninger i håb
om, at de kan være en støtte for andre pårørende.
Bogen slutter med gode råd og information til pårørende,
den pårørendes omgangskreds og generelle
råd til alle.
Bogen er stærkt personlig. Det understreges af,
at der er et foto og et citat af fortælleren, hver
gang en ny beretning begynder. Alder, by og navn
nævnes også, ligesom tidspunktet for skaden.
Her er ingen anonymitet. Ikke alene træder den
pårørende frem, også personen med hjerneskaden
beskrives. Det fremgår ikke af bogen, hvor vidt den
skadede har indvilget i at træde frem på denne
måde. Beretningerne er således ærlige og åbne,
og der er mange stærke, kontante og præcise
udsagn, som vidner om, at disse pårørende har
gjort sig erfaringer, som har ført dem gennem en
personlig udvikling af særlig karakter. Og den er
værd at læse om.
En af bogens styrker er, at beretningerne er
bygget op omkring forskellige forløb fra 1989 til
2002. Derfor er de pårørendes erfaring af forskellig
længde. Dette er især interessant i forhold til en af
de gennemgående fælles erfaringer: At det tager tid
for pårørende at erkende præmisserne for det nye
samliv. Flere af de pårørende understreger, hvordan
de ikke forstod hjerneskadens følger for samlivet
på en dag, hverken som skadet eller pårørende. Tid
kan uddrages som en væsentlig faktor for erkendelse
i fortællingerne.
En interessant vinkel er, at voksne samlevere
sætter sig selv til side, når deres ægtefælle eller
kæreste får en hjerneskade – og hvilken pris denne
tilsidesættelse har. Et citat af en af de pårørende
udtrykker dette kontant og rammende: Jeg fortryder,
at jeg gik med listesko, for det kan man ikke
gøre et helt liv.
Endnu en interessant vinkel er de personlighedsforandringer
og rolleskift, som følger med. Traditionelt
tænker man dette i forhold til den skadede, og
dette beretter pårørende da også om, fx gennem
savnet af at kunne tale med hinanden som voksne
igen. Men man kan også uddrage af deres beretninger,
at erfaringerne igangsætter en udvikling, som
betyder, at de selv og deres rolle i familien ligeledes
forandrer sig. I det lys kan man pege på gensidige
personlighedforandringer og rolleskift.
Bogen er et væsentligt bidrag til et indblik i,
hvordan og hvor forskelligt det opleves at være pårørende
til en person med hjerneskade. Personligt
kunne jeg have tænkt mig en form for opsamling
på det fælles i disse unikke beretninger. Dette overlades
helt til læseren, og det er lidt ærgerligt, for
der tegner sig flere forskellige interessante vinkler,
udover de her nævnte. Forhåbentlig kan bogen give
lyst til at beskæftige sig mere med dette område i
fremtiden. Til trods for savnet af en bearbejdning,
vil jeg mene, at bogen, udover den gruppe, der
nævnes som dens målgruppe, også vil være interessant
at læse for personer, som arbejder professionelt
med personer med en hjerneskade.
Livet med en hjerneskadet
– ti beretninger om at være pårørende
af Julie Lindegaard
Turbine Forlaget 2004
Pris: Kr. 198 (vejl.)
158 sider.

Børn der er anderledes
– Hjernens betydning for barnets udvikling
Den anden udgave af bogen Børn der er anderledes
er en videnskabeligt opdateret, tværfaglig beskrivelse
af forhold vedrørende forskellige udviklingsforstyrrelser
hos børn med fokus på hjernens
betydning for den anderledes udvikling.
