som PDF-fil - Nyhedsbrevet om det Arabiske Initiativ

Forord
Global etik
En kenyansk kvinde spurgte forleden i København,
hvorfor Danmark så stædigt gav penge til en
mandsdomineret korruptionskultur. Hvis I vil udvikling,
så giv dog pengene til kvinder; I kan kræve det,
for det er jer, der har pengene, sagde kvinden og
hentydede dermed kraftigt til, at dansk udviklingsbistand
principielt kan springe regeringerne over
for at nå dem, der trænger til bistanden.
Når man vil yde andre bistand, skal der indsigt, lydhørhed,
dialog, eftertænksomhed, ligeværdighed og
respekt til. Man skal være indstillet på den menneskelige
– eller kulturelle – faktor. Ellers forankres
projekterne ikke; de risikerer at forsvinde sammen
med de udsendte eksperter.
Ét er at gå med til kulturen på stedet, et andet er,
at der kan være kultur, man skal gå imod, hvis man
vil udvikling. Som i eksemplet fra Kenya. Men der
kan være mange andre eksempler, hvor der brydes
med vigtige principper som menneskerettigheder,
ligestilling og hensyn til miljøet.
En kulturstrategi må omfatte, at man udtrykkeligt
siger, hvad man vil, og hvad man ikke vil. Den skal
være båret af værdier, som Danmark og vores samarbejdspartnere
i udviklingslandene kan enes om,
og derfor skal der tages stilling til, hvilke værdier
dansk udviklingsbistand vil fremme.
Når Danida nu er på vej med en strategi for kultursamarbejdet
mellem Danmark og udviklingslandene,
opfyldes et stort ønske fra Center for Kultursamarbejde
med Udviklingslandene (CKU).
Folkelig forankring er et centralt begreb i dansk bistandspolitik.
Forankring i modtagerlandene såvel
som herhjemme. Derfor oplyses der samtidig med,
at projekter sættes i gang i modtagerlandene.
Vincent Mantsoe, Dancin´ World.
Kanonhallen. Images of the World, 2000
© Svend Erik Sokkelund
5
På den måde hører vi gode historier om brønde,
der bliver gravet og giver vand; om kvinder, der
med lån og maskiner starter virksomheder; og om
lande, der beslutter miljømål og får bistand til at
føre dem ud i livet.
De gode historier følges af de dårlige om meget
store projekter, der er blevet til meget lidt. Måske
har de oven i købet forværret situationen. Det var
den slags projekter, der for år tilbage blev døbt „de
hvide elefanter“. Her blev den menneskelige faktor
– kulturen på stedet – overset.
Den mest naturlige reference for en kommende
dansk kulturstrategi er rapporten fra „Verdenskommissionen
for Kultur og Udvikling“, som kom
i 1995. Rapporten søgte at formulere et udgangspunkt
for globalt samarbejde om kultur og udvikling,
herunder et værdigrundlag – en såkaldt global
etik – for at styrke verdens kulturelle mangfoldighed.
En dansk strategi for kultursamarbejdet med udviklingslandene
må som udgangspunkt være en samlet
politik, der har til formål at styrke verdens kulturelle
mangfoldighed på et globalt, etisk grundlag.
Det skal være en politik med en vis sammenhæng
mellem det, der sker hjemme og det, Danmark vil
fremme i udlandet. Hvis ikke den hjemlige kulturelle
udvikling er i overensstemmelse med de idealer,
vi ønsker at fremme andre steder, vil det være
problematisk. En kulturstrategi kan heller ikke være
en kultureksportstrategi.Vi har ikke ret til at udvise
kulturarrogance og kan ikke eksportere „dansk“
demokrati eller en særlig god „dansk“ forvaltning af
menneskerettighederne.
At fremme respekten mellem mennesker og vore
forskellige kulturer er et glimrende, overordnet
formål. Og det sker bedst i ligeværdighed. Mellem
de rige og de fattige er der flere økonomiske og