Dokumentation og evaluering - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade 

13. årgang 

Nummer 4 

Dec. 2006 

Dokumentation 

og evaluering 

Nyt arbejdssted eller 

ny adresse? 

Husk at give besked til FOKUS, 

hvis din adresse er ændret 

eller hvis en anden medarbejder 

skal modtage bladet. 

www.vfhj.dk info@vfhj.dk

foto: mette Trier 

Af DAViD ArNHolm 

FOKUS 

Tidsskrift fra 


13. årgang nr. 4, dec. 2006 

Udkommer fire gange om året. 

Det er gratis at abonnere. 

oplag: 4.000 

iSSN 1601-8257 

Trykt på 90 gram Alpa Sol 

Typografi: meta 

Forsidefoto: 

mette Trier 

3 Leder: Udfordring til kvalitetsudvikling 

gennem dokumentation og evaluering 

Af Leif Mørck. 

Videnscenter for Hjerneskade: 

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger 

Sanatorievej 32, 7140 Stouby 

Tlf.: 75 89 78 77 

fax: 75 89 78 79 

Email: info@vfhj.dk 

internet: www.vfhj.dk 

Redaktion: 

Sekretariatschef Brita Øhlenschlæger, 

informationsmedarbejder mette Trier, 

faglig medarbejder Hanne Pallesen og 

sekretær Birgit münch – alle fra 

Videnscenter for Hjerneskade. 

Design og tryk: 

Datagraf 

13. årgang 

Nummer 4 

Dec. 2006 

Tema: Dokumentation og evaluering 

4 Fælles viden er udgangspunktet for 

bedst mulig praksis 

Af Sven-Åge Westphalen og Brita Øhlenschlæger. 

8 Dokumentation af rehabiliteringsindsatsen 

Af Tonny Andersen. 

10 Valg af redskaber til dokumentation 

af rehabilitering 

Af Tonny Andersen. 

12 Udvælgelse af rating scales til effektmåling 

Af Ulla Vogt Bleshøy. 

14 Et evalueringsredskab kom til verden 

Af Ingrid Vingelen. 

16 Fra dokumentation til kvalitetsudvikling 

Af Vita Hagelskjær. 

18 Hvad virker for hvem? 

Af Kirsten Lorentzen 

20 Ny vej gennem tilbudsjunglen 

Af Kurt Gammelgaard Nielsen. 

Øvrige artikler 

22 Psykoanalysens betydning for neuropsykologien 

Af Frank Humle. 

24 Den dynamiske hjerne 

Af Gorm Hallas Møller. 

Indsendt stof: 

Videnscenter for Hjerneskade modtager 

gerne artikler, eller forslag til artikler. 

Du kan læse en vejledning til manuskripter 

på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp. 

redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne 

i indlæg i foKUS. redaktionen 

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller 

redigere indsendte indlæg. 

Debatindlæg, der forholder sig til navn- 

givne personer, vil forinden optagelsen blive 

forelagt disse til eventuelle kommentarer. 

Eftertryk i uddrag er tilladt med tydelig kildeangivelse. 

Deadline for stof til næste nummer: 

5. januar 2007 

26 Pleje og behandling af patienter 

med hjernesvulster 

Af Berit Eide. 

28 Billedværkstedet – træner hjernen 

Af Birthe Bjørslev. 

30 Kan vi lære noget af amerikansk 

rehabiliteringsarbejde? 

Af Jette Nemming. 

32 Nytter det noget at rejse ud? 

Af Steffen-Malik Høegh. 

Boganmeldelser 

33 Børn med epilepsi i folkeskolen 

Af Lene Sahlholdt. 

34 Vejviser 

Af Steen Christiansen. 

35 Rådgivning af unge 

Af Susanne Weidner. 

Filmanmeldelser 

36 Kommentar til filmene Ud af grænselandet 

og Hvem tager ansvaret. 

Af Lene Rostgaard-Klemmensen og 

Peder Sobarnia Dickmann. 

37 Afasi – med livskvalitet 

Af Inger Riberholt. 

38 Nyt fra Videnscenteret 

40 Kalender 

Målgruppen for Fokus: 

fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende 

tidsskrift. Det henvender sig 

først og fremmest til professionelle inden 

for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger, 

institutioner, sygehuse, skoler og beslutnings-tagere 

mv., men også til de skadede selv, 

deres pårørende og til brugerorganisationerne. 

fokus omhandler personer med erhvervet 

hjerneskade fra to år og opefter af dansk 

eller anden etnisk oprindelse. 

Det tilstræbes, at hvert nummer af fokus har 

et overordnet tema, som belyses ud fra 

forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som 

internationale erfaringer og viden formidles upartisk 

i bladet.

Den spidse pen 

Udfordring til kvalitetsudvikling 

gennem dokumentation og evaluering 

Videnscenterets konference “Udfordring og forandring, men hvordan?” tiltrak mange 

interesserede tilhørere. Der blev diskuteret og knyttet forbindelser på kryds og tværs 

af de mange faggrupper og sektorer, som var repræsenteret på konferencen. Interessant 

var det, at både fremtidens bestillere – kommunerne – og udbydere fra mange 

forskellige tilbud til personer med erhvervet hjerneskade var talstærkt repræsenteret. 

For emnet var dokumentation og evaluering. Det bliver nogle af nøglebegreberne, 

når kommunerne som fremtidens hovedaktører på hjerneskadeområdet skal købe de 

bedst egnede tilbud til deres borgere med erhvervet hjerneskade. Og når udbyderne 

skal beskrive deres tilbud på en sådan måde, at de skal kunne sammenlignes med 

hensyn til pris og kvalitet. 

I den sociale sektor har vi først lige indledt dokumentationsprocessen. Mange har 

været tilbøjelige til at mene, at der ikke kunne forskes i det sociale områdes ’bløde 

data’. Men på konferencen og i dette nummer af Fokus findes mange eksempler på, 

at det kan lade sig gøre. Allerede en systematisk beskrivelse af formål og indholdet i 

metoderne, der anvendes i et tilbud, giver stof til refleksioner over, om vores indsats er 

den korteste og bedste vej til det mål, vi har sat. Det giver os anledning til at overveje, 

hvorfor vi gør, som vi gør, og om det, vi plejer at gøre, altid er det bedste. 

Næste skridt er evalueringer af virkningen – at vi måler, om det, vi gør, har den 

ønskede og formodede virkning på klienten. Her ligger vigtige muligheder for videreudvikling 

og en løbende kvalitetsforbedring af vores rehabiliteringsindsats. 

Når metoder og mål i indsatsen overfor en bestemt målgruppe er klart beskrevet 

– og effekten på lidt længere sigt måske er dokumenteret – giver det samtidig gode 

argumenter for at fastholde, at borgerne har krav på at få de tilbud, som opfylder 

kvalitetskravene. 

Hvis kravet om evaluering derimod bringer os i en situation, hvor strikt dokumentation 

af effekt af et tilbud er en forudsætning for at opnå finansiering af rehabiliteringen, 

ender vi i en situation, hvor vi kan komme til at kaste barnet ud med badevandet. 

Hjerneskadede har behov for, at rehabiliteringen sættes ind på mange fronter, at den 

følges op og løbende tilpasses borgerens udvikling og dermed ændrede behov, og 

at effekten af rehabiliteringen også måles i forbedringer af den enkeltes hverdagsliv 

og livskvalitet. Her kan en række stive krav om dokumentation af effekt medføre, at 

der fokuseres på enkelttilbud, og at en stor del af rehabiliteringsindsatsen spildes 

på gentagne golde tests og ratings, som kun har til formål at sikre det økonomiske 

grundlag. Vi er herhjemme nået langt i udviklingen af metoder, der gennem en velkoordineret 

rehabiliteringsindsats sikrer, at mange hjerneskadede kan vende tilbage til 

en selvstændig og aktiv tilværelse. Det er en udvikling, vi skal fastholde og fremme 

gennem de mange nye muligheder, der ligger i, at indsatsen på hjerneskadeområdet 

nu samles hos én instans. 

leif mørck 

lEDEr

Af UDViKliNgScHEf i STyrElSEN 

for SPEciAlråDgiVNiNg og 

SociAl SErVicE, SVEN-ågE WESTPHAlEN 

og BriTA ØHlENScHlægEr, 

SEKrETAriATScHEf i ViDENScENTEr 

fælles viden er udgangspunktet 

for HjErNESKADE. 

DoKUmENTATioN & EVAlUEriNg 

Kommunerne står over en række store opgaver på handicapområdet som følge 

af strukturreformen. Nærværende artikels forfattere forsøger fra hver sit ståsted 

at forholde sig til, hvad det vil betyde i forhold til dokumentation og effekt, og til 

hvordan man kan sikre kvaliteten af den indsats, der ydes for eksempel i forhold 

til mennesker med pludseligt opstået hjerneskade. 

Af Sven-Åge Westphalen. 

Alle, der arbejder inden for det sociale område, ønsker 

at forebygge, fjerne, forbedre eller afhjælpe borgeres 

uønskede sociale tilstand. Dette gælder, uanset om 

man arbejder som sagsbehandler i en kommune, som 

pædagog, psykolog eller sygeplejerske i en institution, 

eller om man arbejder i en interesseorganisation, i 

staten eller i et videnscenter. 

Tilsvarende gælder det for alle, at jo større tilgængelig 

viden, der findes på ens område, desto bedre 

kan man udføre sit arbejde. indsamling og udvikling 

af viden, der jo langt hen ad vejen er en systematisk 

opsamling af de erfaringer, den enkelte medarbejder 

gør sig i sit daglige arbejde, er derfor altafgørende 

for, at vi gradvist bliver bedre til at løse vores opgaver. 

omvendt er utilstrækkelig viden nok en af de 

hyppigste årsager til, at der træffes afgørelser eller 

leveres en social indsats, som kunne have været 

bedre til løsning af borgerens problem(er). 

Det gælder derfor om at sikre, at der løbende 

sker en vidensopbygning og ikke mindst formidling 

af denne viden på alle niveauer; i sagsbehandlingen, 

i leveringen af den sociale indsats og på nationalt 

niveau, så man får stadig bedre forudsætninger til 

at løse sine opgaver. Hvis man ét sted har fundet en 

god måde til at sikre, at sagsbehandlerne kender et 

specialområde til bunds, og derved kan træffe den 

for borgeren bedst mulige afgørelse, så skal denne 

viden spredes. Der er ingen grund til, at man alle 

steder skal gøre sig sine egne erfaringer; derved risikerer 

man dels, at der ikke sker en positiv udvikling 

og dels, at der findes bedre løsninger andre steder. 

Endelig er det også mere kvalitets- og omkostningseffektivt, 

såvel for borgeren som for myndighed og 

leverandører, at man deler viden systematisk. 

men viden opstår ikke af sig selv, hverken på den 

enkelte arbejdsplads eller på tværs af arbejdspladser 

eller organisationer. Derfor er man nødt til at sikre, 

at der sker en systematisk og løbende indsamling 

af viden, ikke mindst på effektsiden: hvad gavner 

borgeren bedst! Det er derfor nødvendigt, at man 

systematisk indsamler og spreder viden om, hvad 

der virker. og i den sammenhæng tænker bredere 

end sin egen arbejdsplads, fordi det på sigt også er 

til gavn for én selv. Viden skal indsamles og formidles 

på tværs af organisationer, og det kræver noget af 

den enkelte medarbejder og organisation på lokalt, 

regionalt og nationalt niveau: 

• Systematisk indsamling, lagring og formidling af 

information om egen praksis (til eget såvel som 

til andres brug) 

• Systematisk og løbende udvikling af dokumenterede 

metoder – og det drejer sig såvel om metoder til 

brug for sagsbehandlere (fx udredning, handleplaner) 

som metoder til brug for egentlig social indsats 

(fx ergoterapi, familieterapi, kognitiv terapi) 

for at kunne sammenligne erfaringer og viden på 

tværs af organisationer er det nødvendigt, at man 

nationalt etablerer et mere ensartet begrebsapparat, 

så man snakker om det samme, når man udveksler 

information. Tilsvarende er det også nødvendigt 

at sikre en organisation, der kan indsamle, lagre og 

formidle den indsamlede viden. 

men indsamling af data, fx til effektmåling, er kun 

én kilde til nødvendig vidensudvikling og formidling.

for bedst mulig praksis 

faglige netværk, forsknings- og udviklingsprojekter, 

konferencer, kurser, forskellige former for erfaringsudveksling 

herunder videnscentre, databaser med 

videre er andre kilder, som er helt nødvendige for at 

sikre, at alle led i den sociale indsats benytter den 

bedst tilgængelige viden. Det er ikke nok, at viden 

eksisterer, den skal nå ud til alle relevante personer 

for at kunne anvendes. 

Eriks historie: 

– En historie fra det virkelige liv 

Af Brita Øhlenschlæger. 

Erik blev for nyligt ramt af apopleksi og udskrevet 

efter tre uger fra genoptræningsafdelingen med lette 

sprogproblemer og en let lammelse af højre arm. Umiddelbart 

var han sluppet nådigt fra sin hjerneblødning, 

men hjemme viste han sig langt fra at være den gamle 

Erik. Han var blevet irritabel, og dagene smuldrede, 

uden at han kunne tage initiativ til at ordne sin bil 

eller sørge for dyrene, som han plejede. Erik kunne 

ikke selv mærke, at han var forandret. Efter et par 

måneder tog han initiativ til at komme tilbage på sit 

arbejde på deltid. Arbejdspladsen tog velvilligt imod 

og hjalp, hvor den kunne. men efter et par måneder 

måtte den give op. Erik kunne ikke arbejde selvstændigt 

og krævede konstant igangsætning og overvågning. 

Derpå blev Erik tildelt førtidspension. 

Skaden havde også skabt store problemer i familien. 

De to store børn flyttede hjemmefra før planlagt, 

mens den yngste søn på 16 år følte sig konstant 

rettet og kritiseret af faderen, som han ellers var tæt 

knyttet til. Sønnen opholdt sig helst uden for hjemmet 

og begyndte at få problemer i skolen, hvilket han 

aldrig havde haft før. 

Eriks hustru, grethe, stod alene med børnenes 

trivsel, familiens økonomi og bekymringerne om, 

hvordan fremtiden skulle forme sig. i Erik havde hun 

ingen støtte, han syntes problemerne lå hos alle andre. 

Via familiens læge blev grethe henvist til at søge 

hjælp hos kommunen. 

Et halvt år efter skaden fik familien et par timers 

kommunal ergoterapeut om ugen. Terapeuten lagde 

et dagsprogram for Erik og prøvede at få ham til at 

følge det, samtidig med at hun støttede grethe. men 

efter nogle måneder gav grethe op. Hun forlangte 

separation, startede på en uddannelse i en anden 

by, og huset blev solgt. 

Kommunen hjalp herefter Erik til en ny bolig, madservice 

og hjemmehjælp hver 14. dag. Han fik tilbud 

om at komme på ældrecenteret, men benyttede sig 

ikke af det. Børnene og grethe besøgte ham en gang 

imellem, men ellers var han meget alene. Erik var 

trist og savnede sin familie og forstod ikke rigtigt, 

hvorfor det var gået, som det var. 

Kommentar 

Af Brita Øhlenschlæger. 

Problemerne for Erik og hans familie er meget typiske. 

En hjerneskadesag som denne vil ikke kunne betragtes 

som “en af de mest specialiserede og komplicerede 

enkeltsager”, som vil kunne tilbydes specialrådgivning 

af ViSo. Derfor skal problemstillingerne, der viste sig 

i sagsforløbet, løses kommunalt. 

Sammenhæng og koordinering i forløbet 

Dialogen manglede mellem genoptræningshospitalet 

og kommunen om Eriks problemer, da han blev udskrevet. 

Derfor blev der ikke planlagt et videre socialt 

rehabiliteringsforløb. 

Sagen blev kun behandlet i sygedagpengeafdelingen. 

Der kunne have været behov for at involvere 

andre afdelinger med henblik på støtte af familien og 

fx arbejdsmarkedsafdelingen, som kunne have støttet 

forsøget på genoptagelse af arbejdet. 

Der blev ikke lagt en samlet handleplan for den 

fremtidige indsats fra dag ét i det sociale system: 

måske kunne man have bevilget ergoterapeut til 

familien lige fra begyndelsen, måske kunne hun eller 

en støtteperson have sat ind med en første genoptræning 

af Eriks overblik, erkendelse og initiativ 

og derefter fået Erik henvist til yderligere genoptræningstilbud 

og specialundervisning. måske var 

genoptræningen mundet ud i en arbejdsintegration t 

DoKUmENTATioN & EVAlUEriNg


t 

med professionel opfølgning både over for arbejdspladsen 

og Erik. Erfaringerne fra de tilbud, hvor man 

arbejder systematisk med dette, viser, at det i mange 

tilfælde lykkes med en målrettet indsats at få hjerneskadede 

tilbage på arbejdsmarkedet. meget tyder 

på, at Erik med en koordineret indsats kunne være 

kommet til at fungere i et fleksjob. Disse erfaringer 

viser også, at en videre tilknytning til arbejdsmarkedet 

har en afgørende betydning for den skadedes 

fremtidige livskvalitet. 

Der var også et stort behov for at støtte grethe 

og familien, så familien måske kunne være forblevet 

samlet, og nogle af familiemedlemmernes problemer 

og stress havde været mindre. 

Neuroviden i kommunen 

Kommunen overså advarselssignalerne hos Erik: 

mangelfuld erkendelse af problemerne, personlighedsændring 

og initiativløshed. 

Kommunen overvejede ikke, om der var yderligere 

rehabiliterings- og udviklingsmuligheder. Det 

må man forvente, at der havde været hos en 43-årig 

apopleksiramt udskrevet efter blot tre ugers genoptræning. 

måske skulle der umiddelbart efter udskrivelsen 

have været forsøgt henvisning til yderligere genoptræning, 

specialundervisning eller hjemme-hos person 

med henblik på at genopbygge Eriks arbejdsopgaver 

og sociale funktion i familien? 

Når hjerneskadesager bliver kommunale, må en 

forudsætning være en vis specialviden i det kommunale 

team. Den skal sikre, at man for det første 

opdager, at det er en sag med en hjerneskade. Efterfølgende, 

at man er opmærksom på de mange 

mulige følger af en skade på hjernen, som foruden 

bevægelser styrer både forstand, følelser, energi, 

planlægning og de sociale funktioner. ændringer på 

disse områder kaldes skjulte handicap, og de er på 

længere sigt ofte mere invaliderende end de fysiske 

handicap. 

Foto: Mette Trier 

Brug af målrettede tilbud 

i samarbejde med de kommunale sagsbehandlere 

har sager som Eriks i reglen været koordineret af de 

amtslige hjerneskaderådgivninger, som har fulgt forløbet 

og løbende sikret, at de tilbud, der blev givet, var 

målrettet hjerneskadede og af en rimelig kvalitet. 

første januar 2007 opretter Styrelsen for Specialrådgivning 

og Social Service en tilbudsportal med 

oversigt over en række tilbud, som skal være de leverandører, 

kommunerne skal anvende. 

i forhold til sagsbehandlingen for Erik – og dermed 

borgere med erhvervet hjerneskade – rejser der sig 

en række overvejelser: 

Fleksibilitet og ansvarsfordeling 

Et effektivt socialt rehabiliteringsforløb for Erik vil 

indenfor det måske første halve eller hele år kræve en 

del tilpasninger og opfølgninger af mange og skiftende 

indsatsområder, både hvad angår sektorer i kommunen 

og leverandører. Hvem skal være koordinator og 

dermed tage ansvaret for opfølgning, så omfanget af 

indsatserne justeres efter det øjeblikkelige behov, 

og der skiftes til en anden leverandør, når der er 

behov for det. målet nås ikke nødvendigvis ved at 

indsatsens kvalitet er velbeskrevet, hvis borgerens 

behov har ændret sig. 

Det må indgå i koordinationen, at der holdes 

regelmæssige opfølgningsmøder med alle involverede, 

også familien. 

• Skal styringen af forløbet baseres på, at leverandørerne 

melder tilbage? 

• Skal styringen af forløbet foretages af de kommunale 

sagsbehandlere? 

Økonomi 

i Eriks forløb sparede man rent økonomisk i første 

omgang ressourcer ved at overlade problemerne til 

familien. men på længere sigt blev der skabt en pensionist 

med et permanent behov for hjælp, og kommunen 

mistede en velfungerende familie. måske får

Læs mere 

Se mere om Tilbudsportalen i artiklen 

Ny vej gennem tilbudsjunglen af Kurt 

Gammelgaard Nielsen på side 20 

de tilbageblevne på længere sigt behov for lægelig 

og anden behandling af de stresssymptomer, som er 

velkendte hos hjerneskadefamilier. måske havde en 

mere intensiv hjælp i starten været en bedre investering 

på længere sigt? 

Udfordringen er altså, at der ikke blot skal samles 

dokumentation for, hvilke metoder der er bedst, 

og hvor de anvendes. forudsætningen for at denne 

viden kan anvendes er, at det sikres, at problemerne 

er erkendt i kommunen – også når det drejer sig om 

komplekse sager med skjulte handicap som eksempelvis 

hjerneskadesager, og at der sker en løbende 

koordinering og tilpasning af de sociale tilbud på 

tværs af sektorer og faggrænser. 

