Magasinet Politi 02 2009 - Politiets

småracistiske jokes kan ligefrem have en vigtig funktion, mener
professoren:
»Hvis politiet internt og helt uden for offentlighedens søgelys
lejlighedsvist har en racistisk jargon, som er mere humoristisk
end sarkastisk og ond, kan den have en beroligende
effekt og hjælpe betjentene af med frustrationer. Forbliver
det i omklædningsrummet, er det o.k. Men det må ikke udvikle
sig til en kultur, at det generelt bliver i orden at tale nedsættende
om forskellige befolkningsgrupper. Ledelsen har
her en vigtig opgave med at sætte grænsen for, hvilket sprogbrug
der tolereres. Hvad det angår, ser det ud, som om det er
mislykkedes for politiledelsen i Malmø,« siger Jens Normann
Jørgensen – blandt andet med henvisning til, at Malmøs politimester,
Ulf Sempert, mens sagen rullede, blev afsløret i at
have haft kendskab til de racistiske udtalelser i mindst et par
uger, inden de kom i offentlighedens søgelys, uden at gøre
noget ved det.
Temperamentet skal styres
Men selv om en småracistisk joke kan være i orden i omklædningsrummet,
bør der generelt stilles større krav til politifolks
måde at kommunikere på end til andre faggruppers,
mener Jens Normann Jørgensen. Politiet skal udstråle autoritet
og være rollemodeller.
»Politiets måde at kommunikere på er derfor vigtig, og den
bliver nøje observeret. Derfor er det ikke nok, at kommunikationen
følger de gængse samfundsnormer for kommunikation.
Tonen fra politiet skal være venligere og signalere nysgerrighed
og interesse, sammenlignet med hvordan andre
grupper kommunikerer. Det er vigtigt, ikke mindst for politiet
som korps, at det medvirker til at skabe et positivt billede af
sig selv. Det er derfor fuldstændigt urimeligt, at politiet bruger
udtryk som ”perker“ udadtil.«
Selv om politifolk selv ofte kommer ud i situationer, hvor
de bliver voldsomt provokeret og kaldt alverdens nedsættende
og hånlige skældsord, skal de kunne bevare fatningen.
Det er alfa og omega for et succesfuldt politiarbejde, mener
Jens Normann Jørgensen:
»Man skal kunne sige fra. Men temperamentet skal kunne
styres, uanset hvad der sker. Det gælder om at kunne læse
situationen, og det er noget, som erfarne politifolk ofte er
meget dygtige til.«
>
perler og blatter
Danmark
Videooptagelser taget med en mobiltelefon afslører
en kampklædt betjent i at sige ’perker’ til en
dansk-palæstinenser under en demonstration mod
Israel i starten af januar. Sådan hører demonstranten
det i hvert fald, mens betjenten hævder at have sagt
’perle’.
Han bliver bakket op af Københavns politidirektør,
Hanne Bech Hansen, mens den danske lydekspert,
Eddy Bøgh Brixen, mener, at han med høj sikkerhed
kan fastslå, at der bliver sagt ’perk’. Diskussionen
bølger frem og tilbage til offentlighedens skiftevis
forargelse og mora.
Sagen bliver overgivet til Statsadvokaten, som beder
om en ’second opinion’ fra en ny lydekspert. En
endelig afgørelse ventes at være klar i starten af april.
Men uanset udfaldet – justitsminister Brian Mikkelsen
har understreget, at ingen af ordene er acceptable
at bruge i politiet.
Sverige
En intern politivideo fra uroligheder i Rosengårdkvarteret
i Malmø afslører tre betjente i at bruge ord
som ’abejævel’ og ’blatte’, der er det svenske svar
på ’perker’. Desuden truer de svenske betjente unge
indvandrere med ’et ordentligt lag tæsk’ og ’sterilisation’.
Politiledelsen både lokalt og nationalt fordømmer
udtalelserne, og betjentene bliver genstand for en
undersøgelse. Men da det kommer frem, at Malmøs
politimester, Ulf Sempert, kendte til sagen i i hvert
fald to uger, før den blev offentliggjort, uden at
foretage sig noget, får Sempert et forklaringsproblem
og bliver selv omfattet af undersøgelsen.
Mens debatten stadig raser, kommer det frem, at der
på et politikursus i Malmø i foråret 2008 bliver brugt
fiktive navne som ’Neger Niggersson’ og ’Oskar
Neger ’. Flere politifolk klagede dengang til ledelsen,
men i januar i år afviser den daværende vicepolitimester,
Lars-Folke Piledahl, at kende til sagen. En e-mail
beviser imidlertid, at han var informeret.
-mp
Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 02 | 2009 | 19