Erindringer fra Brund og Kjelstrup 1 1996.pdf

Erindringer fra Brund og Kjelstrup. Lokalhistoriske skrifter fra Hillerslev sogn nr. 1, 1996Tiden gik med løb og bukspring og øvelse i at gå påhænder.Hele atmosfæren i skolestuen var speciel. Støv fratørvesmuld i tørvekassen og damp og duft af våde sokkerog tøj, ophængt ved kakkelovnen - blandet med aromaenfra madpakker og børnesved og kridt og griffelstøv - detvar duften af lærdom.Det meste af skoletiden var det til fods ad markveje tilSkinnerup skole. Fodtøjet var om vinteren træsko ellergummistøvler, og med lange, hjemmestrikkede, uldnestrømper, livstykke og strømpebånd. Under krigen (40-45)var det meste tøj omsyet voksentøj.Om sommeren var det bare tæer, og det blevbemærket, hvem der først smed træsko og strømper, - oghvem, der holdt ud længst.Turen gik forbi Jespers Kristian og derefter nordenom Hedvigs. Begge steder var det ugifte søskende, derdrev fødegårdene. De var alle meget venlige mod osbørn, og gav sig gerne i snak med os.Et gårdmandsbrug - den gamle tidDet mest spændende - og også lidt faretruende - varnår Kristian rullede sig ud og fortalte om gamle dage, daalt var meget bedre. Og om dengang han var soldat iverdenskrigen (14-18).Han havde et meget billedskabende og krydretsprog med gamle "sejer" og ordsprog og en overbevisendestemmekraft.Alt hos dem var meget gammeldags og anderledes,end vi var vant til. Stuen havde murstensgulv, bilæggerovn,fast bænk og ubehandlet bord.Hornskeerne hang ved bjælken. Grød af samme fad,og kartoflerne lige af gryden dyppet i panden med stegtflæsk, som de håndterede med fingrene. (Opvasken var tilat komme over).Ved den ene væg var to alkover. En lille, hvorsøsteren Marie sov, når hun var "hjemme" at holde lidthus for dem. Hun havde arbejde og værelse i Thisted.I den store alkove sov Kristian og Otto - ja, og detvigtige familiemedlem: en foxterrier.Sengetøjet var grove, stribede olmerdugsdyner oghovedpuder uden betræk, og underlaget var rughalm.Væggene var kalkede, og der var ingen gardinereller blomster. Bortset fra en afrivningskalender frakøbmanden og et fotografi af Kristian i uniform var deringen pynt.Det mest bemærkelsesværdige i huset var denhvælvede, murede bageovn, der fyldte det meste afbryggerset som en stor snehule med sort jernlåge.Ovnen var i brug til sidst i trediverne.Otto ordnede det huslige og passede de fire køer ogunghøvderne samt de 7-8 grise og ca. 15 høns.Han var stilfærdig og venlig, og han bød os altid påbrystsukker af et kræmmerhus. Han stammede en del,hvad vi dog hurtigt vænnede os til.Det var hyggeligt at være med ham i stalden, hvor altgik roligt og omstændeligt for sig.Engang havde de haft en sogris ved orne, og datiden kom, vågede de i fire døgn, hvorefter grisen blevvrå. "Vi hår ett held mæ søer".Kristian passede selv de to russerheste og markarbejdet,kørte til mølle og tog sig af handel og alt det udadvendte.Herunder voldsomme diskussioner med far om alt detnymodens pjat, der vandt indpas i landbruget.Kristians såning foregik med "sædeløb" og håndkast.Før han gik i gang med en mark, stod han etøjeblik højtidelig med en nævefuld korn i hånden, ogDer køres møg ud i stivvogn med et par stærke heste for.Først lægges det i dynger på marken, før det spredes udmed håndkraft for senere at pløjes ned. Alt foregik medheste- og håndkraft.med ordene: "Så i Guds navn", skridtede sædemandenud.De hørte absolut ikke til den indremissionske kreds -Kristian kunne være meget spydig overfor dem, "derhældte vand ud af ørerne", men én af brødrene måtte i kirkehver søndag , for "vi må jo have velsignelsen med hjem".De skyldte vist ikke meget på gården, men i krisetidenførst i trediverne var deres indtægter så små, at der blevlukket for kreditten ved købmanden. (Hvad ingen vidstefør senere). En mark var ikke blevet sået til, hvad vi børnsyntes var herligt med alle de ukrudtsblomster. Men nogetmåtte ske.En handelEn formiddag mødte Kristian op på Tovsgård.Han havde taget kravebrystet på, og så højtidelig ud:"Ka vi go ind ?"Ved kaffen i dagligstuen fik han munden på gled: ."Ja vi har tænkt os at sælge gården .... og du har jo tosønner, så måske .... ja, æ goer er gue nok, det er jenne godtjord ... det er æ mand, der er bløwen for ring .... men æjord ska jo drywes".De blev hurtigt enige om prisen, men Kristiantøvede med at slå til. Det slog ned i far, at de måskemanglede kontanter. Da fars kontante 200 kr. blev lagttil, var handelen i orden, og Kristian havde bevaret sinselvrespekt.36