Vis PDF - Damstahl

Kapitel 9: Bemærkninger til standarder for rustfrit stål
Alle tabellens data for de forskellige standarder er i henhold til det nye Euronorm (EN), som i det
store hele svarer til det gamle, tyske Werkstoff Nummer (W.Nr.). Til højre er angivet de nærmeste
AISI- og SS-numre, men vær opmærksom på, at der kun sjældent er 100 % fodslag mellem systemerne.
”Oversættelsen” mellem de forskellige systemer er kun vejledende.
Oveni kan overgangen fra det gamle W.Nr. til det nye EN give anledning til en del forvirring. Som
hovedregel kan man altid gå ”lige over” og anvende fx en EN 1.4307 i stedet for arbejdstegningens
W.Nr. 1.4307. Ganske vist har EN 1.4307 en bundgrænse for Cr, der ligger 0,5 over den for W.Nr.
1.4307, men Cr er bare godt for korrosionsbestandigheden, så der er tale om en lille forbedring.
Kort sagt: ”Don’t worry, be happy”, og brug de nye EN-numre uden problemer.
Lavkulstof kontra ”almindeligt”
En anden kilde til tvivl er stålenes indhold af kulstof. For alle austenitiske, ferritiske og ferritisk-austenitiske
(duplexe) ståltyper er kulstof at betragte som en uønsket forurening, og af samme grund
indeholder samtlige standarder en øvre grænse for kulstofindholdet. I takt med stålværkernes stigende
effektivitet er denne grænse rykket længere nedad, og mens det i ”gamle dage” for kun 20 år
siden var normalt, at et rustfrit stål indeholdt op til 0,07 eller sågar 0,08 % kulstof (C), er det i vore
dage standard med lavkulstofstål med max. 0,03 % C – især for europæisk fremstillet rustfrit stål.
På mange arbejdstegninger står der stadig de gamle ”højkulstofstål” som W.Nr. 1.4301, AISI 304,
eller AISI 316, mens vore dages stål er mærket EN 1.4307, AISI 304L eller AISI 316L. Den eneste
kemiske forskel mellem fx en AISI 304 og en 304L er kulstoffet, men det gør ikke noget. En
AISI 304L opfylder nemlig altid legeringssammensætningen til en ”gammeldags” 304 og kan uden
problemer bruges. Tilsvarende kan 4307 eller 4404 erstatte de gamle højkulstofstål, hhv. 4301 eller
4401.
Kort sagt: Man kan næsten altid erstatte en ”normal” legering med max. 0,07 eller 0,08 % C med
det tilsvarende lavkulstofstål med max. 0,03 %. Den eneste undtagelse er, hvis stålet af styrkemæssige
grunde skal anvendes ved høje temperaturer (4-500 °C eller derover); til andre formål er
skiftet helt ok. Heldigvis er både plader og rør ofte dobbeltcertificeret med fx både 4301 og 4307,
hvilket fjerner enhver tvivl.
For yderligere oplysninger om de enkelte standarder, kulstofindholdet og mulighederne for at
skifte mellem de forskellige stål henvises til bogen ”Rustfrit Stål og Korrosion” (Claus Qvist Jessen,
Damstahl a/s, april 2011). Bogen bestilles via www.damstahl.dk.
www.damstahl.com
01.2013
278