rapporten - Socialstyrelsen

Sidehoved
bejdet undersøgelser, hvor socialt opsøgende medarbejdere er blevet udstyret med
spørgeskemaer, som de har udfyldt sammen med prostituerede. Ud fra besvarelserne
af spørgeskemaerne har Farley og Keany så stillet diagnosen PTSD. Undersøgelserne
drejer sig tilsyneladende primært om gadeprostituerede. Ud over at der kan sættes
spørgsmålstegn ved diagnostiseringsmetoden, kan undersøgelsen ikke overføres til
danske kvinder, der prostituerer sig på massageklinikker. Det er ikke lykkes at finde
andre undersøgelser, der har fokus på at afdække om prostituerede i højere grad end
andre lider af PTSD. Der er med andre ord ikke dokumentation for at prostituerede generelt
set lider af PTSD.
Prostituerede er lige så forskellige som andre mennesker, og vi formoder, at følgevirkningerne
af prostitution i form af psykiske og sociale problemer er lige så forskellige.
Prostituerede kan ikke standardiseres. De psykiske og sociale problemer hænger ofte
sammen på den måde, at psykiske problemer kan være årsag til sociale problemer –
eller omvendt. På baggrund af litteraturgennemgangen om dokumentation af de sociale
og psykiske risici, der er forbundet med at prostituere sig, har vi valgt de hyppigst
nævnte temaer, der gennemgås i det følgende.
Stigmatisering og dobbeltliv
I litteraturen fremhæves stigmatisering som det centrale sociale problem ved at være
prostitueret. Det kan medføre at mange lever et dobbeltliv, isolerer sig og at de har få
venner uden for prostitutionsverdenen. Uanset hvilken ideologisk indfaldsvinkel de forskellige
undersøgelser har – om de er imod prostitution eller arbejder ud fra en anerkendelse
af prostitution som erhverv – peger de alle på en generel angst for at andre
kommer til at kende til prostitutionen. Selvom prostitution er et fænomen, der forekommer
som en almindelig del af samfundet og til en vis grad accepteres, er det ikke acceptabelt
at være prostitueret – på det individuelle plan. Den enkelte er bange for at
blive set ned på, blive offer for fordomme, myter og moraliseren.
For at undgå stigmatiseringen holder kvinderne prostitutionen skjult for omverdenen.
Det kan de f.eks. gøre ved at bruge forskellige pseudonymer. De skaber på den måde
en alternativ identitet til deres egen. Derudover opfinder de forskellige alternativer, når
de skal fortælle, hvad de beskæftiger sig med. I stedet for at være prostitueret, arbejder
de f.eks. som tjener på et værtshus. Jo flere sociale sammenhænge de indgår i, desto
større er risikoen for, at de er nødt til at konstruere endnu flere fortællinger. Men de løber
hele tiden en risiko for at møde personer, der kender til deres identitet som prostituerede.
Den risiko er reelt til stede i alle sociale sammenhænge. En del prostituerer
sig ikke i deres eget lokalsamfund netop for at undgå at blive genkendt. Dette nævnes
også af bl.a. Sanders (2005) som en af de forsvarsstrategier prostituerede bruger.
En del skjuler prostitutionen for deres nærmeste familie og venner – ikke nødvendigvis
for den prostitueredes egen skyld, det handler nemlig også om at beskytte deres familie,
børn og eventuelle samlevere/partnere. Angsten for at blive stemplet som prostitueret,
rækker med andre ord ud over den enkelte og omfatter også deres nærmeste.
50