Følgende udviklingsforstyrrelser bliver – af fagpersoner
med særlig viden og interesse inden for
det specielle område – behandlet i bogen:
• Psykisk udviklingshæmning
• Motoriske forstyrrelser
• Gennemgribende udviklingsforstyrrelser
– autismespektret
• Sprogforstyrrelser
• Opmærksomhedsforstyrrelser
• Nonverbale indlæringsvanskeligheder – NLD
• Tourettes syndrom – TS
• Tvangstanker og tvangshandlinger – OCD
• Epilepsi
• Hovedpine
De forskellige beskrivelser af udviklingsforstyrrelser
beskæftiger sig både med generelle og specifikke
områder. Hvert område er forsynet med illustrative
case-beskrivelser, og der er beskrevet behandlingsmuligheder
– den psykologiske og pædagogiske
indsats – ligesom de fleste områder har medtaget
barnets prognose. Efter hvert kapitel findes til
supplerende læsning en litteraturliste og bagest i
bogen, en ordforklaring.
Et kapitel redegør for de forskellige metoder,
som danner grundlaget for at kunne vurdere de
hjernemæssige abnormiteter. Der redegøres også
for forskellen mellem en medfødt og en erhvervet
hjerneskade. Omkring den neurologiske undersøgelse
beskrives forskellige reflekser og deres
hjernemæssige betydning. I beskrivelsen af den
børneneuropsykologiske undersøgelse redegøres
der for de kognitive- sproglige- og adfærdsmæssige
områder, som denne undersøgelse omfatter.
Samtidig er der en god beskrivelse af EEG (Elektroencefalografi
– måling af hjernens elektriske
aktivitet) og de forskellige skanningsmetoder og
deres muligheder for at komme med supplerende
viden i forhold til den samlede vurdering af barnets
tilstand.
I et kapitel beskrives hjernens anatomiske og
funktionsmæssige udvikling. Her gives en let forståelig
indføring i hjernens komplicerede opbygning
og funktion.
Bogen henvender sig til lærere, pædagoger,
psykologer, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter,
mv. med interesse for, men uden specifik
ekspertise på området.
Børn der er anderledes
– Hjernens betydning for barnets udvikling.
Redigeret af: Anegen Trillingsgaard,
Mogens A. Dalby og John R. Østergaard.
Psykologisk Forlag 2003.
Pris: kr. 348
300 sider.
EN RIGTIG GOD BOG,
DER NU BARE ER BLEVET BEDRE.
AF ANNE MARIE BECK-NIELSEN,
BØRNENEUROPSYKOLOG.
BOGANMELDELSE
27

28
AF POUL JENNUM,
OVERLÆGE, DR.MED. CENTER FOR
SØVNFORSTYRRELSER,
KLINISK NEUROFYSIOLOGISK AFDELING
KAS GLOSTRUP.
1 Søvnapnø er uregelmæssighed
i vejrtrækningen
under søvn.
Typisk en lang pause
efterfulgt af høj snorken
(apnø= vejrtrækningspause).
Patienterne får
svære afbrydelser af
søvnen, hvilket medfører
betydelig dagtræthed.
Behandles med
indblæsning af luft i
næsen med ansigtsmaske.
2 Narkolepsi er en neurologisk
sygdom med
ukontrollable søvnanfald
og kortvarige tilfælde
med tab af muskelkraften.
Behandles med
centralstimulerende lægemidler.
3 Søvnløshed – en subjektiv
oplevelse af søvnbesvær.
BOGANMELDELSE
Boganmeldelse
Søvn
Mennesket tilbringer mellem en fjerdedel
og en tredjedel sovende, resten vågen.
Igennem mange år har man ignoreret dette
forhold, men i begyndelsen af 1960’erne
steg interessen for søvnens fysiologi samt
dens biologiske og psykologiske betydning.
Yderligere har man fundet en lang
række sygdomme, som er relateret til søvnen,
og som har alvorlige konsekvenser for
dagfunktion, sociale forhold, sygelighed og
dødelighed. Indenfor de sidste 20 år har interessen
derfor været stigende for søvnens
fysiologi og for de sygdomme, der relateres
hertil. Vi har i dag langt mere indsigt i de
mekanismer, der regulerer døgnrytme, søvn
og vågen tilstand herunder de regulationsmekanismer,
der findes i hjernen og de
signalstoffer – neurotransmittersystemer,
der er involveret heri.
