Monkey - Danske Bank

En
verden
fyldt af
ubalancer
Er der liv andre steder i universet? Den videnskabelige konsensus
peger på, at der er 100.000 milliarder milliarder stjerner
i dette observerbare univers (ifølge Yale astronom Pieter van
Dokkum kan der være op til 3 gange så mange, fordi der er mange
flere røde dværgstjerner end før antaget). Problemet for os
med at opdage det er, at stjernerne ligger så langt væk. Alene det
at spotte en planet er uhyre vanskeligt, og foreløbig er der kun
opdaget godt 500 exoplaneter. Og selv om de i astronomisk forstand
er meget tæt på, er det umuligt at sige, om der er liv på dem.
Men al sandsynlighed og sund fornuft taler for, at der både
er liv og intelligent liv mange steder i universet. Millioner, måske
milliarder af milliarder af planeter kan huse intelligent liv;
enhver påstand om at vi er alene i universet forekommer både
naiv og arrogant eller meget religiøs og implicerer, at mennesker
skulle være en særlig form for liv i et uendeligt univers, hvor
evolutionen konstant bevæger sig ad uforudsigelige veje.
Men hvis der er masser af intelligent liv, hvorfor er der så ikke
nogen, der har kontaktet os? Forklaringen er nok logisk. Selv om
videnskaben taler om muligheden for at rejse i tid og rum via
ormehuller og dermed behændigt undgå begrænsningen om, at
intet kan bevæge sig hurtigere end lyset, så er det måske ikke
praktisk muligt. Og hvis en civilisation er i stand til at rejse
med lysets hastighed, så er det stadig en lang vej til Jorden, hvis
de f.eks. bor 100.000 lysår fra Jorden – igen meget kort afstand i
astronomisk forstand.
Men lad os i denne langt-ude filosofi for en kort stund antage,
at der findes højtudviklede civilisationer, der rent faktisk kan
rejse rundt, som de vil, på nul komma fem. Hvorfor har de så
ikke besøgt os? Her kommer logikken ind.
Hvis en civilisation er nået så langt i sin teknologiske udvikling,
så har den for længst forstået at håndtere de udfordringer,
der plager os i dag. Den har formået at udrydde fattigdom, ulighed
og løbske finansmarkeder; den har formået at håndtere de
potentielt dårlige anvendelsesmuligheder af ny teknologi, der
kan føre til selvdestruktion; den har formået at nedbryde landegrænser
og de iboende konflikter i national selvhævdelse; og
den har formået at finde en bæredygtig levevis i forhold til naturen
og anvendelsen af ressourcer. Kort sagt, den smarte civilisation
har formået at udrydde alle de ubalancer, der plager menneskeheden
i dag.
Antag, at en sådan civilisation sendte en delegation til Jorden
– take me to your leader. En sådan civilisation ville være måske
1000 år, 100.000 år eller måske millioner af år foran os i videnskabelig,
kulturel og universel forståelse. Men vi ville højst
sandsynligt ikke fatte en brik af deres budskaber om, hvordan
vi opnår balancen på vores egen planet.
Vi er irrationelle
Vores problem er nemlig ikke blot, at vi har svært ved at se ubalancer,
men også at vi har svært ved at erkende deres betydning
og handle ud fra det. Vi er irrationelle i ekstrem grad.
En undersøgelse foretaget på aber viser, at de er lige så irrationelle
som mennesker. Eller sagt på en anden måde – mennesker
er lige så irrationelle som aber, i dette tilfælde kapucineraber,
hvis fælles forfader mennesket adskilte sig fra for 35 mio.
år siden.
Vores irrationalitet er med andre ord mejslet så grundigt ind i
vores DNA, at vi ikke kan vriste os fri af den, selv om menneskeheden
i dag er klogere og mere oplyst end nogensinde.
Irrationaliteten gennemsyrer vores samfund. Alene de tilbagevendende
aktivbobler er slående eksempler, men der er mange
andre. Økonomerne har i bund og grund ingen anelse om, hvordan
økonomierne udvikler sig, fordi deres grundlæggende teorier
antager, vi er rationelle. Det var irrationelt at lade så vidt forskellige
lande gå sammen i europrojektet i sin tid – ligesom det
er irrationelt at antage, at euroen kan overleve i sin nuværende
form, hvis ikke landene går hele vejen mod en politisk union.
Selv det moderne samfunds fundament, demokratiet, er tynget
af vores irrationelle adfærd - politikerne tænker kortsigtet og på
genvalg, og den gennemsnitlige vælger stemmer på dem, der vil
gøre noget for ham/hende – ikke helheden.
Værst af alt så agerer vi irrationelt i vores jagt på økonomisk
vækst og tilsidesætter hensyn til miljø og ressourcer i ekstrem
grad, så vi forværrer livsbetingelserne dramatisk for fremtidens
generationer og menneskehedens egen overlevelse.
Spørger man f.eks. en politiker, økonom eller gennemsnitsvælger,
hvor maden kommer fra, så vil de mindre kloge måske sige
supermarkedet, mens de klogere nok vil sige landbruget. De færreste
har tænkt over, at den egentlige leverandør er og bliver naturen,
som arbejder gratis for os. Det er ualmindelig dumt at ødelægge
dén arbejdskraft, men det er det vi gør, og det er det, som
Rio-topmødet 20.-22 juni vil handle om. Topmødet bliver dog
næppe andet end endnu en manifestation af, at vi er irrationelle
væsener, der ikke har forstået, hvad vi er i gang med.
Tænk over det næste gang du kigger op på stjernerne og funderer
over, hvorfor der ikke er nogen, der kommer på besøg. Der er
en god grund til det.
Go’ sommer!
Flemming Østergaard,
skribent og chefredaktør
lEDER
3