Kommentar 

Af Sven-Åge Westphalen. 

Sagsbehandlerne skal yde borgerne en koordineret og 

helhedsorienteret indsats, som er fagligt velbegrundet 

og juridisk korrekt. og de skal sikre, at borgeren inddrages. 

Dette forudsætter, at sagsbehandlerne har 

tilstrækkelig faglig indsigt i den konkrete problemstilling 

og samtidig et godt kendskab til de muligheder, 

den pågældende kommune tilbyder. Endelig skal 

sagsbehandlerne kunne organisere og overskue alle 

relevante parter, så den konkrete sag kan belyses ud 

fra en helhedsorienteret indsats. 

Eriks historie viser, at det ikke er lykkedes i den 

pågældende kommune at levere den helhedsbetragtning, 

han har krav på. og det er ikke tilfredsstillende. 

Det er imidlertid vigtigt at finde ud af årsagen 

til, at det ikke lykkedes for at undgå lignende tilfælde 

i fremtiden: 

• Skyldes det manglende politisk og/eller forvaltningsledelses 

fokus på handicapområdet? 

• Skyldes det manglende faglig indsigt og/eller 

manglende viden om, hvorfra faglig viden kan 

hentes? 

• Skyldes det manglende inddragelse af relevante 

Styrelsen for Social Service har netop udgivet en brochure “Hele vejen rundt”, 

der videregiver 11 historier om god sagsbehandling på handicapområdet. 

Pjecen kan findes på styrelsens hjemmeside www.servicestyrelsen.dk 

parter fra andre dele af forvaltningen – måske fordi 

forvaltningen ikke er organiseret til at kunne håndtere 

tværfaglige sager? 

• Skyldes det manglende inddragelse af borgeren 

og borgerens familie? 

• Skyldes det en generel mangel på dokumenteret 

viden om, hvad der kan gøres – og virker? 

læringen af Eriks historie er ikke, at sagen er håndteret 

dårligt eller, at der findes viden, der kunne have 

givet ham og hans familie en bedre kommunal støtte. 

læringen er, at det ikke nytter, at nogen besidder den 

rette viden, hvis den viden ikke kommer ud til alle 

dem, der har behov for den viden. 

og vidensdeling sker ikke af sig selv. Det kræver, 

at der er vidensopsamlere, og at disse personer eller 

organisationer er kendte og tilgængelige, uanset 

om vidensopsamlingen sker lokalt, regionalt eller 

nationalt. men det kræver også, at enkeltpersoner 

og organisationer sikrer sig, at viden omsættes til 

daglig praksis. 

for at undgå lignende historier som Eriks er det 

vigtigt, at forvaltningerne lærer af hinanden for at 

finde frem til en organisering og sagsbehandlingsproces, 

der sikrer en helhedsorienteret indsats. 

Styrelsen for Social Service har netop udgivet en 

brochure “Hele vejen rundt”, der videregiver 11 historier 

om god sagsbehandling på handicapområdet 

(pjecen kan findes på styrelsens hjemmeside www. 

servicestyrelsen.dk). Styrelsen er også ved at igangsætte 

et projekt “Den koordinerende sagsbehandler”, 

der systematisk skal tilvejebringe metoder til 

sikring af en helhedsorienteret indsats. 

Viden er således også udveksling af god praksis. 

Til det formål er Styrelsen for Social Service ved at 

etablere en erfaringsdatabase, der kommer til at 

hedde god Social Praksis. Den åbner i foråret 2007, 

hvor det vil være muligt for myndigheder og leverandører 

at indberette egen god praksis til gavn for 

andre myndigheder og leverandører. n 


AF PSyKOLOg TONNy ANDERSEN, 

VEjLEFjORD NEUROREHAbILITERINg. 


Dokumentation af 

rehabiliterings indsatsen 

Hvordan dokumenterer vi rehabilite- 

ringsindsatsen over for mennesker 

med erhvervet hjerneskade, og for 

hvis skyld. Perspektiver på dokumen- 

tation med afsæt i forskellige 

“verdenshjørner”. 

Den 21.-22. august 2006 blev konferencen “Udfordring 

og forandring, men hvordan? – Dokumentation af 

rehabiliteringsindsatsen over for mennesker med 

erhvervet hjerneskade” afholdt. Konferencen var 

velbesøgt af en bred vifte af faggrupper inden for 

rehabiliteringsområdet fra hele landet. Deltagelsen viser 

en stor interesse for området dokumentation. 

Socialminister og minister for ligestilling Eva Kjer 

Hansen åbnede konferencen med budskabet om, 

hvor vigtigt det er at kunne dokumentere effekten 

af rehabiliteringen og herved opnå viden om, 

hvilken indsats der er virksom. Der var enighed 

blandt oplægsholderne om, at dokumentation af 

behandlingsindsatsen, eller det som kaldes evidens 

baseret behandling, er en positiv størrelse. Når det 

er sagt, fremgik det også tydeligt, at vi langt fra forstår 

det samme ved begreberne “dokumentation” 

og “evidens”, ligesom der er forskellige hensigter 

bag det at dokumentere indsatsen, afhængigt af 

fra hvilket “verdenshjørne” neurorehabilitering anskues. 

Konferencens første taler Søren Peter Olesen, 

lektor, og formand for Foreningen til fremme af 

Forskning i Socialt Arbejde (FORSA), gjorde det hurtigt 

klart, at dokumentation og evidens ikke er så 

entydige størrelser, som man kunne ønske sig. 

Afhængigt af ens perspektiv og rolle får evidens 

forskellig betydning. Forvalterens og politikerens 

forståelse af evidensbaseret behandling stemmer 

ikke altid overens med praktikerens eller brugerens 

opfattelse. Fra praktikerens og brugerens 

perspektiv får evidens derfor til tider en negativ 

klang. Arbejdet med at dokumentere sin indsats 

kan opfattes som en kontrol-mekanisme, der ikke 

umiddelbart giver mening og anvendelig viden om 

den aktuelle praksis. Dokumentation kan føles som 

en unødvendig hæmsko. En bedre forståelse af de 

forskellige perspektiver på dokumentation er således 

væsentlig for dialogen. 

Hvorfor skal alting evalueres og 

dokumenteres i dag? 

Det stigende krav til evidensbaseret behandling kan 

ses i lyset af kravet om kvalitetssikring i sundhedsvæsnet. 

Der anvendes i neurorehabiliteringen forskellige 

former for evalueringer og vurderingsinstrumenter 

(rating-scales) af kliniske og faglige grunde. Disse 

kan være et led i diagnosticering, målsætning og 

behandlingsplanlægning samt evaluering og dokumentation 

af den faglige indsats. Der eksisterer 

efterhånden ligeså mange evaluerings- og udredningsredskaber, 

som der findes forskellige meninger. 

I takt med store forandringer i sundhedssystemet, 

som følge af strukturreformen, stilles der krav til 

økonomisk effektivitet og bevisførelse for, at den 

anvendte behandling er effektiv. De kliniske eller 

faglige formål med evaluering udfordres af forskellige 

evalueringer og kvalitetssikringsmetoder fra forvalteres 

side. Hvorvidt det kommer brugeren og patienterne 

til gode, afhænger af den faglige begrundelse for 

udformningen af dokumentationen. 

Hvad er evidens, og for hvis skyld 

skal vi dokumentere? 

Alt efter perspektiv vil der være forskellige formål 

og behov, man ønsker at nå ved en evidensbaseret 

tilgang til rehabiliteringen. Knud Ramian, cand. 

psych., Center for evaluering, Århus Amt, illustrerede 

dette ved en simpel, men illustrativ metafor – “Det 

mentale landkort” (se figur på side 9) Landkortet 

består af fire verdenshjørner med hver sin gruppe 

fagfolk. Vi lever i overført betydning i forskellige 

verdener og skal løse forskellige opgaver, hvorfor vi 

også har forskellige informationsbehov. Et centralt

V 

Forvaltere Politikere 

Fagfolk brugere 

spørgsmål man bør stille sig selv er, hvilken type 

information man har behov for, hvilket ofte hænger 

sammen med årsagen til evalueringen. Man kan for 

eksempel evaluere 

1) for at føre kontrol 

2) for at oplyse andre gennem vidensskabelse og 

forskning 

3) med læring for øje eller 

4) af symbolske og politisk strategiske grunde. 

De nordlige regioner 

Vores bevæggrunde og behov er forskellige afhængigt 

af ståsted. På Knud Ramians “mentale landkort” er 

de ’nordlige regioner’ befolket af forvaltere og politikere. 

Fælles for dem er, at de har brug for overblik. 

Administrationen i en kommune skal tage stilling til 

mange forskellige genoptræningstilbud og sociale 

indsatser og har derfor ikke nødvendigvis et dybere 

kendskab til dem alle. De har behov for kvantificérbar 

dokumentation, der giver hurtige informationer 

og sammenlignelige data. Politikerne har samme 

informationsbehov. På minimal tid skal de sætte sig 

ind i et meget stort materiale og træffe beslutninger. 

De skal vælge mellem ofte svært sammenlignelige 

tilbud inden for eksempelvis neurorehabilitering. 

Fagfolkenes detaljerede beskrivelser og velmenende 

argumenter kan ofte føles som besværlige at forholde 

sig til. Politikerne fra de nordlige regioner vil 

derfor gerne have suppleret dokumentationen med 

informationer fra brugere og pårørende, der – ud 

over at være centrum – også er vælgere. 

De sydlige regioner 

I de sydlige regioner findes brugerne og fagfolk. I 

brugernes verden er man mest optaget af sig selv 

som udgangspunkt. Informationsbehovet og den 

faglige viden er kun væsentlig, hvis den kan relateres 

direkte til ens egen situation. Der er behov 

for detaljeret information om egen situation og de 

faglige kerneydelsers virkning på ens problem. Den 

almene dokumentation er ligegyldig, hvis den ikke 

kan relateres til ens egen situation. Den information 

og viden, man får, skaber konkrete forventninger 

N 

S 

Ø 

På Knud Ramians ”mentale landkort” er de nordlige regioner befolket af forvaltere og 

politikere. Fælles for dem er, at de har brug for overblik. 

I de sydlige regioner findes brugerne og fagfolk. I brugernes verden er man mest 

optaget af sig selv som udgangspunkt. Informationsbehovet og den faglige viden er kun 

væsentlig, hvis den kan relateres direkte til ens egen situation. 

I de østlige regioner findes politikere og borgere. Følelser, holdninger og værdier spiller 

her en stor rolle i argumentationen. Politikerne er afhængige af tilfredse borgere, hvorfor 

følelsesmæssige og subjektive argumenter som brugertilfredshed har stor betydning. 

I det vestlige regioner findes der forvaltere og fagfolk. Det er forvalternes opgave at 

sikre en rationel drift. Deres faglighed består derfor i at være optaget af sikker viden om 

produktivitet, omkostninger og effekt. 

til indsatsen, og indsatsens effektivitet vurderes af 

brugerne på denne baggrund. 

Fagfolkene har også brug for detaljeret information. 

De skal kunne tilpasse deres indsats til 

meget forskellige mennesker, hvilket kræver et 

detaljeret vidensniveau. Omvendt kan fagfolk ofte 

være meget optaget af ting, som andre mennesker 

ikke umiddelbart kan se betydningen af. Fagfolk 

er optaget af at formidle deres specielle kunnen 

til andre fagfolk. 

De østlige regioner 

I de østlige regioner findes politikere og borgere. 

Følelser, holdninger og værdier spiller her en stor 

rolle i argumentationen. Politikerne er afhængige 

af tilfredse borgere, hvorfor følelsesmæssige og 

subjektive argumenter som brugertilfredshed har 

stor betydning. brugerne er per definition altid 

følelsesmæssigt engagerede. 

De vestlige regioner 

I de vestlige regioner findes der forvaltere og fagfolk. 

Det er forvalternes opgave at sikre en rationel drift. 

Deres faglighed består derfor i at være optaget af 

sikker viden om produktivitet, omkostninger og effekt. 

De har som regel succes med en naturvidenskabelig 

metodik, der stiller krav om kvantificerbarhed. 

Fagfolk måler kvaliteten af deres arbejde ud fra en 

faglig målestok. De værdsætter kvaliteter, der ikke 

nødvendigvis er synlige for andre end fagfolk, hvorfor 

der ofte udvikles forskellige former for fagsprog, der 

kun svært lader sig forstå af andre end ligesindede. 

Fagfolk i disse regioner kan sagtens forholde sig til 

følelserne, men det sker naturligvis på et sagligt 

grundlag. (Raminan, www.ceps.suite.dk) 

At der blandt fagfolk, forvaltere, politikere, brugere 

og pårørende eksisterer forskellige forventninger 

til rehabiliteringen og dokumentationen kan 

tydeliggøres ved et blik på det “mentale landkort”. 

Udformningen af brugbare og relevante redskaber 

til dokumentation kræver således et overblik over 

det mentale landkort og de forskelligrettede informationsbehov 

og formål, der eksisterer her. n 

Se også artiklen “Valg af 

redskaber til dokumentation 

af rehabilitering” af Tonny 

Andersen side 10. 


Valg af redskaber til 

dokumentation af rehabilitering 

AF PSyKOLOg TONNy ANDERSEN, 

VEjLEFjORD NEUROREHAbILITERINg. 

1) For uddybning se artiklen 

“Rating scales” (www.vfhj. 

dk/default.asp?PageID=864). 

For en detaljeret gennemgang 

af forskellige rating 

scales se “Neuropsycholo- 

gical Rehabilitation 1999, 

vol.9 og hjemmesiden: 

www.tbims.org/combi/. 

2) For en grundig gennemgang 

af interview som kvalitativ 

metode refereres til bogen: 

“Interview” Kvale, 1. udg. 

Hans Reitzels forlag, 2000. 

10 


Som fagpersoner har vi pligt til at evaluere vores indsats. 

Men valget af evalueringsmetode får betydning for, hvilken 

viden der tilvejebringes i offentligheden. En viden som dermed 

vil påvirke rehabiliteringen fremover. 

Om “evidens” entydigt opfattes som et plusord 

afhænger af formålet, og hvordan man forstår ordet. 

Et ordbogsopslag giver betydningen: klarhed og 

vished, bevis eller bevismateriale. 

Ifølge Søren Peter Olesen, lektor og formand 

for Foreningen til fremme af Forskning i Socialt 

Arbejde (FORSA), kan man tale om en snæver- og 

bred forståelse af evidens, som bygger på markant 

forskellige opfattelser af, hvad viden og dokumentation 

er. 

Snæver og bred evidens 

En snæver forståelse af “evidens” lægger sig op ad 

begrebet bevis. Dokumentation handler her om at 

føre bevis for, at indsatsen virker. Der er tendens til, 

at denne form for bevisførelse sidestilles med den 

moderne naturvidenskabs metodik. Dokumentation 

består her af kvantificerbare objektive data, udledt 

af velkontrollerede forsøgsdesigns, som kan underlægges 

statistiske analyser. Det kendes eksempelvis 

fra lægevidenskabens testning af medicin, hvor 

det virksomme præparat holdes op imod såkaldt 

placebo medicin. 

En bredere forståelse af evidens læner sig derimod 

op ad betydningen klarhed. Dokumentation 

vil her være at søge at skabe klarhed over ens 

praksis ved at analysere indsatsens indhold og 

sammenhænge. 

Holisme 

Her anskues mennesket som en helhed, der ikke 

lader sig analysere i sine enkeltdele. Derfor vælges 

såkaldt bløde “kvalitative” data frem for kvantificerbare 

data. Det har medført, at man i værste 

tilfælde helt frasiger sig dokumentationskravet med 

argumentet om, at ens praksis er for kompliceret 

til at lade sig forenkle i nogen som helst form for 

dokumentation (Wackerhausen 1996). Kvalitative data 

kan af det naturvidenskabelige personale anskues 

som mindre rigtige, og omvendt kan kvantitative 

data af sundhedspersonale ses som uforståelige 

og abstrakte. 

Men som princip at vælge kvalitative metoder 

frem for kvantitative eller omvendt er ligeså absurd 

som at hævde, at alle patienter har behov for 

samme behandling uanset sygdommens art (Wackerhausen 

1996; Kvale 1999). 

Kvalitativ eller kvantitativ dokumentation 

Kvalitative og kvantitative metoder har hver deres 

styrker. De kan hver for sig besvare forskellige 

spørgsmål og give adgang til forskellige former for 

viden. Nogle gange egner den kvantitative metode 

sig bedre end den kvalitative og omvendt. 

Rating-scales kan bruges til systematisk at beskrive 

patientens aktuelle tilstand og behov samt 

måle effekten af et rehabiliteringsforløb 1) . Sådanne 

kvantitative metoder kan være at foretrække, hvis 

man ønsker at besvare spørgsmål som: “Hvor mange 

af en bestemt type patienter, der har gavn af 

kognitiv miljø terapi”? Hvis man derimod er interesseret 

i, hvorfor behandlingen virker, samt hvilke 

mekanismer og processer der har ført til resultatet, 

kan det være bedre at benytte interview 2) og 

casehistorier (strukturerede praksisbeskrivelser ud 

fra caseforløb). 

Kvantitative metoder er gode til at sammenligne 

grupper og tendenser samt give et samlet overblik

med mulighed for sammenligning af tilbud. Det kan 

være en fordel, hvis man med statistisk sikkerhed 

ønsker at udtale sig om effekten af rehabiliteringen, 

eller om hvorvidt forskellige, oplevede tendenser 

er tilfældige eller udtryk for generelle forskelle og 

stabile mønstre. En antagelse, om at en behandling 

har indvirkning på patienternes humør og livskvalitet, 

kan efterprøves med standardiserede måleredskaber, 

som giver et entydigt og overskueligt mål 

for graden af depression og livskvalitet. Hvorvidt 

målingerne hænger sammen med rehabiliteringen 

og hvordan, kan afdækkes nærmere ved brug af 

kvalitative metoder, for eksempel af fokusgruppeinterview 

(tematisk interview med en eller flere 

udvalgte grupper) eller casehistorier. Den kvantitative 

metode kan pege i retning af fænomener, 

som kan uddybes nærmere kvalitativt. Omvendt 

kan kvalitative oplysninger og fornemmelser føre 

til ønsket om en mere kvantitativ undersøgelse. 

Man kan for eksempel have en fornemmelse af, at 

de lærte metoder ikke overføres til eget hjem efter 

endt rehabilitering. Her kan der skabes et hurtigt 

overblik over, hvorvidt fornemmelsen er sand ved 

en spørgeskemaundersøgelse. 

Valget af metode bør ikke være bestemt af forudindtagede 

holdninger, men i stedet af informationsbehovet 

og de spørgsmål, man ønsker besvaret. 

Hvor starter man? 

Først gøres formålet med dokumentation klart: “Hvorfor 

dokumenterer vi, og for hvis skyld”. Herefter gør 

man sig grundige overvejelser over, hvilke metoder 

der kan give den ønskede viden. Alle er enige i, 

at neurorehabilitering er kompleks. Dokumentation 

kræver forskellige måleredskaber alt efter problematik 

og tidspunkt i rehabiliteringen. I de tidlige faser af 

rehabiliteringen giver det ofte bedst mening at måle 

på genoptræningen af specifikke kropslige funktioner 

og fokuserede aktiviteter – eksempelvis det at klæde 

sig på, gå en tur eller lave et måltid mad. 

I de senere faser af rehabiliteringen er det ofte 

mere meningsfyldt at måle effekten i forhold til 

graden af deltagelse i eget liv. Dette bliver dog 

mere tvetydigt, da det hænger sammen med mange 

personlige, sociale, og psykiske faktorer. Det er for 

eksempel ikke nok selvstændigt at kunne udføre 

basale ADL (almindelig daglig levevis) aktiviteter, 

hvis man ikke kommer uden for en dør grundet 

angst, depression eller manglende sociale færdigheder. 

Måling af færdigheder, psykologiske faktorer, 

livskvalitet og deltagelse i samfundet er væsentlige 

områder at forholde sig til 3) . I de senere faser af 

rehabiliteringen er det derfor ofte mest hensigtsmæssigt 

at arbejde med dokumentation af netop 

disse faktorer sammen med individuelt tilrettelagte 

mål. 

Det hænger sammen med, at rehabiliteringens 

mål på dette tidspunkt kan være meget forskelligartet 

alt efter individuelle behov. 

De individuelle behov omhandler ofte “deltagelse 

i eget liv” – en velegnet metode hertil kan 

være gAS (goal Attainment Scaling) 4) . Der er tale 

om et redskab til at formulere individuelt tilpassede 

rehabiliteringsmål, der trods sin kvalitative tilgang 

lader sig kvantificere (optælle). Metoden stiller krav 

til behandlerens evne til at formulere meningsfyldte 

og fagligt relevante mål sammen med patienten. En 

kritik af metoden kan være, at en dokumenteret 

effekt kan bero på let opnåelige og mindre væsentlige, 

opstillede mål, blot for synets skyld. 

Dokumentation kræver brug af kvalitative såvel 

som kvantitative metoder. På Center for evaluerings 

hjemmeside (www.ceps.suite.dk) kan ses flere eksempler 

på, hvordan praksisforskning af forskellig 

art kan dokumentere vigtige facetter af rehabiliteringen. 