Dette er blandt andet i fokus i psykiater
og formand for Psykiatrifonden Jes Gerlachs
bog.
Bogen spænder vidt. Emner som den
almindelige søvn, mekanismer bag søvnen,
virkningsmekanismer ved lægemidler
herunder sovemidler (hypnotika) nævnes.
En række sygdomme som for eksempel
søvnapnø 1) , narkolepsi 2) , insomnia 3) beskrives.
Yderligere sættes fokus på søvnforstyrrelser
ved psykiatriske sygdomme.
Problemerne med det alt for store forbrug
af sovemidler diskuteres, og der gives
en række praktiske råd som led i behandling
af søvnbesvær, herunder betydning
af livsstilsforhold som søvnvaner, fysisk
aktivitet m.v.
Der foreligger en række internationale
bøger om emnet, ligesom der også tidligere
har været publiceret bøger på dansk. Den
aktuelle bog opdaterer den eksisterende viden
og henvender sig til den interesserede
borger, men kan også læses af fagpersoner,
der ønsker en let-læst introduktion til
området.
Jes Gerlach:
Søvn
Psykiatrifondens Forlag, 2003.
Pris: kr. 150
154 sider.
Nyt fra
KONFERENCE den 25. & 26. OKTOBER 2004
Videnscenter for Hjerneskade arrangerer i samarbejde
med Socialministeriet konferencen:
Rehabilitering af hjerneskaderamte i den nye
struktur, som vil finde sted i DGI-byen, København.
Konferencen danner dels afslutning og dels
videreførelse af projekt HELHED I INDSATSEN
– systematisk indsamling af og tilvejebringelse af
tilgængelighed til viden på hjerneskadeområdet. Et
projektsamarbejde mellem Videnscenter for Hjerneskade
og Socialministeriet som har kørt siden
1999, hvor Socialministeriet afsatte 55 millioner kr.
til videreudvikling af indsatsen på hjerneskadeområdet.
Projektperioden er i sin afsluttende fase, de
afsluttende rapporter (se nedenfor) er snart klar til
trykning og vil være klar til udgivelse i august.
Konferencen sætter fokus på de erfaringer der
er indhøstet i projektperioden, og hvordan de kan
overføres og videreudvikles i den kommende nye
struktur?
Konferencen vil foregå som en blanding af foredrag,
workshops og paneldiskussioner.
Connie Hedegaard vil være diskussionsleder og
opsamler den 25. okt.
Målgruppen for konferencen er: Beslutningstagere,
embedsmænd, projektmagere, alle professionelle,
der arbejder med mennesker med erhvervet
hjerneskade, pårørende og hjerneskaderamte.
Hold øje med Videnscenterets hjemmeside for
løbende nyt om konferencen, hvorfra også programmet
vil kunne downloades, når det foreligger
på: www.vfhj.dk
Prisen for to dage: 1100 kr.
Dette er inklusiv kaffe og frokost begge dage og
middag den 25. om aftnen.
Tilmelding skal ske til:
Kongresbureau Fyn
Sivmosevænget 4
5260 Odense S
Kontaktperson: Camilla Krøytzer, tel. 66 12 75 30
Kommende satspuljerapporter
En omfattende erfaringsopsamling fra de mange
satspuljeprojekter bliver afsluttet henover sommeren
– et arbejde som konkret udmønter sig i fire
tematiserede publikationer:
• Arbejde og fritid for mennesker med erhvervet
hjerneskade

Videnscenteret
• Overgangen mellem fase to og tre i rehabilitering
af senhjerneskadede
• Uddannelse af personale
• ICF som redskab i helhedsorienteret og velkoordineret
indsats
Hovedproblemstillingerne og anbefalingerne på
tværs af de fire områder samles i en mindre overordnet
publikation:
• Helhed i indsatsen
Endelig vil en publikation ved navn:
• Den Historiske Udvikling i Rehabiliteringen af
Hjerneskadede i Danmark
sammenfatte og diskutere udviklingen i indsatsen
i forhold til mennesker med hjerneskade, som den
er foregået igennem de seneste godt 20 år.
