som PDF-fil - Nyhedsbrevet om det Arabiske Initiativ

sig en stil fra en, for dem, fjerntliggende tradition
for at give ny kraft til det værk, de realiserer. Græske
tekster kan fortolkes af japanske skuespillere,
som er skolet i Kyogen og Nô, og et stykke af Shakespeare
kan fremføres på fransk af skuespillere,
som har ladet sig inspirere af Kabuki’s sceniske
viden.Asiatiske og afrikanske skuespillere kan tilnærme
sig traditionerne, der blev dannet på Kunstteatret
i Moskva eller på Berliner Ensemblet; og
europæiske eller amerikanske skuespillere/dansere
kan udvikle sig til eksperter i Kathakali eller balinesisk
dans/teater.
Dét, som læres fra andre traditioner, kan enten
videregives aldeles trofast eller tilsløres som en
hemmelig inspirationskilde eller også udtrykkes
som suggestiv hentydning eller hyldest.
Hver og én af disse veje kan være glimrende. Sammen
udgør de en vifte af valgmuligheder, som ikke
udelukker hinanden, og som kan anvendes sideløbende.
De vedrører skuespillerens skabelsesproces
såvel som forestillingens dramaturgiske helhed.
I Theatrum Mundi følger jeg et andet princip: hver
kunstner bevarer sin egen stils særlige kendetegn
og integrerer dem i den sammenhæng, som forestillingens
historie udfoldes i.
Sammen med de forskellige mestre inden for dans
og teater, som samarbejder med mig i ISTA (International
School of Theatre Anthropology), og skuespillerne
fra Odin Teatret har vi skabt et ensemble.
Vi har givet det navn efter den forestilling, som fra
og med 1981 har dannet afslutning på de forskellige
ISTA-sessioner:Theatrum Mundi, verdensteatret.
Det er et ensemble, der kun mødes ved særlige lejligheder,
men som alligevel kendetegnes ved en
vedblivende arbejdsproces, ved en række fælles
erfaringer, ved den nærhed og dét sammenhold,
som præger teatrets håndværkere, når de anstrenger
sig for at nå et fælles resultat.
„Ego Faust“ Theatrum Mundi Ensemblet.
Kanonhallen. Images of the World, 2000.
© Fiora Bemporad
15
Vi anvender en dramaturgi, hvis grundprincip er
en sammenfletning af hinanden uafhængige stilarter.
Måden, hvorpå denne proces forløber, og selve intrigen
er mit ansvar i egenskab af instruktør; dét
skuespillerne skaber, stammer fra deres kulturelle
identitet og stilart og anfægtes ikke af iscenesættelsen.
Jeg kalder denne fremgangsmåde: den romanske
metode.
I middelalderen udøvede de kirkebyggere, som
arbejdede i den såkaldte romanske stil (fordi den
var udbredt i de områder, hvor de romanske sprog
taltes), en særlig montage-kunst. Man havde mistet
den håndværksmæssige viden, som var nødvendig
for at kunne udhugge et kapitæl eller give en søjle i
ædelt marmor den korrekte drejning.
Kirkebyggerne valgte da rå eller tilhuggede sten,
dele af statuer; joniske, doriske eller korinthiske
kapitæler, uens søjler, som de fandt i de forskellige,
forladte bygninger fra antikkens imperium. Disse
umage enkeltdele blev sat sammen til en ny helhed
i templer, hvor man, mellem skakter af lys og søer
af mørke, kunne fordybe sig i bøn foran vinen og
brødet.
De sceniske traditioner, som Theatrum Mundis
skuespillere repræsenterer, er på ingen måde uddøde
stilarter. Alligevel minder min fremgangsmåde
meget om kirkearkitekternes romanske stil. Jeg griber
ikke ind i de enkelte dele; jeg vælger dem ud
og sætter dem i forhold til hinanden.
En teaterforestilling skabt ud fra fragmenter forbliver
fragmentarisk, hvis den ikke finder vej til en
levende helhed. For at nå frem til en sådan er det
nødvendigt at koncentrere sig på det præ-ekspressive
niveau: Det tekniske område, hvor handlingens
præcision, rytme og mødepunkter bliver til et væv