Dokumentation kan være alt fra “hårde” 

kvantitative data til såkaldt forskning “light” og minicase 

studier eller brug af video og caseeksempler. 

Der er ikke nogle metoder, der er mere “fine” end 

andre – metodevalget afhænger af behovet. n 

Se også artiklen “Dokumentation af rehabiliteringsindsatsen” 

af Tonny Andersen side 8. 


3) For nærmere uddybning anbefales 

at læse artiklen “Rating 

scales”, (Se note 1) hvor 

ICF’s klassifikations system 

gennemgås. ICF er et fælles 

klassifikationssystem, der 

giver et fælles sprog på 

tværs af faggrupper. 

4) For yderligere beskrivelse henvises 

til “Neuropsychological 

Rehabilitation 1999, vol.9, 

samt “gas Danmark – Metode, 

kompetence, kontekst. gasnetværket 

2005. Videnscenter 

for Socialpsykiatri. 

DoKUmENTATioN & EVAlUEriNg 11

AF FySIOTERAPEUT ULLA VOgT bLESHØy, 

12 

SKIVE SygEHUS, SygEHUS VIbORg. 


Udvælgelse af rating scales 

til effektmåling 

Erfaringsforum Vestdanmark har 

udvalgt måleredskaber til 

neurorebilitering i fase 2. 

Erfaringsforum Vestdanmark for Rehabiliteringsafdelinger 

i Vestdanmark er en tværfaglig sammenslutning 

med repræsentation fra alle amtslige neurorehabiliteringsafdelinger 

på Fyn og i jylland. 

I november 2003 nedsatte dette “Erfaringsforum” 

en arbejdsgruppe med det formål at komme 

med en anbefaling af tværfaglige scores / måleredskaber 

til brug i Neurorehabiliteringen – fase 2. 

Ønsket var en koordinering, udvælgelse og hermed 

en anbefaling af, hvilke scoringsredskaber der kan 

og bør anvendes på rehabiliteringsenheder i Vestdanmark. 

Der blev udarbejdet en projektbeskrivelse som 

indeholdt såvel baggrund for nedsættelsen af arbejdsgruppen 

samt gruppens formål med at lave 

anbefalinger til tværfaglige måleredskaber. 

Arbejdsgruppen diskuterede og kom til enighed 

om, at udvælgelsen af scores skulle gøres ud fra 

nedenstående krav om at: 

• Scoren skal være tværfaglig, dvs. dække alle faggrupper 

involveret i den hjerneskadedes rehabilitering 

• Scoren skal dække fysiske, kognitive og psykosociale 

items 

• Scoren skal bestå af flere rating scales 

• Tilstræber et minimalt tidsforbrug (15-30 min) 

• Scoren skal være praktisk anvendelig 

• Personalet skal kalibreres til kvalificerede scoringer 

• Scoren skal kunne kvantificere patienten 

• Scoren skal kunne beskrive forandringer hos patienten 

• Scoren skal kunne relatere sig til ICF 

• Scoren skal kunne anvendes i fase 1 og 2 og 

endvidere række ud i fase 3. 

De udvalgte rating scales 

Tværfaglige måleredskaber er der rigtig mange af. 

Videnscenter for Hjerneskade har bl.a. udarbejdet 

en rapport med titlen: “Rating scales” 1) , hvori der 

indgår mange forskellige måleredskaber. Ovennævnte 

rapport sammen med søgning i andre databaser2) og gruppens viden om scoringsredskaber dannede 

baggrund for at udvælge nedenstående måleredskaber 

/ Rating scales. Da intet redskab i sig selv opfyldte 

alle ovennævnte krav, blev fem udvalgt: 

1. glasgow Outcome Scale – Extended (gOS-E) 

2. Mayo – Portland Adaptability Inventory (MPAI) 

3. Functional Independence Measure (FIM) 

4. Ranchos Los Amigos (RLA) 

5. Modified Rankin Scale (MRS) 

Projektet 

Herefter udarbejdede arbejdsgruppen et miniprojekt, 

hvis formål var at afprøve og indhente erfaringer 

med ovenstående, og dermed få et grundlag for 

udvælgelse og anbefaling af rating scales. 

Følgende fem rehabiliteringsafdelinger var med i 

miniprojektet: brønderslev Sygehus (Sygehus Vendsyssel), 

brædstrup Sygehus, Hammel Neurocenter, 

Ringe Sygehus (Sygehus Fyn) og Skive Sygehus 

(Sygehus Viborg). Hvert afsnit udpegede et team 

af ergoterapeut(er), fysioterapeut(er), læge samt 

repræsentant(er) fra plejen. Alle var på et 1.dags 

kursus med introduktion til ovennævnte måleredskaber 

og praktisk gennemgang vha. cases. Kurset 

blev arrangeret af arbejdsgruppen i samarbejde 

med Hammel Neurocenter’s kursusafdeling. 

I alt 30 patienter indgik i projektet. Patienterne 

blev ikke udvalgt til at indgå i projektet, men efter 

en fastsat dato blev alle nyindlagte, patienter med 

erhvervet hjerneskadede inkluderet. De blev testet

med alle måleredskaberne ved indlæggelse (inden 

for de første 3 dage), 14 dage efter indlæggelse 

samt ved udskrivelse. 

Den 2. juni 2005 blev der afholdt et møde med 

arbejdsgruppen samt alle test-teams fra de fem 

afsnit, hvor alle data, der var indsamlet, blev fremlagt 

og debatteret i forhold til et udleveret registreringsark. 

Projektets konklusion 

Resultatet af miniprojektet var, at alle test-afdelinger 

var enige om, at FIM og MPAI var de måleredskaber, 

der bedst opfylder de opstillede kriterier 

til scores og dermed tilgodeser alle elementer i 

rehabiliteringen. 

Udpluk af kommentarer fra testafdelingerne 

FIM er tværfaglig og kan bruges i planlægningen 

af træningsforløbets indsatsområder. Den mangler 

målinger i forhold til udendørs færden og kan være 

misvisende mht. de skjulte handicap, idet patienter 

umiddelbart scores for højt ved første indtryk og således 

falder, når patienten læres bedre at kende. 

MPAI er god, og sensibiliteten er stor. Den anskueliggør 

patientens problemområder bredt og 

kan bruges i alle rehabiliteringens faser. Det store 

problem er, at den er på engelsk. 

Arbejdsgruppen har efterfølgende, på mødet i 

“Erfaringsforum for Rehabiliteringsafdelinger i Vestdanmark”, 

september 2005 anbefalet ovennævnte 

måleredskaber. Ledelserne på diverse neurorehabiliterings 

afsnit har herefter skullet give tilbagemelding 

vedrørende deres indstilling og muligheder for 

at implementere de anbefalede rating scales. 

Alle har været positive mht. ønsket om implementering 

af FIM. Hvert afsnit har fået til opgave 

at udpege en FIM-ansvarlig, som skal være tovholder 

på processen. I skrivende stund er der flere 

afsnit, der er i gang med at uddanne og kalibrere 


personalet til at bruge FIM. Andre afsnit afventer 

økonomiske ressourcer for at kunne afholde disse 

kurser. Kurserne er udbudt og afholdt af kursusafdelingen 

Hammel Neurocenter, da den har fået 

licens til FIM. 

MPAI skal oversættes til dansk, før den kan implementeres 

i Danmark. 

En afsluttende bemærkning fra gruppen er, at 

der til akut opståede apopleksier (fase 1) bruges 

Scandinavian Stroke Scale og barthel som nationale 

scores, idet dette jo er et krav via National Indikator 

Projektet. Disse skalaer vurderede arbejdsgruppen 

ikke opfyldte de opstillede krav i rehabiliteringen 

(fase 2 -3), hvorfor FIM og MPAI foreslås. 

Arbejdsgruppen følger spændt den videre proces. 

De nationale krav om dokumentation, effektmålinger 

og akkreditering skærpes, og vores 

anbefalinger vil således kunne tilgodese dette. 

Måleredskaberne vil også i forskningsøjemed være 

interessante. 

Arbejdsgruppen har ingen viden om et tilsvarende 

tiltag i Østdanmark, men den har en forhåbning 

om, at de vil overveje at følge Vestdanmarks anbefalinger. 

n 

Arbejdsgruppen 

gruppen var fagligt såvel som geografisk bredt repræsenteret. 

Deltagerne var: 

jytta brun, afdelingssygeplejerske, Hammel Neurocenter 

Steffen-Malik Høegh, ledende psykolog, Hammel 

Neurocenter 

Poul Mogensen, overlæge, Hammel Neurocenter 

Lene Lange, ledende ergoterapeut Horsens/brædstrup 

Sygehus 

Helle Rovsing jørgensen, afdelingsfysioterapeut, 

Sygehus Vendsyssel, brønderslev 

Ulla Vogt bleshøy, specialeansvarlig fysioterapeut, 

Skive Sygehus, Sygehus Viborg 

Referencer: 

1) www.vfhj.dk/default. 

asp?PageID=864 

2) www.neuroskills.com/tbi 

www.tbims.org/combi/list.html 


AF INgRID VINgELEN, PSyKOLOg, 

bO- Og REHAbILITERINgSCENTER 

FOgEDVæNgET. 

1) bo- og Rehabiliteringscenter 

Fogedvænget er Vejle Amts 

tilbud til yngre mennesker (i 

aldersgruppen 18-50 år), der 

har pådraget sig en senhjerneskade, 

og som har behov 

for en længerevarende rehabilitering. 

Målet er, at den 

enkelte opnår størst mulig 

selvstændighed og deltagelse 

socialt og samfundsmæssigt. 

Se mere om bo- og Rehabiliteringscenter 

Fogedvænget 

på: www.fogedvaenget.dk 

1 


Et evalueringsredskab 

kom til verden 

Bo- og rehabiliteringscenter fogedvænget1) ønskede at synliggøre, 

hvilken udvikling en borger normalt kunne forvente at gennemgå under 

et rehabiliteringsforløb. Vi har derfor fremstillet et evalueringsredskab, 

der afspejler fogedvængets forståelse af rehabiliteringsbegrebet. 

i denne artikel vil fokus være på, hvilke overvejelser vi har haft 

samt på de evalueringsredskaber, vi har valgt at bruge. 

Målet for vores indsats er at støtte den hjerneskadede 

borgers egen indsats, så han kan opnå den 

bedst mulige selvstændighed og deltagelse socialt 

og samfundsmæssigt. En evaluering af Fogedvængets 

rehabiliteringsindsats skal derfor registrere, i hvilken 

grad der sker ændringer inden for brugerens samlede 

situation. Der registreres derfor på de forhold, som 

har betydning for borgerens oplevelse af livskvalitet 

og på hans evne til at føre et selvstændigt liv 

uafhængigt af personstøtte. 

Borgerperspektivet 

både i Fogedvængets menneskesyn, i vores værdigrundlag 

og i vores definition af rehabilitering 

understreges det, at udgangspunktet for arbejdet er 

respekten for det enkelte menneske og en forståelse 

af, at alene borgeren forstår og ved, hvad der er 

vigtigt for ham. Netop derfor er det påkrævet, at 

borgeren selv er med til at evaluere sit ophold på 

Fogedvænget. 

Målgruppen 

Når man er ramt af en skade i hjernen, kan det mange 

gange være svært selv at have indblik i de følger, 

man har fået. Følgerne i sig selv kan også bidrage 

til, at det er svært for borgeren at se tilbage og vurdere, 

hvordan han har udviklet sig. Det betyder, at 

en evaluering af Fogedvængets rehabiliteringsindsats 

ikke alene kan baseres på borgerens egen vurdering, 

men må suppleres med en vurdering foretaget af de 

professionelle. Det betyder også, at borgeren kan 

have behov for særlig støtte til at evaluere sit forløb. 

Vi har derfor valgt at udføre selvevalueringen som et 

styret interview. For at det kan ske, er det vigtigt, at 

intervieweren har den nødvendige viden om skader 

i hjernen, så borgeren får de bedste betingelser til 

at indgå i en selvevaluering. 

Tværfaglighed 

I Fogedvængets definition af rehabilitering understreges 

det, at flere aktører skal samarbejde om at 

give støtte til borgerens egen indsats. Tværfaglighed 

fremhæves som en nødvendig forudsætning for at 

kunne gennemføre rehabiliteringen. Vi har derfor 

vægtet, at redskabet til den professionelle vurdering 

skal være et tværfagligt redskab. 

Vores evalueringsredskaber 

Vi har valgt at evaluere Fogedvængets rehabiliteringsindsats 

ud fra to forskellige metoder: 

1) En professionel vurdering af funktionsevne ud fra 

ICF klassifikationen 2) , foretaget af behandlingspersonale. 

2) Et styret 3) interview til måling af ændringer i tilfredshed 

med egen livskvalitet, evne til at håndtere 

eget liv, samt i hvor høj grad egne forventninger 

bliver indfriet. 

Interview og professionel vurdering foretages ved 

starten og afslutningen af et forløb. Vi anser begge 

metoder for at være lige væsentlige og nødvendige. 

For at kunne vurdere, i hvilken grad Fogedvænget 

lever op til sit mål, skal resultaterne fra begge 

evalueringer derfor sammenholdes.

Den professionelle vurdering 

Med udgangspunkt i ICF’s klassificeringssystem er der 

udarbejdet et evalueringsskema til en professionel 

vurdering af en borgers kapacitet og funktionsevne. 

Fogedvænget har valgt 11 kategorier inden for ICF 

,som vurderes relevante at evaluere på i forhold til 

den indsats, der ydes, og målet for indsatsen. Idet 

Fogedvænget er et fase tre tilbud (efter hospitalsfasen), 

er der udelukkende valgt kategorier inden for 

“aktivitet” og “deltagelse”. Vurderingen skal vise, i 

hvilken grad personen inden for Fogedvængets rammer 

selvstændigt (uden personstøtte) evner at udføre 

opgaver på aktivitets- og deltagelsesniveau. 

Det styrede interview 

Det styrede interview er sat sammen af tre dele. 

Hver del består af et selvevalueringsskema med 

fokus på: 

1. Evaluering af hvilken effekt indsatsen har på borgerens 

tilfredshed med sin egen livssituation. Det 

sker på ni udvalgte områder, der ifølge litteraturen 

har betydning for menneskers tilfredshed 

med livet – eksempelvis arbejdssituation, økonomi, 

fritid, familieliv. For at opfange eventuelle 

ændringer i tilfredsheden med egen livssituation 

har vi brugt LISAT 4) . 

Eksempler på interviewspørgsmål: På en skala 

fra 1-5, hvor tilfreds er du med din arbejdssituation? 

På en skala fra 1-5, hvor tilfreds er du med 

livet generelt? 

2. Evaluering af hvilken effekt indsatsen har på borgernes 

oplevelse af deres evne til at håndtere 

deres liv generelt. 

Menneskers oplevelse af at kunne påvirke, kontrollere 

og mestre deres eget liv har erfaringsmæssigt 

vist sig at være vigtige faktorer i forhold til at 

kunne føle tilfredshed med livet. Området vægtes 

højt i rehabiliteringsindsatsen på Fogedvænget, 

hvorfor det også er vigtigt at evaluere på dette. 

Eksempel på interview spørgsmål: På en skala 

fra 1-5, hvor godt føler du, at du håndterer dit 

liv nu? 

Vil du vide mere 

Ønsker du at stifte nærmere bekendtskab med 

vores evalueringsmetoder, er du meget velkommen 

til at henvende dig til: psykolog Ingrid Vingelen 

eller konstitueret centerleder Aase Zoffmann. 

3. Evaluering af, i hvor høj grad borgerne oplever 

at deres egne forventninger til opholdet på Fogedvænget 

er blevet indfriet, samt om forventningerne 

er blevet ændret under opholdet. 

I Fogedvængets arbejde lægges der vægt på borgerens 

egne mål og værdier. Vi har erfaring med, 

at “nøglen” til at arbejde med mennesker er, at 

der tages udgangspunkt i, “der hvor borgeren er” 

og arbejdes ud fra det, som er relevant for borgeren. 

Vores erfaring er, at det ofte er dette, der 

bliver omdrejningspunktet i behandlingen. Det er 

derfor relevant at inkludere et måleredskab til at 

evaluere borgerens egen vurdering af, i hvor høj 

grad han selv oplever, at målet for opholdet på 

Fogedvænget et blevet indfriet. Erfaringen viser 

også, at en borgers forventninger og mål til et 

rehabiliteringsophold kan ændre sig undervejs. 

Derfor er det vigtigt ikke kun at evaluere på, om 

det oprindelige mål er nået eller ej. 

Eksempler på borgernes egne mål og værdier: 

jeg vil gerne få mere funktion i min venstre arm. 

jeg vil gerne blive bedre til at gå. jeg vil gerne 

opnå en eller anden funktion på arbejdsmarkedet. 

jeg vil gerne få et bedre liv, end jeg har nu. 

Vi har haft et ønske om at finde anerkendte og 

veldokumenterede evalueringsmetoder. Vi har måttet 

sande, at det sociale område ikke ligefrem bugner 

af muligheder! Men efter nogen søgen, har vi fundet 

en del spændende materiale og anerkendte metoder, 

som vi har kunnet tage udgangspunkt i. Vores 

vurdering er, at det er meget vigtigt at udvikle et 

redskab, der er i overensstemmelse med stedets 

ideologi og formå. Hvilket betyder, at man ikke 

uden videre kan kopiere en metode fra en anden 

institution. Samlet set er vores hidtige erfaring, at 

det er nødvendigt at bruge tid på at udvikle metoder 

og at gøre evaluering til et høj prioritets område. 

Evalueringen er kun lige påbegyndt, hvorfor det 

er for tidligt at sige noget om resultatet endnu. 

Vi forventer at kunne sige noget om, hvilke tendenser 

vi ser i løbet af starten af 2007, hvilket vil 

blive lagt ud på vores hjemmeside. n 

2) ICF = international klassifikation 

af funktionsevne, 

funktionsevnenedsættelse 

og helbredstilstand. Det 

overordnede sigte er at 

tilbyde et fælles og standardiseret 

sprog samt en 

begrebsramme til beskrivelse 

af helbred og dermed 

forbundne tilstande. Vi har 

valgt at benytte ICF som 

referenceramme, der forstår 

og forklarer funktionsevne 

ud fra en “bio-psyko-social” 

model. ICF skitserer samspillet 

og den komplekse 

sammenhæng mellem helbredstilstand 

og kontekstuelle 

faktorer. Funktionsevnen 

påvirkes af helbredstilstanden, 

men også af de omgivelsesmæssige 

faktorer og 

personlige faktorer. 

3) Interviewskemaet er bygget 

op som et selvevalueringsskema 

(som man selv kan 

udfylde), men vi vurderer, 

at det er væsentligt at interviewet 

bliver udført ved 

hjælp af en professionel 

med kendskab til senhjerneskade, 

der styrer processen 

og interviewer borgerne. 

4) LISAT (“Life Satisfaction 

questionnaire”) er et redskab, 

der oprindeligt er 

udviklet til at bedømme livstilfredsstillelse 

bl.a. hos patienter 

med rygmarvsskade 

og apopleksi. For mere information 

om LISAT, læs: Fugl- 

Meyer A.R., bränholm I-b., 

Fugl – Meyer K. (1992). Om 

tilfredsställelse, lycka och rehabilitering. 

Socialmedicinsk 

tidsskrift nr. 1, 33-41. 


1 

fra dokumentation 

til kvalitetsudvikling 

gennem det seneste år har Aktivitets- og Udviklingscentret 

udviklet kvalitetsstandarder for den rehabilitering, 

der ydes. Det har på én gang givet synlighed 

og sat gang i kvalitetsudviklingen – hvilket igen har 

givet forøget fokus på kerneydelserne – den daglige 

praksis – og fagligheden. 

AF VITA HAgELSKjæR, 

ERgOTERAPEUT, AKTIVITETS- 

Og UDVIKLINgSCENTRET, 

HOLSTEbRO. 


Skole- og Socialudvalget i Ringkøbing Amt besluttede 

i forbindelse med strukturreformen at give økonomisk 

støtte til et udviklingsprojekt på Aktivitets- og Udviklingscentret. 

Formålet med projektet var at kortlægge 

organisationens kompetencer inden for neurorehabilitering 

og at pege på, hvordan disse kompetencer 

kunne synliggøres, udvikles og videreføres. 

Første skridt 

Der blev lagt en foreløbig plan for projektet, nedsat en 

styregruppe, lavet en aftale med en ekstern vejleder 

og indrettet et ekstra kontor. Vi var to medarbejdere 

der i løbet af de første to måneder, skulle udarbejde 

standarder for to af Aktivitets- og Udviklingscentrets 

fire afdelinger. Standarderne blev senere udbygget til 

også at omfatte de øvrige to afdelinger. 

Formål 

Formålet med at udvikle kvalitetsstandarderne var: 

1) På den ene side at anvende dokumentation i vores 

markedsføring med henblik på at videreføre 

ydelserne efter strukturreformen. 

2) På den anden side at højne fagligheden blandt 

fagpersonalet, vidensbasere de faglige kerneydelser 

og tydeliggøre den komplekse indsats, 

der kendetegner neurorehabilitering. Vi ønskede, 

at standarderne skulle være afsæt for en videreudvikling 

af vores indsats. 