Publikationerne kan bestilles hos Videnscenter for
Hjerneskade fra august 2004.
Ny projektansat medarbejder på Videnscenteret
I begyndelsen af maj igangsatte Hjerneskadeforeningen
og Videnscenter for Hjerneskade et nyt
projekt, som har fokus på samarbejdet mellem pårørende
og professionelle. Antropolog Pia Løvschal
Nielsen skal gennem interviews med pårørende til
personer med erhvervet hjerneskade indsamle oplysninger
om, hvordan de har oplevet samarbejdet
med professionelle i rehabiliteringens forskellige
forløb. Hensigten med projektet er at få et indblik
i, hvordan dialog og samarbejde mellem pårørende
og professionelle kan forbedre rehabilitering. Projektet
slutter i oktober.
Fra maj til oktober vil Pia Løvschal Nielsen have
arbejdsplads på Videnscenter for Hjerneskade.
Næste nummer af Fokus
Det næste nummer af Fokus kommer til at handle
om, hvordan vi kan forstå og hjælpe hjerneskaderamte
med voldsom adfærd.
Uddeling af legater fra Rehab-puljen,
april 2004
Puljens formål er at opmuntre fagpersoner indenfor
hjerneskadeområdet til at indhente ny viden og
inspiration til indsatsen overfor hjerneskadede i
Danmark.
Til Rehab-puljens bestyrelsesmøde den 2. april
2004 indkom 8 ansøgninger. En trak efterfølgende
sin ansøgning tilbage, da der er modtaget bevilling
fra anden side. En ansøgte om støtte til kursus,
som der allerede tidligere er ydet støtte til og fik
derfor afslag. En anden ansøgte om støtte til masteruddannelse
og fik afslag med begrundelsen, at
ansøger endnu ikke havde fastlagt specialets emne,
mens en ansøger fik afslag, fordi puljen ikke kan
yde støtte til hjælpemidler og sekretærhjælp.
Følgende legater blev uddelt:
Ergoterapeut Britta Garder Jacobsen, Hillerød
sygehus. Kr. 5.000,- til deltagelse i 1. fagmodul i
uddannelsen til FOTT terapeut.
Ergoterapeutstuderende Louise Faurskov & Dorrit
Jensen, Ergoterapeutskolen i Esbjerg. Kr. 10.000,- til
studietur til USA.
Ergoterapeut Helle B. Johansen og Marianne
Eberhardt. Kr. 10.000,- til specialkursus for ergoterapeuter
med fokus på ADL.
Næste ansøgningsfrist til rehabpuljen er 15.
september 2004.
Rehab-puljens fundats, forretningsorden og ansøgningsskema
findes på Videnscenterets hjemmeside:
www.vfhj.dk/rehab.asp sammen med en liste
over formål, der tidligere er ydet støtte til.
Projektindkaldelse fra Hjernesagen
Støtte til forskningsprojekter vedr. klinisk forskning
i apopleksi.
HjerneSagen indkalder ansøgninger til projektstøtte
til klinisk forskning i apopleksi, behandling
og genoptræning.
HjerneSagen er en landsforening for apopleksi-
og afasiramte og har som et af sine vigtigste formål
at arbejde for en forbedring og udvikling af apopleksibehandlingen
– såvel m.h.t. sygdommen som
behandling og genoptræning. Derfor er det vigtigt
at støtte forskning på dette område.
Ansøgningen udformes på særligt ansøgningsskema,
som sammen med vejledning kan rekvireres
i HjerneSagens sekretariat på tlf: 36 75 30 88, fax:
36 75 30 98, mail: admin@hjernesagen.dk (begge
dokumenter kan mailes i PDF-format).
