Else Møller om ny børnelitteratur - Folkeskolen

De sære og de svære
I disse år kommer der en del børne- og ungdomsbøger, der ikke er så lige til at sætte i
bås eller på hylde. Men spændende er de!
Interview med skolebibliotekar Else Møller, Silkeborg
Af Tonny Hansen
Klassikere:
”Der vil i de næste år komme mange klassikere i forskellige former for pragtudgaver”,
forudser Else Møller. Det har hun det fint med, for børn skal have flotte bøger så ofte som
muligt, mener hun.
Et nyt eksempel i denne kategori er Kåre Bluitgens gendigtning af Oehlenschlægers
Aladdin, med illustrationer af Helle Vibeke Jensen.
”En virkelig flot og lækker bog!” lyder Else Møllers beskrivelse.
Men var meningen med hele kanondiskussionen ikke, at man vil have eleverne til at læse
den ældre litteratur, og ikke for eksempel Kåre Bluitgens gendigtning?
”Det er jeg ikke sikker på. Jeg synes godt, at man kan tolke det sådan, at ”eleverne skal
kende til…” betyder at læreren vil kunne opfylde kravet ved at genfortælle historien. Man
kan godt diskutere, på hvilket niveau eleverne bør kende de tekster, der nu er kanoniseret.
Men vi skal i hvert fald opbygge fælles referencer til udtryk, der har rod i litteraturen. Jeg
skal kunne sige til en elev: ”Du er da en værre Spørge Jørgen”, eller kunne referere til
Pinocchios næse overfor en elev, der omgås lemfældigt med sandheden. Det betyder ikke, at
alle nødvendigvis skal have læst alle værker. Vi voksne kender jo også en masse værker i
store træk, selv om vi ikke selv har læst dem i originaludgave. Det er ikke meningen med
kanonlæsning at man skal læse Oehlenschlægers Aladdin fra ende til anden i
originaludgave, men man skal kende den i store træk, og blandt andet vide, hvor forfatteren
fik sin historie fra. Kende udtryk som ”at få en appelsin i sin turban””.
Så du er ikke bleg for at råde en kollega til at læse gamle tekster i moderne bearbejdning,
gerne illustreret?
”Det er et skisma. Vi har i årevis haft en lang række bearbejdede klassikere, hvoraf nogle er
blevet totalt udvandede, så der kun er den rå handling tilbage. Den type bøger vil jeg ikke
anbefale. Man skal være kritisk overfor de bearbejdede udgaver – nogle af dem er simpelt
hen for ringe. Men i nogle tilfælde er det bedre at give nogle af eleverne en bearbejdet
udgave, end en original, de ikke magter at læse”.
Da vi var børn, læste vi Illustrerede Klassikere. Det gav os da rimelig gode oplevelser?

”Ja, at man ikke kan læse originalværket er ikke ensbetydende med, at man ikke skal kende
til det. Mine betænkeligheder i forhold til bearbejdede udgaver er, at man i bestræbelserne
på at lave det let læseligt, kan resultatet blive for ringe. Det betyder ikke, at en forfatter ikke
kan gendigte, siger Else Møller, med stærkt tryk på digte.
Mange af de serier, børnene spørger efter, er enten gys eller fantasy. Men børnene skal også
læse noget, de ikke vidste, at de godt kan lide, mener skolebibliotekaren. Som eksempel
nævner hun serien af billedromaner, som Dansklærerforeningen udgiver.
”Når vi har haft sådan en bog oppe i klassen og snakket om, hvordan de forstår den, tror jeg,
at de husker og får en større litterær oplevelse, end hvis de læser serien Gåsehud. Dem er
der ellers ikke noget i vejen med, det er bare noget andet. Jeg læser da også mange flere
krimier i min sommerferie end ellers, det er bare to forskellige ting”.
Så du mener ikke, at lærere og skolebibliotekarer altid behøver at være så pædagogiske, når
de anbefaler litteratur til eleverne?
