Flamenco ordbog: spansk dansk. Begreber og ... - Flamenco Vivo

Flamencoens historie - kort fortalt
Når man i dag taler om flamenco, tænker man normalt på en konkret form for sang,
musik og dans fra Andalusien, en form og et udtryk som - i større eller mindre grad -
har spredt sig til hele Spanien, især hvad dansen angår. I realiteten er betegnelsen
"flamenco" dog så kompleks og nuanceret, at det er vanskeligt at finde en tilfredsstillende
enkel og entydig definition på begrebet.
Den sydspanske flamenco er historisk set en ret ny foreteelse, som gennem de seneste
300 år har udviklet sig til den musikkultur, vi kender i dag. Musikken har dog rødder
meget længere bagud og forbindes især med sigøjner-folket. Sigøjnerne nedstammer
fra nordindiske folkeslag, der begav sig ud på vandring for omkring 1000 år siden.
Nogle er rejst gennem Orienten og Mellemøsten, andre gennem Øst- og Centraleuropa.
I 1425 ankom de første grupper af dette vandrende folk til Zaragoza i Spanien, hvor
en del drog rundt som småhandlende, håndværkere, gøglere og musikere, og andre
slog sig mere fast ned i lokalsamfundene. Af kulturelle og formodentlig også praktiske
og klimamæssige årsager landede størstedelen af disse spanske sigøjnere efterhånden i
Andalusiens multikulturelle samfund med spaniere, arabere og jøder. Den dag i dag
lever ca. 60% af Spaniens sigøjnere således i Andalusien.
Året 1492 var i Spanien præget af flere processer i en national forening og skabelsen
af en ny identitet og storhed. Det gjaldt dels kong Ferdinand V og dronning Isabella I’s
afslutning af den kristne generobring – la reconquista - med fordrivelsen af maurerne
fra den sidste bastion i Granada, og dels Columbus’ "opdagelse" af Amerika, som lagde
grunden til den efterfølgende kolonisering af den nye verden. Dannelsen af det nye
storrige og en forenet politisk magt foregik samtidig med, at jøder, maurere og sigøjnere
blev fordrevet som indledningen på den 4. inkvisition og dens forfærdende jagt på og
udryddelse af kættere.
Under ”det katolske kongepars” hårdhændede kamp for at generobre og samle et
kristent Spanien forbød de alle andre religioner, som ellers fandtes i det store rige og
som kunne være en trussel mod den nye magt. De muslimske maurere havde siden år
711 opbygget et økonomisk, kulturelt og videnskabeligt højtstående rige i Andalusien
med en delvis fredelig sameksistens mellem muslimer, jøder og kristne. Den kristne
generobring blev indledt allerede i 1067, og efter de kristnes endegyldige sejr med
intagelsen af det sidste muslimske emirat i Granada i 1492 blev alle muslimer og jøder
udvist, medmindre de lod sig omvende sig kristendommen. Også de fremmedartede
sigøjnere blev forvist og erklæret for uønskede - fredløse, hvis ikke de opgav deres
omrejsende livsform, deres sprog, klædedragt, skikke og deres naturreligion.
Størstedelen tilpassede sig nødtvungent - på overfladen - de nye vilkår, men bibeholdt
dog i det skjulte deres oprindelige traditioner. Især de udpræget slægts- og artsforbundne
sigøjnere var udsat for massive forfølgelser og strenge restriktioner og
vedblev at holde sig for sig selv; de blev på denne måde et folk, der i flere henseender
stod uden for det spanske normalsamfund.
Flamencoens opståen og udvikling fortaber sig noget i historiens tågedis, bl.a. fordi
sigøjnerkulturen tidligere har været en ikke-skriftlig kultur. Beskrivelser af begivenheder
og personer er sket ved mundtlig overlevering via fortællinger, sange eller myter.
III