November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • NOVEMBER 2005 

Liahona 

Generalkonferencetaler

MÅ IKKE KOPIERES 

Josephs Nauvoo, af Al Rounds 

»Og atter, sandelig siger jeg jer: Jeg befaler jer atter at bygge et hus til mit navn på dette sted, så I kan vise jer tro mod mig i alt det, jeg befaler jer, 

så jeg kan velsigne jer og krone jer med ære, udødelighed og evigt liv« (L&P 124:55).

154. ÅRGANG • NUMMER 11 • JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE • NOVEMBER 2005 

Liahona 

2 Sammenfatning af 

oktoberkonferencen 2005 

MØDET LØRDAG FORMIDDAG 

4 Indledende bemærkninger 

Præsident Gordon B. Hinckley 

6 Velsignelser ved at læse Mormons Bog 

Ældste L. Tom Perry 

10 Vær beredt ... Vær stærke fremover 

Biskop Keith B. McMullin 

13 Legemets hellighed 

Susan W. Tanner 

16 Søg mod højere grund 

Ældste Joseph B. Wirthlin 

20 Lyset i deres øjne 

Præsident James E. Faust 

MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG 

23 Opretholdelse af Kirkens ledere 

Præsident Thomas S. Monson 

24 Præstedømmemyndighed i familien 

og i Kirken 

Ældste Dallin H. Oaks 

28 Til Unge Piger 

Ældste Jeffrey R. Holland 

31 Sand lykke: Et bevidst valg 

Ældste Benjamín De Hoyos 

33 Mormons Bog, et redskab til at 

samle det spredte Israel 

Ældste C. Scott Grow 

35 »Hvis Kristus havde mine 

muligheder ...« 

Ældste Paul K. Sybrowsky 

37 Åndelig beredthed: Begynd tidligt 

og vær udholdende 

Ældste Henry B. Eyring 

41 Det, der betyder mest, er det, der 

varer længst 

Ældste M. Russell Ballard 

PRÆSTEDØMMETS MØDE 

44 Bliv missionær 

Ældste David A. Bednar 

48 Menneskets søgen efter 

guddommelig sandhed 

Ældste Charles Didier 

50 Velsignelserne ved en 

generalkonference 

Ældste Paul V. Johnson 

53 Kaldet og udvalgt 


56 Gør din pligt – hold tappert ud 


60 Er I beredt, behøver I ikke at frygte 


MØDET SØNDAG FORMIDDAG 

67 Profeten Joseph Smith: Underviser 

ved eksemplets magt 


70 På Zions bjerg 

Præsident Boyd K. Packer 

74 Et mønster for alle 

Ældste Merrill J. Bateman 

76 Thi min sjæl fryder sig over 

skrifterne 

Cheryl C. Lant 

78 Sandheden gengivet 

Ældste Richard G. Scott 

81 Tilgivelse 


MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG 

85 Jesus Kristus – helbredelsens mester 

Ældste Russell M. Nelson 

88 Forberedelser til genoprettelsen og 

det andet komme: »Min hånd skal 

være over dig« 

Ældste Robert D. Hales 

92 Offer er en glæde og en velsignelse 

Ældste Won Yong Ko 

94 Evangeliske pagter fører lovede 

velsignelser med sig 

Ældste Paul E. Koelliker 

96 Herrens kompas 

Ældste Lowell M. Snow 

98 »Vær hyrde for mine får!« 

Ældste Ulisses Soares 

100 Kristuslignende egenskaber – 

Vinden under vore vinger 

Ældste Dieter F. Uchtdorf 

103 Afslutning 

Præsident Gordon B. 

Hinckley 

HJÆLPEFORENINGENS 

ÅRLIGE MØDE 

105 Video: »Redskaber 

i Guds hånd« 

107 Gode stunder 

Bonnie D. Parkin 

110 Så vi alle kan være sammen i himlen 

Kathleen H. Hughes 

112 Kend Herrens hensigt med dig 

Anne C. Pingree 

114 Redskaber i Guds hånd 


64 Generalautoriteter i Jesu Kristi Kirke 

af Sidste Dages Hellige 

118 De talte til os: Gør konferencen til 

en del af vores tilværelse 

120 Vor tids lærdomme 

121 Retningslinjer for Hjælpeforeningens 

inspirationsmøder og aktiviteter for 

hjemmet, familien og den enkelte 

122 Kildematerialer til Det Aronske 

Præstedømme og Unge Piger 

125 Hovedpræsidentskaber for 

hjælpeorganisationer 

126 Kirkenyt

Sammenfatning af oktoberkonferencen 

2005 

LØRDAG FORMIDDAG, 1. OKTOBER 2005, 

KONFERENCEMØDE 

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley. 

Ledelse: Præsident Thomas S. Monson. 

Indledningsbøn: Ældste Harold G. Hillam. 

Afslutningsbøn: Ældste Darwin B. 

Christenson. Musik ved Tabernakelkoret; 

dirigenter Craig Jessop og Mack Wilberg; 

organister Clay Christiansen: »Nu Israels 

Genløser«, Salmer og sange, nr. 5; »Ved tanken 

på min Frelser kær«, Salmer og sange, 

nr. 73; »He, Watching over Israel«, 

Mendelssohn; »Led os, o du vor Jehova«, 

Salmer og sange, nr. 36; »Jeg prøver at bli’ 

som Jesus«, Børnenes sangbog, s. 40, arrangement 

af Bradford, udgivet af Nature Sings; 

»Jeg på Kristus tror«, Salmer og sange, nr. 69, 

ikke udgivet arrangement af Wilberg. 

LØRDAG EFTERMIDDAG, 1. OKTOBER 2005, 



Ledelse: Præsident James E. Faust. 

Indledningsbøn: Ældste John H. Groberg. 

Afslutningsbøn: Ældste F. Melvin Hammond. 

Musik ved et kor af unge piger og unge 

mænd fra stave i Bountiful, Woods Cross og 

North Salt Lake i Utah; dirigent Michael 

Huff; organister Linda Margetts og Bonnie 

Goodliffe: »Awake and Arise«, Hymns, nr. 8, 

ikke udgivet arrangement af Huff; »Skønne 

forårsmorgen«, Børnenes sangbog, s. 57, 

ikke udgivet arrangement af Huff; »På bjergets 

høje top«, Salmer og sange, nr. 4; »On 

This Day of Joy and Gladness«, Hymns, nr. 

64, ikke udgivet arrangement af Huff. 

LØRDAG AFTEN, 1. OKTOBER 2005, 




Indledningsbøn: Ældste Stephen B. Oveson. 

Afslutningsbøn: Ældste Adhemar Damiani. 

Musik ved et præstedømmekor af fædre 

og sønner fra stave i Orem i Utah; dirigent 

Donald Ripplinger; organist John Longhurst: 

»Sandheden gengivet«, Beethoven og Jones, 

ikke udgivet arrangement af Ripplinger; »Jeg 

går, hvor du sender mig hen«, Salmer og 

sange, nr. 270, ikke udgivet arrangement af 

Fjeldsted; »Kom, Israels ældste«, Salmer og 

sange, nr. 201; »Skal vi svigte vore pagter«, 

Salmer og sange, nr. 167, ikke udgivet arrangement 

af Ripplinger. 

SØNDAG FORMIDDAG, 2. OKTOBER 2005, 



Ledelse: Præsident Gordon B. Hinckley. 

Indledningsbøn: Ældste F. Burton Howard. 

Afslutningsbøn: Ældste Ned B. Roueché. 

Music ved Tabernakelkoret; dirigenter Craig 

Jessop og Mack Wilberg; organister Richard 

Elliott og John Longhurst: »Nu dagen gryr«, 

Salmer og sange, nr. 1; »Joseph Smiths første 

bøn«, Salmer og sange, nr. 18, ikke udgivet 

arrangement af Wilberg; »En stakkels sorgbetynget 

mand«, Salmer og sange, nr. 15, ikke 

udgivet arrangement af Wilberg; »Det er så 

skønt, min Gud, min Drot«, Salmer og 

sange, nr. 83; »The Seer, Joseph, the Seer«, 

Hymns, 1948, nr. 296, arrangement af 

Beesley, udgivet af IRI (tenor: Stanford 

Olsen); »Ode for Joseph«, Bradshaw, udgivet 

af Jackman; »Priser profeten«, Salmer og 

sange, nr. 17, arrangement af Wilberg, udgivet 

af Jackman. 

SØNDAG EFTERMIDDAG, 2. OKTOBER 2005, 




Indledningsbøn: Ældste H. Aldridge 

Gillespie. Afslutningsbøn: Ældste Dennis E. 

Simmons. Musik ved Tabernakelkoret; dirigenter 

Craig Jessop og Mack Wilberg; organister 

Bonnie Goodliffe og Linda Margetts: 

»Jernstangen«, Salmer og sange, nr. 182, 

Holst, ikke udgivet arrangement af 

Galbraith; »Hvor Gud er«, Børnenes sangbog, 

s. 76, ikke udgivet arrangement af 

Cardon (fløjte: Jeannine Goeckeritz; harpe: 

Tamara Oswald); »Kommer, I Guds børn«, 

Salmer og sange, nr. 20; »Hav tak for profeten, 

du sendte«, Salmer og sange, nr. 19, 

ikke udgivet arrangement af Wilberg. 

LØRDAG AFTEN, 24. SEPTEMBER 2005, 

HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE 


Ledelse: Bonnie D. Parkin. Åbningsbøn: 

Barbara D. Lockhart. Afslutningsbøn: Lilian 

B. DeLong. Musik ved et hjælpeforeningskor 

fra stave i Orem i Utah; dirigent Dyanne 

Riley; organister Linda Margetts og Bonnie 

Goodliffe: »Vi glædes og frydes«, Salmer og 

sange, nr. 3, ikke udgivet arrangement af 

Margetts og Riley; »When I Feel His Love«, 

Perry, ikke udgivet; »Så sikker en grundvold«, 

Salmer og sange, no. 38, ikke udgivet 

arrangement af Wilberg. 

OPTAGELSE AF KONFERENCEN KAN KØBES 

Optagelse af konferencens møder kan købes 

på mange sprog på distributionscentre, som 

regel inden for to måneder efter konferencen. 

KONFERENCETALER PÅ INTERNETTET 

Der er adgang til generalkonferencetaler på 

internettet på mange sprog ved at besøge 

www.lds.org. Klik på »Gospel Library« og 

»General Conference«. Vælg derpå et sprog. 

BUDSKABER TIL HJEMMEUNDERVISNING 

OG BESØGSUNDERVISNING 

Vælg en tale, som bedst imødekommer 

behov hos de medlemmer, I besøger, som 

budskaber ved hjemmeundervisning og 

besøgsundervisning. 

PÅ OMSLAGET 

Den ene efter den anden, af Walter Rane, 

© 2003, By the Hand of Mormon Foundation, 

må ikke kopieres. 

FOTOS VED KONFERENCEN 

Billeder fra generalkonferencen i Salt Lake 

City blev taget af Craig Dimond, Welden C. 

Andersen, John Luke, Matthew Reier, 

Christina Smith, Scott Davis, Les Nilsson, 

Rod Boam, Amber Clawson og Shannon 

Norton; i Brasilien af Adriano Vedovi; i 

Frankrig af David Anderson; i Mexico af 

Israel Gutierrez; i Michigan af Rod Humiecki 

og Lee Kochenderfer; i Peru af Mason Warr; 

og i Samoa af Judith Johnston Niuelua. 

2

November 2005 154. årgang. Nummer 11 

LIAHONA 25991 110 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle 

tidsskrift på dansk. 

Det Første Præsidentskab: Gordon B. Hinckley, 

Thomas S. Monson, James E. Faust 

De Tolvs Kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry, 

Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, M. Russell Ballard, 

Joseph B. Wirthlin, Richard G. Scott, Robert D. Hales, 

Jeffrey R. Holland, Henry B. Eyring, Dieter F. Uchtdorf, 

David A. Bednar 

Redaktør: Jay E. Jensen 

Vejledere: Monte J. Brough, Gary J. Coleman, 

Yoshihiko Kikuchi 

Adm. direktør: David L. Frischknecht 

Planlægning og redaktionel leder: Victor D. Cave 

Grafisk leder: Allan R. Loyborg 

Redaktionel direktør for Kirkens tidsskrifter: 

Richard M. Romney 

Chefredaktør: Marvin K. Gardner 

Redaktion: Collette Nebeker Aune, Susan Barrett, 

Shanna Butler, Ryan Carr, Linda Stahle Cooper, LaRene 

Porter Gaunt, Jenifer L. Greenwood, R. Val Johnson, Carrie 

Kasten, Melvin Leavitt, Sally J. Odekirk, Adam C. Olson, 

Judith M. Paller, Vivian Paulsen, Don L. Searle, Rebecca M. 

Taylor, Roger Terry, Janet Thomas, Paul VanDenBerghe, 

Julie Wardell, Kimberly Webb 

Ledende Art director: M. M. Kawasaki 

Art director: Scott Van Kampen 

Produktionsleder: Jane Ann Peters 

Design og produktion: Calli R. Arroyo, Howard G. 

Brown, Thomas S. Child, Reginald J. Christensen, 

Kathleen Howard, Denise Kirby, Tadd R. Peterson, 

Randall J. Pixton, Kari A. Todd, Claudia E. Warner 

Marketingsleder: Larry Hiller 

Trykchef: Craig K. Sedgwick 

Distributionschef: Kris T Christensen 

Liahona: 

Redaktør: Svend Aage Andersen 

Redaktionens adresse: Translation Division, Borups Allé 

128, 1. th, DK-2000 Frederiksberg. Tlf. 38 11 18 50; 

fax 38 11 18 51 

Kirkenyt: Lene Henriksen 

Tegning af abonnement eller adresseændring kan foretages 

enten ved henvendelse til din tidsskriftsrepræsentant eller 

direkte til distributionscentret i Tyskland. Gratisnummer: 

00800 3478 3388. Abonnementsprisen på DKK 130 

pr. år (inkl. moms og porto) betales på girokontonummer 

653-2136. 

Indsend manuskripter og spørgsmål til Liahona, Room 2420, 

50 East North Temple, Salt Lake City, UT 84150-3220, USA, 

eller med e-mail til cur-liahona-imag@ldschurch.org 

Liahona (et ord fra Mormons Bog, som betyder »kompas«, 

eller »vejviser«) udgives på albansk, armensk, bulgarsk, 

cambodjansk, cebuano, dansk, engelsk, estisk, fiji, finsk, 

fransk, græsk, haitisk, hindi, hollandsk, indonesisk, islandsk, 

italiensk, japansk, kiribati, kinesisk, koreansk, kroatisk, lettisk, 

litauisk, malagassisk, marshallesisk, mongolsk, norsk, polsk, 

portugisisk, rumænsk, russisk, samoansk, singalesisk, 

slovensk, spansk, svensk, tagalog, tahitiansk, tamil, telugu, 

thai, tjekkisk, tonga, tysk, ukrainsk, ungarsk, urdu og 

vietnamesisk. (Antal numre pr. år varierer fra sprog til sprog). 

© 2005 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. 

Printed in the United States of America. 

Tekst og billedmateriale i Liahona kan kopieres til 

lejlighedsvis, ikke-kommercielt brug i kirke og hjem. 

Billedmateriale må ikke kopieres, hvis der i kunstværkets 

kildeangivelse står restriktioner. Spørgsmål skal rettes til 

Intellectual Property Office, 50 East North Temple Street, 

Salt Lake City, UT 84150, USA; e-mail: 

cor-intellectualproperty@ldschurch.org. 

Liahona findes på internettet på mange sprog på 

www.lds.org. På engelsk: Klik på »Gospel Library«. 

På andre sprog: Klik på verdenskortet og vælg dansk. 

For readers in the United States and Canada: 

November 2005 Vol. 154 No. 11. LIAHONA (USPS 

311-480) Danish (ISSN 1522-9165) is published monthly 

by The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 50 East 

North Temple, Salt Lake City, UT 84150. USA subscription 

price is $10.00 per year; Canada, $14.00 plus applicable 

taxes. Periodicals Postage Paid at Salt Lake City, Utah, and 

at additional mailing offices. Sixty days’ notice required for 

change of address. Include address label from a recent 

issue; old and new address must be included. Send USA 

and Canadian subscriptions to Salt Lake Distribution Center 

at address below. Subscription help line: 1-800-537-5971. 

Credit card orders (Visa, MasterCard, American Express) 

may be taken by phone. (Canadian Poste Information: 

Publication Agreement #40017431). 

POSTMASTER: Send address changes to Salt Lake 

Distribution Center, Church Magazines, PO Box 26368, 

Salt Lake City, UT 84126-0368. 

TALERE I ALFABETISK 

ORDEN 

Ballard, M. Russell, 41 

Bateman, Merrill J., 74 

Bednar, David A., 44 

De Hoyos, Benjamín, 31 

Didier, Charles, 48 

Eyring, Henry B., 37 

Faust, James E., 20, 53, 114 

Grow, C. Scott, 33 

Hales, Robert D., 88 

Hinckley, Gordon B., 4, 60, 

81, 103, 105 

Holland, Jeffrey R., 28 

Hughes, Kathleen H., 110 

Johnson, Paul V., 50 

Ko, Won Yong, 92 

Koelliker, Paul E., 94 

Lant, Cheryl C., 76 

McMullin, Keith B., 10 

Monson, Thomas S., 23, 56, 

67 

Nelson, Russell M., 85 

Oaks, Dallin H., 24 

Packer, Boyd K., 70 

Parkin, Bonnie D., 107 

Perry, L. Tom, 6 

Pingree, Anne C., 112 

Scott, Richard G., 78 

Snow, Lowell M., 96 

Soares, Ulisses, 98 

Sybrowsky, Paul K., 35 

Tanner, Susan W., 13 

Uchtdorf, Dieter F., 100 

Wirthlin, Joseph B., 16 

EMNEINDEKS 

Aktivering, 35, 98 

Andet komme, 88 

Beskyttelse, 60 

Bøn, 37 

Børn, 41, 76 

Eksemplets magt, 33, 67 

Enlige voksne, 24, 114 

Familie, 24, 41 

Fastholdelse, 98 

Flid, 67, 96 

Forberedelse, 10, 37, 44, 

60, 70 

Forsoning, 74, 78, 81, 85 

Frafald, 53, 78, 88 

Fred, 48 

Frelsesplanen, 37, 74, 78 

Fysiske legemer, 13, 28 

Generalkonference, 50, 96 

Genoprettelse, 74, 88, 103 

Glæde, 92 

Guddommelig natur, 28, 78 

Gæld, 53 

Handlefrihed, 16, 31, 78, 

100, 112 

Helbredelse, 85 

Helligånden, 16, 20, 48, 78 

Hjælpeforeningen, 105, 107, 

110, 114 

Humanitær tjeneste, 60 

Jesus Kristus, 10, 31, 37, 70, 

74, 78, 81, 85, 100 

Kaldelser, 53, 56 

Kirkens vækst, 4, 70 

Konvertering, 35, 48, 85, 100 

Kristi lys, 20 

Kvindelighed, 24, 28, 114 

Kærlighed, 67, 81, 98, 110 

Ledelse, 24, 53 

Lydighed, 10, 16, 37, 44, 

48, 50, 60, 76, 78, 94, 96, 

100, 112 

Lykke, 20, 31, 41 

Misbrug, 24 

Missionering, 33, 35, 44, 

67, 112 

Mod, 67 

Moderskab, 107, 114 

Moral, 13, 41, 78 

Mormons Bog, 6, 33, 70, 74, 

76, 88 

Myndighed, 24 

Offer, 92, 94 

Omvendelse, 37, 81, 85 

Opretholdelse, 53 

Pagter, 20, 33, 44, 94, 110, 

112 

Pligt, 56 

Pornografi, 50 

Profeter, 6, 16, 48, 50, 53 

Præstedømmet, 24, 44, 53, 

56, 60 

Retfærdighed, 4, 10, 16, 31, 

60, 76 

Sandhed, 48 

Skriftstudium, 6, 37, 41, 48, 

70, 76, 88, 92, 112 

Skønhed, 13, 28 

Smith, Joseph, 67, 88, 103, 

105 

Templer og tempeltjeneste, 

4, 13, 16, 94 

Tiende, 37 

Tilgivelse, 81 

Tjeneste, 16, 35, 56, 60, 107, 

110, 114 

Tro, 10, 37, 56, 60, 67, 94, 

96, 98, 100, 112 

Tålmodighed, 67, 98 

Uafhængighed, 60 

Underkastelse, 112 

Undervisning, 67 

Unge Piger, 28 

Velsignelser, 6, 92 

Vidnesbyrd, 28, 33 

Visdomsordet, 13 

Ægteskab, 24, 41 

Ærbarhed, 13, 28 

Ærlighed, 67 

Åbenbaring, 20, 48, 50, 70 

LIAHONA NOVEMBER 2005 3

MØDET LØRDAG FORMIDDAG 

Den 1. oktober 2005 

Indledende 

bemærkninger 

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 

Kirkens vækst fra den spæde begyndelse til dens nuværende 

position er fænomenal, og vi har kun lige ridset i overfladen. 

Der kom meget godt ud af det 

imperium på mange områder. Men 

der var også utrolige lidelser. De 

opstod som følge af erobring, undertrykkelse, 

krig og konflikter. Britiske 

soldaters jordiske rester blev lagt i 

grave over hele jorden. 

Nu er det alt sammen væk. 

Rudyard Kipling skrev om dets fald i 

sit digt »Recessional«: 

Mine brødre og søstre, jeg 

byder jer velkommen til 

denne storslåede verdenskonference 

for Kirken. Det rummelige 

Konferencecenter i Salt Lake City 

er fyldt helt op, og andre sale i området 

er ligeledes fyldt. Vi taler foruden 

her også til jer i mange lande og 

under mange himmelstrøg. Vi byder 

jer alle velkommen. Vi elsker jer som 

brødre og søstre. 

Jeg var på mission på de Britiske 

Øer for mere end 70 år siden. Dele af 

det britiske imperium var stadig intakt. 

Det imperium var den mest vidtstrakte 

politiske familie af nationer på jordens 

overflade. Det blev sagt, at solen aldrig 

gik ned i det britiske imperium. Union 

Jack vejede hele verden rundt. 

I horisonten vores flåde forsvinder, 

dens ild rammer fjendens klitter 

og kyst. 

Se, al vores pragt fra historiens tinder 

bliver som Nineve til støv så tyst. 

(»God of Our Fathers, Known of 

Old«, Hymns, nr. 80) 

Der er nu et andet imperium. Det 

er Kristi, Herrens imperium. Det er 

det gengivne evangeliums imperium. 

Det er Guds rige. Og solen går aldrig 

ned i dette rige. Det er ikke et resultat 

af erobring, konflikt eller krig. Det er 

et resultat af fredelig overtalelse, af 

vidnesbyrd, af undervisning – en her 

og en anden der. 

Som I alle ved, fejrer vi i år 200-året 

for profeten Joseph Smiths fødsel og 

175-året for Kirkens stiftelse. 

Kirkens vækst fra den spæde 

begyndelse til dens nuværende position 

er fænomenal, og vi har kun lige 

ridset i overfladen. 

Bygningen af templer er en indikation 

af denne vækst. Vi har nu 122 i 

funktion i mange dele af verden. 

Vore medlemmer velsignes meget af 

disse. Hver eneste person, der kan få 

en tempelanbefaling, er også regnet 

som en trofast sidste dages hellig. 

Han eller hun betaler fuld tiende, 

overholder visdomsordet, har et 

godt familieliv og er en bedre borger 

i sit samfund. Tempeltjeneste er 

slutresultatet af al vores undervisning 

og aktivitet. 

4

Konferencecentrets auditorium er fyldt til sidste plads lige før begyndelsen af et konferencemøde. 

Sidste år blev der udført 32 millioner 

ordinancer i templerne. Det er 

mere, end der er udført i noget tidligere 

år. Lige nu er nogle af vore templer 

helt fyldte og lidt til. Behov og 

ønsker hos vore trofaste hellige må 

imødekommes. 

Vi har tidligere bekendtgjort et nyt 

tempel i det sydøstlige hjørne af Salt 

Lake-dalen. Vi har to andre fortræffelige 

steder i den vestlige og den sydvestlige 

del af dalen på grund af 

velvillighed fra entreprenørerne på 

disse grunde. Det første, som vi vil 

bygge på, er beliggende i det såkaldte 

Daybreak-område, og denne formiddag 

offentliggør vi det. I undrer jer 

måske over, hvorfor vi favoriserer 

Utah så meget. Det er, fordi der er 

behov for det grundet den store aktivitet. 

Men det går også fremad for 

os med nye templer i Rexburg og 

Twin Falls i Idaho; i Sacramento i 

Californien; i Helsinki i Finland; i 

Panama City i Panama; i Curitiba i 

Brasilien og et mere, som jeg nok 

hellere må undlade at nævne lige nu, 

da det endnu ikke er bekendtgjort, 

men det vil det snart blive. Der er 

endnu flere under overvejelse. Alle 

de nævnte steder har vi ejendomsretten, 

og arbejdet går fremad på forskellige 

trin i opførelsen. 

Vi er taknemmelige for vore medlemmers 

indvielse, som gør alt dette 

muligt. 

En af de mest foruroligende sider 

af vores tempelaktivitet er, at nu hvor 

vi får flere og flere templer spredt ud 


over hele jorden, sker der dobbeltudførelse 

af stedfortrædende ordinancer. 

Mennesker i forskellige nationer 

arbejder samtidig på de samme familielinjer 

og finder de samme navne. 

De ved ikke, at andre i andre områder 

gør det samme. Vi har derfor i 

nogen tid arbejdet på et meget vanskeligt 

projekt. Løsningen på at 

undgå en sådan dobbeltudførelse 

ligger i noget komplekst computerteknologi. 

Foreløbige resultater viser, 

at det vil fungere, og hvis det er tilfældet, 

er det virkelig en forbløffende 

løsning med verdensomspændende 

konsekvenser. 

Som mange af jer ved, har vi haft 

stavskonferencer ved benyttelse af 

satellittransmissioner. Kirken er vokset 

så stor, at det ikke længere er 

muligt for medlemmer af Det Første 

Præsidentskab, De Tolvs Kvorum og 

andre generalautoriteter at besøge 

de enkelte stave, bortset fra ved nye 

stavspræsidentskaber og delinger. 

Satellittransmission har gjort det 

muligt for os at tale i Salt Lake City 

og blive hørt og set i stavscentre og 

andre lokaler verden over. Det er 

både mirakuløst og vidunderligt. 

Det er på samme måde, at mange 

af jer deltager i vores konference i 

dag. Vi er samlet som en stor, international 

familie i musik og bøn og med 

instruktioner og vidnesbyrd fra vore 

Brødre. 

Tak for alt, hvad I gør, I vidunderlige 

sidste dages hellige. Tak for den 

store indsats fra område-halvfjerdsere, 

fra biskopråd og stavspræsidentskaber, 

fra hjælpeorganisationsledere, 

fra tempel- og missionspræsidentskaber 

og mange, mange andre, som 

giver så gavmildt af tid, indsats 

og midler for at fremme Guds rige 

på jorden. 

Mine brødre og søstre, jeg beder 

om, at himlens største velsignelser må 

komme til jer. I Jesu Kristi hellige 

navn. Amen. ■ 

Velsignelser ved at 

læse Mormons Bog 

ÆLDSTE L. TOM PERRY 

De Tolv Apostles Kvorum 

Nu er det op til os at studere Mormons Bog og tage ved lære 

af dens principper og anvende dem i vores liv. 

Jeg glæder mig hver måned til at 

modtage det vidunderlige tidsskrift 

Ensign. Det styrker mig 

at læse budskaber fra Det Første 

Præsidentskab, der står i hvert nummer. 

Augustnummeret af Ensign og 

Liahona indeholdt en udfordring 

fra præsident Hinckley til at læse 

eller genlæse Mormons Bog inden 

udgangen af året. 

Hvorfor tror præsident Hinckley, at 

det bliver så gavnligt for hver af os at 

læse Mormons Bog Han sagde: 

»Dens tiltrækning er lige så tidløs 

som sandheden, lige så universel som 

menneskeheden. Det er den eneste 

bog, som indeholder et løfte om, at 

læseren ved guddommelig kraft og 

med vished kan få at vide, at den er 

sand. 

Dens oprindelse er mirakuløs. Når 

beretningen om dens oprindelse fortælles 

til én, som ikke kender den, er 

den næsten ikke til at tro på. Men 

bogen er her, man kan holde den i 

sine hænder, man kan læse den. 

Ingen kan bestride dens eksistens ... 

Ingen anden hellig skrift illustrerer 

så klart den kendsgerning, at når 

mennesker og nationer lever i frygt 

for Gud og er lydige mod hans befalinger, 

får de fremgang og vækst, men 

når de lader hånt om ham og hans 

ord, sker der et forfald, og hvis det 

ikke stoppes ved retfærdighed, vil det 

føre til afmagt og død« (»Et levende 

og ægte vidnesbyrd«, Liahona, aug. 

2005, s. 4-5). 

Hvorfor er det i dag så vigtigt for os 

at læse i Mormons Bog Det er fordi 

størstedelen af Mormons Bogs forfattere 

fuldt ud forstod, at det, de skrev, 

hovedsageligt var til en fremtidig generation 

snarere end til deres egen generation. 

Moroni skrev til vor tid: »Jeg 

taler til jer, som om I var nærværende« 

(Mormon 8:35). Profeten Nephi sagde: 

»Derfor har Gud Herren lovet mig, 

at disse ting, som jeg skriver, skal 

opbevares og passes og overdrages 

min slægt fra generation til generation, 

så at den forjættelse, der blev 

6

givet Josef, må opfyldes, at hans sæd 

aldrig skal forgå, så længe jorden står« 

(2 Nephi 25:21). 

Mormons Bog er en advarselsrøst 

til denne generation. Læg mærke til, 

hvor levende den beskriver forholdene 

på jorden i dag. 

»Og ingen behøver at sige, at [disse 

optegnelser] ikke skal komme frem, 

thi de vil komme frem, thi Herren har 

sagt det; thi de skal komme frem af 

jorden ved Herrens hånd, og ingen 

kan forhindre det; og de skal komme 

frem på en dag, da der vil blive sagt, at 

undere er ophørt; og de skal komme 

frem, som om nogen talte fra de døde. 

Og de skal komme frem på en dag, 

da de helliges blod skal råbe til 

Herren på grund af hemmelige foreninger 

og mørkets gerninger. 

Ja, de skal komme på en dag, da 

man fornægter Guds kraft, og kirker 

bliver besmittede og opblæste i hjertets 

hovmod; ja på en dag, da kirkeledere 

og lærere vil være opblæste af 

stolthed, så at de endog misunder 

dem, som tilhører deres kirker. 


der skal høres om ild og uvejr og røgdampe 

i fjerne lande; 

og da man hører om krige og rygter 

om krige og jordskælv på forskellige 

steder. 


der vil findes megen urenhed på jorden. 

Der skal være mord og røveri, 

løgn og bedrageri, hor og vederstyggeligheder 

af enhver art, og mange skal 

sige: Gør dette eller hint, det vil ikke 

skade; thi Herren vil støtte sådanne på 

den yderste dag. Men ve sådanne, thi 

de er i bitterheds galde og i syndens 

bånd« (Mormon 8:26-31). 

Præsident Ezra Taft Benson bekræftede 

den kendsgerning, at Mormons 

Bog er af særlig værdi for vor tid, da 

han sagde: 

»Mormons Bog er skrevet for os i 

vor tid. Gud er bogens forfatter. Den 

er en sand beretning om et faldent 

folk, samlet af inspirerede mænd til 

velsignelse for os i dag. Disse mennesker 

fik aldrig bogen at se – den var 

beregnet for os. Mormon, den fordums 

profet, efter hvem bogen er 

opkaldt, forkortede århundreders 

optegnelser. Gud, som kender enden 

fra begyndelsen, fortalte ham, hvad 

han skulle tage med i denne forkortelse, 

som vi ville få brug for i vore 

dage« (»Mormons Bog er Guds ord«, 

Den danske Stjerne, aug. 1975, s. 43). 

Vi læser ofte optegnelsen hovedsagelig 

som en historie om et faldent 

folk og glemmer, at den blev samlet af 

inspirerede profeter med det formål 

at hjælpe os til at komme til Kristus. 

Mormons Bogs hovedforfattere havde 

slet ikke til hensigt, at det skulle være 

en historiebog. Faktisk sagde Jakob, at 

hans bror Nephi befalede ham, at han 

»kun i forbigående skulle berøre dette 

folks historie, som kaldes Nephis folk« 

(Jakobs Bog 1:2). 


Hver gang vi læser bogen, bør vi 

nok spørge os selv: »Hvorfor valgte 

disse forfattere at medtage netop 

disse historier eller begivenheder i 

optegnelserne Hvilken værdi har de 

for os i dag« 

Blandt de lektier, vi lærer fra 

Mormons Bog, er årsagen til og resultatet 

af krig, og under hvilke omstændigheder, 

det kan retfærdiggøres. Den 

fortæller om onderne og farerne ved 

hemmelige foreninger, der stiftes for 

at få magt og herredømme over folket. 

Den fortæller, at Satan er virkelig, 

og antyder nogle af de metoder, han 

anvender. Den råder os om passende 

anvendelse af rigdom. Den fortæller 

os om evangeliets enkle og dyrebare 

sandheder, og at Kristus og hans 

sonoffer for hele menneskeheden er 

virkeligt og guddommeligt. Den fortæller 

os om indsamlingen af Israels 

hus i de sidste dage. Den fortæller os 

om formålet med og principperne i 

missionering. Den advarer os mod 

stolthed, ligegyldighed, opsættelse, 

farerne ved falske traditioner, hykleri 

og urenhed. 

Nu er det op til os at studere 

Mormons Bog og tage ved lære af 

dens principper og anvende dem i 

vores liv. 

Mormons Bog begynder med en 

storslået historie om vigtigheden af, 

at familier har og anvender skrifterne. 

Lehi, en profet og far, blev advaret 

om, at der var nogle, der stræbte ham 

efter livet på grund af hans udtalelser 

omkring deres ondskab. Han fik 

besked på at flygte sammen med sin 

familie. 

»Og det skete, at han drog ud i 

ørkenen. Han forlod sit hjem, sit arveland, 

sit guld og sølv og sine kostbarheder 

og tog intet med sig med 

undtagelse af sin familie og levnedsmidler 

og telte, og han drog ud i 

ørkenen« (1 Nephi 2:4). 

Efter at have rejst et godt stykke 

vej, fik Lehi en drøm, hvori Herren 

sagde, at de ikke skulle rejse længere, 

men i stedet vende tilbage til 

Jerusalem og skaffe deres fædres 

optegnelser, som var graverede på 

messingplader. Disse plader indeholdt 

også profeternes ord og 

Herrens befalinger. Lehis fire sønner 

fik til opgave at rejse tilbage for at 

skaffe optegnelsen. 

Da de ankom til Jerusalem, trak 

de lod, for at beslutte, hvem, der 

skulle gå til Labans hus og bede om 

messingpladerne. Loddet faldt på 

Laman. Han henvendte sig til Laban: 

»Og se, det skete, at Laban blev vred 

og viste ham ud; og han ville ikke, 

at han skulle have optegnelserne. 

Derfor sagde han til ham: Du er 

en røver, og jeg vil slå dig ihjel« 

(1 Nephi 3:13). Laman undslap 

med livet i behold, men uden 

messingpladerne. 

En ting, der slår mig ved dette første 

forsøg er, at brødrene ikke så ud 

til at have en god plan. Dette lærer os 

en vigtig lektie, som vi kan anvende 

i vores studium af skrifterne. Lad 

os vise, at vi forpligter os til at læse 

Mormons Bog ved at gå i gang med 

vores studium med en bestemt plan. 

Præsident Hinckley gav i sin artikel 

i Ensign og Liahona »en udfordring til 

Kirkens medlemmer over hele verden 

og vore venner overalt om at læse 

eller genlæse Mormons Bog.« Derpå 

foreslog han os en plan til at klare 

udfordringen: »Hvis I vil læse lidt 

mere end halvandet kapitel om 

dagen, vil I kunne læse bogen færdig, 

inden året er omme« (Liahona, aug. 

2005, s. 6). August og september er 

nu forbi. Ifølge præsident Hinckleys 

plan burde vi nu læse i Almas Bog – et 

sted mellem kapitel 4 og 12. Er I foran 

eller bagefter 

Da det første forsøg på at få fat i 

messingpladerne mislykkedes, ville 

Nephis brødre give op og vende tilbage 

til deres familie i ørkenen. Men 

Nephi opmuntrede dem til fortsat at 

forsøge, og foreslog en anden tilgang 

til at skaffe optegnelsen: »Lad 

os derfor være tro i at holde Herrens 

bud; lad os drage hen til vor faders 

arveland; thi se, han efterlod guld og 

sølv og alle slags rigdomme. Og alt 

dette har han gjort, fordi Herren 

befalede det ... 

Og vi gik ind til Laban, og vi bad 

ham om at give os optegnelserne ... 

for hvilke vi ville give ham vort guld, 

vort sølv og alle vore kostbarheder« 

(1 Nephi 3:16, 24). 

Nephis eksempel lærer os, at velsignelserne 

i skrifterne er langt mere 

værdifulde end ejendom og andre 

verdslige ting. At forfølge noget verdsligt 

kan nogle gange give os midlertidig 

fornøjelse, men ikke varig glæde 

og lykke. Når vi søger efter det, der 

hører Ånden til, er belønningerne 

evige og vil give os den tilfredsstillelse, 

vi søger gennem denne jordiske 

oplevelse. 

Præsident Hinckley har opfordret 

os til at læse Mormons Bog for at 

hæve os over det verdslige, så vi kan 

nyde det, der hører Herren til. Han 

sagde: »Jeg kan uden forbehold love 

jer, at hvis I hver især vil følge denne 

enkle anvisning, uanset hvor mange 

gange I allerede har læst Mormons 

Bog, så vil I have Herrens ånd i jeres 

hjem i større målestok. Jeres beslutning 

om at være lydige mod hans 

bud vil forstærkes, og I vil få et større 

vidnesbyrd om, at Guds søn er en 

levende virkelighed« (Liahona, aug. 

2005, s. 6). Disse velsignelser er langt 

mere værdifulde end materielle 

besiddelser. 

Da Nephi og hans brødre tilbød at 

give deres rigdom i bytte for messingpladerne, 

stjal Laban deres ejendom 

og forsøgte at tage deres liv. 

Dybt mismodige efter endnu et mislykket 

forsøg, ville Laman og Lemuel 

igen opgive det, de mente var en 

umulig opgave. Nephi var derimod 

urokkelig i sin forpligtelse til at 

8

adlyde Herrens befalinger. Han argumenterede 

således over for sine 

brødre: »Lad os igen drage op til 

Jerusalem og lad os være tro i at 

holde Herrens bud; thi se, han er 

mægtigere end hele verden, mon 

da ikke også mægtigere end Laban 

og hans halvtredsindstyve, ja 

eller endog hans titusinder« 

(1 Nephi 4:1). 

Da de greb opgaven an med tro på 

Herren, medførte dette det ønskede 

resultat. Da Nephi gik fremad for at 

skaffe optegnelsen, og var ledt af 

Ånden, blev Laban overgivet i hans 

hænder. Ved sin tro og lydighed sikrede 

Nephi sig selv og sin familie velsignelserne 

ved at have skrifterne. Nu, 

med messingpladerne i deres besiddelse, 

kunne Nephi og hans brødre 

vende tilbage til deres far i ørkenen 

og fortsætte deres rejse. 

Hvis vi griber præsident Hinckleys 

udfordring an med tro, har vi et sikkert 

løfte fra vores profet om de velsignelser, 

vi vil få ud af vores studium 

af Mormons Bog. Vi vil opdage, som 

Nephi og hans familie gjorde det, at 

skrifterne er »ønskværdige, ja tilmed 

af så stor værdi for os« (1 Nephi 

5:21). Vi kan også opnå den velsignelse, 

som Moroni lovede, da 

han afsluttede sin optegnelse i 

Mormons Bog: 

»Ja, kom til Kristus og bliv fuldkommen 

i ham og fornægt jer selv 

alt, hvad der er ugudeligt; og dersom 

I fornægter jer selv alt, hvad der 

er ugudeligt samt elsker Gud af hele 

jeres magt, sind og styrke, da er hans 

nåde tilstrækkelig for jer, så at I gennem 

hans nåde kan blive fuldkomne 

i Kristus; og dersom I ved Guds 

nåde er fuldkomne i Kristus, kan I 

ingenlunde fornægte Guds kraft« 

(Moroni 10:32). 

Dette er året, hvor vi fejrer 200- 

året for profeten Joseph Smiths 

fødsel. Mormons Bog giver overbevisende 

bevis på profeten Josephs gerning 

og på genoprettelsen af Jesu 

Kristi Kirke. Præsident Hinckley 

sagde dette om Mormons Bog ved 

sidste generalkonference i april: 

»Det er noget håndgribeligt, man 

kan tage i hænderne, som kan læses, 

som kan efterprøves ... Man skulle 

synes, at hele den kristne verden 

ville række ud og modtage den 

med glæde og omfavne den som et 

levende vidnesbyrd. Den giver endnu 

et stort og grundlæggende bidrag, 

som kom som en åbenbaring til 

profeten [Joseph]« (»De store ting, 

Gud har åbenbaret«, Liahona, maj 

2005, s. 82). 

Jeg beder til, at hver eneste må 

have læst Mormons Bog inden årets 

udgang som svar på udfordringen fra 

vores nuværende profet, Gordon B. 

Hinckley, for at ære genoprettelsens 

profet, Joseph Smith. Må vi have en 

plan, som vi følger i tro for at smage 

og blive mæt med det, der er af uendelig 

og evig værdi, ja, Guds ord, 

som står i Mormons Bog. Det er 

min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. 

Amen. ■ 


Vær beredt ... Vær 

stærke fremover 

BISKOP KEITH B. MCMULLIN 

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd 

Tragedier vinder aldrig, hvor personlig retskaffenhed 

er fremherskende. 

Har I nogensinde oplevet en 

samtale, hvor I pludselig blev 

bedt om at tie stille, mens 

jeres synspunkt blev fejlfortolket og 

forklejnet En sådan oplevelse havde 

jeg for snart 25 år siden, og frustrationen 

over den ufuldendte samtale er 

der stadig i dag. 

Som missionspræsident blev jeg, 

sammen med andre fra Kirken, inviteret 

til at mødes med borgmesteren fra 

en af byerne i vores mission. Han var 

hjertelig, da han bød os velkommen på 

sit kontor. Vores samtale berørte tidens 

bekymringer. Endelig spurgte han, 

hvorfor Kirken missionerede i hans by. 

Det var ikke uventet. Jeg havde fået 

en tilskyndelse nogle uger før om, at 

han ville stille dette spørgsmål, og 

hvad mit svar skulle være. Jeg svarede: 

»Jesu Kristi evangelium giver svar og 

løsninger på alle verdens problemer, 

også dem, som de gode borgere i 

din by står overfor. Det er derfor, 

vi er her.« 

Jeg forventede fuldt ud, at borgmesteren 

ville ønske at høre mere. I stedet 

skiftede han humør. Skepsis og derefter 

ringeagt overtog hans ansigtsudtryk. 

Han råbte op om min naive 

tilgang til verdens udfordringer og 

bragte vores besøg til en pludselig 

ende. Ingen yderligere forklaring 

var tilladt. 

Her til morgen vil jeg gerne fuldende 

den samtale. Jeg håber, at den 

gode borgmester lytter, for det, der 

nu følger, er afgørende i en urolig 

verden. 

De sidste års forfærdelige katastrofer 

har lagt en dæmper på os. De 

indtræffer med øget hyppighed og 

styrke. Naturens kræfter er grumme i 

deres omfang, mennesker overfalder 

nådesløst andre mennesker, og 

uhæmmet grådighed fører til tøjlesløshed, 

kriminalitet og familiens undergang, 

i et omfang der når vældige 

højder. Flodbølgen i det sydlige Asien 

og orkaner i USA er med deres forfærdelige 

tab, de nyligste katastrofer, der 

fanger vores opmærksomhed. Hjerter 

og hænder verden over rækker ud til 

dem, der er så dybt berørte. I en kort 

periode viger uenighed for medfølelse 

og kærlighed. 

Vi står i gæld til dem, der, når påvirkede 

af katastrofer, påminder os om 

menneskets afhængighed af Gud. En 

enke i en flygtningelejr, der sørgede 

over de brutale drab af hendes sønner, 

sagde grædende: »Jeg må ikke 

miste min tro.« Overlevende, der 

var overvældet af Katrinas vrede, 

udsendte denne bøn: »Bed for os.« 1 

Årsagerne til sådanne katastrofer er 

genstand for tilsyneladende endeløs 

debat. Kommentatorer, politikere, forskere 

og mange andre har meninger 

om årsagerne. 

Herren Jesus Kristus sagde følgende 

angående gengivelsen af hans 

evangelium: 

»Derfor har jeg, Herren, kaldt min 

tjener Joseph Smith jun. og talt til 

ham fra himlen og givet ham befalinger, 

da jeg vidste, at ulykker skulle 

ramme jordens indbyggere ... 

Ransag disse befalinger, thi de er 

sande og troværdige, og de profetier 

og forjættelser, som de indeholder, 

skal alle gå i opfyldelse.« 2 

Lad os vende vores opmærksomhed 

mod grundene til eller formålet 

med sådanne katastrofer. Heldigvis 

har vi ikke brug for at debattere her, 

for vi har Kristi evangeliums fylde at 

sætte vores lid til. Ransag profeternes 

ord i Mormons Bog og Bibelen; læs 

Jesu Kristi lærdomme i det 24. kapitel 

af Matthæus; 3 studér Herrens åbenbaringer, 

givet i de sidste dage, i Lære og 

Pagter. 4 Herfra lærer vi Guds formål 

med sådanne ting. 

Katastrofer er en slags modgang; 

og modgang er en nødvendig del af 

vor himmelske Faders plan for sine 

børns lykke. 

Hvis vores hjerte er hos Gud, vil 

modgang undervise os, hjælpe os med 

at overvinde vores kødelige natur og 

give næring til det guddommelige i os. 

10

Præsident Gordon B. Hinckley (i midten); præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab (til venstre), 

og præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab. 

Var det ikke for modgang, kunne vi 

ikke vide, hvordan man »vælger den 

gode del.« 5 Modgang hjælper os til at 

se, hvor vi har brug for at omvende 

os, til at undertrykke vore naturlige 

instinkter, til at omfavne retfærdighed 

og nyde »fred med samvittigheden.« 6 

Jo mere vi holder fast ved retfærdigheden, 

des mere nyder vi vor 

Frelsers beskyttende omsorg. Han er 

universets Skaber og Herre. Han vil 

stilne stormene og gøre vandene blikstille. 

7 Hans lærdomme og forsoning 

vil læge den angrende sjæl. Han er 

Messias eller Befrier, og takket være 

ham, kan vi alle lede vores egen personlige 

verden, selv når tragedier 

truer os. Lyt til disse sandheder: 

»Og Messias kommer i tidens fylde, 

for at han kan forløse menneskenes 

børn fra syndefaldet. Og da de er forløst 

fra syndefaldet og kender godt fra 

ondt, er de blevet fri for evigt, til at 

handle for sig selv og ikke lade sig 

påvirke af noget med undtagelse af 

lovens straf på den store yderste dag 

i overensstemmelse med de befalinger, 

som Gud har givet. 

Derfor er menneskene fri efter 

kødet; og alle ting, der er tjenlige for 

menneskene er givet dem. Og de kan 

frit vælge frihed og evigt liv ved den 

store formidling for alle mennesker, 

eller fangenskab og død efter djævelens 

magt og fangenskab; thi [djævelen] 

han søger at gøre alle mennesker 

ulykkelige, ligesom han selv er.« 8 

Vi gør godt i at huske, at Djævelen 

er ødelæggeren. 

Det er sandt, at vi i dette liv kun er 

så fri, som vore dødelige omstændigheder 

tillader. Vi er måske ikke i stand 

til at stoppe krige i fremmede lande, 

eller til med vores svage arm at holde 

rasende storme tilbage eller til at løbe 

frit, når vores legeme holdes fængslet 

af et svigtende helbred. Men det er 

sandt, at sådanne ting ikke i sidste 

instans styrer vores personlige verden. 

Det gør vi! 

Profeten Joseph Smith har sagt: 

»Lykke er formålet og hensigten med 

vort liv og vil blive det endelige resultat, 

dersom vi vandrer ad den vej, der 

fører dertil, og denne vej eller sti er 

dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed 

og efterlevelse af alle Guds bud 

og befalinger.« 9 

Således, højtærede borgmester, 

giver Jesu Kristi evangelium svar på 

alle verdens problemer, netop fordi 

det giver løsninger på hver enkel 

levende sjæls lidelser. 

Hver gang katastrofer indtræffer, 

pålægges vi alle en tilsvarende hellig 

forpligtelse til at blive bedre. Vi bør 

spørge os selv: »Hvilken del af mit liv 

skal jeg ændre, således at jeg ikke 

behøver tugtelse« 

I skriften gør Herren det klart, 

hvad han forventer af os, når vi udsættes 

for sådanne prøvelser. Han siger: 

»Omgjord derfor jeres lænder og vær 

rede. Se, riget er jeres, og fjenden skal 

ikke sejre.« 10 


12 

Kirken og dens medlemmer har 

fået befaling om at være selvhjulpne 

og uafhængige. 11 Forberedelse begynder 

med tro, som gør os i stand til at 

klare omskiftelser, når de kommer. 

Vi ser livet på jorden som en forberedende 

rejse. Tro på Herren og hans 

evangelium overvinder frygt og fremmer 

åndelighed. 

Åndeligheden vokser, når vi 

»bede[r] og ... vandre[r] retskaffent 

for Herren« 12 Det er »bevidstheden 

om at have sejret over selvet, og om 

fællesskab med det uendelige.« 13 

Tro, åndelighed og lydighed giver 

et forberedt og selvhjulpent folk. 

Når vi adlyder tiendepagten, bliver 

vi beskyttet mod at lide nød og mod 

ødelæggerens magt. Når vi efterlever 

fasteloven og gavmildt giver for at tage 

os af andre, høres vore bønner, og 

familiesammenholdet øges. Lignende 

velsignelser kommer, når vi adlyder 

profeternes råd og ikke lever over 

evne, undgår unødig gæld og lægger 

den nødvendige mængde livsfornødenheder 

til side til at opretholde livet 

for vores familie i mindst et år. Det er 

måske ikke altid let, men lad os gøre 

vores »allerbedste« 14 – så vil vore forrådskamre 

ikke svigte – men der vil 

være »nok, ja, i overflod.« 15 

Og igen siger Herren: »Vær derfor 

stærke fra nu af, frygt ikke, thi riget 

er jeres.« 16 

Styrke og ukuelighed kommer af at 

leve retfærdigt. Man er ikke retfærdig, 

hvis man er hellig om søndagen og en 

drivert resten af ugen. Utøjlet begær 

er destruktivt og skyld i, at folk 

»driv[er] ... spøg med hellige ting.« 17 

Præsident Brigham Young sagde: 

»Den synd, der bliver hos alle Adam 

og Evas efterkommere, er, at de ikke 

gjorde deres bedste.« 18 

Jesu Kristi evangelium er stien til 

retfærdighed. Tragedier vinder aldrig, 

hvor personlig retskaffenhed er fremherskende. 

Lad os derfor give agt på 

apostlen Paulus’ råd: 

»Natten er fremrykket, dagen er 

nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger 

og tage lysets rustning på. 

Lad os leve sømmeligt, som det 

hører dagen til, ikke i svir og druk, 

ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i 

kiv og misundelse, 

men iklæd jer Herren Jesus Kristus, 

og vær ikke optaget af det kødelige, så 

det vækker begær.« 19 

Som sidste dages hellige har vi 

pligt til at forberede os selv, denne 

jord og dens indbyggere til Herren 

Jesu Kristi andet komme. At være 

rede og stærke, som evangeliet lærer 

os, sikrer lykke her og herefter, og 

gør denne »store tusindårige mission« 

mulig. 

Vores elskede præsident Hinckley 

har formanet os: »Nu, mine brødre og 

søstre, tiden er kommet for os til at 

stå lidt mere ranke, at løfte vores blik 

og udvide vores forstand i en større 

forståelse af den storslåede, tusindårige 

mission for denne Jesu Kristi 

Kirke af Sidste Dages Hellige. Dette er 

tiden til at være stærk. Det er en tid til 

at bevæge sig fremad uden tøven og 

med fuldt kendskab til omfanget og 

betydningen af vores mission. Det er 

tid til at gøre det, der er ret, uanset 

følgerne. Det er en tid, hvor vi bør 

overholde befalingerne. Det er en tid 

til at række ud med venlighed og kærlighed 

til dem, der er i en ulykkelig 

situation, og til dem, der vandrer i 

mørke og smerte. Det er en tid til at 

være hensynsfulde og gode, anstændige 

og høflige over for hinanden i 

alle forhold. Med andre ord – til at 

blive mere kristuslignende.« 20 

Denne formaning fra Herrens profet 

viser os vejen gennem disse urolige 

tider. Alle I, der lider, er i vores 

hjerte. Må vor himmelske Fader i hans 

uendelige nåde lette jeres byrder og 

fylde jeres liv med den fred, som 

»overgår al forstand.« 21 I er ikke alene. 

Vores kærlighed og tro og bønner er 

forenede med jeres. Gå fremad i retfærdighed, 

og alt vil blive godt. 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Citeret i Evan Thomas, »The Lost City«, 

Newsweek, 12. sep. 2005, s. 44. 

2. L&P 1:17, 37. 

3. Se også Joseph Smith-Matthæus. 

4. Se L&P 45; 88; 101; 133. 

5. »Father in Heaven, We Do Believe«, Hymns, 

nr. 180. 

6. Mosiah 4:3. 

7. Se Matt 8:25-27; Mark 4:39. 

8. 2 Nephi 2:26-27; fremhævelse tilføjet. 

9. History of the Church, 5:134-135. 

10. L&P 38:9. 

11. Se L&P 78:13-14; Omsorg på Herrens 

måde: Vejledning for ledere om velfærd, 

velfærdshåndbog, 1990, s. 5. 

12. L&P 68:28. 

13. David O. McKay, i Conference Report, okt. 

1969, s. 8. 

14. Se Gordon B. Hinckley, »Stå stærk og urokkelig«, 

Verdensomspændende oplæringsmøde 

for ledere, 10. jan. 2004, s. 21. 

15. L&P 104:17. 

16. L&P 38:15. 

17. L&P 6:12. 

18. Discourses of Brigham Young, udv. John A. 

Widtsoe, 1954, s. 89. 

19. Rom 13:12-14. 

20. »Dette er Mesterens værk«, Stjernen, juli 

1995, s. 72; se også »Indledende 

bemærkninger«, Liahona, maj 2005, s. 4. 

21. Fil 4:7.

Legemets hellighed 

SUSAN W. TANNER 

Unge Pigers hovedpræsidentinde 

Herren ønsker, at vi forandrer os – men efter hans billede, 

ikke efter verdens billede, ved at få hans billede prentet i 

vores bevidsthed. 

Jeg er lige vendt hjem fra et besøg, 

hvor jeg bød vores nyeste lille barnebarn, 

Elizabeth Claire Sandberg, 

velkommen til verden. Hun er perfekt! 

Jeg blev fyldt af ærefrygt, som jeg bliver 

det, hver gang en baby bliver født, 

over hendes fingre, tæer, hår, bankende 

hjerte, og hendes tydelige familiesærpræg 

– næse, hage, smilehuller. 

Hendes ældre brødre og søstre var lige 

så begejstrede og fascinerede af deres 

lillebitte, perfekte lillesøster. De syntes 

at mærke en hellighed i deres hjem ved 

tilstedeværelsen af en celestial ånd, der 

for nylig er blevet forenet med et rent 

fysisk legeme. 

I forudtilværelsen lærte vi, at legemet 

var en del af Guds store plan 

for vores lykke. Som familieproklamationen 

erklærer: »I den førjordiske 

verden kendte og tilbad åndelige sønner 

og døtre Gud som deres evige 

Fader og accepterede hans plan, hvorved 

hans børn kunne opnå et fysisk 

legeme og opnå jordiske erfaringer 

for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed 

og til sidst realisere deres 

guddommelige skæbne som arving til 

evigt liv« (»Familien: En proklamation 

til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49). 

Vi »råbte af fryd« (Job 38:7) over at 

være en del af denne plan. 

Hvorfor var vi så begejstrede Vi 

forstod evige sandheder om vore 

legemer. Vi vidste, at vore legemer 

ville være i Guds billede. Vi vidste, at 

vores legeme skulle huse vores ånd. 

Vi forstod også, at vores legeme ville 

blive genstand for smerte, sygdom, 

handicap og fristelse. Men vi var villige 

til, endda ivrige efter, at tage 

imod disse udfordringer, fordi vi vidste, 

at kun med ånd og legeme uadskilleligt 

forbundet kunne vi udvikle 

os til at blive som vor himmelske 

Fader (se L&P 130:22) og modtage 

»en fylde af glæde« (L&P 93:33). 

Med evangeliets fylde på jorden 

har vi igen det privilegium at kende 

disse sandheder om legemet. Joseph 

Smith lærte os: »Vi kom her til jorden, 

for at vi kunne få et legeme og fremlægge 

det rent for Gud i det celestiale 

rige. Lykkens store princip består i at 

have et legeme. Djævelen har ikke 

noget legeme, og heri ligger hans 

straf« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, 

s. 216). 

Satan lærte de samme evige sandheder 

om legemet, og alligevel er 

hans straf, at han ikke har et. Derfor 

forsøger han at gøre alt, hvad han kan, 

for at få os til at mishandle eller misbruge 

denne dyrebare gave. Han har 

fyldt verden med løgne og bedrag om 

legemet. Han frister mange til at 

besmitte denne storslåede gave gennem 

ukyskhed, usømmelighed, vellevned 

og afhængighed. Nogle forleder 

han til at foragte deres legemer; andre 

frister han til at tilbede deres legemer. 

I begge tilfælde lokker han verden til 

blot at anse legemet for en genstand. 

Fordi der er så mange sataniske falskheder 

om legemet, vil jeg i dag løfte 

min stemme til støtte for legemets 

hellighed. Jeg vidner om, at legemet 

er en gave, der skal behandles med 

taknemmelighed og respekt. 

Skrifterne erklærer, at legemet er 

et tempel. Det var Jesus selv, der først 

sammenlignede sit legeme med et 

tempel (se Joh 2:21). Senere formanede 

Paulus folket i Korinth, en ugudelig 

by med al slags udsvævelse og 

uanstændighed: »Ved I ikke, at I er 

Guds tempel, og at Guds ånd bor i 

jer Hvis nogen ødelægger Guds tempel, 

skal Gud ødelægge ham. For 

Guds tempel er helligt, og det tempel 

er I« (1 Kor 3:16-17). 

Hvad ville der ske, hvis vi virkelig 

behandlede vores legeme som et tempel 

Udfaldet ville være en drastisk 

stigning i kyskhed, sømmelighed, 

overholdelse af visdomsordet og en 

tilsvarende nedgang i problemerne 

med pornografi og misbrug, for vi 

ville anse legemet, ligesom templet, 

for et helligt sted for Ånden. Ligesom 

intet urent må komme ind i templet, 

ville vi være opmærksomme på at 

holde alle slags urenheder ude fra 

vores legemes tempel. 

På samme måde ville vi holde det 

ydre af vores legemlige tempel rent 


14 

og smukt at se på, for at afspejle den 

hellige natur af det, der er indeni, 

ligesom Kirken gør med sine templer. 

Vi bør klæde og opføre os sådan, at 

det afspejler den hellige ånd i os. 

Da jeg for kort tid siden besøgte 

en af verdens store turistbyer, følte 

jeg en overvældende tristhed over, at 

så mange mennesker i verden er blevet 

bytte for Satans bedrag, at vores 

legeme blot er en genstand, der kan 

lades hånt om og stilles offentligt til 

skue. Forestil jer kontrasten og min 

glæde, da jeg trådte ind i et klasseværelse 

med sømmeligt og passende 

påklædte unge piger, hvis fremtræden 

udstrålede godhed. Jeg tænkte: 

»Her er otte smukke piger, der ved, 

hvordan de skal vise respekt for 

deres legeme, og som ved, hvorfor 

de gør det.« I Til styrke for de unge 

står der: »Dit legeme er Guds hellige 

skaberværk. Respektér det som en 

gave fra Gud og besmit det ikke på 

nogen måde. Du kan i din påklædning 

og fremtoning vise Herren, at du 

ved, hvor dyrebart dit legeme er ... 

Måden, du klæder dig på, er en 

afspejling af, hvordan du er indeni« 

(2001, s. 14-15). 

Sømmelighed handler om mere 

end at undgå afslørende påklædning. 

Det handler ikke kun om, hvor kort 

eller hvor udringet tøjet er, men om 

vores hjertes indstilling. Ordet sømmelig 

betyder »passende«. Det har at 

gøre med at afpasse. Det indebærer 

»anstændighed og beskedenhed ... i 

tanke, sprog, påklædning og opførsel« 

(i Daniel H. Ludlow, red., 

Encyclopedia of Mormonism, 5 bind, 

1992, 2:932). 

Mådehold og behørighed bør styre 

alle vore fysiske ønsker. En kærlig 

himmelsk Fader har givet os fysisk 

skønhed og behagelighed »både til at 

fryde øjet og glæde hjertet« (L&P 

59:18), men med denne advarsel: At 

det skal »bruges med måde og ikke i 

overmål, ej heller med overdrivelse« 

(L&P 59:20). Min mand brugte skrifterne 

til at undervise vore børn i kyskhedsloven. 

Han sagde, at »ordet 

overdrivelse ... rent bogstaveligt betyder 

at ›gå til yderligheder.‹ Vores 

anvendelse af ... legemet, må ikke gå 

til yderligheder i forhold til ... det guddommeligt 

indstiftede formål, hvortil 

[det blev] givet. Fysisk nydelse er 

godt på rette tid og sted, men selv da 

må det ikke blive vores gud« (John S. 

Tanner, »The Body as a Blessing«, 

Ensign, juli 1993, s. 10). 

Legemlige glæder kan blive en 

besættelse for nogle; det samme kan 

den opmærksomhed, vi giver vores 

ydre fremtoning. Nogle gange er der 

en selvisk umådeholdenhed af 

motion, slankekure, ændring af udseende 

og brug af penge på den sidste 

nye mode (se Alma 1:27). 

Det bekymrer mig, at nogle går til 

ekstremer for at ændre deres udseende. 

Lykke kommer af at acceptere de 

legemer, der er givet os som guddommelige 

gaver, og fremhæve vore naturlige 

fortrin, og ikke af at se vores 

legeme i forhold til verdens idealer. 

Herren ønsker, at vi forandrer os – men 

efter hans billede, ikke efter verdens 

billede, ved at få hans billede prentet i 

vores bevidsthed (se Alma 5:14, 19). 

Jeg kan godt huske den usikkerhed, 

jeg følte som teenager med

meget store hudproblemer. Jeg prøvede 

at pleje min hud ordentligt. 

Mine forældre hjalp mig med at få 

lægehjælp. I mange år spiste jeg 

endda ikke chokolade eller alt det 

fede fast food, som teenagere ofte spiser, 

når de er sammen, men stadig 

uden påfaldende tegn på helbredelse. 

Det var svært for mig dengang fuldt 

ud at værdsætte dette legeme, som 

gav mig så stor sorg. Men min gode 

mor belærte mig om en højere lov. 

Gang på gang sagde hun til mig: »Du 

skal gøre alt, hvad du kan for at se tiltalende 

ud, men fra det øjeblik, du 

går ud af døren, så glem dig selv og 

begynd at tænke på andre.« 

Der var det. Hun underviste mig i 

det kristuslignende princip uselviskhed. 

Barmhjertighed, eller Kristi rene 

kærlighed »misunder ikke, opblæses 

ikke, søger ikke sit eget« (Moroni 

7:45). Når vi tænker på andre og bliver 

uselviske, udvikler vi en indre 

skønhed i ånden, som udstråles i 

vores ydre fremtoning. Det er sådan, 

at vi skaber os selv efter Herrens billede 

frem for efter verdens og får 

hans billede prentet i vores bevidsthed. 

Præsident Hinckley talte om 

præcis den skønhed, der kommer, når 

vi lærer at respektere legeme, sind og 

ånd. Han sagde: 

»Der findes ikke noget smukkere af 

den Almægtiges skaberværk, intet 

mere inspirerende, end en kær Guds 

datter, som vandrer i dyd, med en forståelse 

for, hvorfor hun skal gøre det, 

som ærer og respekterer sit legeme 

som noget helligt og gudgivent, og er 

en pige, der dygtiggør sig og hele tiden 

øger sin forståelse, som ernærer sin 

ånd ved evig sandhed« (»Forstå vores 

guddommelige natur«, Liahona, feb. 

2002, s. 24; »Vort ansvar overfor vore 

unge piger,« Stjernen, jan. 1989, s. 88). 

Det er min bøn, at alle mænd og 

kvinder vil søge den skønhed profeten 

priser – skønheden i legeme, sind 

og ånd! 

Det gengivne evangelium lærer os, 

at der er en nær sammenhæng 

mellem legeme, sjæl og ånd. I visdomsordet 

er det åndelige og fysiske 

for eksempel sammenflettet. Når vi 

følger Herrens sundhedslov for vores 

krop, loves vi også visdom til vores 

ånd og viden til vores sind (se L&P 

89:19-21). Det åndelige og fysiske er i 

sandhed forbundet. 

Jeg husker en episode fra mit hjem, 

da jeg var barn, hvor min mors følsomme 

sind blev påvirket af fysisk 

fråds. Hun havde prøvet en ny kageopskrift. 

De var store, fede og lækre – 

og meget mættende. Selv mine teenage-brødre 

kunne ikke spise mere end 

én. Den aften til familiebøn bad min 

far min mor om at bede. Hun begravede 

sit hoved i hænderne og svarede 

ikke. Han prikkede blidt til hende: »Er 

der noget galt« Til sidst sagde hun: 

»Jeg føler mig ikke særlig åndelig i 

aften. Jeg har lige spist tre af de meget 

fede kager.« Jeg går ud fra, at mange af 

os har krænket vores ånd på lignede 

måde, når vi har frådset fysisk. Især 

det, der forbydes i visdomsordet, har 

en skadelig indflydelse på vores 

legeme og en bedøvende påvirkning 

af vores åndelige følsomhed. Ingen af 

os kan se bort fra forbindelsen mellem 

ånd og legeme. 

Disse hellige legemer, som vi er så 

taknemmelige for, lider under naturlige 

begrænsninger. Nogle fødes med 

et handicap og nogle lider med smerter 

på grund af sygdom hele deres liv. 

Når vi ældes, oplever vi alle, at vores 

legeme gradvist begynder at svigte. 

Når det sker, længes vi efter den dag, 

hvor vores legeme vil blive helbredt 

og raskt. Vi glæder os til opstandelsen, 

som Jesus Kristus gjorde 

mulig, når sjælen igen skal »komme 

til legemet og legemet til sjælen; ja, 

og hvert lem og led skal igen komme 

til sit legeme; ja, der skal endog ikke 

gå et hår af hovedet tabt, men alle 

ting skal atter komme til deres rette 

og fuldstændige sammensætning« 

(Alma 40:23). Jeg ved, at gennem 

Kristus kan vi opleve en fylde af 

glæde, der kun er tilgængelig, når ånd 

og grundstof er uadskilleligt forbundet 

(se L&P 93:33). 

Vores legeme er vores tempel. Vi er 

ikke mindre, men mere lig vor himmelske 

Fader, fordi vi er legemliggjorte. 

Jeg vidner om, at vi er hans 

børn, skabt i hans billede, med potentiale 

til at blive som ham. Lad os 

behandle denne guddommelige gave, 

som kroppen er, med stor omsorg. 

Hvis vi er værdige skal vi en dag, modtage 

et fuldkomment, ophøjet legeme 

– rent og uplettet ligesom mit nye lille 

barnebarn, bare uadskilleligt forbundet 

med ånden. Og vi skal råbe af fryd 

(se Job 38:7) over at modtage denne 

gave igen, som vi sådan har længtes 

efter (se L&P 138:50). Må vi alle 

respektere legemets hellighed, mens 

det er dødeligt, så Herren kan helliggøre 

og ophøje det for al evighed. I 

Jesu Kristi navn. Amen. ■ 


Søg mod højere 

grund 

ÆLDSTE JOSEPH B. WIRTHLIN 


Vi står med et valg. Vi kan stole på vores egen styrke, 

eller vi kan søge mod højere grund og komme til Kristus. 

