pdf version - Zoologisk Museum

More documents

Recommendations

Info

Musvitter synger klar besked Farveringmærkning af musvitter har bidraget til at afsløre, at mejsernes sang er et nuanceret sprog Af Jan Skriver Musvitter kan tale i munden på hinanden, eller rettere synge i næbbet på hinanden, for at vise, hvem der bestemmer. En han kan også med sin sang demonstrere, at han er stærkere end naboen, så nabohunnen bliver fristet til at kigge forbi for at se, om påstanden virkelig passer. Det er nogle af de mange nuancer i musvittens sang, som lektor, dr. scient Torben Dabelsteen og hans hold af medarbejdere og specialestuderende fra Afdeling for Adfærdsbiologi, Københavns Universitet, har afsløret. De senere år har Dabelsteen og hans hold brugt farveringmærkning af musvitter i deres forskning. Et halvt hundrede par musvitter er blevet ringmærket med farvestrålende ringe, så forskerne har været i stand til at skelne individerne fra hinanden ude i naturen. Forskningen i musvitters kommunikation har fundet sted i Strødam Reservatet i den sydvestlige udkant af Grib Skov. ”Som hos mange andre fuglearter har musvittens sang to hovedfunktioner. Den skal virke afskrækkende på rivaler, og så skal den tiltrække og stimulere Ved hjælp af farveringe kan forskerne skelne de enkelte musvitter fra hinanden ude i naturen. Foto Andrew Terry. hunner”, siger Torben Dabelsteen. ”Men sangen har adskillige lag. Vi har i flere år vidst, at en musvithun, der opholder sig i redekassen, kan kende sin mages sang. Nu har vi også fundet ud af, at hun kan skelne den fra nabohannens sang, selv når de to hanner synger samme sangtype”, siger Dabelsteen. Studierne i Strødam Reservatet har vist, at budskaberne i en musvits sang kan række over 100 meter væk. En han kan altså sende sine signaler pr. sang gennem flere konkurrenters territorier. Naturligt nok rækker mejsernes sprog længst tidligt på sæsonen, før træerne får blade, der dæmper lydene. Forskere har haft en teori om, at mængden af sang er et signal om en musvithans hjælpsomhed. Ifølge teorien skulle en musvithun ved at lytte til en syngende han kunne få et fingerpeg om hans evner og villighed udi familielivets pligter. En af Dabelsteens studerende har nøje fulgt en række musvithanners sangaktivitet og senere lige så intenst set på, hvordan de pågældende hanner hjalp til med at fodre. Det har ikke kunnet påvises, at de flittigste sangere også har været de bedste familieforsørgere, så indtil videre står det åbent, om hunnen kan bruge sang som rettesnor, hvis hun ønsker at finde sig en hjælpsom mage. Til gengæld er det ganske vist, at musvithanner kan vise dominans ved at afbryde hinanden, ligesom når et menneske bryder ind midt i en sætning og overtager ordet. ”Dominerende musvithanner benytter meget overlapning, som vi kalder fænomenet, der svarer til at tale i munden på hinanden. En aggressiv musvithan kan også matche modpartens sang. Det vil sige, at hannen synger præcis den andens sang i en slags frontalangreb. Musvitter færdes i et netværk af lyde, så det er praktisk at kunne henvende sig præcist til en konkurrent ved at synge frontalt, for eksempel hvis en han kan høre, at en syngende rival er ved at trænge ind på dens territorium. En musvithan, der matcher en kollegas sang, ringer så at sige direkte op for at meddele sig”, fortæller Dabelsteen. Forskningen i Strødam Reservatet har vist, at både hunner og hanner kan aflure sangdueller og finde ud af, hvem af de duellerende, der er stærkest. Hannen er derfor i stand til at opføre sig strategisk smart over for konkurrenter, enten de nu er svagere eller stærkere end ham selv. Og hunnen kan regne ud, hvem det bedst kan betale sig at parre sig med, hvis hun vil have livskraftigt afkom. En musvithun, der aflurer sangdueller mellem nabohannen og hendes musvitmand, og finder ud af at naboen dominerer magen, er tilbøjelig til at besøge naboen! Læs mere: - om Torben Dabelsteen og hans forskningsgruppe på hjemmesiden: http://www.zi.ku.dk/animbehav - hvor der også findes referencelister til gruppens arbejde med musvitter. Gådefuglen snerrer Ringmærkning skal afsløre nyt om engsnarren, der i disse år breder sig mod nordvest fra Østeuropa. Engens skjulte fugl er dog svær at fange. Af Jan Skriver Det snerrer fra engen, hvor græsset står knæhøjt. Lyden kan minde om den, der opstår, når man lader en tommelfingernegl glide hurtigt hen ad tænderne på en kam. Vi lytter til engsnarrens sang. Der sidder tre-fire stykker og snerrer – synger om man vil – i området. Zoologisk Museums ringmærker Mark Pedersen og hans hjælper Henrik Møller Thomsen forsøger i engene ved Ryå i Store Vildmose i Vendsyssel at fange engsnarrer til ringmærkning. Engsnarren, der er i familie med side 8
