Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

51
Meppen, hvor han demonstrerede sine kanoner til salg og endda tilbød at oprette
særlige fabriker, hvorved han i givet fald ville prisgive sine dyrebare hemmeligheder
også til en fremtidig Modstander«.
Lefebure omtaler udtrykkelig også »andre store rustningsfirmaer«, og ikke blot Krupp.
Om opfinderen af Maxims maskingevær udtaler han, at det blev tilbudt til alle jordens
nationer. Det land, der havde sikret sig monopol på maskingeværet, ville som angriber
have været i besiddelse af en afgørende overlegenhed.
»Potsdamer Reichsarchiv« har i sit værk »Kriegsriistung und Kriegswirtschaft« ikke
helt kunnet forbigå disse kendsgerninger. Det påstår, at den tyske rustningsindustris
høje tekniske niveau »kun« kunne opnås ved den stadige efterspørgsel fra fremmede
staters side, og at »den tyske hærs behov aldrig (!) kunne have holdt en ydedygtig
våbenfabrik i gang«.
Hvem kan få nogen anden mening ud af dette, end at det militære forsvar kun kan
holdes oppe på højeste ydedygtighed, når der finder et teknisk og forretningsmæssigt
samarbejde med andre magter dted, af hvilke hver enkelt muligvis kan komme i
betragtning som modstander, - tilmed på bekostning af titusinder af landsforsvarere,
der må ofre livet ved de våben, de selv har smedet. Dette er masseselvmord og ikke
landsforsvar.
Af sig selv opstår da den tanke, at man ved en sådan sagernes stilling må nå frem til
andre internationale former for samarbejde, hvis man ikke teknisk kan klare landets
forsvar uden international hjælp. Også Folkeforbundet sikrer landets værn - eller
kunne gøre det. Desværre er det endnu ikke tilfældet. Dette nationale forsvar ved
hjælp af en international retsorganisation vil endnu have mange mangler. Men det er
i hvert fald tusinde gange billigere, og slettere end det moderne militære forsvar er det
i hvert fald ikke.
VI. Presse og justits.
Som indledning til dette kapitel bør stå de ord, den franske ministerpræsident
Aristide Briand udtalte den 29.Sept. 1930 i Genève under det 11. Folkeforbundsmøde
til en kvindedeputation, der repræsenterede 40 Millioner organiserede K vinder. De
lød således:
»Intet folk og ingen regering ønsker krigen, men mange er interesseret i at
modarbejde freden. Det er våben- og ammunitionsfabrikanterne. De modarbejder Folkeforbundet
og de modarbejder Kellogg-Pagten, og de finansierer de felttog i pressen,
der bestandig gør vore anstrengelser illusoriske. Artiklerne mod freden skrives med
penne, der er lavet af det samme stål, som bruges til støbningen af kanoner og
granater«.
Det er uhyre talende, at verdenspressen fortav eller forvanskede denne udtalelse af
Briand, og at det officielle franske pressebureau Agence Havas endog søgte at benægte
den.