De kan også downloades i to PDF-filer via
www.hjernesagen.dk, “Forskning” og “Ansøgningsskemaer”.
Ansøgningen, som stiles til HjerneSagen, Kløverprisvej
10 B, 2650 Hvidovre, afleveres i otte
eksemplarer på ansøgningsdagen inden kl. 12.
Ansøgningsfrist er den 13. september 2004.
NYT FRA VIDENSCENTERET 29

30
NYT FRA BØRNEOMRÅDET
Nyt fra børneområdet
•
HAMMEL NEUROCENTER
Centeret er oprettet som et vestdansk tilbud til de
svært skadede, men forventer at kunne udvide i løbet
af 2004 med fire senge til de moderat skadede
børn fra Århus Amt. Det fungerer som et dagtilbud
over en længere periode, men finansieres som et
hospitalsbaseret fase to tilbud.
•
RINGKJØBING AMT
Der er lavet indstilling om en hjerneskaderådgivning,
men indstillingen er ikke konfirmeret af
beslutningstagerne. Sagsbehandling foretages af
Henny Holmgård og Helen Sandal.
En afklaring mangler af, hvordan man kan tilbyde
neuropsykologisk vurdering i fase tre – efter
hospitalsfasen.
•
ROSKILDE AMT
Roskilde Amt etablerede et Børnesamråd i 2000,
som mødes hver tredje måned. Det er en selvstændig
enhed under Roskilde Amt og rådgiver
kommunen – specielt PPR. Rådet består af en
socialrådgiver fra amtet, en overlæge fra Amtssygehusets
børneafdeling, en neuropsykolog fra
amtets børnerådgivning, en fysioterapeut fra Amtsygehuset
og en repræsentant fra undervisning og
kulturforvaltningen i amtet. Kontaktperson er Annie
Jakobsen, Roskilde Amt. Tlf: 46323232
Roskilde Amt har med sine kun 250.000 indbyggere
ikke specifikke tilbud til børn og unge med
erhvervet hjerneskade. Der henvises derfor fra
sygehuset til Børnecenter for rehabilitering, dagtilbudet
på Geelsgård. Akutte, svære skader henvises
til Hvidovre Hospital.
Forløb ved svære akutte traumatiske skader:
1. Neurokirurgisk afd. Rigshospitalet
2. Fase II på Hvidovre (hvis plads og optagel-
seskriterier er opfyldt) ellers et fase II forløb på
Roskilde Amtssygehus.
3. Fase III: Ofte via dagtilbudet på Geelsgård
(henvist på opfordring fra sygehusets børneafd.
– visiteres via amt & kommune – hvis behov).
4. Mulighed for fase III tilbud på Børnecenter
for rehabilitering, eller lokalt tilbud med vejledning
derfra eller fra børneafd. på Amtssygehuset.
•
Susanne Blichfelt, overlæge børneafdeling,
Roskilde Amtssygehus.
SØNDERJYLLANDS AMT
I forhold til indsatsen for børn med erhvervet
hjerneskade er organiseringen i amtet ændret. Der
er nu etableret et hjerneskadeteam og et hjerneskadesamråd
mod tidligere kun et hjerneskadesamråd.
Teamet behandler sager, og samrådet er
det overordnede organ og gælder for både børn
og voksne. Det har eksisteret i ca. halvt år. Der
drøftes bl.a. procedurer i forhold til samarbejde
socialforvaltning/amtsgård og sygehus imellem.
Der er nu kontaktpersoner i alle kommuner. Sønderjyllands
Amt redegør for dets muligheder i en
brochure, som findes på: www.sja.dk
•
Konsulent Dorthe H. Bay, Skole- og
specialrådgivningen, Sønderjyllands Amt
VEJLE AMT
Vejle Amt har i 2001 nedsat Arbejdsgruppen for
Neurorehabilitering i amtet med henblik på at
indsamle alle oplysninger om tilbud på såvel
sundhedsområdet som socialområdet og fremkomme
med anbefalinger til en samlet strategi på
hjerneskadeområdet. Arbejdsgruppen har på nuværende
tidspunkt defineret målgruppen og kortlagt
tilbudene på området og er netop startet på en
nærmere analyse af tilbudene.