”Jeg vil gerne lokke dem ind i butikken. Vi andre tog ingen skade af at læse Puk og Janbøgerne,
og hvad de nu hed. Hvis det drejer sig om at komme til at læse, så læs revl og krat
og skidt og kanel. Jeg tror, at jo mere eleverne læser, des bedre vil de være i stand til at
genkende kvalitet, når de ser den. Man skal have læst noget skidt for at vide, hvad der er
godt!”
”Det drejer sig om at få børnenes læsning gjort automatisk, sådan at det at læse i sig selv
ikke er et problem. Derefter kan vi begynde at forholde os kritisk til det, vi læser. Også
voksne læsere med sans for kvalitet læser også ind imellem billige krimier, når de skal
slappe af. Eleverne skal nok holde op med at læse romanbladet på et tidspunkt”.
Selv om du har et rummeligt bogbegreb, er der så alligevel noget, du finder for usselt?
”Ja. Der kommer en del ungdomsserier, der lægger sig tæt op ad amerikansk
ungdomskultur, og som især henvender sig til piger. Der er for eksempel en serie, der
hedder Hjerteflimmer, og en anden med titlen Fyre og flammer.
De er meget voldelige, og deres sprog er simpelt hen så plat, og pigerne i bøgerne er meget
rå. Det er ikke noget, jeg synes, at vores børn behøver at lægge sig op ad. De understøtter
den tendens i tiden om at piger alt for tidligt skal blive voksne, med at begynde med makeup
meget tidligt, og string-trusser i 3. klasse. Interessere sig for fyre, gå til fester. De serier
er med til at gøre barndommen meget kortere, end den allerede er blevet.
Disse bøger understøtter en tendens i samfundet, jeg ikke bryder mig om. Og så er de
sprogligt meget pauvre. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er dårligt oversat, men der er ingen
sproglig fantasi eller sprudlen”.
Er de værre end Dennis Jürgensen? Han har heller aldrig været populær blandt
skolebibliotekarer?

”Det forstår jeg til gengæld ikke! Han bliver bedre og bedre, og jeg synes, han skriver rigtig
godt. Og selv i de mest grusomme af hans historier kan han være direkte morsom. Han må
gerne stå her på biblioteket!”
Else Møller bringer her R.L. Stines Gåsehud-serie ind i snakken. For selv om hun ikke
mener, at de er noget at skrive hjem om, rent sprogligt set, så skader de ikke på samme
måde som de amerikanske serier til for tidligt voksne piger.
”De lægger ikke op til, at børn skal være på en bestemt måde. De er uhyggelige og giver et
godt gys, og når de er forbi, er man bare blevet bedre til at læse. De går ikke ind og rører
ved, hvad børnene skal mene, eller hvad man skal interessere sig for. Og hvor voksen man
skal være, selv om man mere har alderen til at lege med dukker”.
Er der i den anden ende bøger, som du savner, og som burde skrives? Eller nogle, der har
gode kvaliteter, men som der ikke er nok af, når børnene begejstret kommer og spørger efter
noget, der ligner, fordi de gerne vil læse mere?
”Vi mangler morsomme, velskrevne bøger for drenge. Og det har vi gjort i årevis, men
humor er en svær branche! Vi mangler faktisk Bjarne Reuter som børnebogsforfatter”.
Fra voksenforfatter til børneforfatter
En ny type børne- og ungdomsroman, som Else Møller ser et stort potentiale i, er den serie
af billedromaner, som Dansklærerforeningen har udgivet. Der er lige så meget illustration
som tekst, uden at det bliver en billedbog. Men det er absolut ikke bøger for tøsedrenge!
erklærer hun: ”Det er sære og svære historier. Her skal man have sin dansklærer ved
hånden”.