Proces og metode – form og indhold 

Vi endte med at have 37 standarder! Det var store 

mængder viden, erfaring og procedurer, vi ønskede at 

strukturere og standardisere, uden samtidig at forenkle 

det unødigt. jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom 

på, at metode-arbejdet var en forudsætning for at 

bevare et nogenlunde overblik over materialet. 

Her var samarbejdet med vores eksterne vejleder 

en sikkerhed for, at standarderne fik holdbarhed og 

troværdighed. Samarbejdet med Styregruppen var 

med til at sikre, at vi levede op til de formål, der 

var sat, og at der var en overordnet sammenhæng 

med de øvrige delprojekter. 

Afhængig af, hvilken standard, vi aktuelt arbejdede 

med, havde vi møder med henholdsvis hele 

personalegruppen, med udvalgte fagpersoner eller 

med ledelsen. Det særlige for strukturstandarderne 

er, at de er udarbejdet i et forum med alle afdelinger 

og ledelsen repræsenteret. Det har givet 

anledning til dialog på tværs, og vi har her diskuteret 

for eksempel teamarbejde, kontaktpersonens 

kompetencer og personaleudvikling. 

Erfaringer og anbefalinger 

For at kunne leve op til styregruppens mål har det 

været væsentligt med gode arbejdsbetingelser. En 

vigtig forudsætning for projektet har været, at det 

har fået tid og ro, og at der også har været tid 

til formidling af det, vi lavede. Særlig betydning 

har den formelle organisering haft med ledelse, 

en styregruppe og en ekstern vejleder i ryggen. 

At have en styregruppe og mulighed for at hente 

ekstern bistand ind i organisationen har givet arbejdet 

værdi og medvirket til at fastholde fokus 

på opgaven, ligesom det har styrket motivationen 

undervejs i processen. 

Vi lagde i processen stor vægt på, at fagpersonalet 

skulle komme til at føle ejerskab til standarderne. 

Derfor var vore kollegers engagement 

et tilbagevendende emne i samarbejdet med den 

eksterne vejleder. Der er ingen tvivl om, at netop 

fagpersonalets ejerskab til standarderne har særlig 

betydning for levetiden og dokumentationseffekten. 

Det er jo netop i det daglige arbejde, standarderne 

levendegøres og kan ajourføres. Set i det lys må 

man som projektarbejder indstille sig på at være 

fleksibel og indrette sig efter, at kerneydelserne 

ikke tilsidesættes.

Foto: Tilsted.com 

Kvalitetsstandarderne 

Kvalitetsstandarderne er opdelt i to grupper: 

• Strukturstandarder er de standarder der vedrører organisationen. 

De er fælles for alle Aktivitets- og Udviklings- 

centrets fire afdelinger. 

• Processtandarder er de standarder, der vedrører rehabiliteringsforløb. 

De er udarbejdet individuelt for hver af de fire 

afdelinger. 

Se mere om standarder og processtandarder på: 

www.au-centret.dk/pdf/standarder/Overordnet/Oversigt%20over 

%20standarder%20august%202006.pdf 

En anden vigtig dimension er, at udviklingsarbejde 

er betinget af dialog; man skal derfor være varsom 

med at falde ind i ekspertrollen. For at få substans 

til indholdet i standarderne er det en forudsætning 

at anerkende kollegernes faglighed og efterspørge 

deres erfaring. En vis ydmyghed i forhold til den daglige 

praksis i afdelingerne er en indgangsvinkel, der 

kan give anledning til, at man får stillet uddybende 

og afklarende spørgsmål til fagpersonalets erfaringer. 

Som en følge heraf, er dette projektarbejde, 

hvor det har kunnet lade sig gøre, foregået i de 

respektive afdelinger på møder, planlagt af afdelingen. 

Vi besluttede også, at vi altid skulle afsætte tid 

til en dialog med kolleger, der kom ind på kontoret 

– uanset hvad vi var i gang med – for at de kunne 

føle sig velkomne med deres bidrag! 

Gevinsten er først og fremmest 

kvalitetsudviklingen 

Den dialog, der har været ude i afdelingerne omkring 

de enkelte standarder, har sat skub i en sprogliggørelse 

og en synliggørelse af den viden og de 

erfaringer, der eksisterer i afdelingen. 

Refleksionerne har på den ene side udviklet den 

fælles faglighed, og på den anden side synliggjort 

Oversigt over kvalitetsstandarder for Aktivitets- og Udviklingscentret 

Bofællesskabet 

Rehabiliteringen HLT-Værkstedet 

Lyksborgvej 

STRUKTUR 

Standarder 

vedrørende 

organisationen. 

PROCES 

Standarder 

vedrørende 

rehabiliterings- 

forløb 

A. Kontaktperson 

b. Teamarbejde 

C. Personaleudvikling 

D. Samarbejde på tværs 

af afdelinger 

E. Samarbejde mellem 

botræningen Sportsvej 

og Rehabiliteringen 

1.1. Forberedelse i forbindelse 

med indskrivning 

1.2. Udredningsforløb 

1.3. Handleplaner 

1.4. Rehabilitering ud fra 

individuelle mål 

1.5. Afklaring af arbejdsevne 

1.6. Udskrivningsforløb 

1.7. Tilbud til pårørende 





af afdelinger 

F. Samarbejde mellem 

HLTVærkstedet og 

bofællesskabet Lyksborgvej 

2.1. Indskrivning/udskrivning 

2.2. Status og handleplaner 

2.3. beskæftigelse ud fra 

individuelle behov 

2.4. Medarbejderudvikling 

2.5. Medarbejderindflydelse 





af afdelinger 

F. Samarbejde mellem 

HLTVærkstedet og 

bofællesskabet Lyksborgvej 


med indflytning 

3.2. Status og handleplaner 

3.3. Fokus på mestringsevne 

3.4. Fokus på identitetsskabende 

miljø 

3.5. Forebyggelse og sundhedsfremme 


Resultatet 

Botræningen 

Sportsvej 





af afdelinger 

E. Samarbejde mellem 

botræningen Sportsvej 

og Rehabiliteringen 


med indflytning 

4.2. Udredningsforløb 

4.3. Handleplaner 

4.4. botræning ud fra 

individuelle mål 

4.5. Udflytningsforløb 


Eksterne ydelser 

5.1. Rehabiliteringen 

5.2 bofællesskabet 

Lyksborgvej 

Resultatet af projektet er blevet til en håndbog, 

som består af to dele: 

1) En beskrivelse af Aktivitets- og Udviklingscentret som munder 

ud i en række anbefalinger af, hvordan vi skal møde de 

nye udfordringer, vi står over for som følge af strukturreformen. 

Desuden to evalueringer, som er gennemført i 2006: 

“Evaluering af testprocedurer og testresultater”, og 

“Kvalitativ undersøgelse blandt tidligere brugere.” 

2) Kvalitetsstandarder for rehabilitering i de fire afdelinger 

under Aktivitets- og Udviklingscentret. 

Håndbogen er tilgængelig på www.au-centret.dk 

den ’tavse viden’, desuden har den bidraget til at 

skabe en større fælles bevidsthed. 

En anden gevinst er, at standarderne er et udgangspunkt 

for en dialog om, hvordan vores værdigrundlag 

udspiller sig i praksis – og hvordan vi 

forholder os, når standard og værdigrundlag kommer 

i konflikt med hinanden. For eksempel hvis 

fagpersonalet ikke lever op til de definerede kompetencekrav. 

Dette er udtryk for, at der er energi 

i kvalitetsstandarderne, og at de faktisk kan blive 

det udgangspunkt for evaluering og kvalitetsudvikling, 

som vi ønsker. 

Fremover 

Vi har som følge af projektet nedsat et udviklingsteam, 

hvor alle afdelinger er repræsenteret med såvel en 

leder som en medarbejder. Udviklingsteamets opgave 

bliver blandt andet at udarbejde retningslinier for 

evaluering af kvalitetsstandarderne. Udfordringen er 

“at holde gryden i kog”. Ambitionen er, at den udviklingsproces, 

der er i gang, vil fortsætte i takt med 

udviklingen på hjerneskadeområdet og de politiske 

krav, og i takt med at kvaliteten af rehabiliteringsindsatsen 

højnes til gavn for vore brugere. n 

Hent hele projektbeskrivelsen 

på flg. link: 

www.au-centret.dk/pdf/ 

Dokumentationsrapport.pdf 

Se mere om 

www.au-centret.dk/pdf/ 

standarder/Overordnet/ 

Oversigt%20over%20standar 

der%20august%202006.pdf 


AF KIRSTEN LORENTZEN, 

Det Sociale indikatorprojekt: 

Hvad virker for hvem? 

KONSULENT, 

KVALITETSAFDELINgEN I ÅRHUS AMT. 

1) Dahler-Larsen, P. & H. K. 

Krogstrup. Nye veje i evaluering. 

Systime Academic, 2003 

1 

interessen for den indsats, der ydes til personer, som får en 

hjerneskade, er oftere rettet mod den umiddelbare rehabilitering 

end mod livet bagefter på de permanente botilbud. Det 

betyder, at der ikke er særlig meget viden om, hvilke indsatser 

der ydes på botilbudene, hvilke virkninger indsatserne har, og 

hvordan de kan gøres bedre. Det er spørgsmål, som Det Sociale 

indikatorprojekt arbejder med at undersøge. 


for personer med svære hjerneskader er det afgørende 

fortsat at få kvalificeret hjælp og støtte, når den målrettede 

genoptræning er overstået. for nogle er den bedste 

løsning et ophold på et permanent botilbud. 

Hver dag lægger pædagoger og sundhedspersonale 

et stort arbejde i, at beboerne på botilbudene 

får den bedst mulige hjælp, får glæde i livet og får 

den omsorg, de har behov for. Arbejdet udføres 

ud fra personligt engagement og faglig viden om 

hjerneskader. 

Der er imidlertid store forskelle på, hvilken 

målgruppe man har boende, hvilken indsats og 

behandling der tilbydes, og hvordan arbejdet er 

tilrettelagt. 

Der findes meget lidt viden om, hvilke af disse 

tilbud som er bedst egnede til at hjælpe hvilke beboere. 

I arbejdet med at udvikle indsatsen og finde 

inspiration hos andre, er det afgørende at få oparbejdet 

en fælles viden om den indsats, der ydes. 

Det Sociale Indikatorprojekt 

Det Sociale Indikatorprojekt for personer med erhvervet 

hjerneskade arbejder på at opstille indikatorer for 

botilbudenes indsatser og dokumentere, hvordan 

de virker for forskellige beboere. 

Formålet er at skabe en større viden om arbej- 

det på botilbudene. Det vil på kort sigt kunne 

skabe kvalitetsudvikling på institutionerne. På længere 

sigt kan det danne baggrund for forskning på 

området. Desuden vil projektet kunne opfylde de 

stigende krav om dokumentation fra ledelse og for- 

valtning. Alle dele vil forhåbentligt kunne bidrage til 

at skabe bedre tilbud for de hjerneskadede. 

Indikatorerne udvikles på baggrund af en såkaldt 

programteori – heri indgår en række velbegrundede 

forestillinger om, hvordan indsatsen på botilbudene 

hænger sammen med de resultater, man opnår for 

beboerne. Programteorien dannes, dels på baggrund af 

forskningsbaseret viden, og dels på baggrund af viden 

hos det professionelle personale på botilbudene. 

Projekterne gennemføres derfor som et samarbejde 

med Aalborg Universitet, der er tilknyttet 

som forskningsmæssig base. Medarbejdere fra otte 

botilbud deltager i projektets arbejdsgruppe. 

Forskningens bidrag til projektet 

grundlaget for projektet er principperne i virkningsevaluering 

1) . Som navnet antyder, ønsker man at 

undersøge, om der er en virkning af indsatsen. men 

i modsætning til klassisk evidensbaseret forskning, 

hvor fokus primært er på effekter, undersøger man, i 

hvilken sammenhæng effekten fremkommer. 

Dermed får man en nuanceret tilgang, der tager 

hensyn til, at bestemte betingelser skal være til 

stede, for at en indsats kan virke. Det kan eksempelvis 

være, at indsatsen kun virker for personer, 

der på forhånd har gennemgået et bestemt 

genoptræningsforløb for personer, der har et godt 

netværk, eller at indsatsen kun virker på institutioner 

med en bestemt sammensætning af beboere. 

Mange andre muligheder kunne nævnes, og de vil 

blive undersøgt i projektet. 

Med denne tilgang er der respekt for, at der er 

forskellige vilkår for indsatsen og forskellige beboergrupper. 

Viden tilbage til praksis 

indikatorerne skal omdannes til spørgeskemaer vedrørende 

indsatsens 

• faglige kvalitet, 

• de mål der er opnået og 

• den sammenhæng, som indsatsen er foregået i. 

Ud fra dette vil man få et talmateriale, der beskriver, 

hvad der er opnået for hvem, og under 

hvilke betingelser.

Fakta 

Institutionerne der er med er: 

bofællesskabet Lyksborgvej, AU-centeret i Holstebro 

boligerne Svalevej, Assentoft 

Lundebo, Dianalund 

bo- og rehabiliteringscenter Fogedvænget, Hedensted 

bjerggårdshaven, Odense 

Kingstrup, gelsted 

Høskov-kollegiet, Viby 

behandlingscentret Østerskoven, Hobro 

for at botilbudene kan få gavn af projektet, er det 

afgørende, at resultaterne ledsages af faglige fortolkninger. 

indikatorerne er kun tegn på en given hændelse 

i virkeligheden, så for at være sikker på, at der er en 

faglig genkendelse, skal talmaterialet fortolkes af de 

medvirkende institutioner. gennem audits (strukturerede 

høringer) vil det faglige personale for eksempel 

kunne diskutere, hvordan resultaternes skal forstås, 

hvilke beboergrupper de gælder for, og hvad det kan 

betyde for institutionerne i praksis. 

Det er forhåbningen med projektet, at man både 

kan frembringe ny teoretisk viden om indsatsen 

på botilbudene, og at denne viden kan hjælpe 

praksis til at blive endnu dygtigere, end man er 

i forvejen. 

I øjeblikket arbejdes der på højtryk med at udarbejde 

programteorien, som skal være færdig i 

løbet af efteråret 2006. Herefter pilottestes spørgeskemaerne. 

n 

Center for Kvalitetsudvikling 

Regionshuset Århus 

Oluf Palmes Allé 15 

8200 Århus N 

tlf. 87 28 49 11 

Det sociale indikatorprojekt 

Det sociale indikatorprojekt indeholder fire delprojekter. Ud 

over projektet om voksne med erhvervet hjerneskade, er der 

projekter vedrørende unge anbragt på åbne og sikrede døgninstitutioner 

samt institutioner for psykisk svage unge. 

Projekterne har til formål at dokumentere resultater og effekter 

af socialt og socialpædagogisk arbejde gennem indikatorer, 

der beskriver institutionernes indsats, resultaterne af 

indsatsen samt den kontekst, som indsatsen er gennemført 

på baggrund af. 

Kvalitetsafdelingen i Århus Amt fungerer som sekretariat for 

projekterne. For yderligere oplysninger kan konsulent Kirsten 

Lorentzen kontaktes.

20 

Ny vej gennem tilbudsjunglen 

AF KURT gAMMELgAARD NIELSEN, 

PROjEKTLEDER, 

STyRELSEN FOR SPECIALRÅDgIVNINg 

Og SOCIAL SERVICE. 


i forbindelse med kommunalreformen etablerer Styrelsen for Specialrådgivning 

og Social Service en landsdækkende oversigt over sociale tilbud: Tilbudsportalen. 

Den nye hjemmeside skal hjælpe sagsbehandlere og andre med at finde 

netop det sociale tilbud, som de har brug for. En filosof står i spidsen for 

udvikling af Tilbudsportalen, som er planlagt til at åbne 1. januar 2007. 

med Tilbudsportalen bliver det let fremover for sagsbehandlere 

at finde og sammenligne relevante tilbud. 

Det er lykkedes i portalen at opstille et enkelt klassifikationssystem, 

som gør det muligt hurtigt og præcist 

at matche en borgers behov med et relevant tilbud, 

siger projektleder Kurt gammelgaard Nielsen. 

Hvad indeholder tilbudsportalen 

Tilbudsportalen kommer til at indeholde oplysninger 

om kommunale, regionale og private tilbud på det 

sociale område vedrørende botilbud, aktivitets-og 

samværstilbud og beskyttet beskæftigelse. Tilbudsportalen 

indeholder en lang række oplysninger om 

et tilbuds målgrupper, tilbudstype og ydelser. Samlet 

udgør disse oplysninger den faglige struktur i Tilbudsportalen, 

som hver især er søgbar, for eksempel målgruppen 

“hjerneskade” eller i en kombination: Tilbud 

om egen produktion som beskyttet beskæftigelse for 

en person på 25 år med hjerneskade. 

På samme måde som i Videnscenter for Hjerneskades 

Tilbudsdatabase kan man altså søge på 

forskellige kombinationer af: målgrupper, tilbud og 

ydelser. Disse er også i Tilbudsportalen en samlet 

struktur, der muliggør en meget bred eller en meget 

detaljeret søgning. 

Udvikling af klassifikationssystemet 

Kravene til klassifikationssystemet er, at det skal 

være 

• Relevant i forhold til de formål og tilbud, der er 

hjemmel for i lovgivningen 

• Accepteret blandt de professionelle 

• Udtømmende. begrebssystemet skal kunne indfange 

så mange i målgruppen som muligt. 

Samtidig er det et krav, at det skal være hurtigt og 

let at implementere: 

Begrebssystemet skal således være: 

- kendt blandt så mange professionelle som muligt 

- anvendt af så mange professionelle som muligt 

- forudsætte så lidt efteruddannelse som muligt. 

I processen med at opstille relevante faglige 

begreber har Styrelsen for Specialrådgivning og 

Social Service analyseret 35 begrebssystemer med 

inddragelse af over 60 ressourcepersoner. 

“Som filosof har jeg en interesse i, at den faglige 

struktur, der opbygges, er relevant og faglig korrekt, 

og med det nuværende system, mener jeg, 

det er lykkedes at beskrive væsentlige socialfaglige 

problemstillinger, som kan matches med relevante 

sociale ydelser”, siger Kurt gammelgaard Nielsen. 

På samme måde som med databasen fra Videnscenter 

for Hjerneskade har vi opbygget en struktur, 

hvor man kan finde relevante og klart definerede 

beskrivelser. Da Tilbudsportalen omfatter flere områder, 

er der flere målgrupper i Tilbudsportalen, 

men systematikken er den samme: stringente begreber 

opbygget i en hierarkisk struktur. 

I Tilbudsportalen kan “hjerneskade” kombineres 

med flere målgrupper, og dermed kan man få en 

meget præcis beskrivelse”. For eksempel kan man 

beskrive en person med hjerneskade og en fysisk 

funktionsnedsættelse med netop målgruppekombinationen: 

hjerneskade og fysisk funktionsnedsættelse 

(for eksempel nedsat syn, hørelse, kommunikationsevne 

eller mobilitet). 

Forskellen mellem Tilbudsdatabasen udviklet af 

Videnscenter for Hjerneskade og Tilbudsportalen er, 

at man i Tilbudsportalen skal anvende flere karakteristikker 

for at præcisere målgruppen, for eksempel 

hjerneskade og fysisk funktionsnedsættelse. 

I Videnscenterets Tilbudsdatabase er målgruppen 

foruddefineret og tilbuddene detaljeret målrettet

Tilbudsdatabasen og Tilbudsportalen 

Tilbudsdatabasen er Videnscenter for Hjerneskades database 

over tilbud bredt, dvs. også med genoptræning, 

rehabilitering og rådgivning til mennesker med erhvervet 

hjerneskade. 

www.vfhj.dk/Tilbud_forside_default.asp 

Tilbudsportalen er udviklet af Styrelsen for Specialrådgivning 

og Social Service. www.tilbudsportalen.dk 

hjerneskade og/eller hjerneskade og eksempelvis 

medfødte skader, misbrug og/eller psykiatri. 

En anden væsentlig forskel er, at Tilbudsportalen 

dækker udsatte børn og unge, handicap og 

socialt udsatte, og altså dækker et større område. 

Tilbudsdatabasen fra Videnscenter for Hjerneskade 

indeholder til gengæld oplysninger om rehabilitering/genoptræning, 

specialundervisning, botilbud, 

arbejdsprøvning, jobtilbud og revalidering. Disse 

tilbudstyper er ikke omfattet af Tilbudsportalen. På 

den måde supplerer de to databaser hinanden fint, 

slutter Kurt gammelgaard Nielsen. 

Væsentlige tilbudsområder som eksempelvis 

genoptræning og rådgivning for de hjerneskadede 

er indtil videre ikke omfattet af Tilbudsportalen. 

Derfor er det af stor vigtighed, at det præciseres 

for de kommunale sagsbehandlere, at området ikke 

er omfattet af bestemmelserne i Servicelovens §14 

Stk. 2 om, at kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, 

kan indgå i kommunalbestyrelsens 

forsyning. 

Tilbudsportalen er den ene af to nye støttefunktioner 

for de nye kommuner. Den anden er VISO, 

som bliver en national Videns- og SpecialrådgivningsOrganisation, 

der skal hjælpe kommunerne i 

de mere komplicerede, sociale enkeltsager. n 

Læs også artiklen Fælles viden er udgangspunktet 

for bedst mulig praksis af udviklingschef Sven-Åge 

Westphalen, Styrelsen for Specialrådgivning og Social 

Service og brita Øhlenschlæger, Videnscenter 

for Hjerneskade på side 4. 