Den 26. december 2004 udløstes 

et kraftigt jordskælv ud for 

Indonesiens kyst. Det skabte en 

dødbringende flodbølge, som dræbte 

over 200.000 mennesker. Det var en 

forfærdelig tragedie. På en dag blev 

millioners tilværelse ændret for evigt. 

Men der var en gruppe, som, 

selvom deres landsby blev ødelagt, 

ikke mistede en eneste person. 

Hvad var grunden 

De vidste, at en flodbølge var på vej. 

Moken-folket bor i landsbyer på 

nogle øer ud for Thailands og 

Burmas (Myanmar) kyst. De er fiskere, 

og deres liv afhænger af havet. 

I hundreder, ja, måske tusinder af år 

har deres forfædre studeret havet, og 

de har videregivet deres viden fra far 

til søn. 

Især var de omhyggelige med at 

fortælle én ting: Hvad man skal gøre, 

når havet trækker sig tilbage. Når det 

sker, vil »Laboon« – en bølge, der spiser 

mennesker – i henhold til deres 

traditioner ankomme kort efter. 

Da landsbyens ældster så det frygtede 

tegn, råbte de til alle, at de skulle 

løbe til højere grund. 

Ikke alle lyttede. 

En ældre fisker sagde: »Ingen af 

børnene troede på mig.« Faktisk 

kaldte hans egen datter ham for løgner. 

Men den gamle fisker gav ikke 

efter, før alle havde forladt landsbyen 

og var klatret op til højere grund. 1 

Moken-folket var heldige ved at 

have nogen med overbevisning, som 

advarede dem om det, der fulgte. 

Landsbybeboerne var heldige, fordi 

de lyttede. Havde de ikke gjort det, 

kunne de være døde. 

Profeten Nephi skrev om den store 

ulykke på hans tid, ødelæggelsen af 

Jerusalem. »Og ligesom en slægt nu 

er blevet ødelagt blandt jøderne på 

grund af ugudelighed, således er de 

blevet ødelagt fra slægt til slægt ifølge 

deres ugudelighed; og der blev aldrig 

nogen af dem udryddet, uden at det 

jo blev dem forudsagt ved Herrens 

profeter.« 2 

Siden Adams dage har Herren talt til 

sine profeter, og selv om hans budskaber 

varierer i henhold til tidens specifikke 

behov, så er der et fast og aldrig 

ændrende tema: Gå bort fra ugudelighed 

og søg mod højere grund. 

Når folket giver agt på profeternes 

ord, velsigner Herren dem. Men når 

de ser bort fra hans ord, følger ofte 

sorg og lidelser. Igen og igen fortæller 

Mormons Bog denne store lektie. På 

dens sider læser vi om de fordums 

indbyggere på det amerikanske kontinent, 

som på grund af deres retfærdighed 

blev velsignet af Herren og fik 

fremgang. Alligevel blev denne fremgang 

ofte til en forbandelse, fordi det 

fik dem til at forhærde »deres hjerter 

og glemme Herren, deres Gud.« 3 

Der er noget ved fremgang, som 

får det værste frem i nogle mennesker. 

I Helamans Bog lærer vi om en 

gruppe nephiter, som oplevede store 

tab og nedslagtning. Om dem læser 

vi: »Og det var på grund af hjertets 

stolthed og deres store rigdomme, ja, 

det var fordi de undertrykte de fattige, 

nægtede at give de sultne mad 

og de nøgne klæder, slog deres 

ydmyge brødre på kinden, bespottede 

det hellige [og] fornægtede profetiens 

og åbenbaringens ånd.« 4 

Denne sorg ville ikke have ramt 

dem, »hvis det ikke havde været for 

den ugudelighed.« 5 Havde de blot 

givet agt på profeternes ord på deres 

tid og søgt mod højere grund, ville 

deres liv have været dramatisk 

anderledes. 

De naturlige konsekvenser for 

dem, der forlader Herrens vej, er, at 

de er overladt til deres egen styrke. 6 

Selv om vi midt i vores succes kan 

mene, at vores egen styrke er tilstrækkelig, 

så opdager de, der stoler på en 

arm af kød, hurtigt, hvor svag og utilstrækkelig 

den virkelig er. 7 

Salomo adlød fx i begyndelsen 

Herren og ærede hans lov. På grund 

af det havde han fremgang og blev 

16

velsignet ikke blot med visdom, men 

også med rigdom og ære. Hvis han 

fortsatte i retfærdighed, lovede 

Herren, at »lade [hans] kongetrone 

i Israel bestå til evig tid.« 8 

Men selv efter himmelske besøg, 

selv efter at have modtaget større velsignelser 

end andre, vendte Salomo 

sig fra Herren. Derfor erklærede 

Herren, at hans rige skulle rives fra 

ham og gives til hans tjener. 9 

Navnet på den tjener var 

Jeroboam. Jeroboam var en flittig 

mand fra Efraims stamme, som 

Salomo havde forfremmet til at lede 

en del af hans arbejdere. 10 

En dag, mens Jeroboam var på 

rejse, kom en profet og profeterede, 

at Herren ville rive kongeriget fra 

Salomo og give ti af Israels tolv stammer 

til Jeroboam. 

Herren lovede Jeroboam gennem 

sin profet, at hvis han ville gøre det 

rette, »vil jeg være med dig, og jeg vil 

bygge dig et hus, der står fast, som 

det jeg byggede for David, og jeg vil 

give dig Israel.« 11 

Herren valgte Jeroboam og lovede 

ham store velsignelser, hvis blot han 

ville adlyde befalingerne og søge mod 

højere grund. Efter Salomos død blev 

profetens ord opfyldt, og ti af Israels 

tolv stammer fulgte Jeroboam. 

Efter at have modtaget en sådan 

gunst, adlød den nye konge så Herren 

Desværre gjorde han det ikke. 

Han opsatte guldkalve og opfordrede 

sit folk til at tilbede dem. Han 

skabte sit eget »præsteskab« ved at 

vælge enhver, han ønskede, og indviede 

dem som offerhøjspræster. 12 

Kongen var kort sagt på trods af de 

store velsignelser, han havde modtaget 

fra Herren, langt værre end alle, 

der kom før ham. 13 Blandt senere 

generationer var Jeroboam den 

standard, som onde konger i Israel 

blev målt med. 

På grund af denne ugudelighed 

vendte Herren sig fra Jeroboam. 

Herren erklærede som følge af kongens 

ugudelighed, at kongen og hele 

hans familie skulle tilintetgøres, indtil 

ikke en var tilbage. Profetien blev 

senere helt bogstaveligt opfyldt. 

Jeroboams efterkommere forsvandt 

fra jorden. 14 

Salomo og Jeroboam er eksempler 

på den tragiske cyklus, der så ofte 

illustreres i Mormons Bog. Når folket 

er retfærdigt, giver Herren dem fremgang. 

Fremgang fører ofte til stolthed, 

som fører til synd. Synd fører til ugudelighed 

og til hjerter, der bliver forhærdede 

over for det, der hører 

Ånden til. I sidste ende fører denne 

vej til fortvivlelse og sorg. 

Dette mønster gentages ikke kun i 

enkeltpersoners tilværelse, men også 


18 

i byer, lande og tilmed i verden. 

Konsekvenserne af at ignorere 

Herren og hans profeter er sikre og 

ofte ledsaget af stor sorg og fortrydelse. 

I vore dage har Herren advaret 

om, at ugudelighed i sidste ende 

fører til »hungersnød, plager, jordskælv 

og himlens torden«, indtil »jordens 

indbyggere [skal] erfare en 

almægtig Guds vrede, fortørnelse og 

tugtende hånd.« 15 

Men det er vigtigt at forstå, at 

mange fine og gode mennesker påvirkes 

af menneskeskabte og naturlige 

katastrofer. De første hellige i denne 

uddeling blev forfulgt og fordrevet fra 

deres hjem. Nogle mistede livet. Men 

måske fordi de havde udholdt så 

meget, udviklede de en indre styrke, 

der var en nødvendig forberedelse til 

det værk, der ventede dem forude. 

Det samme sker også i vore dage. 

Eftersom vi ikke er immune for 

katastrofer, må vi lære af dem. 

Selv om skrifterne viser konsekvenserne 

af ulydighed, viser de også, 

hvad der kan ske, når mennesker lytter 

til Herren og giver agt på hans råd. 

Da den ugudelige by Nineve hørte 

profeten Jonas’ advarende røst, 

anråbte de Herren, omvendte sig og 

blev reddet fra tilintetgørelse. 16 

Eftersom folket på Enoks tid var 

ondt, befalede Herren Enok at åbne 

sin mund og advare folket om at 

vende sig fra deres ugudelighed for at 

tjene Herren, deres Gud. 

Enok tilsidesatte sin frygt og gjorde, 

som han var blevet befalet. Han rejste 

omkring blandt folket, råbte med høj 

røst og vidnede imod deres gerninger. 

Skrifterne fortæller os, at »alle mennesker 

forargedes på ham.« De talte 

blandt sig selv om »noget mærkeligt i 

landet« og en »vild mand«, der var 

kommet iblandt dem. 17 

Selv om mange hadede Enok, så 

troede de ydmyge på hans ord. De 

holdt op med at synde og søgte mod 

højere grund, og »de blev velsignet på 

bjergene og på de høje steder og 

havde fremgang.« 18 I deres tilfælde 

ledte fremgang til barmhjertighed og 

retskaffenhed i stedet for stolthed og 

synd. »Og Herren kaldte sit folk ZION, 

fordi de var af ét hjerte og ét sind og 

levede i retfærdighed, og der fandtes 

ingen fattige blandt dem.« 19 

Frelseren kom efter sin opstandelse 

til det amerikanske kontinent. 

Som følge af hans vidunderlige tjenestegerning 

blev folks hjerte mildnet. 

De holdt op med at synde og søgte 

mod højere grund. De værdsatte hans 

ord og søgte at følge hans eksempel. 

De levede så retskaffent, at der 

ingen strid var blandt dem, og de var 

retfærdige over for hinanden. De gav 

frit af deres midler til hinanden, og de 

havde meget stor fremgang. 

Om dette folk blev det sagt: »Der 

kunne i sandhed ikke findes noget 

lykkeligere folk blandt alle de folk, der 

var blevet skabt ved Guds hånd.« 20 

I vore dage kan vi stå med et lignende 

valg. Vi kan tåbeligt ignorere 

Guds profeter, stole på vores 

egen styrke og i sidste ende høste

konsekvenserne. Eller vi kan klogt 

drage Herren nær og tage del i hans 

velsignelser. 

Kong Benjamin beskrev begge veje 

og begge konsekvenser. Han sagde, at 

de, som forsager Herren, »overgives 

til en frygtelig ransagelse af deres 

egne synder og vederstyggeligheder, 

hvad der får dem til at gyse tilbage for 

Herrens åsyn til en tilstand af elendighed 

og evig pine.« 21 

Men de, som søger mod højere 

grund og holder Guds befalinger, bliver 

»velsignet i alle ting, både timelige 

og åndelige, og dersom de holder trofast 

ud til enden, bliver de modtaget i 

himlen for at bo hos Gud i evigvarende 

salighed.« 22 

Hvordan ved vi, hvilken retning vi 

går Da Frelseren vandrede på jorden, 

blev han bedt om at nævne det 

største bud. Uden tøven sagde han: 

»›Du skal elske Herren din Gud af 

hele dit hjerte og af hele din sjæl og 

af hele dit sind.‹ 

Det er det største og det første bud. 

Men der er et andet, som står lige 

med det: ›Du skal elske din næste 

som dig selv.‹ 

På de to bud hviler hele loven og 

profeterne.« 23 

I disse vers viser Herren en tydelig 

måde, hvorpå vi kan vide, om vi er på 

rette vej. De, der søger mod højere 

grund, elsker Herren af hele deres 

hjerte. Vi ser i deres tilværelse udtryk 

for den kærlighed. De søger deres Gud 

i bøn og bønfalder om hans hellige 

Ånd. De er ydmyge og åbner deres 

hjerte for profeternes lærdomme. De 

ærer deres kaldelser og søger at tjene, 

snarere end at blive betjent. De står 

som vidner om Gud. De adlyder hans 

befalinger og bliver stærke i deres vidnesbyrd 

om sandheden. 

De elsker også vor himmelske 

Faders børn, og deres tilværelse viser 

denne kærlighed. De viser omsorg for 

deres brødre og søstre. De styrker, 

tjener og støtter deres ægtefælle og 

børn. Med kærlighed og venlighed 

opbygger de deres omgivelser. De 

giver frit af deres midler til andre. De 

sørger med dem, der sørger, og trøster 

dem, der har trøst behov. 24 

Denne søgen mod højere grund er 

disciplens vej til Herren, Jesus Kristus. 

Det er en rejse, der til sidst vil føre 

os til ophøjelse med vores familie i 

Faderens og Sønnens nærhed. Derfor 

må vores søgen mod højere grund 

omfatte Herrens hus. Når vi kommer 

til Kristus og søger mod højere grund, 

vil vi ønske at tilbringe mere tid i hans 

templer, for templerne repræsenterer 

højere grund, hellig grund. 

I alle aldre står vi med et valg. Vi 

kan stole på vores egen styrke, eller 

vi kan søge mod højere grund og 

komme til Kristus. 

Hvert valg har en konsekvens. 

Hver konsekvens en destination. 

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er 

vor Forløser, den levende Søn af den 

levende Gud. Himlene er åbne, og en 

kærlig, himmelsk Fader åbenbarer sit 

ord til menneskene. Evangeliet blev 

gengivet til jorden gennem profeten 

Joseph Smith. I vore dage har vi en 

profet, seer og åbenbarer, præsident 

Gordon B. Hinckley, som åbenbarer 

Guds ord til menneskeheden. Hans 

stemme lyder i harmoni med de profetiske 

stemmer fra fordums dage. 

»Jeg opfordrer jer hver især,« har 

han sagt, »uanset hvor I som medlemmer 

af denne kirke er, til at rejse jer 

og med en sang i hjertet gå fremad, 

efterlev evangeliet, elsk Herren og 

opbyg riget. Sammen vil vi holde 

kursen og bevare troen, for den 

Almægtige er vores styrke.« 25 

Brødre og søstre, vi er kaldet til at 

søge mod højere grund. 

Vi kan undgå den sorg og nød, 

der kommer som konsekvens af 

ulydighed. 

Vi kan nyde fred, glæde og evigt liv, 

hvis vi vil give agt på profeternes ord, 

være opmærksomme på Helligåndens 

indflydelse og fylde vores hjerte med 

kærlighed til vor himmelske Fader og 

vore medmennesker. 

Jeg efterlader mit vidnesbyrd om, 

at Herren vil velsigne alle, som drager 

ud på disciplens vej og søger mod 

højere grund. I Jesu Kristi navn. 

Amen. ■ 

NOTER 

1. »Sea Gypsies See Signs in the Waves«, CBS 

News, 60 Minutes transkription, 20. mar. 

2005, http://www.cbsnews.com/stories/ 

2005/03/18/60minutes/main681558.shtml. 

2. 2 Nephi 25:9. 

3. Helaman 12:2. 



6. Se Helaman 4:13. 

7. Se Joh 15:5: »Skilt fra mig kan I slet intet 

gøre.« 

8. Se 1 Kong 9:4-5. 

9. Se 1 Kong 11:9-10. 

10. Se 1 Kong 11:28. 

11. 1 Kong 11:38. 

12. Se 1 Kong 12:28-30; 13:33. 

13. Se 1 Kong 14:9. 

14. Se 1 Kong 15:29. 

15. L&P 87:6. 

16. Se Jon 3:4-10. 

17. Se Moses 6:37-38. 

18. Moses 7:17. 

19. Moses 7:18. 

20. 4 Nephi 1:16. 

21. Mosiah 3:25. 

22. Mosiah 2:41. 

23. Matt 22:37-40. 

24. Se Mosiah 18:9. 

25. »Hold kursen – bevar troen«, Stjernen, 

jan. 1996, s. 72. 


Lyset i deres øjne 

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST 

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab 

Der kommer et helligt lys i vore øjne og vores ansigt, når vi 

har et personligt forhold til vor kærlige himmelske Fader og 

hans Søn. 

Mine kære brødre, søstre og 

venner over hele verden, når 

jeg taler til jer denne morgen, 

søger jeg ydmygt efter jeres forståelse 

og efter hjælp fra vor Faders Ånd. 

Jeg satte stor pris på det korte, 

profetiske budskab fra præsident 

Hinckley ved begyndelsen af denne 

konference. Jeg vidner om, at præsident 

Hinckley er vores profet, som i 

rigt mål nyder vejledning fra denne 

kirkes overhoved, som er vor Herre 

og Frelser, Jesus Kristus. 

Jeg kom for nylig til at tænke på et 

møde i Jerusalem for 17 år siden. Det 

var angående lejen af den grund, hvor 

Brigham Young Universitetets center i 

Jerusalem for mellemøstlige studier 

senere blev bygget. Før lejekontrakten 

kunne underskrives, aftalte præsident 

Ezra Taft Benson og ældste Jeffrey R. 

Holland, der dengang var rektor for 

Brigham Young University, på Kirkens 

og universitets vegne med den israelske 

regering, at de ikke ville forkynde i 

Israel. I kan måske undre jer over, at vi 

gik med til ikke at forkynde. Det blev 

krævet af os for at få byggetilladelse til 

at bygge den storslåede bygning, der 

nu står i den historiske by Jerusalem. 

Så vidt vi ved, så har Kirken og BYU 

omhyggeligt og ærligt overholdt 

denne forpligtelse om ikke at forkynde. 

Efter at lejekontrakten var blevet 

underskrevet, bemærkede en af 

vore venner indsigtsfuldt: »Vi ved, 

at I ikke vil forkynde, men hvad vil I 

gøre ved lyset i deres øjne« Han henviste 

til vore studerende, der studerede 

i Israel. 

Hvad var det for et lys i deres øjne, 

der var så tydeligt for vores ven 

Herren giver selv svaret: »Og det lys, 

som skinner, der giver jer lys, er gennem 

ham, som oplyser jeres øjne, og 

er det samme lys, der skærper jeres 

forstand.« 1 Hvor kom det lys fra Igen 

giver Herren svaret: »Jeg er det sande 

lys, som oplyser hvert menneske, der 

kommer til verden.« 2 Herren er det 

sande lys og Ånden »oplyser hvert 

menneske i verden, der lytter til hans 

røst.« 3 Dette lys kan ses i vores ansigt 

såvel som i vore øjne. 

Paul Harvey, en berømt nyhedskommentator, 

besøgte for nogle år 

siden et af vores kirkes universitetsområder. 

Senere sagde han: 

»Hvert ... af de unge ansigter afspejlede 

en slags ... ophøjet overbevisning. 

I disse tider bliver mange unge 

øjne for tidligt gamle på grund af utallige 

kompromisser med samvittigheden. 

Men [disse unge] har det 

misundelsesværdige forspring, der 

kommer af disciplin, helligelse og 

indvielse.« 4 

De der ærligt omvender sig, modtager 

Kristi Ånd og bliver døbt ind i 

Kirken til deres synders forladelse. 

Der bliver lagt hænder på deres 

hoved og gennem Guds præstedømme 

modtager de Helligånden. 5 

Det er »Guds gave til alle dem, der flittigt 

søger ham.« 6 Som ældste Parley P. 

Pratt karakteriserede det, så er 

Helligåndens gave »som om det er ... 

glæde i hjertet, [og] lys i øjnene.« 7 

Helligånden er den Talsmand, som 

Frelseren lovede os, før han blev korsfæstet. 

8 Helligånden giver værdige 

hellige både åndelig vejledning og 

beskyttelse. Den øger vores kundskab 

og vores forståelse af »alt.« 9 Dette er af 

umådelig stor værdi i en tid, hvor 

åndelig blindhed tiltager. 

Sekularisme breder sig i meget af 

verden i dag. Sekularisme defineres 

som »ligegyldighed eller afvisning 

eller udelukkelse af religion eller religiøse 

overvejelser.« 10 Sekularisme 

accepterer ikke meget som absolutter. 

Dets første formål er fornøjelse og 

egennytte. Ofte har de, der antager 

sekularisme et anderledes udtryk over 

sig. Som Esajas siger: »Deres 

ansigtsudtryk vidner imod dem.« 11 

Med al den sekularisme i verden, 

så hungrer og længes mange mennesker 

alligevel efter det, der hører 

Ånden til, og efter at høre Herrens 

ord. Som Amos profeterede: »Der skal 

komme dage, siger Gud Herren, da 

jeg sender hunger over landet, ikke 

hunger efter brød eller tørst efter 

vand, men efter at høre Herrens ord. 

20

De skal flakke om fra hav til hav, og 

fra nord til øst skal de strejfe rundt og 

søge efter Herrens ord, men de finder 

det ikke.« 12 

Hvor kan vi høre Herrens ord Vi 

kan høre det fra vores profet Gordon 

B. Hinckley, Det Første Præsidentskab, 

De Tolv Apostles Kvorum og de andre 

generalautoriteter. Vi kan også høre 

det fra vores stavspræsident og 

biskop. Missionærer kan høre det fra 

deres missionspræsident. Vi kan læse 

det i skrifterne. Vi kan også høre den 

stille, sagte røst, der kommer gennem 

Helligånden. Når vi hører Herrens 

ord, løfter det os ud af åndelig blindhed 

og ind i hans »underfulde lys.« 13 

Hvad skal vi gøre, for at lyset stadig 

vil skinne i vores øjne og ansigt 

Meget af det lys kommer af vores disciplin, 

helligelse og indvielse 14 i forhold 

til nogle vigtige absolutter. 

Den første af disse absolutter er, at 

der er en Gud, der er Faderen til 

vores sjæl, og som vi skal stå til ansvar 

overfor. Den anden er, at Jesus er 

Kristus, vor Frelser og Forløser. Den 

tredje er, at den store plan for lykke 

kræver lydighed mod Guds befalinger. 

Den fjerde, at Guds største gave er 

evigt liv. 15 

Andre velsignelser føjer yderligere 

lys til vore øjne. Det er Åndens 

gaver, som kommer fra Frelseren. 16 

Glæde, lykke, fylde, og fred er 

gaver fra den ånd, der flyder fra 

Helligåndens kraft. 

Med hensyn til lykke her og i evighederne 

har mange af vore trossætninger 

virkelig noget at tilbyde. De er 

enorme og nogle af dem er enestående 

for vores tro. Disse dyrebare 

trossætninger er baseret på vores trofasthed 

og inkluderer det følgende, 

der ikke nødvendigvis er nævnt med 

det vigtigste først: 

1. Gud og hans Søn er herliggjorte 

personer. Gud Faderen er vores 

levende Skaber og hans Søn Jesus 

Kristus er vores Frelser og Forløser. Vi 

er blevet skabt i Guds billede. 17 Vi ved 

det, fordi Joseph Smith så dem, de 

talte til ham, og han talte til dem. 18 

2. Tempelvelsignelser besegler 

mand og hustru, ikke blot for dette 

liv, men for evigheden. Børn og efterkommere 

kan forenes ved denne 

besegling. 

3. Ethvert værdigt, mandligt medlem 

af Kirken kan bære og udøve 

Guds præstedømme. Han kan udøve 

denne guddommelige myndighed i 

sin familie og i Kirken under ledelse af 

en, der har myndighed. 

4. Yderligere hellige skrifter inkluderer 

Mormons Bog, Lære og Pagter 

og Den Kostelige Perle. 

5. Levende apostle og profeter 

taler Guds ord i vore dage under 


22 

ledelse af præsident Gordon B. 

Hinckley, der er profeten, seeren og 

åbenbareren, kilden til fortsat åbenbaring 

i vore dage. 

6. Helligåndsgaven er tilgængelig 

for alle medlemmer. Da profeten 

Joseph Smith blev spurgt: »Hvordan 

adskiller [SDH-kirken] sig fra tidens 

andre religioner,« svarede han, at det 

var ved »Helligåndsgaven ved håndspålæggelse 

... [og] at alt andet er indeholdt 

i Helligåndsgaven.« 19 

7. Forædlingen af kvinder. Kvinder 

er fuldt ud ligestillet med mænd for 

Herren. Af natur adskiller kvindernes 

roller sig fra mændenes. Denne kundskab 

er kommet til os med genoprettelsen 

af evangeliet i tidernes fylde 

med en anerkendelse af, at kvinder 

er udrustet med moderskabets og 

opdragelsens store ansvar. Kvinder 

har fået flere muligheder siden 1842, 

da profeten Joseph Smith på deres 

vegne og i Guds navn åbnede døren, 

end de har haft siden menneskeheden 

kom til jorden. 20 

For nogle år siden fik Constance, 

der var sygeplejeelev, til opgave at forsøge 

at hjælpe en kvinde, der var 

kommet til skade med sit ben i en 

ulykke. Kvinden nægtede at modtage 

lægehjælp, fordi hun havde haft en 

dårlig oplevelse med nogen på hospitalet. 

Hun var bange og var blevet 

noget af en eneboer. Den første gang 

Constance kom forbi, beordrede den 

syge kvinde hende ud. Ved det andet 

forsøg, lod hun Constance komme 

ind. På det tidspunkt var kvindens 

ben dækket af store, åbne sår, og 

noget af kødet var ved at rådne. Men 

hun ville stadig ikke behandles. 

Constance besluttede at bede om 

det, og i løbet af en dag eller to kom 

svaret. Ved hendes næste besøg tog 

hun noget brintoverilte i skumform 

med. Da det ikke gjorde ondt, lod den 

gamle dame hende bruge det på sit 

ben. Så talte de om en mere indgribende 

behandling på hospitalet. 

Constance forsikrede hende om, at 

hospitalet ville gøre hendes ophold så 

behageligt, som det var muligt. I løbet 

af en eller to dage, blev kvinden modig 

nok til at tage på hospitalet. Da 

Constance besøgte hende, smilede 

kvinden og sagde: »Du overbeviste 

mig.« Og meget overraskende spurgte 

hun så Constance: »Hvilken kirke tilhører 

du« Constance fortalte hende, at 

hun var medlem af Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige. Kvinden sagde: 

»Jeg vidste det. Fra den første gang jeg 

så dig, vidste jeg, at du var sendt til 

mig. Der var et lys i dit ansigt, som jeg 

har bemærket hos andre af din tro. Jeg 

blev nødt til at stole på dig.« 

Efter omkring tre måneder var det 

betændte ben fuldstændig helet op. 

Medlemmer fra den menighed, hvor 

den gamle dame boede, istandsatte 

hendes hus og ordnede hendes have. 

Missionærerne mødtes med hende, 

og snart efter blev hun døbt. 21 Alt 

dette fordi hun lagde mærke til lyset i 

denne unge sygeplejeelevs øjne. 

Engang da præsident Brigham 

Young blev spurgt om, hvorfor vi nogle 

gange bliver ladt alene og ofte kede af 

det, svarede han, at mennesket skal 

lære at »handle som selvstændige personer 

... og se, hvad de vil gøre ... og 

prøve deres selvstændighed – at være 

retfærdige i mørket.« 22 Det bliver lettere 

at gøre, når vi ser »evangeliet skær 

... udstråle fra ... oplyste personer.« 23 

Tjeneste i denne kirke er en vidunderlig 

velsignelse og et privilegium, 

der får vore øjne og vores ansigt til at 

skinne. Som Frelseren anbefalede: 

»Lad derfor jeres lys skinne således for 

dette folk, at de må se jeres gode gerninger 

og prise jeres Fader, som er i 

himlen.« 24 Ord kan ikke udtrykke de 

velsignelser vi får, når vi tjener i denne 

kirke. Herren lover, at hvis vi ærer 

vores kaldelse, vil vi finde lykke og 

glæde. 

Alma spørger, om hans billede er 

prentet i vores bevidsthed. 25 Der 

kommer et helligt lys kommer i vore 

øjne og vores ansigt, når vi har et personligt 

forhold til vores kærlige himmelske 

Fader og hans Søn, vor Frelser 

og Forløser. Med dette forhold vil 

vores ansigt vise den »ophøjede overbevisning« 

26 om, at han lever. 

Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd 

om guddommeligheden af dette 

hellige værk, som vi er en del af. 

Vidnesbyrd kommer ved åbenbaring. 

27 Jeg fik som dreng denne åbenbaring, 

der vidnede for mig. Jeg kan 

ikke huske nogen særlig anledning, 

der tilskyndede til denne bekræftende 

åbenbaring. Det har bare altid syntes 

at være en del af min bevidsthed. Jeg 

er taknemmelig for denne bekræftende 

viden, som har gjort det muligt 

at klare livets omskiftelighed, som vi 

alle oplever. 

Vi er blevet og vil blive bevæget af 

brødrene og søstrenes budskaber og 

vidnesbyrd ved denne konference. Jeg 

tror, at I vil opleve denne bekræftende 

oplevelse. I kan meget vel modtage en

MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG 


bekræftelse på, at det, der er blevet 

sagt, er sandt. Brigham Young sagde: 

»Ikke blot de hellige, der er til stede ... 

men dem i alle lande, på alle kontinenter 

og øer, der efterlever den religion, 

som vor Frelser og hans apostle 

og også Joseph Smith belærte om; ... 

bærer også det samme vidnesbyrd, 

deres øjne er blevet oplivet ved Guds 

Ånd, og de ser det samme, deres 

hjerte er blevet gjort levende, og de 

føler og forstår det samme.« 28 

Jeg ved af hele mit hjerte og sind, 

at Gud lever. Jeg tror på, at han vil 

oplyse vores liv med hans kærlighed 

til os hver især, hvis vi stræber efter at 

være værdige til den kærlighed. I Jesu 

Kristi hellige navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. L&P 88:11; fremhævelse tilføjet. 

2. L&P 93:2. 

3. L&P 84:46. 

4. Nyhedsudsendelse, 8. dec. 1967, transskription, 

s. 1. 

5. Se L&P 20:37. 

6. 1 Nephi 10:17. 

7. Key to the Science of Theology: A Voice of 

Warning, 1978, s. 61. 

8. Se Joh 14:26. 

9. Joh 14:26. 

10. Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary, 

11 udg., 2003, »secularism«, s. 1123. 

11. 2 Nephi 13:9. 

12. Amos 8:11-12. 

13. 1 Pet 2:9. 

14. Se Paul Harvey, nyhedsudsendelse, 

8. dec. 1967. 

15. Se L&P 14:7. 

16. Se L&P 46:11. 

17. Se 1 Mos 1:26-27. 

18. Se JS-H 1:17-18. 

19. History of the Church, 4:42. 

20. Se George Albert Smith, »Address to 

Members of the Relief Society«, Relief 

Society Magazine, Dec. 1945, s. 717; se 

også referat fra Hjælpeforeningen, 28. apr. 

1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Helliges arkiver, s. 40. 

21. Se Constance Polve, »Et slag vundet«, Den 

danske Stjerne, mar. 1981, s. 21-24. 

22. Brigham Youngs kontordagbog, 28. jan. 

1857, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Helliges arkiver. 

23. Neal A. Maxwell, »Vær ved godt mod«, Den 

danske Stjerne, apr. 1983, s. 131. 

24. 3 Nephi 12:16. 

25. Se Alma 5:14. 

26. Paul Harvey, nyhedsudsendelse, 8. dec. 

1967. 

27. Se Brigham Young, Discourses of Brigham 

Young, red. John A. Widtsoe, 1998, s. 35. 

28. Discourses of Brigham Young, s. 31. 

Opretholdelse af 

Kirkens ledere 

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON 

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab 

Mine brødre og søstre, præsident 

Hinckley har bedt om, at 

jeg præsenterer Kirkens generalautoriteter, 

område-halvfjerdsere og 

præsidentskaber for hjælpeorganisationerne 

for jer til opretholdelse. 

Det foreslås, at vi opretholder 

Gordon Bitner Hinckley som profet, 

seer og åbenbarer og præsident for 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Hellige; Thomas Spencer Monson 

som førsterådgiver i Det Første 

Præsidentskab og James Esdras Faust 

som andenrådgiver i Det Første 

Præsidentskab. 

De, der kan godkende det, bedes 

vise det. 

Nogen imod, samme tegn. 


Thomas Spencer Monson som præsident 

for de Tolv Apostles Kvorum; 

Boyd Kenneth Packer som fungerende 

præsident for De Tolv Apostles Kvorum 

og følgende som medlemmer af det 

kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry, 

Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, M. 

Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin, 

Richard G. Scott, Robert D. Hales, 

Jeffrey R. Holland, Henry B. Eyring, 

Dieter F. Uchtdorf og David A. Bednar. 


vise det. 


Det foreslås, at vi opretholder rådgiverne 

i Det Første Præsidentskab og 

De Tolv Apostle som profeter, seere 

og åbenbarere. 


vise det. 


Det foreslås, at vi afløser ældsterne 

John H. Groberg og David E. 

Sorensen som medlemmer af De 


Halvfjerds’ Præsidium og som medlemmer 

af De Halvfjerds’ Første 

Kvorum og udpeger dem til emeritusgeneralautoriteter. 

Det foreslås, at vi 

afløser ældsterne F. Burton Howard, 

F. Melvin Hammond og Harold G. 

Hillam som medlemmer af De 

Halvfjerds’ Første Kvorum og udpeger 

dem til emeritus-generalautoriteter. 

Alle, der sammen med os ønsker at 

gøre det, bedes vise det. 

Vi afløser ældsterne Darwin B. 

Christenson, Adhemar Damiani, 

H. Aldridge Gillespie, Stephen B. 

Oveson, Ned B. Roueché og 

Dennis E. Simmons som medlemmer 

af De Halvfjerds’ Andet Kvorum. 

De, der sammen med os ønsker at 

gøre det, bedes vise det. 

Vi afløser også Jairo Mazzagardi 

som område-halvfjerdser. 

Alle, der sammen med os ønsker at 

udtrykke deres tak, bedes vise det. 

Det foreslås, at vi opretholder ældsterne 

Neil L. Andersen og Ronald A. 

Rasband som medlemmer af De 

Halvfjerds’ Præsidium. 


vise det. 



Sione M. Fineanganofo som områdehalvfjerdser 

for at efterfølge Pita R. 

Vamanrav, som for nylig døde. 


vise det. 


Det foreslås, at vi opretholder alle 

øvrige generalautoriteter, områdehalvfjerdsere 

og præsidentskaber for 

Kirkens hjælpeorganisationer, som de 

nu fungerer. 


vise det. 


Det ser ud til, at opretholdelsen 

har været enstemmig og godkendende. 

Tak, brødre og søstre, for jeres 

fortsatte tro og bønner. ■ 

Præstedømmemyndighed 

i familien 

og i Kirken 

ÆLDSTE DALLIN H. OAKS 


Der er mange ligheder og nogle forskelle på den måde, 

præstedømmemyndighed fungerer i familien og i Kirken. 

Mit emne er præstedømmemyndighed 

i familien og i 

Kirken. 

I. 

Min far døde, da jeg var syv. Jeg var 

det ældste af tre små børn, som vores 

mor, der nu var enke, kæmpede for at 

tage sig af. Da jeg blev ordineret til 

diakon, sagde hun, at det glædede 

hende meget at have en præstedømmebærer 

i hjemmet. Men mor blev 

ved med at lede familien, herunder at 

bestemme, hvem af os, der skulle 

bede, når vi knælede sammen hver 

morgen. Jeg var forvirret. Jeg havde 

lært, at præstedømmet præsiderede i 

familien. Der måtte være noget, som 

jeg ikke vidste om, hvordan dette 

princip fungerede. 

Omkring samtidig havde vi en nabo, 

som dominerede og sommetider mishandlede 

sin hustru. Han brølede som 

en løve, og hun krøb sammen som et 

lam. Når de gik til kirke, gik hun altid 

nogle få skridt bag ham. Det gjorde 

min mor vred. Hun var en stærk 

kvinde, som ikke ville acceptere en 

sådan dominans, og hun var vred over 

at se en anden kvinde, der blev krænket 

på den måde. Jeg tænker på hendes 

reaktion, hver gang jeg ser mænd 

misbruge deres autoritet til at tilfredsstille 

deres stolthed eller udøve kontrol 

eller tvang i blot den mindste grad 

af uretfærdighed (se L&P 121:37). 

Jeg har også set nogle trofaste 

kvinder, som misforstår, hvordan præstedømmemyndighed 

fungerer. Idet 

de tænker på deres partner-forhold 

til deres ægtemand i familien, har 

nogle hustruer søgt at udstrække 

dette forhold til deres mands præstedømmekaldelse 

som fx biskop eller 

24

missionspræsident. Som kontrast hertil 

har nogle enlige kvinder, der er blevet 

mishandlet af mænd (fx i en 

skilsmisse) fejlagtigt sammenblandet 

præstedømmet med mænds mishandling 

og er blevet mistroiske over for 

en hvilken som helst præstedømmemyndighed. 

En person, der har haft 

en dårlig oplevelse med et bestemt 

elektrisk apparat behøver ikke 

afholde sig fra at bruge elektricitet. 

Hvert af disse forhold, som jeg har 

beskrevet, skyldes en fejlopfattelse af 

præstedømmemyndighed og det storslåede 

princip, at selv om denne myndighed 

præsiderer både i familien og i 

Kirken, så fungerer præstedømmet på 

forskellig måde i hvert tilfælde. Dette 

princip forstås og anvendes af de store 

ledere i Kirken og i familien, som jeg 

har kendt, men det forklares sjældent. 

Selv i skrifterne, som beskriver forskellig 

udøvelse af præstedømmemyndighed, 

står der sjældent direkte, hvilke 

principper, der kun gælder udøvelsen 

af præstedømmemyndighed i familien 

eller i Kirken, eller hvilke, der gælder i 

begge. 

II. 

I vores teologi og i vore sædvaner 

har familien og Kirken et gensidigt 

styrkende forhold. Familien er 

afhængig af Kirken for at få lærdomme, 

ordinancer og præstedømmenøgler. 

Kirken bidrager med de 

nødvendige lærdomme, myndighed 

og ordinancer til at fortsætte familieforhold 

i evighederne. 

Vi har programmer og aktiviteter 

både i familien og i Kirken. De er så 

tæt indbyrdes forbundet, at tjeneste i 

den ene er tjeneste i den anden. Når 

børn ser deres forældre trofast udføre 

kirkekaldelser, så styrker det deres 

familiebånd. Når familier er stærke, er 

Kirken stærk. De to kører parallelt. 

Hver af dem er vigtig og nødvendig, 

og hver af dem skal ledes med 

omhyggelig hensyntagen til den 

anden. Kirkens programmer og aktiviteter 

bør ikke være så altomfattende, 

at familierne ikke kan have alle til 

stede ved familiens arrangementer. 

Og familieaktiviteter bør ikke berammes 

samtidig med nadvermødet eller 

andre nødvendige kirkemøder. 

Vi har brug for både kirkeaktiviteter 

og familieaktiviteter. Hvis alle familier 

var fuldtallige og fuldkomne, 

kunne Kirken have færre aktiviteter. 

Men i en verden, hvor mange af vore 

unge vokser op i hjem, hvor den ene 

forælder mangler, ikke er medlem 

eller på anden måde mindre aktiv i 

evangelisk lederskab, så er der et særligt 

behov for kirkeaktiviteter til at 

udfylde hullerne. Vores mor, der var 

enke, så klogt, at kirkeaktiviteter 

kunne give hendes sønner oplevelser, 

som hun ikke kunne give dem, fordi 

vi ikke havde et mandligt forbillede i 

hjemmet. Jeg kan huske, at hun 

opfordrede mig til at betragte og forsøge 

at være som de gode mænd i 

vores menighed. Hun skubbede til 

mig for at deltage i spejderaktiviteter 

og andre kirkeaktiviteter, der kunne 

give mig denne mulighed. 

I en kirke, hvor der er mange 

enlige medlemmer, som for tiden ikke 

har det parforhold, som Herren har 

tilsigtet for alle sine sønner og døtre, 

bør Kirken og dens familier også 

udvise særlig interesse for de enlige 

voksnes behov. 

III. 

Præstedømmemyndighed fungerer 

både i familien og i Kirken. 

Præstedømmet er Guds kraft, der 

bruges til at velsigne alle hans børn, 

mænd og kvinder. Nogle af vore forkortede 

udtryk som »kvinder og 

præstedømmet« giver en forkert 

association. Mænd er ikke »præstedømmet.« 

Præstedømmemødet er et 

møde for dem, der bærer og udøver 

præstedømmet. Præstedømmets velsignelser 

som dåb, modtagelse af 


26 

Helligånden, tempelbegavelsen og 

evigt ægteskab er tilgængelige for 

både mænd og kvinder. Præstedømmets 

myndighed fungerer både i 

familien og i Kirken i henhold til de 

principper, som Herren har fastsat. 

Da min far døde, præsiderede min 

mor over vores familie. Hun havde 

intet præstedømmeembede, men 

som den overlevende forælder i sit 

ægteskab, var hun blevet lederen i sin 

familie. Samtidig respekterede hun 

altid fuldstændig præstedømmemyndigheden 

hos vores biskop og andre 

kirkeledere. Hun præsiderede over 

sin familie, men de præsiderede over 


IV. 

Der er mange ligheder og nogle 

forskelle på den måde, præstedømmemyndighed 

fungerer i familien og i 

Kirken. Hvis vi ikke erkender og anerkender 

forskellene, får vi problemer. 

Nøgler. En væsentlig forskel på dets 

funktion i Kirken og i familien er den 

kendsgerning, at al præstedømmemyndighed 

i Kirken fungerer under 

ledelse af en, der bærer de relevante 

præstedømmenøgler. I modsætning 

hertil fungerer den myndighed, der 

præsiderer i familien – uanset om det 

er en far eller en enlig mor – i familieanliggender 

uden behov for at få 

tilladelse fra nogen, der bærer præstedømmenøgler. 

Denne familiemyndighed 

omfatter at lede familiens 

aktiviteter, familiemøder som familieaftener, 

familiebøn, undervisning i evangeliet 

og vejledning og disciplinering af 

familiens medlemmer. Det inkluderer 

også ordinerede fædre, der giver præstedømmevelsignelser. 

Præstedømmenøgler er nødvendige 

for at godkende ordination eller indsættelse 

af familiens medlemmer. Det 

skyldes, at den organisation, som 

Herren har gjort ansvarlig for udførelse 

og registrering af præstedømmeordinancer, 

er Kirken, ikke familien. 

Grænser. Kirkens organisationer 

som menigheder, kvorummer eller 

hjælpeorganisationer har altid geografiske 

grænser, der begrænser ansvar og 

myndighed for de kaldelser, der er 

knyttet til dem. I modsætning hertil er 

familieforhold og -ansvar ikke afhængig 

af, hvor de forskellige i familien bor. 

Varighed. Kirkekaldelser er altid 

midlertidige, men familierelationer er 

permanente. 

Kaldelse og afløsning. En anden 

kontrast vedrører begyndelsen og 

afslutningen på stillinger. I Kirken har 

en præstedømmeleder, som har de 

nødvendige nøgler, myndighed til at 

kalde eller afløse personer, der tjener 

under hans ledelse. Han kan tilmed 

medvirke til, at de mister deres medlemskab 

eller får deres navne »slettet« 

(se Mosiah 26:34-38; Alma 5:56-62). 

I modsætning hertil er familierelationer 

så vigtige, at familiens overhoved 

mangler myndighed til at lave 

ændringer i familiens sammensætning. 

Det kan kun foretages af en, der har 

myndighed til at justere familierelationer 

ifølge menneskers love eller Guds 

love. Så, mens en biskop kan afløse en 

hjælpeforeningspræsident, kan han 

ikke afbryde sit forhold til sin hustru 

uden en skilsmisse ifølge menneskers 

love. Tilsvarende kan hans besegling i 

evigheden ikke afsluttes uden en 

ophævelsesproces ifølge Guds love. På 

samme måde kan en ung person, der 

tjener i et klasse- eller kvorumspræsidentskab, 

blive afløst af præstedømmemyndigheden 

i menigheden, men 

forældre kan ikke frasige sig et barn, 

hvis valg i livet er frastødende for dem. 

Familierelationer er mere varige end 

forhold i Kirken. 

Partnerskab. En meget vigtig forskel 

i præstedømmemyndigheds 

funktion i familien og i Kirken er et 

resultat af, at ledelse i familien er 

patriarkalsk, mens ledelse i Kirken er 

hierarkisk. Begrebet partnerskab fungerer 

forskelligt i familien og i Kirken. 

Familieproklamation fremsætter 

denne smukke forklaring på forholdet 

mellem en mand og en hustru. Selv 

om de har forskellige ansvar, er fædre 

og mødre i »disse hellige ansvar ... forpligtet 

til at hjælpe hinanden som 

jævnbyrdige partnere« (»Familien: En 

proklamation til verden«, Liahona, 

okt. 2004, s. 49; fremhævelse tilføjet). 

Præsident Spencer W. Kimball 

sagde dette: »Når vi taler om ægteskabet 

som et partnerskab, så lad os tale 

om ægteskabet som et fuldgyldigt 

partnerskab. Vi ønsker ikke, at vore 

SDH-kvinder er sovende partnere 

eller begrænsede partnere i denne 

evige opgave! Vær en bidragydende 

og fuldgyldig partner« (The Teachings 

of Spencer W. Kimball, red. Edward L. 

Kimball, 1982, s. 315). 

Præsident Kimball erklærede også: 

»Vi har hørt om mænd, som til deres 

hustru har sagt: ›Jeg bærer præstedømmet, 

og du skal gøre, hvad jeg 

siger.‹« Han afviste kategorisk dette 

misbrug af præstedømmemyndighed 

i et ægteskab og erklærede, at en 

sådan mand »ikke bør æres i sit præstedømme« 

(The Teachings of 

Spencer W. Kimball, s. 316). 

Der er kulturer eller skikke i nogle 

dele af verden, som tillader mænd at 

undertrykke kvinder, men sådant misbrug 

bør ikke bringes ind i familierne 

i Jesu Kristi Kirke. Husk, hvordan 

Jesus underviste: »I har hørt, at der er 

sagt ... Men jeg siger jer ...« (Matt 5:27- 

28). Frelseren var fx i modsætning til 

den fremherskende kultur hensynsfuld 

i sin behandling af kvinder. Vores 

vejledning må være den evangeliske 

kultur, som han underviste i. 

Hvis mænd ønsker Herrens velsignelser 

i deres ledelse af familien, må 

de udøve deres præstedømmemyndighed 

i henhold til Herrens principper 

for dens anvendelse. 

»Ingen magt eller indflydelse kan 

eller bør udøves i kraft af præstedømmet 

uden gennem overbevisning,

langmodighed, mildhed, sagtmodighed 

og uskrømtet kærlighed; gennem 

venlighed og sand kundskab« (L&P 

121:41-42). 

Når præstedømmemyndighed udøves 

på den måde i den patriarkalske 

familie, opnår vi det »fuldgyldige partnerskab«, 

som præsident Kimball 

underviste i. Som der står i familieproklamationen: 

»Lykke i familielivet vil med størst 

sandsynlighed opnås, når det er baseret 

på Herren Jesu Kristi lærdomme. 

Vellykkede ægteskaber og familier bygges 

på og fastholdes ved tro, bøn, 

omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed 

[og] barmhjertighed« (Liahona, 

okt. 2004, s. 49). 

Kirkekaldelser udføres i henhold til 

de principper, der leder os alle, når vi 

arbejder under præstedømmemyndighed 

i Kirken. Disse principper omfatter 

den overbevisning og langmodighed, 

der belæres om i afsnit 121, som især 

er nødvendig i Kirkens hierarkiske 

organisation. 

De principper, jeg har beskrevet 

ved udøvelsen af præstedømmemyndighed, 

forstås bedre og er mere 

trygge for en gift kvinde end for en 

enlig kvinde, især en enlig kvinde, der 

aldrig har været gift. Hun oplever ikke 

nu præstedømmemyndighed i ægteskabets 

partnerforhold. Hendes erfaring 

med præstedømmemyndighed er 

det hierarkiske forhold i Kirken, og 

nogle enlige kvinder føler, at de ingen 

stemme har i de forhold. Det er derfor 

vigtigt at have effektive menighedsråd, 

hvor mandlige og kvindelige 

menighedsledere regelmæssigt er 

sammen og sidder i råd under biskoppens 

præsiderende myndighed. 

V. 

Jeg slutter med nogle generelle 

kommentarer og en personlig 

oplevelse. 

Teologien i Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige er centreret om 

familien. Vores forhold til Gud og 

formålet med livet på jorden er forklaret 

med ord fra familien. Vi er åndelige 

børn af himmelske forældre. 

Evangeliets plan er iværksat gennem 

jordiske familier, og vores højeste 

stræben er at fortsætte disse familierelationer 

i hele evigheden. Den højeste 

mission for vor Frelsers kirke er at 

hjælpe os med at opnå ophøjelse i det 

celestiale rige, og det kan kun opnås i 

en familiesammenhæng. 

Det er ikke mærkeligt, at vores 

kirke er kendt som en familiecentreret 

kirke. Det er ikke mærkeligt, at vi 

er foruroliget over den nuværende 

juridiske og kulturelle tilbagegang for 

ægteskabet og det at få børn. På en 

tid, hvor verden synes at miste sin forståelse 

for formålet med ægteskabet 

og værdien ved at få børn, er det afgørende, 

at sidste dages hellige ikke er 

forvirrede på disse områder. 

Den trofaste enke og mor, som 

opdrog os, var ikke forvirret omkring 

familiens evige natur. Hun ærede 

altid vores afdøde fars position. Hun 

gjorde ham synlig i vores hjem. Hun 

talte om den evige varighed af deres 

tempelægteskab. Hun mindede os 

ofte om, hvad vores far ønskede, at 

vi gjorde, så vi kunne få opfyldt 

Frelserens løfte om, at vi kunne blive 

en familie for evigt. 

Jeg mindes en oplevelse, der viser, 

hvilken effekt hendes undervisning 

havde. Et år lige før jul bad vores 

biskop mig, der var diakon, om at 

hjælpe ham med at uddele julekurve 

til enkerne i menigheden. Jeg bragte 

en kurv til hver dør med hilsener fra 

ham. Da han kørte mig hjem, var der 

en kurv tilbage. Han gav den til mig 

og sagde, at den var til min mor. 

Mens han kørte bort, stod jeg, mens 

sneen dalede ned, og undrede mig 

over, at der var en kurv til min mor. 

Hun omtalte aldrig sig selv som enke, 

og det var aldrig faldet mig ind, at 

hun var. For en 12-årig dreng var hun 

ikke enke. Hun havde en mand, og vi 

havde en far. Han var blot midlertidigt 

væk. 

Jeg ser frem til den herlige dag 

engang i fremtiden, hvor de adskilte 

bliver genforenet, og vi alle gøres 

fuldstændige, som Herren har lovet. 

Jeg vidner om Jesus Kristus, den evige 

Faders enbårne Søn, hvis præstedømmemyndighed 

og hvis forsoning og 

opstandelse gør det hele muligt. I 



Til Unge Piger 

ÆLDSTE JEFFREY R. HOLLAND 


Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres skattede plads for Guds 

åsyn. Han har brug for jer. Kirken har brug for jer. Verden 

har brug for jer. 

Tiden spillede mig et uforskammet 

puds for et par måneder 

siden. Jeg stod op en morgen 

helt frisk og veloplagt og hilste morgengryet 

velkommen med et smil – 

kun for at pludselig at indse, at jeg på 

den fødselsdag, jeg skulle fejre denne 

dag, havde et barnebarn, der nu 

var teenager. Jeg overvejede det et 

minuts tid og gjorde derefter, hvad 

enhver ansvarsbevidst, værdig voksen 

ville gøre. Jeg gik i seng igen og trak 

dynen op over hovedet. 

Jeg vil undlade at komme med 

flere vittigheder om at opdrage teenagere, 

men vil i stedet sige til mit eget 

barnebarn og langt størstedelen af 

Kirkens unge, som jeg møder rundt 

om i verden, at jeg er ualmindelig 

stolt af jer. Moralske og fysiske farer 

lurer næsten overalt omkring jer, og 

fristelser af mange forskellige slags 

opstår dagligt – alligevel stræber de 

fleste af jer efter at gøre det rette. 

Her til aften vil jeg gerne rose jer, 

udtrykke min kærlighed og min 

opmuntring til jer og min beundring 

for jer. Fordi dette dyrebare og ældste 

barnebarn, som jeg omtalte, er en 

ung pige, vil jeg henvende mine 

bemærkninger til Kirkens unge piger, 

men jeg håber ånden i det, jeg siger, 

kan anvendes af kvinder og mænd i 

alle aldre. Men i dag vil jeg, som 

Maurice Chevalier sang »takke himlen 

for små piger«. 

Først og fremmest ønsker jeg, at I 

skal være stolte over at være kvinder. 

Jeg ønsker, at I skal mærke, hvad det 

betyder at vide, hvem I virkelig er. I er 

bogstavelig talt en datter af himmelske 

forældre med guddommelige 

egenskaber og evige muligheder. 1 

Denne store sandhed bør fæstne sig 

dybt i jeres sjæl og være grundlæggende 

for enhver beslutning, I træffer, 

mens I udvikler jer til voksne kvinder. 

Intet vil nogensinde i højere grad 

bevise jeres værdighed, jeres værd, 

jeres privilegier og jeres forjættelser. 

Jeres Fader i himlen kender jeres 

navn og jeres omstændigheder. Han 

hører jeres bønner. Han kender jeres 

håb og drømme, deriblandt jeres frygt 

og frustrationer. Og han ved, hvad I 

kan blive gennem tro på ham. På 

grund af denne guddommelige arv 

nyder I, sammen med alle jeres åndelige 

søstre og brødre, fuld lighed for 

hans åsyn, og I er gennem lydighed 

sat i stand til at blive retmæssige 

arvinger til hans evige rige, som 

»Guds [arving] og Kristi 

[medarving].« 2 Søg efter at forstå vigtigheden 

af disse lærdomme. Alt det, 

Kristus underviste i, underviste han til 

kvinder såvel som mænd. I Jesu Kristi 

evangeliums gengivne lys optager 

kvinden, deriblandt unge piger, hendes 

helt egen vigtige rolle i Skaberens 

guddommelige plan. I bærer, som 

ældste James E. Talmage engang 

sagde det »en hellig forpligtelse, som 

ingen kan anfægte.« 3 

Vær kristne kvinder. Værdsæt jeres 

skattede plads for Guds åsyn. Han har 

brug for jer. Kirken har brug for jer. 

Verden har brug for jer. En kvindes 

faste tro på Gud og aldrig svigtende 

hengivelse til det, der hører Ånden til, 

har altid været et anker, når livets 

storme og bølger rasede. 4 Jeg vil sige 

det samme til jer, som profeten Joseph 

Smith sagde til jer for mere end 150 år 

siden: »Hvis I lever op til jeres privilegier, 

kan end ikke englene holdes tilbage 

fra at pleje omgang med jer.« 5 

Alt dette er for at prøve at fortælle 

jer, hvad jeres Fader i himlen føler for 

jer, og hvad han har planlagt, at I skal 

blive. Og hvis nogen af jer på et tidspunkt 

ikke forstår Guds plan for jer 

eller føler, at jeres livsvilkår afholder 

jer fra at leve i overensstemmelse 

med jeres privilegier, så udtrykker vi 

endnu større kærlighed til jer og 

beder jer indtrængende om at gøre 

jeres teenage-år til en triumf, snarere 

end en tragedie. Fædre og mødre, 

profeter og apostle har ingen anden 

hensigt end at velsigne jeres liv og 

skåne jer for enhver hjertesorg, vi 

muligt kan skåne jer for. 

For at I fuldt ud kan påberåbe jer 

vor himmelske Faders velsignelser og 

beskyttelse, beder vi jer være trofaste 

28

mod standarderne i Jesu Kristi evangelium 

og ikke blindt følge modeluner 

og tilfældige indfald. Kirken vil 

aldrig anfægte jeres moralske handlefrihed 

angående, hvordan I skal klæde 

jer, og præcis hvordan I skal se ud. 

Men Kirken vil altid anvise standarder 

og vil altid undervise i principper. 

Som søster Susan Tanner underviste i 

her til formiddag, så er et af de principper 

sømmelighed. I Jesu Kristi 

evangelium er sømmelig fremtræden 

altid moderne. Vi kan ikke gå på 

kompromis med vore standarder. 

Hæftet Til styrke for de unge er 

meget tydeligt i dets råd til unge piger 

om at undgå tøj, der er for stramt, for 

kort, eller upassende afslørende på 

nogen måde, deriblandt tøj, der viser 

noget af maven. 6 Forældre, læs dette 

hæfte igennem med jeres børn. Det 

er kun jeres kærlighed de har mere 

brug for end jeres grænser. Unge 

piger, vælg jeres tøj på samme måde, 

som I ville vælge jeres venner – i 

begge tilfælde bør I vælge det, der forbedrer 

jer og giver jer selvtillid til at 

stå i Guds nærhed. 7 Gode venner ville 

aldrig gøre jer forlegne, nedværdige 

jer eller udnytte jer. Det samme bør 

gælde jeres påklædning. 

Jeg har en særlig bøn angående, 

hvordan unge piger klæder sig til kirketjeneste 

og søndagsmøder. Vi plejede 

at tale om »bedste kjole« eller 

»søndagskjole«, og måske burde vi 

gøre det igen. Vi er altid fra gammel tid 

og til nu blevet bedt om at se bedst 

muligt ud, både indvendig og udenpå, 

når vi træder ind i Herrens hus – og en 

indviet SDH-kirkebygning er et 

»Herrens hus«. Vores tøj eller fodtøj 

behøver aldrig at være dyrt, det bør 

ikke være dyrt, men det skal heller 

ikke se ud, som om vi er på vej til 

stranden. Når vi kommer for at tilbede 

vores alle sammens Gud og Fader og 

for at deltage i nadveren, der er et symbol 

på Jesu Kristi forsoning, bør vi 

være så tækkelige og respektfulde, så 

værdige og passende klædt, som vi kan. 

Vi skal kunne genkendes som Kristi 

sande disciple på vores udseende såvel 

som på vores opførsel, ved at vi i overensstemmelse 

med tilbedelsens ånd er 

ydmyge og sagtmodige af hjertet, og 

ved at vi i sandhed har et ønske om 

altid at have Frelserens ånd hos os. 

Lad mig i samme åndedræt omtale 

et endnu mere følsomt emne. Jeg 

beder indtrængende alle jer unge 

piger om i højere grad at acceptere jer 

selv, som I er, deriblandt jeres kropsform 

og udseende, og længes lidt mindre 

efter at ligne en anden. Vi er alle 

forskellige. Nogle er høje, andre er 

lave. Nogle er buttede, og andre er 

tynde. Og næsten alle ønsker på et 

eller andet tidspunkt at være noget, de 

ikke er! Men som en rådgiver for teenage-piger 

sagde: »I kan ikke bruge 

jeres liv på at bekymre jer om, om 

hele verden kigger på jer. Når I lader 

andres meninger gøre jer forlegne, så 

giver I dem jeres magt ... Nøglen til at 

føle sig [sikker på sig selv] er altid at 

lytte til sit indre jeg – [det sande 

jeg.]« 8 Og i Guds rige er jeres sande 

jeg »mere kostbar end perler.« 9 Enhver 

ung pige har guddommelige muligheder, 

og enhver voksen kvinde er en 

kraftfuld kilde til godhed. Jeg nævner 

voksne kvinder fordi, søstre, I er vore 

bedste eksempler og hjælpere for 

disse unge piger. Og hvis I bekymrer 

jer om at kunne passe en meget lille 

tøjstørrelse, så skal I ikke blive overrasket, 

hvis jeres datter eller rosenpigen 

i jeres klasse gør det samme og 

gør sig selv fysisk syg for at prøve at 

opnå det. Vi bør alle være i så god 

form, som vi kan – det er god lærdom 

fra visdomsordet. Det betyder at spise 

rigtigt, motionere og hjælpe vores 

krop til at fungere med dens optimale 

styrke. Vi kan sikkert alle gøre det 

bedre på dette punkt. Men jeg taler 

her om optimalt helbred; der er ingen 

almengyldig optimal størrelse. 

For at være ærlig, så har verden 

været hård mod jer på dette punkt. I 

bombarderes i film, tv, modeblade og 

reklamer med budskabet om, at udseendet 

er alt! Det, de prøver at overbevise 

jer om, er, at »hvis du ser godt 

nok ud, så bliver dit liv glamourøst, og 

du bliver lykkelig og populær.« Den 

slags pres er enormt i teenage-årene, 


30 

for ikke at tale om senere i en kvindes 

liv. I alt for mange tilfælde gøres der alt 

for meget mod menneskekroppen for 

at leve op til en sådan falsk (for ikke at 

sige overfladisk) standard. Som en 

Hollywood-skuespillerinde efter forlydende 

for nylig sagde: »Vi er blevet 

besatte af skønhed og ungdommens 

kilde ... Jeg er meget ked af den måde, 

hvorpå kvinder lemlæster [sig selv] i 

søgen efter dette. Jeg ser kvinder [selv 

unge kvinder] ... der gennemgår kosmetiske 

operationer. Det er en glidebane 

[man kan ikke stige af]. ... Det er 

virkeligt ... vanvittigt, hvad samfundet 

gør mod kvinder.« 10 

Når det drejer sig om at være selvoptaget 

og fokusere på det ydre, er 

det mere end samfundsmæssigt vanvittigt; 

det er åndeligt nedbrydende, 

og det er skyld i megen af den ulykke, 

som kvinder, deriblandt unge piger, 

står overfor i verden i dag. Og hvis 

voksne er stærkt optaget af udseendet 

– fjerner lidt her og der, får implantationer 

og ændrer alt, hvad ændres kan 

– så vil det pres og den bekymring helt 

sikkert smitte af på børnene. På et 

tidspunkt bliver problemet det, som 

Mormons Bog kalder »stolthed og 

tomme indbildninger.« 11 Og i det 

verdslige samfund løber både stolthed 

og indbildning løbsk. Man skulle godt 

nok have en stor og rummelig makeup 

taske, hvis man skulle konkurrere 

med den skønhed, man ser overalt i 

medierne. Men i sidste ende ville der 

stadig være dem, der »spottede og 

pegede finger,« som Lehi så, 12 fordi 

lige meget hvor meget man prøver at 

leve op til idealerne i modeverdenen, 

vil det aldrig være glamourøst nok. 

En kvinde, der ikke deler vores tro, 

skrev engang noget i retning af, at 

hun i alle de år, hun havde arbejdet 

med smukke kvinder, havde set en 

hel del, som de alle havde til fælles, 

og ikke én af disse ting havde noget 

med størrelse og form at gøre. Hun 

sagde, at den smukkeste kvinde, hun 

havde kendt, udstrålede sundhed, en 

varm personlighed, lærevillighed, en 

standhaftig karakter og hæderlighed. 

Hvis vi dertil må tilføje Herrens behagelige 

og blide ånd hos en sådan 

kvinde, så beskriver det skønheden 

hos kvinder i alle aldre og fra alle 

tider, og enhver del af dette er fremhævet 

i og opnåeligt gennem velsignelserne 

i Jesu Kristi evangelium. 

Jeg vil nu til at slutte af. Meget er 

på det seneste blevet sagt i underholdningsmedierne 

angående den 

udbredte begejstring for tv-programmer, 

der følger personers virkelige liv. 

Jeg er ikke helt sikker på, hvad de går 

ud på, men jeg ønsker inderligt at 

dele denne evangeliske sandhed med 

den smukke generation af unge piger, 

der vokser op i Kirken i dag. 

Jeg erklærer højtideligt for jer, at 

Faderen og Sønnen virkelig viste sig 

for profeten Joseph Smith, en ung 

mand kaldet af Gud, da han var i jeres 

alder. Jeg bevidner, at disse guddommelige 

væsener talte til ham, at han 

hørte deres evige røst og så deres 

herliggjorte legemer. 13 Denne oplevelse 

var lige så virkelig som apostlen 

Thomas’ oplevelse var, da Frelseren 

sagde til ham: »Ræk din finger frem, 

her er mine hænder, og ræk din hånd 

frem og stik den i min side ... og vær 

ikke vantro, men [vær] troende.« 14 

Til mit barnebarn og til alle andre 

unge mennesker i Kirken bærer jeg 

mit personlige vidnesbyrd, at Gud virkelig 

er vor Fader, og at Jesus Kristus 

virkelig er hans enbårne Søn i kødet, 

verdens Frelser og Forløser. Jeg vidner 

om, at dette virkelig er Guds kirke og 

rige på jorden, at sande profeter har 

ledt dette folk i tidligere tider, og at 

en sand profet, præsident Gordon B. 

Hinckley, leder dem nu. Må I alle 

kende den uendelige kærlighed, som 

Kirkens ledere har til jer, og må den 

evige virkelighed af Jesu Kristi evangelium 

hæve jer over jordiske bekymringer 

og teenage-problemer. Dette er 

min bøn i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se »Familien: En proklamation til verden«, 

Liahona, okt. 2004, s. 49. 

2. Rom 8:17. 

3. James E. Talmage, »The Eternity of Sex«, 

Young Woman’s Journal, okt. 1914, s. 602. 

4. Se J. Reuben Clark, i Conference Report, 

apr. 1940, s. 21 for en længere hyldest til 

kvinder i Kirken. 


6. Til styrke for de unge, (hæfte, 2002), s. 15. 

7. Se L&P 121:45. 

8. Julia DeVillers, Teen People, sep. 2005, 

s. 104. 

9. Ordsp 3:15. 

10. Halle Berry, citeret i »Halle Slams ›Insane‹ 

Plastic Surgery«, This Is London, 2. aug. 

2004, www.thisislondon.com/showbiz/ 

articles/12312096source=PA. 

11. 1 Nephi 12:18. 

12. Se 1 Nephi 8:27. Se Douglas Bassett, »Faces 

of Worldly Pride in the Book of Mormon«, 

Ensign, okt. 2000, s. 51 for en fremragende 

behandling af dette emne. 

13. Se JS-H 1:24-25. 

14. Joh 20:27.

Sand lykke: 

Et bevidst valg 

ÆLDSTE BENJAMÍN DE HOYOS 

De Halvfjerds 

Lykke er en sindstilstand. Denne lyksalige tilstand kommer 

som et resultat af et retfærdigt liv. 

Livet er godt, hvis vi lever sådan, 

at vi gør det godt.« Dette var en 

del af et inspirerende budskab, 

jeg læste for mange år siden. Det, som 

budskabet kalder »et godt liv« er et 

resultat af den måde, hvorpå vi gør 

ting, af de ord, vi vælger at sige, og 

endda af den slags tanker, vi vælger at 

tænke. 

Ingen behøver føle sig alene på 

livets vej, for vi er alle inviterede til at 

komme til Kristus og blive fuldkomne 

i ham. Lykke er formålet med evangeliet 

og formålet med den forløsende 

forsoning for alle mennesker. 

Beretningen i Helamans Bog 

udtrykte det kortfattet, og der 

står: »Således ser vi, at Herren er 

barmhjertig mod alle dem, som med 

oprigtigt hjerte påkalder hans hellige 

navn. 

Ja, således ser vi, at himlens port 

er åben for alle, ja, for alle dem, der 

vil tro på Jesu Kristi navn, som er 

Guds søn. 

Ja, vi ser, at den er åben for 

enhver, som vil modtage Guds ord, 

som er levende og kraftigt og vil ... 

lede Kristi efterfølgere på den lige og 

snævre vej ... 

og føre deres sjæle, ja, deres udødelige 

sjæle til et sted ved Guds højre 

hånd i himmeriges rige.« 1 

Mine kære brødre og søstre, vi må 

indse, at det at »ville« er den afgørende 

faktor, som leder os til at modtage 

Guds ord og blive lykkelige. 

Udholdenhed i at træffe rigtige beslutninger 

er det, der leder os til lykke. 

Lykke kommer som resultat af 

vores lydighed og vores mod til altid 

at gøre Guds vilje, selv under de sværeste 

omstændigheder. Da profeten 

Lehi advarede Jerusalems indbyggere, 

hånede de ham, og som med andre 

fordums profeter, søgte de at tage 

hans liv. Jeg citerer profeten Nephi: 

»Jeg ... vil vise jer, at Herrens inderlige 

barmhjertighed er over alle dem, 

som han har udvalgt for deres tros 

skyld, for at gøre dem mægtige, 

endog med magt til befrielse.« 2 

Da jeg tjente som missionær i det 

nordlige Mexico, modtog vi, få dage 

efter familien Valdez’ dåb, en telefonopringning 

fra bror Valdez, der bad 

os om at komme hjem til ham. Han 

havde et vigtigt spørgsmål til os. 

Han overvejede nu, hvor han kendte 

Herrens vilje angående visdomsordet, 

og selvom det ville være svært at finde 

et nyt job, om han fortsat skulle 

arbejde for det cigaretfirma, han havde 

arbejdet for i mange år. Kun få dage 

senere bad bror Valdez os igen om at 

komme på besøg. Han havde besluttet 

at sige sit job op, fordi han ikke var 

villig til at gå imod sin overbevisning. 

