NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 4

Jeg prøver at skimme, om der er noget, der haster. Jeg har et
CCTV med forstørrelsesglas, men jeg bliver så irriteret på det,
fordi jeg har så mange blinde pletter i øjnene. Jeg kan jo ikke
læse, selvom det bliver aldrig så stort. Her er der et s og her er
der så et k… hvad kom først Det er så besværligt. CCTV’et er
fi nt, hvis jeg lige skal se et telefonnummer, en pris eller lignende.”
Kirstens kontaktperson hjælper hende med at spore det, som det
er relevant, hun bruger sin tid og energi på. For alt er besværligt
og går langsomt, når man ikke kan se og høre, fortæller hun. ”Det
er en stor hjælp, at min kontaktperson kan slå ned på det, der er
vigtigt for mig.”
Når jeg får skriftligt materiale, spørger jeg hende, om der er noget,
hun synes, jeg har behov for at vide. Er der spørgsmål, jeg skal
besvare Eller er det bare en opremsning af for mig ligegyldige
ting Fx får jeg pensionsoversigter, regnskaber, 10-20 sider. Det
er noget, de er forpligtede til at sende mig. Men hvad skal jeg
med alt det Det betyder meget for mig, at jeg ikke skal spilde tid
på den slags. Man er nødt til at prioritere og sortere fra, når man
ikke kan det hele.”
Føler sig frem til grænserne
”Kontaktpersonen skal være mine øjne og ører, har jeg fået at
vide. Og det er fi nt,” fortæller Kirsten. ”Men det betyder så også,
at det er begrænset, hvad jeg kan bede om. Man skal jo ikke
overtræde de retningslinjer, som en kontaktperson har fået for,
hvad man må og ikke må. Der kan være småting, jeg har behov
for, fx hvis der skal sys en knap i, eller en søm er gået op. Det ville
være rart for mig at få hjælp til det. Men der er et skisma der.”
Det har bl.a. døvblindekonsulenten orienteret hende om. Kirsten
fortsætter: ”Da skal jeg så føle mig frem, om kontaktpersonen er
villig til det, og om det passer ind i hendes arbejdsområde. Jeg vil
nødig overtræde hendes beføjelser.”
Samtidig ønsker Kirsten heller ikke selv at blive sat i forlegenhed
og fx få et nej. Hun ved, at kontaktpersonen skal gøre hende
opmærksom på, hvor grænsen går. ”Men jeg kan ikke lide at få at
vide af hende, når der er noget, hun ikke må. Man skal lære sin
kontaktperson at kende og nogle gange føle sig frem til grænserne.”
Kirsten bor forholdsvis langt væk fra indkøbsmuligheder, så hun
må altid tage bussen til Amagercentret, når hun skal ud og handle.
Hun kunne godt ønske sig, hun kunne foretage storindkøb
sammen med kontaktpersonen. Men hun ved godt, at det ikke
er muligt, det er ikke en opgave, hun kan bruge en kontaktperson
til som sådan. Kirsten er meget bevidst om, at man ikke må
bruge kontaktpersonen som ”pakæsel”, som hun siger. ”Nogle af
mine tidligere kontaktpersoner spurgte heller ikke, om de skulle
hjælpe,” fortæller hun. ”Så slæbte jeg selv af sted med to store
poser, når vi var på indkøb.” Hun smiler lidt overbærende.
LYS G E N N E M FA R V E T G L A S
Der er forholdsvis mørkt hos Kirsten Lemneos, for lys fra el-pærer generer hendes øjne. Det naturlige lys udefra står derfor så meget kraftigere i vinduerne. Fra
et af vinduerne kommer der særlig meget lys og farve. Her har hun hylder med fi gurer og vaser af farvet glas. ”Jeg kan se farverne på de ting, der er i vinduet.
Jeg kigger på dem, nyder dem. De har deres historie hver især. Det er så smukt og navnlig om formiddagen, når solen falder ind.”
(Foto: Ina A. Mance)
N Y T N R . 4 - 2 0 0 8
1 7