Tilbudsportalen etableres 1. jan. 2007 

på adressen: www.tilbudsportalen.dk 

Hvad er omfattet af Tilbudsportalen? 

• § 32 (særlige dagtilbud) 

• § 36 (særlige klubtilbud) 

• § 67, stk. 1-3 (døgninstitutioner for børn og unge, 

herunder døgninstitutioner for børn og unge, som 

på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne 

har behov for at blive anbragt uden for hjemmet 

og sikrede døgninstitutioner) 

• § 101 (tilbud om behandling af stofmisbrugere) 

• § 103 (beskyttet beskæftigelse) 

• § 104 (aktivitets- og samværstilbud) 

• §§ 107-110 (boformer) 

• § 142, stk. 1, 4 og 5 (plejefamilier for børn og 

voksne, egne værelser, kollegier og kollegielignende 

opholdssteder og opholdssteder) 

• § 141 i sundhedsloven om behandlingstilbud til alkoholmisbrugere 

• § 105, § 115, stk 2 eller 4 i lov om almen boliger 

om almene ældreboliger til personer med nedsat 

funktionsevne 

§ 4 Ved sammensatte tilbud er tilbuddets enkelte dele 

hver især omfattet af Tilbudsportalen. 

www.servicestyrelsen.dk/wm140657 


AF FRANK HUMLE, 

NEUROPSyKOLOg, DIREKTØR FOR 

CENTER FOR HjERNESKADE, 

KØbENHAVN. 

1) Mark Solms “Clinical 

Studies in Neuro- 

Psychoanalysis” Karnac 

books, 2000, danner 

baggrund for denne 

artikel. 

22 NEUroPSyKologi 

Psykoanalysens betydning for 

På Hjerneskadecentrenes årsmøde i 

begyndelsen af 2006 præsenterede 

frank Humle neuropsykologen mark 

Solms forsøg på at kæde psykoanalysen 

og neuropsykologien sammen. 

jeg vil ikke forsøge at overbevise læseren om, at Mark 

Solms 1) har ret, men kun forsøge at skabe tilstrækkelig 

grobund for at den nysgerrige læser selv kan 

gå videre og fordybe sig i Mark Solms teorier. 

Ifølge Mark Solms er den traditionelle neuropsykologi 

i fare for at søge at kvantificere og objektivisere 

personer, der pådrager sig en hjerneskade. 

Med et Oliver Sacks citat siger han: 

“Neuropsykologi søger ligesom den klassiske 

neurologi at være helt objektiv, og dens store 

styrke, dens fordele, kommer fra netop dette. Men 

et levende væsen, og især et menneske, er først 

og sidst ... et subjekt ikke et objekt. Det er præcis 

subjektet, det levende “jeg”, som er undsluppet 

(neuropsykologien).”(Solms, 2000, p. 59. Frank 

Humles oversættelse) 

Studiet af de mentale processer via 

psykoanalyse og neurovidenskab 

Psykoanalysen og neurovidenskaben er, ifølge mark 

Solms, de to hovedtilgange til studiet af de mentale 

processer, der har kendetegnet det 20. århundrede. 

for Solms var ambitionen at binde de to tilgange 

sammen, for på den måde at få en mere komplet 

forståelse af de mentale processer. 

Solms er dog ikke den første, der har haft denne 

ambition. Allerede Freud, psykoanalysens grundlægger, 

var optaget af sammenhængen mellem 

psyken og hjernemæssige anatomiske repræsentanter 

herfor, men han fravalgte projektet med at 

sammenkæde forskellige psykiske udtryk med neuroanatomi. 

Han mente ikke, at neurovidenskaberne 

på hans tid var tilstrækkeligt sofistikerede til, at 

man kunne foretage denne sammenkædning. 

Luria og Freud 

På den tid, hvor psykoanalysen var undervejs med at 

udvikle en forståelse af menneskets psyke med henblik 

på opbygning af en udviklingsteori, afdækning af 

psykiske traumer og mulige behandlingstiltag herfor, 

skrev en af neuropsykologiens fædre, Alexander luria 

fra Sovjetunionen til freud og spurgte, om han måtte 

oprette et psykoanalytisk selskab i Sovjetunionen. 

freud syntes godt om initiativet, og Sovjetunionens 

første psykoanalytiske selskab blev født. Som følge af 

de politiske vinde var luria dog efterfølgende nødt til 

officielt at afsværge psykoanalysen, men hans tilgang 

til patienterne var fortsat præget af den psykoanalytiske 

frie-associations teknik. 

Mark Solms er begejstret for Lurias tilgang. 

Han mener, at hensigten med Lurias metode ikke 

blot var at identificere et symptom i lighed med, 

hvordan han ser det hos den klassiske neurologi 

og neuropsykologi, men snarere at få et detaljeret 

billede af den indre psykologiske struktur bag et 

symptom med henblik på bedre at forstå og hjælpe 

den enkelte patient. 

Solms mener, at Lurias metode og de fremskridt, 

der er sket indenfor neurovidenskaberne, nu har 

gjort det muligt at sammenholde komplicerede, 

mentale funktioner med deres neuroanatomiske 

udgangspunkt, hvilket netop er Solms’ ærinde. 

Han giver forskellige eksempler på, hvordan han 

mener, man kan forstå de mentale funktioner i sammenhæng 

med neuroanatomien – i det følgende 

illustreret med to eksempler. 

Bevaret jeg og overjeg ved venstresidig skade 

j var en 22-årig ugift mand, der var junior officer i 

militæret. Han blev ramt af en blodprop i venstre 

temporalområde og fik som følge heraf sproglige 

problemer i form af vanskeligheder med at finde de 

ord, han ønskede at bruge. Efter skaden kom han

neuropsykologien 

tilbage til sit arbejde i en mere beskeden position, 

som han dog ikke fik lov til at beholde. Dernæst 

blev han tilknyttet et handicap-værested, hvor han 

blev en af de centrale ressourcepersoner. Han var 

motiveret og aktiv i terapien, og han sørgede over 

det tab, som hjerneblødningen havde medført. Men 

han var efter en tid i stand til at finde en ny måde 

at leve på, hvor han levede så fuldt og helt, som 

de påførte sproglige vanskeligheder gav mulighed 

for. 

Det er Solms konklusion ud fra en psykoanalytisk 

forståelse, at personer, der får en skade i venstre side 

af hjernen, har et bevaret ’jeg’ og ’overjeg’, hvilket 

giver dem mulighed for at sørge over de påvirkede 

funktioner og de ændrede livsmuligheder. De har, 

ifølge Solms, ligeledes mulighed for at orientere sig 

efter skaden, kan sætte sig nye mål og fastholde 

dem. Deres verden kan opleves fragmenteret og til 

tider uforståelig, men der er bevaret mulighed for at 

forstå sig selv og knytte sig til andre mennesker. 

Benægtelse som forsvarsstrategi 

ved højresidig skade 

Som et modstående eksempel beskriver Solms en 

59-årig ingeniør, der fik en blodprop i højre side af 

hjernen. Konsekvenserne var blandt andet: Venstresidig 

lammelse, som han bagatelliserede, fremmedgjorthed 

over for venstre side af kroppen, neglekt, ringe sygdomsindsigt, 

tilsyneladende manglende interesse for 

omverdenen, vanskeligheder med at overholde sociale 

spilleregler og initiativsvækkelse. Følelsesmæssigt var 

han præget af en distancerende holdning, men han 

brød indimellem kortvarigt sammen i gråd, hvorefter 

han lagde følelsesmæssig afstand til gråden, som 

om den ikke havde fundet sted. Solms beskriver 

hans sammenbrud – for eksempel i forbindelse med 

at han blev konfronteret med konsekvenserne af 

den lamme venstre arm – som udtryk for et gennembrud 

til hans undertrykte følelser vedrørende 

de oplevede vanskeligheder. Hans håndtering af de 

erhvervede vanskeligheder var således hovedsagelig 

bagatellisering, men indimellem var det ikke muligt 

for ham at fastholde bagatelliseringen; det medførte 

kortvarige sammenbrud, hvorefter han vendte tilbage 

til at bagatellisere vanskelighederne. 

På baggrund af gennemgangen af de ovenstående 

forløb og øvrige sygehistorier for personer med 

højresidige skader, konkluderer Solms, at disse personer 

tilsyneladende har en reduceret bevidsthed 

om påvirkningen af deres venstre side og om de 

øvrige konsekvenser af skaden. Han mener dog, 

at de er bevidste om, hvad der er sket med deres 

krop. Solms mener ikke, at de har vanskeligt ved 

at bevare opmærksomheden på de fysiske vanskeligheder, 

som ellers er den traditionelle forståelse 

inden for neurologien og neuropsykologien. Han 

forstår snarere opmærksomheden, der er rettet væk 

fra vanskelighederne, som en forsvarsstrategi, der 

tjener til at beskytte dem mod konsekvenserne af 

traumet. Solms mener, at personer med højresidige 

skader er i stand til at reagere emotionelt sårbart, 

blot er deres sårbare følelser undertrykt. Deres 

vanskelighed er, at de ikke har mulighed for at 

sørge. I stedet benytter de sig af massive forsvarsstrategier, 

der skal beskytte dem mod deres tab 

og den medfølgende depression. Forsvarsstrategier 

beskrives som svarende til det, der i psykoanalysen 

betegnes som primitive forsvarsmekanismer. Det 

vil sige mekanismer, der er effektive til at fjerne et 

problemfelt fra bevidstheden, men som ikke giver 

mulighed for nogen bearbejdning. I modsætning til 

personer med en venstresidig skade mener Solms 

ikke, at personer, der får en skade i højre side af 

hjernen, på samme måde er i stand til at forstå 

sig selv og knytte sig til andre mennesker. Vanskelighederne, 

mener han, beror på, at de med 

psykoanalytisk sprogbrug ikke kan indgå i relationer 

mellem mennesker. Deres opfattelse af verden 

bliver derfor mere fragmenteret end tilfældet er for 

personer med en venstresidig skade. Og de får derfor 

heller ikke de samme muligheder for at håndtere 

følgerne af skaden. n 

Artiklen er forkortet af red. Den uforkortede artikel 

kan læses www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1472 

NEUroPSyKologi 

2

Den dynamiske hjerne 

AF gORM HALLAS-MØLLER, 

SPECIALLæRER, 

CENTER FOR HjERNESKADE, 

NæSTFORMAND I DANS. 

1) Dansk Neuropædagogisk 

Selskab. 

2 læriNg & HUKommElSE 

forsøg med rotter kan sige noget om, 

hvor fremtidens behandling af hjerne- 

skader er på vej hen. 

På landskonferencen i DaNS 1) , som var arrangeret 

i samarbejde med Videnscenter for Hjerneskade 

i april 2006, var lektor og seniorforsker, jesper 

Mogensen, (jM) en af oplægsholderne. I indlægget 

løftede han blandt andet sløret for noget af den 

nyeste forskning, som han selv har medvirket i. Her 

havde han undersøgt virkningen af tilførsel af erythropoietin 

(EPO) til rottehjerner, der eksperimentelt 

var blevet beskadiget. Det viste sig, at tilførslen 

havde en gavnlig effekt på rotternes præstationer 

i indlæringsforsøg. 

Emnet på landskonferencen var “Læring og hukommelse 

– hukommelsen og læring”, og jM var 

med sin lange erfaring inden for neurovidenskab 

selvskreven til at dække den neurobiologiske vinkel 

på dette emne. 

Netværk i hjernen 

jM startede sit indlæg med at skitsere, hvor komplekst 

hjernen er opbygget. 

Vi har i vores hjerne ca. 125 milliarder neuroner. 

Hvert neuron består af et cellelegeme (soma) med 

påhæftede dendritter, der modtager information fra 

andre neuroner. Det udgående signal foregår via 

axonet. For enden af axonet er der udgreninger, 

som sætter sig tæt op til andre neuroners cellelegemer 

og dendritter. Her dannes der synapser. Hver 

celle får i snit input fra 5-10.000 neuroner – og giver 

selv output til et tilsvarende antal neuroner. 

Som det er fremgået af ovenstående, udgør hjernen 

et ufatteligt kompliceret netværk. Alt det vi ved, 

og alt det vi kan, er repræsenteret ved bestemte 

forbindelser mellem neuroner i hjernen. Hjernens 

kodning af information sker ved, at der dannes 

forskellige mønstre i forbindelserne mellem nervecellerne, 

det vil sige, at hjernen hele tiden laves en 

lille smule om, når vi modtager ny information, og 

det vil igen sige, at hjernen ikke er statisk. 

Hvert sted, hvor der er plads på cellelegeme og 

dendritter, dannes der synapser. Herigennem kan 

neuroner sende impulser, som modtages og eventuelt 

sendes videre til andre neuroner. Hvis et axon 

klippes over, vil der således opstå ledige pladser på 

de modtagende dele af andre neuroner. De ledige 

pladser bliver hurtigt udfyldt af nye forbindelser fra 

andre neuroner. 

Fra elektisk signal til kemisk signal 

Inde i de enkelte neuroner forløber signalerne som en 

elektrisk strøm. Når en elektrisk spændingsændring 

“løber” ned gennem axonet og ned til endeknoppen 

(terminalen), påvirker det nogle små blærer (vesikler) 

med signalstof, som befinder sig her. blærerne 

smelter sammen med cellemenbranen, således at 

signalstoffet (neurotransmitteren) kan flyde ud i 

den synaptiske kløft. 

Hermed er det elektriske signal blevet oversat 

til et kemisk signal. 

Hvis en af disse neurotransmittere passer til en 

receptor på den anden side af den synaptiske kløft, 

vil den sætte sig som en nøgle i en lås og starte en 

række elektriske og biokemiske forandringer i den 

modtagende celle. Disse forandringer øger enten 

sandsynligheden for, at den modtagende celle vil 

fyre (ved en fremmende synapse) eller mindsker 

sandsynligheden for, at den modtagende celle vil 

fyre (hæmmende synapse). 

Fremmende eller hæmmende 

kemiske budskaber 

Hver celle påvirkes af mange sådanne fremmende 

og hæmmende “kemiske budskaber”, hvis forholdsmæssige 

antal afgør, om den postsynaptiske celle 

kommer til at fyre eller ej. Også et forhold som 

placering af synapsen har stor betydning for, med 

hvilken vægt det enkelte signal tillægges. Det viser 

sig, at signaler der transmitteres fra synapser, der 

er placeret i umiddelbar nærhed af det sted, hvorfra 

axonet udgår, har en væsentlig større sandsynlighed

for at blive videresendt, end signaler som modtages 

længere væk fra axonet. 

Dannelsen af nye proteiner 

bestemte former for aktivitet i nervesystemet kan 

medvirke til andre former for ændringer. Således kan 

den præsynaptiske neuron bringes til at udsende 

større mængde neurotransmittere, ligesom der i den 

postsynaptiske neuron kan ske påvirkning af DNA 

i cellekernen, som medfører en ændring i brugen 

af genomet, så der dannes “nye” proteiner. Dannelsen 

af disse proteiner kan medføre strukturelle 

ændringer i den modtagende neuron, der kan gøre 

den bedre i stand til at modtage signal, som følge 

af f.eks. ændringer i det “mikroskelet”, som findes 

i cellelegemet. 

Ændring i hjernens netværk 

ændringer i hjernens netværker og i de enkelte 

neuroner sker som sagt kontinuerligt og er en følge 

af, at vi hele tiden indhøster nye erfaringer. Mange 

af disse strukturelle ændringer er man i stand til 

direkte at påvise. Ud fra scanninger af hjernefunktionen 

hos f.eks. dygtige violinspillere kan man se, 

at det område i hjernen, der styrer venstre hånd, 

er mere udviklet end hos andre. Personer, der som 

voksne er blevet blinde, og som derefter har lært 

sig at læse punktskrift, vil have større et område i 

hjernen, som bruges til at modtage sanseindtryk fra 

fingerspidserne end andre mennesker. Tilsvarende har 

man påvist, at taxachauffører i London har områder 

i den bagerste del af hippocampus, som varetager 

processering af blandt andet geografisk og rumlig 

viden, som er større end hos andre mennesker. 

Omstrukturering efter hjerneskade 

I forsøg med rotter har jM arbejdet med at ødelægge 

forskellige områder i rotters hjerne, som han vidste, 

varetog forskellige funktioner. Derefter blev rotterne 

genoptrænet til at kunne klare de samme funktioner 

på samme eller næsten samme niveau, som før 

skaden. Til sidst undersøgte han de genoptrænede 

rotters hjerner for at se, hvilket eller hvilke nye 

områder i hjernen, der nu varetog de funktioner, 

som det ødelagte væv havde gjort før. 

Resultatet af denne forskning har ført ham til 

den antagelse, at det vi mister efter en hjerneskade 

sandsynligvis er mistet for altid. Spørgsmålet er så, 

om vi ikke kan gøre tingene på en anden måde, 

som er lige så god. Vi lærer nye måder at løse 

nye problemer på. Disse måder kan måske i nogle 

tilfælde være bedre, end dem vi brugte før, i andre 

tilfælde lige så gode, og i andre igen måske ikke 

helt så gode. 

Når et menneske har pådraget sig en hjerneskade, 

hvor større eller mindre dele af hjernevævet er 

blevet ødelagt, vil der efterfølgende ske strukturelle 

ændringer af hjernen så at sige af sig selv. For at 

denne omstrukturering skal forløbe så hensigtsmæssigt 

som muligt, er det vigtigt, at der sættes 

ind med en tidlig genoptræning. Tidlig intensiv optræning 

har en gunstig effekt på udviklingen af såvel 

motoriske, sensoriske og kognitive færdigheder. 

Det afgørende her er det forhold, at det man bliver 

bedre til, i høj grad er de ting, man gør. 

Udover denne tidlige intensive træning, som tager 

sigte på forbedring af funktionsniveauet på de 

områder, som den ramte i særlig grad har brug for i 

sit daglige liv, er det vigtigt også for hjernens trivsel 

at sørge for at være i god fysisk form, hvorfor for 

eksempel løbetræning med fordel kan tænkes at 

indgå i optræningen efter hjerneskade. 

I fremtiden er det tænkeligt, at forskellige medikamenter 

kan indgå i behandlingen efter hjerneskade. 

I nogle forsøg har jM således påvist, at 

stoffet EPO kan have en stor virkning på, hvordan 

rotters funktionsniveau, i indlæringsforsøg, forbedres 

efter en påført hjerneskade. EPO kan således 

tænkes at være en slags reparationsstof, som en 

gang i fremtiden kan gives til mennesker, som er 

ramt af hjerneskade. Indtil mange yderligere forsøg 

er foretaget på dyr, er det dog for tidligt at 

udtale sig sikkert på området, og jM anbefalede 

da også deltagere i Tour de France, som måtte 

indtage stoffet i store mængder, til stadigvæk at 

bruge cykelhjelm. n 

læriNg & HUKommElSE 

2

Pleje og behandling af 

patienter med hjernetumorer 

AF bERIT EIDE 

SOCIAL-Og SUNDHEDSASSISTENT, 

NæSTFORMAND I SOCIAL-Og 

SUNDHEDSASSISTENTERNES 

KRæFTFORENINg (SOSK). 

2 BEHANDliNg Af HjErNETUmorEr 

. 

Social og sundhedsassistenter møder i deres hverdag på hospitaler og i hjemme- 

plejen ofte mennesker, som har pådraget sig en skade i hjernen som følge af 

eksempelvis hjernesvulster (tumorer). De oplever igennem disse forløb, hvor stor 

betydning sygdom i hjernen har for den syge og for familien som helhed, 

og at det er en vigtig forudsætning for god pleje at kende til sygdommen. 

Dette var baggrunden for, at emnet pleje og behandling af hjernesvulster blev 

taget op på det årlige landskursus i Kræftforeningen for sygehjælpere og social- 

og sundhedsassistenter. Her følger et resumé af kurset. 

En gåtur på strøget kan pludselig få en anden mening, 

fordi man tilfældigt møder et menneske, som 

har et synligt handikap – det kan være gangbesvær 

eller en arm, som hænger lidt tungt ned langs 

siden. Det får uvægerligt én til at tænke på, hvad 

der ligger bag dette handikap, i hvert fald når man 

som jeg arbejder i sundhedsvæsnet. I vores hverdag 

på hospitaler og i hjemmeplejen møder vi denne 

kategori af patienter meget ofte og har derfor fået 

et vist kendskab til, hvor stor betydning sygdom 

i hjernen har for den syge, men også for familien, 

der oplever tab, både af fysisk, men også psykisk 

og social karaktér. Det er vigtigt for både patienten 

og de pårørende, men også for personalet, at der 

bliver givet den bedst mulige pleje og behandling, 

for at patienten kan komme så godt som muligt 

videre med sin tilværelse, og at hele familien og 

netværket bliver inddraget i forløbet. 

Sygeplejemæssige observationer 

Når vi får patienten ind på sygehuset, kigger vi 

specielt efter neurologiske symptomer, som kan 

inddeles i fokale symptomer og i tryksymptomer. 

Fokale symptomer skyldes lokalt tryk eller infiltration 

af hjernens centre og nervernes ledningsbaner, 

sådan at områdets funktion ophører eller irriteres. 

