Erindringer fra Brund og Kjelstrup 1 1996.pdf

Erindringer fra Brund og Kjelstrup. Lokalhistoriske skrifter fra Hillerslev sogn nr. 1, 1996Snorrebak før og nuaf Herluf BrandiKjelstrup fælled ved Snorrebak plantes til ved fælleshjælp. Fra venstre: Harald Pedersen, Niels Nørgaardog Harald Overgaard"I nærheden af Kielsgaard i Hillerslev Sognmed lave skrænter ud mod Kjelstrup Enge ligger enbakke, der af egnens folk i daglig tale kaldesSnorrebak".Sådan indleder Jul. Hvamstrøm en artikel omSnorrebak i Historisk Årbog fra 1946. Efter denne indledningfølger en temmelig lang udredning af forskelligeteorier om navnets oprindelse. Derefter beskriverhan den lokale overlevering:"Anders Overgaard, Hillerslev, har af de gamlefået den forklaring, at navnet stammer fra den tid, danatmandsfolk og kjeltringer holdt til på bakken. Deholdt mest til i Mikkel Skadhauges hus, hvor de åd ogdrak, kastede kæp og dansede nætterne ud; der var altidhalløj, det "snurrede" i bakken.Af den gamle Jens Frederiksen har Graves iKielsgaard fået følgende forklaring: Navnet stammerfra den tid, da rakkerne vandrede fra sted til sted.Landsbyens beboere holdt jo ikke meget af at have demtil at ligge i laderne. De kørte så noget halm over i ethul, der var på bakken, som de så skulle ligge i. Men detiggede og stjal jo alligevel, særlig brugte de mangeæg. Der skulle 16 æg til en kjeltringpandekage.Imellem de åd og drak kravlede de op på bakken ogdansede, det vil sige, de kunde jo ikke danse, de"snurrede" bare.At der ved bredderne af de små fjordarme, der nuudgør Kjelstrup Enge, i en længst forsvunden tid harværet bopladser er uden tvivl. På den ene side af den lillekiel, der strakte sig mod Hillerslev og som senere harafgivet navne til Kielsgaard - Kielshus - Kielstorp -Kielsø og Kielseng, er der for nogle år siden fundetspor af en stor boplads. Om Kielstorp er en aflæggeraf denne boplads, eller om den egentlige Kielsby harligget på den modsatte side i nærheden af Snorrebak, erdet umuligt at sige noget om. Ligeledes er detvanskeligt at sige, om Snorrebakhusene er en rest af dengamle by eller bakken er bebygget senere.22Når vi nu ved, at natmandsfolk og kjeltringer harholdt til på bakken, så er det jo klart, at beboerne påSnorrebak hovedsagelig har været tatere eller andreomløbere og skarnsfolk, men der har også været honettefolk imellem, som ikke har haft andre udyder end at de harværet fattige og af den grund har været nødt til at søgehusly på Snorrebak. I slutningen af forrige århundredevar der kun få huse tilbage.Om enkelte af disse beboere på Snorrebak har jegaf de gamle hørt en del fortælle.For noget over 100 år siden boede der påSnorrebak en mand, der på grund af sin sorte lød gikunder navnet Sorte Jesper. Han var af taterslægt og blevfødt ved et havedige ovre i landsbyen. Han kom således tilat høre sognet til og boede i Mikkel Skadhauges hus.Da han var en lystig fætter og god til at fortælle historier,har han sikkert været en god vært for omløberne.Han er sikkert den sidste tater, der har boet i sognet. Enanden mand, der levede senere og bedre kan huskes, varLars Rask."Den æ hal ædt lisaam Lars Raskes Kaagring ".I stedet for ur havde han en tvebak i lommen med en snorpå, og denne tvebak kunde jo ikke altid være hel, det var jotit nogen spurgte, hvad klokken var. Da han gik rundt ogspillede ved dørene, var han ikke alene godt kendt isognet, men også længere omkring. Han spillede på fiol,og til denne havde han en mægtig lang kasse, der varmalet højrød. Når nu nogen spurgte: "Men Lars, hvorhar du dog fået den kasse fra?" svarede han nok så flot:"Fra Italien". Foruden at han gik og spillede nytår ind,blev han også brugt som spillemand, når der tærskedesraps. Dette gik således til: Man bredte et sejl ud på marken,hvorpå rapsen blev læsset af og tærsket. På et hjørneat sejlet blev Lars Rask anbragt på en stol og spillede såpå fuld kraft, mens plejlerne gik. Af god mad og drikkeblev humøret jo tid efter anden godt, og det skete ikke såsjældent, at kusken kørte for nær ind på livet af Lars, såhan gik bag over både med fiolen og stolen. Lars Rask ogkonen An Brusgaard gik sommetider til kirke. En gang, dekom ind på kirkegården, hvor flere var til stede, sakkedeAn Brusgaard lidt bagud og sagde: Det er endda nogetpænt tøj, du har på Lars", hvorpå han vendte sig ogsvarede: "Ja, men det har Fanden gale også kostetpeber". En anden gang, da de var kommet til sæde ikirken, kunde de ikke hitte salmenumrene, men så sagdeLars: "An Nr 444".Til slut lidt om An Frænste, der endnu levede i minbarndom. Hun gik rundt med hvedebrød, imellem hunarbejdede hos byens folk. Hun havde jo flere børn atforsørge, hvoraf den ene, en dreng, var åndssvag. Dennedreng kan jeg ikke huske, men har hørt, at hun for det mestehavde ham tøjret ovre på Snorrebak. Han kunde løbe til itøjret og stritte over ende ligesom fårene, når de blev bange.Om efteråret, når An Frænste var i kartoflerne, bandt hun hamtil et hjul, og der måtte han stå, mens hun arbejdede.