Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Dødvægtstab
1. Dødvægtstabet
Dødvægtstabet er et begreb, der angiver, om samfundet som helhed er
blevet fattigere eller rigere som følge af et givet tiltag. Begrebet knytter
sig således hverken udelukkende til borgernes velfærd eller de offentlige
nettoindtægter, men i stedet til summen af disse. Dødvægtstabet ved et
givet tiltag er den del af borgernes velfærdstab, der ikke modsvares af en
tilsvarende stigning i de offentlige nettoindtægter. I det omfang reduktionen
af borgernes velfærd ikke direkte modsvareres af stigende offentlige
nettoindtægter, har samfundet som helhed mistet ressourcer. Dødvægtstabet
tilknyttet et tiltag defineres således af skatteteoretikere som: forskellen
mellem det beløb, skatteyderne maksimalt vil betale for at undgå skattetiltaget,
og det merprovenu, som tiltaget faktisk indbringer.
Det er umiddelbart vanskeligt at forstå denne definition. Hvorfor skulle
skatteyderen være villig til at betale mere end det, der faktisk opkræves i
skat, for at slippe for beskatning? At det ikke desto mindre ofte er tilfældet,
illustreres måske bedst ved et eksempel.
Hr. Hansen nyder ofte en sodavand og giver gerne de 5 kr., den koster. Nu
indføres imidlertid en særlig afgift på sodavand på 4 kr. Med denne nye
afgift synes hr. Hansen, at det er blevet for dyrt at drikke sodavand, og han
begynder i stedet at drikke mælk. Af forenklingshensyn forudsættes mælk
fritaget for afgifter og moms. Da hr. Hansen ikke køber nogen sodavand,
opnår det offentlige ikke noget provenu. Alligevel er hr. Hansens velfærd
blevet forringet. Man må formode, at hr. Hansen gerne ville give et beløb
for til gengæld at slippe for denne velfærdsforringelse. Beløbet udgør
dødvægtstabet i dette tilfælde, hvor det offentlige slet ikke opnår et provenu
som følge af afgiftsindførslen.
Hvad skaber dødvægtstabet? Inden afgiften blev indført betalte hr. Hansen
netop de 5 kr. pr. sodavand, det faktisk kostede at producere sodavanden.
Dvs. han betalte de samfundsmæssige omkostninger. Med indførelsen af
afgiften skal hr. Hansen imidlertid betale mere end de samfundsøkonomiske
omkostninger. På denne måde skaber afgiften en skattekile mellem de
privatøkonomiske omkostninger - som hr. Hansen står overfor - og de faktiske
samfundsøkonomiske omkostninger - knyttet til produktionen af sodavanden.
Det er netop denne skattekile, der fører til dødvægtstabet.
-35-