Derpå fortalte han os smilende og 

med følelsesladet stemme, at den 

samme dag, hvor han sagde sit gamle 

job op, havde et andet firma ringet og 

tilbudt ham en meget bedre stilling. 

Ja, vi finder lykke midt i prøverne 

på vores tro. Herren viser sig for os 

gennem sin inderlige barmhjertighed, 

som vi finder langs lykkens vej. 

Vi ser med større klarhed hans hånd i 

vores liv. 

Lykke er en sindstilstand. Denne 

lyksalige tilstand kommer som et 

resultat af et retfærdigt liv. 3 

For nogle år siden, mens jeg 

tjente som missionspræsident, 

bevidnede min hustru Evelia en 

rørende lykkelig scene, da hun så en 

trofast familie træde ind i kirkebygningen. 

Denne mor og hendes to 

små børn var gået fra deres ydmyge 

hjem i trykkende hede til kirke den 

dag. De havde aldrig forestillet sig, at 

de ville finde ældste Cruz, den begejstrede 

missionær, som et år forinden 

havde delt budskabet om det gengivne 

evangelium med dem. Denne 

vidunderlige overraskelse var nøglen 

til, at de indså den store lykke, som 

evangeliet havde bragt ind i deres liv. 

Børnene løb hen for at omfavne 

ham, og mens glædestårer løb ned af 

ældste Cruz’ kinder, trykkede moderen 

hans hånd og takkede dybfølt for 


32 

alt det, han havde gjort for at velsigne 

hendes familie. De fandt uden 

tvivl den lyksalighed, der er beredt 

for de hellige. 4 

Profeten Joseph sagde: »Lykke er 

formålet og hensigten med vort liv 

og vil blive det endelige resultat, 

dersom vi vandrer ad den vej, der 

fører dertil, og denne vej eller sti er 

dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed 

og efterlevelse af alle Guds bud 

og befalinger.« 5 

Efter anstrengelserne på den lange 

rejse til det forjættede land og ved 30 

års trofast indsats for at holde Guds 

befalinger, 6 opsummerede den utrættelige 

profet Nephi i Mormons Bog 

sit folks historie ved at sige: »Og vi 

levede lykkeligt.« 7 

Lykke defineres i Mormons Bog af 

profeten kong Benjamin som den: 

»... velsignede og lykkelige tilstand, 

[for dem] der holder Guds bud. Thi 

se, de blev velsignet i alle ting, både 

timelige og åndelige.« 8 

Ja, mine brødre og søstre, livet er 

godt, hvis vi lever sådan, at vi gør det 

godt. At tro, ønske, beslutte og vælge 

rigtigt er de enkle handlinger, der 

definerer en større grad af lykke og en 

større grad af indre overbevisning, 

der rækker udover dette liv. 

Lad os huske, at Herren selv stadigt 

kalder på os og siger: »Kom til 

mig, alle I, som slider jer trætte og 

bærer tunge byrder, og jeg vil give 

jer hvile.« 9 Jeg ved, at han lever, 

og at han uophørligt banker på 

vores dør. Han har genoprettet sin 

kirke og gengivet evangeliets fylde 

gennem profeten Joseph Smith 

og fremkomsten af Mormons Bog. 

Selv i dag leder han sin kirke 

og sit rige gennem vores elskede 

profet, præsident Gordon B. 

Hinckley. 

Jeg efterlader jer min kærlighed og 

mit ydmyge vidnesbyrd i Herren Jesu 

Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Helaman 3:27-30; fremhævelse tilføjet. 

2. 1 Nephi 1:20, fremhævelse tilføjet. 

3. Se Guide til Skrifterne, »glæde«. 

4. Se 2 Nephi 9:43. 

5. History of the Church, 5:134-135. 

6. Se 2 Nephi 5:10. 

7. 2 Nephi 5:27. 

8. Mosiah 2:41. 

9. Matt 11:28.

Mormons Bog, 

et redskab til 

at samle det 

spredte Israel 

ÆLDSTE C. SCOTT GROW 

De Halvfjerds 

Jesus Kristus gav os Mormons Bog som et redskab til 

at samle det spredte Israel. 

For 36 år siden var jeg på mission 

i det sydøstlige Mexico. 

På det tidspunkt var der ingen 

stave, og de største byer i missionen 

havde kun to menigheder. Der var 

begrænsede muligheder for uddannelse 

og stor fattigdom. Med to eller 

tre undtagelser var alle missionærerne 

fra USA. 

Jeg husker menneskene i Nealtican 

Menighed. Alle bygningerne i byen 

var lavet af ubrændte lersten undtagen 

den katolske katedral og de sidste 

dages helliges kirkebygning. Jeg mindes 

stadig at stå i grenspræsidentens 

lille lerklinede hytte. Der var jordgulv, 

vinduerne var uden glas, og et tæppe 

hang for indgangen. Der var ingen 

møbler i huset. Hans familie havde 

ingen sko. 

Men de var lykkelige mennesker. 

Han fortalte mig, at de havde solgt alt, 

hvad de ejede, for at købe busbilletter 

til templet i Mesa, hvor blev de beseglet 

for tid og al evighed. Mange af 

medlemmerne i menigheden havde 

gjort det samme. 

For en måned siden vendte jeg tilbage 

til Mexico for at tjene i det nordlige 

områdepræsidentskab i Mexico. 

Mexico i dag er meget anderledes 

fra, hvordan det var for 36 år siden. 

Nealtican er centrum for en blomstrende 

stav i Zion. Mexico har 200 

stave og en million medlemmer af 

Kirken. Mange stavs- og menighedsledere 

er højtuddannede og har en 

god økonomi. Tusinder af unge 

mænd og kvinder fra Mexico er på 

fuldtidsmissioner. 

Lehis syn, som Nephi udlagde, vil i 

sandhed finde sted. »Og på den dag 

skal de tilbageværende af vort afkom 

vide, at de er af Israels hus, og at de 

er Herrens pagts folk, og da skal de 

vide og komme til kundskab om 

deres forfædre og ligeledes få kundskab 

om deres Forløsers evangelium, 

som blev forkyndt for deres fædre; 

og de skal komme til kundskab om 

deres Forløser.« 1 

Folket i Mexico og andre latinamerikanske 

lande er sandelig blandt 

profeternes efterkommere. Mormons 

Bog er deres arv. Jesus Kristus 

betjente deres forfædre. 

Efter sin opstandelse steg Jesus 

Kristus ned fra himlen klædt i hvidt og 

stod midt i blandt deres forfædre her 

på det amerikanske fastland. Og dér 

strakte han sin hånd frem og sagde: 

»Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem 

profeterne vidnede, at han skulle 

komme til verden ... 

»... jeg er verdens lys og liv.« 2 

»Derfor, hold jeres lys op, så det 

kan skinne for verden. Se, jeg er lyset, 

som I skal holde.« 3 

Til Kirken i dag har Frelseren gentaget 

den formaning, da han sagde: 

»Sandelig siger jeg til jer alle: Stå op 

og lad jeres lys skinne, så jeres lys må 

blive et banner for folkene.« 4 Jesus 

Kristus er det lys, som vi skal holde 

op som et banner for alle folk. Vi tilbyder 

mere oplysning om Jesus Kristus, 

som det åbenbares i Mormons Bog, 

endnu et vidne om Jesus Kristus. 

Præsident Hinckley har opfordret 

os til at læse eller genlæse Mormons 

Bog før året er omme i højtideligholdelse 

af 200-året for profeten Joseph 

Smiths fødsel. Ved at gøre det, ærer vi 

Joseph Smith, som oversatte Mormons 

Bog »ved Guds gave og kraft.« 5 

Da den fordums profet Moroni 

viste sig for Joseph Smith, fortalte han 

ham, »at Gud havde et værk for [ham] 


34 

at udføre, og at [hans] navn skulle 

nævnes for ondt og godt blandt alle 

nationer, slægter og tungemål, eller at 

der skulle tales både ondt og godt om 

det blandt alle folk.« 6 

Den profeti er gået i opfyldelse. 

Joseph Smiths navn er kendt og hædret 

over hele verden, selv i den fjerne 

landsby, Nealtican i Mexico. 

Et medlem i Monterrey i Mexico 

fortalte mig for nylig, hvordan 

Mormons Bog havde ændret hans liv. 

Som teenager var Jesús Santos imponeret 

af SDH-missionærerne, som han 

så gå ned ad de støvede gader. Han 

ville gerne tale med dem om deres 

kirke, men fik fortalt af en ven, at han 

skulle vente på, at de kontaktede ham. 

Mange gange gik han hen til kirkebygningen 

og så på gennem jernhegnet, 

når missionærerne og de unge 

spillede. De så ud til at have det godt, 

og han ønskede at være en del af 

dem. Han trykkede sin kind mod 

hegnet og håbede på, at de ville lægge 

mærke til ham og invitere ham til at 

deltage. Det skete aldrig. 

Da Jesús fortalte mig sin historie, 

sagde han: »Det er trist. Jeg var 

ung og kunne have været på en 

fuldtidsmission.« 

Han flyttede til Monterrey i Mexico. 

Ni år senere besøgte han en ven i den 

anden ende af byen, da missionærerne 

bankede på døren. Hans ven 

ville sende dem væk. Jesús tryglede 

ham om at lade missionærerne tale 

med dem i bare to minutter. Hans ven 

indvilligede. 

Missionærerne talte om Mormons 

Bog, hvordan Lehis familie rejste fra 

Jerusalem til Amerika, og hvordan 

den genopstandne Jesus Kristus 

besøgte Lehis efterkommere i 

Amerika. 

Jesús ønskede at vide mere. Han 

var særlig fascineret af billedet, som 

forestiller Kristi besøg i Amerika. Han 

gav missionærerne sin adresse. Han 

ventede i månedsvis, men de tog 

aldrig kontakt med ham. 

Der gik yderligere tre år. Nogle 

venner inviterede hans familie til en 

familieaften. De gav ham et eksemplar 

af Mormons bog. 

Så snart han begyndte at læse den, 

vidste han, at Mormons Bog var 

sand. 12 år efter, at han først var blevet 

opmærksom på Kirken, blev han 

og hans hustru endelig døbt. Så 

mange år var spildt. Hvis bare missionærerne 

havde talt med ham, hvis de 

unge havde bemærket en ensom teenager, 

som så over hegnet, hvis missionærerne 

i Monterrey har truffet 

ham hjemme, så ville hans liv have 

været anderledes i de 12 år. Heldigvis 

inviterede naboerne, som var medlemmer 

af Kirken, ham over til en 

familieaften og gav ham den bog, 

som besidder så stor kraft til omvendelse, 

Mormons Bog.

I dag tjener Jesús Santos som tempelpræsident 

i Monterrey i Mexico. 

Jesus Kristus gav os Mormons Bog 

som et redskab til at samle det 

spredte Israel. Da han besøgte folket i 

Amerika, sagde han til dem: »Og når 

dette sker, og dine efterkommere 

begynder at få kundskab om disse 

ting, skal det være et tegn for dem, så 

de kan vide, at Faderens værk allerede 

er begyndt til opfyldelse af den 

pagt, som han har gjort med folket, 

som er af Israels hus.« 7 

Mormons Bog er sit eget vidne til 

folket i Latinamerika og alle andre 

nationer. Den kommer stærkt frem i 

disse sidste dage og bærer vidne om, 

at Gud igen er begyndt at samle det 

spredte Israel. 

Jeg kan se for mig, hvordan Jesús 

Santos som en ranglet 18-årig dreng 

står og ser over hegnet til kirkebygningen. 

Kan I se ham Kan I invitere 

ham og andre som ham til at være ét 

med os Hvem kender I, som ville 

tage imod jeres opfordring til at læse 

Mormons Bog. Vil I invitere dem 

Vent ikke. 

Jeg vidner om, at Joseph Smith er 

genoprettelsens profet. Mormons 

Bog, endnu et vidne om Jesus Kristus, 

er midlet, hvorved folk fra alle nationer 

skal samles i Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige. Denne kirke er 

grundlagt på apostle og profeter, 

akkurat som den var i ældre tid. 

Præsident Gordon B. Hinckley er 

Herrens udvalgte profet på jorden i 

dag. Jesus Kristus er vor Frelser og 

Forløser. Dette er hans kirke og hans 

rige. Han er vores kong Immanuel. 

Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu 


NOTER 

1. 1 Nephi 15:14; fremhævelse tilføjet. 

2. 3 Nephi 11:10-11. 

3. 3 Nephi 18:24. 

4. L&P 115:5. 

5. Introduktion til Mormons Bog. 

6. JS-H 1:33. 

7. 3 Nephi 21:7; fremhævelse tilføjet. 

»Hvis Kristus 

havde mine 

muligheder ...« 

ÆLDSTE PAUL K. SYBROWSKY 

De Halvfjerds 

Vor Frelser, Jesus Kristus lærer os vigtigheden af at søge efter 

dem, der er fortabte. 

For mange år siden, da vores 

ældste børn var 6, 4 og 2, overraskede 

min hustru og jeg dem 

med en lille prøve. Vi havde læst dagligt, 

som familie, i Mormons Bog. 

»Hvad hed manden,« spurgte min 

hustru, »der gik ud i skoven for at 

jage, men i stedet bad hele dagen og 

noget af natten« 

Efter et øjeblik med stilhed, prøvede 

hun at hjælpe: »Hans navn 

begynder med E ... e ... e ... e.« 

Fra et hjørne i rummet råbte vores 

to-årige: »Nos!« 

Det var det barn, der legede i hjørnet 

– dét barn, vi troede, var for lille 

til at forstå. Enos! Det var Enos, der 

gik ud i skoven for at jage, men hvis 

sjæl sultede. Selvom hans optegnelse 

ikke siger, at han var faret vild i skoven, 

fortæller historien om Enos os, 

at han havde fundet sig selv, da han 

kom tilbage – og at han derefter 

bekymrede sig mere for sine brødres 

velfærd. 

I Det Nye Testamente lærer vor 

Frelser, Jesus Kristus, os vigtigheden 

af at søge efter dem, der er fortabte: 

»Hvis en af jer har hundrede får og 

mister et af dem, lader han så ikke de 

ni og halvfems blive i ødemarken og 

går ud efter det, han har mistet, indtil 

han finder det 

Og når han har fundet det, lægger 

han det glad på sine skuldre« (Luk 

15:4-5). 

Siden Adams fald har hele menneskeheden 

været i en fortabt og falden 

tilstand. Som de fleste af jer startede 

min proces med at »finde« mig selv 

med to trofaste missionærer. I året 

1913 i København i Danmark underviste 

ældste C. Earl Anhder og Robert 

H. Sorensen mine bedsteforældre i 


36 

Jesu Kristi evangelium og døbte dem. 

Mine forældre lærte mig vigtigheden 

af hårdt arbejde, ærlighed og retskaffenhed. 

Men på en eneste generation 

blev vi mindre aktive i Kirken og mistede 

kundskaben om evangeliet. Når 

jeg ser tilbage, erindrer jeg, at mine 

legekammerater, da jeg ikke var særlig 

gammel, inviterede mig med til 

Primary. Min første oplevelse i Kirken 

byggede på venskaber i Primary. 

Som dreng, nogle måneder før min 

12-års fødselsdag, åbnede jeg en søndag 

eftermiddag døren, da det bankede 

på. Flere af mine venner – 

diakoner, klædt i hvide skjorter og 

slips, kom for at tage mig med til mit 

allerførste præstedømmemøde. Vores 

leder gik ved siden af mig, mens vi 

begav os ned ad bakken til Tabernaklet 

på Tempelpladsen. Det var præstedømmets 

møde ved aprilkonferencen. 

Lloyd Bennett var min spejderleder. 

Ofte hentede han mig lørdag 

eftermiddag og tog mig med til spejderbutikken 

for at købe de mærker og 

forsyninger, der manglede. Under 

køreturen talte vi sammen. Han blev 

en ven, jeg kunne stole på. Lloyd 

Bennett tog sig, som mange andre, 

tid til at finde det ene fortabte får. 

Disse vidunderlige venner og 

ledere forstod ældste M. Russell 

Ballards nylige råd om at »finde ... en 

til« (»En til«, Liahona, maj 2005, s. 

71), og de forstod, hvad det indebar. 

Nogle gange er det den person i hjørnet, 

som vi ikke har overvejet. 

Min egen Enos-oplevelse opstod, 

da jeg var 18, og jeg knælede ned 

i min militærbarak i Fort Ord i 

Californien. Efter lyset var slukket, og 

jeg knælede på et hårdt gulv, fandt jeg 

vejen, ligesom Enos havde gjort det. 

Jeg var senere på fuldtidsmission. Mit 

hjerte er fuldt af taknemmelighed til 

de mange, som bidrog til at hjælpe 

mig med at finde ud af, hvem jeg er, 

og til at kende til Kristus og hans 

evangelium. Jeg forstod, at min vej 

hjem er gennem vor Frelser, Jesus 

Kristus. 

»Og han skal komme til verden for 

at genløse sit folk; og han skal tage 

deres overtrædelser på sig, som tror 

på hans navn; og det er dem, der skal 

have evigt liv, og frelse kommer ikke 

til andre« (Alma 11:40). 

Profeten Esajas fra Det Gamle 

Testamente så vore dage, da evangeliet 

ville blive gengivet i sit fylde, og 

erklærede: 

»Dette siger Gud Herren: Nu løfter 

jeg min hånd for folkene, jeg rejser 

mit banner for folkeslagene; de skal 

bringe dine sønner i favnen og bære 

dine døtre på skulderen« (Esajas 

49:22). 

Når vi tager os af den ene, brødre 

og søstre, ser vi den profeti gå i opfyldelse. 

Kan I se, hvordan I er blevet 

båret i favnen og på skuldrene – båret 

i sikkerhed 

Hvad ville vor Frelser gøre med de 

muligheder, vi har for at påvirke den 

enkelte Når vi anvender det princip: 

»Hvis Kristus havde mine muligheder, 

hvad ville han så gøre«, bliver 

vore beslutninger i livet Kristuscentrerede. 

Jeg ved, at vor elskede ældste Neal 

A. Maxwell altid søgte at finde det ene 

fortabte får. For ligesom Nephi arbejdede 

han »flittigt med at skrive for at 

få [os alle] til at tro på Kristus og blive 

forsonet med Gud« (2 Nephi 25:23). 

Jeg ved, at ældste Maxwell, mere end 

én gang opsøgte de fortabte, som han 

forsøgte at bringe til Kristus. 

Hvad enten vi er primarylærer, 

Unge Mænds eller Unge Pigers leder, 

spejderleder, hjemmelærer, besøgslærerinde 

eller ven, vil Herren bruge os, 

hvis vi vil lytte, til at søge efter og 

finde de fortabte. 

Jeg er så taknemmelig for beslutningen 

om at tage på en fuldtidsmission, 

hvilket blev et stort vendepunkt 

i mit liv. Unge mænd, det er jeres privilegium 

at tjene, endda at arbejde 

flittigt. Forbliv værdige, forbered jer 

til at forkynde evangeliet; udsæt det 

ikke – gå ud og tjen! Unge piger, I 

kan gøre så meget for at opbygge 

riget. Kære ældre medlemmer, vi har 

brug for jer! 

Vores familie var så privilegeret at 

tjene i Canada med vidunderlige ældster, 

søstre og seniormissionærer. Ved 

at kommunikere hjerte til hjerte, ånd 

til ånd, og med Herrens styrke, søgte 

de efter de fortabte, og fandt ham

eller hende, som pligttro missionærer 

gør over hele verden. 

»Og således blev de redskaber i 

Guds hånd til at bibringe mange 

kundskab om sandheden, ja kundskab 

om deres Forløser« (Mosiah 

27:36). 

Hver eneste af os kan gøre en forskel 

i nogens liv, endda i hans eller 

hendes evige liv, men vi må handle; vi 

må gøre noget; vi må arbejde flittigt. 

Måske har I fået en tilskyndelse til at 

invitere nogen til at komme tilbage til 

Kirken, eller til at høre budskabet om 

det gengivne evangelium for første 

gang. Gør det, følg den tilskyndelse. 

Hvorfor inviterer vi ikke alle sammen 

nogen til at komme og lytte til en profets 

stemme i morgen Vil I gøre det 

Vil I invitere nogen i dag Med tro og 

et villigt hjerte (endog ønske), må vi 

stole på, at Ånden vil give os »i den 

samme stund og i samme øjeblik, 

hvad [vi] skal sige« (L&P 100:6). Jeg 

ved, at sådan er det. 

Jeg er så taknemmelig for dette 

kald til at tjene endnu en gang, denne 

gang i Australien. Jeg vil gerne 

udtrykke min evige kærlighed og 

påskønnelse til min hustru og vore ni 

missionær-mindede børn for deres 

kærlighed og støtte. Jeg bærer højtideligt 

vidnesbyrd om, at evangeliet i 

sit fylde er gengivet til jorden, at 

Joseph Smith er en Guds profet, og at 

Mormons Bog er Guds ord. I dag 

ledes vi af en levende profet, præsident 

Gordon B. Hinckley. Og jeg ved, 

at Gud lever, og jeg ved, at Jesus er 

Kristus, vor Frelser og Forløser. Det er 

i Hyrdens kærlige arme og på hans 

skuldre, at vi bliver båret hjem. Må jeg 

som Enos ydmygt sige, at jeg må 

»prædike ... for dette folk og forkynde 

ordet i overensstemmelse med sandheden, 

som er i Kristus. Og jeg har ... 

glædet mig deri, frem for i det, der er 

af verden« (Enos 1:26). Om disse 

sandheder vidner jeg i Jesu Kristi 


Åndelig beredthed: 

Begynd tidligt og 

vær udholdende 

ÆLDSTE HENRY B. EYRING 


Livets store prøve er at se, om vi vil lytte til og adlyde Guds 

bud midt i livets storme. 

De fleste af os har tanker om, 

hvordan vi forbereder os på 

uvejr. Vi har set og mærket 

lidelserne hos kvinder, mænd og 

børn, og de ældre og svage fanget i 

orkaner, flodbølger, krige og tørker. 

En reaktion kan være at spørge: 

»Hvordan kan jeg være beredt« Og 

der hastes for at købe og lægge til 

side, hvad folk nu kan komme i tanke 

om, at de får brug for den dag, de 

måske står over for sådanne ulykker. 

Men der er en endnu vigtigere forberedelse, 

vi må gøre til prøverne, 

som vi ved, der kommer til hver af os. 

Den forberedelse må påbegyndes 

lang tid i forvejen, for den tager tid. 

Det, vi får brug, for kan ikke købes. 

Det kan ikke lånes. Det er svært at 

lagre. Og det må bruges regelmæssigt 

og ofte. 

Det vi får brug for på vores prøvelsesdag, 

er en åndelig beredthed. Det 

er at have udviklet tro på Jesus 

Kristus, som er så stærk, at vi kan 

bestå livets prøve, hvorpå alt for os 

beror i evigheden. Den prøve er en 

del af det formål, som Gud havde 

med os ved skabelsen. 

Profeten Joseph Smith gav os 

Herrens beskrivelse af den prøve, vi 

står overfor. Vor himmelske Fader 

skabte jorden med sin Søn Jesus 

Kristus. Vi har disse ord til at fortælle 

os om formålet med skabelsen: »Vi vil 

gå ned, thi der er rum der, og vi vil 

tage af disse materialer og danne en 

jord, hvorpå disse kan bo. Og vi vil 

prøve dem hermed for at se, om de 

vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, 

vil befale dem.« 1 

Så livets store prøve er at se, om vi 

vil lytte til og adlyde Guds bud midt i 

livets storme. Det er ikke at udholde 


38 

storme, men at vælge det rette, når de 

raser. Og livets tragedie er at forfejle 

den prøve og derved ikke gøre sig fortjent 

til i herlighed at vende tilbage til 

vores himmelske hjem. 

Vi er åndelige børn af en himmelsk 

Fader. Han elskede os og underviste 

os, før vi blev født ind i denne verden. 

Han fortalte os, at han ønskede at 

give os alt det, han havde. For at gøre 

os fortjent til den gave, måtte vi have 

et dødeligt legeme og blive prøvet. I 

dette dødelige legeme ville vi opleve 

smerte, sygdom og død. 

Vi ville komme ud for fristelser 

gennem det begær og de svagheder, 

som følger med vores dødelige legemer. 

Listige og stærke onde kræfter 

ville friste os til at overgive os til disse 

fristelser. Livet ville indeholde storme, 

i hvilke vi måtte træffe valg og udøve 

tro på de ting, vi ikke kunne se med 

vores naturlige øjne. 

Vi blev lovet, at vi ville få Jahve, 

Jesus Kristus, som vor Frelser og 

Forløser. Han ville sikre, at vi alle ville 

opstå. Og han ville gøre det muligt for 

os at bestå livets prøve, hvis vi gennem 

lydighed udøvede tro på ham. Vi 

råbte af glæde over den gode nyhed. 

En passage i Mormons Bog: Endnu 

et vidne om Jesus Kristus, beskriver, 

hvor svær den prøve er, og hvad der 

kræves for at bestå den: 

»Fat derfor mod, og husk på, at I 

har frihed til at handle for jer selv – til 

enten at vælge vejen til evig død eller 

vejen til evigt liv. 

Derfor, mine elskede brødre, 

underkast jer Guds vilje og ikke djævelens 

og kødets vilje, og husk, efter at I 

er forsonet med Gud, at det alene er i 

og ved Guds nåde, at I bliver frelst. 

Må Gud derfor oprejse jer fra 

døden ved opstandelsens kraft og 

også fra evig død ved forsoningens 

kraft, at I kan blive modtaget i Guds 

evige rige og prise ham gennem guddommelig 

nåde. Amen.« 2 

Det vil kræve urokkelig tro på 

Herren Jesus Kristus at vælge vejen til 

evigt liv. Det er ved at bruge den tro, 

at vi kan kende Guds vilje. Det er ved 

at handle i tro, at vi opbygger styrken 

til at gøre Guds vilje. Og det er ved at 

udøve tro på Jesus Kristus, at vi kan 

modstå fristelser og opnå tilgivelse 

gennem forsoningen. 

Vi har brug for at have udviklet og 

næret tro på Jesus Kristus lang tid før, 

at Satan rammer os, som han vil, med 

tvivl og tiltrækning til vores kødelige 

begær, og med falske stemmer, der 

siger, at godt er ondt, og at der ikke 

findes synd. Disse åndelige storme 

raser allerede. Vi kan forvente, at de 

bliver værre indtil Frelseren vender 

tilbage. 

Uanset, hvor megen tro vi nu har 

til at være lydige mod Gud, bliver vi 

nødt til vedvarende at styrke og forny 

den. Det kan vi gøre ved at beslutte 

os til at være hurtigere til at adlyde og 

mere opsatte på at holde ud. At lære 

at begynde tidligt og være udholdende 

er nøglen til åndelig forberedelse. 

Nøl og vægelsind er dens 

dødsfjender. 

Lad mig foreslå jer fire områder, 

hvor man kan øve hurtig og vedholdende 

lydighed. Et er budet om at 

mætte sig med Guds ord. Et andet er 

altid at bede. Et tredje er befalingen 

om at betale en ærlig tiende. Og et 

fjerde er at undgå synd og dens frygtelige 

følger. Hver af dem kræver tro 

for at få begyndt og derpå at holde 

ud. Og alle kan de styrke jeres evne til 

at kende og adlyde Herrens bud. 

I har allerede fået Herrens hjælp til 

at komme i gang. I august modtog I 

dette løfte fra præsident Gordon B. 

Hinckley, hvis I ville læse hele 

Mormons Bog inden slutningen af 

året: »Jeg kan uden forbehold love jer, 

at hvis I hver især vil følge denne 

enkle anvisning, uanset hvor mange 

gange I allerede har læst Mormons 

Bog, så vil I have Herrens Ånd i jeres 

hjem i større målestok. Jeres beslutning 

om at være lydige mod hans 

bud vil forstærkes, og I vil få et større

vidnesbyrd om, at Guds søn er en 

levende virkelighed.« 3 

Det er netop det løfte om mere 

tro, som vi behøver for at være åndeligt 

beredte. Men hvis vi udsætter at 

være lydige mod denne inspirerede 

opfordring, vil det antal sider, som vi 

skal læse hver dag, stige. Hvis vi så 

ikke får læst et par dage, vil chancen 

for ikke at nå det vokse. Det er derfor, 

jeg valgte at læse forud for min plan 

for at være sikker på, at jeg ville gøre 

mig fortjent til at modtage de lovede 

velsignelser, beslutsomhed og vidnesbyrd 

om Jesus Kristus. Når december 

måned er forbi, vil jeg have lært noget 

om at handle prompte, når der kommer 

en befaling fra Gud og være 

udholdende i lydighed. 

Ud over det, vil jeg, når jeg læser i 

Mormons Bog, bede Helligånden om 

at hjælpe mig med at vide, hvad Gud 

ønsker af mig. Der er et løfte i selve 

bogen om svar på denne bøn: »Mæt 

jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil 

fortælle jer alt, hvad I skal gøre.« 4 

Jeg vil handle prompte på det, 

Helligånden fortæller, jeg skal gøre, 

når jeg læser og overvejer Mormons 

Bog. Når jeg har færdiggjort projektet 

til december, vil jeg have mange erfaringer 

med at udvide min tro for at 

være lydig. Og min tro vil være styrket. 

Og jeg vil af egen erfaring vide, 

hvad der følger ved prompte og 

udholdende at vende sig til skrifterne 

for at vide, hvad Gud ønsker af mig, 

og så gøre det. Hvis vi gør dette, vil 

vi være bedre beredt på de større 

storme, når de kommer. 

Vi kan så vælge, hvad vi vil gøre 

efter den 1. januar. Vi kan vælge at 

drage et lettelsens suk og sige til os 

selv: »Jeg har opbygget en stor 

reserve af tro ved at begynde tidligt 

og være vedholdende i lydighed. Jeg 

vil gemme den til de tider, hvor jeg 

skal prøves i stormens rasen.« Der er 

en bedre måde at forberede sig på, 

eftersom stor tro har en kort levetid 

på hylden. Vi kunne beslutte os for at 

fortsætte med at studere Kristi ord i 

skriften og de levende profeters lærdomme. 

Det er det, jeg vil gøre. Jeg 

vil vende tilbage til Mormons Bog og 

ofte og inderligt nyde deraf. Og så vil 

jeg være taknemmelig for det, som 

profetens opfordring og løfte gjorde 

for at lære mig, hvordan jeg opnår 

større tro og bevare den. 

Personlig bøn kan også opbygge 

vores tro til at gøre, hvad Gud befaler. 

Vi har fået befaling om altid at bede, 

for at vi ikke skal blive overvundet. 

Noget af den beskyttelse vi har brug 

for, vil være direkte indgriben fra Gud. 

Men der kommer mere af den ved at 

opbygge vores tro til at adlyde. Vi kan 

bede hver dag for kende Herrens 

vilje med os. Vi kan forpligte os til at 

handle prompte, når svaret kommer. 

Min erfaring er, at Herren altid besvarer 

sådanne bønner. Så kan vi vælge at 

adlyde. Når vi gør det, vil vi opbygge 

tro nok til ikke at blive overvundet. 

Og vi vil opnå troen til igen og igen at 

vende tilbage efter yderligere vejledning. 

Når stormene begynder at rase, 

vil vi være beredte til at gå og gøre, 

hvad Herren befaler. 

Frelseren gav os et stort eksempel 

på en sådan underdanig bøn. Han bad 

i Getsemane have, da han udvirkede 

forsoningen, om, at hans Faders vilje 


40 

måtte ske. Han vidste, at hans Faders 

vilje for ham ville være så smertefuld 

og forfærdelig, at vi ikke kan fatte det. 

Han bad ikke kun for at acceptere 

Faderens vilje, men også om at gøre 

den. Han viste os, hvordan vi kan 

bede i fuldkommen og målbevidst 

underkastelse. 

Princippet om at udøve tro tidligt 

og vedholdende gælder også befalingen 

om at betale tiende. Vi bør ikke 

vente til den årlige tiendeopgørelse 

med at beslutte os for at betale en 

ærlig tiende. Vi kan beslutte det nu. 

Det tager tid at lære at styre vores forbrug 

med tro på, at det, vi har, kommer 

fra Gud. Det kræver tro at betale 

tiende med det samme og uden tøven. 

Hvis vi nu beslutter os for at være 

en ærlig tiendebetaler, og vi holder fast 

i at betale den, vil velsignelser tilflyde 

os året igennem – såvel som omkring 

tiendeopgørelsen. Med vores beslutning 

om at være en ærlig tiendebetaler 

og vores udholdende anstrengelser for 

at være lydige, vil vores tro blive styrket 

og vores hjerte blive blødgjort. Udover 

at ofre vore penge og midler er det 

den forandring i vores hjerte gennem 

Jesu Kristi forsoning, som gør det 

muligt for Herren at love ærlige tiendebetalere 

fuld beskyttelse i de sidste 

dage. 5 Vi kan have tillid til, at vi vil gøre 

os fortjent til den beskyttende velsignelse, 

hvis vi forpligter os til at betale 

en ærlig tiende og er vedholdende i at 

gøre det. 

Den samme kraft, som et tidligt 

truffet valg om at udøve tro og være 

vedholdende i lydighed har, virker 

også til at opnå tro til at modstå fristelser 

og til at opnå tilgivelse. Det 

bedste tidspunkt til at modstå fristelser 

på er tidligt. Det bedste tidspunkt 

for omvendelse er nu. Vores 

sjæls fjende vil anbringe tanker i vores 

sind for at friste os. Vi kan tidligt 

beslutte os for at udøve tro, som vil 

bortrydde onde tanker, før vi handler 

ud fra dem. Og vi kan vælge hurtigt at 

omvende os fra de synder, vi begår, 

før Satan kan svække vores tro og 

binde os. At søge tilgivelse er altid 

bedre før end senere. 

Da min far lå for døden i sin seng, 

spurgte jeg ham, om han ikke syntes, 

at det var tid til at omvende sig og 

bede om tilgivelse for de synder, der 

endnu ikke var ordnet med Gud. 

Han hørte sikkert en antydning i min 

stemme om, at han måske frygtede 

døden og dommen. Han lo stille og 

smilede til mig og sagde: »Nej Hal, 

jeg har omvendt mig hen ad vejen.« 

Beslutninger, som træffes nu, om 

at udøve tro og være udholdende i 

lydighed vil med tiden frembringe 

stor tro og forvisning. Det er den 

åndelige beredthed, vi alle har brug 

for. Og den vil kvalificere os i krisetider 

til at modtage Herrens løfte: »... 

men er I beredt, behøver I ikke at 

frygte.« 6 

Det vil være sandt, når vi møder 

livets storme og udsigten til død. 

En kærlig himmelsk Fader og hans 

elskede Søn har givet os al den hjælp, 

de kan, for at vi kan bestå livets 

prøve, som ligger foran os. Men vi må 

beslutte os for at adlyde og handle. Vi 

må opbygge tro for at bestå prøverne 

i lydighed over tid og i vore daglige 

valg. Vi kan beslutte os nu til at være 

hurtige til at udføre det, som Herren 

beder os om. Og vi kan beslutte os 

for at være vedholdende i de små 

prøver på lydighed, som opbygger 

den tro, der kan bære os igennem de 

store prøvelser, som med sikkerhed 

vil komme. 

Jeg ved, at I og jeg er børn af en 

kærlig himmelsk Fader. Jeg ved, at 

hans Søn, Jesus Kristus lever, og at 

han er vor Frelser, og at han betalte 

prisen for alle vore synder. Han genopstod, 

og han og vor himmelske 

Fader viste sig for drengen, Joseph 

Smith. Jeg ved, at Mormons Bog er 

Guds ord, oversat ved Guds gave og 

kraft. Jeg ved, at dette er Jesu Kristi 

sande kirke. 

Jeg ved, at vi gennem Helligånden 

kan vide, hvad Gud ønsker af os. Jeg 

vidner om, at han kan give os kraft til 

at gøre det, han beder os om, hvad 

end det er, og uanset hvilke prøvelser 

der måtte komme. 

Jeg beder til, at vi altid vil vælge 

prompte at adlyde Herren i stille tider 

og i storme. Når vi gør det, vil vores 

tro blive styrket, vi vil finde fred i 

dette liv, og vi vil opnå forvisning om, 

at vi og vores familie kan kvalificere 

sig til evigt liv i den tilkommende verden. 

Dette lover jeg jer. I Jesu Kristi 


NOTER 

1. Abraham 3:24-25. 

2. 2 Nephi 10:23-25. 

3. »Et levende og ægte vidnesbyrd«, Liahona, 

aug. 2005, s. 6. 

4. 2 Nephi 32:3. 

5. Se L&P 64:23. 

6. L&P 38:30.

Det, der betyder 

mest, er det, 

der varer længst 

ÆLDSTE M. RUSSELL BALLARD 


Som jeres ledere, anmoder vi medlemmer af Kirken overalt 

om at sætte deres familie først og finde særlige måder til at 

styrke deres egen familie. 

Flere af Brødrene og jeg besøgte 

for nylig nogle flygtningecentre 

i Louisiana, Mississippi og Texas, 

hvor fortvivlede og fordrevne ofre for 

orkanen Katrina opholdt sig, mens de 

prøver at komme på fode igen. Deres 

historier og situationer er på mange 

måder tragiske og gribende; men af alt 

det jeg hørte, var det, der rørte mig 

mest, deres råb efter deres familie: 

»Hvor er min mor« »Jeg kan ikke 

finde min søn.« »Jeg har mistet en søster.« 

Det var sultne, bange mennesker, 

der havde mistet alt og havde brug 

for mad, lægehjælp og enhver anden 

form for hjælp, men det, de mest af 

alt ønskede og havde brug for, var 

deres familie. 

Kriser eller overgange af enhver 

art minder os om, hvad der betyder 

mest. I hverdagens rutine tager vi 

ofte vores familie – vore forældre og 

børn og søskende – for givet. Men 

når vi er i fare og nød, og livet ændrer 

sig, så er der ikke tvivl om, at det, 

som vi bekymrer os mest for, er vores 

familie! Og det vil vi endnu mere, når 

vi forlader dette liv og kommer til 

åndeverdenen. De første personer, 

som vi vil forsøge at finde, vil helt sikker 

være far, mor, ægtefælle, børn og 

søskende. 

Jeg tror, at hensigtserklæringen for 

jordelivet kunne være »at bygge en 

evig familie.« Her på denne jord stræber 

vi efter at blive en del af en større 

familie med evnen til at frembringe og 

skabe vores egen del af denne familie. 

Det er en af grundene til, at vor himmelske 

Fader har sendt os herned. 

Ikke alle vil finde en ledsager og have 

en familie her på jorden, men alle 

uanset deres personlige situation er 

en dyrebar del af Guds familie. 

Brødre og søstre, dette år markerer 

tiårs jubilæet for proklamationen 

til verden om familien, som blev 

udsendt af Det Første Præsidentskab 

og De Tolv Apostles Kvorum i 1995 

(se »Familien: En proklamation til verden«, 

Liahona, okt. 2004, s. 49). Det 

var dengang og er nu et opråb om at 

beskytte og styrke familien og en 

streng advarsel i en verden, hvor svindende 

værdier og forkerte prioriteter 

truer med at ødelægge samfundet ved 

at underminere dets grundlæggende 

enhed. 

Proklamationen er et profetisk 

dokument, ikke kun fordi den blev 

udsendt af profeter, men fordi, den 

var forud for sin tid. Den advarer 

imod meget af det, der har truet og 

undermineret familien i det sidste 

årti, og den påberåber de prioriteter 

og den vægt, der skal lægges på familien, 

hvis de skal overleve i et miljø, 

som synes stadig mere ødelæggende 

for traditionelt ægteskab og for forholdet 

mellem forældre og børn. 

Proklamationens tydelige og enkle 

sprog står i stærk kontrast til de forvirrede 

og indviklede forestillinger, der 

er i et samfund, der ikke engang kan 

blive enige om en definition på en 

familie endsige sørge for den hjælp og 

støtte, som forældre og familier har 

brug for. I kender sådanne ord fra 

proklamationen, som: 

• »Ægteskab mellem mand og 

kvinde er indstiftet af Gud.« 

• »En persons køn er et fundamentalt 

særkende ved den enkeltes førjordiske, 

jordiske og evige identitet og 

hensigt.« 

• »Ægtemand og hustru har et 

stort ansvar for at elske og vise 

omsorg for hinanden og for deres 

børn.« 

• »Børn har ret til at blive født 

inden for ægteskabets rammer og 

blive opdraget af en far og en mor, 


42 

som ærer deres ægteskabsløfter med 

fuldstændig troskab.« 

• »Familiens opløsning vil påføre 

enkeltpersoner, lokalsamfund og 

nationer de ulykker, som er forudsagt 

af fordums og nutidige profeter.« 

Og de sidste ord i proklamationen 

udtrykker den enkle sandhed, at familien 

er »samfundets grundlæggende 

bestanddel.« 

I dag anmoder jeg Kirkens medlemmer 

og engagerede forældre, 

bedsteforældre og slægtninge 

overalt om at holde fast ved denne 

storslåede proklamation, at gøre det 

til et banner ikke ulig hærføreren 

Moronis »frihedens symbol«, og 

forpligte os selv til at efterleve dets 

forskrifter. Da vi alle er en del af 

en familie, kan proklamationen 

anvendes af alle. 

Meningsmålinger viser, at folk overalt 

i verden generelt anser familien 

som den højeste prioritet; men i de 

senere år synes samfundet at ignorere 

eller fejldefinere familien. Tænk over 

nogle af de ændringer, der er sket det 

sidste årti: 

• Mange store nationale og internationale 

institutioner, der plejede at 

støtte og styrke familien, prøver nu at 

fortrænge eller endda ødelægge de 

familier, som de blev skabt til at 

betjene. 

• I »tolerancens« navn er definitionen 

på en familie blevet udvidet til 

ugenkendelighed til et punkt, hvor 

»familie« kan være personer af 

ethvert køn, der bor sammen med 

eller uden forpligtelser eller børn 

eller opmærksomhed på konsekvens. 

• Fremherskende materialisme og 

selviskhed narrer mange til at tro, at 

familie og især børn er byrder og en 

økonomisk møllesten, der vil holde 

dem tilbage i stedet for at være et helligt 

privilegium, som vil lære dem at 

blive mere som Gud. 

Og alligevel fortsætter de fleste forældre 

verden over med at erkende 

både vigtigheden og den glæde, der er 

forbundet med den naturlige familie. 

Nogle af mine venner, der lige er 

vendt hjem fra at have talt til familier 

og forældre på flere kontinenter, fortalte 

mig, at forældres håb og bekymringer 

er forbavsende ens verden over. 

I Indien sagde en bekymret hinduistisk 

mor: »Det eneste jeg ønsker er 

at have en større indflydelse på 

mine børn end medierne og deres 

jævnaldrende.« 

Og en buddhistisk mor i Malaysia 

sagde: »Jeg vil gerne have, at mine 

drenge er i stand til at fungere i verden, 

men jeg ønsker ikke, at de er af 

verden.« Forældre fra alle forskellige 

kulturer og trossamfund siger og føler 

det samme, som vi gør som forældre i 


Verden har brug for at vide, hvad 

proklamationen underviser i, fordi 

familien er samfundets, økonomiens, 

vores kulturs og vores styreforms 

grundlæggende bestanddel. Og som 

sidste dages hellige ved, så vil familien 

også være den grundlæggende 

bestanddel i det celestiale rige. 

I Kirken er vores tro på familiens 

altoverskyggende vigtighed baseret på 

gengivne lærdomme. Vi kender til 

familiens hellighed i begge retninger 

af vores evige eksistens. Vi ved, at vi 

før dette liv boede sammen med vor 

himmelske Fader som en del af hans 

familie, og vi ved, at familieforhold 

kan fortsætte udover døden. 

Hvis vi lever og handler efter 

denne viden, vil vi tiltrække verden. 

Forældre, der prioriterer deres familie 

højt, vil drages mod Kirken, fordi den 

tilbyder familien den struktur og de 

værdier, lærdomme og evige perspektiver, 

som de søger efter, men ikke 

kan finde andetsteds. 

Vores familiecentrerede perspektiv 

bør få sidste dages hellige til at stræbe 

efter at blive de bedste forældre i verden. 

Det bør give os en umådelig 

respekt for vore børn, der i sandhed 

er vores åndelige søskende, og det 

bør få os til at afse al den tid, der er 

nødvendig, for at styrke vores familie. 

Faktisk er intet mere afgørende forbundet 

med lykke – både vores egen 

og vore børns – end hvor godt vi 

elsker og støtter hinanden i familien. 

Præsident Harold B. Lee talte om 

Kirken som et afgørende »stillads«, 

der hjælper os til at opbygge den 

enkelte og familien (se Conference 

Report, okt. 1967, s. 107). Kirken er 

Guds rige på jorden, men i himmerigets 

rige vil familien være både kilden 

til vores evige fremgang og glæde og 

afspejle vor himmelske Faders orden. 

Som vi ofte bliver mindet om, vil vi en 

dag blive afløst fra vore kirkekaldelser; 

men hvis vi er værdige, vil vi aldrig 

blive afløst fra vore familieforhold. 

Joseph F. Smith sagde: »Der kan 

ikke findes nogen ægte lykke tilfældige 

steder udenfor hjemmet, og 

enhver anstrengelse, der gøres for at 

hellige og bevare dets indflydelse, er 

opløftende for dem, som arbejder og

ofrer sig for dets beståen. Der er 

ofte mænd og kvinder, der søger en 

erstatning for hjemmet i et liv uden 

for hjemmet, de prøver at få sig selv 

til at tro, at et hjem betyder, at man 

er bundet; at den største frihed er 

fri mulighed for at flytte rundt, som 

man har lyst til. Der findes ingen 

lykke uden tjenestegerninger, og der 

findes ingen større tjenestegerning 

end at gøre et hjem til en guddommelig 

institution, hvilket fremmer og 

bevarer familielivet« (Kirkens præsidenters 

lærdomme: Joseph F. Smith, 

s. 382). 

Nu vil nogle nok spørge: »Hvordan 

beskytter, bevarer og styrker vi vores 

hjem og familie i en verden, der trækker 

så hårdt i den modsatte retning« 

Lad mig komme med tre enkle forslag: 

1. Hold fast ved at have familiebøn 

hver dag og holde ugentlige familieaftener. 

Begge ting indbyder Herrens 

Ånd, hvilket giver os den hjælp og 

kraft, som vi har brug for som forældre 

og ledere i familien. Kirkens 

materialer og tidsskrifter tilbyder 

mange gode ideer til familieaften. 

Overvej også at holde et vidnesbyrdmøde 

for familien, hvor forældre og 

børn i private og personlige omgivelser 

kan udtrykke deres tro og 

følelser for hinanden. 

2. Undervis i evangeliet og i grundlæggende 

værdier i jeres hjem. Opbyg 

en kærlighed til at læse skrifterne sammen. 

Alt for mange af vore forældre 

lægger dette ansvar over på Kirken. 

Mens seminar, hjælpeorganisationer 

og præstedømmekvorummer er vigtige 

som et supplement til forældres 

undervisning i evangeliet, så ligge 

hovedansvaret i hjemmet. I kan måske 

vælge et evangelisk princip eller en 

familieværdi og derpå se efter muligheder, 

hvor I kan undervise i det. Vær 

klog og involver ikke børn eller jer 

selv i så mange aktiviteter uden for 

hjemmet, at I får så travlt, at I ikke kan 

genkende eller føle Herrens Ånd, når 

den giver jer den lovede vejledning til 

jer og jeres familie. 

3. Skab meningsfyldte familiebånd, 

der giver jeres børn en identitet, der 

er stærkere end den, de kan finde 

blandt deres jævnaldrende, i skolen 

eller andre steder. Dette kan gøres 

ved at skabe familietraditioner til fødselsdage, 

på ferier, ved middagsmaden 

og om søndagen. Det kan også 

gøres ved familieregler med naturlige 

og forståelige konsekvenser. Hav en 

enkel plan for familien, hvor børnene 

har bestemte pligter eller opgaver i 

hjemmet, og hvor de får ros eller 

andre belønninger i forhold til, hvor 

godt de klarer opgaverne. Lær dem 

vigtigheden af at undgå gæld og af at 

tjene og spare penge sammen og 

bruge dem fornuftigt. Hjælp dem til at 

lære at være ansvarlig for deres egen 

timelige og åndelige uafhængighed. 

I verden i dag, hvor Satans angreb 

på familien er så fremherskende, må 

forældre gøre alt, hvad de kan, for at 

forstærke og forsvare deres familie. 

Men deres anstrengelser er måske 

ikke nok. Familien, der er vores mest 

grundlæggende institution, har desperat 

behov for hjælp og støtte fra 

familiekredsen og fra de offentlige 

institutioner, der er omkring os. 

Brødre og søstre, tanter og onkler, 

bedsteforældre, fætre og kusiner kan 

have meget stor betydning i børns liv. 

Husk på, at hvis en slægtning udtrykker 

kærlighed og opmuntring, kan 

det ofte yde den rette påvirkning og 

hjælpe et barn på et kritisk tidspunkt. 

Kirken selv vil fortsætte med at 

være den institution – »stilladset«, der 

står først og forrest for at være med 

til at opbygge stærke familier. Jeg kan 

forsikre jer om, at de, der leder Kirken, 

interesserer sig meget for jeres families 

velbefindende, og I vil således se 

en øget indsats for at prioritere og 

fokusere på familiens behov. Men 

som jeres ledere, anmoder vi medlemmer 

af Kirken overalt om at sætte 

deres familie først og finde særlige 

måder til at styrke deres egen familie. 

Ydermere anmoder vi alle offentlige 

institutioner om at se på sig selv og 

gøre mindre af det, der skader familien, 

og mere af det, der hjælper den. 

Vi anmoder medierne om at tilbyde 

mere, der fremmer traditionelle 

familieværdier og er opløftende og 

støtter familien og mindre af det, 

der populariserer umoralitet og 

materialisme. 




Vi anmoder regeringer og politiske 

ledere om at sætte børnenes og forældrenes 

behov først og til at tænke på 

indvirkningen på familien, når de lovgiver 

og udstikker deres politik. 

Vi anmoder internetudbyderne og 

skaberne af hjemmesider til at blive 

mere ansvarsfulde angående den 

potentielle påvirkning og til at sætte 

sig et bevidst mål om at beskytte børn 

mod vold, pornografi, smuds og 

umoralskhed. 

Vi anmoder uddannelsessteder 

om at undervise i universelle værdier 

samt familie- og forældrefærdigheder, 

der kan støtte forældrene i deres 

ansvar med at opdrage børn til at 

blive ledere for familier, der vil 

komme i de næste generationer. 

Vi anmoder vore egne medlemmer 

af Kirken til i kærlighed at række ud til 

deres naboer og venner af anden tro 

og medtage dem i brugen af de mange 

ressourcer, som Kirken har til at hjælpe 

familien. Vores lokalsamfund og nabolag 

bliver mere trygge og stærke, når 

folk fra alle trosretninger arbejder sammen 

for at styrke familien. 

Det er vigtigt at huske på, at alle 

store enheder i samfundet afhænger 

af den mindste og mest grundlæggende 

enhed, familien. Lige meget 

hvem eller hvad vi er, så hjælper vi os 

selv, når vi hjælper familien. 

Brødre og søstre, når vi holder 

»Familieproklamationen« op som et 

banner, og når vi efterlever og underviser 

i Jesu Kristi evangelium, opfylder 

vi formålet med vores skabelse 

her på jorden. Vi finder fred og 

glæde her og i den verden, der kommer. 

Vi burde ikke have behov for en 

orkan eller andre kriser for at minde 

os om, hvad der betyder mest. 

Evangeliet og Herrens plan for lykke 

og frelse, bør minde os om det. Det, 

der betyder mest, er det, der varer 

længst, og vores familie varer evigt. 

Dette vidner jeg om i Jesu Kristi 


Bliv missionær 

ÆLDSTE DAVID A. BEDNAR 


I og jeg skal i dag og altid bære vidnesbyrd om Jesus Kristus 

og erklære genoprettelsens budskab ... Missionering er et 

udtryk for vores åndelige identitet og arv. 

Alle vi, der har modtaget det 

hellige præstedømme, har en 

hellig forpligtelse til at velsigne 

jordens nationer og familier ved at 

forkynde evangeliet og invitere alle til 

at modtage de frelsende ordinancer af 

den rette myndighed. Mange af os har 

tjent som fuldtidsmissionærer, nogle 

af os tjener lige nu som fuldtidsmissionærer, 

og alle tjener vi, og vil fortsat 

tjene, som missionærer hele livet. 

Vi er missionærer hver dag i vores 

familie, på vores skole, på vores 

arbejdsplads og i vores samfund. 

Uanset alder, erfaring eller stadie i 

livet er vi alle missionærer. 

At forkynde evangeliet er ikke 

noget, vi beskæftiger os med periodisk 

eller midlertidigt. Og vores 

arbejde som missionærer er bestemt 

ikke begrænset til den korte periode, 

vi giver til missionærtjeneste i vores 

ungdom eller vore modne år. 

Forpligtelsen til at forkynde evangeliet 

er snarere en naturlig del af præstedømmets 

ed og pagt, som vi indgår. 

Missionering er i bund og grund et 

ansvar, der hører præstedømmet til, 

og alle os, der bærer præstedømmet, 

er Herrens bemyndigede tjenere på 

jorden og er missionærer til alle tider 

og på alle steder – og det vil vi altid 

være. Selve vores identitet som præstedømmebærere 

og Abrahams efterkommere 

defineres hovedsageligt af 

pligten til at forkynde evangeliet. 

Mit budskab i aften kan anvendes 

af os alle, der har en pligt i præstedømmet 

til at forkynde evangeliet. Mit 

særlige formål til dette præstedømmemøde 

er dog at tale åbent med 

Kirkens unge mænd, der forbereder 

sig på kaldelsen til at tage på mission. 

De principper, jeg vil tale med jer om, 

er både enkle og åndeligt betydningsfulde, 

og de bør få jer til at overveje, 

evaluere og foretage forbedringer. Jeg 

beder om, at Helligånden vil ledsage 

mig og jer, når vi sammen overvejer 

dette vigtige emne. 

Et ofte stillet spørgsmål 

Til møder med unge medlemmer 

af Kirken rundt om i verden, opfordrer 

jeg ofte de tilstedeværende til at 

stille spørgsmål. Et af de spørgsmål, 

44

jeg oftest får stillet af unge mænd, er: 

»Hvad kan jeg gøre for at forberede 

mig mest effektivt på at tage på fuldtidsmission« 

Sådan et oprigtigt 

spørgsmål fortjener et seriøst svar. 

Mine kære unge brødre, den allervigtigste 

ting, I kan gøre for at forberede 

jer på et kald til at tjene, er at 

blive missionærer, længe før I tager på 

mission. Læg mærke til, at jeg i mit svar 

fremhævede blive snarere end tage. 

Lad mig forklare, hvad jeg mener. 

I vores almindelige sprogbrug i 

Kirken taler vi ofte om at tage i kirke, 

tage til templet og tage på mission. 

Jeg vil være så dristig at påstå, at vores 

ret rutinemæssige fremhævelse af at 

tage ikke er rammende. 

Det drejer sig ikke om at tage i 

kirke; men snarere om at tilbede og 

forny pagter, når vi er i kirke. Det 

drejer sig ikke om at tage til eller gå 

gennem templet; det drejer sig snarere 

om at have ånden, pagterne og 

ordinancerne i Herrens hus i vores 

hjerte. Det drejer sig ikke om at tage 

på mission; det drejer sig snarere om 

at blive missionær og tjene gennem 

hele vores liv af hele vores hjerte, 

sjæl, sind og styrke. Det er muligt for 

en ung mand at tage på mission og 

ikke blive missionær, og dette er ikke, 

hvad Herren kræver, eller hvad Kirken 

behøver. 

Mit inderlige håb for hver af jer 

unge mænd er, at I ikke blot vil tage 

på mission – men at I vil blive missionærer, 

længe før I indsender jeres 

missionspapirer, længe før I modtager 

kaldet til at tjene, længe før I indsættes 

af jeres stavspræsident, og længe 

før I kommer på MTC. 

Princippet om at blive 

Ældste Dallin H. Oaks har effektivt 

undervist os om udfordringen i at 

blive noget i stedet for blot at gøre 

forventede ting eller foretage særlige 

handlinger: 

»Apostlen Paulus underviste i, at 

Herrens belæringer er blevet givet, og 

lærere kaldet, for at vi alle kan opnå 

›en vækst, som kan rumme Kristi 

fylde‹ (Ef 4:13). Denne proces kræver 

meget mere end at opnå kundskab. 

Det er ikke engang nok for os at blive 

overbevist om evangeliet – vi skal 

handle og tænke således, at vi bliver 

omvendt af det. I modsætning til verdens 

institutioner, som lærer os at 

vide noget, så udfordrer Jesu Kristi 

evangelium os til at blive noget. 

... Det er ikke nok for nogen blot at 

gøre noget uden at gøre det rigtigt. 

Evangeliets befalinger, ordinancer og 

pagter er ikke en liste over indskud, 

som det forlanges, at vi foretager på 

en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium 

er en plan, der viser os, hvordan 

vi bliver det, som vor himmelske 

Fader ønsker, at vi skal blive« (»En 

udfordring til at blive«, Liahona, jan. 

2001, s. 40). 

Brødre, udfordringen til at blive 

passer præcis og perfekt til missionsforberedelse. 

Processen – at blive missionær 

– indbefatter selvfølgelig ikke, 

at en ung mand har hvid skjorte og 

slips på i skole hver dag, eller at han 

følger missionærreglerne for at gå i 

seng og stå op – selvom de fleste forældre 

bestemt ville synes, at det var en 

god idé. Men I kan øge jeres ønske om 

at tjene Gud (se L&P 4:3), og I kan 

begynde med at tænke som missionærer 

tænker, at læse, hvad missionærer 

læser, at bede som missionærer beder, 


46 

og at føle, som missionærer føler. I kan 

undgå den verdslige indflydelse, der 

får Helligånden til at trække sig tilbage, 

og I kan vokse i tillid til at genkende og 

reagere på åndelige tilskyndelser. Linje 

på linje, bud på bud, lidt her og lidt der 

kan I gradvist blive de missionærer, I 

håber, I vil blive, og de missionærer, 

som Frelseren forventer. 

I vil ikke pludselig eller ved et trylleslag 

blive forvandlede til forberedte 

og lydige missionærer den dag, I træder 

ind af missionærskolens hoveddør. 

Hvad I er blevet i dagene, 

månederne og årene op til jeres missionærtjeneste, 

er hvad I vil blive på 

MTC. Det er en kendsgerning, at den 

udvikling, I vil gennemgå på MTC, i 

høj grad vil afspejle jeres fremgang i at 

blive missionærer. 

Når I kommer på MTC, savner I 

selvfølgelig jeres familie, og mange 

dele af jeres daglige skema vil være 

nye og udfordrende. Men for en ung 

mand, der er godt forberedt til at 

blive missionær, vil de grundlæggende 

tilpasninger til missioneringens hårde 

arbejde og livsstil ikke være overvældende, 

tyngende eller begrænsende. 

Derfor er en grundlæggende del af at 

hæve standarden at arbejde på at blive 

missionær, før man tager på mission. 

Fædre, forstår I jeres rolle i at 

hjælpe jeres søn til at blive missionær, 

før han tager på mission I og jeres 

hustru er nøglen til den proces, det 

er at blive missionær. Præstedømmeledere 

og ledere i hjælpeorganisationerne, 

erkender I jeres ansvar for 

at hjælpe forældre og hjælpe enhver 

ung mand med at blive missionær, før 

han tager på mission Standarden er 

også blevet hævet for forældre og for 

alle Kirkens medlemmer. Bønsom 

overvejelse af princippet om at blive, 

vil indbyde inspiration, der er skræddersyet 

til de særlige behov, som 

jeres sønner eller de unge mænd, 

som I tjener, har. 

Den forberedelse, jeg her beskriver, 

er ikke kun rettet mod jeres missionærtjeneste 

som 19- eller 20- eller 

21-årige unge mænd. Brødre, I forbereder 

jer på et liv fuld af missionering. 

Som præstedømmebærere er vi 

altid missionærer. Hvis I trofast går 

frem i processen med at blive missionær, 

både før I tager på mission og i 

missionsmarken, så vil I, når dagen 

oprinder for jeres ærefulde afløsning 

som fuldtidsmissionærer, rejse fra 

marken, hvor I har arbejdet, og 

vende hjem til jeres familie – men I 

vil aldrig ophøre med at missionere. 

En præstedømmebærer er missionær 

til alle tider og på alle steder. 

Missionærer er, hvem vi er som 

bærere af præstedømmet og som 

Abrahams efterkommere. 

Abrahams efterkommere 

Arvingerne til alle de løfter og pagter, 

der er indgået mellem Gud og 

Abraham, omtales som Abrahams 

efterkommere (se Guide til Skrifterne, 

»Abraham«, underafsnit 

»Abrahams efterkommere«). Disse 

velsignelser opnås kun gennem lydighed 

over for de love og ordinancer, 

der hører til Jesu Kristi evangelium. 

Brødre, processen at blive missionær 

hænger direkte sammen med vores 

forståelse af os selv som Abrahams 

efterkommere.

Abraham var en stor profet, som 

tragtede efter retfærdighed og var 

lydig over for alle de bud, han modtog 

fra Gud, deriblandt befalingen om 

at ofre sin elskede søn Isak. På grund 

af hans trofasthed og lydighed omtales 

Abraham ofte som de trofastes 

fader, og vor himmelske Fader indgik 

pagt med Abraham og lovede ham og 

hans efterkommere store velsignelser: 

»Fordi du har handlet sådan og 

ikke nægtet mig din eneste søn, 

vil jeg velsigne dig og gøre dine 

efterkommere så talrige som himlens 

stjerner og som sandet ved havets 

bred. Dine efterkommere skal erobre 

deres fjenders porte. 

Alle jordens folk skal velsigne sig i 

dit afkom, fordi du adlød mig« (1 Mos 

22:16-18). 

Således blev Abraham lovet mange 

efterkommere, og at jordens nationer 

ville blive velsignet gennem disse 

efterkommere. 

Hvordan er jordens nationer blevet 

velsignede gennem Abrahams efterkommere 

Svaret på dette vigtige 

spørgsmål findes i Abrahams Bog: 

»Og jeg vil gøre dig [Abraham] til 

en stor nation, og jeg vil velsigne dig i 

overmål og gøre dit navn stort blandt 

alle nationer, og du skal være en velsignelse 

for din sæd efter dig, så de i 

deres hænder skal bære denne gerning 

og dette præstedømme til alle 

nationer. 

Og jeg vil velsigne dem gennem dit 

navn, thi så mange, som antager dette 

evangelium, skal kaldes efter dit navn 

og skal regnes blandt din sæd og skal 

stå op og velsigne dig som deres 

fader« (Abraham 2:9-10). 

I disse vers lærer vi, at Abrahams 

trofaste arvinger ville modtage Jesu 

Kristi evangeliums velsignelser og præstedømmets 

myndighed. Således henviser 

vendingen »bære denne gerning 

og dette præstedømme til alle nationer« 

til ansvaret for at forkynde Jesu 

Kristi evangelium og til at invitere alle 

til at modtage de frelsende ordinancer 

ved præstedømmets rette myndighed. 

Store ansvar hviler i sandhed på 

Abrahams efterkommere i disse 

sidste dage. 

Hvordan angår disse løfter og velsignelser 

os i dag Enten gennem 

direkte slægt eller adoption er enhver 

mand og dreng inden for min stemmes 

rækkevidde i aften en retmæssig 

arving til de løfter Gud gav Abraham. 

Vi er Abrahams efterkommere. En af 

de vigtigste grunde, til, at vi modtager 

en patriarkalsk velsignelse, er for at 

hjælpe os til mere fuldt ud at forstå, 

hvem vi er som Abrahams efterkommere 

og til at erkende det ansvar, der 

hviler på vore skuldre. 

Mine kære brødre, I og jeg skal i 

dag og altid velsigne alle folk i alle jordens 

nationer. I og jeg skal i dag og 

altid bære vidnesbyrd om Jesus 

Kristus og erklære genoprettelsens 

budskab. I og jeg skal i dag og altid 

invitere alle til at modtage de frelsende 

ordinancer. At forkynde evangeliet 

er ikke en deltidsopgave i 

præstedømmet. Det er ikke blot 

noget, vi kan beskæftige os med i en 

begrænset periode eller en opgave, vi 

må fuldføre som medlemmer af Jesu 

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 

Missionering er snarere et udtryk for 

vores åndelige identitet og arv. Vi var 

forudordinerede i forudtilværelsen og 

født på jorden for at opfylde pagten 

og løftet, som Gud gav Abraham. Vi er 

alle her på jorden i denne tid for at 

højne præstedømmet og forkynde 

evangeliet. Det er, hvem vi er, og 

det er grunden til, at vi er her – i dag 

og altid. 

Måske holder du af musik, sport 

eller er interesseret i mekanik, og 

måske arbejder du en dag i et erhverv 

eller fag eller inden for kunst. Selvom 

disse aktiviteter og beskæftigelser er 

vigtige, definerer de ikke, hvem vi er. 

Først og fremmest er vi åndelige 

væsener. Vi er Guds sønner og 

Abrahams efterkommere: 

»Thi de, der er trofaste og får disse 

to præstedømmer, hvorom jeg har 

talt, og som ærer deres kaldelse, bliver 

helliggjort ved Ånden til deres 

legemers fornyelse. 

De bliver Moses’ og Arons sønner, 

Abrahams sæd, Guds kirke og rige og 

Guds udvalgte (L&P 84:33-34). 

Mine kære brødre, meget er givet 

os, og meget forventes af os. Må I 

unge mænd mere fuldt ud forstå, 

hvem I er som Abrahams efterkommere 

og blive missionærer længe før, I 

tager på mission. Efter I er kommet 

tilbage til jeres hjem og familie, må I 

hjemvendte missionærer da altid være 

missionærer. Og må vi alle rejse os 

som Guds mænd og velsigne jordens 

nationer med større vidnesbyrd og 

åndelig kraft, end vi nogensinde har 

gjort det før. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus 

er Kristus, vor Frelser og Forløser. Jeg 

ved, at han lever! Og jeg bærer vidnesbyrd 

om, at vi som præstedømmebærere 

er hans repræsentanter i det 

storslåede værk at forkynde hans 

evangelium, i dag og altid. I Jesu Kristi 

hellige navn. Amen. ■ 


Menneskets søgen 

efter guddommelig 

sandhed 

ÆLDSTE CHARLES DIDIER 

De Halvfjerds’ Præsidium 

At følge Herrens mønster for at lytte og give agt på 

guddommelig sandhed vil hjælpe dig med at opbygge et 

åndeligt fundament og fastlægge, hvad du senere vil blive. 

Blandt aftenens mange tilhørere 

er tre særlige gæster – tre kære 

gamle skolekammerater. De er 

rejst den lange vej fra Belgien, mit 

fædreland, for at være her og fejre 

vores 50-års studenterjubilæum og 

for at overvære denne konference. Til 

dem, til jer præstedømmebærere og 

især til jer unge mænd, der forbereder 

jer på at blive missionærer, tilegner 

jeg dette budskab. Det handler 

om menneskehedens søgen efter 

guddommelig sandhed. Den skal, når 

den først er fundet, anvendes i denne 

verden, hvor der er stadig større religiøs 

forvirring og moralsk forfald. 

Den skal blive det personlige, åndelige 

fundament, der får os til at leve i 

overensstemmelse med retfærdighedens 

principper. Som Herren sagde: 

»I retfærd skal du grundfæstes« 

(3 Nephi 22:14). 

Hvor kan guddommelig sandhed 

findes Ved at »høre Herrens røst ... 

[høre] hans tjeneres røst ... give agt 

på profeternes eller apostlenes ord« 

(L&P 1:14). Lyt og giv agt. At lytte er 

ret enkelt. At give agt og anvende 

det, der høres, bliver livets stadige 

udfordring. 

For det første, hør Herrens røst. 

Kommunikation fra Herren om guddommelig 

sandhed eller åndelig 

kundskab findes i skrifterne. Det kaldes 

åbenbaring, hvilket bogstaveligt 

talt betyder »at gøre kendt eller 

afsløre« (Bible Dictionary, 

»Revelation«, s. 762). Den gives for at 

»vide og forstå, hvorledes I skal tilbede« 

(L&P 93:19). Ældste Neal A. 

