Politi Magasinet 01 - 1. juni 2007 - Politiets

TEMA 2: HVOR MEGET KAN MAN TÅLE AT HØRE…
»
26 | Magasin fra Politiet | nr. 01 | 2007
ding, fem konsultationer er det blevet til foreløbig. Han er
– som han selv siger – ikke helt færdig endnu.
»Man snakker jo om, hvordan man har det. Hun kan give
en forklaring på, hvorfor man har det, som man har det. Det
hele svinger meget. Det er ikke ligesom et brækket ben, der
stille og roligt heler. Med det her er det anderledes. Man
har det fint den ene dag, så får man det dårligt, så fint igen,
så dårligt.«
Selve Tøndersagen diskuterer Ingolf Thomsen ikke med
psykologen.
»Vi taler om, hvordan jeg skal gribe mit liv an i fremtiden.
Sagen kan man jo ikke lave om på. Den er, som den er.
Og den har sat et uudsletteligt spor, det må man nok sige.«
Årsagen til det kolossale pres, Ingolf Thomsen og de
andre efterforskere kom under, skyldes ikke mindst interessen
udefra.
»Vi var overraskede over den politiske storm. Den konstante
bevågenhed, den giver også stress. Socialministeren
og justitsministeren kommenterer pludselig sagen. Det
var et enormt pres, og mange ting blev også pludselig taget
ud af hænderne på os. Jeg har haft langt større sager, og
det var ikke noget problem. Men med medierne og alt det
oveni... Så snart man åbner en radio, så hører man jo om
sagen, den er i tv­avisen hver aften.«
Så arbejdet med Tøndersagen fulgte med hjem.
»Normalt kan man godt have med færdselsdrab eller
drab at gøre uden at tage det med hjem. Der kan da godt
lige være en tanke, imens man ser fjernsyn. Den dér, den
skal du lige huske at få undersøgt i morgen. Men jeg sidder
jo ikke og efterforsker børneporno til daglig. Med den her
sag, den lå jeg og tænkte på om aftenen, når jeg skulle
sove. Jeg vågnede alt for tidligt – og så tænkte jeg med det
samme på den lortesag igen.«
Med hjem
Ingolf Thomsen har en datter på 12 år. »Fars pige«, som
han selv siger. Lige så gammel som den forurettede pige i
Tøndersagen, da anmeldelsen blev lagt på Ingolf Thomsens
bord.
»Når man kommer hjem og ser sin egen datter, så laver
man jo også nogle sammenligninger. Og så bliver man
mere hudløs. Jeg har tidligere talt med forældrene i pædo­
» Når man kommer hjem og ser
sin egen datter, så laver man jo
også nogle sammenligninger.
Og så bliver man mere hudløs.«
filisager. Jeg sagde: ’hør nu her, det nytter altså ikke at rende
ud og banke en eller anden’. Det mener jeg stadig. Men
nu forstår jeg dem nok bedre.«
Ingolf Thomsen holder en lang pause. Så siger han det.
Stille og roligt: »Jeg ved sgu ikke, hvad jeg selv ville gøre.«
Han ligner ikke en afstumpet selvtægtsmand, der tænker
på kastration eller nakkeskud. Han ligner en mand, der
helt enkelt ikke har fantasi til at forestille sig den situation,
han henviser til.
Det indre rum
»Jeg trækker en parallel til mit job som spejderleder. De
unge spejderledere kan ikke forstå, at forældrene pylrer
sådan. Så fortæller jeg dem, at en af glæderne ved børn er,
at man får en masse bekymringer. Det er en af de helt store,
positive ting, de bringer med sig,« siger Ingolf Thomsen
Kristian Ditlev Jensen er freelancejournalist
og bosat på Fyn. Han er 36 år gammel og
forfatter til en række bøger blandt andet den
anmelderroste debut, erindringsbogen
»Det bliver sagt« fra 2000. Her beskriver
forfatteren, hvordan han i årevis som barn
blev misbrugt af en pædofil mand.