Undervis. til folkes. Terning. - BaggårdTeatret

More documents

Recommendations

Info

8 Nu ville Kierkegaard ikke sige at æstetikeren er en skidt fyr, men han vil nok mene at livets mening er mere end piger og fest. Pointen hos Kierkegaard er at man må kunne stå ved sine valg, ellers er man uærlig over for sig selv og andre. På den måde kan man sige at eksistentialisme handler om at kunne se sig selv og andre i øjnene. Men hvad nu hvis nogen i ens familie dør, hvad er meningen med det? Æstetikeren vil næppe kunne se det meningsfulde i det, og kan etikeren argumentere for at det er fornuftigt eller godt at far dør af kræft? Eller kan han forklare det fornuftige i at 6 mill. jøder blev gasset i koncentrationslejrene? Næppe, for døden falder ikke ind under kategorierne sjov eller fornuftig. For at kunne forholde sig til døden, må man vende sig mod det tredje stadie hos Kierkegaard, nemlig det religiøse. Den religiøse vil sige at meningen med livet er at vi er sat i verden af Gud for at opleve sorg og glæde, retfærdighed og uretfærdighed. Og meningen er ikke at det skal forstås! Meningen med livet er ikke at vi skal skånes for uretfærdighed og sorg. Meningen er at vi skal møde uretfærdigheden for at lære at tackle den og derved bliver gladere for det liv som er givet af Gud. Livet er en gave, og der er ikke sat byttemærke på det som når man køber en cd i Fona. Det betyder ikke at man bare skal acceptere uretfærdigheder når de sker, men det betyder at uretfærdigheder ikke nødvendigvis er meningsløse – vi kan bare ikke lige se meningen, for den sidder Gud inde med. Gud er død, I er selv blevet guder! Nu kan man dertil sige at hvis det er tilfældet, så kunne Sartre vel svare på spørgsmålene efter 2. verdenskrig ved at henvise til Gud. Problemet er bare at Sartre ikke troede på Gud. Det skyldes bl.a. at den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844 – 1900) 50 år efter Kierkegaard skriver til menneskene: ”Gud er død, I er selv blevet guder!”. Nietzsche kunne selvfølgelig ikke bestemme at Gud skulle død, men han kunne påpege at Gud ikke længere blev brugt som forklaringsmodel for hvad meningen med livet er. Men hvad er så meningen med livet? Eller rettere: Hvorfor skal vi dø? Tager vi Kierkegaards tre stadier, så kunne de alle forklare meningen med livet, men det var kun den religiøse som kunne forklare meningen med døden. Det var jo det Gud kunne, det der med at give mening og bestemme hvad der er rigtigt og forkert. Men nu er han med ét slag væk, og hvad så? Heldigvis gav Nietzsche en slags løsning på problemet, for han slog ikke bare Gud ihjel. Pointen var jo at Gud er død, men til gengæld er menneskene blevet guder. Skal man se lidt logisk på det så ser det ud som følgende: 1. En Gud er sådan én som skaber mening og bestemmer hvad der er rigtigt og forkert (Den slags kalder man også for en autoritet). 2. Uheldigvis er Gud død, men 3. vi er selv blevet Guder, dvs. vi er selv blevet sådan nogle som skaber mening og bestemmer hvad der er rigtigt og forkert (altså er vi selv blevet autoriteter).
Vender vi nu tilbage til Sartre, hvordan forklarede han så det specielle ved at være menneske? Jo, han mente at menneskets eksistens kom før dets essens. Mennesket måtte selv skabe dets essens, eller hvad der her er pointen: Menneskets måtte selv skabe meningen (essensen) med sig selv. Mennesket kan ikke, som hos Kierkegaard, læne sig op af Gud når det vil have en forklaring. Vi er blevet fri! Fri for Gud og alle hans befalinger, og det er vel i grunden ganske godt. Hvis man nu har lyst til at lyve, så er det da rart at Gud er død, så han ikke længere kommer og siger at det er forkert at lyve. Det er lidt ligesom når man er lille, og ens mor siger at man ikke må få en nutella-mad mere. Så er det at man råber efter hende: Når jeg bliver stor, vil jeg flytte for mig selv, spise nutellamadder, se 8 timers tv og drikke 4 liter cola….hver dag! Okay, siger moren og smiler for hun ved godt at når man flytter for sig selv så bliver man hurtigt træt af nutella, colaen gør at man skal til tandlæge og får en regning på 1000 kr., man har ikke tid til at se så meget tv, og endelig skal man selv vaske sit tøj. Man kan med andre ord sige at når mor er væk (eller Gud er død), ja så smager nutellaen bare ikke så godt længere! Problemet når Gud er død, er at det ikke giver sig selv hvad der er rigtigt og forkert. Da man var lille, så fik man måske en is hvis man hjælp sin far med at vaske bilen, og i gamle dage kom man i himlen hvis man opførte sig godt. Men når man flytter hjemmefra, ja, så får man ikke en is for at vaske bilen, og hvis man har været god så kommer man bare ned i jorden i en pæn kiste. Hvorfor skal jeg handle godt, kan man spørge? Sartres svar vil være at det skal du ikke nødvendigvis, men du skal handle sådan at du kan stå inde for de konsekvenser som handlingen har, og du skal samtidig vide at dine handlinger gør at andre med god ret kan gøre det samme. ”Hvis han kan, så kan jeg også”. Som nævnt i starten så handlede eksistentialisme jo netop om hvordan man lever et godt liv – samtidig med at de andre også gør det. Sartre formulerer situationen efter Guds død således: Vi er dømt til at være fri og dermed dømt til at vælge. Det betyder ikke at det at være menneske er forfærdeligt fordi vi nu er dømt til at vælge. Men det betyder at selv i situationer hvor ingen af vores valgmuligheder er særlig tiltrækkende, ja så er vi stadig tvunget til at vælge. Og vælger vi ikke at vælge, så har vi alligevel valgt; det kalder man bare et fravalg. Man kan sammenligne det med at sidde i en båd midt på en flod. Foran deler floden sig, og spørgsmålet er så hvad du gør. Drejer du til højre eller venstre? Styrer du lige ud? Eller lukker du øjnene og håber på det bedste? Under alle omstændigheder så vil dit valg få visse konsekvenser. Og hvad nu hvis du har passagerer med i båden? Så har dit valg også konsekvenser for andre. Du er nødt til at deltage i livet, ellers glider det bare forbi. Sartre vil nok mene at livet er for kort til at man bare kan sidde med hænderne i skødet – men omvendt er det langt nok til at man kan stoppe op og tænke sig om. Man kan med Sartre sige at vi har fået fuld frihed til at bestemme om noget er godt eller dårligt, men til gengæld må vi så også acceptere at bordet fanger – eller som Sartre ville sige: Terningerne er kastet! 9
Page 1 and 2: Terningerne er kastet Undervisnings
Page 3 and 4: Medvirkende Annfinnur Heinesen Jaco
Page 5 and 6: Materialet tager udgangspunkt i cen
Page 7: derfor spørge hvordan man lever et
Page 11 and 12: II.a Valgdagbog II. Valg og autorit
Page 13 and 14: Ung pige, 19 år Da jeg var 10 år
Page 15 and 16: Mand, 43 år På en måde er det m
Page 17 and 18: III.b Sidsel Falsig Pedersen og nov
Page 19 and 20: ”Jo, men jeg har da læst om at m
Page 21 and 22: Elevernes arbejde med teksten Parar
Page 23 and 24: Opsamling Som opsamling på forløb

Undervis. til folkes. Terning. - BaggårdTeatret

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?