Maxwell sagde: »Kun med åbenbaring 

kan vi udføre Herrens værk i henhold 

til hans vilje, på hans måde og efter 

hans tidsplan« (»Åbenbaring«, Første 

verdensomspændende oplæringsmøde 

for ledere, jan. 2003, s. 5). 

»Uden åbenbaring ville alt være gætteværk, 

mørke og forvirring« (Bible 

Dictionary, »Revelation«, s. 762). 

For det andet, hør hans tjeneres 

røst. Åbenbaring eller guddommelig 

sandhed gives ved Herren vilje til 

hans tjenere på forskellige måder og 

tidspunkter og findes også i skrifterne. 

»Nej, Gud Herren gør ikke 

noget, førend han har åbenbaret sine 

planer for sine tjenere, profeterne« 

(Amos 3:7). 

For det tredje, giv agt på profeternes 

og apostlenes ord. At give agt er at 

være særlig opmærksom. Det er at 

lytte til dem, der er blevet kaldet af 

Gud til at være særlige levende vidner 

om Jesus Kristus for vor tid. Det forudsætter, 

at de genkendes i denne rolle, 

at der følger en reaktion på deres 

opfordring til at modtage en personlig, 

åndelig bekræftelse på, at deres 

lærdomme er sande, og at der indgås 

en forpligtelse om at følge dem. 

Sammenfattet, så har Herren et 

mønster for at dele guddommelig 

sandhed med profeter til at lede og 

velsigne os gennem udfordringerne 

og det onde i livet: Lyt og giv agt. 

Vores personlige åndelige fundament 

må være bygget på dette mønster, 

hvis vi vil nyde Herrens velsignelser. 

Derfor er det ikke nok at granske 

skrifterne for at kende Herrens sind. 

Det skal efterfølges ved at handle i 

tro, ved at acceptere Herrens vilje og 

adlyde hans bud, før vi kan nyde 

Herrens velsignelser. En personlig, 

åndelig bekræftelse af denne proces – 

at spørge og tro, at vi vil modtage – 

bliver så vores livs bøn. 

Faktisk kan kommunikation eller at 

lytte til guddommelig sandhed 

sammenfattes med tre ord: Åbenbaring, 

befalinger, velsignelser. Det bliver 

imidlertid udfordringen for et helt 

48

liv først at lytte til og dernæst give agt 

på Herrens røst og hans tjeneres. 

Hvorfor »Thi det naturlige menneske 

er en fjende af Gud ... og vil vedblive 

at være det i al evighed, medmindre 

det underkaster sig den Helligånds 

ledelse« (Mosiah 3:19). Åndelig forberedelse 

er en forudsætning for at 

modtage et personligt, åndeligt indtryk. 

Resten af verset lyder, at vi må 

blive »en hellig gennem forsoningen 

ved den Herre Kristus« og også blive 

»som et barn, underdanig, sagtmodig, 

ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, 

villig til at underkaste sig« Herrens 

vilje, hvilket vil sige hans bud. Derpå 

siger Herren: »Og når du opnår en 

velsignelse ... så er det ved lydighed 

mod denne lov, ifølge hvilket den er 

forjættet« (L&P 130:21). 

Lad os nu forstå dette mønster 

med et nyligt eksempel på at lytte til 

og derpå give agt på profetens og 

apostlenes ord i vor tid. Det Første 

Præsidentskab opfordrede for nylig 

alle Kirkens medlemmer til at læse 

Mormons Bog: Endnu et vidne om 

Jesus Kristus inden udgangen af året. 

Udfordringen afsluttes med et løfte: 

»[I] bliver velsignet med et større mål 

af Herrens Ånd, et stærkere ønske om 

at adlyde hans befalinger og et stærkere 

vidnesbyrd om, at Guds Søn 

virkelig lever« (brev fra Det Første 

Præsidentskab, 25. juli 2005). 

Hvorfor er det nødvendigt for os 

at styrke vores vidnesbyrd om, at 

Guds Søn virkelig lever, som det står i 

Mormons Bog. I dag er der meget 

forvirring i den kristne verden om 

Kristi lærdom – ikke kun om hans 

guddommelige natur, men selv hans 

forsoning og opstandelse, hans evangelium 

og især de befalinger, der forbindes 

med dette. Resultatet er en 

tro på en Kristus, som er kommet 

frem ved egen hjælp, en populær 

Kristus, og en tavs, korsfæstet Kristus. 

Forkert religiøs tro fører til forkert 

religiøs adfærd. 

Et personligt, åndeligt fundament 

kan og skal bygges på en personlig, 

åndelig bekræftelse fra Helligånden 

om, at Jesus Kristus virkelig lever, på 

profeterne og på, at skrifterne indeholder 

åbenbaringer fra Herren. At 

Jesus Kristus virkelig lever hænger 

udtrykkeligt sammen med gengivelsen 

af hans evangelium og dets 

budskab, »at Jesus Kristus er verdens 

frelser, at Joseph Smith er hans åbenbarer 

og profet i disse sidste dage, og 

at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Hellige er Herrens rige, der endnu 

engang er blevet oprettet på jorden« 

(Introduktion til Mormons Bog). 

Denne åndelige bekræftelse gennem 

Helligåndens kraft gives på 

Herrens betingelser til enhver, som er 

villig til at spørge i tro, overbevist om, 

at et svar kan komme gennem den 

kraft. Man starter med at lytte til 

Herrens, hans tjeneres, hans profets 

og apostles røst, og det fortsættes ved 

at give agt på deres ord. Åndelig viden 

om genoprettelsen er et spørgsmål 

om tro. 

Lad mig dele min egen åndelige 

oplevelse som omvendt som et 

eksempel på denne åndelige proces. 

Da missionærerne kom til vores hjem, 

havde jeg et ønske om at lytte til budskabet 

om genoprettelsen. Min motivation 

var hovedsagelig nysgerrighed. 

Da jeg kom i kirke, hørte jeg mere ny, 

åndelig viden. Det var spændende, og 

jeg kunne lide det, men jeg gik glip af 

det grundlæggende: at give agt. Jeg 

skulle bygge et personligt, åndeligt 

fundament på, at Kristus virkelig lever 


og på bekræftelsen af, at Joseph Smith 

var en genoprettelsens profet. Denne 

bekræftelse kom først, da jeg gav agt 

og afprøvede min spirende tro på 

Mormons Bog, det fysiske bevis på 

moderne åbenbaring. 

At opnå denne viden var dog ikke 

nok; den måtte efterfølges af en forpligtelse 

til at omdanne min tro til en 

sikkerhed om, at Mormons Bog var 

sand, og at Joseph Smith også var en 

sand profet. Min tro på Kristus har 

aldrig været til diskussion. Jeg satte 

min lid til Herren og hans løfter. Fred 

i mit sind, indre fred var svaret – ikke 

flere spørgsmål. Det åndelige fundament 

blev grundlagt og fulgt af en forpligtelse 

i mit hjerte til at acceptere 

dåbspagten. Dertil kom Helligåndens 

gave til at lede mig og hjælpe mig 

med at træffe retfærdige beslutninger 

om at holde ud til enden. Fra da af 

vidste jeg, hvad jeg skulle bruge min 

fremtid til i dette jordiske liv. 

Afprøv guddommelig åbenbaring. 

Lyt til Herrens røst. Den er virkelig, 

den er personlig, den er sand. Logisk 

tankegang erstatter ikke og kan ikke 

erstatte åbenbaring. Jeg citerer præsident 

James E. Faust: »Lad ikke jeres 

private tvivl adskille jer fra den guddommelige 

kilde til kundskab« (»Jeg 

tror, hjælp min vantro«, Liahona, nov. 

2003, s. 19). 

Afprøv og mærk den kraftige 

virkning af Guds ord på jeres sind, 

som de fremsættes af Herrens tjenere 

(se Alma 31:5). 

Afprøv, spørg og modtag i tro og 

giv så agt på profeternes og apostlenes 

ord, og I vil »få det evige livs 

krone« (L&P 20:14). 

Husk nu blot afsluttende, at det at 

følge Herrens mønster med at lytte 

og give agt på guddommelig sandhed 

vil hjælpe jer med at opbygge et 

personligt, åndeligt fundament og 

bestemme, hvad I bliver i dette liv 

og i det næste. 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

Velsignelserne 

ved en 

generalkonference 

ÆLDSTE PAUL V. JOHNSON 

De Halvfjerds 

Beslut jer nu til at prioritere generalkonferencerne højt i 

jeres liv. Beslut jer til at lytte omhyggeligt og følge de 

belæringer, der bliver givet. 

Det er et helligt ansvar at tale til 

jer ved denne generalkonferences 

præstedømmemøde. Jeg 

ser altid frem til at deltage i disse præstedømmemøder 

sammen med mine 

sønner. Jeg har gode minder om at 

sidde sammen med dem i vores stavscenter, 

mens vi lyttede til generalautoriteternes 

belæringer. Disse møder 

havde stor betydning i mit liv, da jeg 

var en ung mand, og de har fortsat stor 

betydning i mit liv. Jeg ved, at de har 

haft indflydelse på mine sønner og på 

millioner af bærere af Det Aronske 

Præstedømme over hele verden. 

I aften taler jeg til jer bærere af Det 

Aronske Præstedømme. Vi lever i en 

spændende og vidunderlig tid. 

Evangeliets fylde er blevet gengivet, 

og det spreder sig over hele jorden. 

Præstedømmets nøgler er på jorden, 

og frelsende ordinancer er tilgængelige 

for dem, der er værdige til dem. 

Der er millioner af gode mennesker 

på jorden, der stræber efter at gøre 

det rette i deres liv og i deres familie 

og i deres omgivelser. 

Denne vidunderlige tid, som vi 

lever i, er også fyldt med fare. I lever i 

en udfordrende tid, hvor der venter 

jeg mange fristelser og farer. I er allerede 

blevet udsat for nogle af disse 

fristelser og farer. I har måske endda 

set personer, hvis liv er blevet skadet 

af at give efter for nogle af de onder, 

der er så fremherskende i verden. 

Hvordan kan I som aronske præstedømmebærere 

være i sikkerhed i 

disse udfordrende tider, så I fuldt ud 

kan gøre jeres del i dette storslåede 

værk og finde sand lykke i dette liv og 

det liv, der kommer 

50

Det er ikke overraskende, at 

Herren, når vi står over for voldsomme 

onder og fristelser, ikke overlader os til 

selv at finde en udvej. Faktisk er der 

mere end nok vejledning til rådighed 

for enhver af os, hvis vi vil lytte. I har 

modtaget Helligåndens gave til at lede 

og inspirere jer. I har skrifterne, forældre, 

Kirkens ledere og lærere. I har 

også ordene fra de profeter, seere og 

åbenbarere, der lever i vore dage. Der 

er så mange anvisninger og vejledninger 

til rådighed, at I ikke vil begå 

store fejl i jeres liv, medmindre I 

bevidst ignorerer den vejledning, I 

modtager. 

I aften vil jeg gerne fokusere på en 

af disse kilder til vejledning – de 

levende profeter, seere og åbenbarere, 

som vi opretholdt i dag. Jeg vil gerne 

rette blikket mod én af de væsentligste 

måder, hvorpå vi får vejledning fra 

dem – generalkonferencen. 

Konferencer har været en del af 

Kirken siden begyndelsen af denne 

uddeling. Den første konference blev 

afholdt, kun to måneder efter Kirken 

blev organiseret. Vi mødes to gange 

om året for at blive undervist af generalautoriteterne 

og de øverste ledere i 

Kirken. Det er muligt at opleve disse 

konferencer via forskellige kilder, 

både på skrift og elektronisk. 

Min mor elskede generalkonferencer. 

Hun indstillede altid radioen og 

tv’et og skruede så højt op for lyden, 

at det var svært at finde et sted i 

huset, hvor man ikke kunne høre 

konferencen. Hun ønskede, at hendes 

børn skulle lytte til talerne og spurgte 

os fra tid til anden om, hvad vi kunne 

huske. Engang imellem gik jeg udenfor 

sammen med en af mine brødre 

for at spille bold under konferencens 

lørdagsmøder. Vi tog en radio med os, 

fordi vi vidste, at vores mor måske 

senere ville stille os spørgsmål. Vi spillede 

bold og engang imellem holdt vi 

en pause for at lytte godt efter, så vi 

kunne fortælle vores mor om det. Jeg 

tvivler på, at vores mor blev narret, 

når vi begge kunne huske det samme 

fra et helt møde. 

Det er ikke sådan, man skal lytte til 

konferencen. Jeg har senere omvendt 

mig. Jeg er kommet til at elske generalkonferencen, 

og jeg er sikker på, at 

det til dels er på grund af min mors 

kærlighed til de levende profeters 

ord. Jeg kan huske, mens jeg var på 

college og var helt alene i en lejlighed, 

at jeg lyttede til møderne fra en 

bestemt konference. Helligånden vidnede 

for min sjæl om, at Harold B. 

Lee, der dengang var Kirkens præsident, 

virkelig var Guds profet. Det 

skete, før jeg tog på mission, og jeg 

var begejstret over at kunne vidne om 

en levende profet, fordi jeg selv vidste 

det. Jeg har fået samme vidnesbyrd 

om hver af profeterne siden den tid. 

Da jeg var på mission, havde 

Kirken ikke et satellitsystem, og i det 

land, hvor jeg tjente, blev generalkonferencen 

ikke sendt. Min mor sendte 

mig båndoptagelser fra møderne, og 

jeg lyttede til dem igen og igen. Jeg 

kom til at elske profeternes og apostlenes 

stemmer og ord. 

Jeg læste for nylig min oldefar 

Nathaniel Hodges’ dagbog. Han var 

på mission i England i 1883. Han fortalte 

om at komme til Salt Lake City 

for at blive indsat til sin mission og at 

komme til generalkonferencen, mens 

han var der. Lyt til hans beskrivelse af 

denne konference: »Gik til møder i 

det store Tabernakel hele dagen. Der 


52 

blev givet storslåede belæringer. 

Joseph F. Smiths og George Q. 

Cannons og præsident John Taylors 

taler var især kraftfulde. Jeg hørte 

nogle af de ældste indbyggere sige, 

at de aldrig havde været til en mere 

kraftfuld og åndelig konference.« 1 

Jeg tror, at Kirkens medlemmer har 

lignende følelser omkring hver generalkonference. 

Det synes som om, at 

hver af dem er mere kraftfuld og 

åndelig end den sidste. 

For at budskaberne fra generalkonferencen 

kan ændre vores liv, er vi 

nødt til at være villige til at følge det 

råd, som vi hører. Herren forklarede i 

en åbenbaring til profeten Joseph 

Smith »Når I kommer sammen, skal I 

belære og opbygge hinanden, for at I 

kan vide, hvorledes I skal ... forholde 

jer med hensyn til de forskellige 

punkter i mine love og befalinger ...« 2 

Men at vide, hvordan man »skal ... forholde« 

sig, er ikke nok. Herren siger i 

det næste vers: »I skal forpligte jer til 

at handle i al hellighed for mig.« 3 

Denne villighed til at handle i henhold 

til det, vi har lært, åbner dørene 

til vidunderlige velsignelser. 

For et år siden til konferencens 

præstedømmemøde talte præsident 

Hinckley om farerne ved pornografi. 

Jeg tror ikke, at jeg har hørt en mere 

direkte, profetisk advarsel til præstedømmebærere. 

I unge brødre, der 

lyttede og gav agt på hans ord, er 

allerede blevet velsignet og vil blive 

velsignet mere, end I nu kan forstå. 

Jeres fremtidige familie vil høste 

store velsignelser på grund af jeres 

lydighed. Forestil jeg, hvordan verden 

ville blive påvirket, hvis enhver 

præstedømmebærer, som svar på 

profetens råd, holdt pornografi ude 

af sit liv. 

Hver gang vi er lydige mod profeternes 

og apostlenes ord, høster vi store 

velsignelser. Vi modtager flere velsignelser, 

end vi kan fatte på det tidspunkt, 

og vi fortsætter med at modtage 

velsignelser lang tid efter vores første 

beslutning om at være lydig. 

Den dag, Kirken blev organiseret, 

modtog Joseph Smith en åbenbaring, 

der omfattede et vigtigt princip for 

alle Kirkens medlemmer. Herren 

sagde, da han talte til Kirken om 

Joseph Smith: »Derfor skal du ... give 

agt på alle de ord og befalinger, han 

giver dig ... Thi I skal tage imod hans 

ord ... som om det var fra min egen 

mund ...« 4 

Lyt nu til de velsignelser, der bliver 

lovet dem, der giver agt: »Thi når I gør 

dette, skal helvedes porte ikke få 

overhånd over jer, ja, Gud Herren vil 

sprede mørkets magter for jer og lade 

himlen bæve til jeres gode og til sit 

navns ære.« 5 

Det er kraftfulde løfter, der kan 

bevare os trygge i disse farefulde 

tider. Vi har brug for dem, og Herren 

vil give dem til hver af os, hvis vi er villige 

til at følge profeterne, seerne og 

åbenbarerne. 

Beslut jer nu til at prioritere generalkonferencerne 

højt i jeres liv. 

Beslut jer til at lytte omhyggeligt og 

følge de belæringer, der bliver givet. 

Lyt til eller læs disse taler mere end en 

gang for at forstå rådet bedre og følge 

det. Ved at gøre dette, vil helvedes 

porte ikke få overhånd over jer, mørkets 

magter vil blive spredt for jer, og 

himlen vil bæve til jeres gode. 

Jeg ved, at vor himmelske Fader 

elsker os og har en fuldkommen plan 

for sine børn. Jeg ved, at Jesus er 

Kristus, og at han lever. Jeg vidner om, 

at Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet 

til jorden. Vi har sande profeter, 

seere og åbenbarere på jorden i dag, 

der har »det evige livs ord.« 6 Det vidner 

jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Nathaniel Morris Hodges’ dagbog, bind 1, 

8. april 1883, Jesu Kristi Kirke af Sidste 

Dages Helliges arkiver, maskinskrevet 

manuskript, s. 1-2. 

2. L&P 43:8. 

3. L&P 43:9. 

4. L&P 21:4-5. 

5. L&P 21:6. 

6. Joh 6:68.

Kaldet og udvalgt 



Disse kaldede, opretholdte og indsatte er berettiget til vores 

opretholdende støtte. 

Mine kære brødre i præstedømmet, 

modtag venligst vores 

påskønnelse for alt det, I gør 

for at fremme Herrens værk over hele 

verden. Jeg har et stærkt ønske om at 

tale om de hellige embeder i præstedømmet, 

som besiddes af dem, som er 

»kaldet og udvalgt« 1 til at lede Kirken i 

denne tid. Dette er et særligt år af 

mindst to årsager, for det første fejrer 

vi i december 200-året for profeten 

Joseph Smiths fødsel, og dernæst fejrede 

præsident Gordon B. Hinckley sin 

95-års fødselsdag i juni. Jeg vidner om, 

at profeten Joseph Smith var kaldet og 

udvalgt som den første profet i denne 

uddeling, og at præsident Gordon B. 

Hinckley er den nuværende profet, 

seer og åbenbarer i denne kirke. 

Da Mike Wallace interviewede præsident 

Hinckley for nogle år siden til 

tv-programmet 60 Minutes, sagde 

han: »[Folk siger], at dette er en kirke, 

som ledes af gamle mænd.« Til dette 

svarede præsident Hinckley: »Er det 

ikke skønt at have en moden mand 

ved roret; en mand med dømmekraft, 

som ikke kastes rundt af enhver 

strømning.« 2 Så hvis nogen af jer 

synes, at det nuværende lederskab er 

for gammelt til at lede Kirken, så kan 

præsident Hinckley give jer nogle 

yderligere råd om den visdom, der 

kommer med alderen! 

Af de 102 apostle, som er kaldet i 

denne uddeling har kun 13 tjent i 

længere tid end præsident Hinckley. 

Han har tjent længere som apostel 

end Brigham Young, præsident 

Hunter, præsident Lee, præsident 

Kimball og mange andre. Det er 

vidunderligt at være under hans inspirerede 

ledelse. Tilgiv, at jeg siger, at 

jeg føler, at jeg til tider står på kanten 

af evigheden. I en alder af 85, er jeg 

den tredje ældste levende generalautoritet. 

Jeg har ikke søgt denne ære. 

Jeg har bare levet længe nok. 

Jeg tror ikke, at der tidligere i 

Kirkens historie har været større enighed, 

end der er nu blandt mine brødre 

i Det Første Præsidentskab, De 

Tolv Apostles Kvorum og de andre 

generalautoriteter i Kirken, som er 

blevet kaldet og udvalgt til at lede 

Kirken nu. Jeg tror, at der er rigeligt 

bevis for dette. Den nuværende 

ledelse af Guds rige på jorden har 

nydt Frelserens vejledende inspiration 

længere end nogen anden gruppe. Vi 

er den ældste gruppe, som nogensinde 

har ledt Kirken. 

Min omgang med nogle af disse 

mænd i næsten et halvt århundrede 

kvalificerer mig, mener jeg, til med 

overbevisning at hævde, at mine brødre, 

uden undtagelse, er gode, hæderlige 

og pålidelige mænd. Jeg kender 

deres hjerte. De er Herrens tjenere. 

Deres eneste ønske er at arbejde i 

deres betydningsfulde kald og 

opbygge Guds rige på jorden. Vore 

Brødre, som tjener i denne tid, er 

bestået, prøvet og oprigtige. Nogle er 

ikke så fysisk stærke, som de har 

været, men deres hjerte er så rent, 

deres erfaring så storslået, deres sind 

så skarpt og deres åndelige visdom så 

dyb, at det er en styrke blot at være i 

deres nærhed. 

Jeg blev ydmyg og overvældet over 

at blive kaldet som assistent til De 

Tolv Apostle for 33 år siden. Nogle 

dage senere rådgav præsident Hugh 

B. Brown mig om en af de vigtigste 

ting, jeg skulle gøre for altid at være i 

harmoni med mine Brødre. Præsident 

Brown udpenslede det ikke. Han 

sagde bare: »Hold dig til Brødrene.« 

Jeg tolkede det som, at jeg skulle 

følge de råd og den vejledning, der 

kom fra Kirkens præsident, Det Første 

Præsidentskab og De Tolvs kvorum. 

Det gav genklang af noget, som jeg 

ønskede at gøre af hele mit hjerte. 

Andre er måske ikke enige i det råd, 

men det berettiger til nogen overvejelse. 

Jeg konkluderer, at åndelig vejledning 

i stor grad afhænger af at være i 

harmoni med Kirkens præsident, Det 

Første Præsidentskab og De Tolvs kvorum, 

som alle er opretholdt, som de 

blev det i dag, som profeter, seere og 

åbenbarere. Jeg ved ikke, hvordan vi 

kan forvente at være i fuld harmoni 

med Herrens Ånd, hvis vi ikke er i harmoni 

med Kirkens præsident og de 

andre profeter, seere og åbenbarere. 


Det Første Præsidentskab taler med medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum efter et konferencemøde. 

54 

Da jeg var diakon, tog min far mig 

og min ældre bror med til generalkonferencens 

præstedømmemøde i 

Tabernaklet. Jeg husker, hvor begejstret 

jeg var over for første gang at 

være i nærheden af Guds profet, præsident 

Heber J. Grant og de andre 

profeter og apostle. Jeg lyttede 

opmærksomt til deres budskab og 

tog de ting, de sagde, til mit hjerte. 

Gennem årene er deres budskab blevet 

gentaget mange gange. Jeg tror, at 

nogen af dem også vil blive gentaget 

ved denne konference. De er afgørende 

for vores frelse, og vi har brug 

for gentagelsen. 

Historien har lige siden verdens 

begyndelse vist mange eksempler på 

dem, som ikke har været i harmoni 

med profeterne. I vores uddelings første 

tid forblev nogle af De Tolv, til deres 

fortrydelse, ikke trofaste over for profeten 

Joseph Smith. En af dem var 

Lyman E. Johnson, der tilhørte det første 

kvorum af De Tolv, som blev udelukket 

for uretfærdig opførsel. Han 

begræd senere sit åndelige fald. Han 

sagde: »Jeg ville give min højre hånd 

for at kunne tro igen. Dengang var jeg 

fuld af fryd og glæde. Mine drømme 

var behagelige. Når jeg vågnede om 

morgenen, var mit sind opløftet. Jeg 

var glad om dagen og om natten, fuld 

af fred og glæde og taksigelse. Men 

nu er der mørke, smerte, sorg, og ekstrem 

elendighed. Jeg har aldrig siden 

haft et lykkeligt øjeblik.« 3 Han døde i 

en kaneulykke i 1856 i en alder af 45 år. 

Luke S. Johnson var også kaldet i 

det første kvorum af De Tolv i 1835. 

Hans åndelige beslutsomhed svækkedes 

på grund af nogle økonomiske 

spekulationer i 1837. Da han senere 

så tilbage, sagde han: »Mit sind 

begyndte at formørkes, og jeg blev 

overladt til følge min egen kurs. Jeg 

mistede Guds Ånd og forsømte min 

pligt, og konsekvensen var, at til en 

konference i Kirtland den 3. september 

1837 ... blev jeg afskåret fra 

Kirken.« I december 1837 tilsluttede 

han sig en gruppe apostater, som 

offentligt fordømte Kirken, og han 

blev udelukket for apostasi i 1838. I 

otte år havde han en lægepraksis i 

Kirtland. I 1846 vendte han og hans 

familie så tilbage til de helliges fællesskab. 

Han sagde: »Jeg standsede ved 

vejkanten og stod uden for Herrens 

værk. Men mit hjerte er med folket. 

Jeg ønsker at blive genforenet med de 

hellige; at vandre med dem i ødemarken 

og fortsætte med dem indtil 

enden.« Han blev døbt igen i marts 

1846, og tog vestpå med et kompagni 

af pionerer i 1847. Han døde i Salt 

Lake City i 1861 som fuldgyldigt medlem 

i en alder af 54 år. 4 

Mit råd til Kirkens medlemmer 

er at støtte Kirkens præsident, 

Det Første Præsidentskab, De Tolv 

Apostles Kvorum og andre generalautoriteter 

af hele vores hjerte og sind. 

Hvis vi gør det, er vi i sikker havn. 

Præsident Brigham Young sagde, at 

han huskede mange gange, hvor profeten 

Joseph Smith sagde, at han 

»måtte bede hele tiden, udøve tro, 

efterleve sin religion og forstørre sin 

kaldelse for at modtage Herrens tilkendegivelser 

og holde sig fast i 

troen.« 5 Alle må vi forvente, at vores 

tro bliver udfordret. Disse udfordringer 

kommer på forskellig vis. I vil 

måske ikke altid bryde jer om de råd, 

som Kirkens ledere giver jer. De forsøger 

ikke at være populære. De prøver 

at hjælpe os med at undgå de 

ulykker og skuffelser, som følger af 

ulydighed mod Guds love. 

Vi har også brug for at støtte og 

opretholde vores lokale ledere, da de 

også er »blevet kaldet og udvalgt.« 

Ethvert medlem af denne kirke kan 

modtage råd fra en biskop eller grenspræsident, 

en stavs- eller missionspræsident 

og Kirkens præsident og 

hans medtjenere. Ingen af disse brødre 

har bedt om sin kaldelse. Ingen er

fuldkommen. Alligevel er de Guds tjenere, 

kaldet af ham gennem dem, som 

er berettiget til inspiration. Disse kaldede, 

opretholdte og indsatte er berettiget 

til vores opretholdende støtte. 

Jeg har beundret og respekteret 

hver eneste biskop, jeg har haft. Jeg 

har prøvet ikke at stille spørgsmål til 

deres råd og har følt, at jeg ved at 

støtte og følge deres råd var beskyttet 

fra »menneskenes snedighed og 

lumskhed.« 6 Dette fordi hver eneste af 

disse mænd var kaldede og udvalgte 

ledere, som var berettiget til den guddommelige 

inspiration, som kommer 

med kaldelsen. Manglende respekt 

for kirkeledere har forårsaget åndelig 

svækkelse og undergang for mange. 

Vi bør se udenom åbenbare fejl, 

mangler og ufuldkommenheder hos 

de mænd, som er kaldet til præsidere 

over os og opretholde det embede, 

de besidder. 

For mange år siden plejede vi at 

lave arrangementer i vores menighed, 

som skulle skaffe penge til at betale 

for de lokale udgifter og aktiviteter, 

som nu betales af Kirkens midler og 

de lokale enheders tildelte budget. Vi 

plejede at lave basarer, udstillinger, 

middage og andre indtægtsgivende 

aktiviteter. På det tidspunkt havde 

min menighed en vidunderlig, hengiven 

og pligtopfyldende biskop. 

Et medlem fra en nabo-menighed 

havde fundet ud af, at en »fald-i-vandet-maskine« 

var en indbringende 

aktivitet. Deltagere betalte for at kaste 

baseballbolde på en markeret mekanisk 

arm. At ramme plet udløste en 

aftrækker, som fik den person, som 

sad på maskinens sæde til at falde ned 

i et stort bassin med koldt vand. Vores 

menighed besluttede at bruge denne 

maskine, og nogen foreslog, at flere 

folk ville betale for at kaste bolde, hvis 

biskoppen var villig til at sidde på 

sædet. Vores biskop stod ikke tilbage 

for lidt sjov, og fordi han var ansvarlig 

for at indsamle pengene, gik han 

villigt med til at sidde på sædet. Snart 

begyndte nogle at købe bolde og kaste 

dem mod målet. Adskillige ramte plet, 

og biskoppen blev gennemblødt. Efter 

en halv time med dette, begyndte han 

at ryste af kulde. 

Mens nogle syntes, det var sjovt, 

var min far blev meget stødt over, at 

biskoppens embede var blevet så nedgjort 

og latterliggjort og endda foragtet. 

Selvom pengene blev indsamlet til 

et godt formål, kan jeg stadig huske, 

at jeg skammede mig over, at nogle af 

vore medlemmer ikke viste mere 

respekt for hverken embedet eller 

manden, som både dag og nat havde 

tjent os så godt som vores gode 

hyrde. Som bærere af Guds præstedømme 

bør vi være et eksempel for 

familier, venner og bekendte i at 

støtte Kirkens lederskab. 

De hellige skrifter såvel som de 

lokale ledere og generalautoriteterne 

i Kirken udgør begge et sikkerhedsnet 

af råd og vejledning for Kirkens medlemmer. 

For eksempel har Brødrene 

hele mit liv fra denne og andre talerstole 

opfordret folk til at leve inden 

for rammerne af deres indtægt, ikke 

at stifte gæld og spare lidt op til 

trange tider, for der kommer altid 

trange tider. Jeg har gennemlevet 

tider med store økonomiske vanskeligheder, 

som den store depression 

og anden verdenskrig. Det, jeg har 

oplevet, gør mig bange for ikke at 

gøre, hvad jeg kan for at beskytte mig 

selv og min familie mod følgerne af 

sådanne katastrofer. Jeg er Brødrene 

taknemmelig for dette vise råd. 

Kirkens præsident vil ikke lede 

Kirkens folk på afveje. Det vil aldrig 

ske. Præsident Hinckleys rådgivere 

opretholder ham fuldt ud så vel som 

De Tolvs Kvorum, De Halvfjerds’ 

Kvorummer og Det Præsiderende 

Biskopråd. Det resulterer som tidligere 

nævnt i, at der eksisterer en særlig 

kærlighed og harmoni i Kirkens 

ledende råd til Kirkens præsident og 

til hinanden. 

Guds præstedømme er et skjold. 

Det er et skjold mod verdens ondskab. 

Det skjold skal holdes rent, 

ellers kan vores opfattelse af vores 

formål og farerne omkring os blive 

begrænset. Rengøringsmidlet er personlig 

retfærdighed, men ikke alle vil 

betale prisen for at holde deres skjold 

rent. Herren har sagt: »Thi mange er 

kaldet, men få er udvalgt.« 7 Vi er kaldet, 

når der lægges hænder på vores 

hoved, og vi modtager præstedømmet, 

men vi er ikke udvalgt, før vi har 

vist Gud vores retskaffenhed, vores 

trofasthed og vores forpligtelse. 

Brødre, dette værk er sandt. 

Joseph Smith så Faderen og Sønnen, 

og han hørte og fulgte deres instruktion. 

Det var begyndelsen på dette 

store værk, og ansvaret for dette hviler 

nu på os. Jeg bærer højtideligt 

vidne om dets guddommelighed i 


NOTER 

1. L&P 55:1. 

2. Discourses of President Gordon B. 

Hinckley, Volume 1: 1995-1999, 2005, 

s. 509. 

3. Citeret af Brigham Young, Deseret News, 

15. aug. 1877, s. 484. 

4. Se Susan Easton Black, Who’s Who in the 

Doctrine & Covenants, 1997, s. 156-157. 


Widtsoe, 1954, s. 469. 

6. Ef 4:14. 

7. Matt 22:14. 


Gør din pligt – 

hold tappert ud 



Præstedømmet er ikke så meget en gave som en forpligtelse 

til at tjene, et privilegium til at løfte og en mulighed for at 

velsigne andre. 

Brødre i præstedømmet, som 

er samlet her i Konferencecenteret 

og over hele verden, 

jeg er ydmyg over dette ansvar, som 

jeg har fået for at tale til jer. Jeg 

beder til, at Herrens Ånd må være 

med mig, mens jeg taler. 

Jeg er klar over, at vore tilhørere 

denne aften omfatter både de nyligt 

ordinerede diakoner og de ældste 

højpræster. For alle er gengivelsen 

af Det Aronske Præstedømme til 

Joseph Smith og Oliver Cowdery ved 

Johannes Døber og gengivelsen af 

Det Melkisedekske Præstedømme 

til Joseph og Oliver ved Peter, 

Jakob og Johannes hellige og skattede 

begivenheder. 

Til jer diakoner vil jeg sige, at jeg 

kan huske dengang, da jeg blev ordineret 

til diakon. Vores biskopråd 

understregede det hellige ansvar, som 

vi havde ved at uddele nadveren. Det 

blev fremhævet, at vi skulle klæde os 

passende, opføre os værdigt og huske 

at være rene både udvendigt og indvendigt. 

Da vi blev undervist i, hvordan 

vi skulle omdele nadveren, fik vi 

også at vide, hvordan vi skulle hjælpe 

Louis McDonald, en lam bror i vores 

menighed, så det var muligt for ham 

at deltage i den hellige nadver. 

Jeg kan huske, at jeg fik til opgave 

at omdele nadveren i den række, hvor 

bror McDonald sad. Jeg var nervøs og 

tøvende, da jeg nærmede mig denne 

vidunderlige bror, men så så jeg hans 

smil og det ivrige, taknemmelige 

udtryk, der viste hans ønske om at 

tage nadveren. Mens jeg holdt bakken 

i min venstre hånd, tog jeg et lille 

stykke brød og holdt det mod hans 

læber. Vandet blev senere omdelt på 

samme måde. Jeg følte, at jeg stod på 

hellig jord. Og det gjorde jeg i virkeligheden 

også. Privilegiet ved at 

omdele nadveren til bror McDonald 

gjorde os alle til bedre diakoner. 

For blot to måneder siden, søndag, 

den 31. juli, var jeg i Fort A.P. Hill i 

Virginia og deltog i et SDH-nadvermøde, 

der blev afholdt ved et landsdækkende 

spejderstævne. Formålet 

med mit besøg var at tale til de 5.000 

sidste dages hellige unge mænd og 

deres ledere, der havde tilbragt den 

forløbne uge med at deltage i stævnets 

aktiviteter. De sad ærbødigt i et 

naturskabt amfiteater, mens et imponerende 

kor af 400 aronske præstedømmebærere 

sang: 

En mormondreng, en 

mormondreng, 

jeg er en mormondreng; 

jeg kan misundes af en konge, 

for jeg er en mormondreng. 1 

Nadveren blev velsignet, og der 

stod 65 præster ved de mange store 

nadverborde, der var stillet op blandt 

den forsamlede gruppe. Omkring 180 

diakoner omdelte derpå nadveren. På 

den tid, som det ville tage at omdele 

nadveren i en godt fyldt kirkesal, 

var denne store forsamling betjent. 

Hvilket ærefrygtindgydende syn jeg 

bevidnede denne morgen, da disse 

aronske præstedømmebærere deltog i 

denne hellige ordinance. 

Det er vigtigt, at hver diakon bliver 

vejledt til en åndelig bevidsthed om 

helligheden af hans ordinerede kaldelse. 

I en menighed underviste man 

effektivt i dette i forbindelse med indsamlingen 

af fasteofre. 

På fastedagen blev menighedens 

medlemmer besøgt af diakoner og 

lærere, sådan at hver familie kunne 

yde et bidrag. Diakonerne var lidt misfornøjede 

over at skulle stå tidligere 

op end ellers for at varetage denne 

opgave. 

Et biskopråd blev inspireret til at 

tage en bus fyldt med diakoner og 

lærere hen til Welfare Square i Salt 

Lake City. Her så de, hvordan fattige 

børn fik nye sko og nyt tøj. Her så de, 

56

hvordan tomme kurve blev fyldt med 

dagligvarer. Der blev ikke udvekslet 

penge. Der blev sagt én kort kommentar: 

»Unge mænd, det er, hvad de 

penge, I indsamler på fastedagen, går 

til – nemlig mad, tøj og husly til dem, 

der er i nød.« De unge mænd i Det 

Aronske Præstedømme smilede mere, 

påskønnede deres kaldelse mere og 

udførte deres opgaver mere villigt. 

Nu, angående lærerne og præsterne, 

enhver af jer bør få til opgave at 

gå ud som hjemmelærer med en kammerat, 

der bærer Det Melkisedekske 

Præstedømme. Hvilken mulighed er 

det ikke for at forberede sig til en mission 

Hvilket privilegium er det ikke at 

lære, hvad det vil sige at gøre sin pligt 

En ung mand vil automatisk vende sig 

fra at tænke på sig selv, når han får til 

opgave at »våge over« andre. 2 

Præsident David O. McKay sagde: 

»Hjemmeundervisning er en af vores 

mest påtrængende og mest lønsomme 

muligheder for at nære og 

inspirere, at rådgive og vejlede vor 

himmelske Faders børn ... Det er en 

guddommelig opgave, et helligt kald. 

Det er vores pligt som hjemmelærere 

at bringe den guddommelige ånd ind 

i ethvert hjem og ethvert hjerte.« 3 

Hjemmeundervisning besvarer 

mange bønner og gør os i stand til at 

se virkelige mirakler ske. 

Når jeg tænker på hjemmeundervisning, 

minder det mig om en mand 

ved navn Johann Denndorfer fra 

Debrecen i Ungarn. Han var mange år 

tidligere i Tyskland blevet omvendt til 

Kirken og nu efter anden verdenskrig, 

var han bogstaveligt talt en fange i sit 

eget land, Ungarn. Han længtes efter 

kontakt med Kirken. Så kom hans 

hjemmelærere på besøg. Bror Walter 

Krause og hans kammerat tog fra den 

nordøstlige del af Tyskland hele vejen 

til Ungarn for at opfylde deres opgave 

som hjemmelærere. Før de forlod 

deres hjem i Tyskland havde bror 

Krause sagt til sin kammerat: »Vil du 

gå med mig ud som hjemmelærer i 

denne uge« 

Hans kammerat spurgte: »Hvornår 

tager vi af sted« 

Bror Krause svarede: »I morgen.« 

Så blev der spurgt: »Hvornår kommer 

vi tilbage« 

Bror Krause tøvede ikke; han 

sagde: »Om cirka en uge.« 

Og de tog af sted for at besøge 

bror Denndorfer og andre. Bror 

Denndorfer havde ikke haft besøg 

af hjemmelærere siden før krigen. 

Da han nu så Herrens tjenere, blev 

han overvældet. Han gav dem ikke 

hånden; i stedet gik han ind i sit 

soveværelse og tog sin tiende, som 

han havde gemt i årevis, frem fra 

et hemmeligt skjulested. Han gav 

denne tiende til sine hjemmelærere 

og sagde så: »Nu kan jeg give jer 

hånden.« 


58 

Nu nogle ord til præsterne i Det 

Aronske Præstedømme. I unge mænd 

har mulighed for at velsigne nadveren, 

fortsætte jeres opgaver som 

hjemmelærere og deltage i dåbens 

hellige ordinance. 

For 55 år siden kendte jeg en ung 

mand, Robert Williams, som bar 

embedet som præst i Det Aronske 

Præstedømme. Som biskop var jeg 

hans kvorumspræsident. Når Robert 

talte, så hakkede og stammede han 

ude af kontrol. Han var meget genert, 

sky og bange for sig selv og alle andre; 

denne talefejl var ødelæggende for 

ham. Han tog sjældent imod en 

opgave; han så aldrig en anden i 

øjnene; han kiggede altid ned i gulvet. 

Så en dag, på grund af nogle usædvanlige 

omstændigheder, accepterede 

han opgaven og ansvaret for at døbe 

en anden. 

Jeg sad ved siden af Robert i dåbslokalet 

i Tabernaklet i Salt Lake City. 

Jeg vidste, at han havde brug for al 

den hjælp, han kunne få. Han var ulasteligt 

klædt i hvidt og var parat til 

den ordinance, som han skulle 

udføre. Jeg spurgte ham, hvordan han 

havde det. Han kiggede ned i gulvet 

og stammede næsten helt ukontrollabelt, 

at han havde det frygteligt. 

Vi bad begge brændende, at 

han måtte leve op til sin opgave. 

Sekretæren sagde så: »Nancy Ann 

McArthur vil nu blive døbt af Robert 

Williams, som er præst.« 

Robert rejste sig og trådte ned i 

dåbsbassinet, tog den lille Nancy ved 

hånden og hjalp hende ned i det 

vand, som renser menneskeliv og tilvejebringer 

en åndelig genfødsel. Han 

udtalte ordene: »Nancy Ann McArthur, 

med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber 

jeg dig i Faderens, Sønnens og den 

Helligånds navn. Amen.« 

Og han døbte hende. Ikke én gang 

stammede han! Ikke en gang svigtede 

han! Vi var vidne til et nutidigt mirakel. 

Robert udførte derpå dåbsordinancen 

for to eller tre andre børn på 

samme måde. 

I omklædningsrummet skyndte jeg 

mig at lykønske Robert. Jeg ventede 

at høre den samme ubrudte talestrøm. 

Jeg tog fejl. Han slog blikket 

ned og stammede sin tak. 

Jeg vidner for jer, at da Robert 

handlede med Det Aronske Præstedømmes 

myndighed, talte han med 

magt, med overbevisning og med 

himmelsk hjælp. 

For lidt over to år siden var det mit 

privilegium at tale til Robert Williams 

begravelse og hylde denne trofaste 

præstedømmebærer, der gjorde sit 

bedste hele sit liv for at ære sit præstedømme. 

Nogle af jer unge mænd her i aften 

er måske generte eller anser jer selv 

for at være for utilstrækkelige til at 

modtage en kaldelse. Husk, at dette 

værk ikke blot er jeres og mit. Vi kan 

se op og række ud efter guddommelig 

hjælp. 

Ligesom nogle af jer, ved jeg, 

hvordan det føles at opleve skuffelse 

og ydmygelse i ungdommen. Som 

dreng spillede jeg softball på et hold 

til og med ottende klasse. Der blev 

valgt to kaptajner, og de valgte efter 

tur de spillere, de ville have på deres 

hold. Selvfølgelig blev de bedste spillere 

valgt først, så kom nummer to 

og tre. At blive valgt som nummer 

fire eller fem var ikke så slemt, men 

at blive valgt sidst og blive henvist 

til en fjern plet ude på marken var 

rædselsfuldt. Jeg ved det; det skete 

for mig. 

Jeg håbede sådan på, at bolden 

ikke kom hen i min retning, for jeg 

ville helt sikkert tabe den, det andet 

hold ville få point, og mine holdkammerater 

ville grine. 

Jeg husker så tydeligt, som var det i 

går, det øjeblik, da alt dét ændrede sig i 

mit liv. Kampen begyndte, som jeg har 

beskrevet; jeg blev valgt til sidst. Jeg 

gik den sørgelige vej til min plads langt 

væk på højre side af marken, og jeg så 

det andet hold fylde deres baser med 

spillere. To af spillerne slog efter bolden 

uden at ramme. Pludselig ramte 

den næste spiller bolden rigtig hårdt. 

Jeg hørte ham tilmed sige: »Jeg når at 

løbe hele vejen rundt.« Det var ydmygende, 

eftersom bolden kom i min retning. 

Kunne jeg nå den Jeg løb hen til 

det sted, hvor jeg troede bolden ville 

lande, og bad en stille bøn, mens jeg 

løb, og strakte så mine hænder frem 

parat til at gribe. Jeg overraskede mig 

selv. Jeg greb bolden! Mit hold vandt 

kampen. 

Denne oplevelse stivede min selvtillid 

af, indgød mig et ønske om at 

træne og gjorde, at jeg gik fra at være 

den sidste, der blev valgt, til virkelig at 

yde et bidrag til holdet.

Vi kan opleve dette udbrud af selvtillid. 

Vi kan føle os stolte over at yde 

noget. Disse tre ord kan hjælpe os: 

Giv aldrig op. 

Fra skuespillet Shenandoah kommer 

denne inspirerende replik: »Hvis 

vi ikke forsøger, opnår vi ikke noget; 

og hvis vi ikke opnår noget, hvorfor 

er vi her så« 

Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser 

i præstedømmet bliver højnet. 

Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste 

overvinder selvisk stræben, vil 

Guds kraft tilvejebringe hans formål. 

Præstedømmet er ikke så meget en 

gave som en forpligtelse til at tjene, et 

privilegium til at løfte og en mulighed 

for at velsigne andre. 

Pligtens kald kan komme stille, når 

vi, som bærer præstedømmet, reagerer 

på de opgaver, vi modtager. 

Præsident George Albert Smith, den 

beskedne, men effektive leder, erklærede: 

»Det er jeres pligt først at erfare, 

hvad Herren ønsker, og derefter i 

jeres medmenneskers nærværelse at 

ære jeres kaldelser med hans hellige 

præstedømmes kraft og styrke således, 

at andre villigt vil følge jer.« 4 

Hvordan højner man så sin kaldelse 

Simpelthen ved at udføre de 

pligter, som henhører til den. En ældste 

højner sin kaldelse som ældste 

ved at lære, hvilke pligter en ældste 

har, og så udføre dem. Og det samme 

gør sig gældende for en diakon, 

en lærer, en præst, en biskop og 

enhver anden, der har et embede 

i præstedømmet. 

Brødre, det er ved at gøre – ikke 

blot ved at drømme – at folks liv bliver 

velsignet, andre bliver vejledt og 

sjæle bliver frelst. »Vær ordets gørere, 

ikke blot dets hørere, ellers bedrager I 

jer selv,« 5 sagde Jakob. 

Må alle, der hører min stemme, 

gøre en fornyet indsats for at være 

værdige til Herrens vejledning i deres 

liv. Der er mange, som trygler og 

beder om hjælp. Der er dem, der er 

modløse, og som har brug for en 

hjælpende hånd. 

For mange år siden, da jeg tjente 

som biskop, præsiderede jeg over en 

stor menighed med over 1.000 medlemmer 

deriblandt 87 enker. På et 

tidspunkt besøgte jeg sammen med 

en af mine rådgivere en enke og hendes 

voksne, handicappede datter. Da 

vi forlod deres lejlighed, stod der en 

dame i døren til lejligheden overfor, 

som standsede os. Hun talte med 

fremmed accent og spurgte, om jeg 

var en biskop; jeg svarede, at det var 

jeg. Hun sagde, at hun havde lagt 

mærke til, at jeg ofte kom på besøg 

sammen med andre. Så sagde hun: 

»Ingen besøger mig og min sengeliggende 

mand. Har I tid til at komme 

ind og besøge os, selvom vi ikke er 

medlemmer af jeres kirke« 

Da vi kom ind i lejligheden lagde vi 

mærke til, at hun og hendes mand lyttede 

til Tabernakelkoret i radioen. Vi 

talte et stykke tid med parret og gav 

så manden en velsignelse. 

Efter dette første besøg kom jeg 

forbi, så ofte jeg kunne. Parret mødtes 

til sidst med missionærerne, og hustruen 

Angela Anastor blev døbt. Nogen tid 

efter gik hendes mand bort, og jeg 

havde det privilegium af at lede og tale 

til hans begravelse. Søster Anastor, der 

også talte græsk, oversatte senere den 

meget brugte pjece »Profeten Joseph 

Smiths vidnesbyrd« til græsk. 

Brødre, jeg elsker mottoet: »Gør 

din pligt; hold tappert ud. Og lad 

resten være op til Gud.« 6 

Aktiv tjeneste i Det Aronske 

Præstedømme vil forberede jer 

unge mænd til at modtage Det 

Melkisedekske Præstedømme, til 

at tage på mission og til at gifte jer i 

det hellige tempel. 

I vil altid huske jeres vejledere i 

Det Aronske Præstedømmes kvorum 

og de andre medlemmer af kvorummet, 

og derved opleve sandheden i 

dette: »Gud har givet os minder, for 

at vi kan opleve roser i vores livs 

december.« 7 

Unge mænd i Det Aronske 

Præstedømme, jeres fremtid kalder; 

forbered jer på den. Må vor himmelske 

Fader altid vejlede jer, når I gør 

dette. Jeg beder ydmygt om, at han 

må vejlede os alle, når vi stræber efter 

at ære det præstedømme, som vi 

bærer, og højne vore kaldelser. I Jesu 


NOTER 

1. Evan Stephens, »A Mormon Boy«, i Jack M. 

Lyon m.fl, red., Best-Loved Poems of the 

LDS People, 1996, s. 296. 

2. Se L&P 20:53. 

3. Priesthood Home Teaching Handbook, 

rev. udg., 1967, s. ii-iii. 

4. I Conference Report, apr. 1942, s. 14. 

5. Jak 1:22. 

6. Henry Wadsworth Longfellow, »The Legend 

Beautiful«, i The Complete Poetical Works 

of Longfellow, 1893, s. 258. 

7. Omskrivning af James Barrie, i Peter’s 

Quotations: Ideas for Our Time, samlet af 

Laurence J. Peter, 1977, s. 335. 


Er I beredt, 

behøver I ikke 

at frygte 


Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse 

og vejledning. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke 

er villige til at holde hans bud. 

Mine kære brødre i præstedømmet, 

hvor end I måtte 

være overalt i denne store 

verden – hvilken overvældende stor 

gruppe I er blevet, mænd og drenge 

af enhver race og slægt, alle en del af 

Guds familie. 

Hans gave til os er dyrebar. Han 

har givet os en del af det, som er 

hans guddommelige myndighed, det 

evige præstedømme, den kraft, hvorved 

han tilvejebringer mennesket 

udødelighed og evigt liv. Det følger, 

at når meget er givet os, så kræves 

der meget af os (se Luk 12:48; 

L&P 82:3). 

Jeg ved, at vi ikke er fuldkomne 

mennesker. Vi kender den fuldkomne 

vej, men vi handler ikke altid i overensstemmelse 

med vores viden. Men 

jeg tror, at for det meste så prøver vi. 

Vi prøver at være den slags mennesker, 

som vor Fader ønsker, at vi skal 

være. Det er et meget ophøjet mål, og 

jeg roser alle jer, der prøver at nå det. 

Må Herren velsigne jer i jeres søgen 

efter at leve et eksemplarisk liv på alle 

områder. 

Som vi alle ved, har golfstaterne i 

USA for nylig lidt forfærdeligt under 

voldsomme storme og oversvømmelser. 

Mange har mistet alt, hvad de 

ejede. Skadernes omfang har nået 

astronomiske højder. Bogstaveligt talt 

har millioner lidt. Frygt og bekymring 

har fået tag i mange hjerter. Liv er 

gået tabt. 

Med alt dette fulgte en lind strøm 

af hjælp. Hjerter er blevet mildnet. 

Hjem er blevet åbnede. Kritikere 

ynder at tale om kristendommens fejlslag. 

De burde se på, hvad kirkerne 

har gjort under disse omstændigheder. 

Folk fra mange trosretninger har 

udrettet undere. Og vores egen kirke 

har langt fra været den, der gjorde 

mindst. Et stort antal af vore mænd 

har rejst meget langt og medbragt 

værktøj og telte og strålende håb. 

Præstedømmebærere har skænket 

flere tusinde arbejdstimer til genopbygningen. 

Der har været tre og fire 

tusinde på én gang. Der er nogle, der 

ser med i aften. Vi kan ikke takke dem 

nok. Jeg ønsker, at I skal vide om 

vores taknemmelighed, vores kærlighed 

og vore bønner for jer. 

To af vore område-halvfjerdsere, 

bror John Anderson, som bor i Florida, 

og bror Stanley Ellis, som bor i Texas, 

har styret en stor del af denne indsats. 

Men de ville være de første til at sige, 

at æren bør gives til de mange mænd 

og drenge, som har hjulpet til. Mange 

har båret T-shirts påtrykt: »Hjælpende 

hænder, mormonerne«. De har vundet 

kærlighed og respekt hos dem, de har 

hjulpet. De har ikke kun hjulpet medlemmer 

af Kirken i nød, men også et 

stort antal, hvis tro de ikke kendte. 

De har fulgt nephitternes mønster, 

som det er nedskrevet i Almas Bog: 

»Og i deres lykkelige forhold afviste 

de således ikke nogen, der var nøgen 

eller sulten, tørstig eller syg eller som 

manglede pleje, og deres hu stod ikke 

til rigdom; derfor var de gavmilde 

mod alle, både gamle og unge, både 

trælle og frie, både mænd og kvinder, 

enten de var udenfor kirken eller i kirken, 

og der var ingen personsanseelse 

med hensyn til dem, der stod i trang« 

(Alma 1:30). 

Kvinder og piger i mange dele af 

Kirken har ydet en kæmpestor indsats 

for at skaffe hygiejne- og rengøringsudstyr 

i titusindvis. Kirken har tilvejebragt 

udstyr, mad, vand og trøst. 

Vi har doneret betydelige pengebeløb 

til Røde Kors og andre organisationer. 

Vi har givet millioner fra 

fasteofre og humanitære fonde. Jeg 

takker jer alle på vegne af jeres modtagere 

og på vegne af Kirken. 

60

Nu siger jeg ikke, og jeg gentager 

eftertrykkeligt, at jeg ikke siger eller 

antyder, at det, der er sket, er Herrens 

straf. Mange gode mennesker, herunder 

nogle af vore trofaste sidste 

dages hellige, er blandt dem, der har 

lidt. Efter at have sagt dette, tøver jeg 

ikke med at sige, at denne gamle verden 

ikke er fremmed over for ulykker 

og katastrofer. De af os, som har læst 

og tror på skrifterne, er bekendt med 

profeternes advarsler om katastrofer, 

der er indtruffet, og som stadig vil 

indtræffe. 

Der var den store oversvømmelse, 

da vandene dækkede jorden, og da, 

som Peter siger, kun »nogle få, nemlig 

otte sjæle, [blev] frelst« (1 Pet 3:20). 

Hvis nogen har nogen form for 

tvivl angående de forfærdelige ting, 

der kan og vil påvirke menneskeheden, 

lad ham da læse det 24. kapitel i 

Matthæusevangeliet. Blandt meget 

andet siger Herren: »I skal høre krigslarm 

og rygter om krig ... 

For folk skal rejse sig imod folk, og 

land imod land, og sted efter sted skal 

der komme hungersnød og jordskælv. 

Alt dette er begyndelsen på 

veerne ... 

Ve dem, der skal føde, og dem, der 

giver bryst i de dage. ... 

For da skal der være en stor trængselstid, 

som der ikke har været magen 

til fra verdens begyndelse indtil nu og 

heller aldrig vil komme. 

Og hvis de dage ikke afkortedes, 

blev intet menneske frelst; men for de 

udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet« 

(Matt 24:6-8, 19, 21-22). 

I Mormons Bog kan vi læse om 

den ufattelige ødelæggelse på den 

vestlige halvkugle på samme tid som 

Frelseren døde i Jerusalem. Jeg citerer 

atter: 

»Og i det fire og tredivte år på den 

fjerde dag i den første måned rejste 

der sig en vældig storm, en sådan, 

som man aldrig før havde set magen 

til i hele landet. 

Og der rasede også et voldsomt og 

forfærdeligt uvejr; og der var en forfærdelig 

torden, som rystede hele 

jorden, som om den skulle revne i 

mange stykker. 

Og man så overalt skarpe lyn, som 

man aldrig før havde set i landet. 

Og byen Zarahemla kom i brand. 

Og byen Moroni sank i havets dyb, 

og dens indbyggere druknede. 

Og jorden hævede sig over byen 

Moronihah, så at der blev et stort 

bjerg i stedet for byen ... 

... hele landets overflade blev forandret 

som følge af uvejret og hvirvelvindene, 

tordenen og lynilden og de 

forfærdelige jordskælv i hele landet. 

Og landevejene blev brudt op, og 

de jævne veje ødelagdes og mange 

jævne steder blev ujævne. 

Og mange store og betydende 

byer sank i jorden, mange brændte 

medens andre rystedes, så bygningerne 

faldt sammen, og indbyggerne 

omkom, og stederne blev ladt øde« 

(3 Nephi 8:5-10, 12-14). 

Det må have været en forfærdelig 

katastrofe. 

Pesten eller den sorte død i det 14. 

århundrede tog millioner af liv. Andre 

udbredte smitsomme sygdomme, 

som fx kopper, har medført usigelig 

lidelse og død gennem århundreder. 

I år 79 e.Kr. blev den store by 

Pompeji tilintetgjort, da Vesuv gik i 

udbrud. 

Chicago blev hærget af en frygtelig 

brand. Flodbølger har oversvømmet 

dele af Hawaii. Jordskælvet i San 

Francisco i 1906 ødelagde byen og tog 


62 

omkring 3.000 liv. Orkanen, der ramte 

Galveston i Texas i 1900, dræbte 8.000. 

Og for nylig, som I ved, var der den 

forfærdelige tsunami i det sydøstlige 

Asien, hvor tusinder af liv gik tabt, og 

hvor der stadig er brug for nødhjælp. 

Hvor ærefrygtindgydende er ikke 

åbenbaringens ord i Lære og Pagter 

afsnit 88 angående de katastrofer, der 

skulle ramme efter ældsternes vidnesbyrd. 

Herren siger: 

»Thi efter jeres vidnesbyrd kommer 

jordskælvenes vidnesbyrd, der skal 

fremkalde stønnen i jordens midte, 

og mennesker skal falde til jorden og 

ikke være i stand til at stå. 

Og ligeledes kommer der vidnesbyrd 

ved tordenens røst, lynets røst, 

stormens røst og ved havets bølgers 

røst, når havet går over sine bredder. 

Alle ting skal være i bevægelse, og 

menneskenes hjerter skal i sandhed 

forsmægte; thi der skal komme frygt 

over alle mennesker« (L&P 88:89-91). 

Beskrivelserne af tsunamien og de 

nylige orkaner er interessante med 

henblik på sproget i denne åbenbaring, 

der lyder: »Og ved havets bølgers 

røst, når havet går over sine 

bredder.« 

Menneskenes umenneskelighed 

over for andre mennesker i fortidens 

og nutidens konflikter har medført og 

fører stadig til unævnelige lidelser. I 

Dafur-regionen i Sudan er titusinder 

blevet slået ihjel og et godt stykke 

over en million er blevet hjemløse. 

Det, vi har oplevet hidtil, er alt 

sammen forudsagt, og enden på det 

er ikke i syne. Ligesom der har været 

katastrofer før i tiden, forventer vi 

flere i fremtiden. Hvad gør vi 

Nogen har sagt, at det ikke regnede, 

da Noa byggede arken. Men 

han byggede den, og regnen kom. 

Herren har sagt: »Er I beredt, 

behøver I ikke at frygte« (L&P 38:30). 

Den primære forberedelse er også 

beskrevet i Lære og Pagter, hvori 

der står: »Derfor skal I stå på hellige 

steder og ikke lade jer rokke, til 

Herrens dag kommer« (L&P 87:8). 

Vi synger: 

Når så jorden ryster, skælver, 

byd vor frygt at vorde djærv. 

Og når dom tilintetgører, 

hold os fri på Zions bjerg. 

(»Led os, o du vor Jehova«, Salmer 

og sange, nr. 36). 

Vi kan leve således, at vi kan 

påkalde os Herrens beskyttelse og 

vejledning. Dette er en førsteprioritet. 

Vi kan ikke forvente hans hjælp, 

hvis vi ikke er villige til at holde hans 

bud. I Kirken har vi beviser nok på 

straffedomme for ulydighed i både 

eksemplet med det jaredittiske og 

det nephittiske folk. De gik begge fra 

storhed til fuldstændig ødelæggelse 

på grund af ugudelighed. 

Vi ved selvfølgelig, at det regner 

over retfærdige så vel som uretfærdige 

(se Matt 5:45). Men selvom de 

retfærdige dør, er de ikke fortabt, 

men frelses gennem Forløserens forsoning. 

Paulus skrev til romerne: »... 

for når vi lever, lever vi for Herren, og 

når vi dør, dør vi for Herren. Hvad 

enten vi altså lever eller dør, tilhører 

vi Herren« (Rom 14:8). 

Vi kan give agt på advarsler. Vi har 

fået at vide, at mange har bekymret 

sig om New Orleans’ sårbarhed. Vi 

har fået at vide af seismologerne, at 

Salt Lake-dalen er et muligt jordskælvsområde. 

Det er hovedårsagen 

til, at vi så omfattende renoverer 

Tabernaklet på Tempelpladsen. 

Denne historiske og bemærkelsesværdige 

bygning skal kunne modstå 

jordens rystelser. 

Vi har opført kornsiloer og magasiner 

og fyldt dem med livsfornødenheder 

med henblik på det tilfælde, at en 

katastrofe skulle indtræffe. Men det 

bedste forrådshus er familiens forrådskammer. 

Herren har med ordene fra 

en åbenbaring sagt: »Organiser jer, 

bered alt, hvad der er nødvendigt« 

(L&P 109:8). 

Vores folk er i 75 år blevet rådet 

og opmuntret til at gøre sådanne 

forberedelser, som vil sikre overlevelse, 

hvis en katastrofe skulle 

indtræffe. 

Vi kan lægge vand, grundlæggende 

fødevarer, medicin og varmt tøj til 

side. Vi bør også lægge lidt penge til 

side til dårlige tider. 

Det jeg lige har sagt, skal ikke få jer 

til at styrte ned til købmanden eller 

noget i den retning. Jeg siger ikke 

noget, der ikke er blevet sagt meget 

længe. 

Lad os aldrig glemme Faraos drøm 

om de velnærede køer og de magre, 

de gode aks og de afsvedne aks, hvis 

betydning blev fortolket af Josef som 

værende syv gode år og syv hungerår 

(se 1 Mos 41:1-36). 

Jeg tror, mine kære brødre, at 

Herren vil velsigne os og våge over os 

og hjælpe os, hvis vi vandrer i lydighed 

mod hans lys, hans evangelium 

og hans bud. Han er vor Fader og vor 

Gud, og vi er hans børn, og vi må på 

enhver måde fortjene hans kærlighed 

og omsorg. Det er min ydmyge bøn, 

at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn. 

Amen. ■

Uanset om de kommer med bus, til fods til 

præstedømmets møde eller sammen som 

familier, så nyder de sidste dages hellige 

i Samoa at være sammen om generalkonferencen. 

Over 30 procent af Samoas 

indbyggere er medlemmer af Kirken. 

Herover: En forsamling i Rio de Janeiro i 

Brasilien opretholder Kirkens ledere ved 

mødet lørdag eftermiddag. Til højre: 

Fuldtidsmissionærer i Brasilien viser 

eksemplarer af Mormons Bog, emnet for 

flere konferencetaler. 


GENERALAUTORITETER I JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB 

Oktober 2005 


Førsterådgiver 


DE TOLV APOSTLES KVORUM 


Andenrådgiver 

Boyd K. Packer L. Tom Perry Russell M. Nelson Dallin H. Oaks M. Russell Ballard Joseph B. Wirthlin 

Richard G. Scott 

Robert D. Hales 

Jeffrey R. Holland 

Henry B. Eyring 

Dieter F. Uchtdorf 

David A. Bednar 

DE HALVFJERDS’ PRÆSIDIUM 

Earl C. Tingey D. Todd Christofferson Charles Didier 

Merrill J. Bateman Robert C. Oaks 

Neil L. Andersen Ronald A. Rasband

DE HALVFJERDS’ FØRSTE KVORUM 

DE HALVFJERDS’ ANDET KVORUM 

Carlos H. Amado Monte J. Brough Sheldon F. Child L. Whitney Clayton Gary J. Coleman Spencer J. Condie 

Gene R. Cook 

Mervyn B. Arnold Douglas L. Callister Craig C. Christensen Shirley D. Christensen James M. Dunn Daryl H. Garn 

Quentin L. Cook Claudio R. M. Costa Benjamín De Hoyos Robert K. Dellenbach John B. Dickson David F. Evans 

Christoffel Golden jun. 

D. Rex Gerratt Ronald T. Halverson Keith K. Hilbig Spencer V. Jones Won Yong Ko Gerald N. Lund 

Walter F. González 

C. Scott Grow Bruce C. Hafen Donald L. Hallstrom Richard G. Hinckley Jay E. Jensen Marlin K. Jensen 

Clate W. Mask jun. 

Dale E. Miller Robert F. Orton William W. Parmley Wolfgang H. Paul Wayne S. Peterson 

Kenneth Johnson Paul V. Johnson W. Rolfe Kerr Yoshihiko Kikuchi Paul E. Koelliker John M. Madsen 

Richard J. Maynes 

H. Bryan Richards R. Conrad Schultz W. Douglas Shumway Lowell M. Snow Donald L. Staheli 

Robert R. Steuer 

Lynn A. Mickelsen Dennis B. 

Neuenschwander 

Glenn L. Pace Paul B. Pieper Bruce D. Porter Carl B. Pratt 

Lynn G. Robbins 

David R. Stone 

H. Bruce Stucki Paul K. Sybrowsky William R. Walker Robert J. Whetten Richard H. Winkel 

Cecil O. Samuelson jun. Steven E. Snow Ulisses Soares 

Francisco J. Viñas Lance B. Wickman W. Craig Zwick 

Robert S. Wood 

DET PRÆSIDERENDE BISKOPRÅD 

H. Ross Workman 

Richard C. Edgley 


H. David Burton 

Præsiderende biskop 

Keith B. McMullin 

Andenrådgiver

Herover til venstre: Præstedømmebærere 

i Mexico City glæder sig til 

transmissionen af generalkonferencen. 

Herover: Medlemmer i Mexico nyder at 

lytte til møderne på spansk og se talerne 

på en storskærm i kirkebygningen. 

Til venstre: I Peru ankommer to unge 

mænd i byen Chosica tidligt til 

kirkebygningen, ivrige efter at lytte til 

konferencetaler. 

Herunder til venstre: Familien Johansson 

fra Troy i Michigan opretholder Kirkens 

ledere, mens de ser transmissionen i 

deres hjem. 

Herunder: To medlemmer i Frankrig 

hilser hinanden med den franske skik, et 

kys på kinden. 

66

MØDET SØNDAG FORMIDDAG 


Profeten 

Joseph Smith: 

Underviser ved 

eksemplets magt 



Lad os i vores tilværelse indføje de guddommelige principper, 

som han så smukt lærte os – ved sit eksempel – så vi selv kan 

leve mere i overensstemmelse med Jesus Kristi evangelium. 

Mine brødre og søstre, da 

det i år er 200 år siden, 

vores elskede profet Joseph 

Smith blev født, vil jeg gerne tale lidt 

om ham. 

Joseph Smith junior blev født den 

23. december 1805 i Sharon i Vermont, 

som søn af Joseph Smith senior og 

Lucy Mack Smith. Den dag, han 

blev født, og da hans stolte forældre 

kiggede på denne lille baby, kunne de 

ikke have vidst, hvilken stor indflydelse 

han ville få på verden. En udvalgt ånd 

var kommet for at bo i dets jordiske 

tabernakel; han har påvirket vores liv, 

og han har undervist os – ved sit eget 

eksempel – i fundamentale lektier. I 

dag vil jeg gerne dele nogle få af disse 

lektier med jer. 

Da Joseph var cirka seks eller syv år 

gammel, blev han og hans brødre og 

søstre ramt af plettyfus. Selvom de 

andre hurtigt kom sig, havde Joseph 

stadig et smertefuldt sår på sit ben. 

Lægerne behandlede ham, idet de 

brugte den bedste medicin de havde 

– men såret gik ikke væk. For at redde 

Josephs liv, sagde de, at han blev nødt 

til at få sat benet af. Kort tid efter diagnosen 

vendte lægerne heldigvis tilbage 

til familien Smiths hjem og 

sagde, at der var en ny måde, hvorpå 

man måske kunne redde Josephs ben. 

