Fremtidens danskfag - Ministeriet for Børn - Undervisningsministeriet

Udgangspunkter
Stofområderne sprog og
litteratur har i dag mindre
og mindre at sige hinanden,
men det burde være
omvendt
50
ning er kommet i stand ved at trække på netop de systematiske
forskelle der gør det muligt for os at afkode hvad der står.
I Johs. V. Jensens Paa Memphis Station, et af de digte som
med god grund har vundet plads i mange dansktimer, er der
en bestemt linje som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen
på enhver oplæser: “Men paa Tenderen mellem Kullene ligger
fire stille Skikkelser dækket af blodvaade Frakker.” For at forstå
digtet er det nødvendigt med en længere diskussion af hvad
det ‘men’ betyder. Hvorfor står der ‘men’? Her kan en god
klasse hurtigt afgrænse problemet til at gælde et valg mellem
den slags ord som indleder sætninger for at markere deres status,
konjunktionerne: Hvorfor står der ‘men’ og ikke ‘og’? Eller
kunne man have indledt uden konjunktion? Det særlige ved
den diskussion er det helt almindelige: Vi forstår kun en tekst
hvis vi forstår de valg den er udtryk for (uanset om disse valg
er bevidst for forfatteren eller ej). Det vidunderlige ved at læse
gode tekster af enhver art i dansktimerne er at det kan betale
sig at tage teksten på ordet. Intet i denne tekst er tilfældigt.
Derfor kan det betale sig at gå så tæt på hvert ord, hver passage.
Dermed står teksten i modsætning til tekster der er ved at
blive til (for eksempel tekster der er ved at blive skrevet af
eleverne selv eller af forfattere i færd med at skrive noget nyt).
For danskundervisningen er dialektikken mellem de produkter
som står som så færdige at de kan læses helt i bund, og så de
tekster der kan og bør forbedres, vigtig. Uden den ene side
kommer tekster til at foreligge som færdige produkter der intet
har at sige skrivere; uden den anden bliver alle tekster så foreløbige
at de lige så godt kunne have været helt anderledes.
Det er blevet moderne at være skeptisk over for om det
overhovedet lader sig gøre at afkode noget forståeligt som vi er
sikre på at være enige om, men denne diskussion er ikke vores
lige her. Det afgørende er at selv om skønlitteratur betragtes
som og defineres som sprogkunst, så analyseres den i praksis
på en måde som sætter skel mellem sprog og litteratur som to
dele af faget der har mindre og mindre at sige hinanden. Det
er derfor en udfordring for faget hvis man, som vi gør det,
hævder at litteratur- og sprogforskningens veje væk fra det fælles
udspring i filologien ikke kan få os til at opgive en sam-