lishøns og rørhøns, er fuld af hemmeligheder, for den lever et skjult liv i vegetationsrige enge og græsmarker. Meget få mennesker har set en engsnarre. For 100 år siden var arten en karakterfugl i det danske landbrugsland, der var præget af græs og høslæt. Overalt i ådale og enge hørte man den skjulte fugls snerrende stemme. Det er skønnet, at op imod 20.000 par ynglede i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. I dag er engsnarren sjælden i det drænede og intensivt dyrkede danske landskab. Kun få par menes at yngle. Men i Østeuropa og i Rusland, hvor den aktuelle bestand af engsnarrer bliver vurderet til at tælle omkring 1,5 millioner fugle, har arten fremgang. Det er formentlig individer fra bestandene mod øst, der i disse år giver engsnarren en opblomstring i Danmark. ”Engsnarrens trækveje er nogenlunde kendte. Man mener, at de fleste europæiske og russiske fugle overvintrer i det sydlige Afrika”, siger Mark Pedersen, der forsøger at skaffe basal viden om danske engsnarrers adfærd. ”Vi ved ikke ret meget om fuglene selv fra de klassiske lokaliteter som for eksempel Store Vildmose. Formålet med at fange og ringmærke engsnarrer er blandt andet at finde ud af, hvordan fuglene etablerer sig. Er det for eksempel unge engsnarrehanner, der synger og forsøger at skaffe en mage? Eller er det enlige hanner på forlænget træk, vi hører? side 9 Får de ynglende danske engsnarrer unger på vingerne? Får de to kuld? Ja, der er flere spørgsmål end svar, når det handler om engsnarren”, siger Mark Pedersen. Ringmærkeren har indtil nu kun én gang haft held til at ringmærke en engsnarre. ”En båndoptager med fuglens sang er altafgørende for fangsten. Lyden kan lokke fuglen frit frem. Jeg har haft adskillige engsnarrer i nettet, men de er alle sluppet fri. Min enlige fangst fandt sted i billygtens skær i en vejrabat. Ved hjælp af båndoptageren lokkede jeg engsnarren frit frem. Den var så paralyseret, at jeg kunne tage den med hænderne og sætte én af Zoologisk Museums ringe på dens ene ben. Det skete natten mellem den 11. og den 12. juli 2002. Tidligere er der kun ringmærket meget få engsnarrer i Danmark”, Zoologisk Museums ringmærker Mark Pedersen og hans hjælper Henrik Møller Thomsen på natarbejde i Store Vildmose i et forsøg på at fange engsnarrer til ringmærkning. Foto Jan Skriver. fortæller Mark Pedersen, der på baggrund af sidste sæsons erfaringer med net og båndoptager satser på at fange flere engsnarrer i løbet af sommeren 2003. Sideløbende med forsøgene på at fange fuglene i engene laver Mark Pedersen lydoptagelser. Ved at sætte lyden på diagrammer kan man kende de enkelte syngende hanner fra hinanden. Lydoptagelserne vil ligesom ringmærkningen kunne bringe nyheder fra engsnarrens liv i det skjulte. Skov- og Naturstyrelsen udgav i 2000 rapporten ’Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre, Crex crex’. Selv om engsnarren er talrig i Østeuropa og Rusland, står den i IUCN opført på den røde liste over globalt truede arter. IUCN står for ’The World Conservation Union’ og er verdens største naturbeskyttelsesorganisation. At engsnarren bliver betragtet som en truet fugl skyldes, at bestanden i mange lande er mere end halveret i løbet af få årtier. Læs mere: - om EU’s ’Action Plan for the Corncrake’ på hjemmesiden: http: //europa.eu.int/comm/environment/ nature/directive/birdactionplan/ crexcrex.htm - om ‘BirdLife International Corncrake Conservation Team’ på hjemmesiden: http://www.corncrake.net
Page 1 and 2: September 2003 nr 4 Fire bliver til
Page 3 and 4: stalde huser ikke mange par svaler.
Page 5 and 6: dersen. Hver art vil få sit afsnit
Page 7: set tendenser til, at hornuglerne i
Page 11 and 12: Storke som souvenirs En af Ribes st

pdf version - Zoologisk Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?