De ville gerne operere med det 

samme og havde taget noget reb 

med, hvormed de kunne binde lille 

Joseph til sengen, så han ikke ville slå 

om sig, da de ikke havde medbragt 

noget, der kunne lindre smerten. Den 

unge Joseph fortalte dem dog: »I 

behøver ikke at binde mig.« 

Lægerne foreslog, at han drak 

noget cognac eller vin, så smerten 

ikke ville være så slem. »Nej,« svarede 

den unge Joseph. »Hvis min far sidder 

på sengen og holder mig i sine arme, 

så skal jeg nok gøre, hvad I siger.« 

Joseph Smith senior holdt sit lille 

barn i sine arme, og lægerne fjernede 

de syge dele af knoglen. Den unge 

Joseph var lam i nogen tid efter, så 

blev han helbredt. 1 I så ung en alder 

og utallige gange siden i løbet sit liv 

lærte Joseph Smith os om mod – ved 

sit eksempel. 

Da Joseph var fjorten år gammel, 

flyttede hans familie til Manchester i 

New York. Han beskrev senere den 

store religiøse vækkelse, som syntes 

at være til stede over det hele, og som 

næsten alle interesserede sig meget 

for. Joseph selv længtes efter at vide, 

hvilken kirke han skulle slutte sig til. 

Han skriver i sin historie: 

»Jeg sagde ofte til mig selv ... 

Hvilket af alle disse samfund er det 

rigtige, eller er de alle sammen forkerte 

Om et af dem er rigtigt, hvilket 

er det da Og hvorledes kan jeg finde 

ud af det 

Medens jeg kæmpede med overordentlige 

vanskeligheder, som var en 

følge af striden mellem de forskellige 

religionspartier, læste jeg en dag følgende 

i Jakobs brev, 1. kapitel, 5. 

vers: Men hvis nogen af jer står tilbage 

i visdom, skal han bede om at 

få den af Gud, som giver alle rundhåndet 

og uden bebrejdelser, og så 

vil han få den.« 2 

Joseph fortalte senere, at han vidste, 

at han enten måtte sætte Herren 

på prøve og spørge ham eller måske 

vælge at forblive i mørke for evigt. En 

tidlig morgen gik han ind i en lund, 

nu kaldet hellig, og knælede ned og 


68 

bad med tro på Gud om, at han ville 

give ham den oplysning, han så ivrigt 

søgte. To personer viste sig for Joseph 

– Faderen og Sønnen – og han fik 

som svar på sit spørgsmål at vide, at 

han ikke skulle slutte sig til nogen af 

kirkerne, for ingen af dem var sande. 

Profeten Joseph Smith lærte os princippet 

om tro – ved sit eksempel. 

Hans enkle bøn i tro den forårsmorgen 

i 1820 frembragte dette vidunderlige 

værk, som i dag fortsætter over 

hele verden. 

Nogle få dage efter Joseph Smiths 

bøn i den hellige lund, fortalte han en 

prædikant, som han kendte, om sit 

syn. Til hans overraskelse blev hans 

beretning behandlet med »foragt« og 

»fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse.« 

Joseph vaklede dog ikke. Han 

skrev senere: »Jeg havde virkelig set et 

lys, og midt i det lys så jeg to personer, 

og de talte virkelig til mig, og selv om 

jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg 

sagde, at jeg havde set et syn, var det 

alligevel sandt ... Thi jeg havde set et 

syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at 

Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte 

det.« 3 På trods af fysisk og mental 

straf fra hans modstandere, som 

profeten Joseph Smith udholdt resten 

af sit liv, så vaklede han ikke. Han lærte 

os om ærlighed – ved sit eksempel. 

Efter dette storslåede syn modtog 

profeten Joseph i tre år ikke nogen 

yderligere åbenbaringer. Men han 

undrede sig ikke, han stillede ikke 

spørgsmål ved det, han tvivlede ikke 

på Herren. Han ventede tålmodigt. 

Han lærte os den himmelske dyd 

tålmodighed – ved sit eksempel. 

Efter englen Moronis besøg hos 

den unge Joseph og hans erhvervelse 

af pladerne påbegyndte han den vanskelige 

oversættelsesopgave. Man kan 

kun svagt forestille sig, hvilken hengivenhed, 

opofrelse og indsats det 

krævede på mindre end 90 dage at 

oversætte denne optegnelse på over 

500 sider, som dækker en periode på 

2.600 år. Jeg elsker de ord, som Oliver 

Cowdery brugte til at beskrive den 

tid, hvor han hjalp Joseph med oversættelsen 

af Mormons Bog: »Det var 

dage, som aldrig kan glemmes – at 

sidde under lyden af en stemme, der 

talte drevet af himmelens inspiration, 

fyldte mit hjerte med største taknemmelighed!« 

4 Profeten Joseph Smith 

lærte os flid – ved sit eksempel. 

Som vi ved, så sendte profeten 

missionærer ud for at prædike det 

gengivne evangelium. Han var selv på 

mission sammen med Sidney Rigdon i 

den nordvestlige del af New York og i 

Canada. Han ikke blot inspirerede 

andre til at melde sig frivilligt til at 

tage på mission, men han lærte os 

også om vigtigheden af missionering 

– ved sit eksempel. 

Jeg synes, at en af de smukkeste, 

men nok også tristeste lektier, som 

profeten lærte os, fandt sted kort før 

hans død. I et syn havde han set de 

hellige forlade Nauvoo og drage til 

Rocky Mountains. Han var ivrig efter, 

at hans folk skulle føres væk fra deres 

plageånder og ind i det forjættede 

land, som Herren havde vist ham. Han 

længtes uden tvivl efter at være sammen 

med dem. Men der var blevet 

udstedt en arrestordre mod ham på 

grundlag af falske anklager. På trods af 

mange appeller til guvernør Ford blev 

anklagerne ikke afvist. Joseph forlod 

sit hjem, sin hustru, sin familie og sit 

folk og overgav sig til de borgerlige 

myndigheder vel vidende, at han højst 

sandsynligt aldrig kom tilbage. 

Dette er de ord, som han sagde, da 

han tog til Carthage: »Jeg går som et 

lam til slagtebænken, men jeg er rolig 

som en sommermorgen, min samvittighed 

er uplettet for Gud og alle 

mennesker.« 5 

Han var indespærret i fængslet i 

Carthage sammen med sin bror 

Hyrum og andre. Den 27. juni 1844 

var Joseph, Hyrum, John Taylor og 

Willard Richards sammen, da en 

rasende pøbelhob stormede fængslet, 

styrtede op ad trappen og begyndte 

at skyde gennem døren til det rum, 

hvor de var. Hyrum blev dræbt, og

John Taylor blev såret. Joseph Smiths 

sidste store gerning her på jorden var 

uselvisk. Han gik over til den anden 

side af rummet, idet han »tænkte, at 

det ville redde hans brødres liv, som 

var i rummet, hvis han kunne undslippe 

... så han sprang hen til vinduet 

idet to kugler ramte ham fra døren og 

en udefra ramte ham på højre side 

af brystet.« 6 Han gav til liv; Willard 

Richards og John Taylor blev skånet. 

»Større kærlighed har ingen end den 

at sætte livet til for sine venner.« 7 

Profeten Joseph Smith lærte os kærlighed 

– ved sit eksempel. 

Når man over 160 år senere ser tilbage, 

så bliver vi, selvom begivenhederne 

den 27. juni 1844 var tragiske, 

trøstet ved at vide, at Joseph Smiths 

martyrium ikke var det sidste kapitel i 

historien. Selvom dem, der søgte at 

tage hans liv, troede, at Kirken ville 

falde fra hinanden uden ham, så forbliver 

hans stærke vidnesbyrd om 

sandheden, de lærdomme han 

oversatte og hans erklæringer om 

Frelserens budskab stadig i dag i hjertet 

hos over 12 millioner medlemmer 

over hele verden, som erklærer, at 

han er Guds profet. 

Profeten Josephs vidnesbyrd fortsætter 

med at ændre liv. For nogle år 

siden tjente jeg som præsident for den 

canadiske mission. I Ontario i Canada 

gik to af vore missionærer og bankede 

på døre en kold eftermiddag med snevejr. 

De havde ikke haft succes med 

deres forehavende. Den ene af dem 

var erfaren, og den anden var helt ny. 

De to bankede på hos hr. Elmer 

Pollard, og han fik ondt af de forfrosne 

missionærer og bød dem 

indenfor. De præsenterede deres budskab 

for ham og spurgte, om han ville 

bede sammen med dem. Det ville han 

gerne på betingelse af, at han fik lov 

til at bede. 

Hans bøn forbløffede missionærerne. 

Han sagde: »Kære himmelske 

Fader, velsign disse to ulykkelige, 

vildledte missionærer, at de må vende 

tilbage til deres hjem og ikke spilde 

deres tid på at fortælle folk her i 

Canada om et budskab, som er så 

utroligt, og som de ved så lidt om.« 

Da de rejste sig fra bønnen, bad hr. 

Pollard missionærerne om aldrig 

nogensinde at vende tilbage til hans 

hus. Da de gik, sagde han hånligt til 

dem: »I kan alligevel ikke fortælle mig, 

at I virkelig tror på, at Joseph Smith er 

Guds profet!« Og så smækkede han 

døren i. 

Missionærerne var ikke kommet 

ret langt, da juniorkammeraten forskræmt 

sagde: »Ældste, vi svarede jo 

ikke hr. Pollard.« 

Seniorkammeraten svarede: »Vi er 

blevet sat på porten. Lad os komme 

videre.« 

Men den unge missionær holdt 

stædigt fast på sit, og de to vendte tilbage 

til hr. Pollards hus. Hr. Pollard 

åbnede døren og sagde vredt: »Jeg 

mente bestemt, jeg havde sagt, at I to 

aldrig skulle vise jer her mere!« 

Juniorkammeraten sagde så, idet 

han opgød alt sit mod: »Hr. Pollard, da 

vi gik, sagde De, at vi ikke selv troede 

på, at Joseph Smith var en Guds profet. 

Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd 

for Dem, hr. Pollard, at jeg ved, at 

Joseph Smith er Guds profet, at han 

ved inspirationens kraft oversatte 

den optegnelse, som kendes som 

Mormons Bog, og at han så Gud 

Faderen og hans Søn Jesus Kristus.« 

Og så gik missionærerne igen. 

Jeg hørte den selv samme hr. 

Pollard fortælle om hin mindeværdige 

dags begivenheder ved et vidnesbyrdmøde. 

Han sagde: »Den nat kunne jeg 

ikke sove. Jeg vendte og drejede mig. 

Igen og igen hørte jeg disse ord i mit 

sind: ›Joseph Smith er Guds profet. 

Jeg ved det ... Jeg ved det ... Jeg ved 

det.‹ Jeg kunne knap vente, til det 

blev morgen. Jeg ringede til missionærerne 

på det nummer, som stod på 

det lille kort med Trosartiklerne. De 

vendte tilbage, og denne gang lyttede 

min hustru, min familie og jeg til missionærlektionerne 

som ægte sandhedssøgende 

mennesker. Som følge 

deraf har vi alle taget imod Jesu Kristi 

evangelium. Vi vil altid være taknemmelige 

for det sandhedens vidnesbyrd, 

som disse to modige, men 

ydmyge missionærer bar for os.« 

I afsnit 135 i Lære og Pagter kan vi 

læse John Taylors ord om profeten 

Joseph: »Joseph Smith, Herrens profet 

og seer, har gjort mere (Jesus alene 

undtaget) for menneskenes frelse i 

denne verden end noget andet menneske, 

der nogensinde har levet her.« 8 

Jeg elsker præsident Brigham 

Youngs ord, som lyder: »Jeg har lyst 

til at råbe halleluja hele tiden, når jeg 

tænker på, at jeg har kendt Joseph 


Smith, den profet, som Herren oprejste 

og ordinerede, og som han gav 

nøglerne og magten til at opbygge 

Guds rige på jorden og styrke den.« 9 

Til disse passende hyldestord til 

vores elskede Joseph, vil jeg tilføje mit 

eget vidnesbyrd om, at jeg ved, at han 

var Guds profet, udvalgt til at genoprette 

Jesu Kristi evangelium i disse sidste 

dage. Jeg beder til, at når vi fejrer 

200-året for hans fødsel, at vi må lære 

af hans liv. Lad os i vores tilværelse 

indføje de guddommelige principper, 

som han så smukt lærte os – ved sit 

eksempel – så vi selv kan leve mere i 

overensstemmelse med Jesus Kristi 

evangelium. At vores liv må afspejle 

den kundskab vi har om, at Gud lever, 

at Jesus Kristus er hans søn, at Joseph 

Smith var en profet, og at vi i dag er 

ledt af en anden af Guds profeter – 

nemlig præsident Gordon B. Hinckley. 

Ved denne konference er det 42 

år siden, at jeg blev kaldet til De 

Tolv Apostles Kvorum. Ved mit første 

møde med Det Første Præsidentskab 

og De Tolvs Kvorum i templet sang vi 

en af mine yndlingssalmer, der ærer 

Joseph Smith, profeten. Jeg slutter 

med et vers fra denne salme: 

Priser profeten, som skued’ Jehova, 

Jesus har salvet den herlige seer. 

Åbnet blev tidernes fyldes uddeling, 

Det, som var talet, på jorden nu 

sker. 10 

Jeg bærer vidnesbyrd om denne 

sandhed, i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith 

by His Mother, red. Scot Facer Proctor og 

Maurine Jensen Proctor, 1996, s. 69-76. 

2. JS-H 1:10-11. 

3. JS-H 1:21-22, 25. 

4. JS-H 1:71, fodnote. 

5. L&P 135:4. 


7. Joh 15:13. 

8. L&P 135:3. 

9. Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham 

Young, 1997, s. 343. 

10. William W. Phelps, »Priser profeten«, Salmer 

og sange, nr. 17. 

På Zions bjerg 

PRÆSIDENT BOYD K. PACKER 

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum 

Hver eneste sjæl, som villigt knytter sig til Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige og søger at leve efter dens principper og 

ordinancer, står »på Zions bjerg.« 

Jeg har levet i lang tid og set de 

standarder, som civilisationen 

må hvile på for at overleve, blive 

fejet til side en ad gangen. 

Vi lever i en tid, hvor de hæderkronede 

standarder for moral, ægteskab, 

hjemmet og familie lider nederlag på 

nederlag i retssale og råd, parlamenter 

og klasseværelser. Vores lykke 

afhænger af at efterleve de selvsamme 

standarder. 

Apostlen Paulus profeterede om, at 

mennesker i vore dage, disse sidste 

dage, ville være »ulydige mod deres 

forældre ... ukærlige ... fjender af det 

gode ... de vil elske nydelser højere 

end Gud« (2 Tim 3:2-4). 

Og han advarede om, at: »Onde 

mennesker og bedragere vil komme 

længere og længere ud i det onde, 

føre andre vild og selv fare vild« 

(2 Tim 3:13). Han havde ret. Når jeg 

tænker på fremtiden, er jeg ikke desto 

mindre overvældet af en følelse af 

glad optimisme. 

Paulus fortalte den unge Timoteus, 

at han skulle fortsætte med de ting, 

han havde lært af apostlene, og han 

kunne være tryg, fordi »fra barnsben 

kender du De hellige Skrifter, der kan 

give dig visdom til frelse ved troen på 

Kristus Jesus« (2 Tim 3:15). 

En viden om skrifterne er vigtig. 

Vi lærer om åndelig vejledning 

gennem dem. 

Jeg har hørt folk sige: »Jeg ville villigt 

udstå forfølgelse og prøver, hvis 

jeg kunne have levet i Kirkens første 

tid, hvor der var sådan en bølge af 

åbenbaring, som blev udgivet som hellig 

skrift. Hvorfor sker det ikke nu« 

De åbenbaringer, som kom gennem 

Joseph Smith, og blev udgivet 

som hellig skrift, lagde den faste 

grundvold for den kirke, hvorigennem 

Jesu Kristi evangelium kunne bringes 

ud til »alle nationer« (2 Nephi 26:13). 1 

Skrifterne definerer embederne for 

profeten og præsidenten og hans rådgivere 

og De Tolv Apostles Kvorum, 

De Halvfjerds’ Kvorum, Det 

Præsiderende Biskopråd og stave og 

menigheder. De definerer embederne 

i Det Melkisedekske og Det Aronske 

Præstedømme. De etablerer kanaler, 

som inspiration og åbenbaring kan 

70

strømme igennem til ledere og lærere 

og forældre og enkeltpersoner. 

Modgangen og prøvelserne er 

anderledes nu. Om noget er de mere 

intense og farligere end i de tidlige 

dage og ikke så meget rettet mod 

Kirken som mod os som individer. De 

tidlige åbenbaringer, der blev udgivet 

som hellig skrift og som permanent 

vejledning for Kirken, definerer ordinancerne 

og pagterne og er stadig 

gældende. 

Et af disse skriftsteder lover: »Er I 

beredt, behøver I ikke at frygte« 

(L&P 38:30). 

Lad mig fortælle jer, hvad der er 

gjort for at forberede os. Så vil I 

måske forstå, hvorfor jeg ikke frygter 

fremtiden, og hvorfor jeg nærer 

sådanne positive, tillidsfulde følelser. 

Jeg kan umuligt beskrive detaljeret 

eller blot opremse alt det, Det Første 

Præsidentskab og De Tolv Apostles 

Kvorum har fået gjort i de senere år. 

Deraf vil I se fortsat åbenbaring, åbne 

sig for Kirken og for hvert enkelt medlem. 

Jeg vil beskrive nogle få af dem. 

For mere end 40 år siden, blev det 

besluttet at gøre lærdommene lettere 

tilgængelig for alle medlemmer ved 

at udarbejde en sidste dages hellig 

udgave af skrifterne. Vi gik i gang med 

at lave krydsreferencer fra King 

James-oversættelsen af Bibelen til 

Mormons Bog, Lære og Pagter og Den 

Kostelige Perle. Der blev overhovedet 

ikke ændret i teksten i King Jamesoversættelsen 

af Bibelen. 

For århundreder siden blev der 

udført arbejde som forberedelse til 

vore dage. Halvfems procent af King 

James-oversættelsen af Bibelen er, 

som den blev oversat af William 

Tyndale og John Wycliffe. Vi skylder 

disse tidlige oversættere og martyrer 

meget. 

William Tyndale sagde: »Jeg vil gøre 

det muligt, at den dreng, som pløjer 

marken, skal vide mere om skrifterne 

end [den gejstlige].« 2 

Alma havde været gennem store 

prøvelser og stod over for endnu 

større prøvelser. »Og ordets forkyndelse 

gjorde meget til at få folket til at 

gøre det, der var retfærdigt; ja, det 

havde øvet større indflydelse på folkets 

sind end sværdet eller noget 

andet, der var hændt dem – derfor 

mente Alma, at det var nødvendigt at 

forsøge Guds ords kraft« (Alma 31:5). 

Det er præcis, hvad vi havde i 

sinde, da vi begyndte på projektet 

med skriften, at ethvert medlem af 

Kirken skulle kunne kende skriften og 

forstå de principper og lærdomme, 

som findes i dem. Vi ville gøre det i 

vore dage, som Tyndale og Wycliffe 

havde gjort i deres. 

Både Tyndale og Wycliffe blev frygtelig 

forfulgt. Tyndale led i et iskoldt 

fængsel i Bruxelles. Hans tøj var slidt i 

laser, og han frøs forfærdeligt. Han 

skrev til biskopperne og bad om sin 

frakke og kappe. Han tiggede om et 

lys og sagde: »Det er meget trættende 

at sidde alene i mørket.« 3 De blev så 

ophidsede over denne forespørgsel, 

at han blev ført fra fængslet og 

brændt på bålet foran en stor skare 

af mennesker. 

Wycliffe undslap døden på bålet, 

men Konstanzkoncilet fik hans lig gravet 

op, brændt på bålet og hans aske 

spredt. 4 

Profeten Joseph Smith havde lånt 

bogen Book of Martyrs af John Foxe, 


72 

en engelsk præst i det 16. århundrede, 

af moderen til Edward Stevenson fra 

De Halvfjerds. Efter at han havde læst 

den, sagde han: »Jeg har ved hjælp af 

Urim og Tummin set disse martyrer, 

og de var ærlige, oprigtige Kristi disciple 

i henhold til det lys, de havde, 

og de vil blive frelst.« 5 

Vi vidste på forhånd, at det var en 

meget vanskelig, måske endda umulig 

opgave, at lave krydshenvisninger til 

mere end 70.000 vers i skrifterne, 

lave fodnoter og anden hjælp. Men vi 

begyndte. Det tog 12 år og mere end 

600 mennesker hjalp til for at gøre det 

færdig. Nogle var eksperter i græsk, 

latin og hebraisk eller havde viden om 

antikke manuskripter. Men de fleste 

var almindelige, trofaste medlemmer 

af Kirken. 

Inspirationens ånd hvilede over 

arbejdet. 

Projektet ville have været umuligt 

uden computeren. 

Et bemærkelsesværdigt system blev 

udarbejdet til at holde styr på tusindvis 

af fodnoter til at åbne skriften 

for enhver dreng og pige, der pløjer 

marken. 

Med et emneindeks kan et medlem 

af Kirken på bare få minutter slå 

ord op som forsoning, omvendelse, 

Helligånd og finde åbenbarende referencer 

fra alle fire standardværker. 

Adskillige år inde i projektet 

spurgte vi til, hvordan det gik fremad 

med den omstændige og møjsommelige 

registrering af emner i alfabetisk 

orden. De skrev: »Vi har været gennem 

himmel og helvede, er kommet 

over kærlighed og lyst og arbejder os 

nu henimod omvendelse.« 

Det originale manuskript til 

Mormons Bog kom os i hænde. Det 

gjorde det muligt at rette trykkerens 

fejl, som havde sneget sig ind i oversættelse 

af skriften. 

Mest bemærkelsesværdigt i Topical 

Guide er de 18 sider, med enkelt linjeafstand 

og lille skriftstørrelse under 

overskriften »Jesus Kristus,« den mest 

omfattende samling af henvisninger til 

skriften på navnet Jesus Kristus, som 

nogensinde er samlet i verdens historie. 

Følg disse henvisninger, og I vil 

åbne døren til, hvis kirke dette er, 

hvad den underviser i, og ved hvilken 

myndighed – alt er forankret i Jesu 

Kristi hellige navn, Guds Søn, Messias, 

Forløseren, vor Herre. 

To nye åbenbaringer blev føjet til 

Lære og Pagter – afsnit 137, et syn 

der blev givet til profeten Joseph 

Smith i forbindelse med gengivelsen 

af begavelsen, og afsnit 138, præsident 

Joseph F. Smiths syn om forløsningen 

af de døde. Da dette arbejde 

var næsten klart til at blive sendt i 

trykken, modtog og bekendtgjorde vi 

den storslåede åbenbaring om præstedømmet 

som en officiel erklæring 

(se L&P-Officiel erklæring 2), som 

beviser, at der stadig kan komme ny 

hellig skrift. 

Så kom den store udfordring med 

at oversætte til alle sprog i Kirken. 

Nu er Tre-i-eneren med Guide til 

Skrifterne blevet udgivet på 24 forskellige 

sprog, og der følger flere. 

Mormons Bog er nu udgivet på 106 

sprog. 49 oversættelser er i gang. 

Der blev udrettet mere. Mormons 

Bog fik en undertitel – Mormons Bog: 

Endnu et vidne om Jesus Kristus. 

Med de grundlæggende lærdomme 

så solidt på plads som granitten i templet 

i Salt Lake City og åben for enhver 

kunne flere se den konstante strøm af 

åbenbaring til Kirken. »Vi tror alt, hvad 

Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu 

åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil 

åbenbare mange store og vigtige ting 

angående Guds rige« (9. trosartikel). 

Mens udgivelsen af skriften skred 

frem, blev et andet stort arbejde påbegyndt. 

Dette vil også tage år. Alle 

Kirkens undervisningsmaterialer blev 

revideret. Alle kurser i præstedømmet 

og hjælpeorganisationer – for børn, 

unge og voksne – blev revideret for at 

fokusere på skrifterne, fokusere på 

Jesus Kristus, fokusere på præstedømmet 

og fokusere på familien. 

Hundredvis af frivillige arbejdede 

år ud og år ind. Nogle af dem var 

eksperter i at skrive, læseplaner, 

undervisning og andre relaterede 

områder, men de fleste var almindelige 

medlemmer af Kirken. Alt var 

forankret i skriften, med vægt på præstedømmets 

myndighed og med 

fokus på familiens hellige natur. 

Det Første Præsidentskab og 

De Tolv Apostles Kvorum udgav:

»Familien: En proklamation til verden.« 

6 Dernæst udgav de: »Den 

levende Kristus: Apostlenes 

vidnesbyrd.« 7 

Seminar- og institutklasser spreder 

sig over hele verden. Lærerne og eleverne 

lærer og underviser ved Ånden 

(se L&P 50:17-22) og begge parter bliver 

undervist i at forstå skriften, profetens 

ord, frelsesplanen, Jesu Kristi 

forsoning, frafaldet og genoprettelsen, 

den genoprettede kirkes enestående 

position og at kende de 

principper og lærdomme, som findes 

i den. Eleverne opmuntres til at 

udvikle en vane med at studere 

skriften dagligt. 

Mandag aften blev reserveret 

til familieaften. Alle aktiviteter i 

Kirken må vige, så familien kan være 

sammen. 

Som en naturlig følge blev missionering 

genfæstet til åbenbaringerne 

under titlen »Forkynd mit evangelium.« 

Hvert år afløses mere end 

25.000 missionærer for at vende hjem 

til 148 lande, efter at de har brugt to 

år med at lære om lærdommene, og 

hvordan man underviser ved Ånden 

og at bære deres vidnesbyrd. 

Principperne om præstedømmets 

ledelse er blevet gjort tydeligere. 

Præstedømmekvorummernes rolle – 

de aronske og de melkisedekske – er 

blevet fremhævet. Altid, overalt, er 

der ledere, som har nøglerne – biskopper 

og præsidenter – til at give 

vejledning, at afklare misforståelser 

samt opfange og korrigere falske 

lærdomme. 

Læseplanen for voksne i præstedømmet 

og Hjælpeforeningen er lagt 

an på Kirkens præsidenters lærdomme. 

Kirkens tidsskrifter har fået nyt 

udseende og bliver nu udgivet på 50 

sprog. 

En imponerende æra af tempelbyggeri 

er i gang med 122 templer, 

som er blevet åbnet for udførelse af 

ordinancer, og yderligere to blev 

bekendtgjort i går. 

Genealogi fik navneforandring til 

slægtshistorie. Trofaste medlemmer 

bliver hjulpet af den nyeste teknologi 

med at forberede og medbringe 

navne til templet. 

Disse ting vidner alle om fortsat 

åbenbaring. Der er meget andet, som 

er alt for talrigt til at gå i detaljer med. 

Der er i Kirken en central kerne af 

kraft, der går dybere end programmer 

eller møder eller foreninger. Den 

ændrer sig ikke. Den kan ikke nedbrydes. 

Den er konstant og sikker. Den 

viger eller falmer aldrig. 

Selv om Kirken bor i kirkebygninger, 

så lever den i hjertet og sjælen 

hos hver eneste sidste dages hellig. 

Overalt i verden trækker ydmyge 

medlemmer på inspiration fra skrifterne 

til at vejlede dem i livet, selv om 

de ikke fuldt ud forstår, at de har fundet 

den »kostbare perle« (Matt 13:46), 

hvorom Herren talte til sine disciple. 

Da Emma Smith, profeten Josephs 

hustru, samlede salmerne til den første 

salmebog, medtog hun »Led os, o 

du vor Jehova«, som faktisk er en bøn: 

Når så jorden ryster, skælver, 

byd vor frygt at vorde djærv. 

Og når dom tilintetgører, 

hold os fri på Zions bjerg.« 8 

Hver eneste sjæl, som villigt knytter 

sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste 

Dages Hellige og søger at leve efter 

dens principper og ordinancer, står 

»på Zions bjerg.« 

Hver eneste kan modtage forvisning, 

som kommer ved inspiration og 

vidner om, at Jesus er Kristus, Guds 

Søn, at Jesu Kristi Kirke af Sidste 

Dages Hellige er netop det, som han 

erklærede, at den var: »Den eneste 

sande og levende kirke på hele jordens 

overflade« (L&P 1:30). I Jesu 


NOTER 

1. Se også Åb 5:9, 14:6; 1 Nephi 19:7; Mosiah 

3:13, 20; 15:28; 16:1; Alma 9:20; 37:4; L&P 

10:51; 77:8, 11; 133:37. 

2. I David Daniells introduktion til Tyndales 

Nye Testamente, oversat af William Tyndale 

(1989), s. viii. 

3. I David Daniells introduktion til Tyndales 

Nye Testamente, s. ix. 

4. Se John Foxe, Foxe’s Book of Martyrs, red. 

G. A. Williamson (1965), s. 18–20. 

5. I Edward Stevenson, Reminiscences of 

Joseph, the Prophet, and the Coming Forth 

of the Book of Mormon (1893), s. 6. 

6. Se »Familien: En proklamation til verden«, 


7. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, 

Liahona, april 2000, s. 2. 

8. Salmer og sange, nr. 36. 


Et mønster for alle 

ÆLDSTE MERRILL J. BATEMAN 

De Halvfjerds’ Præsidium 

Jesu Kristi genoprettede evangelium er et mønster for alle ... 

Det er godt nyt – Herren Jesu Kristi tidløse lærdom og 

forsonende magt. 

For nylig ytrede en deltager i en 

radioudsendelse tvivl om 

Kirkens internationale appel, i 

betragtning af, at Kirken opstod i New 

York, har hovedkontor i Utah, og at 

Mormons Bog omhandler historien 

om USA’s fordums folkeslag. Mens jeg 

tænkte på venner i Asien, Afrika, 

Europa og andre dele af verden, blev 

det tydeligt, at debattøren ikke forstod 

det gengivne evangeliums universelle 

natur eller den altomfattende 

kraft i dets ordinancer, pagter og velsignelser. 

Den verdensomspændende 

betydning af profeten Joseph Smiths 

første syn og Mormons Bog kan ikke 

måles på beliggenheden, men på 

budskabet om menneskets forhold 

til Gud, Faderens kærlighed til 

sine børn og det guddommelige 

potentiale, der ligger i hvert levende 

menneske. 

Det profetiske kald har gennem 

alle tider lydt: »Kom til Kristus og bliv 

fuldkommen i ham« (Moroni 10:32, se 

også Matt 5:48; Joh 10:10, 14:6), at 

frelse er gennem Faderens Enbårne 

Søn (se Joh 1:14, 18; L&P 29:42). 

Kaldet er universelt og henvender sig 

til alle Guds børn, hvad enten de er 

afrikanere, asiater, europæere eller 

af anden nationalitet. Som apostlen 

Paulus sagde til athenerne: »Når vi nu 

er af Guds slægt« (ApG 17:29). 

Faderens plan for vores tilværelse, 

med det centrale fokus på 

Kristi forsoning, var forberedt før 

verden blev grundlagt (se Abraham 

3:22-28, Alma 13:3). Det blev tilkendegivet 

for Adam og Eva, og de blev 

befalet at undervise deres børn (se 

Moses 5:6-12). Med tiden forkastede 

Adams efterkommere evangeliet, 

men det blev gengivet gennem Noa 

og senere igen gennem Abraham (se 

2 Mos 6:2-4, Gal 3:6-9). Evangeliet 

blev tilbudt israelitterne på Moses’ 

tid. Men en hårdere læremester 

var påkrævet for at bringe dem til 

Kristus trods århundredes frafald 

(se 2 Mos 19:5-6, L&P 84: 19-24). 

Evangeliets fylde blev endeligt gengivet 

til Israel i tidernes midte af 

Frelseren selv. 

Et af de mest beskrivende steder i 

skriften om denne rækkefølge med 

frafald og genoprettelse er Jesu lignelse 

om de onde vinbønder (se Mark 

12:1-10). I denne lignelse minder 

Jesus folket om, at mange profeter er 

blevet sendt gennem årene for at 

oprejse retfærdige nationer. Derpå 

siger han, at budbringerne blev afvist 

gang på gang. Nogen blev slået og 

sendt tomhændede bort. Andre blev 

dræbt. Og profeterende om sin egen 

tjenestegerning, sagde Jesus til sine 

tilhørere, at Faderen besluttede at 

sende en – »sin elskede søn« (JST, 

Mark 12:17), og sagde: »De vil undse 

sig for min søn« (Matt 21:37). 

Jesus, som kendte sin egen skæbne, 

sagde videre: 

»Men disse vinbønder sagde ... Det 

er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, 

og arven er vores. 

Og de greb ham og slog ham ihjel, 

og de smed ham ud af vingården« 

(Mark 12:7-8). 

Efter Frelserens og hans apostles 

død blev læresætninger og ordinancer 

ændret, og frafald satte igen ind. 

Denne åndeligt mørke tid varede i 

århundreder før stråler af lys igen 

trængte igennem til jorden. Apostlen 

Peter kendte til dette frafald og profeterede 

efter Frelserens himmelfart, at 

Herren ikke ville vende tilbage i sit 

andet komme før »alle tings genoprettelse« 

(se ApG 3:19-21). Apostlen 

Paulus profeterede også om en tid, 

hvor medlemmerne ikke ville »finde 

sig i den sunde lære« (2 Tim 4:3-4) 

og at »frafald« (2 Thes 2:2-3) ville gå 

forud for Kristi andet komme. Han 

henviste også til »alle tings genoprettelse« 

og sagde, at Frelseren i tidernes 

fyldes uddeling ville »sammenfatte alt 

i Kristus« (Ef 1:10). 

Herren ledte genoprettelsen af 

evangeliet gennem profeten Joseph 

Smith. »Alle tings genoprettelse« 

begyndte i den hellige lund, da 

Faderen og Sønnen viste sig for 

Joseph Smith. Ved syn lærte Joseph 

om Guds natur – at Faderen og 

74

Sønnen er adskilte, ophøjede væsener 

med legemer af kød og ben. 

Ved begyndelsen af de fleste 

uddelinger gives en bog til den nyligt 

kaldede profet. Moses modtog tavler 

(se 2 Mos 31:18). Lehi fik en bog, så 

han kunne læse om Jerusalems ødelæggelse 

(se 1 Nephi 1:11-14). 

Ezekiel fik en »bogrulle« (Ez 2:9-10), 

som indeholdt Herrens budskab til 

Judas hus i hans dage. Johannes 

Åbenbareren blev på øen Patmos vist 

en bog med syv segl (se Åb 5, L&P 

77:6). Er det så noget under, at 

Herren ville frembringe en bog, som 

indeholder evangeliets fylde, som en 

del af »alle tings genoprettelse« 

Mormons Bog har kraft til at drage 

alle mænd og kvinder til Kristus. 

Dens henvisninger til Frelserens forsoning 

er de klareste, der findes, 

hvad angår dets formål og kraft. 

Helligånden har hvisket i min sjæl, 

at Joseph så Faderen og Sønnen i den 

hellige lund, og at Mormons Bog er 

sand. Jeg er taknemmelig for den yderligere 

viden vedrørende Frelserens 

forsoning, som Mormons Bog indeholder. 

Én af Frelserens titler er Faderens 

enbårne Søn. I Johannesevangeliet 

siger apostlen Johannes fx, at han så 

Herrens majestæt og herlighed på 

Forklarelsens bjerg, og at hans herlighed 

var den, »som den Enbårne har 

den fra Faderen« (Joh 1:14; se også 

vers 18). Mormons Bog anvender ligeledes 

denne titel mange gange. 

I modsætning til andre dødelige, 

som arver dødelighed fra begge forældre, 

blev Jesus født af en dødelig 

moder men en udødelig Fader. 

Dødeligheden, som han fik fra Maria 

betød, at han kunne dø, men arven fra 

hans Fader gav ham udødelighed, hvilket 

betød, at døden blev en frivillig 

handling. Som Jesus sagde til jøderne: 

»For ligesom Faderen har liv i sig selv, 

således har han også givet Sønnen at 

have liv i sig selv« (Joh 5:26). 

Ved en anden lejlighed sagde han: 

»Derfor elsker Faderen mig, fordi 

jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. 

Ingen tager det fra mig, men jeg 

sætter det til af mig selv. Jeg har 

magt til at sætte det til, og jeg har 

magt til at få det tilbage. Og det 

har min fader påbudt mig at gøre« 

(Joh 10:17-18). 

Den udødelige natur, som Jesus 

modtog af sin Fader, gav ham magt til 

at udføre forsoningen og lide for alles 

synder. Profeten Alma i Mormons Bog 

lærer os, at ikke alene tog Jesus vore 

synder på sig men led også vore smerter, 

sorg og fristelser. Alma forklarede 

også, at Jesus tog vore sygdomme, 

død og skrøbeligheder på sig. (Se 

Alma 7:11-13). Dette gjorde han, 

sagde Alma, for, at »hans hjerte kan 

fyldes med barmhjertighed efter 

kødet, så han ... kan vide, hvorledes 

han kan hjælpe sit folk« (Alma 7:12). 

Profeten Abinadi siger desuden, »at 

når hans sjæl gøres til et skyldoffer, 

skal han se sit afkom« (Mosiah 15:10). 

Abinadi siger så, at Frelserens afkom 

er profeterne og dem, som følger 

dem. For mange år siden tænkte jeg 

på Frelserens oplevelse i Getsemane 

have og på korset som steder, hvor en 

stor masse af synd blev hældt på ham. 

Ved hjælp af Almas, Abinadis, Esajas’ 

og andre profeters ord er mit syn dog 

ændret. I stedet for en upersonlig 

masse af synd forestiller jeg mig en 

lang række mennesker, da Jesus led 

for »vore skrøbeligheder« (Hebr 4:15), 


påtog sig »vore sygdomme ... [bar] 

vore lidelser ... [og blev) knust for 

vore synder« (Es 53:4-5). 

Forsoningen var en fortrolig, personlig 

oplevelse, hvorved Jesus lærte, 

hvordan han kunne hjælpe hver 

enkel af os. 

Den Kostelige Perle lærer os, at 

Moses blev vist jordens indbyggere, 

som var »utallige som sandet ved 

havets bred« (Moses 1:28). Hvis 

Moses skuede enhver sjæl, så giver 

det mening, at universets skaber har 

magten til kende hver af os personligt. 

Han kendte til dine og mine svagheder. 

Han oplevede dine smerter og 

lidelser. Han oplevede mine. Jeg vidner 

om, at han kender os. Han forstår 

den måde, vi møder vore fristelser på. 

Han kender vore svagheder. Mere end 

det, mere end bare at kende os, så 

ved han, hvordan han kan hjælpe os, 

hvis vi kommer til ham i tro. Det er 

derfor, at en ung latinamerikansk 

kvinde pludselig indså, at hun var 

mere end en prik i universet, da 

Helligånden vidnede om genoprettelsen 

for hende. Hun mærkede Guds 

kærlighed, at hun var hans datter og 

indså, at han kendte hende. Det forklarer 

også, hvorfor Frelsesplanen 

forekom bekendt for min japanske 

ven, da missionærerne underviste 

ham, og Helligånden bekræftede hans 

formål og muligheder på jorden. 

Jeg vidner om, at Jesu Kristi genoprettede 

evangelium er et mønster 

for alle. Det er ikke stedet for begivenhederne, 

der er vigtigt, det er den 

gode nyhed – Herren Jesu Kristi tidløse 

lærdomme og forsonende kraft. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at han 

lever, at han er Kristus. Jeg vidner om, 

at evangeliet, som blev gengivet gennem 

profeten Joseph Smith er, hvad 

Peter omtaler som »alle tings genoprettelse«. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, 

at præsident Gordon B. Hinckley er 

Herrens profet i dag. I Jesu Kristi 


Thi min sjæl fryder 

sig over skrifterne 

CHERYL C. LANT 

Primarys hovedpræsidentinde 

Der er på ingen måde noget vigtigtigere, som vi kan gøre for 

vores familie, end at styrke dem i skrifterne. 

Vores elskede profet har for nylig 

bedt os læse Mormons Bog 

inden udgangen af året. Efter 

jeg har taget imod opfordringen, har 

jeg opdaget nye og spændende ting i 

denne bog, selvom jeg har læst den 

mange gange før. For eksempel genopdagede 

jeg 2 Nephi 4:15, som 

lyder: »Thi min sjæl fryder sig over 

skrifterne, og mit hjerte overvejer 

dem, og jeg nedskriver dem til mine 

børns lærdom og nytte.« 

Dette skriftsted lærer os, hvordan 

vi skal læse Mormons Bog. Det nævner 

tre vigtige ting. 

For det første: »Min sjæl fryder sig.« 

Jeg elsker denne vending! Jeg har 

tænkt på at hungre og tørste efter 

viden, når jeg læste i skrifterne, men at 

fryde sig over dem er noget andet. Jeg 

oplever, at det, jeg får ud af skrifterne, 

afhænger af, hvad jeg selv har med 

mig. Hver gang jeg læser i dem, medbringer 

jeg på en måde en ny person 

med nye øjne til oplevelsen. Det stadie, 

jeg befinder mig på i mit liv, og 

min indstilling har indflydelse på, hvad 

jeg får ud af det. Jeg elsker skrifterne. 

Jeg værdsætter de sandheder, jeg 

finder, når jeg læser dem. Glæde fylder 

mit hjerte, når jeg modtager opmuntring, 

trøst, styrke og svar på mine 

behov. Livet ser lysere ud, og vejen 

fremad åbnes for mig. Jeg får bekræftet 

min himmelske Faders kærlighed 

og omsorg for mig, hver gang jeg 

læser. Dette er absolut en fryd for mig. 

Som en lille dreng i en solstråleklasse 

sagde det: »Jeg er glad for skrifterne!« 

For det andet: »Mit hjerte overvejer 

dem.« Hvor jeg elsker at bære skrifterne 

i mit hjerte! Ånden af det, jeg 

har læst, hviler dér og bringer mig 

fred og trøst. Den viden, jeg har 

opnået, giver mig vejledning og retning. 

Jeg har den tillidsfuldhed, der 

kommer af lydighed. 

Nogle gange har jeg den luksus at 

fordybe mig i skrifterne. Nogle gange 

læser jeg dem i små bidder. Men det 

synes ikke at betyde noget, hvor eller 

hvornår jeg læser skrifterne, jeg kan 

76

stadig bære dem i mit hjerte. Jeg har 

opdaget, at jeg ved at læse i dem om 

morgenen er i stand til at have Åndens 

indflydelse hos mig hele dagen. Når 

jeg læser i dem midt på dagen, er det 

normalt, fordi jeg har haft behov for at 

finde svar og vejledning, der kan 

påvirke mine beslutninger og handlinger. 

Når jeg læser i dem om aftenen, 

dvæler det dejlige, trøstende budskab 

fra Herren i min underbevidsthed, 

mens jeg hviler. Mange gange vågner 

jeg om natten med idéer eller tanker, 

der stammer fra de ord, jeg læste, lige 

før jeg faldt i søvn. Mine tanker kan gå 

i mange retninger i løbet af dagen, 

men mit hjerte omfavner Herrens ord, 

som de findes i skrifterne, og »overvejer 

dem.« 

Ved dette har jeg lært, at som et 

menneske tænker i sit hjerte, således 

er han (se Ordsp 23:7; King Jamesudgaven). 

Når jeg overvejer skrifterne, 

sker der noget med mig. Jeg får 

et stærkere ønske om at leve tæt på 

min himmelske Fader. Jeg længes 

efter at tjene ham. Jeg ønsker at efterleve 

de principper, som jeg lærer om i 

skrifterne, og når jeg gør det, vil mit 

hjerte nedskrive »dem til mine børns 

lærdom og nytte.« 

Jeg nedskriver selvfølgelig ikke 

skrifter som Nephi gjorde det, men 

når jeg læser i skrifterne og efterlever 

de principper, jeg lærer om der, bliver 

disse skrifter nedskrevet i mit liv. 

De styrer mine handlinger og er skrevet 

der, så mine børn kan se dem og 

følge dem. Jeg kan opbygge en arv, 

en tradition for retfærdig levevis, 

baseret på principperne, jeg har lært 

fra skrifterne. 

I L&P 93:39-40 står der: »Men den 

onde kommer og borttager lyset og 

sandheden fra menneskenes børn 

på grund af ulydighed og fædrenes 

traditioner. 

Men jeg har befalet jer at opdrage 

jeres børn i lys og sandhed.« 

Ved at læse i skrifterne, forsikres 

jeg om, at jeg vil kende »lyset og 

sandheden«, der vil velsigne mig og 

min familie. Når jeg ved, hvad jeg skal 

gøre, kan jeg arbejde på at tilpasse 

mine handlinger – mine »traditioner« 

– i forhold til dét, jeg ved. Så vil mit 

eksempel ikke føre mine børn på 

afveje, men i stedet føre dem til 

skrifterne og til sandheden, som 

findes dér. 

Jeg elsker den primarysang, der 

lyder: 

Søg, tænk og bed, 

det er et af Herrens bud. 

For dybt i mit hjerte Ånden si’r, 

at skriften kommer fra Gud. 1 

Jeg oplever, at når jeg beder om 

ikke blot at få et vidnesbyrd om, at 

skrifterne er sande, men også om at 

have Ånden hos mig, når jeg læser, så 

øges min følsomhed, og jeg ser meget 

tydeligere. Jeg kan se, hvor jeg er i mit 

liv, og hvor min himmelske Fader 

ønsker, at jeg skal være. Jeg forstår 

sandhedens principper, og jeg kan se, 

hvordan jeg kan foretage de nødvendige 

ændringer i mit liv. Jeg kan være 

forvisset om, at Herren vil hjælpe og 

styrke mig til at udføre opgaven. 

Således er skrifterne blevet nedskrevet 

i mit liv. 

Når vi læser i skrifterne, hører vi 

Frelserens stemme. Han er ikke fraværende 

i vores liv. Han er aktiv og nærværende 

i versene i disse hellige 

bøger. Vores profet har bedt os om at 

komme Frelseren nærmere ved at 

læse i Mormons Bog. 

Og hvad med vore børn Hvor velsignet 

er ikke det barn, hvis forældre 

bygger deres liv på skrifternes lærdomme! 

Vi kan på ingen måde gøre 


noget vigtigtigere for vores familie 

end at styrke dem med skrifterne. 

Forældre, kald jeres familie sammen 

for at læse i skrifterne, og gør en indsats 

for at gøre det muligt i jeres travle 

familiekalender. Børn, kom hurtigt og 

med glæde, når I bliver kaldt på for at 

læse i skrifterne. 


kom med en opfordring til os, men 

han gav os også løfter, hvis vi vælger 

at sige ja. Han lovede os: »I vil have 

Herrens ånd i jeres hjem i større 

målestok. Jeres beslutning om at være 

lydige mod hans bud vil forstærkes, 

og I vil få et større vidnesbyrd om, at 

Guds Søn er en levende virkelighed.« 2 

En af mine døtre, som er på et 

vidunderligt stadie af sit liv, hvor hendes 

største velsignelser er hendes 

største udfordringer (hun har tre små 

børn!), sagde til mig: »Mor, jeg gør 

det. Jeg læser Mormons Bog. Og jeg 

klynger mig til de vidunderlige løfter. 

De er præcis, hvad jeg har brug for i 

mit liv lige nu.« 

Er disse velsignelser, hvad I har 

brug for i jeres liv De er vores, hvis 

vi blot tager imod dem. Lad os som 

enkeltpersoner love at følge profeten. 

Lad os som familie gøre krav på vore 

velsignelser. Præsident Hinckley, vi 

elsker dig, vi har hørt din stemme, 

og vi vil følge dig. 

Må jeg bære mit vidnesbyrd om, 

at jeg ved, at vor himmelske Fader 

elsker os. Jeg ved, at Jesus Kristus er 

vor Frelser. Jeg ved, at skrifterne er 

sande. De er Guds ord. Jeg ved, at 

præsident Gordon B. Hinckley er 

vores profet i dag. Jeg ved, at når 

vi følger ham, vil vi modtage store 

velsignelser fra vor himmelske 

Fader. Jeg er så taknemmelig for 

dette vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn. 

Amen. ■ 

NOTER 

1. »Søg, tænk og bed«, Børnenes Sangbog, 

s. 66. 

2. »Et levende og ægte vidnesbyrd«, Liahona, 

aug. 2005, s. 6. 

Sandheden 

gengivet 

ÆLDSTE RICHARD G. SCOTT 


Faderens plan for frelse og lykke ... vil ... hjælpe dig med at 

overvinde enhver udfordring i livet. 

Overalt omkring os ser vi i hele 

verden et voksende ønske om 

åndelig vejledning som resultat 

af tiltagende natur- og menneskeskabte 

katastrofer. Længslen efter 

åndelig vejledning er en konsekvens 

af, at vi er børn af en guddommelig 

himmelsk Fader. Det er forståeligt, at 

vi, når vi står over for vanskeligheder, 

vender os til vor Skaber for at få hjælp. 

Vor kærlige himmelske Fader vidste, at 

forværrede tilstande i verden, svære 

personlige udfordringer og katastrofer, 

ville få hans børn til at søge hans 

åndelige næring. Udfordringen består 

i, hvordan man passende finder den. 

Vi boede hos Gud vor hellige Fader 

og hans elskede Søn Jesus Kristus i en 

før-jordisk tilværelse. Der fik vi en 

forståelse af Faderens frelsesplan 

samt løftet om at få hjælp, når vi 

blev født som dødelige på jorden. 

Hovedformålet med livet blev forklaret. 

Vi fik fortalt: 

»... vi vil danne en jord, hvorpå 

disse kan bo. 

Og vi vil prøve dem hermed for at 

se, om de vil gøre alt, hvad Herren, 

deres Gud, vil befale dem. 

Og de, der består deres første prøvestand 

[hvilket er at være lydige i 

den før-jordiske tilværelse], skal gives 

mere ... og de, der består deres anden 

prøvestand [hvilket er at være lydige i 

jordelivet] skal tildeles herlighed over 

deres hoveder i al evighed.« 1 

Disse ord udtrykker det mest 

grundlæggende formål med dit liv på 

jorden. Det formål er at vise, at du er 

lydig mod Herrens bud og derved 

vokser i forståelse, dygtighed og 

enhver værdig færdighed. Det er at 

modtage enhver krævet ordinance og 

indgå og holde enhver nødvendig 

pagt. Det er at skabe og tage sig af en 

familie. Den oplevelse inkluderer at 

have perioder med prøvelser og lykke 

med det formål at vende tilbage i triumf 

efter at have bestået jordelivets 

udfordringer og muligheder og modtage 

de herlige velsignelser, der er 

lovet for en sådan lydighed. 

78

For at denne tid på jorden med 

prøver og udvikling kunne give os de 

største fordele, blev du undervist og 

forberedt på de forhold, som du personligt 

ville møde i jordelivet. Vor 

Faders plan for at lede dig gennem jordelivet 

blev forklaret. Han ville blandt 

de mest tapre, lydige åndelige børn 

vælge profeter og andre bemyndigede 

tjenere til at bære hans præstedømme, 

til at blive undervist i hans sandhed og 

blive ledt til at udbrede denne sandhed 

blandt hans børn på jorden. Gud 

ville give hvert barn handlefrihed, retten 

til at vælge at følge hans råd eller 

ignorere det. Alle ville blive opmuntret, 

men ikke tvunget til at adlyde. 

Du forstod, at selvom du kunne vælge 

din vej på jorden, kunne du ikke 

bestemme udfaldet af dine valg. Det 

ville blive bestemt af en evig lov. 

Hvis nogen levede således, at de 

kvalificerede sig til de største, lovede 

velsignelser, men af grunde, som de 

ikke selv kontrollerede, ikke var i 

stand til at opnå dem på jorden, ville 

der blive en kompenserende mulighed 

efter jordelivet. Din erindring om 

et før-jordisk liv ville blive holdt tilbage 

fra dig for at sikre, at det ville 

være en gyldig prøve, men der ville 

være vejledning til at vise dig, hvordan 

du skulle leve. Vor Faders frelsesplan i 

dette liv med muligheden for at 

vende tilbage til ham ville blive kaldt 

Jesu Kristi evangelium. 

Fra før denne jord blev skabt, var 

der et oprør mod vor Faders plan, 

som blev anstiftet af en strålende, 

men ond ånd, som vi kender som 

Lucifer eller Satan. Han foreslog en 

ændring af betingelserne. Hans argumentation 

var så overbevisende, at en 

tredjedel af Faderens åndelige børn 

fulgte Satan og blev kastet ud. De mistede 

den ekstraordinære mulighed 

for at vokse og den afgørende fordel 

ved at få et jordisk legeme. 

Vor hellige Fader, der kender hver 

enkelt af sine børn til fuldkommenhed, 

forstod, at mange i tidens løb ville 

blive fristet til at blive verdslige og forkaste 

hans profeters vidnesbyrd og 

lærdomme. Åndeligt mørke ville 

erstatte sandhedens lys, en tilstand, 

der kaldes frafald. Tidsrummet, fra 

gengivelsen af sandhed til den gik tabt 

på grund af synd, ville blive kaldt en 

uddeling. Profet efter profet ville blive 

valgt i en række uddelinger for at 

bevare sandheden på jorden til de 

trofaste på trods af, at mange ville fordreje 

eller afvise den. 

Du lærte, at Kristi lys vil give denne 

vejledning. Det giver alle ting lys og 

liv. Det tilskynder alle mennesker i 

verden til at skelne mellem sandhed 

og vildfarelse og mellem rigtigt og forkert. 

Kristi lys er ikke en person. Det 

er en kraft og indflydelse, som kommer 

fra Gud, vor Fader gennem hans 

Søn, Jesus Kristus, og når den følges, 

kan den lede en person til at kvalificere 

sig til Helligåndens mere afgørende 

vejledning og inspiration. 

Du fik fortalt, at overtrædelse ville 

svække Helligåndens indflydelse, 

men den kunne blive genoprettet ved 

passende omvendelse. Du glædede 

dig over at vide, at de lydige, der 

modtog de rette ordinancer med de 

nødvendige pagter og forblev trofaste, 

ville arve celestial herlighed og leve i 

Faderens og hans Søns nærhed 

gennem evighederne. 

Hvordan kender vi til disse sandheder 

Hvordan kan man bekræfte deres 

gyldighed Rundt omkring dig ser du 

stor forvirring angående Guds natur, 

hans lærdomme og formålet med 

livet. Hvordan leder Gud vor himmelske 

Fader så sine børn på jorden 

Hvordan kommunikerer han sandhed 

og sin vilje således, at trofaste, troende 

børn kan træffe de rette valg og 

modtage de velsignelser, som vor 

himmelske Fader ønsker, at de skal 

have Det vil jeg forklare. 

Fra jordens grundlæggelse har Gud 

vor Fader til stadighed fulgt sin plan, 

som jeg lige har beskrevet. Adam 

arbejdede for at fortælle om vor 

Faders plan til sine børn og efterkommere. 

Mange troede og blev velsignet. 

Men mange valgte at bruge deres 

gudgivne gave handlefrihed til at 


80 

afvise hans lærdomme og hans evangelium. 

De ulydige afviste sandheden, 

fordrejede lærdommene og ordinancerne 

og fjernede sig fra Gud. Med 

tiden blev sandhedens lys erstattet af 

åndeligt mørke, og præstedømmet og 

den sande kirke gik tabt blandt folket. 

Profeter som Enok, Noa, Abraham 

og Moses genoprettede sandheden i 

deres uddeling, men med tiden blev 

deres anstrengelser afvist af de fleste. 

I tidernes midte blev Guds elskede 

Søn, Jesus Kristus, født på jorden. 

Han gengav sandheden og tjente med 

kærlighed og medfølelse. Han grundlagde 

atter sin kirke på jorden med 

apostle og profeter. Han opfyldte med 

intense lidelser den opgave, som han 

havde fået af sin hellige Fader om at 

blive vor Frelser og Forløser. Han lod 

sig korsfæste. Han opstod og overvandt 

den fysiske død. Hans uendelige 

sonoffer er en guddommelig 

gave, der giver den, der omvender 

sig, mulighed for at få sine synder tilgivet 

og kvalificere sig til evigt liv. Men 

selv Guds Søn blev afvist af alle med 

undtagelse af nogle få. Hans apostle 

og medlemmerne af Kirken blev forfulgt, 

og mange blev dræbt. Jorden 

sank ned i en lang og frygtelig 

periode med stort åndeligt mørke. 

Skrifterne fortæller, at Gud 

Faderens røst gennem historien er 

blevet hørt ved begivenheder af 

exceptionel betydning. Jesus Kristus 

har gentagne gange vist sig personligt 

for udvalgte mennesker. Men der er 

kun ét guddommeligt, enestående tilfælde, 

som vi kender til, hvor Gud 

Faderen personligt har vist sig. Det 

gjorde han sammen med sin dyrebare, 

hellige Søn, Jesus Kristus, for en 

person. Den person var den unge 

Joseph Smith jun., en ekstraordinær 

ånd, der var forberedt før jordens 

grundlæggelse. Han ville blive den 

største profet, der var blevet sendt 

til jorden. Snart skulle præstedømmets 

myndighed, den fuldstændige 

genoprettelse af Kirken, der var 

grundlagt af Frelseren, samt yderligere 

hellig skrift, som der var behov 

for i vor tid, komme ved fortsat åbenbaring 

fra Frelseren. 

Vor godgørende Fader kom fra sine 

umådelige skabelser til denne jord 

for at tydeliggøre sandheden, for at 

sprede det åndelige mørkes tætte 

skyer, for at fastlægge sin sande identitet, 

for at genoprette sandhedens 

fylde og for at tilvejebringe den 

eneste måde at opnå sikker, åndelig 

vejledning. Denne enestående genoprettelse 

begyndte med Faderens 

enkle sætning: »Denne er min elskede 

Søn. Hør ham!« 2 Derpå fulgte en genoprettelse 

af sandheden, præstedømmet, 

hellige ordinancer og den sande 

kirke – sammen med Faderens plan 

for frelse og lykke. Når den plan bliver 

efterlevet, vil den hjælpe dig med at 

overvinde enhver udfordring i livet. 

Den vil gennem tro og lydighed 

hjælpe dig med at kvalificere dig til at 

få den guddommelige, åndelige vejledning, 

som du har brug for. Den 

støtte vil give dig styrke til at leve, 

som du ved, at du bør leve lige meget, 

uanset hvordan verdens forhold 

forfalder. 

Hvilken anledning var så overvældende 

vigtig, at den berettigede til 

dette besøg af Gud Faderen, som er 

uden fortilfælde. Det var at igangsætte 

»tidernes fyldes uddeling«, som var 

blevet forudsagt af profeter i Det 

Gamle og Nye Testamente. Tiden var 

kommet for Faderen til at sammenfatte 

alt i Kristus, 3 overdrage alle nøglerne 

til riget og genoprette den 

kundskab, der var blevet forkyndt 

gennem tidligere uddelinger, 4 da han 

etablerede evangeliets sidste uddeling 

på denne jord. 

Da Frelseren vidste, at det for 

mange ville være svært at tro på, at en 

sådan herlig genoprettelse havde fundet 

sted, sørgede han for et håndgribeligt 

vidne, der kunne stadfæste 

sandheden af det, nemlig Mormons 

Bog. Måden at bekræfte virkeligheden 

af genoprettelsen på er beskrevet på 

dets sider. Gennem Joseph Smith sørgede 

han også for yderligere, forklarende 

skrifter, der var nødvendige i 

vor tid, i Lære og Pagter og Den 

Kostelige Perle. Det er ikke underligt, 

at så meget af Joseph Smiths tjenestegerning 

er fokuseret på Frelseren, 

hans forsoning og lærdomme. 

Mens dette værdifulde, livsvigtige 

budskab er blevet forkyndt over hele 

verden, har Satan arbejdet effektivt på 

at få folk til at ignorere det eller søge 

det de forkerte steder.. Størstedelen 

af vor Faders børn har ikke blot glemt 

deres himmelske Fader og formålet 

med det jordiske liv, men de tænker 

næsten aldrig på ham eller overvejer 

heller ikke, hvorfor de er her på jorden. 

De er blevet forført til at lade sig 

opsluge af det trivielle, der leder dem 

bort fra det afgørende. Begå ikke den 

fejltagelse! 

Som Jesu Kristi tjener vidner jeg 

om, at det, jeg har beskrevet, er sandt. 

Det er ikke nok at have en vag forståelse 

af sandheden eller af, at Faderen 

og hans Søn, vor Frelser, lever. Vi må 

alle kende dem, som de virkelig er.

Du må føle, hvor meget de elsker dig. 

Du må stole på, at når du bestandigt 

efterlever sandheden, så godt du kan, 

så vil de hjælpe dig til at forstå formålet 

med dit liv her på jorden og styrke 

dig til at kvalificere dig til de lovede 

velsignelser. At være lydig mod Guds 

befalinger kræver en forståelse af 

dem. Det er nødvendigt at tro på 

dem. Den forståelse kommer bedst 

ved personligt studium af lærdommene. 

Det er en af grundene til, at 

præsident Hinckley og hans rådgivere 

i juli i år indbød alle medlemmer til at 

læse Mormons Bog inden slutningen 

af året. De lovede: »De, der læser 

Mormons Bog, bliver velsignet med et 

større mål af Herrens Ånd, et stærkere 

ønske om at adlyde hans befalinger 

og et stærkere vidnesbyrd om, at 

Guds Søn virkelig lever.« 5 Jeg har selv i 

mit liv afprøvet dette løfte og har fået 

bekræftet dets sandhed. Hvis du samvittighedsfuldt 

har fulgt dette råd, ved 

du, hvad jeg mener. Hvis du ikke er 

begyndt, er der stadig mulighed for at 

få dit liv beriget ved at læse siderne i 

Mormons Bog. Prøv det. 

Som Herren Jesu Kristi apostel 

vidner jeg højtideligt om, at Gud, 

vor Fader, og Jesus Kristus gennem 

Joseph Smith udvirkede genoprettelsen, 

som jeg har beskrevet, at sandhedens 

strålende lys og Jesu Kristi 

Kirke atter er på jorden, at Gud 

Faderens og hans Søns sande natur 

atter er blevet åbenbaret, og at den 

rette måde at modtage åndelig vejledning 

på er blevet tydeliggjort. Jeg vidner 

om, at Guds frelsesplan er gjort 

tilgængelig for alle, der ærligt vil søge 

den. Tag den til dig. Efterlev den for 

din freds og lykkes skyld. I Jesu Kristi 


NOTER 

1. Abraham 3:24-26. 

2. JS-H 1:17. 

3. Ef 1:10. 

4. Se L&P 128:18-21. 

5. Se brev fra Det Første Præsidentskab, 

25. juli 2005. 

Tilgivelse 


På en eller anden måde udvirker tilgivelse, sammen med 

kærlighed og tolerance, mirakler, der ikke kan ske på 

nogen anden måde. 

Mine kære brødre og søstre, 

jeg takker min Fader i himlen 

for, at han har forlænget mit 

liv, så jeg kan være en del af disse 

udfordrende tider. Jeg takker ham for 

muligheden for at tjene. Mit eneste 

ønske er at gøre alt, hvad jeg kan, for 

at fremme Herrens værk, ved at tjene 

hans trofaste folk og ved at leve i fred 

med mine medmennesker. 

Jeg rejste for nylig verden rundt, 

mere end 40.000 km, og besøgte 

Alaska, Rusland, Korea, Taiwan, Hong 

Kong, Indien, Kenya og Nigeria, og det 

sidste sted indviede vi et nyt tempel. 

Derefter indviede vi templet i Newport 

Beach i Californien. Jeg har lige været i 

Samoa for at indvie endnu et tempel, 

16.000 km mere. Jeg holder ikke af at 

rejse, men det er mit ønske at komme 

ud blandt vore medlemmer for at vise 

påskønnelse og give opmuntring og at 

bære vidnesbyrd om guddommeligheden 

af Herrens værk. 

Jeg tænker ofte på et digt, jeg læste 

for længe siden. Det lyder således: 

Lad mig bo i et hus langs den vej, 

hvor mennesker hver dag haster 

forbi - 

alle folk og typer med stor ståhej, 

så gode og onde som dig og mig. 

Håne dem ville jeg aldrig, nej, 

ej heller kynisk forbande dem - 

lad mig bo i et hus langs den vej, 

og lad mig blot være menneskets ven 

(Sam Walter Foss, »The House by the 

Side of the Road«, i James Dalton 

Morrison, red., Masterpieces of 

Religious Verse, 1948, s. 422). 

Sådan har jeg det. 

Alder gør noget ved en mand. Det 

er som om, den gør ham mere 

opmærksom på behovet for venlighed 

og godhed og overbærenhed. 

Han håber og beder til, at mennesket 

vil kunne leve sammen i fred uden 

krig og stridigheder, skænderi og 

konflikt. Han bliver i højere grad klar 

over betydningen af Forløserens 

store forsoning, over storheden af 

hans offer, og han fyldes af taknemmelighed 

for Guds Søn, som gav sit 

liv, for at vi kan leve. 

I dag vil jeg gerne tale om tilgivelse. 

Jeg tror, det må være den største dyd 


82 

på jorden og helt sikkert den mest 

nødvendige. Der er så meget ondskab 

og misbrug, intolerance og had. Der er 

så stor brug for omvendelse og tilgivelse. 

Det er det store princip, der 

fremhæves i skrifterne, både gamle og 

nutidige. 

I hele den hellige skrift er der 

ingen smukkere historie om tilgivelse 

end den om den fortabte søn, 

som står i det femtende kapitel i 

Lukasevangeliet. Alle bør læse og 

overveje den af og til. 

»Og da [den fortabte søn] havde 

sat det hele til, kom der en streng hungersnød 

i landet, og han begyndte at 

lide nød. 

Han gik så hen og holdt til hos en 

af landets borgere, som sendte ham 

ud på sine marker for at passe svin, 

og han ønskede kun at spise sig 

mæt i de bønner, som svinene åd, 

men ingen gav ham noget. 

Da gik han i sig selv og tænkte: 

Hvor mange daglejere hos min far har 

ikke mad i overflod, og her er jeg ved 

at sulte ihjel. 

Jeg vil bryde op og gå til min far og 

sige til ham: Far, jeg har syndet mod 

himlen og mod dig. 

Jeg fortjener ikke længere at kaldes 

din søn; lad mig gå som en af dine 

daglejere. 

Så brød han op og kom til sin far. 

Mens han endnu var langt borte, så 

hans far ham, og han fik medynk med 

ham og løb hen og faldt ham om halsen 

og kyssede ham. 

Sønnen sagde til ham: Far, jeg har 

syndet mod himlen og mod dig. Jeg 

fortjener ikke længere at kaldes din 

søn« (Luk 15:14-21). 

Og faderen bestemte, at en stor 

fest skulle holdes, og da hans anden 

søn beklagede sig, sagde han til ham: 

»Men nu burde vi feste og være glade, 

for din bror her var død, men er blevet 

levende igen, han var fortabt, men 

er blevet fundet« (v. 32). 

Når der er sket en forseelse, og der 

er anger, efterfulgt af tilgivelse, så er 

overtræderen, der var fortabt, bogstaveligt 

talt fundet, og han, der var død, 

er blevet levende igen. 

Hvor vidunderlige er ikke velsignelserne, 

der kommer af barmhjertighed 

og tilgivelse. 

Marshallplanen efter 2. verdenskrig 

var med gaven på millioner af dollars 

med til at få Europa på fode igen. 

I Japan så jeg efter samme krig 

store stålværker, og jeg fik at vide, at 

pengene dertil kom fra Amerika, 

Japans tidligere fjende. Hvor meget 

bedre er verden ikke stillet på grund 

af en gavmild nations tilgivelse af sine 

tidligere fjender. 

I bjergprædikenen sagde Herren: 

»I har hørt, at der er sagt: ›Øje for 

øje og tand for tand.‹ 

Men jeg siger jer, at I ikke må sætte 

jer til modværge mod den, der vil jer 

noget ondt. Men slår nogen dig på din 

højre kind, så vend også den anden til. 

Og vil nogen ved rettens hjælp 

tage din kjortel, så lad ham også få 

kappen. 

Og vil nogen tvinge dig til at følge 

ham én mil, så gå to mil med ham. 

Giv den, der beder dig; og vend 

ikke ryggen til den, der vil låne af dig. 

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal 

elske din næste og hade din fjende.‹ 

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender 

og bed for dem, der forfølger jer« 

(Matt 5:38-44). 

Det er meget stærke ord. 

Tror I virkelig, at I kunne følge dette 

påbud Det er Herrens egne ord, og 

jeg synes, de gælder for os alle.

De skriftkyndige og farisæerne 

førte en kvinde frem for Jesus, der var 

blevet taget i utroskab, så de kunne 

lede ham i en fælde. 

»Men Jesus bøjede sig ned og gav 

sig til at skrive på jorden med fingeren, 

[som om han ikke hørte dem]. 

