som PDF-fil - Nyhedsbrevet om det Arabiske Initiativ

Globalisering, kultur og konsekvenser
Globalisering er som
Af Shastri Ramachandaran
vejret – alle taler om
det, men ingen kan gøre noget ved det. Man kan
kun tilpasse sig og beskytte sig imod de værste følger,
samtidigt med at man nyder godt af de goder,
det medfører. Og hvis vi forfølger metaforen, kan
man sige, at ligesom vejret påvirker forskellige områder
forskelligt, er resultatet af globaliseringen
også afhængig af hvor i verden, man befinder sig.
Selvom globaliseringsbølgen i modsætning til vejret
er menneskeskabt, har man lige lidt mulighed for at
undgå at blive skyllet med. De fordele, globaliseringen
medfører, skal hele tiden nøje afvejes i forhold
til, hvad der går tabt i processen, og det kræver,
at man vurderer konsekvenserne.
Globalisering er et omdiskuteret begreb.Tolkningen
afhænger af, hvorvidt det ses som til gavn eller
som et problem for en given kultur eller folk. Oprindelsen
af begrebet „Globalisering“ er at finde i
perioden efter den kolde krig, og det placerer den i
en vestlig etnocentrisk ramme. Derfor opfattes globalisering
i de sydligere liggende lande som en udviklingsretning
dikteret af økonomiske og handelsmæssige
interesser hos de store, højtindustrialiserede
lande i Nord. I sin oprindelse tager globalisering
ikke hensyn til folk og værdier fra de største
kulturer på kloden.
For den altovervejende majoritet i Syd er resultatet
af globalisering ikke anderledes end resultatet af
koloniseringerne. I modsætning til koloniseringerne
medfører globalisering ikke en konkret administration
af geografiske områder, men det er en ringe
trøst for mange af udviklingslandene, hvor de nationale
regeringer er mindst lige så undertrykkende
og ligeglade med de lokale befolkningers grundliggende
behov som forne tiders koloniherrer.
17
I kolonitiden fulgte politik handelsvejene.Varer fra
koloniherrernes lande var frit tilgængelige i kolonierne.
Man kan så argumentere, at disse varer kun
kom fra et fåtal „imperialistiske“ lande, og at de
kun var tilgængelige for den lille elite, der havde råd
til at købe dem. Selvom to forskellige perioder i
historien aldrig er helt ens, er der klare lighedspunkter:
I den globaliseringsfase, vi er vidne til i
øjeblikket, er det igen varerne fra de dominerende
magter, der krydser alle nationalgrænser og handelshindringer.
Og det, at varerne findes på et
givent marked, er ikke det samme, som at majoriteten
af den lokale befolkning har råd til dem; selvom
det er en større del af befolkningen end tidligere,
er der stadig kun tale om en minoritet.
Globaliseringen er en branchebegrænset økonomisk
kraft anført af markedsmekanismerne, og den
udelukker de befolkningsflertal og hele samfund,
der mangler valuta til at deltage i det globale marked.
I forbindelse med markedets udvidelse følger „universelle
størrelser“, såsom demokrati, menneskerettigheder
og udvikling. Disse „universelle værdier“
bliver uundgåeligt de udviklede landes udenrigspolitiske
værktøjer, som anvendes til at sikre
deres økonomiske og handelsmæssige interesser i
form af krav om, at landende i Syd efterlever „globale
konventioner“.
I de „universelle værdiers“ hellige navn gennemfører
markedet en ensretning, der maskeres som kultur
og kulturelle frembringelser, men som begrænser
forskelligheden i udtryk. Produktionsforhold såvel
som sociale og samfundsmæssige forhold bliver
ændret og hele samfund forarmet, fordi globaliseringens
„udviklingspolitik“ ikke levner plads til den
majoritet, der fylder alt for meget til at kunne tilpasses.