NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 4

”EVNEN TIL AT KOMME I KONTAKT MED OMVERDEN BLIVER FORSVINDENDE LILLE
UDEN EN KONTAKTPERSON”
I USA har vi som sagt ikke en kontaktpersonordning, og servicen
til døvblinde er meget sporadisk – selv i New York City, 42 km fra
det landsdækkende døvblindecenter Helen Keller Centret.
I USA er den døvblindes første og nærmest umulige opgave at
fi nde en eller fl ere frivillige, som er villige til at yde dem en kontaktpersonlignende
service på fast basis og uden godtgørelse. Det er
nærmest umuligt, og en beklagelse jeg ofte ser og hører.
Det var så vigtigt for mig at se, hvordan livet kan være for mennesker,
der lever med døvblindhed og et system, der tilbyder service
”Muligheden for at finde
en frivillig i New York City,
når man er svagtseende og
næsten døv, er nærmest
lig nul.”
og værdighed. Ingen skal bruge deres tid på at fi nde frivillige,
som måske/måske alligevel ikke er ledige. Man kan derimod lave
planer for sit eget liv uden hele tiden at skulle overveje og afvente
en frivillig, der kan fi nde tid til at hjælpe én med eksempelvis at gå
til lægen.
Muligheden for at fi nde en frivillig i New York City, når man er
svagtseende og næsten døv, er nærmest lig nul. Og der er overhovedet
ingen chance for at få det gjort til en fast og tilbagevendende
service.
De døvblinde mennesker, jeg mødte i Danmark, fortalte mig om
deres familier, om aktiviteter, og om deltagelse i FDDB (Foreningen
af Danske DøvBlinde) og deres rolle som lærere for andre
døvblinde i forskellige sammenhænge. De berettede om sommerkurser
på højskoler og muligheden for at besøge familie, der bor
langt væk, sommerlejre, bestyrelsesmøder i FDDB og ferierejser
såvel indenlands som udenlands.
Jeg blev indviet i ERFA-gruppearbejde og fi k fortalt, hvor vigtige
disse møder er i den enkelte døvblindes liv. Tillige hvordan
kontaktpersoner ledsager den døvblinde til møderne, og at der er
tegnsprogstolke til at tolke dialogen mellem deltagerne. De danske
døvblinde er selvstyrende mennesker. De tager deres egne
beslutninger, de tager ansvaret for deres liv og for hvilke aktiviteter,
det skal indeholde.
At det danske samfund rent lovgivningsmæssigt har vedtaget dette
system, fortæller om samfundets anerkendelse af det enkelte
menneske. Det fortæller, at vi som samfund måske ikke kan give
alt det til den enkelte døvblinde, som han eller hun måtte ønske
sig, men vi kan bidrage med det, der som minimum er nødvendigt
at have til rådighed for at leve et helt og anstændigt liv. Ikke blive
fanget i isolation, men at kunne deltage i samfundets tilbud, dets
”frugter”, grupper og aktiviteter.
Ingen døvblind behøver at tigge om hjælp til eksistentielle gøremål
eller blive fanget i sit eget hjem alene og ensom. Selvfølgelig må
der ansøges om hjælp til særlige forehavender, men den basale
service gives som en rettighed til alle, der måtte ønske den.
Livet er selvfølgelig ikke perfekt. Som jeg oplevede det, kan der
være brug for fl ere kontaktpersontimer, det er svært at fi nde arbejdskraft,
og nogle døvblinde lider af depression og angst, men
de kan få hjælp, hvis de ønsker det, blandt andet takket være
eksistensen af kontaktpersonordningen.
I USA er det største problem ofte overhovedet at være i stand til
at komme uden for hjemmets fi re vægge.
Det er blevet sagt, at man dømmer et land på, hvordan det tager
sig af de svageste i samfundet, de mest udsatte, de unge, de
gamle og mennesker med funktionsnedsættelser. For en ikkedansker
demonstrerer døvblindes rettighed til at modtage service
fra en kontaktperson et sandt humant og medmenneskeligt
samfund.
Mit besøg i Danmark viste, hvordan dette system faktisk virker, og
det har gjort dybt indtryk på mig. ■
N Y T N R . 4 - 2 0 0 8
2 1