Hun beskriver værkerne i serien som litterære bøger i dobbelt forstand, for billederne
bidrager i høj grad til den litterære oplevelse:
”I billedbøger lægger billederne noget til teksten; i billedromanen hjælper de teksten. De
understreger først og fremmest den stemning, der er i teksten. Den er rigtig uhyggelig, og
der er ikke meget landlig idyl over illustrationerne. Det er ikke sådan, at billederne viser
noget, der ikke er i teksten – eller måske modarbejder den, som i visse moderne billedbøger.
Stemningen bliver understreget af billederne. Selv husdyrene – som kalkunen – ser
uhyggelige ud, og arbejder på den måde med på teksten. Det er en type bøger, jeg tror, vi vil
se meget mere til fremover”.
En af titlerne i serien er

Pia Juul: På jagt.
Hovedpersonen, der er en dreng i 10-12 års alderen, får et gevær foræret. Hans far går meget
på jagt, så det er naturligt, at drengen også skal stimuleres til den samme interesse. Men
moderen synes ikke om det.
På en jagt skyder drengen en ræv. Det reagerer moderen på, på en underlig måde, man som
læser ikke rigtig forstår. Hun forsvinder fra hjemmet, for hun vil ikke have noget at gøre
med faderens og sønnens jagtaffærer.
Faderen går i hundene, drikker mere, og huset gror til i skidt. Drengen går rundt i et
tomrum, og kommer på et tidspunkt over til en sær nabo, der lukker ham inde for at give
ham en lærestreg, så han kan lade være med at rode i naboens lade.
Drengen slipper fri og sladrer til faderen, der siger: ”Jeg skal lære den nabo”. Vi får ikke at
vide, om faderen går over og skyder ham, men naboen er forsvundet. Faderen forsvinder
også, og den aften, hvor drengen sidder alene på sit værelse, hører han en lyd. Han går ned
for at se, hvad det er, men falder undervejs og slår sig bevidstløs. Da han vågner op, er
begge forældrene der igen.
”Bogen fik Skriverprisen i 2005 , hvilket var overraskende for mange, idet hun ikke har
skrevet så meget for børn og unge før”, fortæller Else Møller.
Historien foregår i en drengeverden, og vil sandsynligvis appellere til både piger og drenge.
Det fænomen at etablerede voksenbogsforfattere begynder at skrive for børn og unge er et
særegent dansk fænomen. Bevægelsen plejer ellers at gå den modsatte vej, som for
eksempel Bjarne Reuter. Ham – eller en der kan det samme – savner Else Møller. For der er
et meget stort behov for morsomme fortællinger, der handler om noget. Ikke mindst til
drengene, siger hun.
Dansklærerforeningens forlag har en god og positiv andel i denne trend. De har simpelt hen
bestilt værker hos forfatterne. Ud over Pia Juul har Katrine Marie Guldager skrevet
billedromanen Kevins hus, med illustrationer af Claus Rye Schierbeck.
Og i serien Frit for fantasi finder man værker af Henrik Nordbrandt og Bent Vinn Nielsen.
De nyeste tendenser er ikke fantasy, men genrer, Else Møller beskriver som psykologisk
uhygge. Et eksempel er af denne finlandssvenske forfatter:
Annika Luther: Skoven som Gud glemte.
Romanen er en form for robinsonade. En niendeklasse skal på overlevelsestur i de finske
skove, tæt på den russiske grænse. En gruppe af eleverne kæntrer under river-rafting, og
kommer væk fra de andre. De unge må forsøge at overleve i skovene og finde tilbage, og
det er en voldsom tur, hvor elevernes personlighed sættes i relief.
På et tidspunkt støder de på en underlig, karismatisk mand, der bor ude i skoven. Han er
leder af en sekt, som han prøver at få eleverne ind i. det er lige ved at ende galt. Historien er
retrospektivt fortalt af hovedpersonen.

Der hviler uhygge over bogen; det er ikke gys med spøgelser og overnaturlige ting, det
vigtige er det psykolotiske spil, og de forandringer, der sker med personerne. Bogen kunne
godt blive en afløser for Goldings: Fluernes Herre, mener Else Møller.
