searchable_958-1982

efter træ og ny agerjord bevirker således, at
skoven mange steder forsvinder med stor hastighed.
På lidt længere sigt kan dette få uoverskuelige
følger for klimaet; på lidt kortere sigt
resulterer den uhæmmede hugst i erosion og
hyppige oversvømmelser i de lavtliggende
landbrugsområder.
Femårsplanerne har også været set som et
værktøj i kampen for økonomisk uafhængighed,
der opfattes som en nødvendig forudsætning
for at opnå en virkelig politisk uafhængighed.
Det gjaldt om at kontrollere de store traditionelle
britiske interesser i industri, plantagedrift
og handel, og de nye fremmede investeringer
i de teknologiintensive industrier.
Forståelsen af begrebet økonomisk uafhængighed
gik imidlertid videre: Indien ønskede så
hurtigt som muligt at blive i stand til at producere
alt, eller dog næsten alt. Fremfor at opmuntre
de traditionelle eksporterhverv, er der
ført en konsekvent importsubstitutionspolitik,
dels ved importforbud, dels ved massive statslige
investeringer i nye kapital- og teknologiintensive
industrier. Dette førte til, at Indien i en
periode helt syntes at trække sig ud af verdenshandelen;
mens udenrigshandelens andel af
bruttonationalproduktet i 1938 var omkring
20 %, var den fyrre år senere faldet til 6 %.
Denne politik har utvivlsomt, i alt fald på det
korte og mellemlange sigt, haft sine omkostninger
i form af en lavere vækst ved at landet har
givet afkald på de fordele den internationale
specialisering frembyder. På den anden side er
det lykkedes Indien at opbygge en industrisektor,
der er langt mere bredspektret end i andre
udviklingslande, og i dag kan nogle af de tidligere
så beskyttede importsubstitutionsindustrier
begynde at konkurrere på verdensmarkedet.
Femårsplanerne skulle også bidrage til at
skabe mere lighed i det indiske samfund.
Denne målsætning har haft en noget omtumlet
skæbne, og er blevet søgt fremmet med vidt
forskellige midler. I 1950'erne især søgte den
indiske regering ved jordreformer at sprede
ejendomsretten til jorden, og gennem diverse
kontrol- og licensordninger at begrænse de
store industrihuses vækst til fordel for håndværk
og småindustri. Når der ses bort fra de
nordindiske, såkaldte Zamindar-reformer, der
fordelte meget af de tidligere godsers jord især
til lidt større bønder, har hele dette lovgivnings-
og forordningskompleks ikke virket efter
hensigten. Den tilstrækkelige politiske vilje
til at gennemføre disse reformer har ikke været
til stede, især ikke på lokalt niveau. Senere har
man søgt at føre fordelingspolitik ved i stedet
at opbygge et administrativt meget besværligt
system af produktions- og andre subsidier til
småbönder, småindustri og håndværk. Ligeledes
med en begrænset virkning.
Den nye bonde
Der er sket en væsentlig udvikling i det indiske
landbrug op gennem 1970'erne. Det er lykkedes
at opretholde 1950'ernes og 1960'ernes
vækst i landbrugsproduktionen, d.v.s. godt 3 %
om året i gennemsnit. Kvalitativt har væksten
imidlertid ændret karakter. Landbrugsproduktionen
stiger ikke længere hovedsageligt fordi
nyt land bringes under plov, men derimod
fordi udbyttet pr. arealenhed øges. Hertil kommer
at de seneste høstresultater tyder på, at
forskellene mellem dårlige og gode høstår er
ved at blive mindre end tidligere. Disse udviklingstendenser
- kraftigere produktivitetsforbedringer
og mindre afhængighed af monsunen
- må ses som udslag af de gennemgribende
forandringer som en del af landbruget i en del
af Indien, har gennemløbet i 1970'erne; og som
ofte betegnes som den grønne revolution.
Forudsætningerne for den grønne revolution
skal ikke mindst søges i den kraftige udvidelse
af det kunstvandede areal, der i 1980 var
2!/2 gang større end tredive år tidligere og nu
dækkede 35 % af det samlede dyrkede areal.
Hertil kom de nye kornsorter, hvis anvendelse
blev mere og mere almindelig fra begyndelsen
af 1970'erne, samtidig med at forbruget af
kunstgødning og pesticider steg kraftigt.
Mange bønder, især de lidt større, og navnlig
i de egne af landet hvor man i forvejen var
kendt med kunstvandingsteknik, tog udfordringen
op og forvandlede i løbet af nogle år
deres brug fra traditionelle til nye brug. I det
traditionelle brug søger bonden i første række
af minimere risikoen for at miste hele høsten
i tilfælde af, at monsunen svigter. En indisk
bonde, der driver sit brug efter traditionelle
metoder, undgår at optage lån for at anskaffe
sig forbedrede produktionsmidler - det være
sig redskaber, såsæd, kunstgødning etc. - og
han tilsår sin jord med de allermest hårdføre,
og i reglen lavtydende, kornsorter. Han producerer
først og fremmest for eget forbrug, og kun
i anden række for markedet.
Den »nye« bonde derimod, der er sikret
bankkredit - både i form af høstpantebreve og
31