Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...

16
Omtrent på samme tid reorganiserede Vickers sammen med Schneider-Creuzot og
andre franske firmaer i forbindelse med russiske og franske storbanker de militære
værfter i Nikolajeff med det tydelige mål at skabe en ny basis for den russiske flåde
mod Tyrkiet ved Sortehavets udløb. Enhver af Vickers organiseret militærpolitisk
organisation mødtes øjeblikkeligt af en modkombination, der ligeledes skyldtes Vickers.
- Vickers støttede Grækenland mod Tyrkiet og Tyrkiet mod Grækenland, det udrustede
Rusland imod Tyrkiet og Tyrkiet imod Rusland. I nøje forståelse med Vickers
og på samme måde bar også Schneider-Creuzot og Krupp sig ad. To år før verdenskrigen
organiserede Krupp, Schneider og Blohm & Voss (det førende tyske krigsmarineværft)
et syndikat til erobring af de russiske Putilow-værker, hvilket sluttelig også
lykkedes dem efter at være kommen til forståelse med Vickers-Armstrong. Parallelt
med denne sammenslutning af de tysk-fransk-russiske rustningskapitalister begyndte
de sidste forarbejder til den tysk-iransk-russiske krig. Medens Poincare rejste til St.
Petersborg for at sætte den franske underskrift på krigstraktaten mod Tyskland,
afsluttede Krupp og Schneider-Creuzot en konvention, hvori de forpligtede sig til at
optræde i gensidig forståelse og uden konkurrence ved antagelsen af de dengang uhyre
opsvulmende militære ordrer. Ja, den franske koncern forpligtede sig til at støtte
Krupp overfor dette Firmas indre tyske konkurrenter; dersom det tyske firma Ehrhardt
skulle afgive et billigere tilbud end Krupp, skulle Creuzot underbyde Ehrhardt
og tage imod ordrer selv med fare for tab. På samme måde var tyske og østrigske kapitalister
interesseret i de engelsk-franske rustninger. Ved udgangen af 1912 dannedes
der en fransk torpedokoncern: »Societé Française des Torpilles Whitehead«. Aktiemajoriteten
lå i den engelske Armstrong-Vickersgruppe. Blandt aktionærerne var den
engelske ambassadør Whitehead, den franske admiral Aubert o. s. v. Men der var også
andre aktionærer, f. eks. grevinde Plessen-Cronsten (den tyske gesandts frue) og fyrstinde
von Bismarck, gift med Herbert Bismarck, søn af »jernkansleren« og tidligere
leder af det tyske udenrigsministerium! Blomsten af diplomatiet i tremagtsforbundet
finansierede ententens bygning af torpedoer!
Det strålende sammenspil mellem rustningskapitalen og regeringerne med det fæl1es
mål (verdenskrigen!) beroede på den mest intime privatkapitalistiske forbindelse, ja
identitet mel1em de to magter. I begge landene var det rustningskoncernen, som i
første linie beherskede marineledelsen, dernæst generalstaben, diplomatiet og de
halvofficielle militære organisationer.
I England: Direktøren for bygning af krigsskibe og admiralitetets tekniske rådgiver
siden 1912, Sir Tennyson d'Enycourt, er nu direktør for Armstrong. - Lord Southborough,
også direktør for Armstrong, var fra 1912 til 1917 civillord ved admiralitetet.
General Lyttelton, hvis broder var direktør for Armstrong, var chef for generalstaben.
Lord Sydenham og admiral Ottley - begge Armstrongdirektører - var sekretærer i »Comitee
of Imperial Defense« (Imperiets forsvarskomite), det øverste militære strategiske
organ i det britiske Imperium, som i virkeligheden bestemmer hele den engelske
verdenspolitik. I »National Service League« (det store militære Forbund) var der
repræsenteret 8 præsidenter og direktører for engelske våbenfabriker. I den engelske
flådeforenings præsidium sad der 4 mænd, der var medindehavere af italienske, østrigske
og russiske krigsmaterielfabriker. Ligeså intim var forbindelsen med det engelske
udenrigsministerium. Selv det borgerlige blad »Economist« måtte (1913-14)