Da de blev ved med at spørge ham, 

rettede han sig op og sagde til dem: 

›Den af jer, der er uden synd, skal 

kaste den første sten på hende.‹ 

Og han bøjede sig igen ned og 

skrev på jorden. 

Da de hørte det, gik de væk, én 

efter én, de ældste først, og Jesus blev 

alene tilbage med kvinden, som stod 

foran ham. 

Jesus rettede sig op og sagde til 

hende: ›Kvinde, hvor blev de af Var 

der ingen, der fordømte dig‹ 

Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹ 

Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer 

dig. Gå, og synd fra nu af 

ikke mere‹« (Joh 8:6-11). 

Herren belærte os om at efterlade 

de nioghalvfems for at finde det fortabte 

får, så tilgivelse og genoprettelse 

kan opnås. 

Esajas erklærede: 

»Vask jer, rens jer! Fjern jeres onde 

gerninger fra mine øjne; hold op med 

at handle ondt; 

lær at handle godt! Stræb efter ret, 

hjælp den undertrykte, skaf den 

faderløse ret, før enkens sag! 

Kom, lad os gå i rette med hinanden, 

siger Herren. Er jeres synder 

som skarlagen, kan de blive hvide 

som sne; er de røde som purpur, kan 

de blive som uld« (Es 1:16-18). 

Frelserens store, betingelsesløse 

kærlighed blev udtrykt, da han, før 

han led døden, udbrød: »Fader, tilgiv 

dem, for de ved ikke, hvad de gør« 

(Luk 23:34). 

I vore dage har Herren sagt i en 

åbenbaring: 

»Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive 

hinanden; thi den, som ikke tilgiver 

sin broder hans synder, står fordømt 

for Herren; thi på ham hviler en 

større synd. 

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, 

men af jer forlanges det, at I tilgiver 

alle mennesker« (L&P 64:9-10). 

Herren har givet et storslået løfte: 

Han sagde: »Se, den, der omvender 

sig fra sine synder, ham er de forladt, 

og jeg, Herren, kommer dem ikke 

mere i hu« (L&P 58:42). 

Der er så mange i vore dage, der 

ikke er villige til at tilgive og glemme. 

Børn og kvinder græder, fordi fædre 

og ægtemænd gang på gang nævner 

små fejl, som i virkeligheden er ligegyldige. 

Og der er også mange 

kvinder, som gør noget stort ud af 

hver eneste lille fornærmende ord 

eller gerning. 

For et stykke tid siden klippede jeg 

en avisartikel ud af Desert Morning 

News, skrevet af Jay Evensen. Med 

hans tilladelse citerer jeg en del af 

den. Han skrev: 

»Hvordan ville dine følelser være 

over for en teenager, der besluttede 

sig til at kaste en 9 kg tung frossen 

kalkun fra en hurtigkørende bil 

direkte ind i forruden på den bil, du 

kørte i Hvordan ville du have det 

efter at have gennemgået en operation 

på seks timer, hvor der måtte 

bruges metalplader og andet udstyr 

til at stykke dit ansigt sammen, og 

så få at vide, at dit ansigt stadig 

skal have flere års behandling, før 

det bliver normalt igen – og at du 

bør føle dig heldig, fordi du ikke 


84 

døde eller pådrog dig en varig 

hjerneskade 

Og hvordan ville du have det, når 

du fik at vide, at din overfaldsmand og 

hans venner kun havde den kalkun, 

fordi de havde stjålet et kreditkort og 

var taget på en meningsløs indkøbstur, 

bare for sjov ... 

Det er den form for frygtelige forbrydelser, 

der får politikere valgt til et 

embede på løfter om en hård linje 

over for kriminalitet. Det er den slags, 

der får lovgivere til at stå på hovedet 

af hinanden i kampen om at blive den 

første med et lovforslag, der indfører 

hårdere straffe for anvendelsen af 

frosne fjerkræ i forbindelse med en 

forbrydelse. 

New York Times citerede den 

offentlige anklager for at have sagt, at 

det er den form for forbrydelse, hvor 

ofrer føler, at ingen straf er hård nok. 

›End ikke dødsstraf tilfredsstiller 

dem,‹ sagde han. 

Dette gjorde det, der skete, så 

usædvanligt. Offeret, Victoria Ruvolo, 

en 44-årig tidligere leder af et inkassokontor, 

var mere interesseret i at 

redde sin 19-årige overfaldsmand, 

Ryan Cushings liv, end i at tage nogen 

form for hævn. Hun plagede anklagerne 

om oplysninger om ham, hans 

liv, hvordan han voksede op osv. 

Derefter insisterede hun på at tilbyde 

ham delvist tiltalefrafald for tilståelse. 

Cushing kunne afsone seks måneder i 

fængslet med en efterfølgende prøvetid 

på 5 år, hvis han erkendte sig skyldig 

i vold. 

Var han blevet dømt for særlig grov 

vold – den anklage, der passede forbrydelsen 

bedst – kunne han have 

afsonet 25 års fængsel og til sidst blive 

sendt tilbage til samfundet som en 

midaldrende mand uden nogen færdigheder 

eller fremtidsudsigter. 

Men dette er kun den halve historie. 

Resten af den, det, der skete den dag 

alt dette udspillede sig i retssalen, er 

den virkelig bemærkelsesværdige del. 

Ifølge en redegørelse i New York 

Post, banede Cushing sig forsigtigt og 

prøvende vej til det sted, hvor Ruvolo 

sad i retslokalet og hviskede grådkvalt 

en undskyldning. ›Jeg er ked af det, 

jeg gjorde imod dig.‹ 

Ruvolo rejste sig, og offeret og 

hendes overfaldsmand omfavnede 

grædende hinanden. Hun strøg ham 

over håret og klappede ham på ryggen, 

mens han græd, og vidner deriblandt 

en journalist fra Times hørte 

hende sige: ›Det er ok. Jeg ønsker 

bare, at du får det bedste ud af dit liv, 

som du kan.‹ Ifølge beretningerne 

måtte hårdføre anklagere, og selv 

journalister, kæmpe for at holde 

tårerne tilbage« (»Forgiveness Has 

Power to Change Future«, Deseret 

Morning News, 21. aug. 2005, s. AA3). 

Det er en vidunderlig historie, der 

er endnu mere vidunderlig, fordi den 

rent faktisk fandt sted i barske, gamle 

New York. Hvem kan andet end at 

beundre denne kvinde, som tilgav 

den unge mand, som kunne have 

slået hende ihjel 

Jeg ved, at det er et vanskeligt og 

følsomt emne, jeg taler om. Der er 

hærdede forbrydere, som det kan 

være nødvendigt at låse inde. Der er 

ubeskrivelige forbrydelser, så som 

overlagt drab og voldtægt, som retfærdiggør 

hårde straffe. Men der er 

nogle, som kunne reddes fra at tilbringe 

lange, meningsløse år i fængsel 

på grund af en tankeløs, dum handling. 

På en eller anden måde udvirker 

tilgivelse, sammen med kærlighed og 

tolerance, mirakler, der ikke kan ske 

på nogen anden måde. 

Den store forsoning var den ypperste 

tilgivelsesgerning. Storheden i 

denne forsoning evner vi ikke fuldt 

ud at forstå. Jeg ved kun, at det skete, 

og at det skete for min og din skyld. 

Lidelsen var så stor, smerten så 

voldsom, at ingen af os kan fatte, at 

Frelseren gav sig selv i løsesum for 

hele menneskehedens synder. 

Det er gennem ham, vi opnår tilgivelse. 

Det er gennem ham, det sikre 

løfte kommer om, at hele menneskeheden 

skænkes frelsens velsignelser 

med opstandelse fra de døde. Det er 

gennem ham og hans store, altomfattende 

offer, at vi, gennem lydighed, 

tilbydes muligheden for ophøjelse 

og evigt liv. 

Må Gud hjælpe os til at blive som 

små børn, der udviser større tålmodighed, 

er mere tilgivende, mere villige 

til at gå den ekstra mil, til at vise 

omsorg og hjælpe dem, som har syndet, 

men har båret de frugter, som 

omvendelsen kræver, og til at glemme 

gammelt nag og ikke længere give 

næring dertil. Om dette beder jeg 

ydmygt i vor Forløsers hellige navn, ja, 

i Herren Jesu Kristi navn. Amen. ■

MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG 


Jesus Kristus – 

helbredelsens 

mester 

ÆLDSTE RUSSELL M. NELSON 


Tro, anger, dåb, et vidnesbyrd og varig omvendelse fører til 

Herrens helbredende kraft. 

Mine kære brødre og søstre, 

jeg sender min kærlighed 

og mine hilsener til jer alle. 

På Brødrenes vegne udtrykker jeg 

taknemmelighed for jeres godhed, 

for jeres mange gavmilde, gode gerninger, 

for jeres bønner og opretholdende 

indflydelse på vores liv. Vore 

udfordringer er ligesom jeres. Vi 

udsættes alle for sorg og lidelse, for 

sygdom og død. I gode og dårlige 

tider forventer Herren af os alle, at vi 

holder ud til enden. Som vi sammen 

går frem i hans hellige værk, erkender 

Brødrene vigtigheden af jeres 

omsorg, så kærligt givet og taknemmeligt 

modtaget. Vi elsker jer og 

beder for jer, ligesom I beder for os. 

Jeg er især taknemmelig for Herren 

Jesus Kristus. Jeg er taknemmelig for 

hans kærlige godhed og for hans åbne 

invitation til at komme til ham. 1 Jeg 

forundres over hans uforlignelige 

kraft til at helbrede. Jeg vidner om 

Kristus som helbredelsens mester. 

Det er blot én af mange egenskaber, 

der kendetegner hans mageløse liv. 

Jesus er Kristus, Messias, Guds 

Søn, Skaberen, den store Jahve, den 

lovede Emanuel, vores forsonende 

Frelser og Forløser, vores talsmand 

hos Faderen, vores store eksempel. 

Og en dag vil vi stå foran ham som 

vores retfærdige og nådige dommer. 2 

Helbredelsens mirakler 

Som helbredelsens mester bød 

Jesus sine venner: »Gå ... og fortæl ... 

hvad I har set og hørt: Blinde ser, 

lamme går, spedalske bliver rene, og 

døve hører; [og] døde står op.« 3 

Matthæus 4 -, Markus 5 -, Lukas 6 - og 

Johannesevangeliet 7 fortæller gang 

på gang, at Jesus gik omkring og 

forkyndte evangeliet og helbredte alle 

slags sygdomme. 

Da den opstandne Frelser viste sig 

for folkene i det gamle Amerika, inviterede 

han barmhjertigt dem, der var 

»plaget på anden vis« 8 til at komme til 

ham og blive helbredt. 

På storslået vis blev hans guddommelige 

myndighed til at helbrede 

overdraget til værdige præstedømmebærere 

i tidligere uddelinger 9 og igen 

i disse sidste dage, hvor hans evangelium 

er blevet gengivet i dets fylde. 10 

Bønnens indflydelse på helbredelse 

Vi kan også opnå hans helbredende 

kraft gennem bøn. Jeg vil aldrig 

glemme en oplevelse, søster Nelson og 

jeg havde, for omkring tre årtier siden 

sammen med præsident Spencer W. 

Kimball og hans elskede Camilla. Vi var 

i Hamilton i New Zealand til en stor 

konference med de hellige. Jeg var 

ikke generalautoritet dengang. Jeg var 

inviteret til at deltage i dette og lignende 

møder på andre stillehavsøer, 

da jeg tjente som hovedpræsident for 

søndagsskolen. Som læge havde jeg tilset 

præsident og søster Kimball igennem 

mange år. Jeg kendte dem begge 

rigtig godt – indeni og udenpå. 

Kirkens lokale unge havde til lørdag 

aften forberedt et kulturelt program til 

denne konference. Uheldigvis blev 

både præsident og søster Kimball 

begge meget syge med høj feber. Efter 

at have fået en præstedømmevelsignelse, 

hvilede de sig hjemme hos præsidenten 

for templet i New Zealand, 

hvis hjem lå i nærheden. Præsident 

Kimball bad sin rådgiver, præsident 

N. Eldon Tanner om at præsidere ved 

den kulturelle begivenhed og at undskylde 

præsident og søster Kimball. 

Søster Nelson fulgtes med præsident 

og søster Tanner og andre ledere 

til begivenheden, mens præsident 

Kimballs sekretær, bror D. Arthur 

Haycock, og jeg vågede over vore 

febersyge venner. 


86 

Mens præsident Kimball sov, sad 

jeg stille og læste i hans værelse. 

Pludselig vågnede præsident Kimball. 

Han spurgte: »Bror Nelson, hvornår 

starter aftenens program« 

»Klokken syv, præsident Kimball.« 

»Hvad er klokken nu« 

»Den er næsten syv,« svarede jeg. 

Præsident Kimball sagde hurtigt: 

»Sig til søster Kimball, at vi tager 

derhen!« 

Jeg tog præsident Kimballs temperatur. 

Den var normal! Jeg tog søster 

Kimballs temperatur. Den var normal! 

De klædte sig hurtigt på og gik ud 

til bilen. Vi blev kørt til Church College 

of New Zealands stadion. Da bilen 

kørte ind i arenaen, udbrød der spontant 

et højt råb. Det var meget usædvanligt! 

Efter vi havde sat os, spurgte 

jeg søster Nelson om den pludselige 

larm. Hun sagde, at da præsident 

Tanner indledte mødet, havde han 

pligttro undskyldt præsident og søster 

Kimball på grund af sygdom. Derefter 

blev en ung new zealænder bedt om 

at indlede med bøn. 

I stor tro bad han, hvad søster 

Nelson beskrev som en ret lang, men 

stærk bøn. Han bad således: »Vi er 

3.000 new zealandske unge. Vi er samlede 

her, efter at have forberedt os i 

seks måneder, for at synge og danse 

for din profet. Vil du helbrede ham og 

bringe ham hertil!« Efter der var blevet 

sagt »amen«, kørte bilen med 

præsident og søster Kimball ind på 

stadion. De blev øjeblikkeligt genkendt, 

og med det samme råbte alle 

af fryd! 11 

Jeg havde været vidne til Herrens 

helbredende kraft! Jeg havde også 

været vidne til åbenbaring modtaget 

og besvaret af hans levende profet! 

Jeg indrømmer, at nogle af vore 

mest indtrængende bønner af og til 

ser ud til ikke at blive besvaret. Vi 

undrer os over »hvorfor« Jeg kender 

den følelse! Jeg kender frygten og 

tårerne i disse øjeblikke. Men jeg ved 

også, at vore bønner aldrig overhøres. 

Vores tro er aldrig upåskønnet. Jeg 

ved, at en alvidende himmelsk Faders 

perspektiv er meget større end vores. 

Mens vi kender vore jordiske problemer 

og smerter, kender han vores 

udødelige fremgang og potentiale. 

Hvis vi beder om at kende hans vilje 

og overgiver os selv til den med tålmodighed 

og mod, så kan himmelsk 

helbredelse ske på hans måde og i 

hans tid. 

Skridt mod helbredelse 

Lidelse kan opstå af åndelige så vel 

som fysiske årsager. Alma den Yngre 

erindrede, at hans synd var så smertelig, 

at han ønskede at »blive forvist og 

tilintetgjort, både sjæl og legeme, så 

[han] ikke skulle komme til at stå for 

... Guds åsyn og blive dømt efter 

[sine] gerninger.« 12 Når vi har det 

sådan, hvordan kan vi så blive helbredt 

af ham 

Vi kan angre mere fuldstændigt! 

Vi kan blive mere fuldstændig 

omvendte! Så kan »Retfærdighedens 

Søn« 13 velsigne os mere fuldstændigt 

ved sin helbredende hånd. 

Tidligt i sin jordiske tjenestegerning, 

erklærede Jesus, at han var 

sendt for at bringe »lægedom til dem, 

hvis hjerte er knust.« 14 Uanset, hvor 

han underviste, var hans mønster 

konsekvent. Læg mærke til mønsteret, 

når jeg nu citerer nogle udtalelser, 

han kom med på fire forskellige tidspunkter 

og steder. 

• Til folket i det Hellige Land sagde 

Herren, at hans folk skulle »se med 

øjnene, høre med ørerne og fatte 

med hjertet og vende om, så jeg må 

helbrede dem.« 15 

• Til folket i det gamle Amerika 

udstrakte den opstandne Herre sin 

invitation til at: »Vende tilbage til mig 

... angre jeres synder og blive 

omvendt, så at jeg kan helbrede jer.« 16 

• Til lederne i sin kirke, sagde han: 

»Thi I skal blive ved med at belære 

sådanne, thi I ved ikke, om de ikke vil 

omvende sig og angre deres synder 

og komme til mig af hele hjertet, og 

jeg skal helbrede dem.« 17 

• Senere da »alt ... genoprette- 

[de]s«, 18 underviste Herren profeten 

Joseph Smith angående pionererne: 

»Og efter deres fristelser og mange 

trængsler vil jeg, Herren, søge efter 

dem, og dersom de ikke forhærder 

deres hjerter og ikke viser nogen hårdnakkethed 

mod mig, skal de blive 

omvendt, og jeg skal læge dem.« 19 

Rækkefølgen i Herrens mønster er 

betydningsfuld. Tro, anger, dåb, et vidnesbyrd 

og varig omvendelse fører til 

Herrens helbredende kraft. Dåb er en 

handling, hvormed man indgår en 

pagt – et tegn på en forpligtelse og et 

løfte. Vidnesbyrd udvikles, når 

Helligånden giver overbevisning til 

den, der oprigtigt søger sandheden. 

Et sandt vidnesbyrd nærer tro; det 

fremmer omvendelse og lydighed

over for Guds bud. Et vidnesbyrd 

fremkalder begejstring for at tjene 

Gud og sine medmennesker. 20 

Omvendelse betyder at »vende om«. 21 

Omvendelse er at vende sig fra verdens 

veje og vende sig til Herrens 

veje og blive der. Omvendelse indebærer 

anger og lydighed. Omvendelse 

medfører en stor forandring i vores 

hjerte. 22 Således bliver en sand 

omvendt »født igen« 23 og skal leve et 

nyt liv. 24 

Som virkelig omvendte, motiveres 

vi til at gøre, hvad Herren ønsker, at vi 

skal gøre, 25 og til at være, hvem han 

ønsker, at vi skal være. 26 Syndernes 

forladelse, som medfører guddommelig 

tilgivelse, læger ånden. 

Hvordan ved vi, om vi virkelig har 

omvendt os »Test dig selv«-prøver er 

tilgængelige i skrifterne. Én måler den 

grad af omvendelse, der kræves, før 

man bliver døbt. 27 En anden måler 

vores villighed til at tjene andre. Til 

sin discipel Peter sagde Herren: »... 

men jeg bad for dig, for at din tro ikke 

skal svigte. Og når du engang vender 

om, så styrk dine brødre.« 28 Villighed 

til at tjene og styrke andre viser, om 

man er klar til at blive helbredt. 

Storheden i hans helbredelse 

Johannes den elskede sagde: »Se, 

dér er Guds lam, som bærer verdens 

synd!« 29 Hvilken kraft! Kun helbredelsens 

mester kunne bære verdens synder. 

Vores gæld til ham er så stor, at 

den ikke kan beregnes. 

Jeg erindrer en oplevelse, som jeg 

havde, mens jeg talte til en gruppe 

missionærer. Da jeg gav dem mulighed 

for at stille spørgsmål, rejste en 

ældste sig. Med tårer i øjnene spurgte 

han: »Hvorfor skulle Jesus lide så 

meget« Jeg bad ældsten om at slå op 

i Salmer og sange og fremsige ordene 

fra »O store Gud«. Han læste: 

Engang du naglet var til korsets 

planke, 

og tornekronen selv du bar for mig, 

fra evighed det var din store tanke, 

at du i døden ville ofre dig.« 30 

Derefter bad jeg ham læse fra 

»Ydmygt med ærbødighed«. Disse ord 

er særlig gribende, fordi de er skrevet, 

som Herren ville udtrykke sit eget 

svar på netop det spørgsmål, der var 

blevet stillet: 

... du forløste, tænk på Krist, 

hvad han led for dig, for vist; 

hist på jorden angstens sved, 

faldt som blod i støvet ned 

han på korset fandt sin grav, 

hvorved han dig frelse gav ... 

Derfor glem ej, hvad han led 

for til dig at bringe fred, 

ofredes til døden hen, 

men opstod til liv igen. 31 

Jesus led meget, fordi han elsker 

os meget! Han ønsker, at vi skal angre 

og omvende os, så han til fulde kan 

helbrede os. 

Når prøvelserne os møder 32 , så er 

det der, vi skal styrke vores tro på 

Gud, arbejde hårdt og tjene andre. 

Så vil han helbrede vores knuste 

hjerte. Han vil efterlade os personlig 

fred 33 og trøst. 34 Disse storslåede 

gaver vil ikke blive ødelagt, end ikke 

af døden. 

Opstandelsen – den endegyldige 

helbredelse 

Opstandelsens gave er Herrens 

endegyldige helbredelse. Takket være 


ham, vil ethvert legeme blive genoprettet 

i dets fuldkomne skikkelse. 35 

Takket være ham, er ingen tilstand 

håbløs. Takket være ham, venter 

lysere dage forude, både her og herefter. 

Sand glæde venter os alle – hinsides 

sorgen. 

Jeg vidner om, at Gud lever, at Jesus 

er Kristus – helbredelsens mester – i 

Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se Matt 11:28-30. Hans åg er i sandhed 

godt, og hans byrde let. 

2. Russell M. Nelson, »Jesus Kristus: Vores 

Mester og meget mere«, Liahona, apr. 

2000, s. 4-19. 

3. Luk 7:22. 

4. Se Matt 4:23; 8:1-3, 5-13, 16-17; 9:1-8, 32- 

35; 12:15; 14:14, 34-36; 15:29-31. 

5. Se Mark 1:32-34, 40-45; 2:1-12; 6:53-56; 

7:31-37. 

6. Se Luk 4:40-41; 5:12-15, 17-26; 7:1-10; 

11:14; 22:50-51. 

7. Se Joh 4:46-53. 

8. 3 Nephi 17:7. 

9. Se Matt 10:5-8; Mark 16:17; Luk 10:17; 

4 Nephi 1:5. 

10. Se L&P 84:65-70. 

11. Se Spencer J. Condie, Russell M. Nelson: 

Father, Surgeon, Apostle, 2003, s. 172-174. 

12. Alma 36:15. 

13. 3 Nephi 25:2; se også Mal 3:20. 

14. Luk 4:18; se også Es 61:1. 

15. Matt 13:15; se også Es 6:10; Joh 12:40; ApG 

28:27. 

16. 3 Nephi 9:13. 

17. 3 Nephi 18:32. 

18. ApG 3:21. 

19. L&P 112:13; se også L&P 124:104. 

20. Derved overholdes de to store bud: »Du 

skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte 

og af hele din sjæl og af hele din styrke og 

af hele dit sind, og din næste som dig selv« 

(Luk 10:27). 

21. Konvertering (omvendelse) stammer fra 

latin: kon betyder »med«, og vertere betyder 

»at vende«. 

22. Se Mosiah 5:2; Alma 5:12-14. 

23. Se Joh 3:3-7; 1 Pet 1:23; Mosiah 27:24-26; 

Alma 5:49; 7:14; Moses 6:59; JSO, 1 Mos 

6:62. 

24. Se Rom 6:3-4. 

25. Se Mosiah 5:2-5. 

26. Se 3 Nephi 27:21, 27. 

27. Se L&P 20:37; Mosiah 18:10. 

28. Luk 22:32. 

29. JSO, Joh 1:29. 

30. Salmer og sange, nr. 39; se også Sl 8:4-10; 

9:2-3; Mosiah 4:5-13. 

31. Salmer og sange, nr. 106; se også L&P 

19:16-19; 45:3-5. 

32. Se »Da du styrket fra dit leje«. Salmer og 

sange, nr. 72, tredje vers. 

33. Se Joh 14:27. 

34. Se Es 40:1; Joh 14:16-17, 26. 

35. Se Alma 11:43; 40:23. 

Forberedelser til 

genoprettelsen og 

det andet komme: 

»Min hånd skal 

være over dig« 

ÆLDSTE ROBERT D. HALES 


[Herrens] hånd har været over genoprettelsens værk før 

denne verden blev grundlagt, og vil fortsat være det indtil 

hans andet komme. 

Dette er året, hvor vi mindes 

200-året for profeten Joseph 

Smiths fødsel. Vi vidner for 

verden om, at han var Guds profet, 

forudordineret til at tilvejebringe gengivelsen 

af Jesu Kristi evangelium. 

Dette gjorde han under ledelse af vor 

Frelser, som sagde til en tidligere profet: 

»Mit navn er Jehova, og jeg kender 

enden fra begyndelsen, min hånd skal 

derfor være over dig.« 1 

Jeg anerkender Herrens hånd i 

gengivelsen af evangeliet. Gennem 

Guds børns inspirerede ofrer gennem 

tiden, blev grundlaget til genoprettelsen 

lagt, og verden forbereder sig 

til vor Herre og Frelser Jesu Kristi 

andet komme. 

Hans evangelium blev oprindeligt 

grundlagt på jorden begyndende med 

Adam, og der er blevet undervist i det 

i alle uddelinger gennem profeter 

som Enok, Noa, Abraham, Moses og 

andre. Alle disse profeter forudsagde, 

at Jesus Kristus ville komme og sone 

for verdens synder. Disse profetier er 

blevet opfyldt. Frelseren grundlagde 

sin kirke. Han kaldte sine apostle og 

88

etablerede sit præstedømme. Vigtigst 

af alt, han satte sit liv til og opstod, så 

alle kan opstå igen, og han gennemførte 

dermed sonofferet. Men det var 

ikke enden. 

Efter Frelserens opstandelse 

bemyndigede han sine apostle til at 

lede Kirken og udføre evangeliets 

ordinancer. Trofaste over for denne 

opgave blev de forfulgt, og nogle led 

martyrdøden. Som følge af dette var 

Herrens præstedømmemyndighed 

ikke længere på jorden, og verden var 

i et åndeligt mørke. I de efterfølgende 

århundreder havde Guds børn Kristi 

lys, de kunne bede og kunne mærke 

Helligåndens indflydelse. Men evangeliets 

fylde var gået tabt. Der var ingen 

tilbage på jorden, som havde magt og 

myndighed til at lede Kirken eller 

udføre hellige ordinancer så som dåb, 

overdragelse af Helligåndsgaven og de 

frelsende tempelordinancer. Næsten 

alle var nægtet adgang til skrifterne, og 

de fleste mennesker var analfabeter. 

At gøre skrifterne tilgængelige og 

hjælpe Guds børn med at lære at læse 

dem, var det første skridt til gengivelsen 

af evangeliet. Bibelen blev 

oprindeligt skrevet på hebraisk og 

græsk, sprog som almindelige mennesker 

i Europa ikke kendte til. Cirka 400 

år efter Frelserens død blev Bibelen 

oversat til latin af Hieronymus Men 

skrifterne var stadig ikke almindelig tilgængelige. 

Eksemplarer skulle skrives i 

hånden, normalt af munke, og hvert 

eksemplar tog år at færdiggøre. 

Så begyndte der gennem 

Helligåndens indflydelse at vokse en 

interesse i folkets hjerte for at lære. 

Renæssancen eller »genfødslen« 

bredte sig i Europa. Sidst i 1300-tallet 

påbegyndte en præst ved navn John 

Wycliffe en oversættelse af Bibelen 

fra latin til engelsk. Fordi engelsk dengang 

var et begyndende, ufærdigt 

sprog, anså kirkeledere det for uegnet 

til at gengive Guds ord. Nogle ledere 

var overbeviste om, at hvis folk kunne 

læse og fortolke Bibelen selv, ville 

dens lærdomme blive forvanskede; 

andre frygtede, at folk med selvstændig 

adgang til skrifterne ikke ville have 

brug for kirken, og derfor ville ophøre 

med at støtte den økonomisk. Som 

følge deraf blev Wycliffe udråbt som 

kætter og behandlet derefter. Efter 

han døde og var blevet begravet, blev 

hans knogler gravet op og brændt. 

Men Guds værk kunne ikke stoppes. 

Mens nogle blev inspireret til at 

oversætte Bibelen, blev andre inspireret 

til at forberede midlerne til at 

udgive den. I 1455 havde Johann 

Gutenberg opfundet en bogtrykkerpresse 

med løse typer, og Bibelen 

blev en af de første bøger, han trykte. 

For første gang var det muligt at 

trykke flere eksemplarer af skrifterne 

til en pris, som mange kunne betale. 

Samtidig hvilede Guds inspiration 

også på de opdagelsesrejsende. I 1492 

satte Christoffer Columbus ud for at 

finde en ny rute til det fjerne Østen. 

Columbus blev ført af Guds hånd på 

sin rejse. Han sagde: »Gud gav mig 

troen, og derefter modet.« 2 

Disse opfindelser og opdagelser 

beredte vejen for yderligere bidrag. 

I starten af 1500-tallet indmeldte 

unge William Tyndale sig på Oxford 

University. Her læste han teologen 

Erasmus’ værker, som mente, at skrifterne 

er »føde for [menneske]sjælen, 

og ... må gennemtrænge dybden af 

[dets] hjerte og sjæl.« 3 Gennem sine 

studier udviklede Tyndale kærlighed 

til Guds ord og et ønske om, at alle 

Guds børn ville blive i stand til selv at 

mætte sig med dem. 

Nogenlunde samtidig fandt en tysk 

præst og professor ved navn Martin 

Luther 95 områder med fejl ved kirken 

på hans tid, hvilket han frimodigt skrev 

om i et brev til sine overordnede. I 


90 

Schweiz fremkom Huldrych Zwingli 

med 67 reformistiske teser. John 

Calvin fra Schweiz, John Knox fra 

Skotland og mange andre bidrog til 

denne indsats. En reformation var 

begyndt. 

I mellemtiden var William Tyndale 

blevet uddannet til præst og talte otte 

sprog flydende. Han mente, at en 

direkte oversættelse fra græsk og 

hebraisk til engelsk ville være mere 

nøjagtig og læselig end Wycliffes oversættelse 

fra latin. Så Tyndale, der var 

oplyst af Guds ånd, oversatte Det Nye 

Testamente og en del af Det Gamle 

Testamente. Hans venner advarede 

ham om, at han ville blive dræbt for at 

gøre dette, men han fortsatte ufortrødent. 

Engang, da han diskuterede 

med en lærd mand, sagde han: »Hvis 

Gud vil skåne mit liv i mange år, vil jeg 

gøre det muligt, at den dreng, som 

pløjer marken, skal vide mere om 

skrifterne, end I gør.« 4 

Til sidst blev Tyndale, som andre, 

dræbt for sin indsats – kvalt og 

brændt på bålet nær Bruxelles. Men 

den tro, som han gav sit liv for, gik 

ikke tabt. Millioner har selv oplevet 

det, som Tyndale underviste i hele sit 

liv: »Beskaffenheden af Guds ord er, 

at de med det samme vil begynde at 

gøre enhver, som læser dem, til et 

bedre og bedre menneske for hver 

dag, der går, indtil han er blevet 

fuldkommen.« 5 

Urolige, politiske tider bragte forandring. 

På grund af uenighed med 

kirken i Rom, erklærede kong Henrik 

den ottende sig selv for den engelske 

kirkes overhoved og krævede, at 

eksemplarer af den engelske bibel 

blev anbragt i enhver sognekirke. 

Hungrende efter evangeliet flokkedes 

folk om disse kirker og læste skrifterne 

højt for hinanden, indtil deres 

stemmer forsvandt. Bibelen blev også 

brugt som begynderbog til at undervise 

i læsning. Selvom martyrier fortsat 

stod på rundt omkring i Europa, var 

uvidenhedens mørke nat ved at være 

bragt til ophør. Før han blev brændt, 

erklærede en prædikant: »Ved Guds 

nåde, tænder vi i England i dag et lys 

så klart, at jeg tvivler på, at det nogensinde 

vil kunne slukkes.« 6 

Vi er taknemmelige for alle dem, 

der boede i England og over hele 

Europa, som hjalp til med at tænde 

dette lys. Ved Guds nåde blev lyset 

stærkere. Den engelske kong Jakob 

I (King James) var opmærksom på 

splittelsen i sit eget land og gik med 

til en ny officiel udgave af Bibelen. 

Det anslås, at mere end 80 procent 

af William Tyndales oversættelse af 

Det Nye Testamente og en stor del af 

Det Gamle Testamente (Første til 

Femte Mosebog og Josvabogen til 

Krønikerne) blev bevaret i King 

James-udgaven. 7 Med tiden ville 

denne oversættelse finde vej til at nyt 

land og blive læst af en 14-årig dreng, 

der pløjede marken, ved navn Joseph 

Smith. Kan det undre nogen, at King 

James-udgaven er den godkendte 

engelske bibel i Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige i dag 

Den religiøse forfølgelse i England 

forsatte under Jakobs søn Karl, og 

mange blev tilskyndet til at søge frihed 

i nye lande. Blandt disse var pilgrimmene, 

der ankom til Amerika i 

1620, den selvsamme del af verden 

som Colombus havde udforsket over 

100 år tidligere. Andre nybyggere 

fulgte snart efter, deriblandt sådanne 

som Roger Williams, grundlægger af 

og senere guvernør for Rhode Island, 

som fortsatte sin søgen efter Kristi 

sande kirke. Williams sagde, at der 

ikke fandtes nogen regulært indstiftet 

Kristi kirke på jorden og heller ikke 

nogen person, der var bemyndiget til 

at udføre nogen kirkeforordninger, og 

at der heller ikke kunne være nogen, 

før der blev sendt nye apostle ud af 

Kirkens store overhoved, hvis komme 

han søgte og så hen til. 8 

Over hundrede år senere vejledte 

sådanne religiøse følelser grundlæggere 

af en ny nation på det amerikanske 

fastland. Ved Guds hånd sikrede de 

religiøs frihed for enhver borger med 

en inspireret menneskerettighedserklæring. 

Fjorten år senere, den 23. 

december 1805, blev profeten Joseph 

Smith født. Forberedelsen til genoprettelsen 

var ved at være fuldendt. 

Da Joseph var ganske ung, »stemtes 

[hans] sind til alvorlige betragtninger« 9 

angående religion. Fordi han var født i 

et land med religionsfrihed, kunne han 

stille spørgsmål ved, hvilken af alle 

kirker, der var sand. Og fordi Bibelen 

var oversat til engelsk, kunne han søge 

svar i Guds ord. Han læste i Jakobs 

bog: »Men hvis nogen af jer står tilbage 

i visdom, skal han bede om at få den af 

Gud,« 10 og han fulgte denne anvisning. 

Som svar på Josephs bøn viste Gud 

Faderen og hans Søn Jesus Kristus sig

for ham. 11 Denne ydmyge bondedreng 

var profeten, som Gud havde udvalgt 

til at genoprette Jesu Kristi fordums 

kirke og hans præstedømme i disse 

sidste dage. Genoprettelsen skulle 

blive den sidste uddeling i tidernes 

fylde, der gengav alle præstedømmets 

velsignelser, som mennesket kunne 

besidde på jorden. Med denne guddommelige 

bemyndigelse var hans 

opgave ikke at reformere ej heller at 

protestere over det, der allerede var på 

jorden. Den var at genoprette det, der 

havde været på jorden, og som var 

gået tabt. 

Genoprettelsen, som begyndte 

med det første syn i 1820, fortsatte 

med fremkomsten af Mormons Bog: 

Endnu et vidne om Jesus Kristus. Den 

21. september 1823 fik Joseph Smith 

besøg af englen Moroni, som fortalte 

ham om en gammel optegnelse, der 

indeholdt »det evigtvarende evangeliums 

fylde ... som forberedelse til 

Messias’ andet komme.« 12 Optegnet 

på guldplader beretter Mormons Bog 

om Kristi gerning på den vestlige halvkugle, 

ligesom Bibelen fortæller om 

hans gerning i det hellige land. 

Joseph modtog guldpladerne fire år 

senere og begyndte i december 1827 

at oversætte Mormons Bog. 13 

Under oversættelsen læste Joseph 

Smith og hans skriver Oliver Cowdery 

om dåb. Deres ønske om at selv at 

modtage denne velsignelse foranledigede 

gengivelsen af Det Aronske 

Præstedømme den 15. maj 1829 ved 

Johannes Døbers hånd. 14 

Derefter fulgte gengivelsen af Det 

Melkisedekske Præstedømme, som 

blev skænket Joseph og Oliver af 

apostlene Peter, Jakob og Johannes, 

som besad nøglerne. Efter århundreders 

åndeligt mørke var magten og 

myndigheden til at handle i Guds 

navn, til at udføre hellige ordinancer 

og til at lede hans kirke igen på jorden. 

De første trykte eksemplarer af 

Mormons Bog blev udgivet den 26. 

marts 1830. Få dage senere den 6. 

april blev Kristi sande kirke i disse sidste 

dage igen organiseret, i Peter 

Whitmers hjem i Fayette i New York. 

For at beskrive disse begivenheders 

indvirkning på verden skrev ældste 

Parley P. Pratt følgende: 

Nu dagen gryr, og mørkets magt 

må vige fra den ganske jord. 

Nu stråler lyset i sin pragt. 

med herlighed fra Herren stor. 15 

Den lange nat var endelig til ende, 

og åbenbaring strømmede ud og 

resulterede i yderligere skrifter. Lære 

og Pagter blev godkendt af Kirken den 

17. august 1835. Oversættelsen af 

Abrahams bog i Den Kostelige Perle 

påbegyndtes ligeledes det år. 

Yderligere myndighed til at handle 

i Herrens navn fulgte snart. Templet i 

Kirtland blev indviet den 27. marts 

1836. 16 I dette tempel viste Frelseren 

sig for Joseph Smith og Oliver 

Cowdery, hvorefter Moses, Elias og 

profeten Elias viste sig og overdrog 

yderligere præstedømmenøgler til 

profeten. 17 

Evangeliets lys skal aldrig mere 

borttages fra jorden. I 1844 overdrog 

Joseph Smith alle præstedømmets 

nøgler til Brigham Young, John Taylor, 

Wilford Woodruff og de øvrige apostle. 

Profeten sagde: »Jeg har levet, indtil jeg 

har set denne byrde, som hviler på 

mine skuldre, overdraget på andre 

mænds skuldre ... rigets nøgler er sået i 

jorden, og kan aldrig mere borttages ... 

Lige meget hvad, der måtte tilstøde 

mig.« 18 Tre måneder senere, den 27. 

juni, skete det sørgelige, at profeten 

Joseph Smith og hans bror Hyrum led 

martyrdøden i Carthage i Illinois. 

Ældste John Taylor, som var sammen 

med profeten, da han blev 

dræbt, vidner om ham: »Joseph 

Smith, Herrens profet og seer, har 

gjort mere (Jesus alene undtaget) for 

menneskenes frelse i denne verden 

end noget andet menneske, der 

nogensinde har levet her.« 19 

Jeg bevidner, at profeten Josephs 

værk er Herrens værk. I Herrens tjeneste 

er vejen ikke altid let. Der kræves 

ofte ofre, og vi vil sandsynligvis 

møde modgang. Men ved at tjene ham 

oplever vi, at hans hånd i sandhed er 

over os. Det samme var den for 

Wycliffe, Tyndale og tusinde andre, 

som beredte vejen for genoprettelsen. 

Det samme var den for profeten 

Joseph Smith og alle dem, der hjalp 

ved at tjene i det gengivne evangelium. 

Det samme vil den være for os. 

Herren forventer, at vi er lige så 

trofaste, så hengivne, så modige som 

dem, der gik før os. De blev kaldet til 

at give deres liv for evangeliet. Vi er 

kaldet til at leve vores liv for det 


samme formål. I disse sidste dage har 

vi særlig grund til at gøre dette. 

Før den hellige nat i Betlehem 

beredte de historiske begivenheder og 

profeternes ord i alle uddelinger vejen 

for Herrens første komme og hans forsoning. 

På samme måde lagde historie 

og profeti grundvolden til evangeliets 

gengivelse gennem profeten Joseph 

Smith. Er vi i stand til at se, at vor tids 

begivenheder og profetier forbereder 

os på Frelserens andet komme 

Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at 

vor Frelser Jesus Kristus lever. Jeg vidner 

om, at hans hånd har været over 

genoprettelsens værk før denne verden 

blev grundlagt, og fortsat vil være 

det indtil hans andet komme. 

Det er min ydmyge bøn, at vi alle vil 

forberede os til at hilse ham. I hans 

hellige navn, ja, Jesus Kristus. Amen. ■ 

NOTER 

1. Abraham 2:8. 

2. Citeret i Mark E. Petersen, The Great 

Prologue, 1975, s. 29. 

3. Citeret i Benson Bobrick, Wide as the 

Waters: The Story of the English Bible and 

the Revolution It Inspired, 2001, s. 89. 

4. Citeret i S. Michael Wilcox, Fire in the 

Bones: William Tyndale—Martyr, Father of 

the English Bible, 2004, s. 47. 

5. Citeret i Wilcox, Fire in the Bones, s. xv. 

6. Citeret i Bobrick, Wide as the Waters, s. 

168; se også James E. Kiefer, Biographical 

Sketches of Memorable Christians of the 

Past, »Hugh Latimer, Bishop and Martyr,« 

http://justus.anglican.org/resources/bio/269 

.html. 

7. Se Wilcox, Fire in the Bones, s. 125-126, 

197; Fox’s Book of Martyrs, William Byron 

Forbush, red. 1926, s. 181. 

8. Se William Cullen Bryant, red., Picturesque 

America; or, the Land We Live In, 2 bind, 

1872-1874, 1:500-502; se også LeGrand 

Richards, Et stort og forunderligt værk, 

s. 28. 

9. JS-H 1:8. 

10. Jak 1:5. 

11. Se JS-H 1:11-20. 

12. Introduktion til Mormons Bog. 

13. Se JS-H 1:27-62. 

14. Se L&P 13; JS-H 1:66-72; Kirkens historie i 

tidernes fylde, 2. udg. (Kirkens 

Uddannelsessystems undervisningsmateriale, 

2003), s. 55. 

15. »Nu dagen gry’r«, Salmer og sange, nr. 1. 

16. Se L&P 109. 

17. Se L&P 110. 

18. Citeret af Wilford Woodruff i Deseret News, 

21. dec. 1869, s. 2. 

19. L&P 135:3. 

Offer er en glæde 

og en velsignelse 

ÆLDSTE WON YONG KO 

De Halvfjerds 

Det er min bøn, at vi alle vil blive hellige, der er villige til at 

ofre og blive værdige til Herrens særlige velsignelser. 

Brødre og søstre, god eftermiddag. 

Profeten Joseph Smith har 

sagt: »En religion, som ikke fordrer, 

at man er villig til at ofre alt, vil 

aldrig have den nødvendige kraft til at 

fremme den tro, som er nødvendig 

for liv og frelse« (Lectures on Faith, 

1985, s. 69). Hvis vi sammenfatter historierne 

i skrifterne, kan vi sige, at 

det er historien om ofre. 

Vi finder vidunderlige eksempler i 

skrifterne på dem, der ofrede deres 

liv for at beholde deres tro og vidnesbyrd. 

Et eksempel er fra historien om 

Alma og Amulek, da de med smerte 

måtte se Ammonihahs folk, der blev 

kastet i ilden og døde, men de bevarede 

deres tro (se Alma 14:7-13). 

Vi tænker også på Kristus, der 

nedsteg fra Faderens nærhed til 

denne jord og ofrede sig gennem 

større smerte end nogen anden 

nogensinde har udholdt for at redde 

verden. 

I denne evangeliets sidste uddeling 

har mange pionerer mistet deres liv 

og bragt det endelige offer for at 

bevare deres tro. 

I dag er det næppe sandsynligt, at 

vi bliver bedt om at bringe så stort et 

offer som at give vores liv, men vi ser 

mange eksempler på hellige, der 

bringer smertelige ofre for at holde 

deres tro og vidnesbyrd i live. Måske 

er det sværere at bringe de små ofre 

i vores dagligdag. For eksempel kan 

det anses for et lille offer at holde sabbatten 

hellig, at læse dagligt i skrifterne 

eller at betale vores tiende. Men 

disse ofre er ikke lette at bringe, medmindre 

vi er indstillede og fast besluttede 

på at ofre det, der er nødvendigt 

for at holde disse bud. 

Når vi bringer disse små ofre, 

opvejes de af flere velsignelser fra 

Herren. Kong Benjamin sagde: »Og I 

står stadig i gæld til ham, og det vil I 

blive ved med at gøre i al evighed« 

(Mosiah 2:24). Som med sit eget folk, 

opmuntrer kong Benjamin os, så vi 

kan modtage flere velsignelser, når vi 

fortsat adlyder Herrens ord. 

92

Jeg synes, at den allerførste velsignelse 

ved at ofre er den glæde vi 

føler, når vi betaler prisen. Måske kan 

den tanke, at ofret i sig selv kan være 

en velsignelse, blive en velsignelse. 

Når vi tænker sådan og føler glæden, 

har vi måske allerede modtaget en 

velsignelse. 

For nyligt har jeg fundet den slags 

velsignelse hos de hellige i Korea, der 

var med til at fejre 50-året for indvielsen 

af Kirken i Korea og 200-året for 

Joseph Smiths fødsel. Jeg vil gerne 

kort fortælle jer om deres ofre og den 

glæde og de velsignelser, de modtog. 

For at fejre evangeliet, som gav håb 

og mod til folk i Korea, der var så skadet 

af Koreakrigen, begyndte medlemmerne 

at forberede denne festlighed 

for mere end et år siden. Mange af 

medlemmerne i Korea – Primary, Unge 

Mænd, Unge Piger, Unge Voksne, søstrene 

i Hjælpeforeningen og andre – 

samledes for at øve sig til festligheden. 

De forberedte mange traditionelle folkedanse, 

deriblandt blomsterdansen, 

cirkeldansen, viftedansen og bondedansen. 

De spillede trommer, viste 

taekwondo, skuespil, selskabsdans 

og sang sange fra musicals, opførte 

pantomimer og et kor optrådte. 

Fordi de unge mænd trommede 

så højt, klagede naboerne, og de var 

nødt til at holde op med at øve. I lang 

tid var det ganske besværligt at øve, 

men de gjorde det med glæde. Jeg 

kunne ikke finde nogen, der beklagede 

sig over deres indsats og offer, 

når de skulle op klokken 4 om morgenen 

for at tage bussen og deltage i 

øvelserne. De følte stor glæde og 

taknemmelighed for Herrens velsignelser 

og for muligheden for at vise 

deres påskønnelse. 

Også mange hjemvendte udenlandske 

missionærer kom tilbage til 

Korea med deres hustru og børn på 

grund af denne festlighed. De bragte 

offeret, da de kom til Korea på mission 

for længe siden. Denne gang 

bragte de endnu et offer af tid og 

penge for at medbringe deres familie 

og deltage i festligheden i den varme 

sommer. Men de glædede sig og var 

taknemmelige for alle festlighederne, 

de deltog i. 

For at opmuntre de koreanske hellige 

og andre, sendte Herren sin profet, 

præsident Gordon B. Hinckley til 

Korea. Præsident Hinckley bragte selv 

et stort offer for denne tur ved at 

planlægge en verdensomspændende 

rejse på 13 dage og kom til Korea for 

at møde de hellige, som han har 

elsket i mange år, for personligt at 

bibringe Herrens særlige kærlighed. 

Ingen følte, at dette var et offer. I stedet 

så vi glædestårer og taknemmelighed. 

Dette er den velsignelse, vi taler 

om, ikke sandt 

Brødre og søstre, vær ikke bange 

for at yde ofre. Nyd lykken og velsignelserne 

ved offeret i sig selv. 

Nogle gange går der lidt tid mellem 

offeret og velsignelsen. Offeret passer 

måske ind i vore tidsplaner, men velsignelsen 

passer måske ikke ind i 

vores, men i Herrens kalender. Af 

denne grund trøster Herren os ved at 

sige: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre 

godt, thi I lægger grundvolden til et 

stort værk« (L&P 64:33). 

Velsignelserne vil uden tvivl 

komme til os. Husk, at offeret i sig 

selv kan være en velsignelse. Lad os 

bringe ofre i det små. 

Når vi læser Mormons Bog, mens 

vi gnider vore søvnige øjne, lad os da 

huske, at vi følger vores profets råd og 

modtager den glæde, der kommer af 

at vide det. Vi har mange regninger, vi 

skal betale, men når vi betaler tiende, 

lad os da finde glæde i muligheden 

for at give noget til Herren. 

Og så vil større velsignelser blive 

udøst over os. Det vil blive ligesom 

vores overraskelse og glæde, når vi 

modtager en uventet gave. 

Som præsident Spencer W. 

Kimball sagde: »Og når vi giver, 

finder vi, at ›offer og lydighed palmen 

... bringer‹ (“Priser profeten,” 

Salmer og sange, nr. 17). Når alt 

kommer til alt opdager vi alligevel, at 

det slet ikke var noget offer for os« 

(»At blive ›De rene af hjertet‹«, Den 

danske Stjerne, okt. 1978, s. 138). 

Det er min bøn, at vi alle vil blive 

hellige, der er villige til at ofre og 

blive værdige til Herrens særlige 

velsignelser. Herren vil våge over 

os, så det ikke bliver for svært at 

udholde noget offer. I Jesu Kristi 



Evangeliske pagter 

fører lovede 

velsignelser 

med sig 

ÆLDSTE PAUL E. KOELLIKER 

De Halvfjerds 

Ved at holde evangeliets pagter kan vi overkomme alle 

livets forbigående prøvelser. 

Idag vil jeg gerne udtrykke min 

dybe ærbødighed for og kærlighed 

til vor himmelske Fader, hans Søn, 

Herren Jesus Kristus og Helligånden. 

Jeg vil også bære mit vidnesbyrd om 

præsident Gordon B. Hinckleys hellige 

kald som Herrens profet, seer og 

åbenbarer. Jeg opretholder ham af 

hele mit hjerte og af al min kraft. 

Jeg er taknemmelig for, at jeg har 

kunnet indgå ægteskabspagten i 

templet med en elskelig, evig ledsager, 

som jeg elsker og påskønner. 

Hun er altid et eksempel på omsorgsfuld 

tjeneste over for dem, der er i 

nød. Vores ægteskab er blevet velsignet 

med trofaste, virksomme børn og 

børnebørn, der har lært os meget. 

Jeg føler mig især velsignet ved, at 

min bror, mine søstre og jeg blev født 

af retfærdige forældre, der er forblevet 

trofaste mod deres tempelpagter, 

og som villigt har ofret alt for, at vi 

kunne blive trygt forankret i vor himmelske 

Faders plan. Jeg kan kun takke 

min englelignende mor for at holde 

kæden af kærlighed og evangeliets 

ordinancer stærk i vores liv. 

Jeg har nævnt disse hellige forhold 

på grund af den glæde, jeg føler over 

at vide, at der er en bindende pagt 

med hver af dem, som er beseglet 

i det hellige tempel. Jeg er dybt 

taknemmelig for at vide, at uanset 

hvilke udfordringer der venter os, 

så er der håb og trøst i at vide, at vi 

ved at holde evangeliets pagter, kan 

overkomme alle livets forbigående 

prøvelser. Skrifterne lærer os, at alt i 

sidste ende vil gå godt, hvis vi er trofaste 

mod vore pagter. Kong 

Benjamin sagde: 

»Og på grund af den pagt, I har 

gjort, skal I kaldes Kristi børn ... 

Derfor ønsker jeg, at I skal påtage 

jer Kristi navn, alle I, der har gjort 

pagt med Gud, at I vil være lydige til 

jeres livs ende. 

Og det skal ske, at den, der gør 

dette, skal findes på Guds højre side« 

(Mosiah 5:7-9). 

Det er meget vigtigt for vores evige 

frelse, at vi giver omhyggeligt agt på 

vores indgåelse af pagter. Pagter er 

overenskomster, som vi indgår med 

vor himmelske Fader, hvori vi forpligter 

vores hjerte, sind og opførsel til at 

holde de befalinger, som Gud har 

givet. Hvis vi er trofaste og holder 

vores aftale, slutter han pagt om eller 

lover i sidste ende at velsigne os med 

alt, hvad han har. 

I Det Gamle Testamente undervises 

der i Herrens pagtsmønster gennem 

Noas oplevelse med en ugudelig 

verden og Herrens plan for at rense 

jorden. På grund af Noas trofaste og 

urokkelige forpligtelse, sagde Herren 

til ham: 

»Men med dig vil jeg oprette min 

pagt. Du skal gå ind i arken sammen 

med dine sønner, din kone og dine 

svigerdøtre ... 

Noa gjorde, ganske som Herren 

havde befalet ham« (1 Mos 6:18; 7:5). 

Efter oversvømmelsen var aftaget, 

gik de ud af arken. 

»Derpå byggede Noa et alter for 

Herren ... 

Gud sagde til Noa og hans sønner: 

›Nu opretter jeg min pagt med jer 

og med jeres efterkommere‹« (1 Mos 

8:20; 9:8-9). 

Vi har også indgået hellige pagter 

med Herren, så vi kan blive beskyttet 

mod modstanderen. Ligesom på Noas 

tid lever vi i en tid med profetiske løfter 

og opfyldelse. I løbet af de sidste 

94

otte år er der blevet indviet 71 nye 

templer – en bedrift under ledelse af 

Herrens profet, og som på sin vis må 

være ligesom at bygge arken i Noas 

dage. 

Vores levende profet, præsident 

Gordon B. Hinckley, har indbudt os til 

at træde gennem templets døre, hvor 

vi kan indgå pagter med Herren. 

Ligesom i Noas dage kan vore 

bestræbelser på at efterleve disse pagter 

ofte blive ledsaget af et vist mål af 

offer. Offeret, lige meget, hvor stort 

eller småt, bestemmer ofte, hvor forpligtede 

vi er i hjerte og sind til at 

være vor himmelske Faders vilje 

underdanig. Mønsteret i yde ofre indbefatter 

ofte en tid med indre kamp, 

hvori vi må vurdere og afveje konsekvenserne 

af vore beslutninger. 

Valgene er måske ikke altid indlysende 

eller nemme, så vi kæmper 

videre. Når vi til sidste beslutter at 

gøre os fri af den indre kamp og ofre 

vores vilje for Herrens, bliver vi løftet 

til et nyt forståelsesniveau. Denne 

proces er ofte mere genkendelig i 

vores liv, når vi oplever en stor tragedie 

eller udfordring. 

For blot et par uger siden blev en 

ung mand, der var på spejderlejr i 

bjergene øst for Salt Lake City, dræbt, 

da han blev ramt af et lyn. Hans forældre, 

der var overvældede af sorg og 

fortvivlelse ved det pludselige tab af 

deres søn, kæmpede i stilhed og 

spurgte, hvorfor det var sket. Fordi 

deres hjerte var åbent og deres tro 

stærk, oplevede de stor kærlighed fra 

Herren. Midt i deres sorg traf de en 

stille, nænsom beslutning om at 

acceptere udfaldet af denne oplevelse 

uden vrede. Med deres accept kom 

en større forståelse af formålet med 

livet og en ihukommelse af de pagter, 

der var indgået. Selvom de stadig var 

fyldt med smerte på grund af deres 

pludselige tab, fandt de, at de var 

kommet Herren nærmere og var fast 

besluttet på at holde endnu mere fast 

i deres pagter og leve således, at de 

kunne være sikre på en glædelig genforening 

med deres søn. 

I denne uddeling er der kommet en 

ny, anderledes forståelse af indgåelse af 

pagter, end der var på Noas dage. Vi er 

ikke blot ansvarlige for at indgå pagter 

for os selv, men vi har også fået ansvaret 

for at søge vore afdøde slægtninge 

og åbne døren for alle, der ønsker at 

indgå pagter og værdigt modtage evangeliets 

ordinancer. 

Arbejdet blandt dem, der levede 

tidligere, går hurtigt fremad, idet himlens 

hærskare er organiseret og 

bemyndiget af Herren. I præsident 

Joseph F. Smiths syn angående de 

døde skriver han: 

»Men se, han ordnede sine styrker 

blandt de retfærdige og udpegede 

budbringere, som var iklædt magt og 

myndighed, og pålagde dem det 

hverv at gå ud ... 

Jeg så, at denne uddelings trofaste 

ældster fortsætter med at forkynde 

omvendelsens og forløsningens evangelium 

ved Guds Enbårne Søns offer, 

når de forlader det jordiske liv« (L&P 

138:30, 57). 

Skrifterne lærer os også, at budbringerne 

indbefattede de »profeters 

ånder, der i kødet trofast havde vidnet 

om [Forløseren]« (L&P 138:36). Nogle 

af disse budbringere kunne omfatte 

Peter, Paulus, Alma, Johannes, Josef 

og Nephi. 

Når man har læst om dette syn, 

som præsident Smith modtog, og 

kender til de missionærer, der har fået 

til opgave at udføre dette hverv, så 

skulle man tro, at det i høj grad ville 

motivere enhver af os til at holde 

vores pagt om at finde navnene på 

vore afdøde familiemedlemmer og 

udnytte alle ledige timer i templet. Jeg 

kan med en vis sikkerhed sige, at der 

stadig er ledige pladser i mange templer, 

så vi kan imødekomme Det Første 

Præsidentskabs råd om at bruge 

noget af vores fritid til at udføre tempelordinancer. 

Jeg beder til, at vi vil 

tage imod denne indbydelse til at 

komme til templets dør. 

Jeg føler mig ydmyg over denne 

mulighed for at tjene i denne betroede 

kaldelse og beder til, at jeg må 

handle i overensstemmelse med 

mine pagter med Herren og være 

modtagelig over for Åndens vejledning. 

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd 

om Herren Jesus Kristus og 

om genoprettelsen af hans evangelium 

gennem profeten Joseph Smith. 

Jeg vil gerne udtrykke min kærlighed 

for templets pagter og ordinancer og 

forpligte mig til at mangedoble min 

indsats for at komme i Guds hellige 

huse. Jeg ved, at når vi indgår og holder 

hellige pagter, vil Herren skænke 

os sin hellige nærhed. Jeg bærer vidnesbyrd 

herom i Jesu Kristi navn. 

Amen. ■ 


Herrens kompas 

ÆLDSTE LOWELL M. SNOW 

De Halvfjerds 

Profeter og apostle gennem tiderne er vores kompas fra 

Herren. Hans ledelse gennem dem er klar. 

Brødre og søstre, mens jeg sad 

her, følte jeg et stort ønske om 

at udtrykke min kærlighed 

til jer og forsikre alle, der hører min 

stemme, om deres himmelske Faders 

kærlighed. På Brødrenes vegne udtrykker 

jeg taknemmelighed for jeres villighed 

til at komme her i dag for at få 

næring gennem Guds gode ord. 

Jeg kan godt lide at vandre i bjergene, 

og når jeg går ude i vildmarken, 

bruger jeg ofte et kompas, kort og vejskilte 

til at lede mig hen til mit 

bestemmelsessted. Disse værktøjer er 

meget nyttige, endda uvurderlige, når 

man undervejs møder ukendte veje 

og stier, der går i alle mulige retninger. 

Livet er fuldt af mange krydsende 

veje og stier. Der er så mange veje at 

følge, så mange røster, der råber: »Se 

her« eller »se der«. 1 Der er så mange 

forskellige medier, der fylder vores 

personlige rum; de fleste af dem er 

beregnet til at lede os ned ad en bred 

vej, der bliver betrådt af mange. 

Når I overvejer, hvilke af disse røster, 

I skal lytte til, eller hvilken vej 

blandt de mange, der er den rette, 

har I så nogensinde spurgt jer selv, 

ligesom Joseph Smith gjorde: »Hvad 

kan man gøre [Hvilke] af alle disse 

[røster og veje] er [de] rigtige, eller 

er de alle sammen forkerte Om 

[nogle] af dem er rigtig[e], [hvilke] 

er det da Og hvorledes kan jeg 

finde ud af det« 2 Mit vidnesbyrd til 

jer er, at Jesus Kristus bliver ved med 

at afmærke stien, vise vejen og angive 

ethvert punkt på vores rejse. 

Hans sti er lige og snæver, og fører 

mod »lys og liv og himmelhvælv.« 3 

Lad mig dele et eksempel fra skrifterne 

med jer. 

På Herrens befaling forlod Lehi og 

hans børn Jerusalem og begyndte en 

storslået rejse mod et forjættet land. 

Efter at de i et stykke tid havde ligget i 

lejr i en dal ved floden, fortalte 

Herren en nat Lehi, at det var tid til at 

fortsætte deres rejse ind i ørkenen. 

Med mange tanker på sinde gik han 

ud af teltåbningen den næste morgen 

og fandt til sin store forundring på 

jorden foran sig en genstand, der kun 

kunne være blevet placeret der af 

Guds hånd. Det var et kompas, på 

deres sprog en liahona, og dets visere 

var konstrueret til at lede dem på 

deres rejse og gøre dem i stand til at 

følge en kurs, hvor de kunne få fremgang 

og forblive i sikkerhed på de 

mere frugtbare steder på deres rute. 

Men det var ikke alt. På dette kompas 

var der også en indskrift, der var tydelig 

og let at læse, og som endda 

ændrede sig nogle gange for at give 

familien en bedre forståelse af 

Herrens veje. 4 

Under deres rejse viste denne 

liahona eller dette kompas sig at være 

en uvurderlig hjælp for Lehis familie 

til at få fremgang og til sidst ankomme 

til deres bestemmelsessted. Men 

det er vigtigt at lægge mærke til 

Nephis bemærkning om, at det kun 

var ved den tro, flid og agt, som de 

gav kompasset, at det virkede. Om 

denne vidunderlige hjælper, der ledte 

dem gennem ørkenen sagde Nephi 

ganske enkelt: »Og således ser vi, at 

Herren ved ringe midler kan udføre 

store ting.« 5 

Nephis konklusion gik ikke tabt på 

Alma 500 år senere, da han mindede 

sin egen søn om vigtigheden af liahonaen. 

Han forklarer Helaman, at 

Herren forberedte dette kompas til at 

vise deres forfædre vejen, som de 

skulle følge i ørkenen, men fordi den 

mirakuløse anordning fungerede ved 

ringe midler, blev deres forfædre 

efterladne og glemte at udøve deres 

tro og flid. Som følge deraf holdt 

denne vidunderlige anordning op 

med at virke, og de havde ikke fremgang 

på rejsen eller fulgte en lige 

kurs, men tøvede i ørkenen og led på 

grund af deres forsømmelighed. 6 

»O, min søn,« fortsatte Alma, »lad 

os ikke være ligegyldige, fordi vejen er 

let; thi således var det med vore 

fædre; det var således beredt for dem, 

at dersom de ville se op, kunne de 

leve; således er det også med os. 

Vejen er beredt, og dersom vi vil se 

op, skal vi leve evindelig. Min søn, se 

nu til, at du tager vare på disse hellige 

ting; ja, se frem til Gud og lev.« 7 

96

Herren giver vejledning og anvisninger 

til enkeltpersoner og familier i 

dag, ligesom han gjorde med Lehi. 

Denne generalkonference er en 

moderne liahona, en tid og et sted til 

at modtage inspireret vejledning og 

anvisninger, der får os til at gå fremad 

og hjælper os til at følge Guds vej gennem 

de mere frugtbare dele af jordelivet. 

Tænk over, at vi er samlede for at 

høre råd fra profeter og apostle, der 

har bedt meget og omhyggeligt forberedt 

sig for at vide, hvad Herren vil 

have, at de skal sige. Vi har bedt for 

dem og for os selv, at Talsmanden vil 

lære os Guds sind og vilje. Der er i 

sandhed ikke nogen bedre tid eller 

noget bedre sted for Herren til at lede 

sit folk end ved denne konference. 

Lærdommene fra denne konference 

er Herrens kompas. Om nogen 

tid kan I ligesom Lehi gå ud af jeres 

hoveddør og finde Liahona, Ensign 

eller andre kirkeudgivelser i jeres 

postkasse, og den vil indeholde det, 

der er foregået ved denne konference. 

Ligesom med Liahona fra gammel 

tid, så vil denne nye skrift være 

tydelig og let at læse, og den vil give 

jer og jeres familie en forståelse for 

Herrens veje og stier. 

Som Nephi og Alma begge to mindede 

os om, så giver Herren os vejledning 

til vores rejse i henhold til den 

tro, flid og agt som vi giver på denne 

vejledning. Det er ikke sandsynligt, at 

han åbenbarer nye veje, hvis vi ikke 

trofast har fulgt ham ad dem, som han 

allerede har vist os. Guddommelig 

fremgang langs vejen kommer til dem, 

der omhyggeligt følger inspirerede 

råd, gør det til deres »levemåde« 

indtil der igen kommer nyt skrift til at 

hjælpe dem med at gøre fremskridt på 

deres rejse mod det forjættede land. 

Mine brødre og søstre, de profeter 

og apostle, der har levet gennem 

tiderne, er vores kompas fra Herren. 

Hans vejledning gennem dem er tydelig; 

den udstukne kurs fra dem er 

sikker. Hans vej, ligesom hans åg er 

let. Men bliv ikke narret af letheden i 

hans vej og gå ud fra, at det er ligetil 

eller uden betydning, men tag i stedet 

vare på disse hellige ting og se hen til 

ham, så I kan blive som ham og leve 

sammen med ham – for evigt. 

Jeg står i dag som et vidne om, at 

vor Faders løfter alle vil blive opfyldt; at 

han sendte sin enbårne Søn til jorden 

for at udstikke kursen og vise vejen; at 

Faderen og Sønnen viste sig for Joseph 

Smith om morgenen en smuk, klar dag 

i det tidlige forår 1820 og derefter gengav 

alt det, der kræves for succesfuldt 

at færdiggøre menneskets jordiske 

rejse; og at en profet i dag, præsident 

Gordon B. Hinckley, viser vejen for 

dem, der vil se og leve evigt. At vi vil 

udvise vores tro og flittigt være 

opmærksomme på de sidste dages liahonaers 

vejledninger og visere er min 

bøn, i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se JS-H 1:5. 

2. JS-H 1:10. 

3. »Den store visdom, kærlighed«, Salmer og 

sange, nr. 116. 

4. Se 1 Nephi 16:9-16. 

5. 1 Nephi 16:29. 

6. Se Alma 37:38-41. 

7. Alma 37:46-47. 


»Vær hyrde for 

mine får« 

ÆLDSTE ULISSES SOARES 

De Halvfjerds 

Folk er mest modtagelige over for vores indflydelse, når de 

føler, at vi virkelig elsker dem – og ikke kun fordi, vi 

opfylder en kaldelse. 

På et tidspunkt stillede Frelseren 

Peter et spørgsmål tre gange: 

»Simon, Johannes’ søn, elsker 

du mig Han svarede: ›Ja, Herre, du 

ved, at jeg har dig kær.‹ Jesus sagde til 

ham: ›Vær hyrde for mine får!‹« 1 

Fordi han interesserede sig meget 

for vor himmelske Faders børns velfærd, 

gav Herren Peter den særlige 

opgave at være hyrde for fårene. 

Han viste den samme interesse i 

nyere tid i en åbenbaring givet til 

Joseph Smith: 

»Nu siger jeg dig, og hvad jeg siger 

dig, siger jeg de tolv: Stå op, omgjord 

jeres lænder, tag jeres kors op, følg 

mig og vogt mine får.« 2 

Når vi studerer skrifterne, bemærker 

vi, at Frelseren tjente folk i overensstemmelse 

med deres særlige 

behov. Et godt eksempel på dette var, 

da han var ved Kapernaum, og Jairus, 

en synagogeforstander, faldt ned for 

Jesu fødder og bad ham om at gå med 

hjem og velsigne hans datter, som var 

døende. Jesus gik med Jairus, selvom 

menneskemængden gjorde det svært 

for ham at komme hurtigt frem. 

Og så kom der bud til Jairus om, at 

hans datter allerede var død. Selvom 

han sørgede, bevarede Jairus sin 

urokkelige tro på Herren, som trøstede 

faderens hjerte ved at sige: 

»Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive 

frelst. 

Da han kom til huset, tillod han 

kun Peter og Johannes og Jakob og 

barnets far og mor at gå med ind. 

Alle græd og jamrede over pigen. 

Men han sagde: ›Græd ikke, for hun 

er ikke død, hun sover.‹ 

... men han tog hendes hånd og 

råbte: ›Pige, rejs dig op!‹ 

Da vendte hendes ånd tilbage, 

hun stod straks op, og han gav dem 

besked om at give hende noget at 

spise.« 3 

Jesus var tålmodig og kærlighed 

mod alle, som kom til ham for at få 

helbredt deres fysiske, følelsesmæssige 

eller åndelige lidelser, og som følte sig 

modløse og nedtrykte. 

