rapporten - Socialstyrelsen

Sidehoved
Primære statustræk – f.eks. race, er træk ved et individ, som er så dominerende, at
det overtrumfer alle andre statustræk, dvs. at man først og fremmest behandles ud fra
dette statustræk. Status som afvigende er ifølge Becker et primært statustræk (afhængigt
af afvigelsens karakter). Hvis man identificeres som regelbryder, vil man først og
fremmest blive identificeret som afviger. Personen behandles således som generelt
afvigende snarere end specifikt afvigende.
Afvigerkarriere – er handlinger der stemples som afvigende adfærd, ofte udsprunget
af tilfældige impulser, ikke motiverede handlinger. Langt de fleste mennesker oplever
ofte afvigende impulser, men ifølge Becker følger ’konventionelle’ mennesker ikke disse
impulser, da de f.eks. har studie, job og familie at tænke på. Afvigeren har derimod
ikke et omdømme at tage vare på og kan derfor følge sine impulser. Det at være blevet
identificeret/stemplet som afviger, er derfor meget afgørende og kan være medvirkende
til at individet udvikler et stabilt mønster i afvigende adfærd. Denne udvikling fra tilfældige
’eksperimenter’ til et mere stabilt afviger-mønster sker ved at individet interagerer
med mere erfarne afvigere. Herigennem lærer individet at deltage i den subkultur,
der er organiseret omkring den pågældende afvigende aktivitet. Individet lærer normer,
regler og de værdier der er tillagt den pågældende aktivitet. Herigennem skabes en
afvigerkarriere.
Goffmans stigma-teori
Også Goffman (1975) definerer afvigelse/sociale problemer som sociale reaktioner i
forhold til påståede brud på regler/forventninger. Det centrale fokus er de sociale processer,
hvorigennem adfærd, personer og situationer kommer til at blive opfattet som
afvigende. Årsagen til afvigelsen er således den opmærksomhed, som en adfærd eller
en situation får fra publikum eller kontrolmyndigheder, eftersom sociale reaktioner og
sanktioner ikke kan sættes i værk, førend den påståede situation er anerkendt og bemærket.
Afvigelse er derfor ikke udtryk for iboende, individuelle egenskaber eller
mangler. Stigmateorien har hovedfokus på hvilke strategier den stigmatiserede benytter,
dvs. hvordan overlever mennesker med et påtvunget stigma i en social verden, og
hvilke konsekvenser har et stigma for den stigmatiseredes identitet.
Goffman ønsker at undersøge hvordan stigmatisering indskrænker den enkeltes mulighed
for at udleve sin autonomi. Den stigmatiserede agerer inden for rammerne af en
påtvungen kategori og lærer herved at betragte sig selv andre menneskers perspektiv.
Desuden undersøges hvordan de normales (ofte utilsigtede) begrænsning af de stigmatiseredes
udfoldelsesmuligheder, dvs. magt og social kontrol, foregår. Goffman opererer
med en række nøglebegreber:
12