”Det er en bog, jeg gerne vil anbefale til dansklærerne, når de snart skal til at planlægge,
hvad de vil læse med 9. klasse til næste år. Den er velegnet som fælleslæsning, og lever
også op til kravet om at de hovedværker, man opgiver, skal være danske eller nordiske”.
Emily M
Hovedpersonen er en uartig pige. Moderen køber en dukke til hende, der ligner pigen, i håb
om at sådan en sød dukke kan påvirke Emily til at blive sød. Men dukken overtager simpelt
hen Emilys identitet, sådan at hun bliver til dukken, lidt i stil med H.C. Andersens Skyggen.
Da bogen foregår i et pigeunivers, retter den sig i første omgang mest til piger. Men den kan
nok accepteres af drengene, for den er samtidig meget uhyggelig. En rigtig slem historie!
Der er meget at snakke om i bogen – hvad står der egentlig, og hvad sker der. Det er ikke
umiddelbart klart for læseren, og det skal formidles gennem samtaler i klassen.
En til af de sære og de svære:
Gale Giles: Da vi gjorde Simon populær
Bogen er bestemt for de ældste elever. Det er en rigtig ondskabsfuld historie om pigerne i en
klasse, der får den ide at gøre deres foretrukne mobbeoffer populær. Det er en rystende
historie!
Forfatterens trick, der gør den meget autentisk, er at fortælle tilbageskuende. Det frygtelige
er allerede sket, og så rulles fortællingen tilbage for at finde ud af, hvordan det kunne gå så
galt, at mobbeofferet blev slået ihjel.
Der er udskrifter fra retsprotokoller, der er interview med lærere og de andre elever for at få
afdækket, hvordan det kunne gå så galt, uden at nogen opdagede det. Det gør kompositionen
interessant og spændende, næsten som en politirapport.
Den fanger bestemt de store elever, og man vil også kunne få drenge til at læse, hvis man
serverer den for dem.
Link til forlag:
Gale Giles: Døde piger skriver ikke breve
Det er en helt ny, decideret sær historie. Hvis en gruppe voksne læsere læste bogen, tror jeg
ikke, vi bagefter ville være enige om, hvad der egentlig sker i historien. Og det er jo sært!
Vi har en familie med en far, der drikker for meget og er flyttet hjemmefra. En mor, der er
gået helt i sort, fordi storesøsteren – yndlingsdatteren - i familien er brændt inde i sin
lejlighed. Lillesøsteren, der stadig bor hjemme og forsøger at holde lidt sammen på de

sørgelige stumper i familien, har altid hadet sin storesøster, fordi hun altid blev fremhævet
på lillesøsterens bekostning.
En dag kommer der pludselig et brev, hvor storesøsteren skriver: jeg døde ikke alligevel! Så
hun dukker op igen, men selv om faren og lillesøsteren godt nok synes, at den person, der
dukker op, ligner storesøsteren og åbenbart kender alt til familien, så er det ikke hende. Hun
er fake – selv om moderen tror på hende.
De to ”søstre” får afklaret deres forhold og sagt til hinanden, hvor meget de hader hinanden
– selv om det måske er den forkerte søster. Denne forsvinder ud af huset igen, og så går der
et stykke tid, hvor man ikke rigtig følger, hvad der foregår. Men lillesøsteren kommer på
behandlingshjem, for der må være noget galt i hovedet på hende; for pludselig modtager
hun igen et brev, som hun sidder og kigger på. Og så siger en af de andre elever på
behandlingshjemmet: ”Hvorfor skriver du breve til dig selv?”. Der slutter bogen, og som
læser ved man ikke, hvad der egentlig er foregået. Var det bare hjernespind i pigens hoved?
Og hvem er fortælleren? Lillesøsteren?