For at følge Frelserens eksempel, 

må hver enkelt af os se os omkring og 

række ud til de får, som har det ligesådan, 

og hjælpe dem og opmuntre dem 

til at fortsætte rejsen mod evigt liv. 

Behovet er lige så stort, ja måske 

endda større i dag, end da Frelseren 

var på jorden. Som hyrder må vi forstå, 

at vi skal nære hvert eneste af 

vore får, for at bringe dem til Kristus, 

hvilket er formålet med alt, vi gør i 

denne kirke. 

Hver aktivitet, hvert møde eller program 

bør være fokuseret på dette formål. 

Når vi er opmærksomme på folks 

behov, kan vi styrke dem og hjælpe 

dem til at overkomme deres vanskeligheder, 

så de trofast vil forblive på den 

vej, der vil føre dem tilbage til vor himmelske 

Faders nærhed og hjælpe dem 

til at holde ud til enden. 

Jesu Kristi evangelium handler om 

mennesker, ikke programmer. Nogle 

gange har vi så travlt med at udføre 

vores ansvar i Kirken, at vi bruger for 

meget tid på at koncentrere os om 

programmer i stedet for at fokusere 

på mennesker, og så ender vi med at 

overse de behov, de rent faktisk har. 

Når noget sådant sker, glemmer vi vigtigheden 

af vore kaldelser, forsømmer 

mennesker og forhindrer dem i at 

opfylde deres guddommelige potentiale 

til at opnå evigt liv. 

Da min tolvårs fødselsdag nærmede 

sig, inviterede min biskop mig 

til et interview og lærte mig, hvordan 

jeg kunne forberede mig til at modtage 

Det Aronske Præstedømme og 

blive ordineret til diakon. Mod slutningen 

af interviewet trak han nogle 

formularer frem fra sit skrivebord og 

udfordrede mig til at udfylde dem. 

Det var missionspapirer. Jeg var forbløffet. 

Jeg var trods alt kun 11 år. 

Men denne biskop så fremtiden og de 

velsignelser, der ville blive mine, hvis 

jeg forberedte mig ordentligt til at 

98

tage på mission, når den tid kom. 

Han viste, at han oprigtigt holdt af 

mig. Han viste mig, hvad jeg skulle 

gøre for at forberede mig både økonomisk 

og åndeligt til at tjene Herren. 

Derefter interviewede han og senere 

biskoppen, der blev kaldet efter ham, 

mig mindst to gange om året, indtil 

jeg blev 19, og opmuntrede mig til at 

forblive trofast i min forberedelse. 

De beholdt mine missionærpapirer 

i deres arkiv og nævnte dem hver 

gang, vi havde et interview. Med mine 

forældres hjælp og med en kærlig og 

tålmodig biskops opmuntring tog jeg 

på mission. Missionen hjalp mig til 

bedre at forstå de velsignelser, Gud 

har i vente til alle, der holder ud til 

enden. 

Det er lige meget, om det er et 

barn, en ung, en voksen – alle har brug 

for at føle sig elsket. Vi er i flere år blevet 

rådet til at fokusere på at arbejde 

med nyomvendte og mindre aktive 

medlemmer. Folk vil blive i Kirken, når 

de føler, at nogen holder af dem. 

Blandt de sidste belæringer, 

Frelseren gav sine apostle, sagde han: 

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal 

elske hinanden. Som jeg har elsket 

jer, skal også I elske hinanden. 

Deraf kan alle vide, at I er mine 

disciple: hvis I har kærlighed til 

hinanden.« 4 

Folk er mest modtagelige over for 

vores indflydelse, når de føler, at vi 

virkelig elsker dem – og ikke kun 

fordi, vi opfylder en kaldelse. Når vi 

udtrykker sand kærlighed til mennesker, 

vil de være i stand til at føle 

Åndens påvirkning og vil måske føle 

sig tilskyndet til at følge vore lærdomme. 

Det er ikke altid let at elske 

folk for det, de er. Profeten Moroni 

forklarede, hvad vi skal gøre, hvis en 

sådan udfordring melder sig: 

»Derfor, mine elskede brødre, bed 

til Faderen af jeres ganske hjerte, at I 

må være fyldt med denne kærlighed, 

som han har skænket alle dem, som 

er hans Søns, Jesu Kristi sande efterfølgere, 

så I kan blive Guds sønner, at 

når han kommer, vi da må være ham 

lig; thi vi skal se ham, som han er. Gid 

vi må have dette håb og blive renset, 

ja, ligesom han er ren.« 5 

Kristus selv tjente folk – lettede 

deres tunge byrder, gav håb til de mismodige 

og søgte efter dem, der var 

fortabt. Han viste folk, hvor meget 

han elskede og forstod dem, og af 

hvor stor værdi de var. Han anerkendte 

deres guddommelige natur og 

evige værdi. Selv når han kaldte folk 

til omvendelse, fordømte han synden 

uden at fordømme synderen. 

I Første Korinterbrev understreger 

apostlen Paulus behovet for at vise 

denne sande kærlighed til ethvert får i 

Herrens fold: 

»Og om jeg så uddeler alt, hvad jer 

ejer, og giver mit legeme hen til at 

brændes, men ikke har kærlighed, 

gavner det mig intet. 

Kærligheden er tålmodig, kærligheden 

er mild, den misunder ikke, 

kærligheden praler ikke, bilder sig 

ikke noget ind. 

Den gør intet usømmeligt, søger 

ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer 

ikke nag. 

Den finder ikke sin glæde i uretten, 

men glæder sig ved sandheden. 

Den tåler alt, tror alt, håber alt, 

udholder alt ... 

Så bliver da tro, håb, kærlighed, 

disse tre. Men størst af dem er 

kærligheden.« 6 

Når vi følger Frelserens eksempel 

og lærdomme, kan vi hjælpe folk med 

at opfylde deres jordiske mission og 

vende tilbage og leve med vor himmelske 

Fader. 

Om dette bærer jeg mit vidnesbyrd 

i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Joh 21:16. 

2. L&P 112:14. 

3. Luk 8:50-52, 54-55; se også versene 

41-42, 49. 

4. Joh 13:34-35. 

5. Moroni 7:48. 

6. 1 Kor 13:3-7, 13. 


Kristuslignende 

egenskaber – 

Vinden under 

vore vinger 

ÆLDSTE DIETER F. UCHTDORF 


At leve i overensstemmelse med de grundlæggende 

principper vil bibringe kraft, styrke og åndelig 

selvtillid i alle sidste dages helliges liv. 

Mine kære brødre og søstre og 

mine kære venner: 

I mit professionelle liv som 

pilot, har jeg af og til ladet passagerer 

besøge cockpittet i min Boeing 747. 

De spurgte til de mange knapper, 

instrumenter, systemer og procedurer, 

og hvordan alt dette tekniske 

udstyr hjalp et så stort og smukt fly 

med at flyve. 

Som alle piloter kunne jeg godt 

lide, at de blev imponeret af flyets tilsyneladende 

kompleksitet, og at de 

tænkte på, hvilken storartet og genial 

person det krævede for at betjene 

det! På dette sted i min historie ville 

min kone og mine børn afbryde venligt 

og med et glimt i øjet sige: »Piloter 

er født med en høj grad af naturlig 

ydmyghed!« 

For de besøgende i mit cockpit forklarede 

jeg, at det kræver et godt 

aerodynamisk design, mange hjælpesystemer 

og programmer og kraftige 

motorer for at gøre denne flyvemaskine 

i stand til trygt og komfortabelt 

at transportere de rejsende. 

For at forenkle mine forklaringer 

ved at fokusere på det grundlæggende, 

tilføjede jeg, at alt, hvad man 

har brug for, er et kraftigt fremadrettet 

tryk, et stærkt løft opad, den 

rette kurs for flyet, og så vil naturlovene 

bære 747’eren og dens passagerer 

sikkert frem over kontinenter 

og verdenshave, over høje bjerge 

og farligt tordenvejr til dens bestemmelsessted. 

I de senere år har jeg ofte overvejet, 

at det at være medlem af Jesu 

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 

opfordrer os til at stille lignende 

spørgsmål. Hvad er de basale, grundlæggende 

principper for vores medlemskab 

af Guds rige på jorden Når 

alt er sagt og gjort, hvad er det så, der 

virkelig vil bære os gennem svære 

tider til vores ønskede og evige 

bestemmelsessted 

Kirken tilbyder med dens organisation 

og programmer mange vigtige 

aktiviteter for medlemmerne, som 

søger at hjælpe familier og individer 

med at tjene Gud og hinanden. Nogle 

gange kan det dog virke som om, at 

disse programmer og aktiviteter er 

tættere på vores hjerte og sind end 

de grundlæggende principper i evangeliet. 

Procedurer, programmer, retningslinjer 

og organisatoriske 

modeller er en hjælp for vores åndelige 

fremgang her på jorden, men lad 

os ikke glemme, at de er genstand for 

ændringer. 

I modsætning hertil ændres kernen 

i evangeliet – budene og principperne 

– aldrig. At leve i overensstemmelse 

med de grundlæggende principper vil 

bibringe kraft, styrke og åndelig selvtillid 

i alle sidste dages helliges liv. 

Tro er sådan et kraftfuldt princip. 

Vi har brug for denne kilde til kraft i 

vores tilværelse. Gud arbejder med 

kraft, men denne kraft udøves normalt 

som reaktion på vores tro. »Tro 

uden gerninger er død« (Jak 2:20). 

Gud virker i henhold til sine børns tro. 

Som profeten Joseph Smith forklarede: 

»Jeg lærer dem de korrekte 

principper, så styrer de sig selv« (citeret 

af John Taylor, i »The Organization 

of the Church«, Millennial Star, 15. 

nov. 1851, s. 339). For mig er den lære 

dejlig ligetil. Når vi stræber efter at 

forstå, optage og efterleve rigtige 

evangeliske principper, vi vil opnå 

100

større åndelig selvtillid. Princippet om 

åndelig selvtillid kommer af en grundlæggende 

læresætning i Kirken, at 

Gud har givet os – handlefrihed. Jeg 

mener, at handlefrihed er en af de 

største af Guds gaver til hans børn, 

næstefter livet selv. 

Når jeg studerer og overvejer princippet 

om handlefrihed og dens konsekvenser, 

indser jeg, at vi vitterlig er 

Guds åndelige børn og derfor skal 

handle i overensstemmelse med det. 

Denne forståelse minder mig også 

om, at vi som medlemmer af Jesu 

Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er 

del af en stor verdensomspændende 

familie af hellige. 

Kirkens organisationsmønster giver 

stor fleksibilitet i forbindelse med størrelse, 

vækst og behov i vore menigheder. 

Der er den grundlæggende 

enheds program med en meget enkel 

organisationsstruktur og færre møder. 

Vi har også store menigheder med 

store organisatoriske ressourcer til at 

tjene hinanden. Alt foregår inden for 

Kirkens inspirerede programmer 

for at hjælpe medlemmerne med at 

»komme til Kristus og blive fuldkomne 

i ham« (Moroni 10:32). 

Alle disse forskellige muligheder 

har samme guddommelige værdi, 

fordi lærdommene i Jesu Kristi genoprettede 

evangelium er de samme i 

hver enhed. Jeg vidner som Herren 

Jesu Kristi apostel om, at han lever, at 

evangeliet er sandt, og at det giver 

svar på alle de individuelle og fælles 

udfordringer, som Guds børn på jorden 

står over for i dag. 

Denne sommer besøgte min hustru 

og jeg mange af Kirkens medlemmer 

over hele Europa. I nogle dele af 

Europa har Kirken været i mange år, 

endda siden 1837. Der er en stor arv 

af trofaste medlemmer i Europa. Lige 

nu har vi flere end 400.000 medlemmer 

i Europa. Hvis vi ser på alle de 

generationer af europæere, som 

emigrerede fra Europa til Amerika i 

det nittende og tyvende århundrede, 

kan det tal let ganges nogle gange. 

Hvorfor forlod så mange trofaste 

medlemmer deres hjem i Kirkens tidlige 

tid Der kan nævnes mange årsager; 

at undgå forfølgelse, at hjælpe 

med at opbygge Kirken i USA, at forbedre 

deres livsvilkår, ønsket om at 

være tæt på templet og mange andre. 

Europa mærker stadig konsekvenserne 

af denne udvandring. Men den 

styrke, som kommer af adskillige generationer 

af trofaste kirkemedlemmer, 

bliver mere synlig. Vi ser flere unge 

mænd og kvinder og ældre par, som 

tager på mission for Herren; vi ser 

flere tempelægteskaber, vi ser mere 

tillid og mod hos medlemmerne til at 

dele det genoprettede evangelium. 

Blandt europæere og mange andre 

steder i verden er der et åndeligt tomrum, 

hvad angår Kristi sande lære. 

Dette tomrum må, kan og vil blive 

udfyldt med budskabet om det 

genoprettede evangelium, når vore 

vidunderlige medlemmer efterlever 

og forkynder dette evangelium med 

større mod og tro. 

Med Kirkens fremgang i Europa er 

der nu lande, hvor Kirken har været i 

mindre end 15 år. Jeg talte med en 

missionspræsident, som tjente i sit 

hjemland, Rusland, og som kun har 

været medlem af Kirken i 7 år. Han 

fortalte mig: »Jeg blev kaldet som 

grenspræsident, samme måned jeg 

var blevet døbt.« Følte han sig til tider 

overvældet Absolut! Prøvede han at 

implementere hele pakken af Kirkens 

programmer Heldigvis ikke! Hvordan 

blev han så stærk i så lille en forsamling 

på så kort tid Han forklarede: 

»Jeg vidste med hele min sjæl, at 

Kirken var sand. Evangeliets læresætninger 

fyldte mit sind og hjerte. Da vi 

tilsluttede os Kirken, følte vi os som 

del af en familie. Vi mærkede varme, 

tillid og kærlighed. Vi var kun få, men 


102 

vi prøvede alle at følge Frelseren.« 

De støttede hinanden, de gjorde 

deres bedste, og de vidste, at Kirken 

var sand. Det var ikke organisationen, 

der havde tiltrukket ham, men evangeliets 

lys, og dette lys styrkede disse 

gode medlemmer. 

I mange lande er Kirken stadig i sin 

begyndelse, og de organisatoriske forhold 

er sommetider langt fra fuldkomne. 

Men medlemmerne kan 

imidlertid have et fuldkomment vidnesbyrd 

om sandheden i deres hjerte. 

Når disse medlemmer forbliver i 

deres lande og opbygger Kirken trods 

økonomiske vanskeligheder og udfordringer, 

vil kommende generationer 

være taknemmelige for disse modige, 

nutidige pionerer. De står ved Det 

Første Præsidentskabs kærlige opfordring 

fra 1999: 

»I vore dage har Herren fundet det 

passende at tilvejebringe evangeliets 

velsignelser herunder et stigende antal 

templer i mange dele af verden. Vi 

ønsker derfor atter at understrege det 

mangeårige råd til Kirkens medlemmer 

om at forblive i deres hjemland 

snarere end at emigrere til USA ... 

Når medlemmer over hele verden 

forbliver i deres hjemland, og arbejder 

på at opbygge Kirken i deres 

fædreland, vil de opleve store velsignelser 

både personligt og for Kirken« 

(brev fra Det Første præsidentskab, 

1. dec. 1999). 

Lad mig tilføje et advarende ord til 

dem af os, som tilhører store menigheder 

og stave. Vi må være forsigtige 

med, at kernen i vores vidnesbyrd 

ikke ligger i den sociale del af Kirkens 

fællesskab eller de vidunderlige aktiviteter, 

programmer og organiseringen 

af vore menigheder og stave. Alle 

disse ting er vigtige og værdifulde at 

have – men de er ikke nok. Selv venskab 

er ikke nok. 

Vi ved, at vi lever i en tid med 

omvæltninger, katastrofer og krig. Vi 

og mange andre føler et stærkt behov 

for et »forsvar og ... en flugt fra stormen 

og fra vreden, når den i fuldt mål 

skal udgydes over hele jorden« (L&P 

115:6). Hvordan finder vi sådant et 

sikkert sted Guds profet præsident 

Hinckley har sagt: »Vores tryghed ligger 

i vores retskafne liv. Vores styrke 

ligger i retfærdighed« (»Til vi ses igen«, 

Liahona, jan. 2002, s. 105). 

Husk på, hvordan Jesus Kristus 

underviste sine apostle klart og enkelt 

i begyndelsen af hans jordiske tjenestegerning: 

»Kom og følg mig, så vil 

jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 

4:19). Dette var også begyndelsen på 

De Tolv Apostles tjenestegerning, og 

jeg har en mistanke om, at de har 

næret en følelse af utilstrækkelighed, 

så dyb som min, der også er kaldet til 

dette hellige værk. Tillad mig at fremhæve, 

at her underviser Frelseren os 

om kerneprincipper og prioriteter i 

livet. Som personer må vi først og 

fremmest »følge ham,« og når vi gør 

det, vil Frelseren velsigne os udover 

vores egen formåen til at blive det, 

han ønsker vi skal være. 

At følge Kristus er at blive mere 

som ham. Det er at lære af hans 

karakter. Som åndelige børn af vor 

himmelske Fader har vi potentialet 

til at indarbejde kristuslignende 

egenskaber i vores liv og karakter. 

Frelseren indbyder os til at lære om 

hans evangelium ved at efterleve hans 

lærdomme. At følge ham er at 

anvende de rette principper, og så for 

os selv erkende de velsignelser, der 

følger. Denne proces er på samme tid 

både meget kompleks og meget 

enkel. Fordums og nutidige profeter 

siger det med to ord: »Hold befalingerne« 

– hverken mere eller mindre. 

At udvikle kristuslignende egenskaber 

i vores liv er ikke nogen let opgave, 

især når vi bevæger os væk fra almindeligheder 

og abstraktioner og begynder 

at beskæftige os med det virkelige liv. 

Prøvelsen ligger i at efterleve det, vi 

prædiker. Virkelighedstesten kommer, 

når de kristuslignende egenskaber skal 

være synlige i vores liv – som mand 

eller hustru, som søn eller datter, i 

vore venskaber, på vores arbejdsplads, 

i vores forretningsliv og vores fritid. Vi 

kan erkende vores vækst, ligesom vore 

omgivelser kan, når vi gradvist øger 

vores evne til at »handle i al hellighed 

for [ham]« (L&P 43:9). 

Skriften beskriver en række kristuslignende 

egenskaber, vi må udvikle 

i vores liv. De omfatter viden og 

ydmyghed, barmhjertighed og kærlighed, 

lydighed og flid, tro og håb. 

Disse personlige karaktertræk står 

uafhængigt af den organisatoriske status 

i vores kirkeenhed, vore økonomiske 

omstændigheder, vores 

familiesituation, kultur, race eller 

sprog. Kristuslignende egenskaber er 

gaver fra Gud. De kan ikke udvikles 

uden hans hjælp. Den hjælp, vi alle 

behøver, er frit givet os gennem Jesu 

Kristi forsoning. At have tro på Jesus 

Kristus og på hans forsoning vil sige 

fuldstændig at sætte sin lid til ham – at 

stole på hans uendelige magt, intelligens 

og kærlighed. Kristuslignende 

egenskaber kommer ind i vores liv, 

når vi anvender vores handlefrihed 

retfærdigt. Tro på Jesus Kristus fører 

til handling. Når vi har tro på Kristus, 

så stoler vi tilstrækkeligt på Herren til 

at følge hans befalinger – selv når vi

ikke fuldt ud forstår årsagerne til dem. 

Når vi stræber efter at blive mere som 

Frelseren, må vi vurdere vores liv 

regelmæssigt og på omvendelsens 

sande sti stole på Jesu Kristi fortjenester 

og velsignelserne ved hans 

forsoning. 

At udvikle kristuslignende egenskaber 

kan være en smertefuld proces. 

Vi må være rede til at acceptere 

vejledning og irettesættelse fra 

Herren og hans tjenere. Denne 

verdensomspændende konference 

tilbyder med dens musik og talte ord 

åndelig kraft, vejledning og velsignelser 

»fra det høje« (L&P 43:16). Det 

er en tid, hvor den personlige inspirations 

og åbenbarings stemme vil 

give fred i vores sjæl og lære os, 

hvordan vi kan blive mere kristuslignende. 

Denne stemme vil være så 

sød som en kær vens stemme, og 

den vil fylde vores sjæl, når vores 

hjerte er tilstrækkeligt sønderknust. 

Når vi stræber efter at blive mere 

som Frelseren, vokser vi i evnen til at 

blive »rige i håbet ved Helligåndens 

kraft« (Rom 15:13). Vi vil »lægge de 

verdslige ting til side og søge det, der 

hører til en bedre verden« (L&P 25:10). 

Dette leder mig tilbage til min indledende 

sammenligning med aerodynamik. 

Jeg talte om at fokusere på det 

basale. Kristuslignende egenskaber er 

det basale. De er de grundlæggende 

principper, som vil skabe »vinden 

under vore vinger.« Når vi udvikler 

kristuslignende egenskaber i vores liv, 

et trin ad gangen, vil de »bære [os] 

som på ørnevinger« (L&P 124:18) 

Vores tro på Jesus Kristus vil give kraft 

og et kraftigt fremadrettet tryk; vores 

urokkelige og levende håb vil give et 

stærkt løft opad. Både tro og håb vil 

bære os over oceaner af fristelser, 

bjerge af plager og bringe os sikkert 

tilbage til vores evige hjem og 

bestemmelsessted. 

Dette vidner jeg om i Jesu Kristi 


Afslutning 


Gud, vor evige Fader, lever ... Jesus er Kristus, hele 

menneskehedens Forløser. De har gengivet deres værk i 

denne sidste og endelige uddeling med profeten Joseph som 

deres redskab. 

Mine brødre og søstre, vi har 

oplevet en storslået konference. 

Det har bogstaveligt 

talt været et inspirerende festmåltid 

ved Herrens bord. Musikken, bønnerne, 

talerne har været vidunderlige. 

Vi er blevet informeret og oplyst; 

vores tro er blevet styrket. 

Kirkens vækst fremgår af den 

kendsgerning, at vore ord er blevet 

oversat til 80 sprog, og vores budskab 

er via satellit blevet transmitteret til 

hele verden og hørt af mennesker i 

mange lande. Det er alt sammen en 

vidunderlig opfyldelse af de ord, som 

Moroni talte til drengen og profeten 

om aftenen den 21. september 1823. 

Han var en ung mand, dengang en 

fattig bondedreng med meget begrænset 

uddannelse. Han havde intet. Hans 

forældre havde intet. Han boede i et 

landsbysamfund, der knap var kendt af 

udenforstående. Og alligevel sagde 

englen til ham, at »han var en budbærer, 

sendt til [ham] fra Guds åsyn ... at 

Gud havde et værk for [Joseph] at 

udføre, og at [hans] navn skulle nævnes 

for ondt og godt blandt alle nationer, 

slægter og tungemål, eller at der 

skulle tales både godt og ondt om det 

blandt alle folk« (JS-H 1:33). 

Hvordan kunne det gå til Joseph 

må have undret sig. Han må have 

været fuldstændig lamslået. 

Og alligevel er det alt sammen gået 

i opfyldelse. Og noget langt større vil 

stadig gå i opfyldelse. 

Den 23. december i år, 2005, har vi 

til hensigt at fejre hans fødselsdag 

med et stort arrangement som hyldest 

til ham. 

Det er min hensigt, hvis det er 

muligt, at rejse til hans fødested for at 

gentage det, som Joseph F. Smith, 

Kirkens sjette præsident, gjorde den 

23. december 1905, for et århundrede 

siden. Dengang indviede han monumentet, 

som markerer profetens 

fødested, og hvor der også er bygget 

et mindre hus til minde derom. 

Når jeg er i Vermont, vil præsidenterne 

Monson og Faust sammen med 

andre generalautoriteter være her i 

Konferencecentret. Denne store sal 

vil være fyldt, og programmet bliver 

sendt vidt og bredt via satellit. Der 


liver passende musik og udtalt hyldestord 

både i South Royalton og i 

Salt Lake City til den store profet for 

denne uddeling. 

Det, som koret så strålende sang i 

formiddag som hyldest til profeten, er 

kun en generalprøve til arrangementet 

i december. Vi ser frem til det og 

håber, at I alle kan være sammen med 

os på det tidspunkt. 

Vi efterlader jer vores vidnesbyrd 

om guddommeligheden af dette 

værk. Hvor er det et vidunderligt 

værk. Hvor ville vores tilværelse være 

tom uden dette værk. Gud, vor evige 

Fader, lever. Han elsker os. Han våger 

over os. Jesus er Kristus, hele menneskehedens 

Forløser. De har gengivet 

deres værk i denne sidste og 

endelige uddeling med profeten 

Joseph som deres redskab. Jeg vidner 

højtideligt derom og giver udtryk for 

min kærlighed og min velsignelse til 

jer, mine elskede brødre og søstre, fra 

denne taknemmelige kirke. Må Gud 

velsigne jer hver især. 

Afsluttende ønsker jeg nu at takke 

alle, som har gjort så meget for at gennemføre 

denne konference, de 

mange, som arbejder bag scenen for 

at gøre alt dette muligt. De arbejder 

nat og dag for at opnå dette storslåede 

resultat – dørvogterne, teknikerne, 

sikkerhedsvagterne, samaritterne, 

færdselspolitiet, oversætterne og 

sekretærerne, som arbejder med vore 

taler og skriver dem gang på gang. 

Må Gud velsigne os alle, det beder 

jeg ydmygt om. Må vi stræbe efter at 

vandre i retfærdighed for ham, det 

beder jeg ydmygt om og efterlader 

min velsignelse hos jer i vor Forløsers 

hellige navn, ja, i Herren Jesu Kristi 


104

HJÆLPEFORENINGENS MØDE 

Den 24. september 2005 

Video: Redskaber i 

Guds hånd 

Denne video blev vist til Hjælpeforeningens 

årlige møde, 

hvor præsident Gordon B. 

Hinckley fortalte Hjælpeforeningens 

historie. I videoen vises profeten 

Joseph Smith, Emma Smith, Lucy Mack 

Smith og de første søstre i Hjælpeforeningen, 

der mødes i butikken i 

rødsten. 

Præsident Hinckley: Hjælpeforeningens 

vækst fra 18 medlemmer, 

da den blev stiftet den 17. marts 1842 

i nybyggerbyen Nauvoo, til flere end 

fem millioner 160 år senere, med 

medlemmer i store og små samfund 

verden over, er en både ekstraordinær 

og bemærkelsesværdig historie. 

De elementer, hvorfra Hjælpeforeningen 

udsprang, fandtes før dens 

stiftelse. Disse elementer omfatter 

kvinders naturlige instinkt til at række 

ud og hjælpe med at fremme det fælles 

gode, at hjælpe dem i nød og at 

forbedre deres egen forstand og talenter. 

Og ved den lejlighed organiserede 

Joseph Smith dem til en forening. 

Joseph Smith: Dette »fællesskab af 

søstre vil måske udfordre brødrene til 

at gøre godt, når de tilser de fattiges 

behov – i søgen efter muligheder for 

at udøve barmhjertighed, og når de 

yder den hjælp, der er behov for – 

ved at hjælpe med at forbedre moralen 

og styrke samfundets dyder.« 1 

Præsident Hinckley: Fra denne 

ydmyge begyndelse er vokset, hvad 

jeg anser for den største og mest 

effektive organisation af sin slags i 

hele verden. 

Til dette første møde sagde Emma 

H. Smith, da hun blev valgt som præsidentinde, 

at »ethvert medlem bør 

Emma Smith, gengivet på videoen, lytter, mens hendes mand Joseph taler om 

Hjælpeforeningen. 

stræbe ivrigt efter at gøre godt.« 2 Det 

var ånden dengang, og det er ånden 

nu. Det skal fortsat være det ledende 

princip i alle de generationer, der ligger 

forude – at »ethvert medlem bør 

stræbe ivrigt efter at gøre godt.« 

Emma Smith: »Vi vil gøre noget ekstraordinært 

... Vi forventer ekstraordinære 

begivenheder og vigtige kald.« 3 

Joseph Smith: »Denne organisation 

vil få instruktioner [gennem] den 

orden, som Gud har indstiftet – [gennem] 

dem, der er udpeget til at lede.« 4 

»Det er naturligt for kvinder at føle 

barmhjertighed – I er nu sat i en situation, 

hvor I kan handle ifølge den 

medfølelse, som Gud har indpodet i 

jeres indre. Hvis I lever op til disse 

principper, hvor stort og herligt! – 

hvis I lever op til jeres privilegier, kan 

englene ikke forhindres i at blive jeres 

omgangsfæller ... Ikke strid, ikke kævl, 

ikke modsigelse eller skænderi, men 

sagtmodighed, kærlighed, renhed – 

det er det, der skal herliggøre os ... 

og himlens velsignelser vil 

strømme ned ... 

Når I går hjem, sig da aldrig et gnavent 

ord, men lad venlighed, barmhjertighed 

og kærlighed fremover 

være kronen på jeres værk ... 

Når I vokser i uskyld og dyd, når I 

vokser i godhed, lad da jeres medfølelse 

og kærlighed til hinanden øges – I 

må være langmodige og bære over 

med menneskehedens fejl og mangler. 

Menneskets sjæle er af stor værdi! ... 

... Jeg låser nu op for jer i Guds 

navn, og denne forening skal glædes, 

og kundskab og intelligens vil tilflyde 

jer fra nu af – dette er begyndelsen på 

en bedre tid for denne forening.« 5 

Præsident Hinckley: Denne 

profetiske udtalelse har i halvandet 

århundrede været fundamentet for 

Hjælpeforeningen i Jesu Kristi Kirke 

af Sidste Dages Hellige. 

Lucy Mack Smith, profetens mor, 

sagde, da hun talte til søstrene i 

Nauvoo: 


Lucy Mack Smith: »Vi skal værdsætte 

hinanden, passe på hinanden, 

trøste hinanden og modtage instruktioner, 

så vi alle kan være sammen i 

himlen.« 6 

Præsident Hinckley: Organisationens 

historie har vist, at Kirkens 

kvinder ikke har behøvet at vente på 

at være sammen i himlen for at smage 

den søde frugt af de aktiviteter, som 

hun beskrev. 

De har oplevet meget af himlen på 

jorden, når de i livet har værdsat hinanden, 

trøstet hinanden og vejledt 

hinanden. Hvem kan måle de mirakuløse 

følger i millioner af kvinders liv, 

hvis viden er blevet forøget, hvis horisont 

er blevet udvidet, hvis liv er blevet 

beriget, og hvis forståelse af det, 

der hører Gud til, er blevet større på 

grund af utallige timers effektiv 

undervisning og lektier, der er blevet 

lært, til Hjælpeforeningens møder 

Hvem kan måle den glæde, der er 

kommet ind i disse kvinders liv, når 

de mødtes, har været sociale i menigheden 

og beriget hinandens liv 

gennem venskab, der har været 

behageligt og værdsat Hvem kan, 

selv i sin vildeste fantasi, forestille 

sig de utallige barmhjertighedsgerninger, 

der er blevet udført, den 

mad, der er blevet sat på tomme 

borde, den tro, der er blevet næret i 

desperate timer med sygdom, de sår, 

der er blevet forbundet, de smerter, 

106 

En søster klædt i en tidstypisk dragt forestiller Lucy Mack Smith, Josephs mor. 

der er blevet lindret af kærlige hænder 

og stille beroligende ord, den 

trøst, der er blevet givet i tider med 

død og vedvarende ensomhed 

Om Hjælpeforeningen sagde præsident 

Joseph F. Smith: »Denne organisation 

er guddommeligt skabt, 

guddommeligt bemyndiget, guddommeligt 

indstiftet, guddommeligt forordnet 

af Gud til at frelse kvinders og 

mænds sjæle. Der er derfor ingen 

organisation, der kan måle sig med 

den ... der vil kunne optage samme 

stade og program, som denne kan ... 

... Sæt [Hjælpeforeningen] først, 

sæt den i forreste række, gør den til 

den fornemste, den bedste og den 

mest betydningsfulde organisation, 

der eksisterer i verden. I er kaldet af 

Guds profets stemme til at gøre 

dette, til at være de stærkeste, til at 

være de største og de bedste, de 

reneste og de mest hengivne over for 

retfærdigheden.« 7 

Må Gud velsigne Hjælpeforeningen 

i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Hellige. Må kærlighedens ånd, der har 

motiveret dens medlemmer i mere 

end halvandet århundrede fortsat 

vokse og blive følt verden over. Må 

deres barmhjertighedsgerninger for 

evigt røre utalliges liv, hvor end de må 

komme til udtryk. Og må lys og forståelse, 

lærdom og viden og evig sandhed 

velsigne utallige, kommende generationer 

af kvinder i alle jordens nationer 

på grund af denne enestående og guddommeligt 

etablerede institution. Må 

de alle vedkende sig deres store ansvar 

og velsignelse ved at være »redskaber i 

Guds hånd til at udføre dette store 

værk« (Alma 26:3). ■ 

NOTER 

1. Referat fra Hjælpeforeningens møde, 17. 

mar. 1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Helliges arkiver, s. 7. 


mar. 1842, s. 13. 


mar. 1842, s. 12. 


apr. 1842, s. 40. 


apr. 1842, s. 38-40. 


mar. 1842, s. 18-19. 

7. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. 

Smith, 1998, s. 184. 

Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde Bonnie D. Parken trøster en kvinde i Afrika.

Gode stunder 

BONNIE D. PARKIN 

Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde 

Hvis vi søger Herren og hans vejledning, hvis vores retning 

er at komme tilbage til vor himmelske Fader, vil de gode 

stunder opstå. 

Vi er så taknemmelige for vores 

levende profet, præsident 

Gordon B. Hinckley, og for hans 

ord: »Gud velsigne Hjælpeforeningen 

i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 

Hellige.« 1 Enhver søster i denne 

kirke hører til Hjælpeforeningen. 

Enhver af os kan opleve den kærlighed, 

der er så rigelig af i denne guddommeligt 

indstiftede organisation. 

Mit hjerte banker for jer søstre, 

som er blevet dybt påvirket af de 

nylige naturkatastrofer. Jeg glæder 

mig over antallet af retfærdige 

kvinder, som tjener og bliver betjent. 

Gennem tjeneste oplever både 

modtager og giver Herrens kærlighed. 

I denne prøvelsens tid beder 

jeg om, at I vil føle hans kærlighed 

tillige med min og mange af 

jeres søstre i Hjælpeforeningens 

kærlighed. 

Profeten Joseph Smith udstak kursen 

for Hjælpeforeningen, da han 

sagde til søstrene i 1842: »Det er 

naturligt for kvinder at føle kærlighed 

og velvilje – I er nu i en situation, hvor 

I kan handle i overensstemmelse med 

disse følelser, som Gud har plantet i 

jer. Hvis I efterlever disse principper, 

hvor storartet og hvor herligt er det 

da ikke!« 2 

Søstrene fra Hjælpeforeningens 

begyndelse blev inspireret af profeten 

Joseph. I dag har vi også muligheder 

for at tjene som »redskaber i Guds 

hånd til at udføre dette store værk.« 3 

Hvad betyder det i daglig tale at 

være et redskab Jeg tror, det betyder at 

nære hinanden. Joseph Smith kaldte 

det at handle »i overensstemmelse med 

disse følelser,« der er i vores hjerte. Jeg 

har haft mange gode stunder, hvor jeg 

har følt, at Herren har brugt mig som et 

redskab. Jeg tror også, at I er blevet vejledt 

og hjulpet, når I underviser, trøster 

og opmuntrer. 

Alligevel dømmer vi som kvinder 

os selv meget hårdt! Tro mig, når jeg 

siger, at hver eneste af os er meget 

mere værd, end vi selv synes. Vi bør 

vedkende og glæde os over det, vi gør 

rigtigt. Meget af det, vi gør, virker 

småt og ubetydeligt – blot en del af 

dagligdagen. Når vi »kaldes frem for at 

aflægge beretning over for Jahve« 4 , 

som profeten Joseph sagde, så ved 

jeg, at vi har meget at berette. 

Lad mig give jer et eksempel. For 

nyligt spurgte jeg ældste William W. 

Parmley, hvilke minder han havde om 

sin mor LaVern Parmley, der tjente 

som Primarys hovedpræsidentinde i 

23 år. Han henviste ikke til hendes 

konferencetaler eller de mange programmer, 

hun satte i værk. Han talte 

om en af hans bedste stunder, da han 

som 17-årig forberedte sig til at rejse 

hjemmefra for at begynde på college. 

Han huskede, hvordan han sad sammen 

med sin mor, mens hun lærte 

ham at sy knapper i. Hos børn – i alle 

aldre – gør små og enkle gerninger 

varigt indtryk. 

Vi har ikke alle sammen børn, vi 

kan lære den grundlæggende færdighed, 

det er at sy. De første søstre var 

en forskelligartet gruppe præcis som 

os. Nogle var gift, nogle enlige, nogle 

var enker, men de var forenede i 

deres formål. Når jeg har været sammen 

med jer i mange lande og mange 

forskellige steder, har jeg mærket 

jeres kærlighed. Søstre, jeg elsker jer, 

og jeg ved, at Herren også elsker jer. 

Mange af jer er enlige. I er studerende; 

I arbejder; I er nye i Hjælpeforeningen. 

Nogle af jer har været 

medlemmer længe. Tro på mig, når 

jeg siger, at hver eneste af jer er værdsat 

og nødvendig. Hver af jer giver 

kærlighed, energi, perspektiv og vidnesbyrd 

til værket. Jeres indsats for at 

leve tæt til Ånden velsigner os alle, 

fordi I har lært at stole på Ånden, når 

det gælder styrke og vejledning. 

En aften følte Cynthia, en enlig søster, 

sig tilskyndet til at besøge en søster 

på hendes kreds. Søsteren var 

ikke hjemme. Da Cynthia gik hjem, 

bemærkede hun en sygeplejerske 

uden for et hospital sammen med to 

børn, der begge havde slemme brandsår. 

Da Cynthia hørte sygeplejersken 

sige den lille piges navn, genkendte 

hun pludselig pigerne: Hun havde 


108 

kendt disse to børn, da hun var missionær 

i Bolivia fire år tidligere. Da 

hun fornyede bekendtskabet med 

børnene på plænen foran hospitalet, 

var det tydeligt for hende, at børnene 

heledes fysisk, men de led følelsesmæssigt 

uden støtte fra familien. 

Cynthia begyndte at besøge børnene 

og tage sig af dem. Idet hun fulgte 

Åndens tilskyndelse, blev Cynthia 

Guds redskab til at velsigne to børn, 

der led af hjemve. 

Skyldtes denne indsats, at hun var 

enlig Nej. Den skyldtes, at hun lyttede 

til Ånden og havde givet sit 

hjerte til Gud. Hvis vi er på bølgelængde 

med Ånden, hvis vi søger 

Herren og hans vejledning, hvis vores 

retning er at komme tilbage til vor 

himmelske Fader, vil de gode stunder 

opstå. Og vi vil værdsætte dem, fordi 

vi er blevet redskaber i Guds hånd. 

Nogle gange tager vores liv en 

uventet drejning, og vi må ændre 

planer. En enlig søster skrev: »Jeg tror 

ikke, jeg følte sand lykke i mit voksne 

liv, før jeg indså, at min personlige 

værdi og min værdi som min himmelske 

Faders datter intet har at gøre 

med, om jeg er gift eller ej. På det 

tidspunkt begyndte jeg at fokusere 

på min åndelige og personlige vækst 

og ikke på, om jeg nogensinde ville 

blive gift.« 5 

Se, hvor meget vi lærer og vokser, 

når vi deler vores vidnesbyrd med 

hinanden om, at Herren lever og 

elsker os. Som jeg tidligere har sagt, 

hvis jeg kunne ønske én ting for jer 

alle sammen, ville det være, at I føler 

Herrens kærlighed i jeres daglige liv. 

Nogle gange kommer den kærlighed 

ad uventede kanaler. Kristen var i 

gang med at tage sin afsluttende eksamen 

og havde for nyligt født sit andet 

barn. Hun følte, at de andre, der 

havde taget den samme eksamen, 

havde opnået så meget mere, og 

deltog kun modvilligt i dimissionsmiddagen. 

Hendes frygt blev bekræftet, 

da de studerende til middagen 

blev bedt om at nedskrive deres professionelle 

bedrifter. Kristen erindrede: 

»Jeg blev pludselig flov og 

skamfuld. Jeg havde intet at kalde mig 

selv, ingen prestigefuld stilling, ingen 

imponerende stillingsbetegnelse.« 

Det gjorde situationen endnu værre, 

at professoren læste listerne op, da 

han overrakte eksamensbeviset til 

hver studerende. Kvinden før Kristen 

havde opnået en masse: Hun havde 

allerede en Ph.d., det var hendes 

anden kandidatgrad, og hun havde 

endda været borgmester! Kvinden fik 

en stor klapsalve. 

Så var det Kristens tur. Hun gav 

professoren det tomme ark, imens 

hun prøvede at holde tårerne tilbage. 

Professoren havde været en af hendes 

undervisere og havde rost hendes 

indsats. Han kiggede på hendes 

tomme papir. Uden at tabe tråden 

annoncerede han: »Kristen har en af 

de mest afgørende roller i hele vores 

samfund.« Han var stille et par sekunder, 

og erklærede så med styrke i 

stemmen: »Hun er mor til sine børn.« 

I stedet for et høfligt spredt bifald, rejste 

folk sig. Der var kun ét stående 

bifald den aften; det var for moderen 

i salen. 

Mødre, I er redskaber i Guds hånd, 

med et guddommeligt ansvar for at 

undervise og nære jeres børn. Små 

børn har i høj grad brug for en venlig 

og kærlig hånd. Når I sætter dem i første 

række, vil han vejlede jer til, hvordan 

I bedst tjener dem. 

Alle jer med ældre børn, der er 

behov for jer i jeres hjem. Ja, der er 

frustrationer, men der er mange glæder. 

Se efter dem! Ved at have haft 

fire energiske sønner, har jeg lært 

en ting eller to om at være et redskab: 

Nyd energien i disse år! Gør jeres 

hjem til et trygt, lykkeligt, afslappet 

sted, hvor venner er velkomne. Lyt,

elsk, del historierne fra jeres barndom 

og teenageår med jeres børn. 

Hav forventninger til jeres børn. Vi 

havde fastsat, hvornår vore sønner 

skulle være hjemme, og fortalte dem, 

at Helligånden går i seng ved midnat. 

Når de ikke kom hjem, vejledte 

Helligånden mig et par gange til at 

tage ud og finde dem. Det overraskede 

et par af de piger, de datede! 

Vi griner af det nu – men jeg må indrømme, 

at vi har lettere til latter nu, 

hvor de er ældre. 

Vær der for jeres børn. Sæt jer på 

sengekanten og nyd de sene samtaler 

– prøv at holde jer vågen! Bed om, at 

Herren vil inspirere jer. Tilgiv ofte. 

Vælg jeres kampe. Bær ofte vidnesbyrd 

om Jesus Kristus og hans godhed 

og om genoprettelsen. Og 

vigtigst af alt: Lad dem vide, at I sætter 

jeres lid til Herren. 

Hvis jeres børn er voksne og flyttet 

hjemmefra; hvis I er enlige, skilte eller 

enker, lad da ikke jeres omstændigheder 

bestemme jeres villighed til at 

dele jeres livserfaring. Der er brug for 

jeres røst. 

Til en søndagslektion i 

Hjælpeforeningen i min menighed 

talte vi om, hvad der udgør et godt 

ægteskab. En søster, Lisa, sagde: »Jeg 

burde nok ikke sige noget, siden jeg 

er skilt. Men, det, der får mig til at 

holde ud, er mine tempelpagter.« 

Efter lektionen spurgte jeg nogle nye 

unge voksne hjælpeforeningssøstre, 

hvilken del af denne lektion, der 

havde sagt dem mest. De sagde: 

»Lisas bemærkning gjorde størst indtryk 

på os.« 

Mine kære ældre søstre, jeg ser 

Guds billede i jeres ædle ansigt. Jeres 

visdom, tålmodighed og erfaring har 

rørt så mange liv! Da min fantastiske 

svigermor, Mary, var i 90’erne, plejede 

hun at sige: »Folk tror, at fordi jeg er 

gammel, ved jeg ingenting.« Lad mig 

fortælle jer om, hvad hun vidste, og 

hvad hun gjorde. Da hun boede i et 

ældrebolig-kompleks, spurgte Mary 

lederen, om de måtte anvende et 

lokale til gudstjenester. Han svarede 

nej, fordi plejehjemmet ikke var religiøst. 

Hun nægtede at acceptere hans 

svar! Sammen med nogle andre ældre 

søstre blev Mary stædigt ved, indtil 

stedet stillede et lokale til rådighed. 

Snart blev en menighed organiseret, 

og medlemmer mødtes hver søndag 

for at deltage i nadveren og forny 

deres pagter. Alder er ingen hindring 

for at blive et redskab i Guds hånd. 

Der er utallige måder at blive et 

redskab i Guds hånd på. Vær f.eks. 

de besøgslærerinder, I altid selv har 

ønsket jer; spørg en ung voksen, hvad 

hun kan lide at gøre i stedet for, hvorfor 

hun ikke er gift; del i stedet for at 

samle; vælg med omhu, hvordan I 

klæder jer, taler og lader jer underholde; 

smil til jeres ægtemand eller 

barn, som ved, at de er årsag til frustrationer 

og hjertesorg; læg armen 

om en ung kvinde; undervis med 

glæde i børnehaven; vis med jeres 

indstilling, at I finder glæde på rejsen. 

Profeten Joseph sagde om en sådan 

indsats: »Hvis I lever op til jeres privilegier, 

kan end ikke englene holdes 

tilbage fra at pleje omgang med jer.« 6 

Jeg ved, at vi er en del af Herrens 

værk. Tak for jeres hengivenhed til 

jeres familie, til Hjælpeforeningen og 

til Kirken. Tak fordi I er redskaber i 

Herrens hånd til at føre dette store 

værk frem. Må I mærke Herrens kærlighed 

i jeres liv, og må I viderebringe 

den kærlighed til andre. Dette er min 

bøn i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Redskaber i Guds hånd (video vist på 

Hjælpeforeningens årlige møde 2005). 

2. Referat fra Hjælpeforeningens møde, 


Dages Helliges arkiver, s. 38. 

3. Alma 26:3. 


28. april 1842, s. 34. 

5. Personlig brevveksling. 


28. april 1842, s. 38. 


Så vi alle kan 

være sammen i 

himlen 

KATHLEEN H. HUGHES 

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab 

Når vi bliver redskaber i Guds hånd, bliver vi brugt 

af ham til at gøre hans værk. 

Iaften er vi samlet som søstre ved 

Hjælpeforeningens årlige møde. I 

ser fantastiske ud. Når vi samles, 

kan jeg ikke lade være med at tænke 

på det første møde i Hjælpeforeningen. 

Jeg forestiller mig profeten 

Joseph, der taler til søstrene og forbereder 

dem til deres rolle i at opbygge 

Guds rige. Jeg hører bønnerne fra 

kvindernes hjerte: »Jeg har indgået 

pagter om at udføre dit værk, men 

hjælp mig nu, Herre, til at blive et redskab 

i dine hænder.« Deres bøn er 

vores bøn. 

Livet på jorden er det tidspunkt, 

hvor vi hver især kan blive det redskab. 

Jeg elsker budskabet fra søster 

Lucy Mack Smith, der skrøbelig og 

svækket af alder rejste sig for at tale til 

sine søstre ved et af de første hjælpeforeningsmøder 

i Nauvoo. Husk på, at 

denne kvinde havde været energisk – 

en stor leder. Hun var i høj grad som 

de kvinder, jeg ser i Hjælpeforeningen 

i dag. Men den dag sagde hun: »Vi skal 

værdsætte hinanden, passe på hinanden, 

trøste hinanden og modtage 

instruktioner, så vi alle kan være sammen 

i himlen.« 1 

Disse ord taler om søstre, der bliver 

»redskaber i Guds hånd.« 2 Hvem 

af os længes ikke efter at blive værdsat, 

våget over, trøstet og instrueret i 

det, der hører Gud til Hvordan sker 

det Én venlig handling, ét udtryk for 

kærlighed, én omsorgsfuld gestus, én 

villig hånd ad gangen. Men mit budskab 

er ikke til dem, der modtager 

sådanne kærlighedsgerninger, men 

til alle os, som hver dag må udøve 

sådan hellighed. Profeten Joseph 

lærte os, at vi for at blive som Jesus 

Kristus »må åbne vores sjæl over for 

andre.« 3 

Alle længes vi efter af have Kristi 

rene kærlighed, også kaldet barmhjertighed, 

men vores menneskelighed 

– den »naturlige kvinde« i os – 

står i vejen for os. Vi bliver vrede, vi 

bliver frustreret, vi skælder os selv og 

andre ud – og når vi gør det, kan vi 

ikke være formidlere af kærlighed, 

som vi må være, hvis vi skal være et 

redskab i vor himmelske Faders 

hånd. At være villig til at tilgive os selv 

og andre bliver en integreret del af 

vores mulighed for at have Herrens 

kærlighed i vores tilværelse og for at 

udføre hans værk. 

Da jeg begyndte at forberede denne 

tale, gjorde jeg alt det, som jeg vidste, 

jeg burde: Jeg besøgte templet, jeg fastede, 

jeg læste i skrifterne, jeg bad. Og 

jeg skrev en tale. Men søstre, når man 

vælger at skrive om barmhjertighed, så 

må man føle sig barmhjertig. Og det 

gjorde jeg ikke. Så efter mange bønner 

og tårer erkendte jeg, at jeg måtte 

bede om tilgivelse fra dem, der, uden 

at vide det, var årsag til mine ubarmhjertige 

tanker. Det var svært. Men det 

var lægende. Og jeg vidner om, at 

Herrens Ånd kom tilbage. 

At blive konstant barmhjertig er en 

livslang stræben, men hver kærlig 

handling ændrer os og de, der udøver 

den. Lad mig fortælle jer historien om 

en ung kvinde, som jeg mødte for 

nylig. Alicia var som teenager gledet 

langt væk fra Kirken, men følte 

senere, at hun skulle komme tilbage. 

Om søndagen besøgte hun ofte sin 

bedstefar på et plejehjem. Én af disse 

søndage besluttede hun at deltage i 

de sidste dages helliges møder dér. 

Hun åbnede døren og fandt et hjælpeforeningsmøde, 

men ingen tomme 

stole. Da hun skulle til at gå igen, vinkede 

en kvinde til hende og rykkede 

sig for at gøre plads på sin stol. Alicia 

sagde: »Jeg overvejede, hvad kvinden 

mon tænkte om mig. Jeg var dækket 

af piercinger på kroppen, og jeg lugtede 

af røg. Men det tog hun sig ikke 

110

af; hun gjorde blot plads til mig ved 

siden af hende.« 

Opmuntret af denne kvindes 

barmhjertighed blev Alicia aktiv igen. 

Hun har været på mission, og giver 

nu den samme slags kærlighed til 

andre kvinder. Den ældre søster, som 

delte sin stol, forstod, at der er plads 

til alle kvinder i Hjælpeforeningen. Vi 

samles for at få styrke, men vi medbringer 

alle vore svagheder og ufuldkommenheder. 

Alicia fortalte mig noget, som jeg 

aldrig vil glemme. Hun sagde: »Jeg 

gør kun én ting for min egen skyld, 

når jeg går i kirke: Jeg tager nadveren 

for mig. Resten af tiden ser jeg efter 

andre, som har brug for mig og jeg 

prøver at hjælpe og nære dem.« 

Når vi bliver redskaber i Guds 

hånd, bliver vi brugt af ham til at gøre 

hans værk. Som Alicia skal vi vende os 

til dem omkring os og se efter måder, 

hvorpå vi kan vise interesse og 

hjælpe. Vi skal tænke på dem, som 

står i døren og ser ind og drage dem 

til os – så vi alle kan være sammen i 

himlen. Måske er det ikke os alle, der 

synes, at der er plads til én til på vores 

stol, men der er altid stole at finde, 

hvis vi har plads i vores hjerte. 

I 1856 havde søstrene Julia og Emily 

Hill, der som teenagere havde tilsluttet 

sig Kirken i England og var blevet forstødt 

af deres familie, endelig tjent til 

billetten til Amerika og havde næsten 

nået det Zion, de længtes efter. De 

krydsede den amerikanske prærie med 

Willie håndkærre-kompagniet, da de, 

og mange andre, strandede på vejen 

på grund af en tidlig oktoberstorm. 

Søster Deborah Christensen, én af Julia 

Hills oldebørn, havde denne rørende 

drøm om dem. Hun sagde: 

»Jeg kunne se Julia og Emily strandet 

i sneen på Rocky Ridges blæsende 

top sammen med resten af Willie 

håndkærre-kompagniet. De havde 

intet tykt tøj til at holde sig varme. 

Julia sad i sneen og rystede. Hun 

kunne ikke fortsætte. Emily, som også 

frøs, vidste, at hvis hun ikke hjalp Julia 

med at rejse sig, ville Julia dø. Da 

Emily lagde sine arme om sin søster 

for at hjælpe hende op, begyndte Julia 

at græde – men der kom ingen tårer, 

kun små klynkende lyde. Sammen gik 

de langsomt hen til deres håndkærre. 

Tretten døde den forfærdelige nat. 

Julia og Emily overlevede.« 4 

Søstre, uden hinanden ville disse 

kvinder nok ikke have overlevet. 

Derudover hjalp de andre med at 

overleve denne frygtelige del af rejsen, 

blandt andet en ung mor og 

hendes børn. Det var Emily Hill 

Woodmansee, der senere skrev de 

smukke ord til sangen »Som søstre i 

Zion.« Linjen »Vi lindrer den syge og 

sorgfulde sjæl« 5 får ny betydning, når 

man tænker på hendes oplevelse på 

den snedækkede prærie. 

Som Hill-søstrene vil mange af os 

ikke overleve vore jordiske prøvelser 

uden hjælp fra andre. Og lige så 

sandt: Når vi hjælper andre, holder vi 

vores egen ånd i live. 

Lucy Mack Smith og søstrene i 

Hjælpeforeningens første tid oplevede 

Kristi rene kærlighed, den kærlighed, 

der ingen grænser kender. De 

havde evangeliets sandheder til at vejlede 

sig; de havde en levende profet; 

de havde en Fader i himlen, som 

lyttede og besvarede deres bønner. 

Søstre, det har vi også. Ved dåben 

påtog vi os Jesu Kristi navn. Vi bærer 

det navn på os hver dag, og Ånden tilskynder 

os til at leve i overensstemmelse 

med Frelserens lærdomme. Når 

vi gør det, bliver vi redskaber i Guds 

hånd. Og Ånden løfter os til nye højder 

af godhed. 

Det største udtryk for barmhjertighed 

er Jesu Kristi forsoning, givet os 

som en gave. Vores flittige søgen efter 

denne gave kræver, at vi ikke blot er 

villige til at modtage den, men ligeledes 

til at videregive den. Når vi giver 

denne kærlighed til andre, udvikler vi 

os som »redskaber i Guds hånd til at 

gå frem i dette store værk.« 6 Vi vil 

være beredte til at sidde med vore 

søstre i himlen – sammen. 

Jeg bærer vidnesbyrd om 

Frelseren, at han lever og elsker os. 

Han ved, hvad vi kan blive – på trods 

af vore ufuldkommenheder nu. I Jesu 


NOTER 


24. mar. 1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste 

Dages Helliges arkiver, s. 18-19. 

2. Alma 26:3. 


28. apr. 1842, s. 39. 

4. Debbie J. Christensen, »Julia and Emily: 

Sisters in Zion«, Ensign, juni 2004, s.34. 

5. Salmer og sange, nr. 200. 

6. Alma 26:3. 


Kend Herrens 

hensigt med dig 

ANNE C. PINGREE 

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab 

Må Herren velsigne hver enkelt af jer i jeres personlige søgen 

efter at kende hans hensigt med jer og med at følge hans 

vilje frem for jeres egen. 

At blive et redskab i Guds hånd 

er et stort privilegium og helligt 

ansvar. Hvor end vi bor, 

hvad end vore omstændigheder måtte 

være, uanset vores ægteskabelige status 

og alder, har Herrens brug for, at 

hver enkelt af os indtager sin særlige 

plads i opbyggelsen af Guds rige i 

denne sidste uddeling. Det er mit vidnesbyrd, 

at vi hver især kan vide, hvad 

Herren ønsker, at vi gør – og opleve 

»den velsignelse, som er blevet skænket 

os; at vi kan være redskaber i 

Guds hånd til at fremme dette store 

værk.« 1 Mit ønske i aften er at fortælle 

noget om min meget personlige 

rejse for at komme frem til at forstå, 

hvordan vi bliver sådanne redskaber. 

Jeg begynder, hvor min rejse sluttede 

– i denne sublime sandhed, som 

ældste Neal A. Maxwell belærte om: 

»Det eneste helt personlige, som vi 

kan lægge på Guds alter, er at indordne 

vores vilje under hans. De 

mange andre ting, som vi ›giver‹ ham ... 

er ting, som han allerede har givet eller 

lånt til os. Men når du og jeg endelig 

underkaster os ved at lade vores vilje 

opsluges i Guds vilje, giver vi ham virkelig 

noget! Det er den eneste besiddelse, 

som vi for alvor kan give!« 2 

Jeg vidner om, mine elskede søstre, 

at for i sandhed at være et redskab 

i Guds hånd, for fuldt ud at 

kunne modtage den velsignelse, som 

er skænket os i »dette liv«, hvor vi 

»skal udføre [vores] arbejde,« 3 må vi 

som ældste Maxwell siger, »endeligt 

underkaste os« 4 Herren. 

Den lutrende proces i mit liv, som 

førte til mit vidnesbyrd om dette princip, 

begyndte uventet, da jeg var midt 

i trediverne og modtog min patriarkalske 

velsignelse. Som forberedelse 

fastede og bad jeg og overvejede i mit 

hjerte: »Hvad ønsker Herren, at jeg 

skal gøre« Fuld af spændt forventning 

og med mine fire små børn på slæb, 

tog min mand og jeg til den ældre 

patriarks hjem. Den velsignelse, han 

gav mig, understregede missionering 

– igen og igen. 

Jeg er ikke meget for at indrømme 

det, men jeg var skuffet og bekymret. 

På det tidspunkt i mit liv havde jeg 

knapt læst Mormons Bog fra ende til 

anden. Jeg var uden tvivl ikke forberedt 

til at tage på en mission. Så jeg 

lagde min patriarkalske velsignelse i 

en skuffe. Jeg begyndte dog på et seriøst 

studium af skriften hver dag, mens 

jeg fokuserede på at opdrage min 

opvoksende familie. 

Årene gik, og min mand og jeg 

koncentrerede os om at forberede 

vore børn til at tage på mission. Ved at 

sende vore sønner til mange lande, 

mente jeg oprigtigt, at jeg havde 

udført min missionærpligt. 

Så blev min mand kaldet som missionspræsident 

i et uroligt land i den 

tredje verden. Det var tusindvis af 

kilometer hjemmefra og lysår fra den 

kultur og kommunikation, jeg kendte. 

Men i det øjeblik jeg blev kaldet som 

fuldtidsmissionær, følte jeg som Alma 

og Mosiahs sønner – at jeg var kaldet 

til at være redskab »i Guds hånd til at 

udføre dette store værk.« 5 Jeg følte 

også noget, som jeg ikke er sikker på, 

de gjorde – overvældende frygt! 

I de følgende dage hev jeg min 

patriarkalske velsignelse frem og læste 

den igen og igen, søgende efter større 

forståelse. Selvom jeg vidste, at jeg 

ville opleve det løfte, jeg havde modtaget 

fra en patriark årtier tidligere, 

lindrede det ikke mine bekymringer. 

Kunne jeg efterlade mine gifte og 

ugifte børn og min aldrende far og 

svigermor derhjemme Ville jeg vide, 

hvad der var det rigtige at gøre og 

sige Hvad skulle min mand og jeg 

spise Ville jeg være tryg i et land, som 

var politisk ustabilt og farligt Jeg følte 

mig utilstrækkelig på alle niveauer. 

I min søgen efter fred, forstærkede 

jeg mine anstrengelser for at 

112

tage i templet. Jeg overvejede betydningen 

af mine pagter på en måde, 

jeg aldrig havde gjort før. Mine tempelpagter 

fungerede som grundlag 

og drivkraft på dette afgørende tidspunkt 

i mit liv. Ja – jeg frygtede, men 

jeg indså, at jeg havde valgt at indgå 

personlige, bindende og hellige forpligtelser, 

som jeg havde tænkt mig 

at holde. Efter alt var sagt og gjort, 

var dette ikke en andens tjeneste, 

der skulle udføres. Dette var min 

missionskaldelse, og jeg var opsat 

på at tjene. 

Josephs Smiths far udtalte denne 

velsignelse på sin søns hoved: 

»Herren, din gud, har fra himlene 

kaldt dig ved navn. Du er blevet kaldet 

... til Herrens store værk; at udføre et 

værk i denne generation, som ingen 

anden ... ville gøre som dig, i alt i henhold 

til Herrens vilje.« 6 Profeten 

Joseph var kaldet til hans unikke del af 

»Herrens store værk,« og så overvældet 

og uforberedt som jeg følte, jeg 

var, lige så sikkert var jeg også kaldet 

til min del af værket. Denne indsigt 

hjalp og indgød mig mod. 

Konstant spurgte jeg i mine bønner: 

»Fader, hvordan kan jeg gøre det, som 

du har kaldet mig til« Kort tid inden vi 

tog af sted til vores mission, kom to 

venner en morgen med en gave – en 

salmebog, jeg kunne tage med mig. 

Senere samme dag kom svaret på 

måneders bønsom tryglen fra den salmebog. 

Da jeg søgte trøst et stille sted, 

strømmede disse ord ind i mit sind: 

Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved 

godt mod! 

Thi jeg er din Gud og vil være dig 

god; 

ja, styrke dig, hjælpe dig, give dig 

ånd ... 

opholde dig ved min almægtige 

hånd. 7 

Helt personligt at indse, at Herren 

ville være med mig og hjælpe mig, 

var kun begyndelsen. Jeg havde 

meget at lære om at blive et redskab 

i Guds hånd. 

Langt hjemmefra i et fremmed land, 

gik min mand og jeg i gang med vores 

tjeneste, meget ligesom pionererne, 

med tro i hvert fodtrin. Vi var bogstavelig 

talt alene det meste af tiden – og 

skulle finde ud at begå os i en kultur, vi 

ikke forstod – udtrykt på dusinvis af 

sprog, vi ikke talte. En af vore tidlige 

ledere for Hjælpeforeningen i Nauvoo, 

Sarah Cleveland, havde et udtryk, som 

beskrev vore følelser: »Vi er indtrådt i 

dette værk i Herrens navn. Lad os gå 

frejdigt frem.« 8 

Min første lektie i at blive et redskab 

i Guds hånd havde været at søge 

skriften, faste, bede, komme i templet 

og trofast efterleve de pagter, 

som jeg havde indgået i Herrens hus. 

Min næste lektie handlede om at »gå 

frejdigt frem,« jeg havde brug for at 

stole blindt på Herren og oprigtigt 

søge personlig åbenbaring. For at 


modtage sådan åbenbaring, måtte jeg 

leve værdigt til at have Helligånden 

som min faste ledsager. 

Min sidste lektie var akkurat, som 

ældste Maxwell forklarede. Hver dag 

indordnede jeg mig, selv i de mindste 

detaljer min vilje til Herrens, for jeg 

trængte sådan til hans hjælp og 

hans vejledning. Da jeg gjorde det, 

ændrede mit forhold til min himmelske 

Fader sig gradvist på afgørende 

måder, som stadig velsigner mig og 

min familie. 

Mit livs rejse er forskellig fra jeres. 

Hver af jer kunne lære mig meget om 

jeres erfaringer med at underkaste 

jeres vilje Herrens, idet I oprigtigt 

stræber efter at kende hans hensigt 

med jer. Vi kan sammen glæde os 

over Jesu Kristi gengivne evangelium, 

og taknemmeligt anerkende den velsignelse, 

det er at have et vidnesbyrd 

om Frelseren og hans forsoning for 

hver enkelt af os. Dette ved jeg ... 

vore individuelle anstrengelser for at 

blive »redskaber i Guds hånd« har 

ikke været lette og har udstrakt os 

åndeligt – beriget vores jordiske rejse 

på de mest personlige og storslåede 

måder. 

Kære søstre, må Herren velsigne 

hver enkelt af jer i jeres personlige 

søgen efter at kende hans hensigt 

med jer og med at følge hans vilje 

frem for jeres egen. Jeg vidner om, at 

vores personlige vilje er »den eneste 

besiddelse, som vi for alvor kan 

give.« 9 I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Alma 26:3. 

2. Stjernen, jan. 1996, s. 24, fremhævelse 

tilføjet. 

3. Alma 34:32. 

4. Stjernen, jan. 1996, s. 24. 

5. Alma 26:3. 

6. Fra Gracia N. Jones, Emma’s Glory and 

Sacrifice: A Testimony, 1987, s. 43-44. 

7. »Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, 

nr. 38. 


30. marts 1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste 


9. Stjernen, jan. 1996, s. 24; fremhævelse tilføjet. 

Redskaber 

i Guds hånd 



Jeres indflydelse til det gode er uvurderlig og ubeskrivelig. 

Præsident Hinckley har på vegne 

af Det Første Præsidentskab 

bemyndiget mig til at udtrykke 

vores påskønnelse for alle, som på 

nogen måde har hjulpet med at redde 

liv og ejendom i forbindelse med de 

katastrofer, som har fundet og stadigt 

finder sted i vores land. 

Mine kære søstre, jeg føler mig 

ydmyg over det store ansvar og privilegium, 

det er at tale til Guds døtre i 

mange lande. Vi er blevet oplyst og 

opløftet af præsident Hinckleys korte 

videopræsentation. Vi er taknemmelige 

for, at præsident Hinckley og 

præsident Monson er her i aften. Vi 

styrkes af deres støtte og indflydelse. 

Søster Parkin, søster Hughes og søster 

Pingree har inspireret os. Koret 

har rørt vores hjerte. Når jeg ser jeres 

ansigt, kan jeg mærke jeres godhed. 

Jeg vil rose hver af jer for det, I dagligt 

gør i retfærdighed. Selvom det, I 

gør, måske kun er kendt af få, så er 

det optegnet i livets bog, Lammets 

bog, 1 som en dag vil blive åbnet for at 

vidne om jeres opofrende tjeneste, 

hengivenhed og gerninger som »redskaber 

i Guds hånd til at udføre dette 

store værk.« 2 

Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Vi 

ved så lidt ... om årsagerne til opdelingen 

af pligter mellem kvinder og 

mænd, lige så vel som mellem moderskab 

og præstedømme. De blev guddommeligt 

bestemt i en anden tid og 

et andet sted. Vi er vant til at fokusere 

på Guds mænd, fordi de har præstedømmet 

og ledelsesansvaret. Men 

parallelt med den linje af myndighed, 

er der en strøm af retskaffen indflydelse, 

der afspejler bemærkelsesværdige 

Guds kvinder, som har eksisteret 

i enhver tidsalder og enhver uddeling, 

vores egen inklusive. Storhed måles 

ikke i den spalteplads, der beskriver 

dem, hverken i dagblade eller i skrifterne. 

Derfor er fortællingen om 

Guds kvinder indtil videre en ufortalt 

historie i historien.« 3 

Nogle af jer søstre føler jer måske 

utilstrækkelige, fordi I ikke når at 

gøre alt det, I ønsker at gøre. 

Moderskab og forældrerollen er 

114

meget udfordrende. I har også kirkekaldelser, 

som I udfører så godt og 

samvittighedsfuldt. Desuden må 

mange af jer ud over alt dette 

arbejde for at sørge for jeres familie. 

Mit hjerte rækker ud mod enkerne 

og de enlige kvinder med børn, som 

løfter et stort forældreansvar. 

Generelt udfører I ædle søstre et 

langt bedre job med at samle alle trådene 

og få det hele til at køre, end I 

aner. Må jeg foreslå, at I tager jeres 

udfordringer en dag ad gangen. Gør 

jeres bedste. Se på alting i evighedens 

perspektiv. Hvis I vil gøre det, 

vil livet ofte vise sig anderledes. 

Jeg tror, at alle I søstre ønsker at 

være lykkelige og finde den fred, som 

Frelseren lovede. Jeg tror, at mange af 

jer virkelig forsøger at holde trit med 

alle jeres ansvar. Jeg ønsker ikke at 

støde nogen. Jeg vil helst ikke bringe 

emnet op, men jeg føler, at det bør 

siges. Nogle gange bærer vi rundt på 

gamle sorger og ulykkelige følelser alt 

for længe. Vi bruger for meget energi 

på at dvæle ved noget, der er sket og 

ikke kan ændres. Vi kæmper med at 

lægge det bag os og slippe smerten. 

