Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...
Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...
Rustningsindustriens blodige Internationale - Det danske ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
16<br />
Omtrent på samme tid reorganiserede Vickers sammen med Schneider-Creuzot og<br />
andre franske firmaer i forbindelse med russiske og franske storbanker de militære<br />
værfter i Nikolajeff med det tydelige mål at skabe en ny basis for den russiske flåde<br />
mod Tyrkiet ved Sortehavets udløb. Enhver af Vickers organiseret militærpolitisk<br />
organisation mødtes øjeblikkeligt af en modkombination, der ligeledes skyldtes Vickers.<br />
- Vickers støttede Grækenland mod Tyrkiet og Tyrkiet mod Grækenland, det udrustede<br />
Rusland imod Tyrkiet og Tyrkiet imod Rusland. I nøje forståelse med Vickers<br />
og på samme måde bar også Schneider-Creuzot og Krupp sig ad. To år før verdenskrigen<br />
organiserede Krupp, Schneider og Blohm & Voss (det førende tyske krigsmarineværft)<br />
et syndikat til erobring af de russiske Putilow-værker, hvilket sluttelig også<br />
lykkedes dem efter at være kommen til forståelse med Vickers-Armstrong. Parallelt<br />
med denne sammenslutning af de tysk-fransk-russiske rustningskapitalister begyndte<br />
de sidste forarbejder til den tysk-iransk-russiske krig. Medens Poincare rejste til St.<br />
Petersborg for at sætte den franske underskrift på krigstraktaten mod Tyskland,<br />
afsluttede Krupp og Schneider-Creuzot en konvention, hvori de forpligtede sig til at<br />
optræde i gensidig forståelse og uden konkurrence ved antagelsen af de dengang uhyre<br />
opsvulmende militære ordrer. Ja, den franske koncern forpligtede sig til at støtte<br />
Krupp overfor dette Firmas indre tyske konkurrenter; dersom det tyske firma Ehrhardt<br />
skulle afgive et billigere tilbud end Krupp, skulle Creuzot underbyde Ehrhardt<br />
og tage imod ordrer selv med fare for tab. På samme måde var tyske og østrigske kapitalister<br />
interesseret i de engelsk-franske rustninger. Ved udgangen af 1912 dannedes<br />
der en fransk torpedokoncern: »Societé Française des Torpilles Whitehead«. Aktiemajoriteten<br />
lå i den engelske Armstrong-Vickersgruppe. Blandt aktionærerne var den<br />
engelske ambassadør Whitehead, den franske admiral Aubert o. s. v. Men der var også<br />
andre aktionærer, f. eks. grevinde Plessen-Cronsten (den tyske gesandts frue) og fyrstinde<br />
von Bismarck, gift med Herbert Bismarck, søn af »jernkansleren« og tidligere<br />
leder af det tyske udenrigsministerium! Blomsten af diplomatiet i tremagtsforbundet<br />
finansierede ententens bygning af torpedoer!<br />
<strong>Det</strong> strålende sammenspil mellem rustningskapitalen og regeringerne med det fæl1es<br />
mål (verdenskrigen!) beroede på den mest intime privatkapitalistiske forbindelse, ja<br />
identitet mel1em de to magter. I begge landene var det rustningskoncernen, som i<br />
første linie beherskede marineledelsen, dernæst generalstaben, diplomatiet og de<br />
halvofficielle militære organisationer.<br />
I England: Direktøren for bygning af krigsskibe og admiralitetets tekniske rådgiver<br />
siden 1912, Sir Tennyson d'Enycourt, er nu direktør for Armstrong. - Lord Southborough,<br />
også direktør for Armstrong, var fra 1912 til 1917 civillord ved admiralitetet.<br />
General Lyttelton, hvis broder var direktør for Armstrong, var chef for generalstaben.<br />
Lord Sydenham og admiral Ottley - begge Armstrongdirektører - var sekretærer i »Comitee<br />
of Imperial Defense« (Imperiets forsvarskomite), det øverste militære strategiske<br />
organ i det britiske Imperium, som i virkeligheden bestemmer hele den engelske<br />
verdenspolitik. I »National Service League« (det store militære Forbund) var der<br />
repræsenteret 8 præsidenter og direktører for engelske våbenfabriker. I den engelske<br />
flådeforenings præsidium sad der 4 mænd, der var medindehavere af italienske, østrigske<br />
og russiske krigsmaterielfabriker. Ligeså intim var forbindelsen med det engelske<br />
udenrigsministerium. Selv det borgerlige blad »Economist« måtte (1913-14)