You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>GJERPEN</strong> 61<br />
sorg rede paa, at hun alt hemmelig var forlovet hjemme. Biskop<br />
Mynster omtaler hende i sine «Erindringer», hvor han skriver:<br />
- en norsk pige, allerede ikke mere i hendes første ungdom,<br />
men derfor desto mere modnet, et ædelt, fortræffeligt væsen. Hun<br />
horte til dem, om hvem man ikke ret ved, hvor megen elskværdighed<br />
de besidder, før man staar fast. Man maa imidlertid ikke tro, at jeg<br />
selv «stod fast». Jeg ved ikke, hvad der kunde være skeet, dersom<br />
jeg havde lært hende at kjende for min broder; men jeg var paa<br />
landet, kom først nogen tid efter til Kjøbenhavn, og da var min<br />
broder allerede fængslet til hende med sin dybe naturs hele kjær<br />
lighed. Derved blev hun mig hellig; jeg kunde vel med den ful<br />
deste interesse erkjende hendes aands og hjertes fortrin, endog den<br />
gratie, der svævede om hende, hvad enten hun i fortrolig samtale<br />
lænede sig med armene paa bordet, eller hun sang til sin guitarre,<br />
eller hendes ranke figur hævede sig fra hesten, som hun styrede<br />
med al sikkerhed; men min beundring var uegennyttig. Uheldigvis<br />
var hun, som vi siden erfarede, forlovet i Norge; men forlovelsen<br />
holdtes, jeg ved ikke av hvilken grund, hemmelig. Denne bevidsthed,<br />
at hun dog ikke kunde blive nogen andens, gav hende maaske en<br />
frihed i omgang, som vel ingenlunde overskred grænserne, men hvil<br />
ken min broder, haabende, som han var, udtydede til sin fordel.<br />
Efter nogle lykkelige maaneder forsogte han det avgjorende skridt, men<br />
fik et avslag o. s. v.» Blandt hendes venner var ogsaa Norges senere<br />
statholder grev Herman Wedel, som dengang hadde offentlig ansæt<br />
telse i Kjøbenhavn og den 15de mars 1800 ved hendes hjemreise til<br />
Norge skrev følgende vers i hendes «stambog», der gjør hans fædre<br />
landskjærlighet likesaa stor ære som hende:<br />
Hvor brat de øieblikke svandt!<br />
Vi tabte dem, — dog kun vort øie taber;<br />
ti held os! Jordens sønner fandt,<br />
at godes minde nøie skaber.<br />
Reis, ædle pige! hen til fædres land.<br />
hvor frænders favn og venners fryd Dem møder!<br />
Før tre gang' vendes timeglassets bund,<br />
skal hine glæder Danmarks savn forsøde,<br />
og De skal atter henrykt skue<br />
det stolte, underligen skjønne Nord,<br />
hvor ædle fryde sig og fiender grue:<br />
den plet, der er mig kjærest paa vor jord.<br />
Didhen staar al min hu. Jeg venter,<br />
naar først er endt min prøvetid<br />
og nornen mig til Norge henter,
Change language