som PDF-fil - Nyhedsbrevet om det Arabiske Initiativ

Globalisering og kulturen
Der er to modsatrettede ten-
Af Per Stig Møller
denser i gang, der ikke behøver
at stride mod hinanden, men som godt kan vibrere
sammen. De to modsatrettede tendenser her i globaliseringen
er den ene, som jeg vil kalde centripetalkraften,
dvs. vi samles i stadig større enheder.Vi
rykker sammen fra mindre kulturer og mindre
lande og større lande, og vi melder os ind i større
og større forbund. I Europa har vi EU, ovre i Amerika
har de NAFTA, og i Sydøstasien prøver de nu
på at lave det Europæiske Fællesmarked efter, og
det vil så også få den samme udviklings linje.
Det vil sige man suges ind mod større og større
kraftcentre, som kommer til at vokse ved det. Men
samtidig sker der jo det mærkelige, at mens man
laver større og større enheder, så opstår der flere
og flere små enheder, det vil sige der er også en
centrifugal kraft, der sprøjter kulturerne ud fra de
centrale enheder, hvor de har været underlagt i
århundreder, nogle i årtusinder, og så placerer de
sig selv som selvstændige enheder på firmamentet.
Tag Tjetjenien f.eks., som i 1865 bliver erobret af
Rusland, som det lykkes at få en kortvarig slags frihed
fra 1996.Tag Jugoslavien, som skabes som en
stat over flere kongedømmer i 1920, og som nu
igen består af flere forskellige stater.Tag Sovjetunionens
sammenbrud, hvor der opstår den ene selvstændige
stat efter den anden. Så i dag er der flere
stater i Europa, tror jeg, end der var i 1920 og i
hvert fald ligeså mange. De blev så i 1940erne og
50erne slugt, og nu springer de ud igen.Vi har
ø-stater, som opstår i Stillehavet, som før var kolonier,
og vi har sågar inde i Europa Skotland, der får
sit parlament for første gang siden 1705.
Så vi har altså både en tendens til at samles i større
enheder for så, inden for eller inde i disse enheder,
at springe ud i mindre og mindre enheder.
Circus of a 1000 Faces.
Images of the World byen, 2000
© Svend Erik Sokkelund
45
Hvordan forklarer vi, hvordan det hænger sammen
– og kan det hænge sammen? Det er jo den globale
opgave.
Vil ikke forsvinde
Hvis det er rigtigt, at vi søger mod større enheder
af markedsmæssige, økonomiske grunde, så er det
altså lige så rigtigt, at vi ikke vil forsvinde i disse enheder.
Der er sammenhæng og forklaring på begge
dele samtidig.Vi vil ikke forsvinde i de store enheder.Vi
vil have bekræftet vores kultur, og vi går
ned til kulturelle lag, som vi igennem halvtreds,
halvfjerds, firs år simpelthen ikke beskæftigede os
med, for at finde rødderne og sørge for, at de ikke
forsvinder. Det vil sige desto mere vi går op i
større enheder, desto mere vil vi prøve at præcisere,
hvad vi egentlig har med os, hvor vi kommer
fra, og hvad vi ønsker at bevare.
Det lokale og det globale går altså hånd i hånd. Og
det er jo udmærket. Så får vi bevaret de lokale og
regionale sprog, for de bliver jo bekræftet i regionaliseringen
og i, at de mindre enheder kan være
der ved siden af eller inde i de store statsdannelser.
Men hvis det opleves som modsætninger, altså at
de større enheder knuser og uniformiserer de små
som en slags apotekerkværn, hvor man støder dem
sammen til en slags pulver, så går det galt. Hvis globaliseringen
opleves som kapitalismens eller den
vestlige verdens forsøg på at ensrette verdenskulturen
og skabe den samme økonomi med de samme,
som får gevinsterne, så vil der komme en modsætning
mellem globaliseringen og den lokale/
regionale kultur, som prøver at beskytte sig og lave
barrierer.
Hvis man læser eller hørte, hvad de forskellige
statschefer sagde i fjor ved FNs Generalforsamlings
første halvdel, hvor alle statscheferne kommer og
taler – så vil man bemærke, at de en efter en fra