Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
»
22 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
ridt synes aldrig at ville høre op. Det har næsten fået en
mytologisk status. Det er et sted, man får lyst til at se med
egne øjne. I hvert fald kan man ikke lade være med at forestille
sig, hvordan der ser ud.
»Lige da faren blev anholdt, gennemgik vi huset. Vi kiggede
bare, og så hjalp vi pigerne. De skulle have deres tøj
med. Dagen efter gik teknikerne det hele igennem. Den
tredje dag gik vi så det hele igennem, breve, papirer, billeder,
alt. Vi havde ingen indikationer på, at han havde gemt
noget af vejen. Det var hele tiden med henblik på at finde
ud af: Hvad er der sket her.«
Hvordan er der derude ved huset? Ingolf Thomsen undviger
spørgsmålet og siger blot, at betjentene »gjorde sig
færdige ude i huset«, hvorefter de »afleverede nøglerne til
forældrene«. Punktum.
Vi taler om noget andet. Man kan tydeligt fornemme, at
der er noget, der brænder helt på, når vi taler om huset.
Noget, der har brændt sig fast. Noget, der er – måske – er
brændt helt sammen.
Nu har jeg spurgt tre gange. Du glider ligesom hele tiden
af. Men prøv engang at fortælle, hvordan der var inde i
huset, hvor det hele var foregået. Hvis du nu skulle beskrive
det hus med dine egne ord?
Ingolf Thomsen holder en lang pause. Han kigger væk.
Ned. Op. Til siden. Så kommer det. Med et ret voldsomt følelsesudbrud
nærmest spytter han ordene ud. Tre isolerede
ord. Med kraftig, sønderjysk betoning af det sidste.
»Der var frygteligt!«
Han siger ikke andet. Stirrer bare. Som om andre så
bedre kan se, hvad han så. Så går han mere ind i det.
Denne gang er han fattet.
»Det var frygteligt at gå derinde. Vi vidste jo, at der bo­
I øjeblikket er 49 uddannede afhørere aktive i jobbet som videoafhørere.
De har været på et særligt kursus i at interviewe børn, der er mulige
pædofili­ eller incestofre. Interviewet optages på videobånd,
som fremlægges i retten, så børn under 12 år slipper for
at vidne foran den mistænkte.
Uddannelsen tilbydes via Politiskolen i Brøndby, og langt de fleste
afhørere i Danmark er kvinder. Her er det afhøringsrummet
på stationen i Albertslund.
» Ikke mange har vidst, at jeg arbejdede med den her sag.
Men allerede i starten af året sagde min bror pludselig
til mig: Jeg ved godt, hvad du arbejder med. Han kunne
mærke det på mig. «
ede børn, men der var slet ikke ryddeligt... Og der var ikke
mange stykker legesager på værelserne. Der var ingen
stemning i det hus. Det var en tom skal, hvor de bare havde
lavet alt det dér. Der var ingen sjæl i huset.«
Formildende omstændigheder
Mødet med Ingolf Thomsen er i sig selv mildt traumatiserende.
Selv for en garvet og velforberedt journalist, som har
fulgt også de helt grumme pædofilisager i årevis, er det
vanskeligt at tale om Tøndersagen på den her måde. Blot
ét håndtryk væk fra det hele. Man kommer ind i noget, man
ikke vil ind til. Og det er præcis det, man også mærker, når
man taler med Ingolf Thomsen.
Han har været inde i et hus, han ikke ville være i. Han
har talt med en pige, han helst så skånet. Og han har mødt
mænd, han næsten ikke kan kapere at have med at gøre.
For mens alle andre mennesker i kongeriget Danmark har
rystet på hovedet over de mænd, der har været i stand til at
begå uhyrlighederne, så har Ingolf Thomsen sammen med
sine kolleger hevet tilståelserne ud af dem.
»Jeg havde ikke afhørt faren i mere end ti minutter, så
havde jeg lyst til at brække næsen på ham,« fortæller han,
imens den knyttede næve bliver hvid.
»Faren er så sølle. Han sidder sådan og piber og er hele
tiden offer. Det er hele tiden alle andres skyld. Vi finder senere
ud af, at han har været en sand tyran derhjemme. Men
nu ligger han nederst, og så vender bøtten. Det var så... ynkeligt!«
Faren lader overgrebene finde sted, fordi han gerne vil
have besøg.
»Det var farens forklaring til os. Han sagde, at sex med
hans datter... det var så prisen. Men samtidig beklagede