Når et barn i Vejle Amt indlægges på Hammel
Neurocenter sker dette i samarbejde med pædiatrisk
afdeling Kolding Sygehus og Familieafdelingen,
Vejle Amt. En kontaktperson deltager i møder på
Hammel Neurocenter og samarbejder sideløbende
med barnets forældre og sagsbehandler i primærkommune
med henblik på tiltag og genoptræningstilbud
efter udskrivning fra Hammel Neurocenter.
Nogle få børn indlægges på pædiatrisk afdeling
i Kolding, hvor også genoptræningen foregår, og
udskrives herfra til genoptræning i primær eller
amtskommunal regi.
Hjerneskadeteamet, som varetager rådgivningsforpligtigelsen
på voksenområdet, har aftale med
Vejle Amt om, at ved henvendelse vedrørende børn
og unge mellem 0 – 17 år henviser Hjerneskadeteamet
videre til kontaktperson i Familieafdelingen,
Vejle Amt. Ved henvendelser vedrørende unge mellem
17 – 18 år indhenter Hjerneskadeteamet oplysninger
i sagen mhp. vurdering og/eller rådgivning
i det fortsatte rehabiliteringsforløb. Der indledes
samtidig samarbejde med Voksen Handicapafdelingen
i Vejle Amt.
Arbejdsgruppen er på nuværende tidspunkt
opmærksom på, at der er behov for en koordinerende
indsats til børn og unge med erhvervet hjerneskade,
som kunne afhjælpes ved etablering af et
Koordinerings, Rådgivnings og Visitationsteam.
•
Karin Bundgård Nielsen, Specialeansvarlig
sygeplejerske, Pæd. Afd. Kolding sygehus,
Birgit Høgh Sørensen, Familieafdelingen,
Vejle Amt, Pernille Nesbit,
Leder af Hjerneskadeteamet, Vejle Amt.
VIBORG AMT
Hjerneskadesamrådet vedr. børn og unge i Viborg
Amt følger p.t. 30 børn og unge i alderen 5-17 år.
Der er tale om systematisk opfølgning til den
unge bliver 18 år. Den faglige sammensætning i
hjerneskadesamrådet er: neuropædiater, fysioterapeut,
ergoterapeut, socialrådgiver, talekonsulent og
børneneuropsykolog.
Samrådet har udgivet tre pjecer: En informationsfolder
om hjerneskadesamrådet, en om hjernerystelse
og en om rehabiliteringstilbuddet.
I forbindelse med Socialministeriets satspuljemidler
har P.P.S. (Pædagogisk, psykologisk
Specialrådgivning) et projekt vedr. optimering af
fase tre tilbud. Der afholdes træf for børn og unge
med erhvervet hjerneskade og forældreaftener med
forskellige faglige temaer. Der har været fokus på
sociale vanskeligheder, hukommelsesvanskelighe-
der og opmærksomhedsmæssige vanskeligheder.
Der afholdes i løbet af 2004 en kursusrække for
fagpersoner, hvortil der er 90 tilmeldte. Til samtlige
aktiviteter er der inviteret til deltagelse fra
naboamterne.
Det østdanske tilbud
Børnecenter for Hjerneskade er fusioneret med
Geelsgårdskolen og hedder nu Børnecenter for rehabilitering
og har til huse på Geelsgårdskolen. Der
er således et fælles dagtilbud (otte pladser til udredning
og rehabilitering) og et lokalbaseret tilbud
(rejseholdet) for hele Østdanmark. Københavns
Amt er værtsamt, og centeret vil blive vurderet på,
om dets indsats er rentabel.
