Flamenco ordbog: spansk dansk. Begreber og ... - Flamenco Vivo

Først i midten af 1800-tallet blev flamencoen anerkendt som et selvstændigt musikalsk
udtryk, og omkring dette tidspunkt dukker også selve betegnelsen flamenco op, oprindeligt
som betegnelse for dem, der udøvede den særlige sang, musik og dans og altså
ikke for genren som sådan.
Et kuriosum i den spanske musikfolklore er, at folkemusiktraditionen og flamencoen i
århundreder har levet og udviklet sig sideløbende i hver sit miljø, i høj grad adskilte,
men alligevel sådan, at de to udtryk og former i et vist omfang har ladet sig gensidigt
inspirere og påvirke af hinanden.
Flamencoen er i sin egentlige form en privat og intim samværs- og kommunikationsform
- ligefrem en levevis, som intet har med offentlighed at gøre. Selvom flamencoen
således for længst er brudt ud af sit indre eksil, dyrkes den stadig primært i de nære
miljøer som familien og vennekredsen, eller nu om dage også i peña'erne (klubber),
hvor aficionados (flamenco-fans og kendere) mødes med flamencoen som udgangs-
punkt for og ramme omkring deres samvær.
Flamencoens tre vigtigste bestanddele er sangen, musikken og dansen.
Flamenco blev oprindeligt kun sunget, evt. ledsaget af håndklap, stamp med fødderne
eller rytmiske slag i jorden med en stok. Populært sagt er flamencoen ”Andalusiens
blues”. I nogle henseender kan sangen og musikken have fungeret som en slags "ventil"
på linje med de sorte amerikaneres blues. Flamencoen forløser oplevelsen af at ”ramme
muren”og miste livskraften; men i stedet for at udtrykke en meget konkret klage over
det svære liv eller de politiske og sociale forhold, er flamenco-poesien oftest fyldt med
indforståede metaforer, symboler, allegorier og naturmotiver, der beskriver universelle,
basale stemninger og følelser - i reglen altid med udgangspunkt i den uafvendelige
skæbne, en melankolsk resignation og en smerte, der ikke kan lindres eller læges - i
bevidstheden om de store passioner, følelsesmæssige konflikter og kontrasterne i tilværelsen:
Liv og død, sorg og glæde, kærlighed og længsel, stolthed og lidenskab, ære
og svigt, had og afmagt, forelskelse og tab, forhåbning, skuffelse og dyb fortvivlelse,
altid en erkendelse af, at eksistensen aldrig kan være uproblematisk, men altid er
smerteblandet og har døden og forgængeligheden som baggrund.
Både sangen og musikken er præget af orientalske / arabiske tonebilleder. Flamencoens
skalaer lyder for mange vesteuropæere falske og disharmoniske, rytmerne er anderledes
og langt mere komplicerede end de fleste andre europæiske musikformers, og sangen er
næsten messende og fyldt med melismer – toneglidninger - der er typisk for orientalsk
sang.
Palmas - håndklappene - er det mest autentiske og måske også det mest fascinerende
"rytmeinstrument" i flamenco og har udviklet sig til en egentlig kunstart inden for
genren. Som instrument betragtet er det intet mindre end ideelt: det er "lige ved
hånden”, helt gratis - og kan performes både enkelt og sofistikeret, komplekst og
varieret som ledsagelse og støtte for alle flamencoens elementer: sangen, guitaren og
dansen. Når klappene udføres præcist og sikkert med drive og swing, giver de basis og
rum for de andre deltagere til at performe meget bedre. Klappene er en hjælp og en
katalysator og fungerer traditionelt som dét rytmiske grundlag, flamencoen gennem et
par århundreder har udviklet sig og slynget sig hen over. Ud over de mange rytmiske
stilarter findes der også mange frirytmiske stilarter, der således ikke benytter håndklap.
V