Det kan påvirke sanserne, give sprogforstyrrelser 

og personlighedsændringer (se faktaboks). 

Tryksymptomer opstår som følge af forhøjet tryk indeni 

kraniekassen. Det øgede tryk kan have forskellige 

årsager som blødninger, svulster, hydrocephalus (væske 

i hjernens hulrum). Symptomerne på hjernesvulster 

afhænger af processens forløb og lokalisering. 

Symptomerne kan være for eksempel: ændret 

bevidsthedsniveau, hovedpine, kvalme og eksplosive 

opkastninger, konfusion (forvirrethed), svim- 

melhed, træthed, nedsat hukommelse eller psykisk 

ændring, epileptiske anfald med kramper og pupildifferens 

(uens størrelse af pupillen i øjnene). 

Symptomer 

Patienten kan have forskellige symptomer, alt efter 

hvor svulsten sidder. Vores hjerne er ikke kun 

inddelt i halvdele, men også i områder med hver 

sin funktion, og symptomerne afhænger af, hvor 

skaden er sket. Skades eksempelvis et område 

bagved panden (frontallappen), kan der ske store 

forandringer i personligheden. Vores evne til at se 

og lytte har også baggrund i bestemte områder 

af hjernen. Vores hjerne er menneskets computer, 

meget avanceret og sårbar, men den kan trænes 

op til at bruge nye veje. 

behandlingen retter sig mod aflastning af symptomerne. 

behandlingen er afhængig af, hvor svulsten 

sidder og årsagen til, at den er til stede. behandlingen 

kan være kirurgisk og medicinsk eller 

eventuelt en kombination af begge dele. Endelig 

kan der være tale om forskellige typer af strålebehandling 

afhængig af, om behandlingen er helbredende 

eller lindrende. Specifikt om behandling af 

svulster (tumorer) henvises til www.sundhedsguiden 

eller www.sundhed.dk. 

Sygeplejeopgaver 

Observationerne i forhold til hjernesvulster retter sig 

mod vurdering af eventuelle krampeanfald – deres 

hyppighed og styrke. Hvordan ser pupillen ud, er 

der eksempelvis øjendrejning under anfaldet? 

Er der kvalme hele tiden eller hovedpine, og 

hvor sidder hovedpinen? 

Vurdering af bevidsthedsniveauet sker ved at 

vurdere:

Her ses en grov inddeling 

af egenskaber relateret til 

de to hjernehalvdele. Det 

er dog samtidig vigtigt at 

fastholde, at de to halvdele 

samarbejder. Når der 

sondres mellem højre og 

venstre hjernehalvdel, bør 

man være opmærksom på, 

at venstres hjernehalvdels 

funktioner ofte er mere 

målbare og synlige, mens 

højre halvdels funktioner 

er skjulte og vanskelige 

at opfange og måle. De er 

derved også vanskelige at 

genoptræne. Nedenfor ses 

oversigter over de sandsynlige 

skadestyper i de to 

hjernehalvdele. 

Om patienten åbner øjnene på tiltale, eller om 

man skal prikke til patienten for at få kontakt. 

Er der motorisk respons ved berøring (patienten 

løfter armene i afværgereaktion). 

Alle disse observationer bruges sammen med 

relevante røntgenundersøgelser som MR scanning 

og CT scanning til at fastslå svulstplacering og 

udbredning for at kunne gennemføre den bedst 

mulige behandling. 

Patienten skal hjælpes 

hurtigst muligt i gang igen 

Typer af svulster 

• Medfødte misdannelser 

• Primære parenchyme 

tumorer (udgået fra 

hjernens bløddele) 

• Ekstra aksiale tumorer 

(svulst udenfor centralnervesystemet) 

• Karmisdannelser 

• Metastaser (spredning af 

kræftsygdom fra andre 

organer eks. blærekræft 

eller lungekræft) 

• Hormonproducerende. 

Den såkaldte rehabilitering starter umiddelbart efter 

operationen eller ved indlæggelsen. Rehabilitering 

betyder at forsøge at genskabe tabte færdigheder 

eller få så normalt et liv som muligt med de begrænsninger, 

som der måtte være. Det er vigtigt, at 

man afdækker patientens nuværende evnekapacitet, 

så den nærmeste udviklingszone kan nås, uden at 

patienten oplever nederlag. Det er yderst vigtigt, at 

man ikke sætter mål for patienten, som ikke er realiserbare 

her og nu. Og det kan være nødvendigt at 

opsætte delmål for at kunne motivere til det arbejde, 

det er, at skulle genoptræne sine færdigheder. Det 

kan også være, at det er samarbejdspartnere i form 

af genoptræningsafdelinger, som skal varetage den 

videre genoptræning og opnåelse af de endelige 

mål for rehabiliteringen. 

blandt de principper, som anvendes i rehabiliteringen, 

kan være bobath´s principper, som i store 

træk går ud på, at et normalt bevægemønster skal 

genindlæres eller fremmes, fordi kroppen er en helhed 

og vedblivende skal betragtes som en helhed. 

genoptræningen skal derfor også foregå via alle de 

funktioner, patienten foretager i løbet af døgnets 

vågne timer. 

Egenskaber højre hjernehalvdel Egenskaber venstre hjernehalvdel 

Helhedsopfattelse Detaljeopfattelse 

Billeddannelse Analyse 

rum- og retningssans rationel tænkning 

intuition logik 

Kreativitet Sprog 

Abstrakt tænkning læsning 

musikalitet Skrivning 

Tolkning af følelser/genkendelse Skrivning/regning 

Skader fra højresidige læsioner Skader fra venstresidige læsioner 

Venstresidig lammelse Højresidig lammelse 

Venstresidig hemianopsi (blindhed) Højresidig hemianopsi (blindhed) 

Neglect af venstre side Afasi ( sprogvanskeligheder) 

Apraksi (tab af færdigheder) Apraksi 

Tab af rumfornemmelse Højre/venstre konfus 

Koncentrationsbesvær Ugenkendelige sanseindtryk(agnosi) 

At arbejde med genoptræning efter hjernesvulster 

er specialviden, og det kommer patienten til 

gavn, at personalet er erfarent. Det er vigtigt, at 

kunne aflæse patientens behov, og det kræver god 

tid til at lytte eksempelvis til patienter, som har 

afasi (manglende eller nedsat evne til at formulere 

sig i skrift og tale og/eller nedsat evne til at forstå 

det talte/skrevne). Nogle patienter har fået lammelser 

i den ene side og kan dertil have neglect, 

det vil sige, at de overser den syge side. 

Vores opgave er at hjælpe med til, at den syge 

side genopdages. Det er vigtigt, at patienten får en 

fornemmelse af et fast underlag og har kontakt til 

underlaget, for eksempel gennem lejring af patienten 

på den syge side. Det vil også sige, at man skal 

stå ved dén side, når man kommunikerer med vedkommende. 

Ved personlig hygiejne skal man guide 

patienten – altså lede/understøtte bevægelsen med 

hånden – ved at føre den syge hånd, så patienten 

får en fornemmelse af sin krop igen. 

Familien 

Det er ikke kun patienten, som bliver ramt ved 

sygdom, men hele familien. Man kan sige, at hele 

familien bliver ramt af en total smerte – socialt, 

psykisk og åndeligt. 

Det er yderst vigtigt, at vi som plejepersonale 

til patienter med hjernesvulster tager fat om problemerne. 

Vi kan måske ikke løse dem, men vi 

kan hjælpe med at få afklaret problemstillinger og 

måske finde andre måder at hjælpe på, måske i 

form af undervisning. Det kan være gavnligt at få 

patienten eller familien til at sætte ord på deres 

frygt og derigennem få bedre klarhed over, hvor 

der skal sættes ind n 

Kildeangivelse: 

Notater fra landskursus i SOSK 

(Social og Sundhedsassistenternes 

Kræftforening) samt 

egne notater fra tidligere 

undervisning. 

BEHANDliNg Af HjErNETUmorEr 

2

Foto: birthe bjørslev 

AF bIRTHE bjØRSLEV, 

PENSIONERET SPECIALLæRER, 

TIDLIgERE PROjEKTLEDER PÅ KIT. 

Billedværkstedet 

– træner hjernen 

At få en hjerneskade er forbundet med mange tab. 

Og den skadedes vej væk fra mindreværd og social 

isolation mod et godt hverdagsliv kræver kvalificeret 

støtte. På “Skolen for Senhjerneskadede” i Århus tager 

det kognitive og det kreative hinanden i hånden. 

2 BillEDVærKSTEDET 

Bodil Helmer Tobiesen er speciallærer, og hun kalder 

sig også billedkunstner. Hun har siden år 2002 undervist 

på “Skolen for Senhjerneskadede” i århus – blandt 

brugerne kaldet “billedværkstedet”. 

Det er tidlig morgen, endnu hænger gryet tungt 

over møbler og vinduer. Lyset har sovet længe. Det 

har bodil til gengæld ikke. Hun går stille omkring 

i rummet, mens hun omhyggeligt sætter elevernes 

billeder i kronologisk rækkefølge bag den plads, 

hvor hver enkelt elev om kort tid skal i gang med 

at male. Straks eleverne træder ind i rummet, byder 

billederne dem velkommen. Den skrøbelige 

hukommelse har fået en krykke, og produkterne 

står som farverige resultater af det billedmæssige 

samarbejde mellem lærer og elev. 

En undervisningsdag i billedkunst er begyndt. 

Billedpædagog og talepædagog 

“Vi mødes her i lokalerne, som også bruges til mødeaktiviteter, 

og alle materialer skal bæres ud og ind. 

jeg har megen forberedelse og oprydning i forbindelse 

med undervisningen i billedværkstedet. Sådan må 

det jo være, når vi ikke har lokaler specielt beregnet 

til formålet. 

jeg er glad for at undervise her. jeg kan stille 

mine egne billedfaglige kvalifikationer til de skadedes 

disposition, samtidig med at jeg hjælper 

dem med at udvikle deres eget unikke udtryk. Min 

“gamle” viden om hjernen og hjerneskader er mig 

til stor hjælp. Man kan sige, at jeg både aktiverer 

billedkunstneren og speciallæreren i mig selv”. 

At arbejde med sit mindreværd 

De hjerneskadede melder sig til billedværkstedet, 

fordi de har lyst. 

“De behøver ingen særlige forudsætninger, de 

skal bare være nysgerrige og åbne. Men det er store 

krav at stille til mennesker, og specielt til senhjerneskadede, 

som har meget på spil. De leder altid 

efter livsrum, hvor de kan finde en rolle og være 

kompetente. De vil gerne kunne sige, at de kan 

noget, og at de dur på trods af skaden”. 

bodil oplever det krævende at arbejde med hjerneskadede 

mennesker, fordi der er megen sorg over 

de tabte kompetencer. 

“Vi starter nogen gange med en snak om, hvad 

den enkelte har mistet ved at få en skade. Sætter 

lidt tid af til at snakke om sorgen, inden vi for alvor 

kaster os over farverne. Den skadede skal være meget 

modig og turde udforske sig selv endda inden 

for områder, hvor han bliver konfronteret med alt 

det, han ikke kan – hverken fysisk og psykisk.” 

“Den skadede arbejder så at sige både motorisk 

og mentalt på lærredet med sit mindreværd. Og her 

er det så, at jeg tilbyder mig. jeg stiller mig som 

person, som speciallærer og billedfaglig ekspert 

til rådighed, så vi sammen kan gå nogle skridt 

videre. Og eleven kan opdage, at det kan lykkes. 

At det fungerer”. 

En sikker vinder 

“Hvis eleven skal have succes, skal der megen støtte 

til,” fortsætter Bodil, “og det skal være individuel 

støtte. Det er nok allersværest for dem, som altid har

"Hver enkelt elev skal have megen støtte for at føle den veluddannede voksnes tilfredshed 

med det færdige maleri. Læreren skal tage et medansvar for produktet ved at stille de rigtige 

spørgsmål til processens udvikling. Men det skal være elevens maleri”, siger bodil Tobiesen. 

været kunstinteresserede og måske endda malet lidt 

inden skaden. Deres “jeg” bliver udfordret, og ambitionsniveauet 

driver dem frem. familien kan utilsigtet 

agere som indpisker, måske uden at vide det. Det er 

nu engang lettere at sige, at man er gift med en, der 

maler, end med en hjerneskadet. Det kan opleves 

enklere at gå i gang med noget, hvor man slet ingen 

forudsætninger har, og derfor heller ikke har nogle 

personlige ambitioner at skulle leve op til”. 

Sådan forholder det sig med birte Hoppe. 

Måske er det navnefællesskabet med maleren 

Erik Hoppe, som fik birte Hoppe til at vælge at være 

med i billedværkstedet i Hjerneskadeforeningen i 

Århus. “Men vi er ikke i familie”, forsikrer hun. 

På birtes kommode står adskillige malerier, malet 

inden for det sidste års tid. Små farvestrålende 

perler, parate til at blive givet væk som gaver til 

familie og venner. 

“I starten strukturerede bodil mit arbejde, for jeg 

kan kun en ting ad gangen. Når jeg maler, bliver 

der helt stille inden i mig,” siger birte. 

“Rum/retningsforstyrrelser og en reduceret evne 

til at skaffe sig et overblik spiller en rolle på billedfladen, 

ligesom manglende initiativ og evnen 

til at fastholde en aktivitet også er modspillere. 

Rækkefølgen i den kunstneriske arbejdsproces er 

ikke automatisk, men skal fastholdes af læreren, 

specielt når træthed og udholdenhed opleves som 

det allerstørste problem. Det dræner hjernen for 

kognitiv energi at male. 

Hver enkelt elev skal have megen støtte for at 

føle den veluddannede voksnes tilfredshed med 

det færdige maleri. Læreren skal tage et medansvar 

for produktet ved at stille de rigtige spørgsmål til 

processens udvikling. Men det skal være elevens 

maleri.” 

Når det ubevidste tager over 

Bodil styrer de kunstneriske processer gennem sine 

spørgsmål omkring en række valg. “og det skal gøres 

på en skæg og humoristisk måde. Vi diskuterer penselstrøgets 

kvaliteter, øver det og vurderer. jeg giver 

anvisninger og siger f.eks. at strøget gerne må være, 

som når du maler din køkkendør. Det kan være en 

vigtig håndsrækning, når man lige er begyndt at male 

med “den forkerte hånd”. 

Eleven skal også overveje, hvornår han skal 

tænke, og hvornår han skal lade sit ubevidste 

tage over. jeg fastholder ligeledes elevens “kunstneriske 

udvikling” ved at trække tråde til tidligere 

malerier”. 

Herluf Clausen er også elev på billedværkstedet 

på “Skolen for Hjerneskadede”. For ham var det 

meget lettere at gå i gang med at male, end han 

havde forestillet sig. Her var ingen angst for det 

hvide lærred. For både Herluf og hans ægtefælle er 

det at beskæftige sig med kunst og fylde hjemmet 

med forskellige kunstgenstande en selvfølgelighed. 

Men han har aldrig tidligere været udøvende. 

“Man behøver ikke at tænke i ord, når man maler. 

Det er ligesom helt andre processer, der sættes 

i gang,” siger Herluf. 

På aktivitetsstedet Abildhus i Århus har Herluf 

realiseret sin drøm om en kunstforening for alle 

på stedet. 

Lærer og elev deler i fællesskab ansvaret for 

de mange valg, der skal træffes, før et maleri er 

færdigt, og bodil er med dem hele vejen. “Men 

når billedet er færdigt, skal eleven opleve, at det 

er deres eget produkt. Ellers har jeg ikke gjort mit 

arbejde godt nok. 

gennem den arbejdsmåde opbygger jeg en strategi, 

de kan tilegne sig – og måske overføre på 

andre læreprocesser? 

Indimellem laver vi time-out og holder op en 

stund med at male. Så vurderer vi vores malerier 

i fællesskab. Vi snakker om, hvad vi synes der er 

godt og mindre godt ved hinandens billeder. Vi 

deler vores tro og håb og vores svære kampe med 

hinanden. Og i slutningen af sæsonen indbyder vi 

til en flot fernisering med gæster og familiemedlemmer.” 

At forlige sig 

“om det er kognitiv træning? ja, det er det. Eleverne 

bliver bedre til at male, men jeg ved ikke, om 

de bliver mindre hjerneskadede? Det kognitive og 

personligheden er ikke to adskilte størrelser, mennesket 

er et hele. 

men kunst er det ikke. man bliver ikke kunstner af 

at få en hjerneskade, med mindre man var kunstner 

i forvejen. n 

Skolen for Sen-Hjerneskadede, 

Marselisborgcentret, bygning 3, 

P.P. Ørumsgade 9-11 

8000 Århus C 

BillEDVærKSTEDET 

2

Kan vi lære noget af amerikansk 

rehabiliteringsarbejde? 

Dansk neuro-rehabilitering har i de seneste 20 år i høj grad 

været inspireret af amerikanske rehabiliteringsprogrammer. 

Men hvad kan vi lære af amerikansk rehabiliteringsarbejde i 

dag? Det satte Københavns Amts Hjerneskadeteam sig for at 

undersøge på en studietur til New york i marts 2006. 

AF HjERNESKADETEAMET, 

KØbENHAVNS AMT. 

0 DoKUmENTATioN i USA 

Hjerneskadeteamet besøgte i de fem dage turen varede 

en række meget forskellige tilbud og programmer – og 

fik meget konkret information og viden med hjem. 

men der var også en række generelle forhold, som 

gav anledning til både debat og eftertanke i teamet 

– også set i lyset af de omfattende strukturændringer, 

vi står overfor i Danmark. Et par af disse forhold vil 

vi beskrive i det følgende. 

Systematik og målbarhed 

En umiddelbar forskel mellem dansk og amerikansk 

rehabilitering er amerikanernes meget systematiske 

og målrettede tilgang til arbejdet. Der opstilles dagligt 

mål for den enkelte deltager, og målene evalueres og 

rapporteres løbende. Der er fokus på effekt og dokumentation 

i en helt anden målestok, end vi oplever 

i Danmark. 

Kravene om effekt og målbarhed hænger i høj 

grad sammen med den måde, rehabiliteringen 

finansieres på. Hvis rehabiliteringen ikke har et 

umiddelbart målbart resultat, smækkes kassen i. 

Men ideen om en meget systematisk og målrettet 

tilgang er også fagligt begrundet. Mange hjerneskadede 

mennesker har problemer med opmærksomhed, 

koncentration og planlægning. En vigtig metode 

i rehabiliteringen kan derfor være at etablere 

ydre orden og struktur, som den hjerneskadede så 

langsomt selv kan overtage, for til sidst at kunne 

etablere sin egen struktur og sine egne mål. 

Den systematiske og målrettede tilgang har 

både fordele og begrænsninger. begrænsningen er 

indlysende, hvis formålet alene er at dokumentere 

effekt for at opnå finansiering og ikke en fokusering 

på rehabiliteringens betydning for den enkeltes 

hverdagsliv og livskvalitet. På den anden side kan 

den målrettede og effektorienterede tilgang åbne 

op for et øget fokus på kvalitetsudvikling og her- 

med være en god ramme for en mere selvkritisk 

og udviklingsorienteret kultur. 

De pårørende og “the community” 

som ressourcer 

i flere af de programmer, vi besøgte, spillede inddragelsen 

af pårørende og andre nære personer og netværk en 

central rolle. for eksempel så vi, hvordan pårørende i 

flere måneder dagligt deltog i genoptræningsprogrammet 

på rusk institut. De steder, vi besøgte, talte man 

ikke om “relatives” (pårørende) men om “significant 

others”, et – også i praksis – bredere begreb. 

Det er i mange tilfælde familien, der betaler for 

genoptræningen, og det er familien, der efter endt 

rehabilitering, skal overtage ansvaret for den hjerneskadedes 

dagligdag. Men pårørende inddrages 

også, fordi det ses som afgørende for behandlingens 

succes, at de pårørende har indsigt i hjerneskadens 

betydning og har en realistisk vurdering 

af målet med rehabiliteringen – og at de har fået 

kendskab til metoderne i rehabiliteringen, så de 

kan følge op derhjemme. 

Diskussionen om hvordan, hvornår og med 

hvilke mål pårørende skal inddrages er ikke ny i 

Danmark. Men mødet med den amerikanske praksis 

fik os til at diskutere, i hvilket omfang det er 

rimeligt, at den pårørende tager aktivt del i genoptræningen. 

Stiller vi for få krav i Danmark? Og 

hvordan sikrer man, at pårørende, der måske selv 

er i krise, ikke overbelastes, men tværtimod selv 

får den fornødne støtte? 

“The community”, der nok bedst oversættes 

med lokalsamfundet, spiller en central rolle i amerikansk 

sundheds- og social politik. Det er den 

faktor, der både ideologisk og konkret træder til 

med hjælp og støtte. Staten spiller i det amerikanske 

samfund en langt mere tilbagetrukket rolle, 

end vi kender det i de skandinaviske velfærdsstater. 

Alligevel kan vi godt lære noget af USA. Vores 

lokale foreninger, erhvervsliv, brugerorganisationer 

eller andre lokale netværk kan uden tvivl udnyttes 

bedre, f.eks. i forbindelse med erhvervsmæssig eller 

social (re)integration. 

