Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

30
40 Mk. billigere pr. ton. I tilfælde af en krig mellem Tyskland og Rusland alene skulle
det franske selskab fortsætte leveringerne (skønt Rusland var Frankrigs forbundsfælle).
Man havde endog ladet Krupp få en beholdning på 6000 tons af dette til Krupps
verdensberømte panserplader uundværlige stof kort før krigen, skønt det normale årlige
behov kun var 2000 tons. Også for tilsætningsmetallet nikkels vedkommende påvises
det gennem dokumenter, hvorledes man i Frankrig, som i kolonien Kaledonien
havde en 1ste klasses nikkelgrube, midt under krigen (d. 21. Sept. 1916) havde frigivet
et allerede beslaglagt norsk skib, ladet med nikkel til Krupp, således at skibet
kunne sejle til Hamburg.
Også svovlkies, som Tyskland havde mangel på, er påviseligt i store mængder sendt
over Svejts til Tyskland.
Den mest uhyrlige historie, hvori den blodige internationale spillede en rolle for den
franske krigsførelse, drejer sig om malmlejerne ved Briey.
De deputerede, deriblandt Flandin, der senere blev finansminister, skildrer denne Sag
således:
Ved Tyskernes besættelse af Briey svækkedes frankrigs stålproduktion med 80 %. I
stedet for nu at gøre alt muligt for at fremskaffe det manglende stål fra England, overlod
man til præsidenten for »Comite des Forges« (Jernindustricentralen) de Wendel at
sørge herfor. Wendel var samtidig ejer af minerne og smeltehytterne ved Briey, hvorfra
tyskerne stadig fyldte deres malmlagre. De franske deputerede og officerer spurgte,
hvorfor man ikke ødelagde disse malmlejer for tyskerne ved hjælp af flyverangreb,
idet seks tyske industriforbund i et memorandum selv havde erklæret, at uden det
lothringske malmbækken var krigen tabt for Tyskland. 13 ) Det franske memorandum,
der påviser nødvendigheden af Brieys ødelæggelse, blev modtaget af en herre fra
»Comite des Forges« i det store franske hovedkvarter - og malmlejerne blev ikke ødelagt.
Vi ser her, hvorledes profitens internationale kredsløb foregår - med soldaternes blod
som baggrund: Først forhindrer »Comite des Forges«, at det manglende stål fremskaffes
fra England. I mellemtiden udbytter den tyske industri de franske malmlejer
og sender det udvundne malm med godstog, der dag og nat :ruller gennem Svejts, til
Frankrig og Italien, medens, den tyske hærledelse klager over mangel på pigtråd. De
Wendel beskytter Briey. Tyskerne får til gengæld skibe med nikkel.
Det nævnte møde i det franske kammer sluttede med følgende ord af den deputerede
Barthe: »Det burde ikke være således, at vore heltemodige krigere der har reddet
Frankrig, efter deres hjemvenden skal konstatere sådanne ting, uden at de ansvarlige
drages frem. Ellers ville de med god grund kunne sige, at medens de selv kun har
»indkasseret« granatstumperne, er det mineejerne, som har indkasseret profiten for
disse.«
Men der blev ikke krummet noget hår på hovederne af de »ansvarlige« i Frankrig,
13 Otto Lehmann-Russbüldt: Der Kampf für den Weltfrieden 1914-27. 1927. Verlagsanstalt Courier.
(192 S.)