Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

26
nu har våbenfabriker, ville det være dumt og latterligt ikke at holde dem i gang. Når jeg vil
have et blad, er det kun for at indblæse redaktionen en særlig liberal tendens. Surdej er her
nok af - den behøver man ikke at forøge i dette land, hvor folkets intelligens er 500 procent
forud for dets statsorden.«
Nobels udtalelse, at »hvis der overhovedet findes nogen industrigren, der bør være uafhængig
af import fra udlandet, må det være våbenindustrien«, er så indlysende, at
man ikke behøver at strides herom. Et andet spørgsmål er, om dette er muligt ved den
moderne krigstekniks karakter. Hvis det ikke er muligt - og det er det ikke - må der
findes en anden form for »landets værn«, d. v. s. for beskyttelse mod fjendtlige indfald.
Det er interessant at se, at allerede skaberen af den moderne folkeret, hollænderen
Hugo Grotius (1583-1645) i sit store værk »Ueber das Recht des Krieges und des
Friedens« (Paris 1625) stødte på denne dobbeltstilling, der var kommet for dagen i
anledning af leveringerne af krigsmateriale fra hans oprørske landsmænd til de
bekæmpede spaniere.
Grotius skriver:
»Først må man nemlig ved disse ting skelne mellem følgende:
1) Der findes ting, som kun er anvendelige til krig, f. eks. våben.
2) Der findes ting, som ikke er anvendelige til krig, men kun til »fornøjelser«. og
3) der findes ting, der anvendes både til krig og til andre formål, f. eks. penge,
tilførsler, skibe og skibsartikler.
På den førstnævnte art gælder i sandhed dronning Amalaswinthas udtalelse, at den,
der leverer fjenden de til krigen nødvendige ting, står på fjendens side«. (Liber III.
Caput 1§V2).
B. UNDER VERDENSKRIGEN.
Hørte nu denne eksport af krigsmateriel da i det mindste ikke op, sålænge verdenskrigen
rasede?
Nej, absolut ikke, hist og her forøgedes den endog.
Lad os betragte de enkelte lande for sig.
l. Tyskland.
I de første 8 måneder af året 1916 eksporteredes hver måned op til 250,000 tons jern
og stål til det neutrale udland - i gennemsnit 150,000 tons. Men den tyske
hærforvaltning erklærede, at man ikke formåede at anvende mere end 15,000 tons
stål hver måned til fremstilling af pigtråd. Stålværksforbundet betalte hellere 5 Mk. i
bøde pr. ton, end det leverede ståltråd til landets egne soldater.
Thi udlandet betalte så høje priser, at pengene kom ind igen.