Tilbud til de svageste 

Besøget på et clubhouse og ikke mindst mødet med 

den amerikanske hverdag på gader og stræder, fik os

Forår i New york. 

til at spørge, om vi i Danmark har tilstrækkelige tilbud 

til de svageste grupper af hjerneskadede? 

Igen kan vi ikke direkte sammenligne, fordi vi 

herhjemme har et socialt sikkerhedsnet, der forhindrer 

den udstødning og synlige fattigdom, vi mødte 

i USA. Men positionen som udstødt behøver ikke 

alene at skyldes økonomisk fattigdom, men kan 

også skyldes, at man af andre grunde ikke har reel 

adgang til at deltage aktivt i det samfundsmæssige 

liv. 

I Danmark findes der også grupper af hjerneskadede, 

som mangler tilbud og mulighed for samfundsmæssig 

deltagelse. Det drejer sig bl.a. om 

hjerneskadede med misbrugsproblemer eller dobbeltdiagnoser, 

men også en mere velfungerende 

gruppe af hjerneskadede står ofte uden tilbud: Det 

er gruppen af hjerneskadede, som har været igennem 

de rehabiliteringstiltag, som tilbydes umiddelbart 

efter skaden, men for hvem det alligevel 

ikke umiddelbart er lykkedes at komme tilbage på 

arbejdsmarkedet eller finde passende fritidsaktiviteter 

eller botilbud. 

Clubhouses kan muligvis bidrage til at løse dette 

problem. Clubhouse-modellen indeholder en lang 

række differentierede og rummelige tilbud om meningsfulde, 

brugerstyrede aktiviteter. Hjerneskadeforeningen 

har startet et projektbaseret Fountain 

House for hjerneskadede i København, HovedHuset 

(læs mere på www.hovedhuset.dk). Hjerneskadesamrådet 

i Københavns Amt indgår i partnerskabet 

omkring huset. Projektet vil give os ny viden og 

erfaring om modellens anvendelse i forhold til mennesker 

med erhvervet hjerneskade. 

Sammenhæng og enstrengethed 

generelt var det svært at få overblik over, hvordan de 

forskellige programmer, vi besøgte, var organiseret, 

finansieret og ikke mindst, hvordan de indgik i en 

større sammenhæng af tilbud i New york området. i 

løbet af besøget gik det op for os, at det ikke kun var 

os, der havde dette problem. også for amerikanerne 

selv var det ofte vanskeligt at danne sig overblik over 

det samlede genoptræningsbehov og -tilbud. Der 

er tale om fragmenterede tilbud, og både professionelle 

og brugere anvender megen tid og økonomiske 

ressourcer på at finde vej i junglen af tilbud, 

forsikringer, offentlig finansiering mv. Begreber som 

Fotos: jette Nemming 

beth Abraham – hvor teamet hørte om musik- To medlemmer og en ansat fra Hy Feinstein 

terapi og hvor Oliver Sachs arbejder. Her ses – et Fountain House-lignende tilbud til mennesker 

teamets neuropsykolog med en af hans bøger. med erhvervet hjerneskade. 

“sammenhængende patientforløb” eller “enstrenget 

visitation” eksisterer ikke. 

Det blev klart for os, hvor relativt unik den danske 

model med amtslige hjerneskadesamråd er. Denne 

organisationsform danner grundlaget for overblik, 

gennemskuelighed og enstrenget visitation. I en 

situation, hvor samrådene nedlægges, er det vigtigt 

at arbejde videre med, hvorledes disse overordnede 

principper kan fastholdes i en ny struktur. Hvis 

vi giver køb på dette, risikerer vi at ende med en 

uoverskuelig og vanskeligt håndterbar model, der 

i sidste ende sandsynligvis vil være mere ressourcekrævende 

og uhåndterlig for såvel brugere som 

professionelle end den nuværende. n 

Hjerneskadeteamet besøgte: 

The rusk institute of rehabilitation medicine 

Hy feinstein clubhouse 

institute for music and Neurologic function 

independent living center 

Desuden deltog teamet i en konference med titlen 

“Securing the future” 

Teamets studietursrapport, der indeholder en 

beskrivelse af de enkelte besøg, kan rekvireres på 

www.vfhj.dk/admin/write/files/1270.pdf 

Københavns Amts Hjerneskadeteam består af: 

• gunna Kampp, fagkonsulent i Handicapafdelingen, 

Psykiatri- og Socialforvaltningen 

• Hysse b. Forchhammer, ledende neuropsykolog 

på Amtssygehuset i glostrup 

• Mario Hein, psykolog og afdelingsleder, Hjerneskadeundervisningen 

• Lone Larsen, ergoterapeut og koordinator, Erhvervscentret 

Espelundens Hjerneskadeafdeling 

• Eva Westin, ergoterapeut og konsulent i Hjerneskadesamrådets 

sekretariat 

• jette Nemming, ergoterapeut og cand.scient.pol. 

Koordinator i Hjerneskadesamrådets sekretariat 

• Allan Andersen, ledende overlæge, Neurologisk 

afdeling, Amtssygehuset i glostrup (deltog ikke i 

turen) 

DoKUmENTATioN i USA 

1

Nytter det noget at rejse ud? 

AF STEFFEN-MALIK HØEgH, 

NEUROPSyKOLOg, 

CENTERLEDER PÅ DALLUND RC. 

2 DoKUmENTATioN i USA 

fokus redaktionen anbefaler stærkt, at rejsebrevet læses i sin helhed. Det rummer en række interessante beskrivelser og 

refleksioner over de besøgte steders arbejdsmetoder og henvisning til mange nyttige links. Det følgende er nogle få af 

højdepunkterne fra rejsen. På adressen www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=1473 kan du læse hele rejsebrevet. 

Steffen-malik Høegh har været på studiebesøg i USA, hvor 

han deltog i den tværsektorielle statuskonference “2nd 

federal Traumatic Brain injury interagency conference” 

om integrationen af forskning og neurorehabilitering. 

Derefter besøgte han en række kolleger og centre 

inden for neurorehabilitering i USA, som størrelsesmæssigt 

kan sammenlignes med Hammel Neurocenter. 

Hospitalsrehabiliteringen tager for lang tid i Danmark, 

var en af konklusionerne efter et besøg på National 

Rehabilitation Hospital i Washington DC. Her arbejder 

man meget målrettet med rehabilitering. blandt 

andet opsættes en slags “smileys” med de enkelte 

patienters FIM-scores, og på hvor meget fremgang 

patienten kan forvente pr. dag, ligesom man kan 

betragte afdelingens samlede resultater. 

Såvel rehabiliteringsaktiviteter som tværfaglige 

konferencer var meget målrettede, og der forelå 

opgørelser af, hvor lang tid patienterne reelt fik 

fysioterapi, ergoterapi, talepædagog. Samtidig var 

man i gang med studier af, hvad der reelt virker i 

rehabiliteringsprocessen. Tilsyneladende er vi mere 

end dobbelt så lang tid om at hjælpe vore patienter 

til et lige så selvstændigt et funktionsniveau som 

vore amerikanske kolleger. 

Rehabiliteringstilbud efter behov og evner 

Et besøg på Shepherd centerets mangeartede tilbud, 

der dækker alle tre faser for patienterne alt afhængig 

af deres udholdenhed, grad af medvirken, og hvor 

mange timers specifik terapi, de kan honorere, viste, 

at vi rehabiliteringsmæssigt på mange punkter adskiller 

os fra den amerikanske tilgang. Både patienter 

og forsikringsselskaber presser centret til at være 

evidens- og effekt orienterede, hvorfor blandt andet 

ABc tilgangen i fase 2 er dem ukendt. 

Når vi taler om at starte rehabiliteringsindsatsen 

så tidligt som muligt, er det interessant at studere 

Shepherd Centers organisering. De har deres egen 

intensive modtageafdeling med otte senge. Dernæst 

har de et Pre-Rehabilitation and Education 

Program for patienter på Rancho niveau 1 – 3. Patienterne 

modtager her ca. halvanden times specifik 

terapi dagligt i op til tre -frem uger. Så hurtigt som 

patienterne kan tolerere og profitere af tre timers 

daglig specifik terapi overgår de til det næste programniveau. 

Når patienterne kan honorere og profitere af fem 

timers daglig rehabilitering, overgår de til enten 

et dagprogram, botræning, ambulant neuropsykologisk 

program eller til et arbejds-reintegrationsprogram. 

Tilbuddene virker ikke så “pakke-agtige”, som 

vi er vant til i Danmark, men er mere individuelt 

tilpasset klienternes behov og formåen. 

Mange andre informationer og web-referencer 

Steffen-Malik Høegh’s rejsebrev beskriver desuden 

omtale af et projekt om udvikling af en fælles outcome 

rating scale, besøg på en køreklinik, besøg 

i et amerikansk club-house for hjerneskadede og 

i den amerikanske hjerneskadeforening samt et 

overflødighedshorn af inspiration og tanker om 

rehabiliteringens fremtid – og alt sammen med links 

til uddybende læsning. 

Svaret på overskriftens spørgsmål må være: ja 

det nytter at rejse ud. Det giver inspiration og anledning 

til refleksioner over dagligdagens praksis. Læs 

rejsebrevet i sin helhed før din kollega! n

Boganmeldelse 

børn med epilepsi i folkeskolen 

– Erfaringerne slår ikke til 

Epilepsi er den hyppigste neurolo- 

giske lidelse i barndommen. Det er 

derfor paradoksalt, at der ikke findes 

undersøgelser af, hvordan børnene 

klarer sig i den danske folkeskole. 

Vi ved næsten ingenting om, hvordan børn med 

epilepsi har det i folkeskolen. ja, faktisk ved vi 

ikke engang, hvor mange børn med epilepsi, der 

findes i folkeskolen. Der findes ikke et register, 

der er ingen dansk opgørelse. Vi véd ikke noget 

om omfang og behov for specialundervisning fra 

danske undersøgelser. Vi véd, at kun 18 procent af 

folkeskolelærerne véd, at børn med epilepsi kan 

have indlæringsvanskeligheder, men vi véd kun lidt 

om, hvad lærerne i øvrigt véd om epilepsi. 

Der er derfor god grund til at være glad for, at 

der nu i marts 2006 er udkommet en undersøgelse 

af “børn med epilepsi” i folkeskolen. 

bogen er udgivet af AKF1 forlaget. Det er en 

undersøgelse af 3 børn i folkeskolen foretaget af 

Leif Olsen, AKF, i samarbejde med “Videnscenter 

om Epilepsi” og godt bakket op af “børneskolen” 

på Epilepsihospitalet i Dianalund. 

Undersøgelsen sætter fokus på, hvordan skoleledere, 

lærere, pædagoger, psykologer m.fl. har 

arbejdet med de 3 børn i 2. klasse i 3 forskellige 

skoler af forskellig størrelse og fra land og by. Undersøgelsen 

er formet som 3 historier fra det virkelige 

liv med baggrund i interviews med forældre, 

skoleledere, lærere og gennemgang af sagsakter fra 

“børneskolen”, folkeskolerne og PPR. 

Meget interessant viser det sig i undersøgelsen, 

at skolerne på den ene side ikke véd ret meget 

om epilepsi og mulige følgevirkninger samtidigt 

med, at anbefalinger fra specialister med hensyn 

til særlige behov kun bruges i mindre omfang. Et af 

problemerne her er, at epilepsi ikke nødvendigvis er 

et synligt handicap – børnene har ikke altid anfald i 

skoletiden, dvs. at der ikke er synlige tegn på deres 

handicap. På grund af manglende viden er nogle 

af lærerne bange for at fremprovokere anfald ved 

at stille krav, og det medfører, at børnene ikke får 

udfordringer nok og dermed ikke lærer nok. 

Nogle lærere og skoleinspektører ville gerne i direkte 

dialog med eksperterne fra Epilepsihospitalet 

ved et møde, men de ringede ikke og bad om det. 

Forældrene til børnene oplever, at det nogle 

gange er svært at “blive hørt”, og de oplever, at 

de på den ene side bliver “eksperter” i deres børns 

sygdom, mens de på den anden side ikke ønsker 

den rolle; og samtidig oplever de, at deres viden 

alligevel ikke rigtig bliver hørt. 

De forhold som undersøgelsen belyser er vældig 

godt beskrevet. Det er problemer, som er velkendte, 

for de der i dagligdagen arbejder med børn 

med epilepsi. 

Men undersøgelsen drejer sig kun om 3 børn, 

– der er stadig brug for meget mere viden, – er 

dette generelt dækkende eller er det særlige eksempler? 

Vi véd det stadig ikke. 

Vil denne undersøgelse “rykke noget” ? – ja, 

det kræver jo at den læses af lærere, af skoleinspektører 

og af de ansvarlige myndigheder. Man 

kan nemt tvivle på, at det vil ske, for de konkrete 

udtalelser på de enkelte børn og oplysningsmateriale 

om børn og epilepsi var ikke læst og anvendt 

grundigt. Hvordan kan man så håbe, at en rapport 

på mere end 50 sider vil blive læst? 

Man må håbe og forvente, at centrale skolemyndigheder 

vil arbejde med betingelserne for, at børn 

med særlige handicap kan inkluderes i folkeskolen, 

f.eks. at der er “køreplaner” for, hvad man skal 

sørge for at vide og gøre på skolen, når et barn har 

et handicap. Det virker helt usammenhængende, 

at man i en overordnet politisk debat taler om 

rummelighed i folkeskolen samtidig med, at man 

ikke på den enkelte skole har helt simple, konkrete 

køreplaner for, hvordan man gør. 

Vi véd det ikke, men man kunne nemt få mistanke 

om, at børn med hjerneskader, diabetes osv. er i 

helt samme situation, som børn med epilepsi. 

Der kan være langt mellem idealer og realiteter 

i folkeskolen, og det er bogen et rigtig godt eksempel 

på. n 

Børn med epilepsi i skolen 

60 sider, Pris 100 kr. 

Udgivet af Forlaget AKF 

Kan downloades fra: 

www.akf.dk/udgivelser/container/udgivelse_2017/ 

LENE SAHLHOLDT, 

LEDENDE PSyKOLOg, 

EPILEPSIHOSPITALET. 

BogANmElDElSE

Boganmeldelser 

for mange kokke om maden 

Den nyligt udkomne håndbog “Vejviser” er et fint lille 

skrift, der kan vise vej i “indsatsjunglen” for socialarbejdere 

og mennesker, der er ramt af en hjerneskade. 

Skriftet er vigtigt som et forsøg på at betone, 

at koordinering skal der til, hvis den ramte og 

hans familie skal have optimal virkning af indsatsen. 

STEEN CHRISTIANSEN, 

SOCIALRÅDgIVER, CAND. ADM. POL., 

HjERNESKADEKOORDINATOR, 

STENLØSE KOMMUNE. 

BogANmElDElSE 

“Vejviser” er titlen på et skrift om de fælles erfaringer, 

som de to engagerede socialarbejdere, ergoterapeut 

Anne Petersen og socialrådgiver Karen Lund har 

gjort sig gennem flere års arbejde for mennesker 

med senhjerneskade. 

De har igennem deres arbejde erkendt, at der er 

mangel på viden om følgerne af hjerneskader og 

på faglige ressourcer til at påtage sig den helt afgørende, 

koordinerende rolle i behandlingsforløbet 

for de ramte mennesker. I bogen opremses flere 

steder de mange socialarbejdere, som er involveret 

i den enkelte sag. Og forfatterne peger ganske 

rigtigt på én af sagens kerner. Der kan meget nemt 

blive for mange kokke om maden. behovet for en 

koordinator er indiskutabelt. 

Når de mange personaler skal inddrages, jeg 

talte op til 14-15 faggrupper, hver med flere repræsentanter 

involveret, så kræver det omfattende 

– næsten dræbende – mødevirksomhed. bogen 

nævner så rigtigt, at de ramte og pårørende skal 

mødes med respekt, menneskelighed, ærlighed og 

engagement. Men gør vi det, når de ramte sidder 

over for en hær af professionelle med hvert deres 

speciale? Hvordan kan en ramt, der lider af koncentrationsbesvær, 

svigtende indsigt og erkendelse af 

sine følger, overhovedet forholde sig til alle disse 

velmenende mennesker? Derfor er en nærmere 

drøftelse af, hvem der deltager på møderne meget 

væsentlig. jo, mere indviklet sagen er, desto mere 

bliver spørgsmålet relevant at forholde sig til og 

tage konsekvensen af. Forfatterne peger selv på, 

at i forhold til overleveringen til den hjerneskaderamte 

skal det være en udpeget koordinator, der 

tager sig af sagen. 

Forfatterne gør en del ud af at fortælle, hvordan 

socialarbejderen “får øje på de hjerneskaderamte”. 

Det kan diskuteres, om ikke afsnittet i stedet burde 

handle om, hvordan man får “mistanke” om, at 

det drejer sig om en hjerneskade. Socialarbejderen 

forholder sig normalt til en fast diagnose fra en 

neuropsykolog, og handler ud fra det. En opfordring 

til socialarbejderen om at deltage i diagnosticeringen 

kan nemt flytte fokus og energi fra selve 

opgaven: at tilbyde hjælp eller behandling til den 

hjerneskaderamte. 

Mange mennesker, der rammes af en skade i 

hjernen, ender med at blive skilt, fordi den hjerneskadede 

ændrer personlighed. En hustru til en 

ramt udtaler: “Vi har brug for mere praktisk hjælp 

hjemme, så jeg kan få overskud til at være sammen 

med min mand og børnene.” Et barn fra en 

ramt familie udtaler: “Far ligner sig selv udenpå, 

men indeni er der er en anden far.” Det rejser 

spørgsmålet og dilemmaet for en socialarbejder: 

Kan vi overhovedet levere den ønskede hjælp, når 

familien i virkeligheden ønsker at vende tilbage 

til det liv, den havde, før skaden skete? Den slags 

dilemmaer, synes jeg, bogen burde pege mere på í 

socialarbejdet omkring en hjerneskade. 

jeg savner også nogle perspektiver på, hvornår 

socialarbejderen skal konkludere på vanskelige 

områder – som hvornår en sag overgår fra 

behandling til “vedligehold”, hvornår der drosles 

ned i indsatsen, og hvordan det formidles til de 

pårørende, som håber og håber på et fremskridt? 

Socialarbejderen skal kende de typiske reaktioner i 

et rehabiliteringsforløb, så han kvalificeret kan sige 

“stop and go” i forløbet. 

Alt i alt et fint og godt skrift, som de fleste frontpersonaler 

vil finde anvendeligt med gode henvisninger 

til relevant og uddybende litteratur. n 

“Vejviser “- i (sam)arbejde med mennesker 

ramt af senhjerneskade 

af ergoterapeut Anne Petersen og socialrådgiver 

Karen Lund. Udgivet 2006 

bogen kan downloades fra: 

www.vfhj.dk/admin/write/files/1181.pdf 

Eller rekvireres gratis fra: 

bo- og rehabiliteringscenter Fogedvænget, Fogedvænget 

25, 8722 Hedensted, tel. 76 74 12 90 

post@foged.vejleamt.dk

ådgivning af unge 

Et kort over ungdommens land 

Kilden til evig ungdom er endnu ikke 

fundet, men der arbejdes hårdt på 

det. Vor tids mål er, ifølge reklame- 

og modeindustrien, dyrkelse af 

ungdommen som en idealtilstand. 

Der er stærke kommercielle interesser 

involveret i at vedligeholde og for- 

længe ungdommen. 

i mit arbejde med unge og deres familier, støder jeg 

ofte ind i problematikker, der har sit udspring i tidens 

urealistiske forestillinger og forventninger til det at 

være ung. De unge og deres forældre går derfor ofte 

fejl af hinanden og mister et vigtigt udviklingstrin. 

Heldigvis søger mange familier professionel hjælp, 

og ofte er det meget få justeringer, der skal til. 

Rådgivning af unge kræver særlig tilgang 

Bogen “rådgivning af unge” er god at få forstand af 

for professionelle, der arbejder med unge og deres 

voksne. forfatterne er Kathryn geldard (børne- og 

familiebehandler) og David geldard (psykolog), som 

begge er eksterne lektorer ved University of Quensland, 

Australien. Bogen præges fra start til slut af deres 

indgående kliniske kendskab til unges vilkår og et 

solidt teoretisk grundlag. i underbygningen af deres 

anvisninger indgår nyere forskning fra en bred vifte af 

terapeutiske retninger. Begrebet “rådgivning”, som det 

indgår i titlen, skal forstås meget bredt, anvisningerne 

spænder således lige fra konkret rådgivning til egentlig 

psykoterapeutiske metoder. Bogens komposition 

falder i fire tydeligt afgrænsede dele. 

Landkortet 

i del i beskrives de udfordringer, den unge står overfor, 

når barndommen forlades og voksenlivet endnu 

ikke er begyndt. Kroppens og psykens forandringer 

er i spil med ydre faktorer som familie, kammerater 

og det omgivende samfund. forfatterne påpeger, at 

forældrene synes at have en større indflydelse, end 

de selv er klar over. 

Rådgiveren som guide 

Del ii går tæt på rådgivningsarbejdet og understreger den 

helt essentielle betydning af en åben og fortrolig relation 

mellem rådgiveren og den unge. Det er vigtigt, at rådgiveren 

har en god forståelse for den unges udviklingsproces og 

møder den unge med respekt og anerkendelse. Der gives 

grundige anvisninger på strategier, der kan anvendes i 

den konkrete rådgivningssituation. 

