searchable_958-1982

sige aktiviteter som især henvender sig til de
fattige, såsom udvikling af landsbyhåndværket
og særlige foranstaltninger for småbønder og
jordløse, der nok vil stagnere i de kommende
år.
I den løbende diskussion om den udenlandske
bistand til Indien er det foreslået, at bistanden
- der med sine 6-7 % af landets udviklingsbudget
ud fra en national betragtning er relativt
marginal i modsætning til, hvad der er tilfældet
i de øvrige tre hovedmodtagerlande -
gøres mindre bundet og mere programorienteret
mod økonomiens væsentlige flaskehalse,
især energi- og transportsektorerne. Man kan
imidlertid også se fattigdomsproblemets beståen
som den reelle flaskehals for Indiens udvikling,
og i stedet gennem bistanden søge,
kvantitativt og kvalitativt at støtte de dele af de
indiske udviklingsprogrammer, der direkte retter
sig mod de fattige befolkningsgrupper.
BANGLADESH
Fattigdomsproblemet
Med et: årligt bruttonationalprodukt pr. indbygger
på kun 96 dollars (1979) er Bangladesh
et af de fattigste lande i den tredje verden. Den
gennemsnitlige levealder er 47 år; næsten hvert
tredje barn dør inden femårsalderen. Ifølge de
officielle statistikker kan 22 % af den voksne
befolkning læse og skrive, men undersøgelser
bl.a. i Noakhali-projektområdet tyder på, at
det virkelige tal er betydeligt lavere.
Nylige undersøgelser, foretaget af Verdensbanken,
afslører desuden, at fattigdommen i
Bangladesh er voksende. Der regnes med, at
85-90 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen,
d.v.s. med et dagligt kalorieforbrug
på mindre end 2.100 kalorier. Denne helt
overvejende del af befolkningen har ikke haft
nogen større andel af de sidste årtiers beskedne
økonomiske udvikling.
Årsagerne til fattigdommen
Rejsebeskrivelser fra 1600- og 1700-tallet tyder
på, at det område, der i dag kaldes Bangladesh,
dengang var relativt velstående. Landet
var i stand til at eksportere ris, og der fandtes
en betydelig væveindustri, hvis produkter -
herunder det berømte Dacca-musselin - blev
solgt ikke blot i naborigerne, men også i Europa.
Siden 1750'erne, da det engelske East India
Company erobrede landet, er det gået støt ned
ad bakke. Det engelske kolonistyre knuste den
bangalske væveindustri og gjorde samtidig de
traditionelle skatteopkrævere, zamindarerne,
til jordejere, hvilket førte til, at de fleste bangalske
bønder mistede ejendomsretten over deres
jord. Bangalsk landbrug har aldrig overvundet
det knæk, som denne udvikling medførte, og
selv om det ikke længere er zamindarer, som
ejer jorden, så er fæstesystemet stadig en svøbe
i et samfund, hvor presset på jorden bevirker,
at jordrenten er meget høj. En fjerdedel af alle
landmænd i Bangladesh er fæstebønder, som
er forpligtet til at aflevere halvdelen af høsten
til jordejerne. Den omstændighed, at fæsteren
alene må bære både udgiften og risikoen ved
øget anvendelse af kunstgødning eller indførelse
af højtydende rissorter, gør ham mindre
interesseret i at søge at øge udbyttet.
Den historiske udvikling har ikke været
Bangladesh gunstig, men selvsagt er dette ikke
den eneste årsag til landets fattigdom. Også
landets geografi spiller en stor rolle. Gennem
tiderne har Bangladesh været offer for utallige
naturkatastrofer i form af oversvømmelser,
stormfloder og tørke. Landets placering i et
delta-område gør jorden uhyre frugtbar og giver
rige muligheder for kunstvanding, men et
gunstigt høstudbytte forudsætter, at monsunen
er både tilstrækkelig og ikke for rigelig.
Også i vor tid har Bangladesh været ramt af
flere naturkatastrofer. Disse ulykker har tvunget
talrige småbønder til at sælge deres jord,
hvilket har medført en kraftig forøgelse af antallet
af jordløse. I dag ejer mellem en tredjedel
og halvdelen af alle familier på landet ingen
jord.
Som en meget væsentlig årsag til fattigdommen
skal nævnes befolkningsvæksten, som har
taget voldsom fart siden 1950. I de fyrre år
mellem 1911 og 1951 voksede Bangladesh' befolkning
med kun 10 millioner, mens befolkningsvæksten
fra 1951 til i dag har været på 50
millioner. Med en befolkning på 90 millioner
mennesker (1980) og et areal på kun 144.000
km 2 har Bangladesh nået verdens højeste befolkningstæthed,
625 personer pr. km 2 . Vækstraten
i dag er anslået til 2,9 % om året. Denne
befolkningsforøgelse har mere end opslugt den
økonomiske fremgang, der trods alt har været,
og fra 1960 til 1975 faldt bruttonationalproduktet
pr. indbygger med i alt næsten 7 %.
Beskeden fremgang siden 1975
Elfter fem særdeles begivenhedsrige år i begyndelsen
af 1970'erne der prægedes af natur-
33