Læs side 6-11 i MiljøDanmark nr. 4, 2004 - Miljøministeriet

More documents

Recommendations

Info

Det frustrerende møde med lægen Mange læger kender slet ikke til MCS. Det betyder, at patienterne føler sig afvist og i værste tilfælde bliver behandlet som psykiatriske tilfælde. – Det er måske 99 procent af landets læger, der aldrig har hørt noget om det. Sådan bedømmer Søren Vesterhauge den eksisterende viden om MCS i det danske sundhedsvæsen. Det manglende kendskab betyder, at mange patienter føler sig afvist, og lægerne føler sig frustrerede. – Det typiske læge-patientforhold er, at patienten kommer og klager over noget, som ser ret alvorligt ud, men den autoriserede og videnskabelige viden om det er meget be-grænset. Selv den læge, der interesserer sig for MCS vil mangle så meget viden, at det er helt pinagtigt. Som mange andre fagpersoner vil vi have en tilbøjelighed til at sige, at hvis vi ikke ved noget om det, så eksisterer det ikke. Vi vil gerne præsentere os som nogle, der ved noget om det, patienterne taler om og som kan løse problemet. Og det, tror jeg, er en af de psykologiske forklaringer på, at mange patienter føler sig afvist og måske også rent faktisk bliver afvist af mine kolleger, siger Søren Vesterhauge. Han påpeger desuden, at patienterne ofte er bange for fx hospitaler, fordi de er fyldt med lugte og kemikalier. Af Miljøstyrelsens rapport om MCS fremgår det også, at mange har oplevet at blive mistænkeliggjort og betragtet som et psykiatrisk tilfælde. De praktise- rende læger kan godt finde på at betragte deres patient som ”fikseret” i sin sygdom. Søren Vesterhauge medgiver, at patienterne kan virke hysteriske og fremtræder som psykisk meget påvirkede over deres situation. – Det kan skyldes frustration over hele tiden at blive afvist og ikke forstået. Det kan også være en reaktion på det helt oplagt groteske, at man ikke kan være sammen med andre mennesker og bruger en undskyldning, som ingen lige kan forstå, nemlig at de lugter af et eller andet. Og det kan være en reaktion på den almindelige sociale isolation, når man ikke kan køre med offentlige transportmidler eller klare et almindeligt arbejde, fordi man bliver udsat for ting, man ikke kan tåle. Men Søren Vesterhauge afviser blankt, at det er psyken, der er afgørende for, om man udvikler MCS. – Der er overhovedet intet belæg for, at det skulle være specielt psykisk disponerede patienter, at det er hysterikere og hypokondere. Men når man løber tør for somatiske forklaringer, forsøger man at stable noget psykologi eller psykiatri på benene. Det er dybt uretfærdigt over for de mennesker, som møder op med en hvilken som helst tænkelig grundpsyke, når de bliver syge, siger han. FOTOS: SCANPIX/BAM Fornyet fokus på MCS Regeringen har sat fokus på MCS i strategien ”Miljø og sundhed hænger sammen” fra 2003. Miljøminister Hans Christian Schmidt undersøger i øjeblikket mulighederne for at etablere et videncenter om MCS. Senere på året vil der blive nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for fagfolk, myndigheder og interesseorganisationer, der skal rådgive om, hvilke opgaver et sådant center kan have. Derudover planlægger Miljøministeriet følgende initiativer: • Generel informationskampagne til befolkningen om MCS. • Udbredelse af kendskabet til MCS blandt læger og andet sundhedspersonale i samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. • Oversættelse og rundsendelse af Miljøstyrelsens rapport om MCS til samtlige EU-lande. Sygdom eller ej? Miljøstyrelsen udsendte i 2003 en rapport, der gennemgik den eksisterende viden på området. Rapporten konkluderede, at fænomenet MCS eksisterer. MCS er dog ikke anerkendt som sygdom i Danmark. Det skyldes i følge afdelingslæge Lis Keiding fra Sundhedsstyrelsen, at der endnu mangler så meget viden om MCS, at det ikke er muligt at opstille så præcise diagnosekriterier, at lidelsen kan få et officielt diagnosenummer. Derfor bruger Sundhedsstyrelsen og en del andre fagfolk betegnelser som syndrom eller symptomkompleks. Lis Keiding understreger, at det ikke betyder, at Sundhedsstyrelsen ikke anerkender, at der er mennesker, der rent faktisk har symptomer. Overlæge Søren Vesterhauge tøver imidlertid ikke med at kalde MCS for en sygdom. – Det er en sygdom, fordi folk bliver syge af den, og fordi vi har en række mennesker, der frembyder det samme billede. Er de to betingelser opfyldt, er det en sygdom, siger han. MILJØDANMARK NR. 4 AUGUST 2004 9