Terapeuten 

Del iii har overskriften: “rådgivningsstrategier”, men 

er i realiteten en beskrivelse af forskellige terapiformer. 

Strategierne, der behandles i denne tredje del, er: 

• Symbolske strategier 

• Kreative strategier 

• Adfærdsstrategier og kognitive adfærdsstrategier 

• Psyko-pædagogiske strategier 

I praksis 

Del iV indeholder to casestories, som begge illustrerer 

brugen af rådgivningsstrategier i klinisk praksis. 

Fra rådgivning til terapi 

generelt fremstår bogen som en meget grundig gennemgang 

af faktorer med indflydelse på unges vilkår. 

Hovedbudskabet er, at rådgivningsarbejde med unge 

på afgørende punkter er forskelligt fra rådgivningsarbejde 

med børn og voksne. Den unge skal mødes 

med respekt, forståelse og relevante kommunikative 

færdigheder. målet med rådgivningen af unge er “en 

støtte til den unge til at finde sin personlige måde at 

gennemføre sin udviklingsrejse”. 

forfatternes brede definition af begrebet “rådgivning” 

vanskeliggør imidlertid en bedømmelse af 

bogens anvendelighed under ét i dansk tradition. 

Bogens to første dele har væsentlig og bred almen 

interesse for alle, der arbejder professionelt med 

rådgivning af unge og deres forældre. Hvorimod de 

to sidste dele giver anvisninger på terapeutiske interventioner. 

At føre disse ud i livet forudsætter, at 

rådgiveren/terapeuten på forhånd har både uddannelse 

og erfaring i terapeutiske samtaler. n 

“Rådgivning af unge”. 

Kathryn geldard & David geldard 

Dansk Psykologisk forlag, 2005 

oversat fra engelsk af Nanna milde 

Pris: 328 kr. 

295 sider. 

AF SUSANNE WEIDNER, LæRER 

Og FAMILIETERAPEUT. 

BogANmElDElSE

filmANmElDElSE 

Kommentar til filmene 

Ud af grænselandet og 

Hvem tager ansvaret? 

Ganske enkelt fremragende 

En meget informativ og godt opbygget film, som på 

fineste vis fortæller det enkelte menneskes historie. 

Dette gøres på en måde, hvor jeg som seer bliver ført 

igennem de faser og problemer, det giver at få en 

hjerneskade, både for den hjerneskadede og dennes 

omgivelser. man får et godt indblik i, hvor vigtigt det 

er at få den rette rehabilitering og det nødvendige i 

at have de rette tværfaglige ressourcer til rådighed i 

arbejdet sammen med den hjerneskadede. 

filmen vil være et godt redskab i arbejdet med 

den hjerneskadede og dennes familie. Den giver en 

fin indsigt i de mange vanskeligheder, der er forbundet 

med at få en hjerneskade, men den giver samtidigt 

håb om et anderledes, men ikke nødvendigvis 

dårligere liv. n 

Af Peder Sobarnia Dichmann, 

stedfortræder, Bo- og rehabiliteringscentret, 

Bjerggårdshaven, Odense. 

Grobund for mange gode diskussioner 

Efter at have set den nye DVD fra Videnscentret sidder 

jeg tilbage med en god fornemmelse af, at budskabet 

er gået igennem. med den fine vekselvirkning 

mellem udtalelser fra fagpersoner og interview af 

hjerneskaderamte giver voksenfilmen Ud af grænselandet 

enhver, der har brug for at blive klogere på 

hjerneskadens mulige konsekvenser, et godt indblik 

i de vanskeligheder og udfordringer, den enkelte og 

familien kan stå overfor. 

Filmen viser på en meget ærlig og klar måde 

personen bag diagnosen hjerneskadet. Samtidig 

gøres det tydeligt, at hjerneskade ikke nødvendigvis 

er ensbetydende med stilstand og mangel på 

livskvalitet. 

Der tages i filmen fat i nogle meget centrale 

temaer såsom tab af identitet, familie- og forældreroller 

og uvidenhed omkring hjerneskade. I mit 

arbejde på Vejlefjord Neurorehabilitering støder jeg 

dagligt ind i disse temaer, og det er derfor oplagt 

for mig som behandler at se filmen sammen med 

de skadesramte. Foreløbigt har jeg fået flere gode 

tilbagemeldinger fra de ramte selv, der beskriver 

filmen som meget realistisk og med fokus på de 

områder, hvor det gør ondt. Filmen vil uden tvivl 

kunne skabe grobund for mange gode diskussioner. 

Her ser jeg det desuden som en fordel, at filmen er 

opdelt i kapitler, så det er muligt at tage et tema 

af gangen. 

Det er lidt mere vanskeligt for mig at kommentere 

afsnittet om børn og hjerneskader i filmen 

Hvem tager ansvaret, idet mit kendskab til området 

er begrænset. Min oplevelse var dog, at jeg også 

her fik et fint indblik i de udfordringer, en familie 

kan stilles overfor, når ulykken rammer et barn. 

Ligeledes fik jeg indtryk af, at der findes muligheder 

for genoptræning, der kan fremme udvikling 

og livskvalitet. n 

Af lene rostgaard Klemmensen, 

psykolog, Vejlefjord Neurorehabilitering. 

Ud af grænselandet og Hvem tager ansvaret 

DVD’en indeholder to film og et undervisningshæfte. 

Filmen, der er produceret af Videnscenter for Hjerneskade 

i samarbejde med Feldballe Film og TV, udkom 

i august 2006. Pris for begge film inkl. hæfte: 

50 kr. inkl. forsendelse. Filmen kan rekvireres fra 

Videnscenter for Hjerneskade.

filmanmeldelse 

Afasi – med livskvalitet 

En film af jens Beck Sørensen 

Allerede med omslaget i hånden fik jeg forventning 

om en positiv oplevelse. Filmens titel: “Afasi – med 

livskvalitet” – vidner om, at det er muligt at genskabe 

et liv med kvalitet på trods af den ulykkelige 

hændelse, det er, at få en blodprop i hjernen og 

helt eller delvist at miste evnen til at udtrykke sig 

og måske også til at forstå. 

Det er ikke kun en film om afasi. Det er i særlig 

grad en personlig beretning af og om jens beck 

Sørensen og hans ihærdige kamp for at genoprette 

tilværelsen for sig og sin familie. En kamp, der 

begynder den 15. juni år 2000, den morgen jens 

beck Sørensen fik en blodprop i hjernen. 

I filmen er jens fortælleren, der giver os indsigt 

i, hvordan han oplevede sygdommens start og 

pludselige behov for hjælp. Ved hjælp af filmklip 

optaget henholdsvis én måned og fem måneder 

efter indlæggelsen på sygehuset, får vi en indføring 

i jens’ problemstillinger og indsatsbehov. Klippene 

suppleres af samtaler med Lis, jens’ hustru, og med 

en række af de behandlere, jens har været i kontakt 

med. Filmen giver samlet set en fin fremstilling af 

væsentlige problemstillinger, både af behandlernes 

indsats og af familiens inddragelse og de ressourcer, 

familien har haft til at bakke op om hans ihærdige 

kamp for at opnå et aktivt og positivt liv. Det 

rammes ind af jens b. Sørensens egne indlæg om 

forløbet, der klart udtrykker en positiv tænkning. 

Det er tydeligt, at hans motivation og hans og 

familiens samlede ressourcer i samspil med behandlernes 

indsats – alt sammen har været væsentligt 

i forhold til at skabe et overskud af kræfter. 

jens talemæssige fremgang og hans følelse af 

anerkendelse har bevirket, at han også har kunnet 

komme videre med sit nye livsprojekt: “at give sine 

erfaringer videre”. jens beck Sørensen holder i dag 

foredrag om afasi og sin generobring af sproget. 

Hans livsbekræftende budskaber: “Der er ingen 

nemme løsninger. Tænk positivt. Træn og træn, og 

tro mig, det kan nytte noget”. 

Det er klart en film, jeg varmt kan anbefale, at 

man ser: Den er ikke meget informativ med hensyn 

til afasi generelt. Den giver kun information om jens 

beck Sørensens afasi og situation, og den er sikkert 

meget forskellig fra andres afatiske/talemæssige 

problemstillinger. Men den giver netop noget, 

som alle, der er ramt af afasi og deres familier, har 

brug for: En positiv tilgang, der kan hjælpe til at 

se nye muligheder og turde tage imod udfordringer. 

En livsbekræftende film! 

Og så er den fin, fordi den rejser spørgsmål. 

Så måske er det for andre med afasi bedst at se 

den sammen med jens, når han holder foredrag, 

fordi det giver mulighed for at få kommenteret filmen 

yderligere. Hvordan man opnår mulighed for 

træning i 5 år, er f.eks. et spørgsmål mange kunne 

ønske et svar på. n 

Afasi – med livskvalitet 

En film af jens beck Sørensen. 

Filmen koster 250 kr. Den varer 35 min. 

og kan bestilles hos jensaagebeck@hotmail.com. 

AF INgER RIbERHOLT, 

CAND.SCIENT.SOC. 

LEDER AF HjERNESKADERÅDgIVNINgEN, 

SPECIALCENTRET LUNDEbO, DIANALUND. 

filmANmElDElSE

NyT frA ViDENScENTErET 

Nyt fra videnscenteret 

Videnscenter for Hjerneskade efter 1. januar 2007 

Videnscenteret fortsætter indtil videre som en selvejende 

institution. Der er udarbejdet forslag til 

nye vedtægter med forslag til den nye bestyrelses 

sammensætning, og disse vedtægter ligger nu til 

godkendelse i Socialministeriet. Videnscenter for 

Hjerneskade kommer sammen med de nuværende 

11 andre amtslige videnscentre samt Center for Små 

Handicapgrupper, Videnscenter for Socialpsykiatri 

og Hjælpemiddelinstituttet til at indgå i Vidensfunktionen 

i VISO. Vidensfunktionen skal indsamle 

viden på VISOs områder og også løbende registrere 

særligt relevant viden på andre områder, herunder 

sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet. 

VISO har for nyligt udgivet pjecen “VISO, Specialrådgivning 

og udredning i de mest specialiserede 

og komplicerede enkeltsager”. Pjecen kan 

bestilles hos Socialministeriets Lovekspedition, 

Holmens Kanal 22, 1060 København K (33 92 93 

26) eller flex@sm.dk eller downloades fra www. 

social.dk eller viso.social.dk. 

Udgivelser 

Må jeg køre bil efter 

en hjerneskade? 

Nej, ikke altid! Derfor har Videnscenteret 

udgivet en kortfattet 

pjece, der fortæller om 

lovgrundlaget, hvad det vil 

sige at få et kørselsforbud, 

hvordan de skjulte følger af 

skaden kan være årsag til, at 

man ikke længere er trafiksikker, 

hvor man skal henvende 

sig, hvis man ikke er enig i 

afgørelsen om køreforbud, hvordan man kan blive 

testet, hvis man gerne vil køre igen efter en kørepause 

og en række andre nyttige oplysninger, når 

det drejer sig om at køre bil efter en hjerneskade. 

Pjecen er trykt i 20.000 eksemplarer og udsendes 

til neurologiske afdinger, Hammel Neurocenter og 

Hvidovre Hospital, genoptræningscentre, bofællesskaber, 

hjerneskaderådgivninger, Videnscenterets 

netværk med flere. Pjecen er gratis og er henvendt 

til den skadede og de pårørende. Den kan rekvireres 

fra Videnscenteret på info@vfhj.dk eller tlf.: 75 89 

78 77. Den kan også downloades fra: www.vfhj. 

dk/default.asp?PageID=1466 

Ny satspuljerapport 

“Resten af livet. Hjerneskade, Rehabilitering, Hverdagsliv” 

af Inger Nørreskov jensen, projektleder, 

cand. jur., lektor på den Sociale Højskole, København. 

Rapporten er udgivet af Videnscenter for 

Hjerneskade, nov. 2006. 

De erfaringer og anbefalinger, der er sammenfattet 

i rapporten, er høstet i seks projekter i Vejle, 

Storstrøms, Nordjyllands, Viborg og Frederiksborg 

Amter og bornholms Regionskommune i tre-årige 

forløb fra 1. jan. 2003 til 30. juni 2006. 

Rapporten kan downloades fra: www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1466 

(under Publikationer). 

Rapporten kan også bestilles på Videnscenter 

for Hjerneskade på mail: info@vfhj.dk til omkostningsprisen 

– 50 kr. inkl. forsendelse. 

Ny spørgeskemaundersøgelse om 

kørekort og hjerneskade 

I 2005 stod Videnscenter for Hjerneskade bag en 

spørgeskemaundersøgelse, der kortlagde, at praksis 

vedrørende stillingtagen til hjerneskadedes bilkørsel 

er meget forskellig fra sted til sted. På baggrund af 

denne undersøgelse blev der udarbejdet en rapport, 

der mundede ud i en række anbefalinger på området. 

Rapporten hedder “Hjerneskade og kørekort” og udkom 

i 2005. Den kan stadig rekvireres i sekretariatet 

for en pris af 50 kr. Den kan også downloades fra 

http://www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1358 

I nærmeste fremtid foretager Videnscenteret i 

samarbejde med brugerorganisationerne Hjerneskadeforeningen 

og HjerneSagen en spørgeskemaundersøgelse 

blandt ramte og pårørende om, hvordan 

de har oplevet den gældende praksis vedrørende 

kørekort og hjerneskade.

HUSK AT FORNY DIT ABONNEMENT På FOKUS, HVIS DU FLYTTER! 

Som følge af strukturreformen ændrer en stor del af vores abonnenter arbejdssted, og mange tilbud 

eller institutioner ændrer navn eller adresse. 

Vil du være sikker på at modtage Fokus efter 1. jan. 2007, skal du, såfremt du ændrer arbejdsadresse, 

gentegne dit abonnement på Fokus. Du kan forny dit abonnement elektronisk via hjemmesiden 

(se under Fokus), eller du kan maile oplysninger (navn, adresse, mail og telefonnummer til dit 

gamle og nye arbejdsted på info@vfhj.dk eller ringe til os på tel. 75 89 78 77. 

Hvis du er tilmeldt Videnscenterets Emailnyheder skal du huske at slette din gamle mailadresse 

og tilføje den nye. Se mere på vfhj.dk under Nyheder. 

Som opfølgning på undersøgelsen vil der blive 

holdt en konference i 2007. For nærmere oplysninger 

om tid og sted, hold øje med Videnscenterets 

Kursus- og Konferencekalender. 

Hjernekassen.dk 

Hjernekassen.dk er navnet på en ny hjemmeside, der vil 

indeholde en række værktøjer til kommunale visitatorer, 

sagsbehandlere og beslutningstagere, der beskæftiger 

sig med hjerneskadede. Også politikere og pårørende 

vil kunne hente meget nyttig og faktuel viden fra hjemmesiden, 

der etableres i tilknytning til Videnscenter for 

Hjerneskades hjemmeside: www.vfhj.dk – men også får 

sin egen adresse: www.hjernekassen.dk 

Hjemmesiden skal fungere som et redskab til at 

få hurtig og nem adgang til en række gode råd og 

viden om, hvordan man kan skabe gode sammenhængende 

forløb for den ramte og familien. 

Formålet med hjemmesiden er blandt andet: 

– at give nogle værktøjer til sagsbehandlingen 

i de nye kommuner, som fra den 1. januar får ansvaret 

for den videre indsats for de hjerneskadede 

efter hospitalsfasen, – at skabe et netværks- og 

debatforum, hvor sagsbehandlere og andre kan 

debattere faglige spørgsmål og udveksle erfaringer. 

Her vil der være mulighed for at oprette åbne 

diskussionsgrupper, som alle kan se og deltage i, 

eller lukkede grupper, som kun tilmeldte medlemmer 

kan se og debattere i. 

Hjernekassen vil blandt andet indeholde mulighed 

for en beregning af, hvor mange hjerneskadede, 

der skønsmæssigt er i en kommune. 

Den vil også give et hurtigt overblik over, hvilke 

typer af adfærd, såkaldte advarselssignaler, der 

giver sagsbehandleren mistanke om, at hun kan 

have med en hjerneskadet at gøre. Hjemmesiden 

vil desuden indeholde links til cases med gode 

sammenhængende sagsforløb. 

To nye vejledninger på 

Videnscenterets hjemmeside 

Du kan nu læse to vejledninger fra Amternes Tale- 

og HøreSamråd (ATHS) fra 2006. 

Vejledning i udredning af afasi: 

I denne vejledning skelnes der mellem tre målgrupper 

af afasiramte, idet formålet med udredningen 

kan variere alt efter tidspunkt for afasiens 

opståen, sværhedsgrad, klientens trætbarhed og 

sygdomsindsigt. 

Vejledning i udredning af 

ikke-progredierende dysartri: 

Vejledningen giver anbefalinger til de elementer, 

der bør indgå i en logopædisk udredning af ikkeprogredierende 

dysartri. Da de dysartriske vanskeligheder 

ofte udvikler sig, vil det fortsat være op til 

logopædens professionelle skøn, hvilke elementer i 

undersøgelsen der på et givet tidspunkt bør have 

størst fokus. Se mere på: http://www.vfhj.dk/default. 

asp?PageID=840 

Fra Rehab-puljen er følgende legater 

uddelt i andet halvår 2006 

Ann-Marie Low, neuropsykolog, Frederiksberg Hospital 

Kr. 3.500 til deltagelse i sommerseminar om 

neuropsykologiske problemstillinger i forskellige 

stadier af livet. 

Frank Humle, Direktør, Center for Hjerneskade Kr. 

10.000 til forberedelse af et projekt om anvendelse 

af lægemidlet Aricept i forbindelse med rehabiliteringen 

af hukommelsesvanskeligheder hos børn. 

Rasmus Sylvest Mortensen, Fysioterapeut, kr. 

25.000 til litteraturstudie om betydningen af de 

fysiske rammer i det neurologiske rehabiliteringsmiljø. 

Tina Hansen, Afdelingsergoterapeut indenfor 

apopleksirehabilitering, Amtssygehuset Glostrup kr. 

20.000 til oversættelse af et scorings- og behandlingsprogram 

vedr. apraksi. 

Vibeke Sporon-Fiedler, kr. 25.000 til bidrag til 

trykning af bogen “Hvis jeg bare ku’ fortælle”. 

Næste ansøgningsfrist til rehabpuljen er 15. marts 

2007. 

Se mere om Rehab-puljen på www.vfhj.dk under 

Videnscenteret. 

NyT frA ViDENScENTErET


Sanatorievej 32, 7140 Stouby 

ændringer vedr. abonnementet ring venligst 7589 7877 

Aktiviteter 

NATIONALE KURSER OG TEMADAGE 

åbning af Center for Hjerneskades 

børnetilbud 

Tid: 25. januar 2007 kl. 12.00 - 14.30 

Sted: Center for Hjerneskade 

http://www.cfh.ku.dk 

G/FOTT – Groundcourse 

Tid: 19. – 23. marts 2007 

Sted: Hammel Neurocenter 

Gruppeprocesser 

Tid: 26. – 27. marts 2007 

Sted: Vejlefjord Neurorehabilitering 

http://www.vfn.dk 

Grundkursus 

Tid: 28. – 30. marts og 26. april 2007 

Sted: Vejlefjord Neurorehabilitering 

Lejring i neutralstillinger 

Tid: 16. – 18. april 2007 


Evidensbaseret træningsfysiologi 

- konditions- og styrketræning 

til hjerneskadede 

Tid: 30. april – 1. maj 2007 


flere nationale og internationale kurser 

kan ses på: www.vfhj.dk/kalender.asp 

UDDANNELSER 

Når en sen-hjerneskade får følger 

for seksualiteten – ny uddannelse til 

seksualvejleder 

Tid: 26. februar, 28. – 29. marts, 11. april, 

7. – 8. maj, 21. – 22. maj, og 12. juni 

2007. 


NORDISKE OG INTERNATIONALE 

ARRANGEMENTER 

Samla alla 2007 

Tid: 19. – 20. marts 2007 

Sted: Karlstadt, Sverige 

www.liv.se/samlaalla 

4th World Congress of the 

International Society of Physical 

and Rehabillitation Medicine 

Tid: 10. – 14. juni 2007 

Sted: Seoul, Korea 

www.isprm2007.org 

The 7 World Congress on Brain Injury 

Tid: 17. – 21. juni 2007 

Sted: jerusalem, Israel 

www.kenes.com/ibia07/ 


Sanatorievej 32, 7140 Stouby, tlf.: 75 89 78 77 

info@vfhj.dk, www.vfhj.dk 

Nyt arbejdssted eller 

ny adresse? 

Husk at give besked til FOKUS, 

hvis din adresse er ændret 

eller hvis en anden medarbejder 

skal modtage bladet. 

www.vfhj.dk info@vfhj.dk 

9.th Nordic Meeting in Neuropsychology 

Tid: 19. – 22. august 2007 

Sted: göteborg, Sverige 

www.neuropsykologi.org/nordic 

9th Congress of European Federation for 

Research in rehabilitation (EFRR) 

Tid: 26. – 29. august 2007 

Sted: budapest, Ungarn 

http://www.cefrr2007.hu

Dokumentation og evaluering - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?