Et lokalbaseret team bestående af to lærere og
to psykologer underviser, støtter og superviserer
personalet og forældrene omkring barnet, så barnet
kan blive i dets lokalmiljø.
Teamet tager sig af børn med let til moderat
skade. De moderat til svært skadede børn er tilknyttet
dagtilbudet på Geelsgård.
•
ÅRHUS AMT
Susanne Weidner, speciallærer,
Børnecenter for rehabilitering
Der er i 2003 etableret et Hjerneskadesamråd for
børn og unge med erhvervet hjerneskade i Århus
Amt, hvis definerede funktioner er: Opsamling af
viden på området, løbende forbedring og udvikling
af koordineringen mellem de tre faser, og skabelse
af overblik over området med henblik på kortlægning
af behov og problemstillinger
Arbejdet varetages fra amtets Børn og Ungeafdeling,
og arbejdsgruppen består af repræsentanter
fra kommunernes PPR og socialområde, faglige
repræsentanter fra sygehusene (herunder Hammel
Neurocenter), sygehusforvaltningen og undervisnings-
og socialfaglige konsulenter fra handicapområdet
i amtets Børn- og Ungeafdeling.
På nuværende tidspunkt foreligger udkast til
dele af en REHAB-bruger informationsmappe, hvis
indhold tænkes bredt til at omfatte pårørende til
børn og unge med erhvervet hjerneskade og til de
offentlige sektorer – kommuner, sygehuse og amt.
Formålet er at sikre et så tilfredsstillende patientforløb
som muligt. Arbejdet med at finde en model for
hjerneskadesamrådets arbejde pågår stadig.
Birgit Mangor, socialkonsulent,
Børnerådgivningen, Århus Amt.
NYT FRA BØRNEOMRÅDET 31

Ændringer vedr. abonnementet ID-nummer 46303
ring venligst 7589 7877 Magasinpost ”B”
Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32
7140 Stouby
Aktiviteter
Emotionelle vanskeligheder efter senhjerneskade
Tid: 9. september 2004
Sted: Vejlefjord
www.vejlefjord.dk
Posttraumatisk epilepsi
Tid: 15. september 2004
Sted: Hammel Neurocenter
http://neurocenter.dk/uddannelse
Obstipation, diarre og urin- og afføringsinkontinens
hos hjerneskadepatienter
Tid: 20. – 21. september 2004
Sted: Hammel Neurocenter
Sådan taler du med en patient, der har afasi
Tid: 21. september 2004
Sted: Hammel Neurocenter
Selvbeskyttelseskursus
– tilgang til udadreagerende senhjerneskadede
unge og voksne
Tid: 30. september 2004 – 1. oktober 2004
Sted: Hammel Neurocenter
Evidence-Based Medicine in Neurorehabilitation
Tid: 30. september 2004 – 2. oktober 2004
Sted: Zürich
www.neuroplasticity.ch/wfnr/index.htm
Flere kurser– nationale såvel som internationale
– kan ses på: www.vfhj.dk/kalender.asp
Temadag for forældre til hjerneskadede unge
Tid: 30. oktober 2004
Sted: DGI-byen, Kbh.
www.ffsb.dk
Rehabilitering af hjerneskaderamte i den nye struktur
Tid: 25. – 26. oktober 2004
Sted: DGI-byen, København
www.vfhj.dk
Senhjerneskader og psykiatriske lidelser – dobbeltdiagnoser
Tid: 11. november 2004
Sted: Vejlefjord
Efter Hjerneskade: Pårørende og familie
Tid: 19. – 21. november 2004
Sted: Oslo, Norge
www.kress.sunnaas.no
3. Meeting on Brain Tumors
Tid: 2. – 3. december 2004
Sted: Berlin, Tyskland
gibson@mdc-berlin.de
6th World Congress on brain Injury
Tid: 5. – 8. maj 2005
Sted: Melbourne
www.icms.com.au/braininjury/
Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32, 7140 Stouby, tlf.: 75 89 78 77
info@vfhj.dk, www.vfhj.dk