Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

15
Leonid er af den Mening, at andre kapitalistgrupper end rustningsindustrien »ikke
altid og ikke straks« kræver udjævning af stridigheder ved hjælp af krigen, men at
rustningsindustrien slipper krigen løs, og forlænger den, når den først er sluppet løs,
da rustningsindustrien selv i et besejret land i modsætning til andre industrier stadig
tjener penge.
Efter denne indledning fortsættes:
»Rustningsinternationale formeres af tre divisioner:
1) Rustningsmetalindustrien (fabrikanter af geværer, skyts, krigsskibe, militærflyvemaskiner,
ranks).
2) Sprængstofindustrien (fabrikanter af krudt, dynamit og andre eksplosive etoffer).
3) Rustningskemien (fabrikanter af giftgas).
Hver enkelt af disse tre divisioner er organiseret ud over landets grænser - i internationale
eller europæiske alliancer. Og de er alle tre igen forbundet indbyrdes med
finanskapitalistiske, statskapitalistiske eller rent organisatoriske bånd.
Gruppe II og III er nu simpelthen sammensmeltet. Den internationale kommando
over den første division ligger ved sir Basil Zaharoffs stab. Sprængstoffabrikanternes
verdensgruppering har sit centralpunkt i det såkaldte Nobelsystem.
Den samme kombination omfatter endelig også de kemiske krigsfabrikanter.
Den internationale forbindelse af fabriker indenfor rustningsmetalindustrien skabtes
allerede længe før krigen. Der dannedes endog et særligt interessentskab, hvori alle de
førende fabrikanter af panserplader og kanoner i hele verden var interesserede. Dettes
navn var »United Harvey Steel Co.«, og det påbegyndte sin virksomhed i 1901. I
spidsen for dette stod der tre rustningsgrupper: De engelske koncerner: Vickers, Armstrong,
de tyske: Krupp, Stumm, og de franske Schneider-Creuzot. De russiske Putilow-
og de italienske Ternikoncerner samt våbenfabrikanterne i andre lande opkøbtes
efterhånden af de tre førende koncerner. Således grundlagde Vickers i Italien Vickers-
Terniselskabet og overtog sammen med Armstrong halvdelen af kapitalen i de japanske
panserpladefabriker i Mutoran. Samme engelske gruppe erhvervede det spanske
krigsværft de Ferrol og oprettede det portugisiske flådebygningssyndikat. Apologeten
for den »mellemeuropæiske« Ide, Krupp, indskød kapital i den østrigske rustningskoncern
Skoda.
Vickers og Arnistrong gjorde på deres side Balkan og den nære Orient til deres domæne.
Ved balkankrigene 1912-13 udstyrede de begge de krigsførende parter: Armstrong
solgte slagskibe til Tyrkiet - og samtidig bestilte Grækenland »som modvægt« undervandsbåde
og torpedobådsødelæggere hos Armstrong og Vickers. I 1913, året før verdenskrigen,
grundlagde Vickers og Armstrong »Sociere Imperiale Ottomane de Docks
et Arsenaux«, som skulle reorganisere Det gyldne Horns arsenal og lægge grundvolden
til en ny tyrkisk krigsflåde ved bygning af et værft med en kapacitet på 32.000 tons.