Hvis vi med tiden kan tilgive, hvad det 

end er, der har forvoldt smerten, vil vi 

kunne trække »på en livgivende kilde 

af trøst« igennem forsoningen, og tilgivelsens 

»sødmefulde fred« vil blive 

vores. 4 Nogle sår er så smertefulde og 

dybe, at heling kun kommer gennem 

hjælp fra en højere magt og håb om 

en retfærdig dom og genoprettelse i 

næste liv. Søstre, I kan trække fra den 

højere kraft og modtage dyrebar trøst 

og sød fred. 

Jeg frygter, at I søstre overhovedet 

ikke indser udstrækningen af jeres 

gode indflydelse i jeres familie, i 

Kirken og i samfundet. Jeres gode 

indflydelse er uvurderlig og ubeskrivelig. 

Præsident Brigham Young 

sagde: »Søstrene i vores kvindelige 

hjælpeforeninger har gjort meget 

godt. Kan I nævne alt det gode, som 

mødrene og døtrene i Israel er i stand 

til at gøre Nej, det er umuligt. Og det 

gode de vil gøre, vil følge dem i al 

evighed.« 5 Jeg tror oprigtigt på, at I er 

redskaber i Guds hånd i jeres mange 

roller, især den som mor. 

I arbejdet med riget er mænd og 

kvinder lige vigtige. Gud betror 

kvinder at bære og opfostre hans 

børn. Intet andet arbejde er vigtigere. 

Moderskabet er en meget vigtig rolle 

for kvinder. Hellige velsignelser og 

retfærdig indflydelse er tilflydt i mit 

eget og min families liv fra min 

elskede hustru, hendes mor, min 

egen mor, bedstemødre, mine dyrebare 

døtre og børnebørn. Det værdsatte 

forhold til hver eneste kvinde i 

mit liv trodser enhver beskrivelse. 

Dette gælder især for min evige ledsager, 

Ruth. 

Vi ønsker, at I enlige søstre skal 

kende til vores store kærlighed til jer. 

I kan være stærke redskaber i Guds 

hånd til fremme dette store værk. I 

er påskønnet og tiltrængte. Andre 

kvinder er måske ikke mødre, selvom 

de er gift. Kvinder i begge disse 

omstændigheder, vær forvisset om, at 

Herren elsker jer og ikke har glemt 

jer. I kan gøre noget for en anden person, 

som ingen anden, der er født på 

denne jord, kan gøre. Det kan være, 

at I er i stand til at gøre noget for en 

anden kvindes barn, som hun ikke 

selv er i stand til at gøre. Jeg tror, at 

der i dette og i det tilkommende 

liv vil komme nogle kompenserende 

velsignelser til søstre i disse omstændigheder. 

Disse velsignelser og en 


116 

trøstende fred vil komme til jer, hvis I 

elsker Gud »af hele [jeres] hjerte, og 

af hele [jeres] sjæl og af hele [jeres] 

styrke og af hele [jeres] sind, og 

[jeres] næste som [jer] selv.« 6 I kan 

stadig få stor succes med, hvad end I 

gør, som redskaber i Guds hånd til 

fremme af dette store værk. 

Kvinder har en stærk indflydelse på, 

hvad der sker i verden af godt eller 

dårligt. Til en vis grad styrer hustruer 

og mødre den tilstrømning af velsignelser, 

som kommer i deres hjem. Hvis 

I støtter jeres mænds kaldelser i præstedømmet 

og tilskynder jeres sønner 

til at deltage i deres præstedømmeaktiviteter, 

vil jeres hjem blive rigt velsignet. 

I bør også opfordre jeres børn til 

at hjælpe andre, som er i nød. I al den 

tid vi har været gift, har vores hjem 

været velsignet på grund af min hustrus 

engagement i Hjælpeforeningen. 

Hun var i en årrække præsidentinde 

for Hjælpeforeningen først i både 

menigheden og så i staven. Når hun 

passede sine pligter og tog til sine 

møder, blev vores hjem velsignet med 

den søde ånd af tjeneste, som hun tog 

med hjem. 

Som vi har hørt i aften, er I medlemmer 

af den største organisation 

for kvinder i verden. Og som præsident 

Hinckley lige har fortalt os på 

videoen, sagde profeten Joseph 

Smith: »Denne organisation vil få 

instruktioner gennem den orden, 

som Gud har indstiftet – gennem 

dem, som er udpeget til at lede – og 

jeg giver jer nu nøglen i Guds navn, 

og denne forening skal glædes, og 

kundskab og intelligens vil tilflyde jer 

fra nu af – dette er begyndelsen på en 

bedre tid for denne forening.« 7 Der er 

kommet flere muligheder for kvinder 

efter profeten Joseph Smith på deres 

vegne åbnede med den nøgle end 

før, helt tilbage til menneskehedens 

begyndelse på jorden. 8 

Fra begyndelsen har kvinder i 

Kirken været redskaber i Guds hånd. 

Da templet i Kirtland blev bygget, 

støttede kvinderne arbejderne, som 

Heber C. Kimball skrev: 

»Vore kvinder var engageret i at 

spinde og strikke for at klæde dem, 

som arbejdede på bygningen, og kun 

Herren kender til den fattigdom, 

trængsel og pinsel, vi stod igennem 

for at fuldføre disse ting. Min hustru 

sled hele sommeren for at yde sin 

hjælp med færdiggørelsen. Hun havde 

100 pund uld, som hun med hjælp af 

en pige spandt for at skaffe tøj til dem, 

der var involveret i tempelbyggeriet, 

og selvom hun havde det privilegium, 

at hun måtte beholde halvdelen af 

ulden selv, som belønning for hendes 

arbejde, beholdt hun end ikke så 

meget som til et par strømper, men 

gav det til dem, der arbejdede på 

Herrens hus. Hun spandt og vævede 

og fik stoffet appreteret og klippet og 

lavet til tøj, som blev givet til dem, 

som arbejdede på templet; næsten alle 

søstrene i Kirtland arbejdede med at 

strikke, sy, spinde osv. med det formål 

at fremme Herrens arbejde.« 9 

Polly Angell, hustru til Kirkens arkitekt, 

sagde, at profeten havde sagt til 

dem: »Søstre, I er altid til hånde. 

Søstrene er altid først og forrest i alle 

gode gerninger. Maria var først [ved 

graven for at se den opstandne 

Herre]; og søstrene er nu de første til 

at arbejde på den indvendige del af 

templet.« 10 

I søstre har guddommelige egenskaber 

såsom følsomhed over for og 

kærlighed til skønne og inspirerende 

ting. Dette er gaver, som I bruger til at 

gøre vores liv mere behageligt. Når I 

søstre forbereder jer og underviser, 

lægger I ofte en pæn dug og blomster 

på bordet – som er et smukt udtryk 

for jeres omsorgsfulde og samvittighedsfulde 

natur. Når brødrene, derimod, 

underviser, pynter de ikke 

bordet med så meget som en visnet 

mælkebøtte! Til tider er I dog for 

hårde ved jer selv. I tror, at hvis det, I 

yder, ikke er helt perfekt, er det ikke 

acceptabelt. Men jeg siger jer, at hvis I 

har gjort jeres bedste, som I oftest 

gør, så vil jeres ydmyge bidrag, hvad 

det end er, være acceptabelt og behageligt 

for Herren. 

I disse tider gør besøgslærerinder 

meget godt. For tolv år siden blev Suzy 

kaldet til at være Doras besøgslærerinde. 

Dora, som var enke uden børn, 

havde en vanskelig personlighed og 

var nærmest eneboer. Da Suzy til at 

begynde med besøgte Dora, blev hun 

mødt på dørtrinnet, men aldrig inviteret 

indenfor. Adskillige måneder 

senere medbragte Suzy en lille ting til 

Dora, men Dora ville ikke tage imod 

den. Da Suzy spurgte hvorfor, svarede 

hun: »Fordi så vil du have noget til gengæld.« 

Suzy forsikrede hende: »Alt, jeg 

ønsker, er dit venskab.« Derefter gik 

det lettere med besøgene. Gradvist 

fandt Suzy måder, hvorpå hun kunne 

gøre noget for Dora, samt lytte når der 

var behov for det. Hun fortalte hende 

også om alle de dejlige mennesker i 

menigheden, lektionerne og konferencerne 

for at få hende til at føle sig som 

en del af menigheden. Da Doras helbred 

begyndte at blive værre, besøgte 

Suzy hende dagligt, og de blev gode 

venner. Da Dora døde, var Suzy i stand 

til at lovprise en kvinde, som andre 

kaldte »utilnærmelig«, som en »bemærkelsesværdig 

kvinde« og en »påskønnet 

ven.« 11 Hun kendte hende som få 

andre, fordi hun havde tjent som 

besøgslærerinde. 

Hjælpeforeningen er et søsterfællesskab 

og et sted, hvor kvinder vejledes i 

at opbygge deres tro og udføre gode 

gerninger. Som præsident Hinckley 

ofte har sagt, har vi alle brug for venner. 

Venskab fylder os med varme og 

kærlighed. Det er ikke kun forbeholdt 

den unge eller den gamle, den rige 

eller den fattige, den ukendte eller den 

berømte. Uanset vore omstændigheder 

har vi alle brug for en, som vil lytte 

til os i forståelse, klappe os på ryggen,

når vi har brug for opmuntring, og 

nære ønsket i os om at blive bedre og 

gøre bedre. Hjælpeforeningen er skabt 

til at være en sådan ring af venskab 

fyldt til bristepunktet med forstående 

hjerter, som fremkalder kærlighed og 

fuldendelse, fordi det frem for alt er et 

søsterfællesskab. 

Dette hjælpeforeningsmøde bliver 

sendt til adskillige lande over hele 

kloden. Det er godt at tænke på de søstre, 

som samles på forskellige steder 

for at høre de samme budskaber og at 

være sammen som venner. En søster 

fra Etiopien var til sådant et møde i 

Fredericksburg i Virginia og sagde: »Vi 

satte os ned som venner, mødre og 

døtre, men rejste os som søstre.« 12 

En søstermissionær, som tjener i 

Thailand, skrev om at sidde sammen 

med søstre i Bangkok ved transmissionen 

sidste år. Hun sagde:»Jeg følte 

en styrke fra denne lille gruppe thailandske 

kvinder, som gjorde deres 

bedste for at modtage råd fra kvinder 

i Salt Lake, som de aldrig havde 

mødt.« 13 Er det ikke specielt at mærke 

dette bånd af søsterfællesskab, som 

spænder over have og floder i mange 

lande, når vi er samlet til dette møde! 

Profeten Joseph Smith åbnede i sandhed 

med nøglen, da han mødtes med 

en lille gruppe kvinder i Nauvoo for at 

organisere Hjælpeforeningen i 1842! 

Her til sidst vil jeg gerne sige et par 

ord til jer yngre søstre. I har en vigtig 

rolle i dette store søsterfællesskab. De 

fleste af jer er blevet udrustet med et 

vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede 

evangelium. Med det vidnesbyrd 

og med ungdommens styrke, indflydelse 

og intelligens kan I modtage de 

velsignelser, som kommer ved at 

påtage sig ansvaret for at være »redskaber 

i Guds hånd til at udføre dette 

store værk.« 

En ung søster fortalte for nylig om 

hendes følelser for Hjælpeforeningen. 

Hun fortalte, at hun var opvokset i en 

menighed, hvor søstrene udviste stor 

interesse for hende, selv da hun var i 

Unge Piger, så hun var spændt, da det 

blev tid for hende til at komme i 

Hjælpeforeningen, og det var de også. 

Hun bemærkede den »store spændvidde 

af personligheder, baggrund og 

alder i Hjælpeforeningen,« og sagde: 

»Nu har jeg ... en gruppe af venner, 

som spænder fra teenagers til tipoldemødre 

og alt der imellem.« 14 

Der ligger en stor fremtid foran jer 

unge søstre. Den bliver måske ikke 

helt, som I har planlagt, men den kan 

være vidunderlig fyldestgørende, og I 

kan udrette meget godt. At være i selskab 

med modne, erfarne og retskafne 

søstre er for jer unge søstre både en 

mulighed og en velsignelse. 

Præsident Hinckleys elskede kone, 

Marjorie Pay Hinckley, udtrykte det så 

godt, da hun sagde: »Vi er sammen 

om dette. Vi har brug for hinanden. 

Ja, vi behøver hinanden. Vi, der er 

ældre har brug for jer, der er unge. Og 

forhåbentlig har I unge brug for nogle 

af os, som er ældre. Det er en sociologisk 

kendsgerning, at kvinder har 

brug for kvinder. Vi har brug for dybe, 

overbevisende og trofaste venskaber 

med hinanden. Disse venskaber er en 

nødvendig del af livets opretholdelse. 

Vi har brug for at forny vores tro hver 

dag. Vi har brug for stå sammen og 

hjælpe med at opbygge riget, så det 

vil rulle frem og fylde hele jorden.« 15 

Kære søstre, vore elskede medarbejdere 

i riget, hvis navne er optegnet 

i livets bog, Lammets bog, 16 må I fortsat 

gå fremad. Gå fremad i tro og 

ydmyghed. Lad ikke Satan eller noget 

af hans forførende, onde kraft få indflydelse 

på jer. Giv ikke modstanderen 

nogen anledning, 17 og lad ham heller 

ikke mindske jeres gudgivne og enestående 

følsomhed over for Herrens 

ånd. Må Ånden altid lede jer til hellige 

følelser i al jeres tanke og gerning, når 

I rækker ud mod andre i kærlighed og 

nåde, det beder jeg om i Jesu Kristi 


NOTER 

1. Se Åb 21:27. 

2. Alma 26:3. 

3. »Guds kvinder«, Den danske Stjerne, 

oktober 1978, s. 15. 

4. Se »My Journey to Forgiving«, Ensign, 

feb. 1997, s. 43. 


Widtsoe, 1954, s. 216. 

6. Luk 10:27. 




8. Se George Albert Smith, »Address to 

Members of the Relief Society«, Relief 

Society Magazine, dec. 1945, s. 717. 

9. »History of Joseph Smith«, Times and 

Seasons, 15. apr. 1845, s. 867. 

10. Citat fra Edward W. Tullidge, Women of 

Mormondom, 1877, s. 76. 

11. Breve i Hjælpeforeningens kontors 

besiddelse. 


besiddelse. 


besiddelse. 


besiddelse. 

15. I Virginia H. Pearce, red., Glimpses into the 

Life and Heart of Marjorie Pay Hinckley, 

1999, s. 254-255. 

16. Se Fil 4:3. 

17. Se 1 Tim 5:14. 


De talte til os 

Gør konferencen til en del af vores tilværelse 

Hvad vil du gøre for at gøre 

belæringerne ved generalkonferencen 

til en del af din egen 

eller din families tilværelse Du kan 

bruge nogle af de følgende forslag til 

samtale eller studium, eller du kan 

selv finde på dine egne spørgsmål 

eller vælge dine egne emner. (Tallene 

i parentes er den første side i talerne). 

Den ledsagende liste med historier 

kan også benyttes. 

Piger overværer konferencen i Navu 

stavscenter i Apia i Samoa. Til højre: 

Missionærer koordinerer med 

konferencegæster ved 

stavscentret i 

Niteroi i Brasilien. 

For børn 

1. Hvor mange sprog blev generalkonferencen 

oversat til (Spor: Se i 

præsident Gordon B. Hinckleys tale 

på side 103). 

2. William Tyndale spillede en vigtig 

rolle i forberedelsen af verden til genoprettelsen 

af Jesu Kristi evangelium. 

Hvad gjorde han, og hvordan hjalp 

det den unge Joseph Smith (Spor: Se 

i præsident Boyd K. Packers tale på 

side 70). 

3. Hvornår og hvem udsendte 

»Familien: En proklamation til verden« 

(Spor: Se i 

ældste M. Russell 

Ballards tale på 

side 41). 

4. Hvad bad præsident 

Hinckley os om 

at gøre inden årets 

udgang, og hvad 

lovede han os, hvis vi 

gør det (Spor: Nævnt i 

flere taler. Se et eksempel 

i ældste Charles Didiers tale på 

side 48). 

For de unge 

5. Hvad kaldte præsident Gordon 

B. Hinckley »det store princip, der 

fremhæves i skrifterne, både gamle og 

nutidige« Han sagde: »Jeg tror, det må 

være den største dyd på jorden og helt 

sikkert den mest nødvendige.« (81) 

6. Er du nogensinde blevet valgt 

sidst, når der skulle vælges hold 

Præsident Thomas S. Monson ved, 

hvordan du føler; han har også 

prøvet det. Se, hvordan det gik 

ham, og hvorfor han siger: »Giv 

aldrig op.« (56) 

7. Ofte lægger personer, der 

tilhører et andet trossamfund 

118

mærke til noget 

anderledes ved os, 

noget særligt. Se, 

hvad præsident 

James E. Faust siger 

om betydningen af vores 

eksempel over for andre i »Lyset i 

deres øjne«. (20) 

8. Hvad er forskellen på at gå på 

mission og at blive missionær Se, 

HISTORIER, DU KAN LÆSE OG GENFORTÆLLE 

I talerne finder du beretninger, som du kan gengive, og indblik, som du kan fortælle 

om, begyndende på de sider, der er nævnt herunder. 

hvad ældste David A. Bednar siger, er 

det vigtigste, du kan gøre for at forberede 

dig til en missionskaldelse. (44) 

Til familieaften eller personligt 

studium 

9. Hvilke salmer brugte ældste 

Russell M. Nelson til at besvare en 

missionærs spørgsmål om forsoningen 

(85) Hvilke salmer om 

Landsby flygter til højere grund før tsunami, s. 16. 

Sygeplejerske hjælper kvinde med sår på benet, s. 20. 

Nyt medlem siger sit job op i et cigaretfirma, s. 31. 

Mand søger i 12 år efter Kirken, s. 33. 

Diakoner og spejderleder får den unge Paul Sybrowsky ind i fællesskabet, s. 35. 

Charles Didiers omvendelse, s. 48. 

Den unge Paul V. Johnson spiller bold under generalkonferencen, s. 50. 

Lyman E. Johnson fortryder sit frafald, s. 53. 

Biskop sidder på en »fald i vand-maskine«, s. 53. 

Hjemmelærere rejser i en uge for at besøge et medlem, s. 56. 

Præst, der stammer, døber en pige, s. 56. 

Diakoner og lærere besøger Welfare Square for at se resultaterne af 

fasteofre, s. 56. 

Thomas S. Monson besøger et græsk ægtepar, s. 56. 

Tusinder af kirkemedlemmer hjælper ofre for orkaner i golfstaterne, s. 60. 

Missionærer vidner om Joseph Smith til en tvivlende mand, s. 67. 

Kvinde tilgiver ung mand, som kvæstede hende, s. 81. 

Præsident og søster Kimball helbredt under et besøg i 

New Zealand, s. 85. 

Biskop udfordrer den 11-årige Ulisses Soares til at udfylde 

missionæransøgning, s. 98. 

Ung kvinde møder accept i Hjælpeforeningen, s. 110. 

To søstre, der var med i Willie-håndkærrekompagniet, hjælper hinanden 

med at overleve, s. 110. 

Trofast besøgslærerinde bliver ven med »utilnærmelig« søster, s. 114. 

Frelseren er især inspirerende for din 

familie Overvej at synge dem eller 

tale om dem til en familieaften. 

10. Hvilke historiske begivenheder 

banede vejen for, at evangeliet kunne 

forkyndes i dit land eller for din familie 

Ældste Robert D. Hales talte om 

nogle af dem og om, hvordan de har 

været med til at bane vejen for det 

andet komme. (88) 

11. Ældste Merrill J. Bateman talte 

om den virkelige og personlige natur 

af Jesu Kristi lidelser i Getsemane. 

(74) Hvordan har du mærket 

virkningerne deraf i dit liv 

12. Ældste Paul K. Sybrowsky spørger: 

»Hvad ville Kristus gøre, hvis han 

havde mine muligheder« (35) 

Hvordan kan vi træffe Kristus-centrerede 

beslutninger om vore muligheder 

Hvordan kan vi bruge dem til at 

opbygge Guds rige ■ 

JOSEPH SMITH SØGER VISDOM I BIBELEN, AF DALE KILBOURN

Vor tids lærdomme 

Følgende instruktioner 

for lektionerne 

den fjerde søndag i 

Det Melkisedekske 

Præstedømmes og Hjælpeforeningen 

erstatter 

instruktionerne i 

Informationer til ledere i 

præstedømmet og hjælpeorganisationer 

om læseplan, 

2005-2008. 


Præstedømmes og 

Hjælpeforeningens møde 

den fjerde søndag hver 

måned er forbeholdt »Vor 

tids lærdomme«. Ved alle 

»Vor tids lærdomme«-lektioner 

undervises der ud fra 

taler fra det seneste konferencenummer 

af Liahona. 

Disse numre udgives i 

maj og november. Talerne 

er også tilgængelige på 

internettet (på mange 

sprog) på www.lds.org. 

Hver lektion kan forberedes 

fra en eller flere taler. 

Stavs- og distriktspræsidenter 

kan vælge, hvilke taler 

der skal benyttes, eller de 

kan videregive dette ansvar 

til biskopper og grenspræsidenter. 

Disse præstedømmeledere 

skal understrege 

værdien af, at brødrene i 


Præstedømme og søstrene 

i Hjælpeforeningen studerer 

de samme taler den 

samme søndag. Lærere bør 

søge råd fra deres ledere 

om et eventuelt særligt 

fremhævet område. 

De, der deltager i lektionerne 

den fjerde søndag, 

opfordres til at studere og 

medbringe det seneste 

generalkonferencenummer 

til klassen. Ledere i menighederne 

bør sikre, at alle 

medlemmer har adgang til 

Kirkens tidsskrifter. 

Forslag til forberedelse af 

en lektion ud fra taler 

• Bed om, at Helligånden 

vil vejlede dig, mens du 

studerer og underviser i 

talen/talerne. Af og til 

kan du være fristet til at 

lægge konferencetalerne 

til side og forberede 

lektionen ud fra andre 

materialer. Men konferencetalerne 

er den godkendte 

læseplan. Din 

opgave er at hjælpe 

andre med at forstå og 

efterleve evangeliet ud 

fra det, der undervises i 

ved den seneste af 

Kirkens generalkonferencer. 

• Gennemgå talen/talerne 

og se efter principper 

og lærdomme, der dækker 

klassens behov. Se 

også efter beretninger, 

skriftstedshenvisninger 

og udtalelser fra talen/ 

talerne, der kan hjælpe 

dig med at undervise 

i principper og lærdomme. 

• Skitsér, hvordan du 

ønsker at undervise i 

principper og lærdomme. 

Jeres skitse bør indeholde 

spørgsmål, der kan 

hjælpe klassen: 

–Se efter principper 

og lærdomme i talen/ 

talerne, som du underviser 

ud fra. 

–Tænk over meningen 

med principperne og 

lærdommene. 

–Hør deres forståelse, 

tanker, oplevelser og 

vidnesbyrd om principperne 

og lærdommene. 

–Anvend disse principper 

og lærdomme i 

deres tilværelse. 

• Gennemgå kapitlerne 

31-32 i Undervisning, 

den største kaldelse. 

»Det, der er vigtigst, er, 

at eleverne føler Åndens 

påvirkning, øger deres forståelse 

af evangeliet, lærer 

at anvende de evangeliske 

principper i deres liv og 

styrker deres engagement i 

at efterleve evangeliet« 

(Vejledning i undervisning, 

2000, s. 10). 

Send venligst kommentarer 

om »Vor tids lærdomme« 

til Curriculum 

Development, 50 East 

North Temple Street, Room 

2420, Salt Lake City, UT, 

84150-3220, USA; e-mail: 

cur-development@ 

ldschurch.org. ■ 

Måneder 

November 2005 – 

april 2006 

Maj – oktober 2006 

Undervisningsmateriale til fjerde 

søndag 

Taler udgivet i Liahona, november 2005* 

Taler udgivet i Liahona, maj 2006* 

*Disse taler er også tilgængelige på internettet (på mange sprog) på www.lds.org. 

120

Retningslinjer for 

Hjælpeforeningens 

inspirationsmøde og 

aktiviteter for hjemmet, 

familien og den enkelte 

Gældende fra 1. januar 2006 

Formålet med inspiration 

for hjemmet, 

familien og den 

enkelte er at styrke tro på 

Jesus Kristus og at undervise 

i færdigheder, der kan 

bruges som forældre og i 

hjemmet. Inspirationstiden 

er en tid, hvor søstre kan 

være sammen, lære og 

blive opløftet. Inspirationsprogrammet 

omfatter 

følgende: 

• Møder: Inspirationsmøder 

for hjemmet, familien 

og den enkelte afholdes 

hvert kvartal (frem for hver 

måned) for alle søstre. 

• Aktiviteter: Inspirationsaktiviteter 

tilbydes 

regelmæssigt (ugentligt, 

månedligt eller som fastlagt 

af menighedens hjælpeforeningsledere) 

for søstre 

med samme behov og 

interesser. 

Ved planlægning af 

møder og aktiviteter bør 

lederne (1) overveje behov 

og interesser hos søstre i 

menigheden, (2) rådføre 

sig med præstedømmelederne 

og (3) planlægge 

aktiviteter i bøn og med et 

formål (se Kirkens instruktionshåndborg, 

Bog 2, 

Ledere i præstedømmet og 

hjælpeorganisationerne, 

s. 222). Man skal gøre en 

indsats for at involvere 

alle søstre. 

Hvis det er nødvendigt, 

bør der være en børneklasse 

under møder og aktiviteter, 

som beskrevet i 

Kirkens instruktionshåndbog, 

Bog 2 på s. 202. 

INSPIRATIONSMØDER FOR 

HJEMMET, FAMILIEN OG DEN 

ENKELTE 

Inspirationsmøder i 

menigheden 

Menighedens Hjælpeforening 

skal afholde fire 

inspirationsmøder hvert år. 

Et af disse møder bør benyttes 

til at mindes den 17. 

marts 1842, oprettelsen af 

Hjælpeforeningen. 

Møderne planlægges af 

inspirationslederen for 

hjemmet, familien og den 

enkelte under ledelse af 

Hjælpeforeningens præsidentskab. 

Specialister kan 

få til opgave at hjælpe (se 


Bog 2, s. 199). En beretning 

fra præsidentinden kan 

være en del af disse møder. 

Inspirationsmøder afholdes 

på et andet tidspunkt 

end søndag eller mandag 

aften. 

Stavens inspirationsmøder 

Staven afholder ud over 

menighedernes møder et 

eller to inspirationsmøder 

hvert år. Stavens hjælpeforeningspræsidentskab 

leder 

disse møder om nødvendigt 

med hjælp fra stavens 

specialister (se Kirkens 

instruktionshåndbog, 

Bog 2, s. 196). Et af disse 

møder bør afholdes i forbindelse 

med transmissionen 

af Hjælpeforeningens 

årlige møde. 

Bemærk: Disse møder i 

menigheder og stav erstatter 

særlige arrangementer i 

menigheder og stav (se 


Bog 2, s. 205). 

INSPIRATIONSAKTIVITETER 

Inspirationsaktiviteter er 

mindre strukturerede end 

inspirationsmøder for 


enkelte og samler søstre, 

der har fælles behov, interesser 

eller er i samme situation. 

Aktiviteterne bør 

tilbyde et trygt, afslappet 

og engageret miljø, hvor 

søstre kan lære og fortælle 

hinanden om måder at 

styrke hjemmet, familien 

og den enkelte. 

Inspirationsaktiviteter 

planlægges af Hjælpeforeningens 

præsidentskab, 

inspirationslederen for 


enkelte samt efter behov af 

specialister. Lederne bør 

være fleksible ved planlægning 

af aktiviteter, som 

kan afholdes i kirken eller 

andre passende steder, så 

ofte der er behov. Der er 

flere oplysninger om inspirationsaktiviteter 

(aktivitetsgrupper) 

i Kirkens 

instruktionshåndbog, 

Bog 2, s. 204-205. ■ 


122 

Kildematerialer til Det 

Aronske Præstedømme 

og Unge Piger 

Følgende kilder kan bruges som 

supplement, men ikke erstatte lektionerne 

i Det Aronske Præstedømme 

1 og Unge Piger 1. I henvisningerne 

står Pligt mod Gud for hæfterne Det 

Aronske Præstedømme: Gør din pligt 

mod Gud. Personlig fremgang står for 

hæftet Unge Piger: Personlig fremgang. 

I kan arbejde på en del af aktiviteterne 

i hæfterne Pligt mod Gud og 

Personlig fremgang i undervisningen, 

eller I kan opfordre kvorums- eller 

klassemedlemmer til at færdiggøre 

dem derhjemme. Yderligere forslag til 

undervisningen findes på side 1 i 

Liahona og i Undervisning, den største 

kaldelse. 

Undervis i lektionerne i den rækkefølge, 

de er trykt. Lektionshæftet 

indeholder ikke en decideret påskelektion. 

Hvis I ønsker at undervise i 

en særlig påskelektion, så overvej at 

bruge skrifterne, konferencetaler, 

artikler fra Kirkens tidsskrifter, billeder 

og salmer, der fokuserer på 

Frelserens liv og mission. 

Besøg www.lds.org på internettet 

for at finde disse kildematerialer på 

visse sprog (ikke engelsk), klik på 

verdenskortet og vælg et sprog. Klik på 

»Liahona«, og derpå november 2005. 

Disse kildematerialer findes på 

engelsk på www.lds.org ved at klikke 

på »Gospel Library«. Der er links i 

højre kolonne til de seneste 

kildematerialer. 

Kildematerialer vil fremover blive 

trykt i Liahona-udgaverne for maj og 

november. Liahona er (på nogle 

sprog) tilgængeligt på internettet på 

www.lds.org. 

Det Aronske 

Præstedømme 1 

Følgende kilder kan bruges som 

supplement, men ikke erstatte lektionerne 

1-24. 

Lektion 1: Præstedømmet 

Jeffrey R. Holland, »Vores tydeligste 

kendetegn«, Liahona, maj 

2005, s. 43. Brug ældste Hollands 

bemærkninger om at få præstedømmemyndighed 

til at introducere 

lektionen. 

Pligt mod Gud (lærer), 

»Åndelig udvikling«, nr. 1; (præst), 

»Kvorumsaktiviteter«, nr. 4. 

Lektion 2: En diakons kaldelse 

»Diakonernes kvorum«, Liahona, 

jan. 2005, s. 42. Brug spørgsmålene 

fra denne artikel til at drøfte 

samarbejde. 

»Præstedømmet – et mirakel«, 

Liahona, apr. 2004, s. 26. Brug 

spørgsmålene om det aronske præstedømmes 

ansvar til at drøfte en diakons 

pligter. 

Pligt mod Gud (diakon), »Åndelig 

udvikling«, nr. 4. 

Lektion 3: Omdeling af nadveren 

Dallin H. Oaks, »Det Aronske 

Præstedømme og nadveren«, 

Liahona, jan. 1999, s. 43. Overvej at 

bruge artiklen til at drøfte omdeling 

af nadveren. 

Pligt mod Gud (præst), 


Lektion 4: Indsamling af fasteofre 

Thomas S. Monson, »Vær et 

eksempel«, Liahona, jan. 2002, s. 115. 

Præsident Monsons tale om fasteofre 

kan bruges sammen med afsnittet om 

vores indstilling til fasteofre. 

Joseph B. Wirthlin, »Fasteloven«, 

Liahona, juli 2001, s. 88. Ældste 

Wirthlins bemærkninger om fasteofre 

kan bruges sammen med afsnittet om 

»Medfølelse med de trængende«. 

Pligt mod Gud (diakon), 


Lektion 5: Tro på Jesus Kristus 

Gordon B. Hinckley, »Overvind de 

»Goliat’er« vi møder i livet«, Liahona, 

feb. 2002, s. 2. Brug denne artikel til 

en samtale om David og Goliat. 

Robert D. Hales, »Find tro på 

Herren Jesus Kristus«, Liahona, nov. 

2004, s. 70. Brug ældste Hales’ forslag 

til, hvordan man udvikler tro 

på Jesus Kristus som supplement til 

lektionen. 


»Familieaktiviteter«, nr. 1. 

Lektion 6: Helligånden 

Boyd K. Packer, »Kristi lys«, 

Liahona, apr. 2005, s. 8. Præsident 

Packers tale kan supplere lektionen. 

Boyd K. Packer, »Herrens lys«, 

Liahona, dec. 1988, s. 32. Præsident 

Packers bemærkninger kan bruges til 

at drøfte dét at være forberedt til at 

modtage Helligånden. 


»Familieaktiviteter,« nr. 5. 

Lektion 7: »En stor forandring« 

Thomas S. Monson, »Vejen til 

fuldkommenhed«, Liahona, juli 

2002, s. 111. Medtag præsident 

Monsons bemærkninger om 

selvdisciplin. 

Lektion 8: »Ær din fader« 

James E. Faust, »Dem, der 

ærer mig, vil jeg ære«, Liahona, juli 

2001, s. 53. Tilføj præsident Fausts 

bemærkninger i samtalen om ærbødighed 

over for Gud. 

Dallin H. Oaks, »Ær din far og din 

mor«, Liahona, juli 1991, s. 15. Brug 

ældste Oaks’ råd om, hvordan man 

ærer sin far i lektionens tilsvarende 

afsnit. 

Pligt mod Gud (præst), »Åndelig 


Lektion 9: Respekt for mødre og 

deres guddommelige rolle 

Russell M. Nelson, »Vores hellige 

forpligtelse til at ære kvinder«, 

Liahona, juli 1999, s. 45. Ældste 

Nelsons tale kan bruges sammen 

med afsnittet om at ære mødre. 

Lektion 10: Familieenhed 

Scott Bean, »Sandheden om min 

familie«, Liahona, marts 2003, s. 30. 

Historien kan bruges sammen med 

afsnittet om, hvordan familien hjælper 

os i vores udvikling. 


»Familieaktiviteter«, nr. 4.

Lektion 11: »Som jeg har elsket jer, 

skal I også elske hinanden« 

Joseph B. Wirthlin, »Venlighedens 

dyd«, Liahona, maj 2005, s. 26. 

Suppler evt. Andys oplevelse med 

ældste Wirthlins første historie. 

Kathleen H. Hughes, »Kender vi 

nogen større gave: Kristuslignende 

venner«, Liahona, maj 2005, s. 74. 

Brug søster Hughes’ historie om et 

fladt hjul som supplement til de praktiske 

eksempler. 

Pligt mod Gud (diakon), »Samfundsborger 

og social udvikling«, nr. 1. 

Lektion 12: At følge den levende 

profet 

Joseph B. Wirthlin, »Følg i tro«, 

Liahona, juli 2003, s. 16. Brug artiklens 

første og sidste afsnit til at understrege 

lektionens konklusion. 

Dieter F. Uchtdorf, »Den 

verdensomspændende kirke bliver velsignet 

ved profeternes røst«, Liahona, 

nov. 2002, s. 10. Brug ældste Uchtdorfs 

vidnesbyrd om levende profeter som 

supplement til lektionen. 

R. Conrad Schultz, »Lydighed 

baseret på tro«, Liahona, juli 2002, 

s. 32. Brug relevante dele af artiklen 

til at understrege nødvendigheden af 

lydighed. 



Lektion 13: Ethvert medlem er en 

missionær 

M. Russell Ballard, »Medlemsmissioneringens 

væsentlige rolle«, 

Liahona, maj 2003, s. 37. Inddrag ældste 

Ballards måder, hvorpå vi kan være 

medlemsmissionærer, i afsnittet om at 

dele evangeliet. 

Henry B. Eyring, »Sande venner«, 

Liahona, juli 2002, s. 29. Anvend historien 

om bror Lupahla, hvis ven 

introducerede ham til Kirken, i afsnittet 

»Der er mange måder, hvorpå man 

kan dele evangeliet med andre«. 



Lektion 14: At tjene andre 

L. Tom Perry, »Lær at tjene«, 

Liahona, maj 2002, s. 10. Brug artiklens 

konklusion til at opsummere 

lektionen. 


udvikling«, nr. 9; (diakon), 


Lektion 15: Enighed og broderskab 

i præstedømmet 

L. Tom Perry, »Hvad er et kvorum« 

Liahona, nov. 2004, s. 23. 

Anvend udvalgte afsnit om broderskab 

til at underbygge den tilsvarende 

del af lektionen. 

Pligt mod Gud (lærer), »Samfundsborger 

og social udvikling«, 

nr. 10; (præst), »Åndelig udvikling«, 

nr. 7. 

Lektion 16: Næstekærlighed 

Gene R. Cook, »Barmhjertighed: 

Fuldkommen og evig kærlighed«, 

Liahona, juli 2002, s. 91. Samtalen 

»Kærligheden er tålmodig. 

Kærligheden er mild« i lektionen 

kan underbygges af artiklens afsnit 

om lidelse. 

Bonnie D. Parkin, »Vælg barmhjertighed: 

Den gode del«, Liahona, nov. 

2003, s. 104. Søster Parkins gennemgang 

af historien om Maria og Martha 

kan supplere samtalen om barmhjertighedens 

kendetegn. 

Pligt mod Gud (lærer), »Samfundsborger 

og social udvikling«, 

nr. 4. 

Lektion 17: Personlige optegnelser 

Spencer W. Kimball, »Englene vil 

måske citere derfra«, Liahona, juni 

1977, s. 24. Brug ideer fra artiklen til 

at supplere samtalen i afsnittet »Hver 

enkelt af os bør føre dagbog«. 

Jeffrey S. McClellan, »En dagbog 

for i dag og i morgen«, Liahona, aug. 

1996, s. 30. Brug artiklens ideer til 

at underbygge samtalen om at føre 

dagbog. 


»Uddannelsesmæssig, personlig og 

karrieremæssig udvikling«, nr. 7; (diakon), 

»Åndelig udvikling«, nr. 8. 

Lektion 18: Visdomsordet 

Masayuki Nakano, »Velsignet af 

visdomsordet«, Liahona, juni 2005, s. 

32. Føj denne historie til afsnittet om 

de velsignelser, som efterlevelse af 

visdomsordet bringer. 

Pligt mod Gud (diakon), 

»Uddannelsesmæssig, personlig og 

karrieremæssig udvikling«, nr. 12. 

Lektion 19: At overvinde fristelse 

Richard G. Scott, »Hvordan man 

lever et godt liv blandt tiltagende 

ondskab«, Liahona, maj 2004, s. 100. 

Anvend passende afsnit fra artiklen til 

at underbygge samtalen i begyndelsen 

af lektionen. 

Pligt mod Gud (lærer), »Åndelig 


Lektion 20: Den rette brug af 

handlefrihed 

»Vores udvikling hen mod fuldkommenhed«, 

Liahona, feb. 2005, 

s. 34. Artiklens afsnit »Vandre ved tro« 

kan understøtte det første afsnit i 

lektionen. 

Lektion 21: Rene tanker, rent sprog 

Dallin H. Oaks, »Pornografi«, 

Liahona, maj 2005, s. 87. Brug ældste 

Oaks’ undervisning om pornografi til 

at supplere lektionen. 

Lektion 22: Pagter leder vores 

handlinger 

Dennis B. Neuenschwander, 

»Ordinancer og pagter«, Liahona, 

nov. 2001, s. 16. Ældste 

Neuenschwanders beskrivelser af 

pagter kan tilføjes i løbet af lektionen. 

Richard J. Maynes, »Hold dine 

pagter«, Liahona, nov. 2004, s. 92. 

Ældste Maynes’ beskrivelse af historien 

om Helamans sønner kan bruges 

som et eksempel på at holde sine 

pagter. 



Lektion 23: Bed om vejledning 

James E. Faust, »Bønnens livline«, 

Liahona, juli 2002, s. 62. 

Præsident Fausts beskrivelse af bøn 

kan anvendes efter samtalen om 

rollespillet. 

Russell M. Nelson, »Bønnens herlige 

kraft«, Liahona, maj 2003, s. 7. 

Brug denne artikel til at illustrere, 

hvordan man modtager svar på sine 

bønner. 

Pligt mod Gud (diakon, lærer, 

præst), »Pligt mod Gud – Krav til certifikatet«, 

nr. 3. 

Lektion 24: Kristus-centreret 

omvendelse 

Richard G. Scott, »Fred med samvittigheden 

og fred i sindet«, 

Liahona, nov. 2004, s. 15. Ældste 

Scotts råd kan anvendes i alle dele af 

lektionen. 

Jay E. Jensen, »Ved du, hvordan 

man omvender sig« Liahona, apr. 

2002, s. 14. Historien i undervisningsmaterialet 

kan erstattes med missionærhistorien 

i artiklen. 



Unge Piger 1 

Følgende kilder kan supplere, 

men ikke erstatte lektionerne 1-24. 

Lektion 1: Guds datter 

Gordon B. Hinckley, »Hvordan 

kan jeg blive den kvinde, jeg drømmer 

om at blive« Liahona, juli 2001, 

s. 112. Fortæl historien om årbogen 

for at understrege de unge pigers 

guddommelige potentiale. 

David A. Bednar, »Herrens inderlige 

barmhjertighed«, Liahona, maj 

2005, s. 99. Historien om præstedømmelederens 

drøm kan bruges til at 

understrege, at vor himmelske Fader 

og Jesus Kristus kender hver enkelt af 

os personligt. 

Margaret D. Nadauld, »Hold 

faklen højt«, Liahona, juli 2002, 

s. 108. Brug artiklen som supplement 

til lektionens konklusion. 

Personlig fremgang, 

»Guddommelighed – Opgaver«, nr. 1. 

Lektion 2: Frelseren, Jesus Kristus 

Det Første Præsidentskab og De 

Tolv Apostles Kvorum, »Han lever«, 


Liahona, dec. 2004, s. 6. Brug profeternes 

og apostlenes vidnesbyrd som 

supplement til lektionen. 

James E. Faust, »Forsoningen: 

Vores største håb«, Liahona, jan. 

2002, s. 19. Overvej at anvende 

artiklen i løbet af samtalen om 

forsoningen. 

Robert D. Hales, »Find tro på 

Herren Jesus Kristus«, Liahona, nov. 

2004, s. 70. Brug ældste Hales’ forslag 

til, hvordan man udvikler tro på Jesus 

Kristus som supplement til lektionen. 

Personlig fremgang, »Tro – 

Opgaver«, nr. 5. 

Lektion 3: Følg Jesu Kristi eksempel 

L. Tom Perry, »At være discipel«, 

Liahona, jan. 2001, s. 72. Erstat den 

sidste historie i lektionen med artiklen. 

Elaine S. Dalton, »Han kalder dig 

ved navn«, Liahona, maj 2005, s. 109. 

Artiklen kan bruges som supplement 

til samtalen om at følge Jesus Kristus. 



Lektion 4: Søg Helligåndens 

ledsagelse 

James E. Faust, »Samkvem med 

Helligånden«, Liahona, marts 2002, 

s. 2. Benyt i konklusionen afsnittet om, 

hvordan man modtager åbenbaring. 

Boyd K. Packer, »Kristi lys«, 

Liahona, apr. 2005, s. 8. Brug artiklen 

til at forklare forskellen mellem Kristi 

Lys og Helligåndens gave. 

Sharon G. Larsen, »Jeres celestiale 

vejleder«, Liahona, juli 2001, s. 104. 

Fortæl om søster Larsens oplevelse i 

stedet for historien om Jenny. 

Personlig fremgang, »Valg og 

ansvarlighed – Opgaver«, nr. 5. 

Lektion 5: Find glæde i vore guddommelige 

muligheder 

James E. Faust, »Hvem tror du, at 

du er – Et budskab til de unge«, 

Liahona, juni 2001, s. 2. Brug artiklens 

fem ideer til at drøfte, hvordan man 

finder glæde i forskellige faser af livet. 

Margaret D. Nadauld, »Glæden 

ved at være kvinde«, Liahona, jan. 

2001, s. 17. Brug artiklen som supplement 

til lektionen. 



Lektion 6: Find glæde lige nu 

Thomas S. Monson, »Vejen til 

fred«, Liahona, marts 2004, s. 2. Brug 

artiklens tre punkter til at drøfte, 

hvordan man kan finde glæde. 

James E. Faust, »Ti dyder for 

Guds retskafne døtre«, Liahona, 

maj 2003, s. 108. Lav en liste over de 

ti dyder, der nævnes i artiklen, og 

overvej sammen, hvordan de kan 

give os glæde. 

»Spørgsmål og svar«, Liahona, 

apr. 2005, s. 22. Lad artiklen danne 

grundlag for en samtale om, hvordan 

vi på trods af vore utilstrækkeligheder 

kan være glade. 

Lektion 7: Hjemkundskab 

Thomas S. Monson, »Kendetegnene 

på et lykkeligt hjem«, Liahona, 

okt. 2001, s. 2. Benyt de fire kendetegn, 

der nævnes i artiklen, som konklusion 

på lektionen. 

Susan W. Tanner, »Styrk fremtidens 

mødre«, Liahona, juni 2005, 

s. 16. Overvej at bruge artiklen i stedet 

for lektionen. 

Personlig fremgang, »Kundskab – 

Projekt«, punkt 1, 2 og 5. 

Lektion 8: Indstillinger til vore 

guddommelige roller 

James E. Faust, »Ti dyder for Guds 

retskafne døtre«, Liahona, maj 2003, 

s. 108. Gennemgå de ti dyder fra 

artiklen som hjælp for de unge piger 

til at lære mere om deres guddommelige 

roller. 

M. Russell Ballard, »Retskafne 

kvinder«, Liahona, dec. 2002, s. 34. 

Anvend artiklen som supplement til 

lektionen. 

Personlig fremgang, »Guddommelighed 

– Opgaver«, nr. 6. 

Lektion 9: Ær dine forældre 


eksempel«, Liahona, maj 2005, s. 112. 

Brug afsnittet om at ære sine forældre 

til at supplere lektionen. 

»Vores største lykke«, Liahona, juni 

2003, s. 26. Kopier og uddel citaterne 

om at ære sine forældre, eller brug 

dem som indledning til lektionen. 



Lektion 10: En støtte for familien 

James E. Faust, »Berig dit liv med 

familieaften«, Liahona, juni 2003, 

s. 2. Drøft artiklens ni forslag, samt 

hvordan de kan hjælpe familier 

med at styrke deres indbyrdes 

forhold. 

Camielle Call-Tarbet, »Et brev fra 

Michael«, Liahona, maj 2001, s. 23. 

Læs historien højt som indledning til 

samtalen »Opbyg alle dine søskende«. 

»Spørgsmål og svar«, Liahona, 

feb. 2004, s. 30. Anvend denne artikel 

til at supplere samtalen »Støt din far.« 

Personlig fremgang, »Gode gerninger 

– Opgaver«, nr. 1-7. 

Lektion 11: Udvikling af selvstændighed 

og modenhed, 1. del. 

Boyd K. Packer, »Åndelige krokodiller«, 


Overvej at erstatte digtet i lektionen 

med artiklen, og brug den til en samtale 

om, hvordan man konfronterer 

åndelige farer. 

Personlig fremgang, »Kundskab – 

Opgaver«, nr. 4. 

Lektion 12: Udvikling af selvstændighed 

og modenhed, 2. del. 

James E. Faust, »Hvem tror du, 

at du er – Et budskab til de unge«, 

Liahona, juni 2001, s. 2. Erstat situationsspillene 

med eksemplerne fra 

artiklen. 

Lektion 13: En støtte for bærere af 

præstedømmet 

Russell M. Nelson, »Personligt 

præstedømmeansvar«, Liahona, 

nov. 2003, s. 44. Gennemgå de fem 

personlige mål i artiklen og drøft, 

hvordan man bedst støtter præstedømmebærere. 

124

J. Richard Clarke, »At ære præstedømmet«, 

Liahona, juli 1991, s. 41. 

Anvendes i en samtale om, hvordan 

man kan styrke unge præstedømmebærere. 

Lektion 14: Patriarkalsk lederskab 

i hjemmet 

L. Tom Perry, »Faderrollen – et 

evigt kald«, Liahona, maj 2004, s. 69. 

Bruges i en samtale om fædres 

rolle i dag. 

Lektion 15: Det Melkisedekske 

Præstedømme 

Boyd K. Packer, »Hvad enhver 

ældste bør vide – og ligeledes enhver 

søster; En indføring i principperne for 

præstedømmets ledelse«, Liahona, 

nov. 1994, s. 14. Benyttes som supplement 

til lektionen. 

John H. Groberg, »Præstedømmets 

magt«, Liahona, juli 2001, 

s. 51. Bruges som supplement til 

afsnittet »Det er en stor velsignelse at 

få overdraget Det Melkisedekske 

Præstedømme.« 



Lektion 16: Kvinder og bærere af 

præstedømmet 

James E. Faust, »Fædre, mødre og 

ægteskab«, Liahona, aug. 2004, s. 2. 

Bruges efter behov til at underbygge 

lektionen. 

Sheri L. Dew, »Det er ikke godt 

for manden eller kvinden at være 

alene«, Liahona, jan. 2002, s. 13. 

Anvendes som supplement til afsnittet 

»Kvinder har en vigtig forbindelse 

til mænd og præstedømmet«. 

Lektion 17: Formålet med pagter 

og ordinanser 

Dennis B. Neuenschwander, 

»Ordinancer og pagter«, Liahona, 

nov. 2001, s. 16. Overvej at inddrage 

artiklen i en samtale om ansvaret for 

at holde vore pagter. 

F. David Stanley, »Det vigtigste 

skridt«, Liahona, okt. 2001, s. 34. 

Brug artiklen til at forklare den 

styrke, der opnås ved efterlevelse 

af pagter. 

Personlig fremgang, »Valg og 

ansvarlighed – Opgaver«, nr. 1. 

Lektion 18: Tempelvielse – Et krav 

for evigt familieliv 

Gordon B. Hinckley, »Det ægteskab, 

som varer ved«, Liahona, 

juli 2003, s. 2. Benyt artiklen til at 

erstatte eller underbygge lektionens 

historier. 

Russell M. Nelson, »Personlig forberedelse 

til templets velsignelser«, 

Liahona, juli 2001, s. 37. Drøft de 

ideer, der gives i artiklens afsnit om at 

forberede sig til tempelægteskab. 

»For de unge«, Liahona, okt. 

2004. Anvendes som supplement til 

lektionen. 


»Retskaffenhed – Projekt«, nr. 5. 

Lektion 19: Personlige optegnelser 

James E. Faust, »Fænomenet, der 

er dig«, Liahona, nov. 2003, s. 53. Kan 

supplere lektionens afsnit »Vore forfædres 

optegnelser kan bringe os 

glæde og styrke«. 

Boyd K. Packer, »Din slægtshistorie: 

Sådan kommer du i gang«, 

Liahona, aug. 2003, s. 12. Efter lektionens 

quiz kan artiklen bruges til at 

forklare, hvordan man påbegynder 

sin slægtshistorie. 


Projekt«, punkt 3. 

Lektion 20: Ræk andre hånden 

M. Russell Ballard, »Læren om fællesskab«, 

Liahona, jan. 2002, s. 40. 

Brug eksempler fra artiklen til at 

opmuntre de unge piger til at danne 

venskaber med alle. 



Lektion 21: Et retfærdigt eksempel 

påvirker andre 


eksempel«, Liahona, jan. 2002, s. 115. 

Erstat historien om søster Casper i 

lektionen med en af præsident 

Monsons historier. 

James E. Faust, »Ti dyder for Guds 

retskafne døtre«, Liahona, maj 2003, 

s. 108. Inkluder præsident Fausts ti 

dyder i »Lektionens anvendelse.« 

Lektion 22: Omvendelse 

Richard G. Scott, »Fred med 

samvittigheden og fred i sindet«, 

Liahona, nov. 2004, s. 15. Inddrag 

ældste Scotts råd i afsnittet 

»Omvendelse er en fortsat proces«. 

Jay E. Jensen, »Ved du, hvordan 

man omvender sig« Liahona, 

apr. 2002, s. 14. Tilføj artiklens betingelser 

for omvendelse i lektionens 

første afsnit. 

Lektion 23: Tilgivelse 

Cecil O. Samuelson jun., »Jesu 

ord: Tilgivelse«, Liahona, feb. 2003, 

s. 26. Anvend artiklen som supplement 

til afsnittet om, hvordan 

Frelseren belærte om tilgivelse. 

Lektion 24: Bøn og meditation 

James E. Faust, »Bønnens livline«, 

Liahona, juli 2002, s. 62. Overvej at 

erstatte citatet af H. Burke Peterson i 

lektionen med præsident Fausts råd 

om bøn. 

Russell M. Nelson, »Bønnens herlige 

kraft«, Liahona, maj 2003, s. 7. 

Inddrag ældste Nelsons undervisning 

om bøn i lektionens sidste afsnit. 


Opgaver«, nr. 1.■ 

Daniel K. Judd 


Kathleen H. Hughes 


Dean R. Burgess 


Julie B. Beck 


Margaret S. Lifferth 


Hovedpræsidentskaber for 

hjælpeorganisationer 

SØNDAGSSKOLEN 

A. Roger Merrill 

Præsident 

HJÆLPEFORENINGEN 

Bonnie D. Parkin 

Præsidentinde 

UNGE MÆND 

Charles W. Dahlquist II 

Præsident 

UNGE PIGER 

Susan W. Tanner 


PRIMARY 

Cheryl C. Lant 


William D. Oswald 


Anne C. Pingree 


Michael A. Neider 


Elaine S. Dalton 


Vicki F. Matsumori 



Kirkenyt 

Et medlem hører konferencen på ét af 80 sprog (indsat) inde i Konferencecenteret (herover). 

Medlemmer hører generalkonferencen 

på 80 sprog 

To nye templer og et 

særligt festarrangement 

i anledning af Joseph 

Smiths fødselsdag var 

højdepunkterne blandt 

bekendtgørelserne ved oktoberkonferencen 

2005, som 

blev oversat til 80 sprog. 

Præsident Gordon B. 

Hinckley bekendtgjorde i sin 

åbningstale, at der vil blive 

opført et nyt tempel i South 

Jordan i Utah i den vestlige 

del af Salt Lake-dalen. 

Præsident Hinckley bekendtgjorde 

ligeledes, at Kirken har 

opkøbt yderligere en tempelgrund 

i den sydvestlige 

del af Salt Lake-dalen for at 

imødekomme behovet, efterhånden 

som medlemstallet 

vokser. 

I sin afslutningstale 

bekendtgjorde præsident 

Hinckley, at han har planlagt 

at mindes 200-året for Joseph 

Smiths fødsel ved at rejse 

»Familien: En proklamation til verden« 

fylder 10 år 

Nicole Seymore, Kirkens Tidsskrifter 

Et årti er forløbet siden 

præsident Gordon B. 

Hinckley introducerede 

»Familien: En proklamation 

til verden« den 23. 

september 1995. Siden da har 

denne proklamation udstedt 


og De Tolv Apostles Kvorum 

været en standard til forsvar 

for familien. 

Ældste M. Russell Ballard 

fra De Tolv Apostles Kvorum 

sagde angående proklamationen: 

»Det var dengang 

og er nu et opråb om 

at beskytte og styrke 

familien og en streng 

advarsel i en verden, hvor 

svindende værdier og 

forkert anbragte prioriteter 

truer med at ødelægge 

samfundet ved at underminere 

dets grundlæggende 

enhed« (se dette nummer, 

s. 41). 

Proklamationen, der bygger 

på evangeliske sandheder, 

har været en vejledning i 

hjemmet, i samfundet og til 

møder om familien rundt om 

i verden, en stærk støtte i 

politiske kredse, et missionærværktøj 

og en byggesten 

til større vægt på familien i 


til profetens fødested i 

Vermont, ligesom præsident 

Joseph F. Smith gjorde for 

at markere 100-året for 

profetens fødsel. Medlemmer 


og De Tolv Apostles Kvorum 

deltager i en transmission 

fra Konferencecenteret i 

anledning af festligheden. 

Generalkonferencen 

blev simultantolket til 80 sprog 

– mere end nogen tidligere 

konference – af tolke, der 

befandt sig i Konferencecenteret 

og i 26 internationale 

fjernstudier. Alle konferencemøderne 

blev sendt i fjernsynet 

via Kirkens satellitsystem 

til næsten 6.000 kirkeejede 

bygninger i 81 lande. Det var 

muligt at høre de fleste møder 

direkte på op til 61 sprog via 

internettet. Optagelser på 

DVD eller videobånd bliver 

sendt til kirkeenheder i områder, 

hvor satellit og andre 

former for transmissioner 

ikke er muligt, og gør derved 

konferencen tilgængelig 

for medlemmer i mere end 

160 lande. ■ 

En advarsel forud for sin tid 

I det moderne samfund, 

hvor familieværdier er 

svækkede, tilbyder proklamationen 

evige sandheder angående 

vigtigheden af at stifte 

familier i retfærdighed. 

Proklamationen blev udstedt, 

før samfundet i almindelighed 

anerkendte udstrækningen af 

familiens forfald, sagde David 

C. Dollahite, professor ved 

Institut for Familieliv på 

Brigham Young University. 

Før præsident Hinckley 

præsenterede proklamationen 

til Hjælpeforeningens 

126

hovedmøde i 1995, beskrev 

han samfundets tilstand således: 

»Den verden, vi lever i, er 

fuld af forvirring og skiftende 

værdinormer. Gennemtrængende 

stemmer råber om det 

ene og andet i et forræderi 

mod de opførselsnormer, 

som tiden har prøvet. Vores 

samfunds moralske 

fortøjninger er blevet voldsomt 

rystet« (»Stå fast mod 

verdens list«, Stjernen, jan. 

1996, s. 98). 

Proklamationens tydelige 

lære er at fremme familiens 

ukrænkelighed i et samfund, 

hvor familier nedbrydes af 

utroskab, skilsmisse, par, der 

bor sammen uden at være 

gift, misbrug, homoseksualitet, 

ungdomsgraviditeter, 

pornografi, ulydige børn, 

økonomiske problemer, en 

stigende uvilje blandt gifte 

par til at få og opdrage børn 

og meget mere. 

Ældste Henry B. Eyring fra 

De Tolv Apostles Kvorum forklarede, 

hvordan proklamationens 

evige perspektiv giver 

bedre mulighed for at forstå 

familiebåndets værdi: »Et barn, 

der hørte og troede på proklamationens 

ord om evige 

familier, ville begynde på en 

livslang søgen efter et helligt 

tempel, hvor ordinancer og 

pagter gør det muligt for familieforhold 

at strække sig hinsides 

graven« (»Familien«, 

Liahona, okt. 1998, s. 16). 

En vejledning for familien 

»Jo mere I opdrager jeres 

børn i Jesu Kristi evangelium 

med kærlighed og høje forventninger, 

desto mere fred 

vil der sandsynligvis være i 

deres liv,« sagde præsident 

Hinckley (Stjernen, jan. 1996, 

s. 99). 

Proklamationen erklærer, 

at »lykke i familielivet vil med 

størst sandsynlighed opnås, 

når det er baseret på Herren 

Jesu Kristi lærdomme« 

(Liahona, okt. 2004, s. 49). 

Virna Rodríguez fra 

Panorama Menighed i 

Guatemala City Mariscal Stav i 

Guatemala fortalte Kirkens 

Tidsskrifter, at proklamationen 

er en vejledning i en forvirret 

verden: »Den har 

hjulpet os med at prioritere 

vore aktiviteter, kende vores 

ansvar og genkende vore 

velsignelser.« 

Lee Mei Ho fra Tao Yuan 3. 

Menighed i Tao Yuan Stav i 

Taiwan sagde, at proklamationen 

har lært hende, at familieforhold 

bidrager til at udvikle 

guddommelige egenskaber 

såsom tro, tålmodighed og 

kærlighed. »Når jeg prøver at 

forbedre mig i overensstemmelse 

med proklamationen, 

kan jeg opleve sand lykke,« 

sagde hun. 

Proklamationen giver 

løsninger, siger Richard G. 

Wilkins, juridisk professor ved 

Brigham Young University. 

»Faktum er, at ... familien er 

det bedste sted for mænd, 

kvinder og børn at være,« 

sagde han. »Der er problemer 

i familier, og de skal løses ... 

Proklamationen tager fat på 

det, der går galt i nogle familier. 

Den minder folk om, at 

vores hjem kan og burde være 

et tilflugtssted og et fristed.« 

Familieproklamationen har vejledt familier og endda 

verdensledere i 10 år. 

Et opråb til verdens ledere 

Siden 1995 er proklamationen 

blevet oversat til 77 sprog 

og udsendt til mange af verdens 

ledere. Proklamationen 

beder borgere og regeringsledere 

om at beskytte familieværdierne: 

»Vi opfordrer 

ansvarlige borgere og offentlige 

ansatte overalt til at 

fremme de skridt, der har til 

hensigt at bevare og styrke 

familien som samfundets 

grundlæggende bestanddel.« 

»Der er en række [profamilie]organisationer, 

der er 

blevet grundlagt i løbet af de 

sidste 10 år,« siger bror 

Dollahite. Mange af disse organisationer 

kender til de sidste 

dages helliges tro angående 

familien. »Proklamationen er 

blevet anvendt som grundlag, 

eller i det mindste som en af 

kilderne til ordvalg eller principper 

ved udarbejdelse af 

udtalelser, der støtter ægteskabet 

og familielivet,« sagde han. 

Den 6. december 2004 

anerkendte FNs generalforsamling 

konklusionen i 

Doha-erklæringen fra november 

2004, som indeholder 

mange af proklamationens 

centrale lærdomme. 

Blandt de principper i 

erklæringen, der ligner 

dem i proklamationen, er 

princippet om, at ægteskabet 

er mellem mand og kvinde, 

hvor begge parter anses 

for ligeværdige. 

Ved den Europæiske 

Regionale Dialogkonference 

om Familien i Geneve i 

Schweiz i august 2004 

havde Bonnie D. Parkin, 

Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde, 

mulighed for 

at tale. Hun underbyggede 

sine kommentarer med 

proklamationen. 


128 

Et kompas til forskning og 

forsvar 

Ældste Merrill J. Bateman 

fra De Halvfjerds’ Præsidium 

har sagt: »Proklamationen tjener 

ikke kun som håndbog i 

familieliv, men også som et 

kompas for forskning i – 

og forsvar for – familien« 

(»The Eternal Family,« BYU 

Magazine, vinter 1998, s. 29). 

Bror Wilkins, leder af 

World Family Policy Center, 

siger, at formålet med centeret 

er at »udvikle god, videnskabelig 

støtte fra BYU og 

rundt om i verden for proklamationens 

principper – og 

gøre verdens ledere opmærksomme 

på dem, fordi mange 

forstår og deler proklamationens 

værdier.« Han sagde, at 

velbegrundede beviser og 

diskussioner har en tendens 

til at medføre støtte til familien 

fra store internationale 

publikum. 

Hvert år er BYU vært for 40 

til 50 ambassadører fra forskellige 

lande til en konference om 

familien. Proklamationen bliver 

præsenteret til alle ledere 

ved denne forskningsorienterede 

konference. »Vi prædiker 

ikke religion for ambassadørerne,« 

sagde bror Wilkins. »Vi 

inviterer fremtrædende sociologer, 

som taler om, hvordan 

ægteskabet mellem en mand 

og en kvinde er enestående og 

bibringer samfundet og enkeltpersoner 

flere positive resultater 

end andre former for 

forhold.« 

Et banner for verden 

Bror Dollahite, redaktør 

eller medredaktør på 

adskillige bøger om proklamationen, 

siger: »Jeg tror, 

at alle, der læser den med 

åbent sind og åbent hjerte, 

vil blive rørt af Ånden. De 

genkender måske ikke, 

hvorfor det bare føles sandt 

for dem, men, som med 

skrifter, føles det i høj grad 

sandt for ærlige hjerter 

og sind.« 

I El Salvador går medlemmer 

af Kirken sammen med 

skoleledere overalt i landet 

ind for at undervise i moral. 

En af disse lektioner er om 

familien, og blandt andet kirkemateriale 

anvendes også 

proklamationen. 

En lærer i El Salvador kom 

til åbent hus i en kirkebygning, 

fordi hun havde overværet 

de lektioner i moral, der 

blev givet på skolerne. »Jeg 

har set mine elevers liv ændre 

sig, og jeg sagde til mig selv: 

›Jeg vil tage derhen og se, om 

jeg kan finde noget, der kan 

hjælpe min egen familie,‹« 

sagde hun. »Efter at have set 

præsentationen, tror jeg, at 

det eneste, jeg skal gøre, er at 

beslutte mig for at foretage 

en ændring. Jeg vil gerne tage 

imod missionærerne, fordi 

jeg har brug for hjælp til mine 

børn« (Centralamerikas 

Kirkenyt, i Liahona, jan. 

2004, s. N13). 

»I dag anmoder jeg medlemmerne 

af denne kirke og 

engagerede forældre, bedsteforældre 

og slægtninge overalt 

om at holde fast ved 

denne storslåede proklamation, 

at gøre det til et banner 

ikke ulig kaptajn Moronis 

»frihedens symbol«, og forpligte 

sig selv til at efterleve 

dets forskrifter« sagde 

ældste Ballard (se dette 

nummer, s. 42). ■ 

GUFs tema for 2006 

opfordrer de unge til at »stå 

op og lad jeres lys skinne« 

GUFs tema for 

2006 for unge 

mænd og unge 

piger overalt i verden 

er: »Stå op og lad jeres 

lys skinne, så jeres lys 

må blive et banner for 

folkene« (L&P 115:5). 

»Vi er taknemmelige 

for tapre unge, som 

viser deres kærlighed til 

Frelseren ved at lade 

hans lys skinne i deres 

liv,« erklærer en udtalelse 

fra Unge Mænds 

og Unge Pigers hovedpræsidentskaber. 

De unges ledere 

opmuntres til at fremhæve 

temaet til GUF og andre 

ungdomsaktiviteter. De unge 

kan også anvende temaet, når 

de skal holde tale eller komme 

med en åndelig tanke, og 

temaet kan give et åndeligt 

perspektiv til aktiviteter som 

danse- og musikfestivaler, ungdomskonferencer 

og lejre. 

Unge Mænds og Unge 

Pigers hovedpræsidentskab 

udtrykker et håb om, at de 

unge og deres ledere bygger 

videre på deres oplevelser 

i 2005, hvor de fejrede 

profeten Joseph Smith og 

genoprettelsen. 

»Med levende og stærke 

vidnesbyrd om det gengivne 

evangelium kan vi nu dele 

vore følelser, vore erfaringer 

og vore talenter med verden,« 

erklærer udtalelsen fra hovedpræsidentskaberne. 

»Hvilket 

storslået ansvar at være 

Unge rundt om i verden vil i 2006 

fokusere på temaet »Stå op og lad 

jeres lys skinne«. 

lysende eksempler – at dele 

vores vidnesbyrd om genoprettelsen 

ved at efterleve 

evangeliske standarder og 

tjene andre.« 

De unge kan bruge temaet 

for 2006 til at udforske måder 

at tjene, dele evangeliet og 

efterleve evangeliske standarder, 

som de i hovedtræk er 

angivet i Til styrke for de 

unge. 

»Vi bærer vidnesbyrd om, 

at Herren elsker jer og behøver 

jer til at hjælpe med at 

opbygge hans rige,« erklærer 

udtalelsen. »I kan være et lys, 

der fordriver mørket, og ved 

jeres eksempel åbenbare 

vejen til celestial herlighed i 

Guds rige. ›Stå op og lad jeres 

lys skinne,‹ så Herrens Ånd 

forsat må bære vidnesbyrd 

om evangeliets gengivelse 

gennem jer.« ■

© 2003 FRA VED MORMONS HÅND, MÅ IKKE KOPIERES 

Kom frem, af Walter Rane 

Efter at hærføreren Moroni havde lavet frihedens symbol, »gik han ud blandt folket og svingede det 

afrevne stykke af sit klædebon i luften ... og sagde: Lad alle, der vil håndhæve dette valgsprog i landet, 

komme frem i Herrens styrke og indgå en pagt, at de vil forsvare deres rettigheder og 

deres religion, så at Gud Herren kan velsigne dem« (Alma 46:19-20).

»Og Herren talte til dem og 

sagde: 

Stå op og kom hen til mig, så I 

kan stikke jeres hænder i min 

side og føle naglegabene i mine 

hænder og i mine fødder, så at I 

kan vide, at jeg er Israels Gud og 

hele jordens Gud, som har lidt 

døden for verdens synder. 

... og dette gjorde de, den ene 

efter den anden, indtil de alle var 

gået frem, og de så med deres 

egne øjne og følte med deres egne 

hænder, og nu vidste de med 

sikkerhed og bar vidnesbyrd 

derom, at det var ham, om hvem 

profeterne havde skrevet, at han 

skulle komme« (3 Nephi 11:13-15). 

DANISH 

4 02259 91110 4

November 2005 Liahona - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?