pet's overvågning af politiske partier 1945-1989 - PET-kommissions ...

Demokrati-detat, terrorisme og intensiveret overvågning 1980-1989
PET’s overordnede trusselsbillede af VS må siges at have været realistisk. Der
kan for eksempel peges på vurderingerne fra 1968-69, der fremhævede partiets
splittelse og enkelte gruppers mulige anvendelse af vold, og analysen fra 1984,
der slog fast, at partiet ikke kunne tænkes at gå Moskvas ærinde, at der ikke var
fundet beviser på, at VS styrede BZ-bevægelsen, og at der ikke var tegn på, at
støtten til militante grupper i udlandet gik ud over det rent politiske. Der kan
også peges på, at PET havde et realistisk blik for fraktionskampene i VS, for partiets
generelt svage stilling og begrænsede indflydelse, og at tjenesten var godt
orienteret om for eksempel den trotskistiske indflydelse. Selvom PET i de tidligste
vurderinger noterede antallet af tidligere DKP’ere i VS’ ledelse, så forfaldt
tjenesten ikke på noget tidspunkt til at stemple partiet som et maskeret kommunistparti
eller et redskab for Moskva, sådan som det var sket 10 år forinden for
SF’s vedkommende.
PET’s aktive overvågning af VS foregik i starten og slutningen af dets eksistens
(1967-71 og 1978-89). I den første periode var hensigten at kortlægge VS’
virksomhed og indsamle navne på medlemmerne af landsledelsen og lokale aktivister.
Foruden åbne kilder benyttede tjenesten sig først og fremmest af sit netværk
af kilder på venstrefløjen. Desuden synes PET i et enkelt tilfælde at have
aflyttet et offentligt møde.
I den anden periode var opgaven at efterforske VS’ forbindelser til PSF/IRA
og PFLP, og PET anvendte her observation, fotografering, telefonaflytning (anvendt
mod udenlandske repræsentationer og personer) og samarbejde med
udenlandske tjenester.
Kommissionens undersøgelse af PET’s overvågning af VS viser, at tjenesten
trods regeringserklæringen i 1968 i et vist omfang fortsatte med at indsamle og
registrere personoplysninger om VS’ere. Dette foregik på to måder: Fortsat formel
personregistrering på grundlag af Justitsministeriets generelle undtagelsesregler
og Arne Nielsens kontraordre fra december 1968 og notering af navne
uden for det officielle register i arbejdskartoteker og på lister. Alene listerne har
omfattet mere end 694 navne. Det bemærkes, at Justitsministeriet i 1973 offentligt
tilkendegav, at efterretningstjenesterne ikke lå inde med sådanne navnelister.
336 PET’s overvågning af politiske partier 1945-1989