❙ DUFT- OG KEMIKALIEOVERFØLSOMHED – MCS ❙ AF BENEDIKTE BALLUND ❙ – Når lægerne ikke kan finde ud af, hvad der er galt, så har patienterne knald i låget. Det gælder selvfølgelig ikke alle, men mange er skeptiske og synes bare, man er hypokonder. Den samme holdning har jeg mødt hos kommune og akasse. De fleste kender ikke noget til MCS. Sådan siger Poul Bjørklund Johansson efter at have været omkring masser af læger og myndigheder. Umiddelbart ser den 55-årige tidligere grafonom og musiker også sund og rask ud. Men ting, der for andre bare er behagelige, kan sende ham i seng med influenzasymptomer. Duften af en blomst for eksempel. Eller et parfumeret opvaskemiddel på hans køkkenbord. Men der skulle gå masser af år, før han fik sat et navn på sine gener: duft- og kemikalieoverfølsomhed. Vi dinglede rundt I 1960’erne arbejdede Poul Bjørklund Johansson som typograf. Trykfarven blev fjernet fra formene med benzin. Terpentinen blev fundet frem, når der skulle renses farve af valsene. Af og til også lakfjerner. Arbejdet foregik uden beskyttelse mod dampene. – Nogle gange dinglede vi rundt, som 10 MILJØDANMARK NR. 4 AUGUST 2004 Nogle gange dinglede vi rundt, som om vi var berusede, men vi fik at vide, at det ikke var farligt at være typograf, fortæller Poul Bjørklund Johansson. om vi var berusede, men da jeg uddannede mig til typograf, fik vi at vide, at erhvervet ikke var farligt. Det var kun sætterne, der kunne risikere at få blyforgiftning, erindrer han. Svimmelheden var dengang kun forbigående, men i dag ved han ikke, om arbejdet som typograf har været med til at gøre ham mere følsom. Eksem og synsforstyrrelser Der er masser af musikinstrumenter i Poul Bjørklund Johanssons lejlighed på Amager. Han har spillet det meste af sit liv. I 1970’erne holdt han pause fra typografarbejdet. Han ernærede sig som violinspillende folkemusiker og guitarlærer. Men folkemusikkens popularitet var for nedadgående. Derfor uddannede han sig til grafonom og vendte tilbage til sin gamle branche. På sit nye job kom han i kontakt med selvkopierende papir. Papiret var erstatningen for det gammeldags kalkerpapir. Bag på papiret sad en masse små kapsler, som blev brudt, når man skrev på det. Kapslerne indeholdt opløsningsmidler som benzen og formaldehyd, og når man arbejdede med papiret, sad man i dampene. – Jeg begyndte at få eksem på hæn- derne og led af svimmelhed, kvalme, utilpashed, hoste og synsforstyrrelser. Det sidste år jeg arbejdede der, var jeg på tre ugers ferie, hvor alle symptomerne forsvandt. Men første dag jeg var tilbage på arbejdspladsen, dukkede der blærer og kløe op, og kort efter havde jeg igen alle symptomerne. Konstant influenza I 1992 blev Poul fyret fra sit arbejde, og hans eksem blev anerkendt som en toksisk betinget arbejdsskade. Han fandt guitaren frem og tog igen fat som musiker. Karrieren gik godt, men selv om han havde forladt det selvkopierende papir, begyndte der at dukke uforklarlige symptomer op. Foruden eksemen led han af svimmelhed. Følte det som om han havde influenza og halsbetændelse hele tiden. Han fik også problemer, hvis han cyklede langt. Lægerne kunne ikke konstatere allergi eller astma, og det hjalp heller ikke, at han blev henvist til en halslæge. Han begyndte at aflyse musikerjobs og måtte til sidst opgive guitarspillet som levevej. Først i 1999 fik han en ide om, hvad der var i vejen. Eksemen var på det tidspunkt meget voldsom, og hans negle var
Page 1 and 2: FOTO: SCANPIX ❙ DUFT- OG KEMIKALI
Page 3: ❙ DUFT- OG KEMIKALIEOVERFØLSOMHE

Læs side 6-11 i MiljøDanmark nr. 4, 2004 - Miljøministeriet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?