Boligen og det kvalificerede hverdagsliv - Socialstyrelsen

Skæve Huse til skæve eksistenserErfaringerne har vist, at en fysisk integration ved udflytning til et sædvanligt boligområdeikke i sig selv betinger, at der opstår en social integration mellem de udviklingshæmmedeog de øvrige beboere. Resultatet har derimod typisk været, at de udviklingshæmmedes bofællesskaberligger som isolerede øer i kvarteret eller lokalsamfundene uden at beboerneher har kontakt eller andre relationer til de øvrige beboere i kvarteret.Integration og normalisering drejer sig ikke kun om at oprette nye boligtilbud i en tætteresammenhæng med de områder, hvor det almindelige liv leves. Det drejer sig i lige så højgrad om at afinstitutionalisere dagliglivet, så der gives plads til at de beboerne selv kanvære med til at formulere og udvikle indholdet i deres daglige tilværelse.Det man i den forbindelse kan spørge om er, hvor grænsen går mellem at bo på institutionog bo i egen bolig? På den ene side søges botilbudet gennem de fysiske rammer og indretninggjort så hjemligt som muligt. På den anden side ses mange tegn på, at boligen blivergjort til en ”miniinstitution”, hvor hensynet til beboernes privatliv må vige til fordel foren ”institutionalisering” af medarbejdernes arbejdstider og organisering af deres arbejde.Det samme gør sig gældende hvad angår den traditionelle indretning af bofællesskabernemed sofagruppe, fjernsyn og reolsystemer på bestemte måder, der i meget stort omfangafspejler den sædvanlige opfattelse af, hvordan ”man” normalt indretter sin bolig. Dette tiltrods for, at en anden indretning i større overensstemmelse med beboernes behov for individuelle-og fælles aktiviteter burde kunne inspirere til en anden indretning af boligen.Hvor et alrum med værkstedsfaciliteter lige så berettiget kan udgøre bofællesskabets fællesrum,hvorved der er skabt mulighed for et mere aktivt liv i forbindelse med boligen.Sat lidt på spidsen kan man sige, at normaliserings- og integrationsprincipperne i nogengrad har udviklet sig til normaliseringstvang for mange udviklingshæmmede. Dette skyldtes,at de af hensyn til kravet om normalitet skulle/skal tilpasse sig livsformer- og vilkår,som ikke var i overensstemmelse med deres handicap og deres faktiske behov- og ønsker.Formentlig fordi de bolig-, arbejds- og andre hverdagslivsopfattelser, der udgjorde grundlagetfor udflytningen i høj grad tog sit udgangspunkt i normalbefolkningens opfattelse af,hvad indholdet i den integrerede og normaliserede tilværelse burde være. Frem for at tageudgangspunkt i de handicappedes egne behov og ønsker for indholdet i livet.Niels Christie beskriver i bogen ”Til forsvar for ghettoen” situationen for ”de normaliserede”efter udflytningen fra anstalterne på denne måde:”Normaliseringsbestræbelserne hviler blandt andet på nogle idealiserede forestillingerom ligestilling mellem de marginaliserede grupper og de såkaldte normale, idet udflytningi normalområder i sig selv ikke umiddelbart er netværksopbyggende”.”Afinstitutionaliseringen betyder at nogen af dem som har behov for hjælp kommer tilbagetil det normale samfund. Men på en speciel måde.De er der, men de er ikke. Der findes en usynlig glasvæg mellem dem og os. De er på gaderne,i busserne, i skolerne og i bygningerne samt på arbejdspladserne. Nært, menfjernt. Blandt os, men alene”.(Christie 1990:116. Min oversættelse)72