Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

12
rettelsen af de to franske syndikater »des fabricants et constructeurs de matérial de
guerre« og »des constructeurs de navires et de machines marines« i 1898 kostede
panserplader pr. kg 2.27 frc., men efter syndikaternes oprettelse derimod 2.96 frc. Da
der til en dreadnought behøves 5 millioner kg panserplader, er denne prisforhøjelse
meget betydelig. De to franske syndikater er kun tilsyneladende konkurrenter, i virkeligheden
har de samme sæde og samme generalsekretær. Gentagne gange har det ene
af firmaerne overladt det andet firma ordre på bygning af krigsskibe.
Som følge af firmaernes samarbejde, der også kommer til udtryk i, at de samme personer
sidder i de mest forskellige værker som direktører, skrues priserne betydeligt i
vejret. Centrumsmanden Erzberger erklærede i rigsdagen den 23. April 1913:
»Jeg har udtalt i udvalget og jeg fastholder, at der fra sagkyndig side er ført bevis for, at en
ton panserplader kan fabrikeres med høj avance og alle de nødvendige afskrivninger for en
pris, der ligger 50 % under den, der nu betales af marine-forvaltningen«.
Rustningsfirmaernes planmæssige samarbejde, som jo iøvrigt også fremmes ved, at de
af staterne bestilte patroner, projektiler m. m. altid skal være nøjagtig ens, er i særdeleshed
baseret på de talrige internationale karteller og truster, af hvilke de vigtigste
skal nævnes her:
I) Indtil krigen bestod det internationale krudtkartel.
Heri samarbejdede Nobel Dynamite Trust (London) med dets 7 filialer i England, 5
filialer i Tyskland og 1 filial i Japan, endvidere Rhein-Siegenergruppen, der består af
tre sprængstoffabriker, Køln-Rottweiler krudtfabrikerne (der atter samarbejder med
engelske, russiske og spanske firmaer), og »Deutsche Waffen- und Munitionsfabriken«
(som ligeledes stod i samarbejde med talrige ind- og udenlandske selskaber), og
endelig Société française de dynamite og Société génêrale pour la fabrication de
Dynamite samt Société francorusse de Dynamite. De tre sidstnævnte franske Firmaer
står heller ikke isolerede og har særlige Forbindelser med lignende Foretagender.
II. Fra 1901 til 1913 bestod United Harvey Steel Co., hvor de største panserpladefabrikanter
og kanonkonger i verden fredeligt samarbejdede. Næsten alle større tyske,
franske, engelske og italienske firmaer var repræsenterede heri, f. eks. det vældige
engelske værk Vickers Ltd., endvidere W. G. Armstrong Ltd., det amerikanske Bethleem
Steel Ltd., Schneider-Creuzot, Krupp, Dillinger Hutte, Societa degli Alti Forni
Fondiere Acciaine di Terni. Det sidstnævnte selskab havde atter særligt samarbejde
med firmaet Vickers, som på sin side atter var i alliance med et tredje italiensk rustningsfirma.
Endelig var firmaet Krupp finansielt interesseret i de østrigske Skodaværker
og de russiske Putilowværker. Dette russiske selskab, hvori også Schneider-
Creuzot var finansielt interesseret, dannede forbindelsesled mellem Krupp og den
største franske panserpladefabrik. Af interesse er det endvidere at erfare, at Armstrong
og Vickers i fællesskab indskød halvdelen af kapitalen til panserpladefabrikerne
i Mutoran i Japan. Begge disse firmaer er sammen med det engelske firma
John Brown interesseret i det spanske værft »Naval Construction Establishments de
Ferrol«. Seks store engelske firmaer har endvidere grundlagt et portugisisk flådebygningssyndikat
for at hjælpe til med at skaffe den portugisiske regering en stærk flåde.