Else Møller er ikke sikker på, at det er en bog, der er egnet til at læse med eleverne som
klasselæsning, for til det formål er man nødt til som lærer at have et bud på, hvad der
egentlig sker i bogen. Hvis en bog er alt for åben, gør den læreren utryg.
Astrid Lindgren sagde, at man aldrig må tage håbet fra sine børnelæsere?
”Ja, og andre har sagt, at man ikke må slå hovedpersonen ihjel, for så slår man barnet ihjel.
Men den er man vist kommet over”.
Lindgren lod selv sin jeg-person dø i Brødrene Løvehjerte…
”Ja, men det sker også i realistiske bøger, hos Peter Mouritsen, for eksempel, hvor
hovedpersonen dør til sidst. Men der er masser af skolebibliotekarer der siger, at de ikke vil
købe sådan nogle. Det er at tage håbet fra børnene, siger de. Det er jeg til dels enig i, i hvert
fald, hvis målgruppen er mindre børn. Der skal være åbning for håbet. En kattelem, for at
bruge et moderne udtryk.
De ældre elever kan nok i højere grad kapere sådan noget. Anthony Horowitz skriver en
serie, der hedder Scorpia, der handler om en fjortenårig Agent 007. Det er rigtig spændende
bøger, fantastisk velskrevne, det går over stok og sten. Men i bind fem slår han faktisk sin
hovedperson ihjel. Det synes jer er lidt sørgeligt”.
”I Alex Petersen: Med ilden i ryggen er der faktisk også en lillesøster, der dør. Det var da
også ondt. Men det var dog ikke hovedpersonen”.
”Døden er ikke tabuiseret i dag. Jeg tror, man i dag kan skrive om alting. Der kommer for
eksempel også bøger om incest, såsom Lotte Inuk: Huset med den røde postkasse. Og sidste
år kom Otte dage med Engel.
Lotte Inuk: Otte dage med Engel
Den står også på min liste over ”De sære og de svære”, for det er et problem at placere
sådan en bog på skolebiblioteket. Skal ethvert barn have mulighed for at læse sådan en bog?

I dette tilfælde synes jeg, det er i orden, fordi den meget nænsomt beskriver en piges
problemer med en – som det hedder i bogen – alt for kærlig far.
Pigen får en ny klassekammerat, som får snakket med hende om, at man bare skal sige
tingene højt.
”Du skal tage dig sammen til at tale med nogle voksne, for det der skal han ikke gøre”, siger
hun. Det giver pigen mod til at få det fortalt. Og derefter rejser klassekammeraten, for hun
er jo en engel, og nu skal hun hej og hjælpe en anden.
Bogen er et godt eksempel på, at man kan skrive om alting, det kommer an på, hvordan man
behandler emnet. En bog som denne bør stå på en hylde, der mest er beregnet til lærerne, så
de har nogle bøger, de kunne tage op i klassen, hvis de har på fornemmelsen at de har
elever, der har behov for at få snakket om sådan nogle problemer. Det betyder ikke at vi
skal gå tilbage til temalæsning, men litteraturen bliver ikke misbrugt af at man bringer den
ind i sådan en sammenhæng.
Anders Johansen: Med sult og svig under Sydkorset.
Det er en rejseroman, der appellerer til drengene. Et trekantsdrama. To venner og den ene
vens kæreste tager på tur til Sydamerika. Meget kort fortalt er der et kærestepar, da de tager
af sted, det er der ikke, da de vender tilbage. Der sker meget voldsomme ting undervejs i
Sydamerika.
Forfatteren vil blandt andet vise, hvordan multinationale selskaber udpiner de fattige lande.
Men bogen er ikke i samme stil som Sven Wernströms bøger fra 1970’erne. Ærindet er ikke
politisk, og der er ingen socialistiske faner i bogen. Den vil nærmere fortælle en god historie
om unge menneskers udvikling.
Både drenge og piger har nogen at identificere sig med i bogen, og Anders Johansen er god
til nutidige, gode dialoger. Det gør, at bogen ikke virker så teksttung.